Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Ak, hvor mange minder stiger ikke op i min sjæl ved at nedskrive disse halvforglemte digte! Hvad er det dog for en ubeskrivelig vemodig følelse, hvormed man ser tilbage på en ungdomsperiode af sit liv. Den er oplevet, tilbagelagt. Vejen fra denne periode til nu forekommer én så uendelig lang, og dog rykker den os i et sådant øjeblik så nær, som om det var foregået i går. Ungdommen og den modne alder nydes således på én gang. [I hin periode så man fremad gennem fantasien, og nu ser man atter gennem fantasien tilbage.]