Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Det meste af dagen var jeg forøvrigt overladt til mig selv, og her lærte jeg, hvor tiltalende ensomheden kan være. Her fik jeg smag for denne stille trækken sig tilbage i sig selv, hvor vore tanker fødes, modnes og befæstes. Efter at jeg her fik begreb om, hvor velgørende ensomheden kan være, blev denne mig en nødvendighed mit øvrige liv, og jeg er måske stundom gået for vidt i nydelsen af den. Af og til gjorde dog min ungdommelige natur sig gældende, og der overfaldt mig da rigtignok en utålmodig higen efter en friere tumlen, en raskere bevægelse, end dette stille hjem frembød, uden at jeg ret vidste, hvori dette skulle bestå. Men min omgangskreds, der stod så højt over mig, erstattede mig da hine savn, og jeg blev efterhånden igen mere mig selv, som jeg var i min barndom, hvor trangen til at omgås mennesker, der stod over mig, var så levende.