↩ Ene hver formiddag drak hans moder og jeg kaffe sammen, og ved hendes konversationstalent kunne denne kaffedrikken udspinde sig til flere timer. En formiddag, den 4de november 1830, sad hun og jeg som sædvanligt således sammen, da døren gik op og hendes plejesøn Georg Buntzen trådte ind, så bleg og forstyrret, at vi begge på én gang udbrød: »Hvad er der påfærde?« - »Ved I det?« spurgte han. - »Hvilket?« - »Ved I, at Møhl er død?« - »Død!« udbrød fru Gyllembourg, rystende over hele legemet, »hvem siger det?« - »I skolen fortalte Krarup mig det og bad mig gå hjem og underrette eder derom.« (Dr. Krarup, forstander for Borgerdydskolen på Christianshavn, var en svoger af Møhl.) Vi blev begge usigeligt forfærdede og bedrøvede, og den stakkels Georg satte sig hulkende i en krog af stuen og lod sine tårer frit løb. Vi længtes ubeskriveligt efter Heiberg den dag for af ham at høre noget nærmere om dette pludselige dødsfald. [I sorgen føler man bedst, hvad man er for hinanden, man rykker nærmere sammen, og alt det små bliver da det, som det altid skulle være: E t intet.] Heiberg kom også tidligere end ellers, bleg og dybt rystet ved denne sin vens død. Heiberg fortalte, at han ved efterretningen herom var gået til Møhls bolig og havde der selv set den kære afdøde og indhentet detaljeret underretning af professor David, der boede sammen med ham. Denne havde da fortalt, at Møhl