Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

I denne sæson skrev Hertz sit lystspil »Sparekassen«. Dette stykke havde en forunderlig skæbne. Alle rollerne deri har digteren skrevet for bestemte skuespillere, men straks ved det første bekendtskab med stykket mishagede det så godt som alle. Heiberg, hans moder og jeg var derimod i høj grad indtaget både af dette genrebilledes sandhed og friskhed og af den ægte, nationale tone og den ypperlige dialog. Mærkeligt var det, at uagtet så godt som alle skuespillerne havde imod deres roller fra begyndelsen af, så er vist kun få stykker gået over scenen så fuldendt udført fra alle sider, som »Sparekassen«. Foersoms Skaarup, jomfru Jørgensens Madam Rust og Phisters August var hver for sig mesterlige fremstillinger. Også hos publikum forfejlede stykket sin virkning. Man sagde, det var langtrukkent, simpelt - ja, man gav det det dumme øgenavn »Skarnkassen« og kunne slet ikke få syn for, hvad det var, her skulle betragtes, forstås og nydes. Mit utrættelige forsvar og min glæde over de spillendes udførelse af deres roller satte dem i så godt lune, at det lidt efter lidt morede dem at udføre, hvad der først havde været dem imod. Min egen rolle, Antonie, hørte til mine yndlingsroller, og ti gange hellere spillede jeg denne 268 lille, naive, troskyldige pige end mangen en stor, glimrende rolle, ved hvis udførelse huset jublede, men ved hvilken jeg selv blev tom og kold. I nogle år spillede vi dette stykke for et blindt publikum, der kun skænkede et svagt bifald. Så blev det henlagt og senere atter fremdraget, syv år efter dets første opførelse, med hele den gamle rollebesætning. Og hvad sker! Nu var det, ligesom bindet var faldet fra øjnene på alle, og med entusiasme blev det modtaget og blev et formeligt kassestykke. Hertz har fortalt mig, at når han nu i selskab, på gader og stræder blev takket for »Sparekassen« som for et nyt arbejde, da kunne han ikke bare sig for at svare: »Å, ingen årsag! Stykket er syv år gammelt.« At udføre Antonies rolle, som den bør, anses af de fleste som en opgave, der godt kan bydes et mindre talent, når kun fremstillerinden er ung og har et tækkeligt ydre. Dette er en stor vildfarelse. Antonie er stykkets poesi, og formår fremstillerinden ikke bag prosaen at lade denne skinne igennem, da taber hele stykket sin poetiske belysning. Antonie er - hvor forunderligt det end måske vil synes de fleste -en lyrisk rolle; ikke hvad man i de højere skuespil forstår derved, men en egen, troskyldig, barnlig lyrik. Det lyriske skal vibrere i baggrunden af fremstillerindens sjæl; det skal være tilstede der som en mulighed, der engang kan træde frem. Hun skal røre ved sin troskyldighed. Når jeg i scenen med Adolf og Jansine i første akt bad Adolf tage sig af Nicolai og gøre ham til noget oppe i kollegierne - når jeg her med største alvor, men med forlegen og inderlig følelse fremførte denne bøn, da hørte jeg - af alt bifald det kæreste - en rørt mumlen i publikum, en lyd, hvor latter og tårer kæmper med hinanden. I scenen med Nicolai, hvor Antonie fortæller ham eventyret, er atter et af de momenter, hvor kun den inderligste følelse, forenet med den troskyldighed, der findes hos børn, formår at frembringe den rette illusion. Jo alvorligere dette fremsiges, som noget, der fuldtud tros, des hjerte-ligere bliver tilskuernes latter. Dog, hvor lidt tilskuerne har gjort sig rede for, ved hvilke midler jeg frembragte virkning i Antonie, viste sig mange, mange år efter, da rollen kom i andre hænder. Recensenterne bebrejdede da min efterfølger i rollen, at hun ikke havde mit skælmeri i udførelsen af Antonie. De så, at rollen ikke gjorde den gamle virkning - de havde ofte set mig udføre skælmske roller, og nu troede de, at jeg kun havde spillet Antonie skælmsk.