↩ Året efter »Den stumme«s opførelse på vort teater, sendte 162 tionen for det Stockholmske Teater en danserinde til mig med bøn om at indstudere Fenellas rolle med hende. Balletmester Bour-nonville vedblev imidlertid at være utilfreds med min opfattelse af den og forsikrede, at han, hvis han engang kunne få lejlighed til at indstudere rollen med en af sine danserinder, da skulle vise, hvad der kunne gøres ud af den. Men jeg så til min forundring, at min hele Da jeg derfor mange år efter på min indstændige bøn om at måtte afgive dette for mig anstrengende parti første gang skulle se rollen udført af en danserinde, der havde indstuderet den under Boumonvilles vejledning, var jeg spændt på, hvad han nu havde bragt ud af den. opfattelse af rollen var bibeholdt træk for træk, stilling for stilling, og den hele forskel bestod i, at hvad jeg havde udført på venstre side af teatret, nu blev udført på højre - og desuagtet gik rollen over scenen uden mindste virkning på publikum. Med et lille smil forlod jeg teatret. Sagen var den, at det var ikke denne eller hin stilling, dette eller hint mimiske udtryk, der havde grebet publikum ved min udførelse, men at jeg havde formået at påtrykke rollen en personlighed, der fængslede ved simpelhed og sandhed. Dette formår kun en skuespillerinde, aldrig en danserinde af første rang; thi det rørende falder netop bort ved det, der er hendes fortrin, nemlig: virtuositeten. Måske lader det sig gøre for en mimisk kunstnerinde, ifald hun ved udførelsen formår at skjule danseskolen. Dog herom kan være forskellige meninger. Men lige til den dag i dag, da flere danserinder har forsøgt sig i rollen, anser jeg den hele opfattelse og komposition af Fenellas rolle for min. De, der endnu lever fra hin tid, og som ved siden af den senere udførelse har set min, håber jeg, ville vidne, at hvad jeg her påstår er sandhed.