↩
Jeg havde efterhånden fået den stygge vane at læse i sengen, inden jeg faldt i søvn. Denne vane dadlede Heiberg med rette hos mig. Jeg bad ham nu om, at han i stedet for at skænde ville bringe mig en dansk roman, af hvilke jeg hidindtil ingen havde læst, for at jeg kunne bruge den som sengelekture. »Det vil jeg ikke,« svarede han, »men for at De hurtigt kan falde i søvn, så tilbyder jeg mig at skrive en roman og hver aften at lægge et lille afsnit af denne i bordskuffen ovre i Deres kammer - at sige, når det må være mig tilladt at gå over i dette og skrive den ved Deres eget bord med Deres egen pen og blæk.« Jeg tog ham på ordet, idet jeg da lovede ikke at læse andet, end hvad han for denne aften havde skrevet. Han udførte virkelig denne spøg og sneg sig hemmeligt hver aften, uden at hans moder mærkede det, over i mit kammer, inden han forlod os, og lagde i min bordskuffe, hvad han havde skrevet. Da jeg første aften efter dette hans løfte med begærlighed åbnede skuffen for at se, om han virkelig havde holdt sit ord, lå her det første blad, således lydende:
Stjernen på jorden,
eller: De blå længsler.
En romantisk roman,
helliget
Kgl. skuespillerinde jfr. Johanna Louise
i dybeste ærbødighed
af
forfatteren Johan Ludvig.
Tilegnelse.