Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Til madame Liebe.

»Livet er en drøm«, så har man sagt.
Også jeg må denne lære hylde,
Da jeg ser, at jeg en drøm må skylde
Hvad din hånd så venlig har mig bragt.
Uforglemmelige, kære minde,
Dobbelt skønt i digtekunstens glans!
Danmarks scenes hædrede præstinde
Hædrer yngre søster, som veninde,
Med et laurbær af sin egen krans.

Også jeg, endskønt i livets vår,
Drømmer tit om de forsvundne dage;
Også jeg ser mangen gang tilbage,
For at fatte, hvorhen vejen går.
Fremtid ruger tåget for mit øje;
Hvad den bringer, er i skæbnens hånd;
Men som fepalads på lyse høje,
Smilende med solbestrålte fløje,
Viser sig det svundne for min ånd.

Dig jeg møder, hvorhen tanken ser;
Evig ung du mig imøde træder,
Skænker mig i drømme tabte glæder,
Som jeg vågen aldrig finder mer.
Drømmende jeg ser den tætte klynge,
155 Truffen af dit lunes gyldne pil,
Stormende, lig havets bølger, gynge,
Og erkendtlighedens kranse slynge
Om din isse med begejstret smil.

Mon jeg selv, tiltrods for tidens magt,
Som vil grum vor undergang forvolde,
Skal, som du, uvisnelig beholde
Lunets evig unge, gyldne pragt? -
Drømmen er forbi, mit syn forsvinder,
Fremtid ligger skjult for hver en sans;
Men din gave - hvad end tiden spinder -
Vorde båndet, som for stedse binder
Min erindring, min forhåbnings krans.

den 25. novbr. 1832.