↩ På samme tid, som denne for mig vigtige begivenhed indtraf, hørte jeg en dag til min store forundring, at madam Wexschall skulle skilles fra sin mand, at hun alt var flyttet bort fra ham og taget til nogle venner, der boede flere mile fra byen. Nu begreb jeg, hvorfor jeg ikke længere kunne blive i hendes hus, da planen til dette skridt formodentligt alt dengang var besluttet. At noget sådant forestod, derom havde jeg ikke haft fjerneste anelse. Jeg hørte studsende på alt, hvad herom blev berettet. Dunkelt anede jeg nu, hvad der stod i forbindelse dermed, og det smertede mig dybt for hendes skyld; thi at dette ikke ville føre til hendes lykke, det følte jeg mig overbevist om. En lidenskab havde grebet hende for den mand, jeg alt længe havde gennemskuet, og som jeg fandt ikke var hende værdig. Sørgeligt er det i de unge år at gøre et fejlgreb, men bitrere i de ældre; og at hun i tiden ville komme til at smage denne bitterhed i al sin kraft, vidste jeg var uundgåeligt. Da hun hele sommeren blev på landet, så jeg hende ikke. Hun havde hidtil været i stor yndest hos publikum, ja, man havde set op til hende som til et ideal. Man havde beundret hendes holdning lige overfor en mand, som alle var enige om stod under hende. Man hørte ofte folk sige: »Det er skade, at hun har den mand! Bare hun ikke havde den mand!« Da nu rygtet udbredte sig, at hun ville skilles fra samme mand, vendte det hele sig om. Man anklagede hende hårdt og ubarmhjertigt, og publikum - og hvad der var værre - ikke få af hendes venner svigtede hende i et øjeblik, hvor hun netop trængte mere end nogensinde til begge. Og da Nielsen kort efter også skilte sig fra sin kone, vakte dette en sådan forargelse, at den yndest, hun hidtil havde stået i, var som blæst bort; og man viste sig kold og skånselløs imod hende, da hun atter betrådte scenen. Denne stemning forøgedes, da hun tre år efter giftede sig med Nielsen, og flere år hengik, inden hun atter indtog sin gamle plads i publikums gunst.