Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

[Da jeg første gang på en prøve atter så den mand, med hvem jeg havde stået i et så nært forhold, og med hvem jeg havde 170 tåget så kærlig afsked ved vor adskillelse, rakte han mig ikke broderligt hånden, som han havde lovet. I hans blik så jeg vrede og uforsonlighed. Han tabte derved den sidste rest af godhed, jeg endnu havde for ham. Det smertede mig imidlertid; thi det smerter altid at blive gjort uret og bedømt uretfærdigt; men herved var nu intet at gøre; jeg henvendte mig heller ikke til ham, thi troede han, jeg havde løjet for ham dengang, hvor kunne jeg da håbe, at han nu ville tro, jeg nu talte sandhed. Og selv om han nu havde villet, da havde han ved sin lettroenhed og sin mangel af tro på mig tabt så meget i mine øjne, at jeg ikke længer fandt det umagen værd at berigtige hans vildfarelse.]