↩ Ved fru Gyllembourgs bolig var en lille have, som vi havde adgang til, og som hun havde ladet sætte smukt istand. Denne lille plet udgjorde min og alles glæde i denne sommer. Under et stort, skyggefuldt træ drak hun og jeg hver morgen kaffe, medens jeg morede mig med at lokke spurvene til mig ved at kaste brødkrummer til dem. Hele formiddagen sad vi to her og syede. Hun manglede aldrig stof til samtale og havde et eget talent til også at få andre til at tale. Jeg havde, hvad man kalder en heldig hånd til plantning og såning, så jeg var ikke uden nytte for vor lille have. Hele timer kunne jeg gå her i travl virksomhed, og jeg var aldrig lykkeligere, end når jeg ene gik ved disse beskæftigelser; da var mit sind let og befriet. Om middagen kom Heiberg. Hans moder, der hang ved denne søn, hendes eneste barn, var af en meget ængstelig natur. Nærmede tiden sig, og han ikke kom, da opstod hundrede ængstelser hos hende, om hvad der vel kunne være hændt ham af ulykker. Hun kunne da stå hele timer og stirre ud ad vinduet i en dødelig uro. Kom han endelig, da sagde hun ikke et ord, og han slog sin udeblivelse hen i skæmt og spøg. Efter bordet drak vi kaffe i haven og tilbragte mangen en herlig time der, idet Heiberg ofte læste højt for os: en nydelse i forening med kvindeligt håndarbejde, jeg sætter over alt. En eftermiddag, da 169 han således læste for os, sad jeg ved hans side, og det morede mig at se med i bogen, hvori han læste, uden at det faldt mig ind, at det var en stor gunst, at dette blev tålt. Siden efter ytrede fru Gyllembourg: »Det må jeg sige, du har en høj stjerne hos Ludvig; thi dette havde han ikke tålt af nogen anden end af dig.« Og virkelig omfattede han mig med en hengivenhed, der grænsede til tilbedelse; og idet han satte mig så højt, ville han, at alle andre skulle gøre ligeså. Hans fine, ridderlige væsen imod mig var det, jeg mest af alt satte pris på - thi, skønt jeg var opvokset i et hjem, hvor tonen i omgang var af den ringeste slags, så havde netop jeg, som man skulle tro ingenlunde var forvænt heri, en stor afsky for alt, hvad der var råt og plumpt i formen, og mine fordringer i den henseende var det kun givet få at kunne tilfredsstille; jeg syntes, at alverden var plump, undtagen Heiberg. Var vejret smukt, kom han undertiden om eftermiddagen med en vogn, på hvilken han selv var kusk, og da heste hørte til mine passioner, satte jeg mig hos ham på kuskesædet for at glæde mig ved synet af de smukke dyr, idet jeg tillige lyttede til hans livlige tale. Jeg følte mig ved alt dette så stille glad, at jeg ofte havde en fornemmelse af, at jeg mellem disse mennesker først nu havde fundet mit rette hjem og min rette plads. Umiskendelig var også den glæde, mit selskab skænkede Heiberg, uden at han med ord, der ville have stødt mig tilbage og berøvet mig min frihed, ligefrem udtalte det for mig. Han beskyldte mig ofte for altfor stor ydmyghed og sagde: »Kunne jeg dog blot bibringe Dem mere stolthed og selvtillid.« Hans moder bebrejdede ham da denne tale og sagde: »Tag dog ikke det bedste fra hende.« Enhver formfejl af andre imod mig opbragte ham, da han holdt så strengt på min honneur, som om jeg var en lille fyrstinde. Han selv omgikkes mig virkelig som en sådan og fordrede, at alle skulle gøre ligeså.