↩
»Den digter, der så sindrig, som beskeden,
Halv yngling end, med spæde vingeskud,
Lig dem på skuldrene af Amors brud,
Kvad digterinden denne sang herneden,
Vil engang stor, som nu alt elskelig,
På mægtige fuldvoksne gyldne vinger,
Til sangens top, hvor Ewalds ånd sig svinger,
Fra vore toners kampplads svinge sig -
Og fremtids genius i upartiskhed lig,
Når Psyche, dit os her alt rakte bæger
Bag gravens stille Lethe vederkvæger,
Sangdømme den i live førte krig
Imellem Baggesen og Oehlenschlåger.«