↩ hans moder og jeg, om aftenen sad sammen, hvor ofte gentog da ikke fru Gyllembourg: »Ak! hvor jeg dog savner den rare, fortræffelige Schmidten og den gode Møhl!« Og de var vel værd at savne, thi et mere velgørende selskab end disse mænds skal man have ondt ved at finde. [Vinteren var således gået hen med disse to følelige tab, men også rned mangen en glæde, og fremtiden lå fuld af forhåbninger for Heiberg og mig.]