Inspicere, tanquam in speculum, in mores omnium jubeo.

Ter.

✂

Første Kapitel.
Indledning.

✂ At skrive sin egen Levnedsbeskrivelse er et af de mest betænkelige Foretagender, som noget dødeligt Menneske kan falde paa. Udføres det ikke med den yderste Redelighed, saa er det netop det samme som at løbe Spidsrod for Publikum.

**) Ideen til dette Blad vil enhver let se er laant af den engelske Chrysal, or Adventures of a Guinea; mere behøver Autor ikke at laane af ham, da vores Land forstrækker ham med Optrin nok, som fortjene at males. Kunde han laane Chrysals Gejst og lunefulde Skrivemaade, eller Smollets Pen, da gjorde han det gjærne. Publikums Dom skal afgjøre, om han bør vedblive eller ej; i første Fald vil han ikke binde sig til nogen Tid, men levere et Numer, saa tit han kan I sidste Fald nødes han nok til at holde op, naar Publikum holder op at kjøbe, siden han hverken forlanger Subskribentere eller Prænumerantere. *Rigsdalersedlens Hændelser udkom numervis (ialt 16 Numre) i Aarene 1787-1789 - Inspicere, tanquam in speculum, o. s. v., Jeg opfordrer til al betragte alle Menneskers Sæder ligesom i et Spejl. Terentius. - Charles Johnstons anonymt udgivne "Chrysal eller en Guineas Hændelser, hvori der fortælles adskillige overraskende Optrin samt mærkelige og interessante Anekdoter om de mest bekjendte Personer i alle Livsstillinger, som den gik igjennem Hænderne paa i Amerika, England, Holland og Tyskland", det engelske Skrift, Heiberg angiver som sit Forbillede, hvad den digteriske Ramme angaar, udkom 1760. - Smollet, den berømte, stærkt realistiske engelske Humorist (1721-1771). Hans hovedværker ere Romanerne "Roderick Random", "Peregrine Pickle" og "Humphrey Clinker". 2

✂ Faa, ja meget faa ere de, der kunne taale at være alle, lige til de mindste, af deres Handlinger bekjendt, tillige med de i deres egne Tanker skjulte Drivefjedre, der ved adskillige Lejligheder har bestemt dem til at vandre lidet uden for den strænge Redeligheds Grænser. Savnes et eller andet heraf, angives en eller anden Aarsag urigtigen, strax hvisker en hev, en anden der: "Det er et sminket Theateransigt, man viser os, og ikke Mandens eget. Saaledes ser han ikke ud; Manden maskerer sig: nu fortjener han at vises med sit blotte Ansigt;" og strax ere der ti for én, der med Safran i Munden aander paa os saa længe, til vores sminkede Ansigt bliver gult, eller og klipper Ørebaandet itu paa Masken, saa den falder ned over vores Ansigt; og ve den, paa hvis Hud der da findes det mindste Kopar! Strax hør man tusende Aarsager til at underrette Verden om de Ting, som Biografen troede ikke at være andre bekjendt end netop sig selv, eller dog i det mindste formodede at være glemte. Snart er man fornærmet og vil hævne sig; snart mangler man Materie og kan ikke leve uden at skrive; snart er det Had, snart Misundelse, snart den pure Ondskab, der frembringer dokumenterede og yderligere dokumenterede Beviser imod Forfatteren. Denne maa forsvare sig, og naar man da ingen ren Fod har at staa paa, saa endes Legen gemenlig med, at begge Parter prostituere sig; og da hedder det: si tacuisses &c. - Den Mand, hvis Hændelser skal more og tillige undervise Publikum, maa desuden uundgaaelig have udmærket sig fra en god Side; da kan endogsaa hans Svagheder blive lærerige; men ikke enhver Dosmer og Slyngel maa være saa tosset eller fræk at bebyrde Publikum med sin enten intet betydende eller endog ofte skandaløse Levneds-Historie. Naar man smiler, eller, kanske ædlere, sukker over en Reisers *Si tacuisses (philosophus mansisses). Hvis du havde tiet, vilde du være vedbleven at giælde for en Vismand - Reiser, den ved sin latterlige "fyrgterlige Ildebrands Historie" 1784 og sin ikke mindre latterlige "Livs, Levneds og Forfølgelses Historie" (1786, bekjendte Stadskirurgus i Kjøbenhavn 3 Daarlighed, saa dømmer man Sigvard Lyche uden Skaansel med Haarskærer Schwindt*) til en evindelig Strambux for sin Frækhed.

✂ Min**) Levnedsbeskrivelse er ikke af den Beskaffenhed; min Hensigt er at gjøre Læserne opmærksomme paa sine egne og andres Handlinger, og ikke paa mine; lære dem at drage Nytte og Advarsler af de fremstillede Exempler; underrette dem om, hvorledes mange Ting hænder under Solen, hvortil man enten ikke øjner Aarsagen eller og ser den fra en urigtig Side; more dem og tillige undervise den Del af dem, som kan behøve mine Undervisninger, og at vise dem, hvorledes alting i Verden er Forfængelighed, og gid det oftest ikke var mere!

✂ Jeg har selv intet ondt gjort, men jeg har set meget ondt ske i Verden, ogsaa en Del godt, men, det smerter mig at sige det, Forholdet imellem det gode og onde er meget ufordelagtigt for det første; jeg er bleven brugt til meget ondt, imod min Vilje; men det er lige saa lidet min Skyld, som Øxens, at den dræber undertiden. Og var det ikke en Ugudelighed at beskylde Skaberen for det onde, som hans Velgjerninger selv ofte anrette i herden?

✂

Andet Kapitel.
Min Fødsel og Befordring.

✂ Jeg er da kommen til Verden i en Papirsmølle i Sjælland. Aaret og Dagen kan være Verden lige meget. Hvad **) Se Gravernes Lyksalighed af Schwindt. ***) Læseren behager at mærke, at det er Rigsdalers-Sedlen selv, der fortæller sine Hændelser. Chrysal er en Guinea og kan tale, hvorfor kan man da ikke lade en Bankoseddel snakke lidt? *Sigvard Lyche og Haarskærer Schwindt , to samtidige Forfattere, af hvilke navnlig den først nævnte, der efter først at have været Skuespiller blev Underofficer og gik til Vestindien, hvor han døde 1789, var meget produktiv 4 Dag selv en Karl den tolvte blev født eller skudt, var en i sig selv ligegyldig Sag, med mindre Evropa for sin Roligheds Skyld skulde have fundet sig beføjet til at ønske ham ud af Verden en halv Snes Aar før end den 11te December 1718. Min foregivne Fader var en god, ærlig Papirsmøller, en ringe, men for en god Kristen som han meget beroligende Post. Thi da Forsynet efter hans Tanker havde bestemt ham til at være Møller, og Manden var begavet med en meget øm Samvittighed, hvori jeg dog ikke vil nægte, at der ofte blandede sig lidt farisæisk, saa takkede dan idelig Gud, fordi han ikke var kommet til at male Mel, da han ikke troede, at hans Kjød var stærkt nok til at imodstaa de Fristelser, som plejer at falde i denne Profession. For Resten levede Manden i en Tidsalder, da enhver skammede sig ved at være sin Profession bekjendt, og da en Mand af honnet Ambition altid maatte søge at faa Navn og Titel af det, han ikke var og ikke forstod. Paa en Tid, da man af yderste Kræfter arbejder paa Fabrikkers Ophjælpning, syntes han, at den Titel Fabrikør tilkom ham med lige saa god Grund som nogen Væver eller Garver, hvorfor han ogsaa antog den, saa meget heller, som den ikke koster Penge at faa eller at beholde, hvorved han altsaa fandt Lejlighed til at berolige sin medfødte baade Ærgjerrighed og Pengegjerrighed.

✂ Strax efter min Fødsel befandt man i mit Ansigt og Legeme en Del Træk og Lineamenter, som gave til Kjende, at jeg var bestemt til noget betydeligt i Verden, og at jeg ikke stammede, eller i det mindste ikke maatte tros at stamme fra en gemen og nedrig Materie. Man mumlede vel om, at jeg var skabt af sammenskrabede Pjalter og Klude, hvoraf en Del maaske vare opsamlede i en Mødding, og at mine fornemme Lineamenter intet vilde betyde, da det mulig kunde have samme Beskaffenhed med mig som med Menneskene, iblandt hvilke det ikke sjælden hænder sig, at en Grevindes og en Gaardhkarls Søn paa en meget naturlig Maade faar de semme Lineamenter. Min Fader ansaa dog disse Træk for virkelig profetiske 5 og udmærkede mig derfor fra mine øvrige Søskende som den, der en Gang vilde komme til at spille en glimrende Rolle i Verden. Det varede ikke længe, før end min Fader sendte mig til Kjøbenhavn uden nogen anden Rekommandation end den, mit Udvortes fremviste, hvilken jeg ogsaa befandt at være iblandt Menneskene den allersikreste; thi hvem har vel ikke set med mig, at de Døre, der ere tilnaglede for en pukkelrygget og luvslidt Aristoteles, springe op af sig selv for den nydelige, velskabte, forgyldte og pudrede Dosmer?

✂ Man anviste mig Værelser i en stor og kostbar grundmuret Gaard, kaldet Børsen, med Undskyldning, at man endnu ingen bedre Lejlighed havde for mig, men at man dagligdags arbejdede paa at skaffe mig anstændigere Husrum.

✂ Jeg forefandt her en utrolig Hoben af mine jævnlige, alle med de samme legemlige Fordele som jeg, hvoraf jeg lærte at det ikke kostede den Mand, der havde skabt mig, megen Umage at danne flere lige saa smukke og velskabte Væsener som jeg, en Lærdom, som jeg meget vil have rekommanderet en stor Hob Mennesker af begge Kjøn at eftertænke, naar de grundmure sig selv for et Spejl. Man havde den Godhed for mig at pynte mig paa det prægtigste med Løvværk og andre udsøgte Sirater. Man satte Stempler paa mig, gav mig en Bestalling med adskillige Underskrifter, hvis Indhold var, at jeg herefter skulde agtes og holdes for det, jeg ikke var, nemlig for sex og halvfemsindstyve gode, fuldvægtige danske Skillinger. Jeg var nykommen i Verden, kunde altsaa ikke begribe, hvorledes man kunde agtes for mere, end man virkelig er; men man sagde mig, at det var en antagen Regel iblandt Menneskene, at Karakterer og Bestallinger, Adelsbreve, Nøgler, Baand og Stjærner, men ingenlunde den indvortes Værdi, var det, der afgjorde, paa hvad Hylde et Menneske skulde staa i Verden.

✂ Dette og meget mere gjorde mig nysgjerrig efter at kjende Verden lidt nøjere, hvortil ogsaa gaves Lejlighed, da man 6 overgav mig til en af de Arbejdsfolk, som arbejdede paa de nye Værelser, man havde lovet mig.

✂

Tredje Kapitel.
Min første Udvandring, som falder lidt Bremenfeldtsk.

✂ Der var saa lidet menneskeligt hos mig, at jeg aldeles ikke havde misundet adskillige af mine Medbrødre, som jeg saa', uden større Fortjenester end dem, jeg havde, med ét at stige fem, ti, halvtredsindstyve, ja hundrede Grader højere i Rangforordningen i min ny Bolig, hvilket jeg ikke anfører for at rose mig selv, men kuns for, om muligt, at lære Hr. Justitsraaden, at han ikke bør misunde Gehejmeraaden sit Baand, sin Stjærne og sine toppede Heste; ja jeg havde ikke engang saa megen Følelse af det, Menneskene kalde honnet Ambition, at jeg skulde ærgre mig over at blive overgivet som en Slave til en ussel Murmester. Min Herre førte mig strax hen i et Værtshus. Jeg har siden efter ofte haft Lejlighed til at gjøre den Anmærkning, at det er meget lettere paa saadant et Sted, og i den lavere Stand, at lære kjende Mennesker end i den højere og finere Verden, hvor det næsten er umuligt. Jeg bruger udtrykkelig det Ord Værtshus, fordi man iblandt Almuen endnu ikke den Gang var kommen saa vidt, at man havde antaget de af den slebne Verden opfundne anstændigere Benævnelser paa et Drikke- og Svirelag. Sagen bliver den samme, om end Navnet forandres; thi hvad Forskjel er der vel, egentlig at tale, paa at drikke sig fuld i rød Vin og Champagne, eller i Finkel og godt Øl? i en Klub*) eller paa en **) Man maa ikke tro, at jeg er en Fjende af Klubber, og at jeg søger at sætte dem Skamflekker paa. Langt fra' det følgende skal retfærdiggjøre mig, da jeg ved adskillige Lejligheder vil faa Anledning til at vise, at Klubber ikke alene ere nyttige, men endog under visse Omstændigheder nødvendige, og at vi selv ere saa lykkelige at eje gode Selskaber under dette Navn. Men om jeg undertiden nødes til at berøre adskillige saa vel deri som i andre Ting indløbende Uordener, da maa man holde mig det til gode og tro, at jeg anser en Del af disse Uordener som noget, der er uadskilleligt fra alle menneskelige Indretninger. *Bremenfeldtsk, Hentydning til Hovedpersonen i Holbergs "Den politiske Kandestøber". 7 Kro? undtagen at det sidste er ikke saa hæderligt, fordi det ikke koster saa meget. Men i Henseende til Lejligheden at kjende Mennesker (hvilket ogsaa til en Del kan ske ved Ølkruset og Punschebollen) er Forskjellen himmelhøj. Klubberne, eller hvad andet Navn de fornemme Selskaber kunne have, have allerede antaget alt for meget af den fine Levemaade, som Beaumarchais nu anser for uadskillelig fra Politiken. Saa uigjennemtrængelig, som denne i de senere Tider er blevet, saa ugranskelig er ogsaa den fine Del af Verden nu om Stunder. At lære dèr at kjende Mennesker, udfordrer intet mindre end alle Argi hundrede Øjne, og dersom man alene til ét as dem behøver Glas, saa bliver Opdagelserne urigtige, siden al Verdens Glasslibere ikke kan frembringe ét uden Fejl. At drive Høfligheden endog uden for Anstændighedens Grænser; at sige ét og mene et andet; at se en Vens Fejl og lade, som man ikke bliver dem va'r, og om man endog derved skulde give ham til Pris for Spottere; at gjøre sig Umage for at se de Ting, man ikke burde, ja vel endog undertiden at benytte sig af slige Opdagelser for at bygge sin egen Ære paa andres Beskæmmelse; at se sine Undermænd over Hovedet og misunde og se skjævt til sine Overmænd; disse og utallige i den polerede Verden hævdede Vedtægter gjøre Menneskene saa undgranskelige, deres Sjæle saa skeløjede, og det til saa utallige forskjellige *Beaumarchais, den berømte franske Komedieskriver (1732-99), Forf til "Barberen i Sevilla" og "Figaros Bryllup". - Argus, Uhyret med de hundrede Øjne, der af Hera sattes til at vogte den til en Ko forvandlede Jo. 8 Sider, at ikke Argus og Euler med forenede Kræfter skulde være i Stand til at bestemme deres Objekter.

✂ Min Herre kom ind i Værtshuset, hvor han forefandt det sædvanlige Aftenselskab, som under Præsidium af Værten ved Bordenden gjorde Udkast til Forordninger om Statens bedre Administration. Efter en venskabelig god Aften og Tak for sidst, fordrede min Herre en Sopken og et Krus Øl, hvorpaa han stoppede sin Pibe og satte sig paa sin Plads ved den nederste Bordende.

✂ Samtalen faldt strax fra den forrige Materie, der, efter Værtens Forslag, var om Præmiers Udsætning for det overflødige danske Korns Opbrænding til Brændevin, hvorimod var vældigen bleven debatteret af Oppositionspartiet, som bestod af et Par stakkels Haandværkssvende, som af pure Patriotisme havde giftet sig og af samme Patriotisme maatte sulte med Kone og Børn paa en Tid, da der intet Arbejde var at faa for dem. Disse forsikrede, at de i mange Aar havde set og mærket saare lidet til denne foregivne Overflødighed. Sagen var endnu ikke saa vidt afgjort, at man kunde skride til Votering, om Kornet skulde opsvies til Finkel, eller efter et andet Projekt føres til Ostindien; man opsatte dens nærmere Afgjørelse til en onden Aften, af Frygt, som jeg siden mærkede, for min Herre, hvilken man just ikke havde den bedste Tro til; og da Sagen, ihvordan endog den endelige Beslutning maatte blive, nødvendig ved Præmiers Udsættelse vilde blive den kongelige Kasse til Byrde, saa fandt man ikke raadeligt at delagtiggjøre ham i en Sag, hvorimod han formodedes af al Magt at ville kabalere formedelst den Indflydelse, han havde paa Statens Finanser og deres Administration, især da det var bekjendt, at han virkelig besad den hos Mænd i deslige Embeder saa aldeles usædvanlige og rosværdige Dyd, at han var mere øm over Kongens og Landets Kasse end over sin egen.

*Enler, berømt Matematiker, Fysiker og Astronom (1707-83). 9

✂ En Mand, som sad ved Siden af Værten, og i hvis Ansigt en Lavater, naar han ikke var i en fri Republik, vilde anden Gang have vovet paa at finde Skomager-Lineamenter, afbrød denne Samtale og med en satirisk Smil henvendte sig til min Herre med dette Spørgsmaal: "Hvorledes gaar det med den nye Bank?" - "Ret vel." svarede min Herre med en vigtig Mine, "om et Aars Tid haaber vi, at den skulde blive færdig." - "Der bliver vel", spurgte Skomageren videre, "store brandfrie Kjældere, for at bevare de mange skjønne Banko-Sedler fra en paakommende ulykkelig Ildsvaade? Penge maa man ikke spøge med, siger det gamle Ordsprog; man maa være varsom med dem, og med ingen Slags Penge mere end med Bankosedler. Det kan ikke saa let ske, at man i røørke tænder sin Pibe ved en Krone eller Rigsort, som ved en Rigsdalerseddel; og naar vi ingen Sedler havde haft, saa havde den stakkels Bonde, der uvidende aad en Hundrededalerseddel op i en Pandekage, nu været en Kapitalist."

✂ "Det er endda kun den mindste Fare, man er underkastet med disse Papirspenge," sagde Værten; "ingen staar større Fare end jeg og mine Lige for at miste vores Velfærd af Mangel paa smaa Mønt. Enhver brav Mand ufortalt, som søger mit Hus, saa véd jeg bedst selv, hvor stor Skade jeg lider ved dem. Naar en Mand en Aften har fortæret en ti til tolv Skilling hos mig, og jeg ikke strax kan vexle en Seddel, saa maa jeg skrive det paa Bjælken; derved glemmes meget, og jeg er ikke af den Tænkemaade, at jeg kan tage min Oprejsning en anden Gang; jeg er alt for ærlig imod mine Gjæster, saa det svier endog til min egen Pung, og om det, imod min Vilje, en eller anden Gang kunde hænde sig, at jeg skrev en Slreg for meget, da er det sandelig ikke min Skyld, naar det sker ved Folk, som kan betale strax. At jeg derimod iblandt skriver en Streg mere paa en fattig, det tror jeg er meget billigt og tilladeligt, thi først ere de fattige saa nøjeleende *Lavater, den berømte schweiziske Fysiognom, Forf. af Værket "Physiognomische Fragmente" I-IV, 1775-78. 10 med mig, at de vil have rigtigt Maal, naar derimod honnette Folk ikke ser mig saa nøje paa Fingrene, og derved lider jeg stor Skade; for det andet vover jeg jo meget ved at betro dem; og for det tredje kan jeg af mange brave Folk faa fire Skilling for at bytte en Seddel, og det har jeg aldrig kunnet bære over mit Hjærte at tage af en fattig. Se, saaledes gaar det mig formedelst Mangel paa Mønt, og jeg tvivler ikke, at jo enhver i sin Haandtering faar en Rem af Huden med, skjønt det vel næppe gaar saa galt i nogen anden som i vores Næringsvej. - Men kan vi da aldrig vente os bedre Tider, og igjen at faa noget Guld og Sølv at se, som nu er gaaet rent ud af Landet?"

✂ "Det er ikke gaaet ud af Landet," svarede min Herre, "i det mindste ikke Sølvet, det véd jeg. Jeg har det fra en sikker Haand, jeg nævner ingen, men saa meget er vist, at det kun er Statskneb at holde Sølvmønten inde, og det blot for at tvinge Bankosedler i Kredit hos de udenlandske; thi hvad skal Udlændingen faa for sine Varer, naar de ingen Sølveller Guldmønt kan faa? - Saa nødes de jo til at tage Sedler i Betaling, og være glade til, at de blive af med deres Vare. Naar siden disse Sedler ere komne i Cirkulation over hele Evropa, ja endogsaa til sidst i Kina, saa faar vi nok andre Tider; bi kun saa længe, saa skal I se, at Sølvmønten vel kommer for en Dag igjen. Hvad Guldet derimod angaar, da er det en auden Sag. Det holder man et saa ugudeligt Hus med, at det nødvendig maa rent forsvinde. Man smører det ikke alene paa Kirketaarne, Prædikestole og Bøger, det kunde endda være, hvad det var; men, Himlen bevare os! paa Kareter, Seletøjer, Paaskeæg og Fastelavnsris, og siden Sicilien eller Chilien, hvad det hedder, hvor vi før fik Guldet fra, er gaaet under ved Jordskjælv, saa er der ingen Maade at faa mere af det herefter, med mindre vi lode blive at kjøbe Ost og Gryn af Hollænderne; thi saa nodtes de nok til at føre deres gode hollandske Dukater her ind, for at holde deres Skibe i Gang." "Ej Snak!" sagde en Toldbetjent, som længe havde ønsket 11 at faa et Ord indført; "det er paa min Sjæl! ingen Sag at faa Guld nok, naar man bare er lidt listig. Vestindien det er Landet, hvor man maa faa det fra Ser I ikke, at alle kloge Folk rejser til Vestindien og kommer efter nogle Aars Forløb tilbage igjen saa rige som Jøder. Sagen er denne, men som Indbyggerne vil holde hemmelig: naar man bare graver en Alen dybt i Jorden, saa bestaar Landet af purt Guld. Der var for nogle Aar siden en Angiver - der er vel ingen Slags Folk, jeg mindre kan lide end dem, men denne handlede dog som en brav Mand - denne Angiver skrev her over, at Landet bestod af bare Guld; men Indbyggerne vare snedige og vidste at sno Sagen saaledes, at man ansaa Angiveren for en Nar, der ikke kunde kjende Guld og Okkerjord fra hinanden. Det vestindiske Kompagni og en Del Kjøbmænd lugtede dog Lunten og sendte en Fandens Hoben Skibe over for at hente Guld; men Pokkeren komme efter Vestindianerne, om de ikke vare lige saa poliske og narrede dem saa længe, saa at nu næsten alle de, der har handlet paa Vestindien, maa spille Bankerot."

✂ Under disse og flere saadanne lærerige Samtaler hengled uformærket Tiden, og med den et anseligt Antal Sopkener, uden at forglemme Øllet, hvoraf et Krus efter det andet blev hentet fra Kjælderen. Værten paamindede, skjønt imod sin Vilje, sine Gjæster om at gaa bort, for at han ikke skulde lægge sig i Uvenskab med Politiet, hvorfor han ellers ikke var bange, siden der hørte et Par Politibetjente med til Lavet, men disse vare i Aften, Gud véd af hvad Aarsag, udeblevne. Enhver betalte derpaa sin Fortæring og ravede efterhaanden ud af Døren, men Toldbetjenten, som drak frit, var den sidste. Min Herre tog mig frem og vilde her have skilt sig ved mig, men Værten, som ingen smaa Penge havde og vidste, at min *Det vestindiske Kompagni, som var oprettet under Kristian den fjerde, havde i Bund og Grund ødelagt Handelen paa Vestindien, som først kom paa Fode, da den blev given fri i 1754 12 Herre var en redelig Betaler, tællede over paa Fingrene og greb til Kridtet, hvorpaa jeg vandrede ned i Lommen igjen, og min Herie til Døren. De politiske Diskurser, Brændevinen, Øllet og Luften havde gjort saadan en Virkning paa min Herres Hoved, at det rent havde taget Overbalancen fra Fødderne. Han hældede, som Taarnet i Pisa, men stod ikke nær saa fast. Han slingrede til alle Sider i Gaderne, og hvem, som havde modt ham, og ikke vidst, at en Murmesters Pande var lige saa brækkelig som nogen anden Mands, maatte sikkert have troet, at han til sin og sine Lavsbrødres Fordel førte Krig med alle forekommende Huse. Omsider naaede han dog sit Hjem og kom ind uden videre Skade end den at have mistet en gammel Hat i Rendestenen.

✂

Fjerde Kapitel.
Kollektøren.

✂ Buldrende tumlede han ind i Stuen til sin Kone. Socratis Xantippe har været en Engel imod denne, hvis Slægtregister efter paalidelige Udregninger nedstiger i lige Linie fra Helvedes tre stormægtige Furier. Hendes sædvanlige Mande at modtage ham paa, naar han undertiden kom hjem med en liden Overhaling, var forst at lade Fortropperne rykke ud imod ham, hvilke bestode i de udsggteste Ærestitler, som hendes fattige Modersmaal var i Stand til at afstedlomme, og hvorom man vil raade Udgiverne af det danske Lexicon at konsulere det smukke Kjøn ved gammel Strand. Naar denne Salve var forbi, fulgte hendes kvindelige grove Armatur, paa hvis forsvarlige Kaliber fem ofte opkradsede og lige saa ofte tillægte Skrammer i hver af Mandens Kinder bare det ubedrageligste *Det danske Lexikon, Videnskabernes Selskabs danske Ordbog, hvis første Bind forst udkom 1793, men som der længe havde været arbejdet paa 13 Kjendemærke. Denne Bataille endtes gjærne saaledes, at Manden, efter at have banket sin Kone og ladet sig banke igjen, gik til Sengs lige saa ædru, som om han havde hentet sit Brændevin i Peblingesøen, og lige saa kjærlig som et halvt Aar før deres Bryllupsdag.

✂ Beskrivelsen paa et saadant Feltslag formoder man sig nu ventelig, men forgjæves! Den Ære ved Musernes Hjælp at besynge deres Heltebedrifter maa ikke være mig bestemt; thi imod Sædvane modtog hun Manden med al mulig Venlighed og med et Smil, der ikke vilde have klædet en Gratie ilde, naar man kun havde været i Stand til at skille derfra de uudslettelige Rudera, der ufejlbarligen vilde blive antagne for et fuldkommen Bevis, om hun af en Hændelse, paa Mistanke om at have myrdet sin Mand i Arrighed, skulde stilles for en fysiognomisk Inkvisitions-Kommission. Hemmelig underrettet om hendes Mands Rigdom, sørgede hun for ham, det bedste hun kunde, klædte ham af og hjalp ham i Sengen uden at lade sig mærke med den ringeste Misfornøjelse og vaagede over ham ved Siden af Sengen, indtil Søvnen, til Trods for det muntrende Brændevin, neddyssede ham i en lethæisk Rolighed.

✂ Aldrig saa snart hørte hun, at han snorkede, før end hun gav sig til at undersøge hans Lommer, hvori hun til sin inderligste Glæde fandt mig tillige med tre Skilling i smaa Penge, hvoraf jeg blev konfiskeret og dømt til en lovlig Prise; de tre Skilling derimod var hun saa ædelmodig at lade blive tilbage; en Ædelmodighed, som hun havde arvet af sin Fader, der var en indfødt engelsk Matros, og som var deserteret fra sit Fødeland, af Frygt for at blive hængt som en Highwayman. Mig gjemte hun med al Omhyggelighed i en Sprække i Sengen, hvor hun kunde trodse ikke alene hendes Mands Eftersøgen, men endogsaa Tyves og Røveres, ja selv Toldbetjenteres *Highwayman (engelsk), Røver. - Wandsbeck, Tallotteriet blev trukket i Wandsbeck og Kjøbenhavn. 14 inkvisitoriske Øjne. "Vær velkommen," sagde hun, "du har rigtig betalt mig min Selvfornægtelse i Aften. For de fem Mark kjøber jeg mig en Seddel til Wandsbeck, og den sjette er til Kaffe i en hel Uge." Med disse Ord slukkede hun Praasen og lagde sig til Sengs med den glade Selvbevidsthed at have gjort en god Gjerning, samt efterkommet en Kristens og en god Kones Pligt i at overbære med sin Mnnds Skrøbelighed.

✂ Morgenen kom, og med den vaagnede Manden. Han klædte sig paa, men savnede mig.,Moer!" sagde han, "jeg savner en Rigsdalers-Seddel, som jeg havde i Aftes." - "Hvad min Ven! det er ikke muligt. Erindrer du, i hvad Tilstand du kom hjem i Aftes? Du maa sandelig have givet den ud paa Kløen, hvis ikke, har du sikkert tabt den tillige med din Hat." - "Min Hat," sagde Manden. "Hm! kan vel være muligt." Og derpaa, efter at han havde søgt overalt i Stuen, gik han sin Vej til sit Arbejde.

✂ Næppe var han ude af Døren, for end min ny Ejere ligeledes klædte sig, og derpan maatte jeg folge hende til Kollektøren.

✂ Glæden over hendes gjorte Erobring og Betragtninger over den store Lykke, som forestod hende, naar hun vandt i Lotteriet, havde saaledes løbet rundt i hendes Hoved, at hun ikke havde haft Rolighed den hele Nat for bare behagelige Drømme om de tre Skilling, som hun lod blive tilbage i Mandens Buxelomme, de sexten, hvorfor hun skulde drikke Kaffe, og de firsindstyve, som skulde anvendes paa Lotteriet.

✂ Sun havde en Veninde, som var gift med en stakkels fattig Musikantersvend hende troede hun at skylde Deltogelse i sin store forestanende Lykke. Hastig som Pilen flyver hun paa Vejen ind til dem, raabende: "Tre, sexten, firsindstyve til Wandsbeck, Soster!" Dette Udraab, mere behageligt end al hendes Mnnds Musik, fo'r ligesom et elektrisk Stod i *3, 16, 80, ved Tallotteriet havde man meget travlt med at tage Barsler af de ligegyldigste Ting for at finde "heldige" Numre. 15 samme Øjeblik igjennem alle Musikanterkonens Lemmer; ilende snapper hun ved Sengen, hvor Manden endnu laa, hans Buxer, hvis Lommer hun sikkerlig i Forvejen havde gjennemsøgt uden at finde noget deri, og uden at bryde sig om, at Manden i Sengen skreg af fuld Hals: "Kone! hvor skal jeg hen, naar jeg ingen Buxer har?" løb hun ud af Døren og raabte, idet hun gik: "Lad Fiolen sørge, og knap Rokkeloren tæt til om dig, naar du gaar ud, at du ikke skal forkøle dig, min lille Mand!" og saa af Sted til Kollektøren.

✂ Kollektøren var en Mand, som Naturen syntes at have bestemt til Foged eller Sorenskriver i Norge. Skæbnen havde ikke været ham gunstig, og derfor maatte han tage til Takke med at udhøkre Madame Fortuna i Kjøbenhavn i Steden for Jomfru Justitia i Norge. Min Principalinde blev snart færdig med sit Kjøbmandskab, thi for rede Penge kunde den laveste med den højeste byde og befale over ham, og ved denne Lejlighed kom jeg i Kollektørens Hænder, hvorimod min forrige Ejere fik sexten Skilling til Kaffe og den forønskede Lap Papir med de tre ufejlbare Numre, der dog, som jeg siden erfarede, bleve Murmester-Madamen utro.

✂ Ikke saa hastig gik Sagerne for Musikantersvendens Kone. Kollektørens Menneskekærlighed og hendes Trang kom her i stærk Kollision sammen. Efter at have vendt Buxerne paa alle Kanter og bekiget dem overalt, forsikrede han hende, at han ingenlunde kunde laane hende mere, end hvad hun selv vidste Sædvanen havde indført at laane paa et Par brugte Manchesters Buxer, nemlig tre Mark, og for dem maatte hun tage en Lotteriseddel. Buxerne maatte indløses Dagen efter Postens Ankomst i det seneste, imod en billig Rente, thi han maatte selv laane Penge og betale Renter derfor, naar Kollektionen var sluttet, saa at hvad han gjorde, var blot for at tjene hende. I Mangel af, at de ikke bleve indløste, maatte han nødes til at sælge dem og for det manglende forbeholde sig Regres til hendes Person; thi Musikanterkonen var ret taalelig smuk. Konditionerne bleve antagne, hun fik sin Venindes tre 16 lykkelige Numre og gik glad bort. Af det foregaaende vil man let kunne se, at Skæbnen var hende lige saa ugunstig som Murmesterens Kone. Buxerne ble ve ikke indløste, og da det er en bekjendt Sag, at Lotteri- og Spillesygen er næsten ulægelig, saa kan man let slutte, at hun vil sørge for, at Manden bestandig bliver buxeløs, i det mindste saa længe Rokkeloren vil holde.

✂ Efter hende traadte en Pige ind i Stuen med en Bylt under Armen. "Hr. Kollektør!" sagde hun, "jeg skulde have en Seddel, som sædvanlig, men Penge har jeg ikke, De maa tage imod Pant, saa længe til Trækningen er forbi." - "Hvad har I da?" spurgte Kollektøren. - "Se her to dejlige Damaskes-Servietter og en Manchetskjorte." - "Men mit Barn! her staar jo Jeres Herskabs Navn paa, jeg kjender det; tror I, at jeg vil være Jer behjælpelig i at bestjæle Jeres Husbonde?" - "Bevare os Gud!" sagde Pigen, "jeg er alt for ærlig dertil, og De alt for brav en Mand til at være Hæler. Jeg stjæler jo ikke Tojet fra Herskabet, fordi jeg sætter det i Pant her i nogle faa Dage! Jeg laaner det jo kun! Naar Lotteriet er trukket, saa løser jeg det ind igjen, og i den korte Tid kan det ikke savnes." - "Men hvor vil I saa Penge fra til at løse det ind igjen? Det er jo ikke sagt, at I vinder?" - "Jo, ser De, Hr. Kollektør, De véd nu selv, at jeg saa længe har spillet paa fire Tal, at det er umuligt andet, end at de nu maa komme ud; i det mindste maa det første og sidste komme, og saa har jeg jo en Ambe. At jeg faar den, derpaa er jeg ganske vis, og naar det sker, saa er jo Sagen forbi, og De kan være vis paa en god Dusør." - "Vel, min Pige! Naar saa er, saa kan jeg med god Samvittighed lade Jer faa en Seddel og toge mod Pantet for de fire Mark, thi mere er det sandelig ikke heller værd, naar Renterne komme til, men husk paa at løse det Dagen efter Postens Ankomst, ellers - forstaar I mig?" - "Det skal ingen Nød have," svarede Pigen; "at jeg vinder, det er jeg vis paa, men om endogsaa alting skulde glivpe, saa kan en rask Pige, som jeg, i det menneskekjærlige 17 Kjøbenhavn aldrig være forlegen for at faa en Rigsdalers Penge, naar hun behøver dem." Nu var Lotterisedlen færdig, og hun hoppede glad ud af Døren.

✂ Det var Løverdag Morgen, altsaa en fordelagtig Dag for min ny Herre. Arbejdsmanden bragte ham den største Del af den Uges Fortjeneste, Krøblingen sin Almisse og Andel af fattiges Penge, og Studenten sin Klosterdaler. I disse sidste smaa Tutter havde min Herre af Erfarenhed lært, at der gemenlig manglede sex Skilling, som Underkassereren behændig udpillede, og var hans Solarium for lidet mere end prompte Betaling; en Handlemaade, der meget stemmede overens med Billighed, især naar man betænker, at det aldrig kostede mere end sex Skilling, enten saa Studenten tog sin Daler fjorten Dage eller to Timer før den ugentlige Termin.

✂ Min ny Herre var netop det modsatte as, hvad Folk nu om Stnnder plejer at være, det er at sige: han var sit Embede voxen. Han vidste, at det var hans Pligt at benytte sig af Folkets Lettroenhed, om han endog derved skulde gjøre den halve Verden ulykkelig, og denne Pligt udøvede han mesterlig, men, vel at mærke, til sin egen Fordel. Snart indbildte han de spillende, at det aldrig kunde fejle, at han jo selv maatte trække de samme Numre ud af sin lille Maskine, som der paa Trækningsdagen kom ud af den store. Snart drømte han ufejlbare Tal; og snart gjorde han Kalkulationer og Beregninger over de Tal, der i længst Tid ikke vare udkomne, hvilke altsaa upaatvivleligen maatte gjøre hans Kunder lykkelige. Han havde ogsaa været saa heldig en og anden Gang herved at skaffe nogle enkelte Mennesker en liden ubetydelig Terne. Jeg siger: han havde været saa heldig; thi det var just ham, der drog Fordelen deraf. Spillelysten steg hos de vindende, saa at de snart forspillede deres hele Gevinst og meget mere, alt til Fordel for ham; og hans Kollektion kom i saadant et *Klosterdaler, Sletdalei 4 Mark, der gaves Studenterne ved Kommunitetet Klosteret som Spisepenge 18 Udraab, at den blev anset som Oraklet i Delfi, hvorhen den halve Verden søgte for at blive lykkelig.

✂ Nu bragte man ham ikke aleneste sine Penge, men endog sine Klæder, Møbler, Pretiosa, Guld og Sølv, hvorved han, som en klog Mand, fandt langt bedre sin Regning end ved de rede Penge. Alle Slags Vare bleve her oinvexlede til Lotterisedler, og hans Hus blev et sandt Assistenshus. Her kunde Filosofen finde den sande Lighed imellem alle Stænder; her vilde han finde Stoltheden, nedsteget fra den højeste Rang, broderligen at forliges med den laveste Pøbel. Ikke sjælden kunde man her se Ministerens Ordenskjæde rolig at hænge over Vryggerknægtens Søndagskjortel; og Hendes Naades lange Hermelins-Pels tog ikke ilde op, at man anviste den Plads paa den venstre Side af hendes Kokkepiges Filtes-Underskjørt. Kort: her var en Garderobe, som den parisiske Politimester Mr. de Sartine næppe turde ligne ved sin Politi-Garderobe; og jeg har underhaanden hort, at vores danske Theater gjarne vilde have bortbyttet sine femten Mands- og Fruentimmerdragter, som altid bruges, og sine tusende Karakterdragter, som aldrig bruges, for at besidde denne Samling.

✂ Pest Orienten fik, og vi
(Partisk er Skæbnen ej) vi fik Tallotteri.

Fasting

✂

Femte Kapitel.
Landeplagen.

✂ Der bedes i de aarlige Kirkebønner om Befrielse fra Pest, Krig, o. s. v. Landeplager, hvis ødelæggende Følger man af Erfarenhed har lært at kjende og at frygte for, og hvis gyselige Virkninger kanske, paa den Tid, da Bønnerne bleve forfattede, vare i alt for frisk Minde, til at Forfatteren skulde have udeladt nogen af dem. Uagtet de nu kunde synes mindre befrygtelige, især da vi véd, at Guds Godhed er alt for stor, til at han skulde kunne straffe med mere end én Landeplage paa én Gang, saa er det dog ingenlunde min Mening, at de burde udslettes af Kirkebønnerne, eller at man med større Lunkenhed nu end tilforn skulde bede om Befrielse derfra, men alene at man burde tilføje den tredje nu grasserende Plage, nemlig: Tallotteri-Sygen, der ufejlbarligen er den Inkognito, hvorunder Djævelen, Døden og alle Ulykker for nærværende Tid rejser omkring i Danmark. Den er en smitsom Syge, langt mere anstikkende end Pesten, og langt farligere, fordi dens Angreb ere for en Del behagelige; fordi den har giftet sig med Haabet, Himlens bedste Datter, hvormed alle andre *Fasting (Klavs), den norske Digter (1746-91). 20 Ulykker ikkun ere besvogrede; fordi dens Sødheder forandres inden kort Tid til den bitterste Galde; og fordi den dræber langsomt og pinligt, naar Pesten derimod angriber Menneskene saa pludselig, at de bortrykkes, før end de endog faa Tid til at mærke det. Ingen Krig kan være saa ødelæggende for et Land, som denne Sygdom. Hin udmatter Hovedkilden til Statens Liv, uden at kunne tilstoppe de utallige smaa Aarer, hvorfra Vandet snart igjen tilflyder, og denne Virkning véd man i Forvejen; denne derimod udpumper de smaa Bække for paa én Gang at forøge Hovedkilden, og alt for sildig ses de ulyksalige Følger heraf, naar Hovedkilden er udtømmet, alle Aarer tilstoppede og intet Tilløb mere at vente. Den fortærer Statens Marv under Skin af at styrke den og smigrer for ethvert enkelt Ledemod for des sikrere og hastigere at kunne ødelægge det hele. Der er netop samme Forhold imellem Lotterisygen og en anden Landeplage, som imellem Hykleren og den aabenbare ugudelige. Denne er kjendt af ethvert Menneske, alle frygte for ham og sky ham; hin søger man, fordi han tros at være god; denne har erklæret aabenbare Krig med det hele menneskelige Kjøn: hin er alles Ven; og naar denne gaar omkring med det dragne Sværd i Haanden, ligesom med et Skilt, hvoraf man kan kjende hans Profession og hans indvortes Ondskab, saa kommer hin med Fredspalmer i Hænderne og Helligheds Maske, men skjuler under Venskabs Kaabe en forgiftet Dolk, hvormed han dræber, idet han omfavner.

✂ Dristig tør jeg sige, at der gives ingen Last, hvortil Lotterisygen ikke har drevet et Menneske; ingen Udsvævelse, hvori den ikke har starlet den svage. Selvmord, Drab, Horeri, Tyveri, Bedrageri, Mened og utallige ondre Laster ere alle Virkninger af denne djævelske Opfindelse, Laster, der vel, des værre! har været bekjendte tilforn, men aldrig havde blevet udøvede i saa afskyelig en Overflødighed, naar de havde manglet denne Drivefjeder *) Sjælden vilde et Barn have undermineret **) Jeg taler her ene og alene om Tallotteriet, uden venligt til noget andet Lotteri, der ingenlunde er saa skadeligt Dels ere Udgifterne dertil og Indsatserne saa fastsatte, at den, som til en vis Tid mangler fire Skilling i den bestemte Summa, maa nødvendig blive der udenfor; dels ere andre Lotterier ikke heller saa tillokkende for den fattige, de lovede Fordele ikke saa uindskrænket store, og Udgifterne ikke saa uindskrænket smaa Meget faa ere de iblandt Almuen, ja endog iblandt de saakaldede ouvriers aisés, som paa én Gang kunne undvære en to, tre eller fire Rigsdaler for at kjøbe eller forny en Klasselotteriseddel, naar derimod ethvert Menneske, næsten hver Uge, gjærne kan afkorte otte Skilling af sin Mundprovision til Tallotteri; ja Erfarenheden lærer, at endog Betleren, der ofte ikke er i Stand til at sammenspare mere end to Skilling, for ikke at sulte ihjel, indgaar Kompagni og Interessentskab med tre andre Betlere, for at faa en Seddel til otte Skilling, som er det ringeste Indskud, Kollektørernes Bekvemmelighed tillader dem at imodtage, uagtet Indretningen og de trykte Planer ogsaa for Betlerens Skyld meget viselig har tilladt fire Skillings Sedler. 21 sin Faders Hus saa hemmeligen, at ingen skulde mærke det før end Faldet knuste den hele Familie. Sjælden vilde en Mand og endnu sjældnere en Kone have udsat det kjæreste, de ejer, for den yderste Elendighed. Sjældnere vilde unge Mennesker af begge Kjøn blive styrtet i allehaande Laster og Udsvævelser, hvis usalige Følger ere Efterslægtens Arvedel. Sjældnere vilde man have haft nødig med Lovens strængeste Straf at belægge Forbrydelser, hvis første Oprindelse skriver sig fra Lovene selv. Sjældnere vilde Statens Marv have bleven udsuget af dens egne Læger; og meget ringere vilde det Antal af ulykkelige Kolonister have været, hvormed Danmark saa tit, til ubodelig Skade, har befolket sine Naboriger.

✂ Man gjennemgaa de sidste sexten Aars Kriminal-Protokoller; man beregne, hvor mange ulykkelige Slagtofre Retfærdigheden i den Tid har faaet; man undersøge den første Oprindelse til deres Forbrydelser; man efterse Selvmord slisten med samme *Tallotteriet eller det genuesiske Lotten blev indført i Danmark 1771 og dreves først af et privat Interessentskab, men gik allerede 1773 over til Staten, for hvis Regning det dreves, til det ophævedes ved Udgangen ar 1851. Der blev trukket 5 Tal af 90, og man kunde besætte et enkelt Numer (Udtræk eller flere Amber, Terner, diaterner, Quinterner). - Ouvriers aisés, velstaaende Haandværkere. 22 granskende øje; og jeg vædder ti imod én, at meget mere end Halvparten af disse elendige kan beregne deres Ulykkes Periode fra den Tid af, da de forsøgte paa at gjøre deres Tilstand taaleligere ved Midler, som Lovene selv havde givet dem i Hænderne.

✂ Fra den Tid af, da Guldet er bleven den almindelige Maalestok, hvorefter et Menneskes hele Værdi bestemmes: fra den Tid af, da det Spørgsmaal: "Hvor meget ejer Gregorius?" er bleven nødvendigt for at afgjøre, om Gregorius har Ret eller ikke; fra den Tid af, da Lærdom, Dyd og Redelighed blev en Fjeder i Verdens Vægtskaal imod det alting opvejende Guld; netop fra den Tid er det, at Rigdom er bleven alle Menneskers Hovedbestræbelse; at enhver har arbejdet paa at erhverve sig Guld for at forskaffe sig Hæder; at Menneskenes sindrige Opfindelses-Gejst har martret sig og pønset ene til dette Øjemed, skjønt deres uheldige Opdagelser har netop haft modsatte Virkninger. Da begyndte man at opfinde de saa vel for Sundheden som Formuen saa ødelæggende Spil, disse saakaldede Fornøjelser, der dræbe den kostbare Tid og Sjælens allerbedste Evner; da indskød Djævelen en genuesisk Menneskehader at udstudere det ulykkelige Lotto di Genova. Gid Opfinderen havde anvendt sin Tid paa at lære at kjende nogen ny dræbende Gift; at opdage noget Pulver, mere skadende end Krudtet; at udfinde noget Dødsinstrument, mere ødelæggende end Engelændernes gloende Kugler og Bomber; og jeg skulde have æret ham som en Katholik sin Helgen!

✂

Sjette Kapitel.
Nogle Æventyrer, ikke saa aldeles Æventrer.

✂ I den, Himlen ske Tak! meget korte Tid, jeg opholdt mig hos Kollektoren, havde jeg Anledning til at gjøre ovenstaaende 23 og mange flere sørgelige Betragtninger. Jeg tror at skylde det almindelige bedste dem, og, uagtet jeg er vis paa, at mange Mennesker kan have tænkt meget grundigere, saa tør jeg dog sige: ingen har tænkt rigtigere end jeg i denne Sag. Jeg kunde male for mine Læsere utallige Optrin, men jeg tror, at nogle faa skulle være tilstrækkelige nok til min Hensigt, før end jeg drager Dækket for denne gyselige Scene.

✂ Laura var et ungt Fruentimmer af en naturlig god Karakter og et ædelt Hjærte, som Opdrageren ikke heller havde forsømt at forbedre. Hendes Fader, der var Enkemand og lidet over den borgerlige Stand, samt besad en tilstrækkelig Formue, elskede denne sin Datter med den heftigste foderlige Kjærlighed. Den største Fejl, han i hendes Barndom havde mærket hos hende, var lidet større Sparsommelighed, end han, som en af Naturen og Vanen godgjørende Mand, ønskede at finde hos sin Datter. For at opmuntre hende til Godgjørenhed forsømte han ingen Anledning til at holde Lovtale over denne Dyd, ingen Lejlighed til at give hende smaa Foræringer, saa at hun altid havde en liden Kasse imellem Hænderne, ligesom hun heller ikke manglede nogen af de for et Fruentimmer af hendes Alder altid behagelige Smaating og Prydelser. Som en gavmild, godgjørende og tillige formuende Mand kan man let indse, at han var en Hader af Lotterier, især af Tallotteriet, og derfor ikke heller havde forsømt at indprente sin Datter den samme Afsky. Hun turde altsaa ikke lade sin Fader mærke, at hendes Begjærlighed efter en Gevinst havde forfort hende til at forsøge sin Lykke i Tallotteriet med en ubetydelig Summa. Tabet heraf smertede hende, det maatte oprettes, og for at faa Sedler hentet maatte hun vælge en fortrolig. Balget faldt ulykkeligvis paa Tjeneren. Fortrolighed med sine Forældres Tjenestefolk er altid et Barn skadeligt, og her blev det dobbelt Spillet blev fortsat, og siden den fortroliges Sportler vare bestemte til en Del af Gevinsten, saa forstaar det sig selv, at han bestandig for ethvert Tab raadede til at fordoble Indsatsen, for at hun i det mindste, som han sagde, kunde komme skadesløs 24
derfra. Hertil kunde hendes egen Kasse og hendes Faders Gavmildhed selv ikke forslaa. Kassen var aldeles sprænget, og denne Tanke var hende utaalelig. For at indhente sit Tab vovede hun forste Gang, efter hendes fortroliges Indskydelse, at pantsætte en af de Kostbarheder, som hendes Fader havde foræret hende. Imod al hendes Formodning tabte hun, og et nyt Smykke maatte vandre ud for at blive mere lykkeligt og redde det forrige. Hvert Tab forøgede hendes Bekymring og indgav hende ny Lyst til Gevinst. Saaledes gik paa en kort Tid Ure, Ringe, Ørenringe, Daaser og alle hendes Faders Foræringer. Nu havde hun intet tilbage uden sin Fortvivlelse og Frygt for sin Faders Vrede. Hendes dødelige Angst for at fornedre sig i en elsket Faders Øjne havde dog ikke hindret hende i at kaste sig for hans Fødder og tilstaa sin Forseelse, dersom ikke den afskyelige Tjeners Veltalenhed havde afholdt hende derfra. Han beklagede hendes fordærvelige Lyst, som han dog selv havde bidraget mest til at opvække, og som han fandt sin Regning i at vedligeholde; han forestillede hende, at Sagerne let kunde forandre sig, Lykken blive gunstigere og Tabet oprettes, uden at det skulde gjøre mindste Opsigt; at hun siden maatte fatte Afsky for denne Lyst; men at hendes Fader maatte ingenlunde vide, hvor dybt hun var falden; at en saadan Opdagelse vilde berøve hende al hendes Faders Kjærlighed og Agtelse, ja kanske dræbe ham før Tiden; at det sikreste Middel til at komme ud af Omstændighederne paa var at laane en liden Summa af hendes Faders Chatol, hvortil han præsenterede hende en falsk Nøgle. Det første Trin til nedrige handlinger koster altid meget, men naar de understøttes af falske Skingrunde, hvor let kan da ikke en Svaghed, som vi skamme os ved at have begaaet, trække Forbrydelser efter sig? Laura vovede dette ulyksalige Skridt, for første og sidste Gang, som hun sagde: men dette øjeblik var det alene, som Tjeneren havde ventet efter. Nu forandrede han sin hele Opførsel. Hans Ærbødighed forsvandt. Han troede ikke at skylde sin Herres Datter den mere, siden han var Medvidere i 25 hendes Forbrydelse. Hun mærkede det ikke ret i Begyndelsen, uagtet hun vel syntes, at han tiltog sig Friheder, som hun i den forbigangne Tid aldrig vilde have tilstedet ham. Siden, efterhaanden som hendes Forseelser ved Hjælp af hans Overtalelser formeredes, voxede ogsaa hans Uforskammenhed, saa at han endog til sidst aftruede hende de største Beviser paa Fortrolighed. Nu gik alting op og ned efter Tjenerens Godtbefindende. Sølvskabet tømmedes; Pengene i Khatolskuffen formindskedes; og da omsider hendes Forbrydelser bleve alt for synlige, saa blev hun til sidst nødt til at gjøre sin Fader paa én Gang to Tilstaaelser, som lagde ham i Graven, hvorpaa Laura, for at undgaa én Beskæmmede, maatte finde sig i en anden, nemlig at ægte Tjeneren, der blev hendes Tyran, og hvis uforskammede Medhandling tillige med hendes egen sildige Fortrydelse forkortede hendes Dage.

✂ Cornelius og Theodor boede begge i én By og vare kongelige Oppebørsels-Betjentere, kun med den Forskjel, at Cornelins styrede en Kasse af nogle Tønder Guld; Theodor derimod havde aldrig set mere end et Par Tusende Rigsdaler i sin. Cornelius havde et Ansvar af saa stor Betydenhed, at han ingen Kavtion kunde præstere, eller kanske rettere sagt: Cornelius var en stor Mand, der ingen Kavtion behøvede. Theodor derimod havde ikke kunnet faa sin Bestalling udløst, før end han maatte stille Borgen for sin redelige Forvaltning; denne fik han ogsaa paa to Tusende Rigsdaler hos en Fætter, som var Kjøbmand og hutlede sig igjennem Verden, saa godt som han kunde, ved Hjælp af den Kredit, som hans ærlige Navn og Rygte forskaffede ham. Cornelius kjørte med Topper paa Hestene, gjorde Traktementer, spillede høje Spil, holdt Maitresser, kort: levede saaledes, som hans Stand og anselige Embede befalede ham at leve. Theodor levede saaledes, som hans ringe Løn vilde tillade ham. Han havde fra sin Barndom af lidt ondt, slidt sig frem ved sin Flid, og mangen en Gang med en hungrig Mave sat sig til at arbejde paa det, som nu havde bragt ham i den Vej, hvori han ikke uden den 26 yderste Sparsommelighed kunde ernære sig. Theodor giftede sig med en fattig Pige, som han inderlig elskede, og som han ønskede at skaffe alle de Fornojelser og Bekvemmeligheder, som det var ham muligt. Mange Børn forøgede hans Udgifter og Fornødenheder, og Mangel paa det sidste foraarsagede ham mangen søvnlos Nat og utallige Bekymringer. Cornelius giftede sig i en Familie, hvorved han blev besvogret med de mægtigste Mænd i Landet. Han fik en Rang efter den anden, en Karakter efter den anden, og ved hver ny Rang og Titel maatte ny Pragt an skaffes. Nu kom et Tordenslag. En Ordre blev givet til at efterse begges Kasse-Beholdning. Der fandtes Mangel hos dem begge. Theodor blev to Tusende Rigsdaler skyldig og Cornelius to Tønder Guld. Man befandt, at de begge havde spillet i Tallotteriet. Theodor havde været uforsigtig nok at gribe lidt efter lidt til Landets Kasse, i Haab at skaffe sig med sine lidt taaleligere Vilkaar. Gornelius havde store Kapitaler under Hænder, hvormed han troede at kunne forcere Lykken. Men han beviste med tydelige Argumenter, at Landet intet havde tabt ved hans Forvovenhed, siden Lotteriets Kasse var Landets Kasse, og at altsaa hele Fejlen bestod deri, at Pengene vare forflyttede fra det Rum i Landets Kasse, hvori de burde være, til et andet, hvori de ikke skulde ligge. Hans mægtige Venner understøttede hans filosofiske Grunde, og dette virkede saa meget, at han blev forflyttet til et mageligere Embede og højere Værdighed, som ikke var forbundet med Penge-Ansvar. Theodor, som ikke synderlig havde lagt sig efter Filosofien, blev anvist Plads i Skubkarren, hans Fætter og Kavtionist udplyndret, og to Familier saaledes bragte til Bettelstaven. Cornelius blev lykkelig ved sin Filosofi, og tror selv ved sit Exempel at have bevist, at Tallotteri er en Lykke for en Stat.

✂ Antonius havde det Uheld i sit syttende Aar at miste sine Forældre, uden at de efterlode ham andet Arvegods end en god *blev anvist Plads i Skubkarren, d. v. s. kom i Slaveriet. 27
Opdragelse eller anden Tilflugt end sin egen Konduite og en rig Slægtnings Naade og Barmhjærtighed. Denne, enten det saa rejste sig af Stolthed, eller fordi han virkelig troede at skylde sine afdøde Slægtninger noget, erklærede sig ogsaa strax for den unge Antonii Fader og Velgjører, antog ham som sin egen Søn i sit Hus, for at holde et vaagent Øje over hans Handlinger, nu da han ikke længere var et Barn, men skulde overlades nogenlunde til sin egen Styrelse paa Verdens slibrige Bane. Her nød nu Antonius alt, hvad han behøvede, og manglede intet uden alene Fornøjelse. Født med en ædel Stolthed, blev det ham snart utaaleligt at modtage Velgjerninger af en Mands Haand, der ikke vidste anderledes at bevise Velgjerninger, end ved at lade den modtagende føle hele Vægten deraf. Det Udtryk, som han ofte hørte: "Naar kuns saadant et ungt Menneske vilde skjønne paa, at man gjor vel imod ham, og at han ellers var ulykkelig;" var ham aldeles uudstaaeligt af en Mands Mund, som han foragtede, jo nøjere han lærte at kjende hans Tænkemaade; især da Antonius troede ved sin Flid, Stræbsomhed og erhvervede Indsigter meget vel at kunne undvære disse ubehagelige Velgjerninger. Ofte havde Antonius tænkt at rive sig løs derfra, men man havde vist ham hans nærværende Forfatning i et saa glimrende Lys, at han troede, den hele Verden vilde dømme enhver fattig Karl i hans Forfatning rasende, naar han modvillig vilde støde en saa anselig Lykke fra sig. Det er altsaa meget rimeligt, at det Ønske ofte opkom i Antonii Hjærte: "Gid jeg dog en Gang kunde være saa lykkelig at blive min egen Herre! at min Armod ikke længere kunde blive et Paaskud for en foragtet Velgjører til at læsse Forbindtligheder paa mig, der nedtrykker min Sjæls Fyrighed til Jorden!" Ungdom og Uerfarenhed indbildte ham snart, at Tallotteriet var den Vej, som Himmelen selv havde aabnet for ham til at naa dette saa inderlig attraaede Maal. Han spillede, men var uheldig. Hver Trækningsdag formindskede hans Finanser, hver Post tilintetgjorde hans Haab. Hans Indkomster og 28
Lommepenge vare aldeles ubetydelige og strækkede ikke længe til, men han havde god Kredit. Hans Beskytteres Navn gav ham Anseelse nok til at finde tjenstfærdige Venner, der gjærne vilde fortjene hundrede pCt. for af Kristen-Kjærlighed at hjælpe et ungt Menneske, som de troede ikke at vove noget ved. Tiden gik, og Pengene med den. Uheldet var lige stort, og Lykken lige ubøjelig. Nye Subsidie-Penge maatte tilvejebringes, og da de gamle Kreditorer indfandt sig, saa maatte Antonius, som Hofraad Reinhard siger, gjøre to Huller for at stoppe ét med; to nye Klædninger maatte borges for at indløse én, og alt dette samlede sig som en Tordensky over den unge Antonius og brød til sidst løs over hans Hoved. Hans Velgjører, hvis Stolthed og Ærgjerrighed allerede var tilfredsstillet, og hvis Ædelmodighed altsaa for længe siden havde udopereret, ventede kun paa dette Øjeblik for paa en god Maade at kunne skille sig ved en Person, der, som han foregav, var befængt med alle Laster, der ikke kunde finde sig i at nyde det gode, og altsaa maatte sejle sin egen Sø. Han blev overladt til sine Kreditorers Diskretion, og disse, som fandt deres Haab til Patronen skuffet, lode den arme Antonius uden Medynk slæbe i Slutteriet. Her sad han længe i en elendig Forfatning, thi saasom han ikke engang havde Penge til at bestikke Arrestforvareren med, saa er det let at indse, at han manglede endogsaa det nødvendige. Omsider førte Sorg, Græmmelse og Mangel ham en Sygdom paa Halsen, og da først var det, at han kom paa fri Fod. Hans Fattigdom var Skyld i, at ingen Doktor dræbte ham, og hans Ungdom hjalp ham efter nogen Tid til sin Sundhed igjen. Men hvad skulde han nu foretage sig? Sjælden indfaldt en ubetydelig Fortjeneste, og Lotteri-Lysten havde nu saa meget formeret sig hos ham, at han heller sultede end lod nogen Lejlighed gaa forbi til at overrrygle Lykken: og da han mærkede, at ikke tyve Aars exemplariske Levned var i Stand til at udslette Mistanken om de mange Laster, som hans forrige Velgjører havde paadigtet ham, saa blev han inden kort Tid netop det, som han 29 altid saa omhyggelig havde vogtet sig for at være, bestyrkede saaledes selv den om ham fattede Mistanke, og i et uheldigt Øjeblik drev Mangel og en kvalt Ambition ham til at forgribe sig paa en Maade, hvorfor han sin øvrige Levetid maatte gjøre Pønitense i Rasphuset. -

✂ I sit fire og tyvende Aar blev Victoria Enke med sex smaa Børn, Hendes Mand havde siddet i et ganske fordelagtigt Embede, men hans gavmilde og gjæstfrie Karakter og Godtroenhed havde tildraget ham saa mange Venner, at man let kan formode, hvorledes Tilstanden maatte være for hans efterladte Enke og Børn. Han havde været daarlig nok som en ung Mand til at stole alt for meget paa et skrøbeligt Liv, hvorfor Døden pludselig overraskede ham, uden at han havde sørget i ringeste Maade for sine efterlevende. Dog alligevel kunde Victoria gjærne efter andre Enkers Exempel have forbeholdt sig saa meget, at hym kunde gjøre sin Tilstand noget taaleligere, men hun elskede sin afdøde Mands Minde alt for højt, til at hun skulde kunne taale, at han laa som en Bedrager i sin Grav. Alting blev gjort i Penge, og Kreditorerne til Punkt og Prikke betalte, saa at hun til sidst ikke beholdt det ringeste tilbage. Alt for stolt til at bebyrde nogen med Beklagelser og Anmodninger, og alt for fattig, efter Verdens Dom, til at kunne betros noget Arbejde, ernærede hun sig og sine sex Børn kummerlig og i Usselhed. Ikke en eneste af hendes Mands Venner havde hun set siden hans Død; de havde kun været Venner med hans Bord, hans Kjælder og hans Pung. Aldrig saa snart ophørte derfor Aarsagen, før end Virkningen ogsaa med ét maatte forsvinde. I denne Forfatning indgav en ond Skæbne hende den Tanke, at Tallotteriet var det Middel, som Himmelen pegede paa, for at gjøre hendes Tilstand taaleligere; hun ansaa det med Føje som en Kiste, hvori Enkens fra den daglige Fornødenhed sammensparede Skjærv er lige saa velkommen, som Kapitalistens tilsende Rigsdaler; men hun var tillige daarlig nok til at tro, at det var en for Menneskeslægten saa velgjørende Opfindelse, at Himmelens 30 Velsignelse nødvendig maatte hvile derover. Hun spiller, men uheldig. Det første Tab trækker det andet, dette det tredje og flere efter sig ligesom i en sammenhængende Kjæde. Haabet om at kunne skaffe hendes elskede Børn nogen bedre Pleje formaar det over hende, som aldrig hendes egen Mangel skulde kunne drive hende til. Hun laaner, hun borger, hun udsætter det allernødvendigste, og endelig, da Kreditens Standsning og hendes yderlige Nød næsten havde bragt hende til Fortvivlelse, trækkes Lotteriet. Næppe tør hun tro sine egne Øjne; hun gjennemløber sin Seødel, sammenligner den med de udtrukne Nummere og finder, at hun har vundet en Kvaterne. Med en usædvanlig Glæde malet i hendes blege Kinder iler hun hjem. "Dyrebare smaa!" sagde hun, "ikke længere skal I lide Mangel. Eders Fader i Himmelen har velsignet mig for eders Skyld. Snart skal eders Pjalter ombyttes med varme Klæder, og eders mulne Brod med en sundere Fode. Ikke længere skal min Graad flyde for eder. himmelen har aftørret den, og jeg skal herefter uden Kummer kunne yde den min varmeste Taksigelse, ved at danne eders spæde Hjærter til Dyden." Derpan gik hun for at hente sine Penge, men man berettede hende, at Kollektøren havde taget Flugten, uden at man vidste hvorhen eller af hvad Aarsag. Hun forføjer sig til Hovedkontoret og foreviser sin Seddel; men man svarer hende, at den slet ikke findes anført paa Kollektørens Liste, at Kollektøren var en Skjælm, der for egen Regning havde benyttet sig af Folkets Lettroenhed, hvorpaa Lotteriet har Monopolium, og at hun aldeles ingen Godtgjørelse kunde vente sig. Med en forstilt undortes Rolighed gaar Victoria hjem, omfavner stiltiende sine smaa, bader dem med sine moderlige Tnarer, anbefaler dem i sit Hjærte til Himmelens besynderlige Beskjærmelse; og Dagen derefter findes liendes dode Legeme i Peblingesøen. -

✂ I vældige! I, som staa for Monarkens Trone! I, hvis Pligt det er, ikke alene at vaage over Kongens Person, 31 men ogsaa over Landenes Vel! at vejlede ham igjennem alle de utallige Labyrinter, hvori han alt for ofte maa vandre alene uden Vejviser! at skabe Lys i det Mørke, der omgiver ham, til Trods for den skinnende Glorie, som Uvidenhed maler om hans Hoved! O! kjender I et eneste af disse oven anførte Optrin, eller have I hort noget lignende af de utallige andre, som dagligdags tildrage sig, da ve eder, om I tie! ve ederr om I udi Overflødighedens Skjød lader haant om at redde en eneste fattig Broder, end sige eders hele Fædreneland fra Fordærvelsens Afgrund! Ve eder; om I ikke bære Landets Skrig ind for Monarkens Øren! om I ikke bortrydder alle de Hindringer, som en grundfalsk Politik har lagt i Vejen for denne Landeplages Afskaffelse! Landet er sygt, dødelig sygt, men endnu maa det ikke overgives. Værer dets Læger, og opretter eder derved Ærestotter i eders taknemmelige Medborgeres Hjærter, som Fædrenelandets Befriere! Men anser I eders Brødres Nød for Leg og Spil; glæder I eder ved, som skrevet staar, at kunne tugte os med Skorpioner; finder I eders Fordel ved Landets Forarmelse; da gid hvert et Bogstav, jeg skriver, maa blive en gloende Dolk i eders Hjærter, der kan pine eder kun med den tusende Del af eders Brødres Marter! da hvile Himmelens Forbandelse over eder og eders hele Slægt: Amen*)!

✂ Min Herre var netop den Kollektør, som ved Tallotteriets Trækning blev nødt til at flygte fra den Straf, som han vidste **) Skulde jeg have faldet mine Læsere kjedsommelig med at skrive saa meget over én Materie, da maa det være min, og ikke Tingens Skyld. Jeg tror, at den Ulykke, Tallotteriet her i Landet har anrettet, er saa stor, at den ikke for vidtløstig kan afhandles. Kunde jeg alene ved dette Blad omvende én eneste Spiller, saa var jeg lykkelig: jeg overlader gjærne Pennen til en der kan bruge mere Eftertryk, thi min Pen er det sikkerlig ikke forbeholdt at røre vedkommendes Hjærter. Jeg har vel næppe kunnet overbevise dem om, at de Tønder Gnld, som Finanserne vinde ved utallige Borgeres Ulykke, ere Blodpenge. 32 havde forestaaet ham, om han havde tøvet længere. Han solgte derfor i en Hast sit hele Aesistens-Hus til en Jode, og gjorde i Penge alt, hvad han kunde. Jeg var saa lykkelig, at han, idet han gik ud af sit Hus, trak mig uvidende op af sin Lomme og til min usigelige Glæde tabte mig paa Gaden, hvor jeg blev funden af en Betler.

Die ganze Einrichtung unserer Gesellschaft ist unnatürlich und ist den Neigungen und Forderangen unserer Natur eben so wenig angemessen, als eine Schnübrust dem Ban eines flinken Mädchens, das zur Fröhlichkeit und zum Kindergebähren bestimmt ist

Saltzmann.

✂

Syvende Kapitel.
Det qvasi-oktrojerede Kompagni.

✂

Ottende Kapitel.
Dedikation til min Ven Hr. S...
i Højbrostrædet.

✂ Højstærede Hr. Ven!

✂ Dem, min Herre! som jeg har den Lykke at kjende saa nøje, hvis Ven, fortrolige og undergivne jeg saa ofte har været; Dem, som har følet Vægten af den kameralske Inkvisition, Dem tror jeg at skylde Tilegnelsen af dette betydelige Skrift, som er en Frugt af den literariske Inkvisitions Ophævelse.

✂ Forundre Dem ikke over, at jeg dedicerer Dem dette Skrift. Jeg vil behandle Dem redeligere, end de fleste andre Dedikationsmagere behandle deres Mæcenater. Jeg vil tilstaa Dem rent ud, at Egennytte er Aarsag dertil. Jeg ærer Dem, og det bør jeg, da jeg aldrig i Verden har hørt andet om Dem, end at De var en brav Mand (:c'est ma vérité la plus vraie, siger Figaro), og dette tror jeg, til jeg bliver anderledes overbevist, om end al Verdens Visitører og Kontrollører vidnede det modsatte. Men med alt dette har jeg dog aldrig hørt, at De var en Elsker og Befordrer af de skjønne Videnskaber, hvori jeg igjen kanske er af ulige Mening med Toldboden, som holder Dem for en maître des arts. Jeg har tvært imod troet og tror endnu, at en Halvhundrede-Dalers Seddel i en Kjøberes Haand var Dem kjærere end fem *Dic mihi, Musa, virum, Fortæl mig, Musa, om Manden - Den kameralske Inkvisition, Toldvæsenets Undersøgelser. - Den literariske Inkvisition, Censuren - c'est ma vérité la plus vraie, det er min sandeste Sandhed - Maître des [ès] arts, Mester i de fri Kunster, Magister artium. 42 Hundrede Dedikationer af forsultne Skribentere. De kan altsaa let begribe, at det er min egen Fordel, som driver mig til dette Skridt. Rent ud talt: jeg har en Ven, som trænger til noget Klæde, noget Lærred, nogle Par Strømper og andre smaa Ting. Hjælp ham, min Herre! gjør det imod ham, som enhver anden Mæcenat maa gjøre imod en Autor, der tilegner ham sit Foster. Lad ham faa det, han trænger til, om det endog ikke skulde kunne ske paa andre Vilkaar end paa en evig Kredit. Vær forvisset paa, at naar De heri føjer mig, da skal jeg atter igjen behandle Dem paa selv samme røaade, som andre Skribentere deres Patroner: jeg skal ikke bryde mig mere om Dem, for end jeg paa ny trænger til Dem. Ja, endnu mere: skulde det hænde Dem (som Gud i Naade afvende), at De under dette Skrifts Trykning skulde gaa fallit eller ved nogen anden ulykkelig Hændelse blive sat ud af Stand til at hjælpe mig, da skal jeg følge det Spoor, som Rejerus Gjellebøl i sin Beskrivelse over Hoelands Præstegjæld har efterladt mig*), og skære denne Dedikation rent bort fra mit Skrift.

✂ Min Redelighed i det mindste fortjener, at De føjer mig i denne min ubetydelige Begjæring, og paa dette Vilkaar, men ellers aldrig, har jeg den Ære at undertegne mig, som

Højstærede Hr. Vens
underdanigste tro Forbeder hos Gud,
Papirius.

✂

Niende Kapitel
Fortalen Nr. l,
(thi det kan let stikke mig, at der kommer flere med Tiden).

✂ Tanker ere toldfri, er et gammelt Ordsprog; men det er kuns i de allerseneste Tider, at dette er bleven en Sandhed i **) Dette Skrift er uden Tvivl det eneste, der er dediceret til Grev Struensee, men da hans Fald skete just i den Tid, Bogen skulde publiceres, blev Dedikationen borttaget Et Exemplar med Dedikationen tror jeg dog nok findes paa Kammerherre Subms Bibliothek. Spørgsmaal, om det dog ikke havde været anstændigeve, at Dedikationen havde blevet staaende? Var Struensee virkelig Forfatterens Velgjørere, som man vil sige, saa kunde denne aldrig blive en Stats-Forbrydere fordi han offentligen erkjendte det og dermed opfyldte sin Pligt. 43 Dannemark. Der var en Tid, for ikke meget længe siden, da de bleve behandlede netop som kontrabande Vare, vare toldfri, saa længe, som ingen vidste, at de vare til, men aldrig saa snart fik de theologiske og politiske Støvere opsporet dem, før end de bleve trækket frem og konfiskerede, og Tænkeren behandlet som en Smughandler. Da vare Religionens og Theologiens hellige Skranker fornedrede til at være et aandeligt Rasphus; Pinebænke vare sammensatte af store og smaa Forklaringer, Dogmatiker, theologiske Kompendier og Systemer for den ugudelige Synder, hvis Geni var dumdristig nok til at vove og lykkelig nok til at udføre et stort Foretagende, at vandre i Frankeriges store la Fontaines og Kjætteren Voltaires Fodspor.

✂ En Pige med et ømt Hjærte, som føler, at hun af Skaberen er sat her i Verden i en langt anden Bestemmelse end for at henleve sin Tid i en bestandig Lethargi; naar politiske og økonomiske Omstændigheder, med en stærkere Stemme end Naturens egen, forbyder hende at folge sit Kald, naar

✂ hun i et svagt øjeblik overraskes med sin Elskere, af

✂ Nat og Seng og Enlighed,
tre slemme Ting at drages med:

✂ og hun da paa en politisk ulovlig Maade mætter sin Hunger; hvor fornøjer ikke denne Drøm hende, saa længe som den er begravet i Tavshed! men aldrig saa snart begynder hendes sladderagtige Legems Bygning at røbe denne Smughandel, før end tusende Ulykker opvaagne over den Stakkel. Spot, *Den norske Præst Reier Gjellebøls ovenfor omtalte meget krybende Dedikation til Struensee findes trykt i Luxdorvhiana S. 477 tillige med et Brev fra Forf til Luxdorph, bvori han trøster sig med, at "til Lykke kun 13 Expl. ere udkomne", og bl a. undskylder sig med, at "ingen nød noget Embede uden med hans [Struensees] Consens". 44 Foragt, gejstlig og verdslig Forfølgelse lejre sig omkring hende, men den menneskelige Grusomhed er dog endnu ikke gaaet saa vidt, at man berøver hende sin eneste Trøst, sit Foster; naar derimod en Skribent, der for det meste har haft en dobbelt Hunger at kæmpe imod, før end han skrev, udstaaet ofte lige saa mange Smerter for at føde, behandledes paa en ulige grusommere Maade.

✂ Dog! lige saa lidet, som man bor være
- - - - laudator temporis acti
se puero - - - -,

✂ lige saa lidet bør man ogsaa dadle de fremfarne Tider uden efte Billighed. Fordi vi l;ave større Frihed nu, vare vi derfor Slaver tilforn? Langt fra! Vi havde dog i det mindste lige saa stor Frihed her, som Figaro i Madrid: Pourvu que je ne parle en mes écrits, ni de l'autorité, ni du culte, ni de la politique, ni de la morale, ni des gens en place, ni des corps en crédit*), ni de l'Opéra, ni des autres spectacles, ni de personne qui tienne à, quelque chose**), je puis tout imprimer librement, sous l'inspection de deux ou trois censeurs; og disse faa Undtagelser kunde dog vel en Skribent sagte finde sig i, da der vare saa mange herlige Materier tilovers for ham, som han kunde udarbejde. Han kunde skrive Bønnebøger, Salmer og Prædikener, Ildebrands-, Spøgelse- og Sygehistorier, **) La Compagnie Asiatique, n' est-elle pas un corps en crédit? ***) Skulde man ikke kunne have tillagt her i Danmark: ni de la vente des grains, ni de l'administration de police, ni des impôts, ni des charlatans étrangers? *laudator temporis acti o. s. v., Lovpriser as den forbigangne Tid, da man var Dreng - Pourvu que je ne parle o. s. v., forudsat, at jeg i mine Skrifter ikke taler om øvrigheden, Gudsdnrkelsen, Politiken, Moralen, Embedsmænd, Institutioner, der er i Vælten, Operaen eller andre Skuespil eller nogen, der har noget at sige, kan jeg frit trykke alt, hvad jeg vil, under Opsigt af en to, tre Censorer - La Compagnie Asiatique o. s. v.Er det asiatiske (Handels- Kompagni ikke en Institution, der er i Vælten? - ni de la vente des grains o. s. v., Salg ar Korn, Politivæsenet, Skatterne eller fremmede Charlataner 45 skrive Afhandlinger om Nellikeroden og at plante Potatos, ja det, som endnu var mere, skrive Recensioner eller Paskviller over enhver Autor, aar ndenne kuns ikke, som ovenfor er sagt, hørte til gens en place. Sandt er det, at jeg for min Del vilde hellere aldrig røre Pennen, naar jeg ikke maatte paa Guds grønne Jord vælge mig, hvad Materie jeg vilde til at skrive om; og saaledes tænkte mange, som virkelig af Naturen havde Kald til at skrive; men utallige fandtes der ogsaa, om hvilke man kunde sige med Friherre von Salis:

✂ Des frechen Schmierers Feder hält
kein Drohen, keine Furcht im Zügel.
Muth ist es nicht. Statt Hungers sterben, wählt
er lieber sich den Prügel.

✂ Tænkefriheden har ellers her i Dannemark været lige saa periodisk, som det østersøiske Korns Indførsel i Norge. Snart have begge Dele været aldeles forbudne og kontrabande. Ve den! som da vovede paa henere at stjæle sit Korn ind end at sulte ihjel! Ve den! som da vovede skriftlig at tænke: den og den politiske Ulykke kunde saaledes ved disse eller andre tjenlige Midler afvendes; den og den Mand staar ved Monarkens Side og hvisker ham skadelige Anslag i Øret ligesom Djævelen hos Milton, der i Skikkelse af en Frø laa ved Øret af den sovende Eva i Paradis. Vovede man aleneste langt fra at pege paa saadan en Mand, eller udledede bare hans onde Samvittighed rivgle satiriske Træk af vores Skrifter, som vare passelige paa ham, strax var Faderen for et saa skadeligt Anlæg forfalden under den literariske Toldbods Inkvisition, over hvis Portal var med gyldne Bogstaver skrevet disse Ord: qu'ils rampent, ou qu'ils meurent!

✂ Sandheden lader sig ikke længe undertrykke. Den er *gens en place, Embedsmænd. - Des frechen Schmierers Feder o s. v , den frække Smørers Pen holder ingen Trusler, ingen Frygt i Tømme Det kommer ikke af Mod. I Steden for at dø ar Sult foretrækker han at faa Prygl - Djævelen hos Milton, d v s. i Miltons Digt "Det tabte Paradis" - qu'ils rampent o s v, kryb eller dø 46 ligesom Ilden. Man maa indelukke den med den yderste Omhyggelighed, naar kuns den allermindste Trækvind kan komme til at oppuste den, saa bryder den snart ud, til Trods for al vores Forsigtighed, i den klareste Lue og oplyser Lognens og Falskhedens skumleste og sorteste Nat. Den var fængslet her i Dannemark for en Tid; men Tak ske den unge tænkende og sandhedselskende Mand, der brod de Lænker, som Selvbevidsthed om onde Anslag og nedrige hensigter havde paalistet Sandheden i saa lang Tid! Tak ske ham, som afskaffede den literariske Toldbod og skjænkede os igjen vores Rettighed som frie Væsener, vores Tænke-, Trykke- og Skrivefrihed!

✂

Tiende Kapitel.
Endnu er min Fortale ikke til Ende.

✂ Ved filosofisk at afhandle det Ord Kontrabande, som er Objektet for Sinnghandelen, falder strax en Distinktion i Øjnene, nemlig imellem det literariske og kameralske Kontrabande. Det første bestaar blot i Skrifter og trykte Tanker, som paa en eller anden Maade ere ubehagelige for visse Personer, og herom er korteligen talt i det forrige Kapitel; den anden Art leder min Dedikation mig til at tale lidet om paa dette Sted.

✂ Kongens Interesse, Hans Majestæts hoje Fordel ere Talemaader, som nu om Stunder ere blevne Embedsmænds almindelige Feltskrig, naar de drage til Felts imod deres Medundersaatter. Kongens eller, kanske rettere sagt, Statens Interesse er et af de store Maal for den redelige Embedsmands *Den unge tænkende og sandhedselskende Mand , Kronprins Frederik (VI). Strax efter at Struensee var kommen til Magten, ophævedes Censuren, men under det guldbergske Ministerium indskrænkedes Trykkefriheden atter. Efter dettes Fald kom Pressen igjen en Tid under friere Forhold, til den atter blev bunden ved Frd af 27. Septbr 1799, for hvilken Heiberg og Malte Konrad Bruun faldt som Ofre. 47 Bestreebelser, men ogsaa tillige den Maske, hvorunder den nedrige skjuler sig, naar han med Despotismens Ris tugter sine Brødre, som Monarken selv ene og alene vil styre med Naadens og Mildhedens Septer.

✂ Frihed og Ejendom er derimod det, som Undersaatterne paaberaabe sig, naar enten Lovene gjøre dem Indgreb i deres indbildte Rettigheder, eller Embedsmænds Despotisme i de virkelige. Hvor disse to Talemaader blive noget mere end blotte Talemaader og komme i Kollision sammen, der er Afgjørelsen sandelig vanskelig; jeg for min Del vover ikke at gjøre nogen Bestemmelse heri, men ønsker, at en heldigere Pen og et indsigtsfuld Geni vilde paatage sig at fastsætte deres Grænser og stikke et tilforladeligt Landkort over dem. Nogle korte og uordentlige Tanker kan jeg vel fremsætte, og det er alt, hvad Læseren maa fordre af mig.

✂ Ingen Steder kan Statens Interesse, efter mine Tanker, saa let komme i Kollision med Borgerens Frihed som i Toldbodsager. Jeg tror, og det ikke uden Grund, at mine Penge ere min Ejendom, og at jeg med dem har Lov til at handle efter eget Godtbefindende; men Lovene have ogsaa gyldige Aorsager, som sige: Denne Handelsgren maa du ikke benytte dig af; disse Vare maa du ikke kjøbe, ikke sælge, ikke handle med. Her er en Kollision, men her saa vel som ved mange flere Lejligheder maa politiske Omstændigheder gjøre et Indgreb i mine naturlige Rettigheder. Naar Forordninger forbyde den norske handlende at indføre fremmede Kornvare og befale ham at bringe sine paa en lovlig Maade i Vestindien tilforhandlede Vare til Kjøbenhavn, saa skriger han over sin Friheds Forlis og over trykkende Lænker; om han har Ret dertil eller ikke, det er her ikke Sted til at afgjøre, derfor tier jeg; thi om jeg sagde, at han havde Ret til at klage, saa blev jeg dog Læseren Bevis skyldig for min Paastand, og dette Bevis vilde lede mig alt for langt fra min Vej.

✂ At Lovgiveren har Rettighed til at byde, at visse Vare skal anses for Kontrabande, derom kan vel ingen tvivle. At 48 han, ved at paalægge en enorme Afgift paa visse Overdaadigheds-Vare, virkelig gjør dem til Kontrabande, naar han finder Aarsager, hvorfore de ikke rent bør forbydes, det viser daglig Erfarenhed at ske, og derimod kan Fornuft og Billighed heller ikke indvende noget. Men naar den samme Erfarenhed viser, at det er umuligt at hæmme Yppigheden, naar ikke den yderste Armod gjør det, og at de Overdaadigheds-Vare, som nu næsten ere blevne til en uundgaaelig Nødvendighed, ikke kan forskaffes her i Landet, da er det, at Patrioten maa ønske den største Varsomhed i at træffe Middelvejen imellem Statens Interesse og Borgerens Frihed og Ejendom.

✂ Enten Gjerrighed, denne Handelens store Drivefjeder, eller Frygt for at sulte ihjel - en Frygt, som Kjøbmanden nu alt for ofte har til fælles med Poeten - nøder ham til at drive Smughandel; det kan i sig selv dog ikke være Regeringen ligegyldigt, men den kan heller ikke ved de utallige forefaldende Lejligheder undersøge Drivefjederen dertil, allerhelst da Smughandelen er Kjøbmandstandens Arvesynd; og naar Lovgiveren sinder det fornødent i denne Henseende at indskrænke den handlendes Frihed, saa har han uimodsigeligen Rettighed dertil, og at han ogsaa benytter sig deraf, det vise de utallige for det meste vel lønnede Toldbetjente, store og smaa, høje og lave, til Lands og Vands, hvoraf Landet alle Vegne vrimler. Skulde det ikke være en Bebrejdelse for dem, og et Bevis paa, hvor slet den største Hob af dem opfylder deres Pligter, at Regenten undertiden - sikkert ogsaa af gyldige og vise Aarsager - maa nødes til at gjøre et Indgreb i den største af en Undersaats Rettigheder, hans Husfred, en Nettighed, der bør være og i alle andre Tilfælde virkelig holdes lige saa hellig som Tronen selv.

✂ Naar den handlende efter megen udstanden Bekymring, mange vangne Nætter, umaadelig Bekostning paa alle Kanter, endelig har faaet noget ulovligt Gods, uden hvilket han ofte ikke kan ernære sig, bragt i Sikkerhed i sit Hus, midt imellem tusende Arguhser, hvoraf nogle bedrages, andre endnu oftere 49 lader sine Øjne tilklistre med Bankosedler*), skal han da ikke være sikker paa denne dyrt kjøbte Ejendom? Skal han da endnu svæve i en idelig Frygt for ethvert Skarn, der er Medvider i denne Hemmelighed, og som enten af Had eller Gjerrighed eller andre Aarsager tager ikke i Betænkning at gjøre hele Familier ulykkelig, naar han véd, han kan skjule sig bag ved et lovformeligt Inkognito? Skal han da hvert Øjeblik være i Fare for et Indbrud i hans Hus af priviligerede Røvere, som snuse om alle Begne, endogsaa paa de Steder, som Anstændigheden og fine Næser altid maa holde i en vedbørlig Afstand fra sig, at Kufferter, Skrine, Skabe, Dragkister, Senge, Bugger og andre Møbler paa det nøjagtigste undersøges, alting vendes op og ned, og det kanske ofte blot, som Mercier siger: pour satisfaire l'immense curiosité de Nicolas Salzard? Jeg tror, at Regeringen behøver kuns at vide, at saadant sker, for at bære Afsky derfor og at straffe de Betjentere, der ikke oppasse deres Poster, men henregne det, som paa en behændig Maade, uden Toldbetjenternes Forseelse, indpraktiseres, som Gevinst for den menneskelige Vittighed.

✂ Det er sørgeligt for Menneskeligheden, at den nærværende Toldforfatning virkeligen udrydder den sidste Gnist af Redelighed og Fortrolighed, som andre Udyder have ladet blive tilovers blandt Menneskene. Ingen Broder kan tro den anden mere, ingen Fader sin Søn. Jeg er i Stand til at forraade min Ven, ruinere min Broder, ødelægge min Velgjører, bringe min Fader til Fortvivlelse, ja endog myrde ham paa den lovligste Maade i Verden og siden, uden at være kjendt, gjøre mig til gode med den Belønning, som Staten giver mig for et **) En Toldbetjent sagde en Gang: Hvorledes skal man kunne se, naar der lægges en hollandsk Ost Paa det ene Øje og en Dukat paa det andet? Og enhver indser let, at Umuligheden bliver endnu større, naar der lægges et Anker fransk Brændevin paa det ene Øje, og hindrede Pund Kaffebønner paa det andet *Mercier, fransk Skribent, 1740-1814 - pour satisfaire o. s. v., for at tilfredsstille Nicolas Salzards umaadelige Nysgjerrighed 50 virkeligt Forræderi. Skulde man ikke i denne nærværende Forfatning kunne sige med større Grund end Ovidius:

✂ Ultima coelestum terras Astræa reliquit?

✂ Da Kongens Interesse, som jeg ovenfor har sagt, nu er det store Ord, der i det mindste faar Skylden for alle de nye Planer og Projekter, som vores Dage i Overflødighed frembringe, og det virkelig er enhver redelig tænkendes Pligt aldrig at sætte denne til Side, uden hvor den kommer i Kollision med vigtigere Pligter, saa skal ikke engang det forhadte Navn af Projektmager afholde mig fra at aabenbare en Plan til Kongens Interesses anselige Forøgelse, hvortil jeg aleneste vil gjøre et lidet Udkast. Mangel af Indsigter forbyder mig at udføre den til Fuldkommenhed, men inventis facile est addere, og det slaar ikke fejl, at den jo vil blive taget under Behandling af erfarne og kyndige Mænd for at bringes til den yderste Fuldkommenhed.

✂ Da Erfarenhed har lært, at Smugleriet ikke kan udryddes, og at de handlendes ivrigste Ønsker ere, at ingen Toldbod var til i Verden, saa kunde, efter mine ringe Tanker, Hans Majestæt gjærne ophæve og afskaffe Toldboden, kassere alle de Betjente, som i nogen Maade henhøre til Toldvæsenet, enten de ere hoje eller lave, og saaledes give Handelen og Varenes Ind- og Udførsel aldeles fri. Jeg vil endnu ikke tale om de mange Betjenteres aarlige Løn, som sikkert stiger til en ganske enorme Summa, og er en ren Besparelse for Kongens Kasse.

✂ Herimod maatte den handlende for evig renoncere paa sit Huses Frihed og Hellighed. Det vil vel synes ved første Øjekast at være et ubehageligt Offer, men de af de handlende, som allerede have lidt Indgreb i denne Rettighed, ville let begribe, at det ikke kunde anses som nogen ny Tyngde eller noget nyt Paalæg, og naar de andre handlende af disses *Ultima coelestum o. s. v., Astræa, den sidste af de himmelske, har forladt Jorden - inventis facile est addere. det er let at udvide Planen. 51 Exempel have lært at indse Satsens Rigtighed, saa vil ingen med synderlig Grund kunne modsætte sig eller gjøre Indvendinger derimod; især naar man vil tage det almindelige Axioma til Hjælp, at dèr, hvor en stor Fordel paa en andens Bekostning vindes, dèr bør ogsaa til den andens Fordel gjøres et stort Offer.

✂ Da Spioner og skjulte Angivere blandt alle forhadte Væsener ere de mest forhadte og, som jeg ovenfor har sagt, virkeligen gjøre Menneskeligheden ubodelig Skade, saa burde disse rent afskaffes; men i deres Sted andre offentligen indsættes i dette Embede, hvis Pligt det altsaa skulde være at blande sig i alle dem uvedkommende Sager, snige sig ind i alle Huse og opdage de hemmelige Gjemmer, hvor kontrabande Vare pleje at forvares. Til at besætte disse Embeder maatte man følge en ganske modsat Regel end den ved Embeders Besætning sædvanligen brugelige, det er: man maatte se paa Ansøgerens Duelighed. Subjekterne maatte ikke vælges uden efter følgende Rangforordning: 1. Kjøbmænd, som ved Smugleri ere blevne bankerot. 2. Forulykkede Skriverkarle og Kontorbetjente. 3. Afsatte Skippere. 4. Andre Tjenestefolk, som have tjent hos de handlende.

✂ Disse Mennesker maatte nyde den fuldkomneste Sikkerhed i Staten, deres Personer være hellige, og Forgribere paa dem straffes som Grimen læsæ majestatis, uden at Alder, Drukkenskab eller Raseri maatte fritage nogen fra Straf for denne Forbrydere. Til den Ende maatte det strængelig forbydes visse unge, balstyrige Herrer at gaa med Kaarde ved Siden paa Goderne, naar de have drukket sig en Rus, paa det deres højadelige Familier ikke skulde have den Sorg og Skam at faa en Misdæder paa sin Stammetavle *).

**) En Student, som gik rolig paa Gaden, blev en Bededags Aften hugget over Handen af nogle Adelsmænd Studenten klagede; men man sagde: at Adelsmændene vare Officerer, der gjorde sig *Grimen læsæ majestatis, Majestætskorbrydelse 52

✂ Antallet paa disse priviligerede Spioner synes mig bedst kunde bestemmes til elleve, én nemlig for hvert Borgerkompagni, og en Oberspion, som kunde staa ved Brandkompagniet. Deres Uniform maatte være udmærket, omtrent ligesom Profossernes ved de andre Regimenter, og i samme Orden maatte de følge eller gaa foran Kompagnierne ved alle offentlige Mønstringer og Parader, som de militære Profosser. Disse Folk kunde bedst vælges iblandt de mange Tyskere, hvoraf Landet nu øverfvømmes; thi da de formodentligen i deres eget Land ikke kunne fortjene deres Underholdning ved anstændigt Arbejde og gavnlig Flid, hvortil slige Landløbere sjælden eller aldrig ere oplagte, saa er det rimeligt, at de i et fremmed Land gribe efter den bedste og fordelagtigste Maade at ernære sig paa; thi om det end skulde ske paa deres Agtelses Bekostning, da siger det intet, siden den dog for det meste er forlist i deres Fødeland; og hvem vil misunde dem et Levebrød, som ingen ærekjær dansk kan modtage?

✂ Det er meget rimeligt, at de kontrabande Vare ved Handelens Frigivelse ville stige til mere end dobbelt, imod hvad hidindtil er bleven med Møje indpraktiseret, og at følgelig Konfiskationerne vil blive saa meget anseligere. Man kan ikke gjøre nogen fuldkommen Beregning over Fordelen for Kongens Kasse ved denne Indretning, men da jeg tror, at det er enhvers Pligt, som udkaster en Plan, at levere en rimelig Kalkul over Fordelen derved, saa vil jeg ogsaa gjøre et lidet Udkast, som ingen, der har sund Fornuft, skal finde overdreven.

✂ Uden at regne Embedsmænd og andre, som ikke henhøre til Kiøbmandsstanden, men som dog ved Smugleri ikke sjælden vinde en ganske anselig Tilvæxt i deres narlige Indkomster, vil næppe nogen nægte mig, at her jo findes to Hundrede Smughandlere i Kjøbenhavn. Af disse handle nogle med store og andre med smaa Summer. For at gjøre dem alle lige *bekvemme til Krigsstanden, hvorfore man ikke maatte regne slige Bagateller saa nøje. 53 vil jeg ansætte Beløbet til halvtredsindstyve betydelige Smughandlere. Hos disse kunde man gjærne, uden at træde Sandheden for nær, paastaa, at der gaves Lejlighed til hver anden Maaned at gjøre en betydelig Konfiskation, i Betragtning af de mange Skibe, som idelig hjemkomme, og som næsten alle have en besynderlig stærk Lugt af Smugleri; men da man i Udkast og Planer hellere maa gjøre Fordelen for liden end for stor, saa vil jeg kuns to Gange om Aaret anstille Husinkvisition hos dem, og er vis paa hver Gang at finde Kontrabande for i det allermindste 10,000 Rigsdaler, hvilket for et helt Aar nøje beregnet beløber sig til en Million ren Gevinst for Kongens Kasse.

✂ En Mand, som ved foranstaltet Husinkvisition befindes at have handlet med Kontrabande, bør ikke straffes uden med at miste Godset. Det vilde være en stor Statsfejl at skille en saadan Mand ved sin borgerlige Frihed eller ved Livet, da det var at berøve Statens Kasse sine Resourcer.

✂ De priviligerede Spioner og Angivere bør aflægges med en god Løn. Man kan ikke for vel betale den Mand, der, for at tjene Staten, skiller sig ved al Agtelse hos sine Medborgere. Jeg tror, at ti pro Cento er ikke for meget, altsaa bliver kuns ni Tønder Guld aarlig tilbage for Statens Skatkammer, og naar den tiende deles imellem de 12 Spioner, saa bør de ogsaa kunne leve honnet deraf, især da jeg er vis paa, at enhver, der eftertænker Sagen og Planen nøjere, vil let befinde, at der er meget stor Rimelighed til, at Summen aarlig kan stige til mere end det dobbelte, da jeg end ikke har tænkt paa de asiatiske Vare under hele Planens Udarbejdede før end nu, og disse upaatvivlelig ville anseligen forhøje Summen.

✂ Den, som vi lønner vel, bør ogsaa vise os Troskab i den Sag, som han lønnes for, i alt andet maa han gjærne for os være et Skarn. Der bør altsaa ubrødeligen holdes over, at ingen af Spionerne selv ere Kontrabandittere; og naar det imod Formodning skulde indtræffe, da kan der ikke statueres for stort Exempel paa Forbryderen. Jeg holder for, at han 54 med sin hele Familie bor uden Naade straffes paa Livet, og det stiax uden Ophold, naar han gribes, paa det han ikke, som andre grove Forbrydere, skulde under en lang Arrest finde Lejlighed til at undløbe. Alle de Personer, som paa nogen Maade enten middelbar eller umiddelbar have været behjælpelige heri eller og fortiet Forbrydelsen, naar de vidste den, bor være lige Straf undergivne, ligesom Skipperen paa det Skib, der har bragt disse Vare hjem, og hver levende Sjæl fra Oberstyrmanden til Skibshunden; ja for end mere at gjøre en saadan Forbrydelse umulig, var det ikke af Vejen, at der med udenlandske Magter blev sluttet Traktater, hvorefter endogsaa Afsenderen burde forfalde i samme Straf.

✂ Naar en af disse Spioner paa Embeds Vegne vilde gjøre Inkvisition i et Hus, da maatte ham gives militære Assistance, og maatte da ikke nægtes ham at undersøge, hvor han selv behagede, opbryde Gulve og Lofter, Skabe, Kammere o. s. v., dog maatte han ikke paa en blot Mistanke nedbryde eller gjøre Huller i Murene, med mindre han stiller forsvarlig Kavtion for sammes Istandsættelse paa egen Bekostning, i Fald intet ulovligt dèr forefandtes.

✂ Endnu vilde vindes den Fordel ved denne Plan, at de mange Toldbetjente, som i Følge samme bleve brodløse, maatte nødes til selv at blive Smughandlere, og folgelig vilde denne Post alene anseligen forøge Konfiskationssummens Beløb. Naar Planen, som af mig alene er beregnet for Kjøbenhavn, blev extenderet over hele Dannemark og Norge, hvor uhørlig en Tilvæxt vilde da ikke Statens Intrader aarligen vinde? Og skulde man da ikke aarlig kunne henlægge en Summa for at fuldføre Friderichs Kirkes Bygning eller, i Mangel deraf, for at nedbryde den?

*Friderichs Kirke, Marmorkirken i Kjøbenhavn.

✂ La richesse permet une juste tierté,
mais il faut être souple avec la pauvreté.

Boileau.

✂

Ellevte Kapitel.
Prænumerationsplan paa det fjerde Oplag af dette Skrift.

✂ Før end jeg gaar videre i at fortælle mine Hændelser, finder jeg mig forbunden til at aflægge en dobbelt Taksigelse, en til mine Kjøbere og en til mine Læsere.

✂ Ved de første forstaar jeg dem, der aleneste kjøbe disse og andre Blade uden at læse dem, og som enten forevige mig i en Samling af alle Slags Skrifter, lige fra Schyttes Stats-Bidenskab indtil Gunders mærkværdige Rejser, eller og prunke med mig iblandt andre Dagens Blade i sin behørige Orden paa et Bord, saa længe, til nyere Blade, ved Tidens Cirkelgang, støde mig ned fra mit Sted for at lade mig forsendes til min og alle andre slige Skrifters endelige Bestemmelse, Urteboden, Køkkenet eller endnu værre Steder. Hvor smertelig end slig en Tanke maa være for en Autor, saa skylder han dog sine Kjøbere Taksigelse for denne korte Ære, i Fald det ellers er rigtigt, at en kort Ære er bedre end slet ingen, og at det dog er fornøjeligere for en Skribent at se sine Skrifter vandre denne Bane end at raadne paa sin Forlæggeres eller Bogtrykkerens Loft. End mere, hvor ofte kan det ikke have hændet sig, at en eller anden Skjønhed har værdiget mit Blad den Ære at give hendes kastaniebrune eller begsorte Lokker det indtagende kunstige Sving ned over hendes svanehvide *La richesse permet o. s. v, Rigdom tilsteder en billig Stolthed, men er man fattig, maa man give efter 56 Hals, som den stedmoderlige Natur havde nægtet dem, og mon ikke alene denne Lykke vel være en nymodens Autorevighed værd?

✂ Mine Læsere derimod skylder jeg Taksigelse af mere end én Aarsag: nogle, fordi de slet intet sige om mine Blade, hvormed kanske ogsaa min Autorkjærlighed bedst er tjent, da jeg i saa Fald har Lov til at fortolke deres Tavshed til min Fordel; andre derimod skylder jeg Tak, fordi de give dem en forskjellig Rang og Klassifikation. Somme sammenligner dem med Aftenposten; andre kalde dem et politisk Rivejærn, hvilket er en større Ære, end jeg nogen Sinde havde formodet mig, da jeg med al min Autorstolthed aldrig har vovet at anse dem for mere, end for en politisk Støvekost. Man behage med mig lidt nøjere at eftertænke Sagen og se da, om jeg ikke har Ret. Den politiske Støv, Rust og Urenlighed ligger saa dybt indgravet i Statens Legeme, at en Rasp eller et Rivejærn nu er det allermildeste Middel til at skruppe det af: men hvem tør vel bruge disse Instrumenter, naar de, hvis Pligt det er at bruge dem, selv finder Fordel ved at lade Gravrusten faa Overhaand. Staten ligner et sygt Menneske, der ikke kan kureres, med mindre der kommer lidet Forgift i hans Medikamenter, hvilket Apothekeren ikke maa udlevere uden Doktorens Attest, men naar nu Doktoren tillige er Præst og, efter anstillet Beregning, befinder, at han vil fortjene meget mere ved Ligprædiken over den syge end ved at helbrede ham, saa faar sandelig Patienten do i Herrens Fred. Jeg tør altsaa med temmelig Sikkerhed sværge paa, at hverken jeg eller nogen anden, meget faa undtagne, har udretter eller vil nogen Sinde blive i Stand til at udrette andet med vores politiske Støvekoste, for at beholde det samme Ord, end at vi kanske en og anden Gang har opholdt en eller anden Edderkop i ti Minutter fra at spinde videre paa sin Væv.

✂ For nu at komme til min Materie igjen, saa var den høje, skumle, sorte Mand, i hvis Hænder jeg faldt, ingen anden end en Angiver, som levede ret godt af sine Medmenneskers 57 Ulykke, og som havde fraskrevet sig al Agtelse i Staten, saa snart som han kom uden for Toldbodens Skranker, for derimod at kunne drikke sig fuld hver Aften paa en Vinkjælder og hver Søndag spise sex Retter Mad, samt forøge deres Antal i Proportion af de Mennesker, som han ved sin Iver for Statens Vel og Nidkjærhed i at opfylde sine Pligter bragte til at leve ved bare Vand og Brød.

✂ Denne Mand vandrede nu omkring i sit Kald, men meget bekymret over, at Naturen ikke havde skjænket ham mere end ét Ansigt, hvilket til hans Skade nu var bleven saa almindelig bekjendt, at der i hele Kjøbenhavn ikke var en eneste Kjøbmand, paa hvis Kontor man ikke kunde finde hans Silhouette, hvorover han ogsaa havde begyndt at tabe sin Agtelse paa det eneste Sted, hvor han hidindtil havde vedligeholdt den.

✂ Den Gave, som jeg altid har besiddet, at kjende mine Herskabers Forfatning, Tænkemaade og hemmeligste Anliggenheder, har sat mig i Stand til at levere mine Læsere denne Mands Levnedsbeskrivelse, hvilket jeg haaber ikke vil være dem ubehageligt. Frygt for Afsætning paa disse Blade er den eneste Aarsag, hvorfore Mandens Silhoueite ikke medfølger; jeg har derfore besluttet at bie dermed til et andet Oplag; med det tredje forøgede og forbedrede Oplag skal hans Brystbillede og flere berømte Personers Portrætter, som i disse Blade blive nævnede, leveres stukne af den samme duelige Mand, som stikker kjøbenhavns Skilderi og ulykkelige Hændelser; dersom jeg er saa lykkelig at opleve det fjerde Oplag, da skal deres hele Korpus illumineret medfølge. Men da jeg ved dette Oplag har i Sinde at sørge for, at alting kan blive saa nitid som muligt, og det er bleven mig sagt af Ewalds Skrifters Udgivere, samt Besørgerne af Lommebogen for Skuespilyndere for Aar 1786, at man her i Dannemark ingen gode Kobbere *Ewalds Skrifters Udgivere o. s v. I Fortalen til tredje Bind af Ewalds Skrifter oplyser Forlæggeren Chr. G Proft, at han havde mødt Afslag og Benægtelse alle Vegne hos Kunstakademiets Medlemmer, da han opfordrede dem til at illustrere Værket, hvorfor Kobberne i første Del - stukne af Clemens - blev som de blev, og han for de senere Deles Vedkommende havde henvendt sig til Tyskeren Chodowiecki Ogsaa Kobberne i den af Fr Schwartz udgivne "Lommebog for Skuespilyndere" lod overmaade meget tilbage at onske, særlig det af Clemens stukne Portræt af A G. Gjelstrup i Lommebogen for 1786 - Sangklokkerne, Sangværket i Frue Kirke (det brændte 1807) Studenterne paa Regensen gjorde, fra 1712 af, Tjeneste som Ligbærere og forsynedes af de efterlevende med hvide Handsker 58 kan faa stukket, saa har jeg besluttet at lade dem stikke af den første den bedste Fusker i Tyskland for rent at binde Munden paa al Kritik. Og for at bestride alle disse Omkostninger har jeg set mig nødsaget at begjære Prænumeration af 5 Rigsdaler for hvert Exemplar, som paa alle Byens Boglader imodtages, og ombedes Liebhaverne jo før jo hellere at lade deres Navne tegne og betale Prænumerationen, da imidlertid det andet og tredje Oplag snart skal komme for Lyset. Jo før altsaa disse tre første Oplager blive udsolgte, jo før skal Dannemarks Literatur blive beriget med et Værk, der i Henseende til sin typografiske Skjønhed skal overgaa alt, hvad Evropa hidtil har fremvist.

✂

Tolvte Kapitel.
Levnedsbeskrivelsen.

✂ Hr. A. (thi naar jeg vil kalde ham saaledes, saa kommer det ingen ved, enten han havde dette Bogstav i sit Navn, eller ikke) var født af skikkelige og ærlige Forældre, det er at sige: ingen af hans Forældre vare døde i Børnehuset, Rasphuset, Slaveriet eller under Skarpretterens Haand; de vare begge lovmæssigen henrettede af en promoveret Dr. med., begravede med Sangklokkerne og havde givet hvide Handsker til Studenterne paa Regensen. Faderen var af det Slags Embedsmænd, hvis Indkomster ere saa ubetydelige, at de ikke ere i Stand til at 59 give deres Børn en god Opdragelse, med mindre Faderen selv vil indskrænke sig til ingen Maitresse at holde, og Moderen vil afstaa sine Prætensioner paa en abonneret Loge om Vinteren og en ny Silkekjortel, samt en halv Snes Dyrehavs-Rejser hver Sommer. Den lille A.s Fader havde ingen Afholdenheds-Gaver, og hans Moder var bange for at fortørne Gudinden Kirsten Pil, og følgelig maatte Drengen se til, hvad han kunde lære iblandt et Hundrede andre Drenge i en offentlig Skole. Hans medfødte gode Geni udrettede dog saa meget hos ham, at han i sit femtende Aar, da han stod til Konfirmation, ganske godt kunde oplæse paa én Fod Pontoppidans hele Forklaring, med samt de indstregede Stykker, ikke at tale om Luthers lille Katekismus, der var et Smørrebrød for ham. Han skrev ogsaa ganske godt efter linieret Papir og regnede hele Kramers Regnebog igjennem; af Søren Mathiesens derimod kunde han ikke regne et eneste Stykke, hvilket heller ikke var at forlange, da han aldrig i sin Skolegang havde set den.

✂ Den gamle A. havde ikke Evne til længere at holde sin Søn hiemme, han maatte altsaa ud at fortjene sit Brød. Hans gode Fremgang gjorde, at man bestemte ham til Handelen. Han blev sat til en Kjøbmand, som lovede at staa ham i Faders Sted og befordre hans Velfærd, naar han kuns vilde vise blind Lydighed, være tro, flittig, tavs og beskeden. Den unge A. besad virkeligen af Naturen et godt Hjærte og havde, Gud ved hvorledes, faaet meget gode Grundsætninger; han gjorde villig altsaa dette Løfte og gik i Tjeneste.

✂ Strax forelagde hans Principal ham en Kjøbmands Katekismus, med Befaling; at han skulde lære den udenad og nøjagtigen i alle Punkter og Klavsuler efterleve den, hvis han ikke vilde underkaste sig en derpaa følgende vilkaarlig Straf af Principalen. Den unge A. lovede og holdt det. Det syntes ham vel, at den næsten i alle Punkter var aldeles stridende imod den, som han tilforn havde lært, men uden at gruble meget derover, satte han større Tro til en levende Principals end til en død Morten Luthers Infallibilitet. Da denne 60 Katekismus kan være i mange Punkter tjenlig for andre end netop Kjøbmandsstanden, saa skal jeg til Slutning lade den aftrykke, alle dem til Lærdom og Undervisning, som samme kunne behøve.

✂ Det forste, man med al Magt søgte at indprente ham, var den store Lærdom, at Toldsvig er en af de intet betydende Forbrydelser, samt at han virkelig begik en god Gjerning, naar han i deslige Begivenheder reddede sin Principal eller andre fra ubehagelige Følger ved falsk Ed. Man lærte ham de utallige Forbeholdenheder, Reservationer og Udflugter, som man ved slige Lejligheder altid maatte have paa rede Hænder, for at gjøre en i sig selv falsk Ed lovlig og saa vidt muligt overensstemmende med en ikke alt for øm Samvittighed.

✂ Et Par af disse Kneb kan jeg dog ikke undlade at underrette mine Læsere om, da de ere alt for morsomme til, at man skulde lade dem ligge evig begravne i Tavshed, og af den Beskaffenhed, at de kan give Læseren et Begreb om de andre.

✂ A. tillige med to af hans Kammerater bleve en Nat grebne af Toldbetjenterne, just da de vare i Færd med at indsmugle nogle Pakker Fløjler og Silketøjer. De saa' ingen Redning uden at flygte og lade Godset blive i Stikken. Mørket havde just ikke gjort dem ganske ukjendelige, men da Toldbetjenterne ikke vare i Stand til at overbevise dem, saa blev dem paalagt Ed, hvilken de frimodigen aflagde: at ikke en eneste af dem havde været Medhjælper dertil eller Medvidere deri. Deres Samvittighed var let beroliget med den lille Forbeholdenhed: at ikke en eneste af dem, men vel alle tre tilsammen vare Gjerningsmændene.

✂ I Krigens Tid var hans Principal bleven mistænkt for, at han imod Love og Traktater under sit Navn udrustede, tilladede og afsendte Skibe, som hel og holdne med Ladning og alt tilhørte de krigende Magters Undersaattere. Saaledes blev et af hans Skibe, som gik under dansk Flag og med danske Dokumenter, af en engelsk Kaper optaget som et Skib, der tilhørte Hollænderne tillige med Ladningen. Kjøbmanden 61 saa vel som alle hans Folk bleve paalagte Ed, og de so'r paa, at Skibet ikke tilhørte nogen Hollænder, med den Reservation i deres Tanker, at det tilhørte en tysk Kjøbmand, som var bosiddende i Amsterdam.

✂ Saaledes tjente den unge A. sin Principal tro og redelig i nogle Aar, da Kjøbmanden paa sin Side ogsaa vilde være betænkt paa at holde sit Løfte. Han overtalte den unge A. til at gifte sig med hans Stupige, som han, for at spare sin Kone en ubehagelig Opdagelse, var tjent med at skille sia, ved, og lovede ham et Tusende Rigsdaler, hvormed han for egen Regning kunde begynde en liden Handel.

✂ Med Glæde modtog A. dette Tilbud. Han blev Mand, Fader, Borger og Kjøbmand næsten paa én Gang og begyndte nu at drive sin Handel. Han havde ved Erfarenhed set, at der udfordres større Summa end et Tusende Rigsdaler for at drive Smughandel med Eftertryk, naar man ikke vil udsætte sig for paa én Gang at blive ruineret; han besluttede derfor at lade denne Handelsgren være urørt og overlade den til andre, der havde de hertil fornødne Egenskaber.

✂ Men snart mærkede han, at han ved at handle med indenlandske Vare hastig maatte gaa bag af Dansen. Han kunde ikke begribe Aarsagen dertil. Han forespurgte sig, og man svarede ham, at Fabrikkerne have lige saa vel som Kjøbmanden Tilladene til at sælge sine Vare i store og smaa Kvantiteter, at man paa en Fabrik, lige saa vel som i en Krambod, kunde kjøbe en halv Alen Klæde, en Alen Baand o. s. v., at følgelig Fabrikken altid kunde sælge for lettere Pris end Kjøbmanden, og altsaa let tage al Næring fra den handlende. Han sukkede derover og tav, thi der var en Lov, som tillod det, hvilken han ikke kunde rykke.

✂ "Saa maa da", sagde A., "Fabrikkerne være uendeligen rige, især da en Del af dem ere anlagte uden for Byen, hvorved de spare Konsumtions-Afgift af deres behøvende Vare og mange andre Byrder, der trykke Kjøbstedmanden?" - "Langt fra," svarede hans Ven. "Nogle enkelte, som drives for en 62 privat Mands Regning, kan nok bestaa, i Fald de ere af den Beskaffenhed, at Kongen behover deres Vare, thi da kan Fabrikanten nok forliges med vedkommende om slette Vare og høj Pris; men drives de derimod for Kongens eller et vidtløftigt Interessentskabs Regning, da kan de umuligen bestaa. Kostbare Bygninger maa da opbygges, Direktører, Sekretærer, Bogholdere, Kasserere og flere saadanne Rovfugle lønnes, Haver, Alleer og andre Spaseregange anlægges, Lysthuse bygges, ja kanske vel endog Bordeller oprettes til Brug og Fornojelse for Direktionen, og alt paa Fabrikkens Bekostning, saa at inden man kan komme til at røre en Haand ved det væsentlige af Indretningen, saa er som oftest de tre Fjerdeparter af den dertil bestemte Kapital, ja undertiden mere, bortsmeltet, og det til Ting, der ere lige saa lidet nødvendige til Indretningen, som Mahogni Kommoder til en Hestestald."

✂ "Nu begriber jeg da," sagde A., "hvorledes det kan gaa til, at vores Fabrikker, foruden at ruinere Kjøbmnnden, ogsaa ødelægger sig selv; men det gjælder dog, Gud ske Lov, ikke om alle. Man har, for Gxempel givet Privilegier til Kattuntrykkerier i det Slesvigske, og med den storste Glæde maa enhver Patriot se Virkningen deraf. De dèr forarbejdede Vares Pris og Bonitet ere sandanne, at man skulde sværge paa, at det vare engelske og tyske Kattuner." - "Man skulde sværge paa," afbrød hans Ven ham; "nej, sværg ikke derpaa, thi der staar jo danske Stempler paa, og endnu har ingen paataget sig at bevise, at de engelske eller tyske Stempler ere afklippede." - Og dermed forlod han A. i dybe Tanker om, hvad Vej han skulde tage med sin Handel.

✂ A. mærkede nu, at han ikke paa nogen Maade kunde begaa sig, med mindre han ligesom hans Herrer Kolleger drev Smughandel. Nogle Aars Tjeneste hos en af Byens storste Kontrabandittere havde givet ham al den fornodne Indsigt i denne Næringsvej; han begyndte den, drev den med Forsigtighed og var lykkelig. En kort Tid gjorde ham fra en Prakker til en Mand, som man paa Borsen tog Hatten af for. Til 63 sidst lod han sig forblinde af Gjerrigheden, denne Rod til alt ondt. Han var ikke fornøjet med at være formuende, han vilde være rig. Han vovede alt, hvad han selv ejede, og al den Kredit, han kunde faa, og i et uheldigt Øjeblik bleve hans Vare optagne paa Vejen. Man fattede Mistanke, at det var hans Vare. men han so'r sig fri.

✂ Imidlertid vare hans Sager ved dette Tab blevne satte paa saa slet en Fod, at han saa' sig nødt til at opgive alting til sine Kreditorer. Hans forrige Principal, som dog ikke var den fornemmeste iblandt dem, havde ikke længere Aarsag til at hjælpe ham, især siden A.s Kone i Smaakopperne var blevet en ganske anden Person end før; han lod altsaa A. slæbe i Slutteriet, hvor han i et Par Aar maatte sidde, imedens at hans Kone og Børn gik om paa Gaderne at tigge.

✂ Endelig slap han ud, da hans forrige Principal ikke længere vilde holde ham paa sin Bekostning indsluttet, og nu var det, at Hævn og Forlbitrelse indgav A. den Beslutning at blive Spion, for at bygge en tilkommende Lykke paa sin forrige Principals og, om muligt, paa det hele menneskelige Kjøns Ulykker og Ruin. -

✂

Trettende Kapitel.
Kjøbmands-Katekismussen *).

✂

Fjortende Kapitel.
Bevis paa Sandheden af det store Ordsprog:
Sic vos non vobis fertis aratra boves.

✂ Nu havde da min ny Herre saa længe øvet sit Haandværk som Angiver her i Byen, at han var bleven saa kjendelig, at ingen af de fem Sanser, hvormed en Kontrabandit, saa vel som andre Mennesker, er begavet, kunde tage fejl af ham paa en lang Distance. Han saa' sig altsaa i Fare for paa ny igjen at geraade i Armod og frygtede for at maatte nødes til snart at afkorte alt for stor Portion af de sex Retter Mad, hvormed hans Bord saa ofte var besat.

✂ Her i Byen, tænkte han, vil din Fortjeneste herefter blive meget ubetydelig. Uagtet det strænge Inkognito, hvorunder du hidindtil paa Toldbodens Vegne har krydset, har du dog været saa ulykkelig at blive bekjendt; man fragter for dig, man holder Spioner imod dig, og om Morgenen véd allerede enhver Mand i Byen, som det er angelegent, hvor du vil indfinde dig, og hvad Gade du vil gjæste om Eftermiddagen; her maa søges andre Udveje, om du ikke vil sulte ihjel.

✂ Han vidste, at det ikke var de kjøbenhavnske handlende alene, der drev kontrabande Handel, men at man ogsaa i de meget smaa Kjøbstæder undertiden finder meget store Mænd i denne Videnskab; han besluttede at hjemsøge dem, lejede sig derfor en Bondevogn og kjørte ud af Byen.

✂ Det var allerede Nat, da de forlode Byen (thi Spioner hører til den Pestilense, som kryber i Mørket), og de havde kjørt omtrent en Mils Vej, da de bleve nødte til at standse ved en Bom, som var slaaet tvært over Vejen og var lukket i Laas. Min ny Herre vidste ikke, hvad dette skulde betyde, et Bevis paa, at hans Udvandringer uden for Kjøbenhavn aldrig, i det mindste ikke i de senere Aar, havde været betydelige.

*Sic vos non vobis o. s. v, saaledes trække I Oxer ikke Plovene til bedste for eder selv 74

✂ Men Bonden forklarede ham snart, at her skulde betales Penge for de ny Veje, og at man saaledes maatte punge ud med Skillingen hver eneste Mil, og det endogsaa paa de Steder, hvor de ny Veje endnu ikke vare færdige.

✂ Bonden steg af og gik ind i det ved Siden af Bommen opbygte Hus for at betale sin Skat, men kom ikke ud igjen, hvorover Tiden til sidst faldt min Herre saa lang, at han steg af Vognen og gik ind for at hente ham.

✂ Han fandt ham siddendes ved et Bord med en Tobakspibe i Munden, et Krus Øl og et Glas Brændevin for sig. Efter nogle igjentagne Anmodninger fik han ham endelig til at fortære det, tænde Ild paa en ny Pibe Tobak og forlade et saa kjært Sted. De gik ud, betalte deres Bompenge, satte sig paa Vognen, og hyp, nu rullede de videre fort.

✂ Efter en kort Tavshed begyndte Bonden, som ved Øllet og Brændevinet var bleven lidet opmuntret, at faa Munden paa Gang. "Saaledes", sagde han, "er det, at man piner og udsuer os arme Bønder paa alle mulige Maader. Fordi vi taalmodigen bærer tyve trykkende Skatter og Byrder paa én Gang, saa tror man, at vi skal bære den en og tyvende med, og saaledes forøger de vores Byrder med en om Gangen, indtil vi til sidst rent synker under vores Tynger. Saaledes har vi nu selv maattet kjøre hver en Sten til Vejen, som er bleven brugt, og det gjorde vi med Glæde, i Haab om at vi med Tiden skulde spare det paa vores Kjøretøj, naar vi fik gode Veje; men, des værre! det gaar sjælden efter den fattiges Tanker, naar han tænker noget godt. Nu maa vi betale Skat vores eget Arbejde. Man siger vel, at Bonden kan forøge Prisen paa sine Vare i Forhold efter disse og andre Afgifter; men den, der siger dette, han véd ikke selv, hvad han snakker; han tror formodentlig, at det er Bonden, der bestemmer Torvekjøbet, da det dog uimodsigeligen er Kjøbstedmanden. Desuden kommer jo de fleste Vare til Skibs til Kjøbenhavn, og naar Bonden hidindtil allerede har haft vanskeligt nok for at holde Pris med Skipperen, hvorledes skal han da kunne gjøre 75 det nu om Stunder, da han maa svare saa mange Bompenge, baade for Ud- og Hjemrejsen, som Skipperen er aldeles fri for? Det hedder, at det er nødvendigt for Kongens Interesses Skyld, og det kan gjærne være, thi det er noget, som jeg, som en stakkels Bonde, ikke forstaar mig paa at disputere om; men det synes mig dog underligt, at det skulde være Kongens Interesse at faa et Land fuldt af forarmede Bønder, hvilket vil blive den sande Følge af dette og flere saadanne byrdefulde Paalæg; thi naar en Bonde, der har ti til tolv Mile at kjøre med sit Torvelæs, hvorpaa han ofte ikke fortjener mere end tre til fire Mark, skal betale Bompenge for Ud- og Hjemrejsen paa fire og tyve forskjellige Steder, og siden Konsumtion, Accise og flere Afgifter, samt Natteherberge, Stalderum med mere, saa kan den største Dosmer let udregne hans Fordel."

✂ "Det forekommer mig, som du har Ret, min gode Mand!" sagde min Herre, "uagtet jeg ikke synderlig forstaar mig paa Statssager*), men saa meget kan jeg se, at du har endnu glemt en væsentlig Ulykke ved disse Bomme, den nemlig, at de vænner jer til at drikke op paa Vejen den lille Fortjeneste, som I en eller anden Gang ved et godt Marked kan have tilovers fra Bompengene og andre Afgifter. Jeg ser, at Bommændene handle med Øl og Brændevin; enten de har Tilladelse dertil, eller det er Smughandel, det véd jeg ikke; og hvem, som kjender den undertrykte Bondes Tænkemaade i Henseende til sin Økonomi, vil ikke undre sig over, at lian er glad over enhver Anledning, der gives ham til at drikke op, hvad han har."

✂ Under disse og andre Samtaler kom min Herre til sit Bestemmelsessted. Det forstaar sig, adskillige Bomme bleve oplukkede for dem paa Vejen imod vedbørlige kontant Betaling, adskillige Sopkener fortærede og adskillige Piber Tobak røgede, **) Min Herre var ingen Politicus, uagtet han var en Skjælm, en Sats, som gjælder om utallige flere Skjælmere Kjære Læsere! vend Satsen om, og sig mig da, hvor mange Politici vi har, der ikke ere Skjælmere! 76 saa at Bonden, der, som han selv sagde, kuns havde gjort et slet Marked, ufejlbarligen, naar han kom hjem og beregnede sin Beholdning, maa have anset den Nødvendighed at bringe sine Vare til Kjøbenhavn som en anden ikke lidet trykkende Skat og Paalæg*).

✂ Nu snusede min Herre alle Vegne hemmeligen omkring for at opdage en Fangst; det lykkedes ham ogsaa at opdage, at en Jøde i denne lille Kjøbstad havde, Aftenen før end min Herres Ankomst, faaet en anselig Del Kontrabande ind i sit Hus. Strax begav min Herre sig tilbage, angav det og kom snart igjen med en Kammerordre til Husinkvisition hos Jøden. Han undersøgte, ved Assistance af Toldbetjenterne der paa Stedet, alle mulige Steder, om de endog ikke vare større, end at de næppe kunde rumme en Kardus Tobak, men fandt aldeles intet.

✂ Da Inkvisitionen var forbi, aabnede Jøden sit Chatol, tog min Herres Silhouette frem og viste ham med dette Spørgsmaal: om han troede at være ubekjendt der i Byen, og at man ikke skulde have vidst, at han havde været paa Stedet, før end man saa' ham som Inkvisitor?

✂ "Rejs hiem min Herre!" sagde Jøden til ham, "og vær glad, at De slipper helskindet her fra. I Fortrolighed vil jeg sige Dem, at jeg rigtig nok havde kontrabande Vare i mit Hus, men da jeg fik Deres Ankomst at vide, flyttede jeg dem ind til min Nabo, i hvis Hus de nu ere; der tør De ikke inkvirere, før end De faar en ny Kammerordre, og, inden De kommer tilbage med den, skal Varene igjen være enten her eller anden Steds. Desuden maa De vide, at jeg og min Familie i Kjøbenhavn, formedelst Pengelaan og andre slige Kjøbmands-Maximer, staar i saadan Forbindelse enten med **) At jeg her siger Bondens Nødvendighed at føre sine Vare til Kjøbenhavn , kan kanske af mange anses for et Parador Jeg forbeholder mig ved en anden Lejlighed at vise Rigtigheden af min Sats, hvilket Bevis paa dette Sted vilde føre mig alt for langt af min Vej. 77 nogle af de høje Herrer selv, eller med deres Koner, eller med deres Børn, eller med deres Maitresser, at ingen saadan Ordre er nogen Sinde udgivet eller kan udgives, uden at jeg og mine Medbrødre bliver først underrettede derom for at kunne tage vores fornødne Præcautioner. - Farvel! min Herre! en lykkelig Rejse, og formeld min underdanigste Kompliment til de høje Herrer, der sendte Dem!"

✂ Forvirret, skamfuld og tavs gik min Herre til Fods tilbage til Kjøbenhavn, i Steden for at kjøre i Karet, som han havde foresat sig, naar hans Tog var faldet lykkeligt ud.

Der maa visselig være en Hob geskjæftige vadsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynde at fermentere, saa snart han ser et Stykke Papir; eller han i Steden for Blod maa have Blæk, som løber om i Aarerne.

Pernille i Comoed. den Stundesløse.

✂

Femtende Kapitel.
Fortalen Nr. 2.

✂ Fra Poetens Horatii Tid, der levede i Visdommens eller, maaske rettere, det latinske Sprogs Guldalder, ja vel længere tilbage i Tiden, muligt endog førend Cadmi Dage, og altsaa før end endnu den græske A B C-Bog var i sin komplette Stand, har det været en almindelig Klage, at der snarere blev skrevet for meget end for lidt i Verden. Horatius er vred derover, naar han siger:

✂ - - - - - - Tenet insanabile multos scribendi

✂ cacoëthes - - - - - -

✂ og de kjøbenhavnske Recensentere klage over, at det er umuligt, endog for den højeste iblandt dem, at titte ud over den Stabel uanmeldte Skrifter, som omringer dem, med mindre de træder paa adskillige Forfattere. Denne Skrivesyge har, saa længe Skrivekunsten har existeret, været en Gjenstand for *Tenet insanabile o. s. v., mange lide af en uhelbredelig Skrivesyge - Citatet findes for øvrigt ikke hos Horats, men i Iuvenals syvende Satire. 79 manges Klagemaal. Man har skrevet Bøger om alle de Ting, som ere til, ja endnu om meget mere. Der kan ikke findes saa ubetydelig en Ting, at den jo har sin Bog; en Del have skrevet om noget, nogle om intet i en bogstavelig Mening, men utallige ere de, der have skrevet om intet i en virkelig Forstand; ja, det synes endogsaa, som man kunde have den billigste Grund til at frygte for, at vores Efterkommere aldeles maatte mangle al Materie til at skrive om. I gamle Dage kaldte man enhver Skribent en lærd Mand, og nu om Stunder giver man ogsaa i Almindelighed Skribenterne denne Benævnelse; nu vrimler der i vore Dage af Skribentere; altsaa, maa man slutte, vrimler ogsaa Verden af lærde Mænd. Der gives de, som ikke vil tilstaa Rigtigheden af denne Slutning, men disse maa vistnok selv ikke have lært Skribent-Professionen og altsaa misunde andre et Prædikat, som de dog selv inderlig attraa.

✂ I forrige Tider var Lærdommen og Skribent-Professionen, ligesom alle andre Haandværker, indskrænket til et Lav, og Mesterne i samme levede, ligesom alle andre Mestere, meget godt af deres Hænders Gjerninger; men i de senere Tider har Lavet vidst at forskaffe sig Løn for at være lærde; og da det er en upaatvivlelig Sandhed, at man altid virkeligen er det, som man har Løn for at være, saa behøver Lavsmesterne nu om Stunder ikke at skrive Bøger for at overbevise Verden om, at de ere lærde Mænd. De befinde desuden, at Skribent-Professionen fordrer Arbejde, hvilket de ikke behøver at plage sig med, da de kan anse sig selv som Embedsmænd, der ere gaaet af paa Pension, eller og som Proprietærer, der leve af deres Jordegodser. Følgelig har de fundet deres Regning ved at uddele deres Skribent-Frihed i smaa Portioner, paa samme Maade, som man deler en Bondegaard paa sexten Tønder Hartkorn i fire eller flere mindre Gaarde. Disse smaa Portioner udhøkre de nu til en stor Hoben Frimestere, der som oftest maa gribe til denne Profession af Sult; thi Erfarenheden lærer, at det gaar dem, som Frimesterne i 80 Skomagerlavet, der maa sælge ethvert Par Sko og Pampusser, lige iaa snart som de faa dem færdige, for saa ringe Pris som muligt, blot for at fortjene Livets Ophold; da derimod de formuende Lavsmestere kan gjøre nogle Hundrede Par færdige, hvormed de rejse til Marked, og derved fortjene dobbelt paa ethvert Par, imod hvnd den stakkels Frimester kan fortjene, uden at tale om den Ære og Agtelse, som de erhverve sig i Verden ved deres store Oplag. Ligeledes ere Skribent-Frimesterne nodte til at sælge deres Arbejde i smaa Partier for den Naadegave, som en velbyrdig Boghandlers Barmhjærtighed vil unde dem, i Fald han ikke, ved at veje Pjecen i sine Hænder og ved at beregne Skribentens Anseelse, finder for godt at erklære den aldeles uduelig. Heraf kommer det, at man overmaade sjælden finder en Bog, som koster mere end en Rigsort; og dersom ikke en enkelt Lavsmester, eller en og anden formuende Frimester drev Professionen af Kjærlighed til den, eller nogle sloge sig sammen for at lave Plukfisk af Tusende forskjellige Slags Madvare, saa vilde en Bog i Folio eller Kvart Format eller et Skrift i mere end én Tome være et Særsyn i Danmark.

✂ Men, vil man sige:

✂ "Spørg ej, hvor meget en Forfatter skrev,
men spørg, hvor godt og skjønt det blev".

✂ Det kommer ikke an paa at skrive Bøger i Folio og Kvart Format, eller i mere end én Tome, men Sagen er at skrive godt det lidet, som mon skriver. - Ganske rigtig, Skrifter kan og maa ikke vejes af Stadsvejeren, og jeg ved meget vel, at der findes store Skrifter, hvori man skal have Møje ved at finde en halv Side, som en tænkende Læser kan udholde at gjennemlæse, ligesom der ogsaa findes smaa Pjecer, hvor man ønskede at kunne læse Bindet med; men der gives Materier, som ikke kan afhandles uden enten i store Formater eller i vidtløftige Værker, og dem er det, at vores Lavsmestere enten ikke kan eller ikke vil give os, saa at vi nødes til at liente saadant fra fremmede Lande, hvor denne 81 Mangel ikke findes. Derimod vil ingen kunne nægte mig, at man iblandt de utallige smaa Skrifter, hvis Existens Aviserne og Visekærlingerne bevidne, skal have Møje for at finde noget godt. Aarsagerne hertil ligge tydelig for Dagen: Skribent-Lavet har ikke nær saa herlige Privilegier som andre Lav. Naar en Skrædder eller anden Borgermand enten er kjed af eller ikke kan leve ved sin Haandtering, saa bliver han Skribent, og ingen kan formene ham det; men lad en Skribent, som ikke kan leve ved sin Profession, sy Klæder for Folk eller holde Avktioner paa Børsen, da vil vedkommende snart sætte en Pind for dette Indgreb i deres Privilegier; og heraf kommer de mange Fuskere og Bønhaser, som findes i dette Lav, frem for i andre.

✂ Skribenten er saaledes den Haandværksmand, som Hænderne ere allermest bundne paa, og hvor var det ikke at ønske, at vedkommendes Menneskekærlighed vilde forskaffe ham den samme Rettighed til at gjøre Indgreb i andre Lavs Privilegier, som disse have til at gribe ind i hans. Ingen vil vel nægte, at det jo var uendeligen bedre, om en forulykket Skribent fik Lov til at ernære sig med Saxen eller Sylen, om han kunde, end at han skulde sulte ihjel. Det synes overmaade rimeligt, at det aldrig har været Skaberens Vilje, at enkelte af hans Skabninger, som han har udrustet med sunde Lemmer og stærke Arme, skal omkomme af Mangel, blot førdi de ikke have Penge til at kjøbe sig Tilladelse til at bruge disse Arme til det, hvorved de dagligdags se tusende af deres Medmennesker at fortjene Livets Ophold. Naar enhver havde fuldkommen Frihed til at bruge sine Hænder, til hvad han kunde, da først vilde vores Haandarbejder med stærke Skridt nærme sig til Fuldkommenhed; vi skulde ikke se nær saa mange Fusker-Arbejder som nu; thi at Skrivefriheden frembringer saa mange usle og elendige Arbejder, dertil ligger Grunden ikke i denne Friheds egen velgjørende Natur, men i den overvejende Lyst, som utallige Mennesker have, til hellere at kjøbe og læse de slette end de gode Skrifter, naar man derimod ser alle andre 82 Haandværksfolk meget nøje paa Fingrene i Henseende til deres Arbejders Godhed og Nethed. Endnu én velgjørende Følge vilde Lavenes Ophævelse og en fuldkommen Næringsfrihed bringe med sig. Ikke nær saa mange Mennesker, som nu, vilde af Trang drives til at gribe til ulovlige Midler at ernære sig ved. Det var en Fornærmelse imod vedkommendes Forstand, om man tvivlede paa, at de ikke længe havde indset Rigtigheden af denne Sætning; da de altsaa kjende Mangelen uden at raade Bod paa samme, saa maa man tro, at de drage Fordel af andres Forbrydelser, og at de have hemmelige Aarsager til at lede deres Medmennesker ind i Fordærvelsens Afgrund, ligesom nogle Husværter maa have deres hemmelige Aarsager, hvorfor de i indfaldende Snevejr kaste det Bræt, som Ligger over deres Rendesten, op paa Fortovet, paa det at den ene af de igjennem Sneen opstaaende Jærnhager kan gribe fat om de forbigaaendes Fødder og kaste dem over Ende, da det bliver den anden Jærnhages Sag at lemlæste eller, efter Omstændighederne, at dræbe dem.*)

✂

Sextende Kapitel.
Forklaring over, hvad denne Fortale vil sige.

✂ Det er en afgjort Sag, og som Dagens Historie - for at bruge Dagens Sprog - tydeligen beviser, at enhver, som kan føre en Pen, skriver, og at alle de, som ikke kan forrette andet eller nære sig paa anden Maade, agere Skribentere. Saa utallige, som disse Skribentere ere; saa forskjellige, som **) Alene i Myntergaden, denne lille og ubetydelige Gade, kunde man i Frostens Tid tælle 47 saadanne opstaaende Fodangler eller Morderjærn, hvoraf man kan slutte, hvor overmaade let det er at blive lemlæstet i denne Gade om Aftenen, især, da det er en uomstødelig Sandhed, at Lygter, hvori der intet Lys brænder, umuligen kan advare de forbigaaende om deres Fare. 83 de Materier ere, hvormed de øve sig; saa forskjellige maa ogsaa deres Hensigter være, og de Bevæggrunde, som drive dem til at øve dette Haandværk.

✂ Avisskriveren maler sine Blade fulde for at kunne more Verden med hjemmegjorte Løgne, og uagtet han forud véd, at han i næste Blad maa igjenkalde samme, saa finder han dog alligevel en virkelig Spekulation derved, siden han ellers maatte mangle Materie til at fylde samme med. Det er ham en sand Glæde at kunne fortælle Verden sit eget Lands løgnagtige, ja endog ofte skandaløse Historie. Hver Sottise, som hans Nation begaar, er ham kjærkommen, thi den fylder hans Blade. Hans Hjærte fryder sig over at kunne berette den hele Jordklode, hvorledes Publikum - jeg siger dristig, med hans Tilladene: Pøbelen - har i en Olædesrus begaaet den Dumhed, at trække en ledig Vogn hen til Remissen; en Handling, som aldrig nogen kunde falde paa at udbasune undtagen en Avisskriver, som selv har været én af Stanghestene. Nej, Sagen forholder sig saaledes: Publikum trak Vognen, saa længe der var noget i den, som de troede at fortjene denne udmærkede Agtelse, og siden overlod Publikum den ledige Vogn til Pøbelen.

✂ Historieskrivernes - vel at mærke, de nymodens Historieskriveres - Hensigt med deres Arbejde, er at blive læst i Ammestuer og at kunne more Kærlinger med sine Æventyrer, Aftenpostens at skaffe Tjenestepigerne noget at tale om ved deres Torvespand og siden at forsyne Urteboderne med Makulatur. Samlerne udgive deres adskillige Samlinger, fordi de, ligesom Vandbierne, finde det mageligst at leve af andres Arbejde; og Tilskueren maa skrive selv, rimeligvis fordi han ikke kan finde nogen habil Tømmermester, der vil paatage sig *Aftenposten, Kjøbenhavns Aften-Post, (1772-1810), grundet af den bekjendte Agent H. Holk, udkom med to Numre om Ugen. - Tilskueren var en hyppig forekommende Titel paa Tidsskrifter i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. Den, her sigtes til, er ikke Rahbeks "Den danske Tilskuer", som først begyndte at udkomme 1791, men rimeligvis,,Tilskueren i Kjøbenhavn", der udkom i 1788. 84 at tilhugge de Materialiei, som han bringer til Hus. Om ham kan man for det meste sige, hvad Erasmus Montanus siger om sin Broders Jakobs Vers: skjønt det er formaliter meget slet, saa er det materialiter ypperligt. Udførelsen, som er det fornemmeste, fattes.

✂ Recensenten - og dertil horer nu om Stnnder Folk af alle Professioner, lige fra den lærde af og indtil Hosekræmmeren - skriver, fordi et fatum inevitabile, eller en uundgaaelig Skæbne, har skrevet i Stjærnerne, at han skal berige Verden med sine lærde Arbejder: og da han véd, at den, der enten ikke kan eller ikke gider udarbejde noget nyt, dog altid er i Stand til og slipper lettest fra at opsøge andres Fejl, saa holder han sig ved dette Arbejde som det mogeligste. Disse Folk kan man med megen Rigtighed ligne ved en Flok Børn, som man paa Landet sætter omkring et Bord for at rense gule Ærter; de pille alle de sorte og ormstukne bort, og naar de kan komme til dermed, og ingen ser efter dem, saa luske de sig ofte til at tage nogle af de gode Ærter med, eftersom de véd, at alt det udpillede tilhører dem og er deres Legetøj. Ikke sjælden hænder det sig dog siden efter, at de blive uenige i Legen og slænge hinanden Ærterne i Øjnene, hvorved Forældrene kommer efter deres Bedrageri. Besynderligt er det ellers, at disse Folk aldrig kjedes ved deres Profession, skjønt den ikke indrenter dem andet end Had og Forfølgelse. Naar de en Gang ophøre med dette Arbejde, kan de næsten altid sige med Bødkerdrengen, der, i den Tid han gik til Konfirmation, bragte Præsten en Ballie; Præsten spurgte ham: "Hvad har din Fader fortjent med denne Ballie?" hvorpaa Drengen andægtig foldede sine Hænder og svarede: "Guds Vrede og Unaade, timelig Død og evig Fordømmelse."

✂ En Satyrikus skriver for at høvle den hele Verden lige, uagtet han maa se paa, at der under hans Hovl springer én Knast ud efter den anden. Paskillanten for at hævne sig, ja ofte endogsaa uden at have Grund dertil, men blot fordi han hader alle Mennesker, og ønsker sig igjen at blive hadet af 85 alle for siden at kunne anse sig som Sandhedens Martyr. Komedieskriveren, for enten at blive applauderet eller og udpebet, hvilket meget ofte kommer ham ud paa ét; thi han kjender ogsaa Sandheden af det gyldne Ord:

✂ - - - quaerenda pecunia primum est.

✂ Poeterne - denne utallige Flok - skrive, fordi de maa skrive. Det er alle Mennesker bekjendt, at disse Folk i alle Verdens Aldere og i alle Klasser, baade gode og slette, ypperlige og maadelige, lige fra en Baggesen og Fritimernes Forfatter af, og saa dybt, som Tanken kan nedstige til en Fohlmann og Werning, alle have haft og endnu have Trang at kæmpes med. Kuns Frankrig har haft en Madame Tencin, *Quaerenda pecunia o. s. v., det gjælder først og fremmest om at tjene Penge. - "Fritimernes" Forfatter, Thomas Christofer Bruun (1750-1834). Det nævnte Skrift, "Mine Fritimer eller Fortællinger efter Boccaccio og Lafontaine" (1783) blev paa Grund af sin Smudsighed ikke blot konfiskeret og paaførte Forfatteren en Mulkt, men gav ogsaa Anledning til, at Regeringen gav Politimesteren det latterlige Paalæg, at han, "saasom man maa slutte, at Forf. er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, har at paase, at han møder hos vores Biskop Balle, hvor han skal undervises deri i tvende Præsters Nærværelse.. Skulde han findes uvillig eller stridig, da ville vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset" Bruun "modtog med Taknemmelighed den ham tilbudne Undervisning og Raadføvelse af de tilstedeværende Præster", men vedblev for øvrigt at udgive mer eller mindre frivole Bøger I Slutningen af forrige Aarhundrede havde han et ikke ringe, men meget ufortjent Ry som humoristisk Digter; den Maade, hvorpaa Heiberg her sammenstiller ham med Baggesen, der med rette havde vundet et Navn ved sine 1785 udkomne "Komiske Fortællinger", viser, at han paa den Tid var en af hans mange Beundrere - Fohlmann og Werning, to obskure Forfattere, af hvilke den sidst nævnte 1792 kom i Forbedringshuset her og senere i Tugthuset i Kristiania for Bedrageri -Madame Tencin, Clandme Alexandrine Gnérin, Marquise de Tencin, 1681-1749, førte, efter til sit tredivte Aar at have været Nonne, et meget ryggesløst Liv i Paris og var bl. a. Regentens, Philip af Orleans' offentlig erklærede Maitresse; hun var Moder til d'Alembert, der blev udsat som Hittebarn Paa sine gamle Dage skrev hun frivole Romaner og samlede en Mængde literære Berømtheder i sin Salon. 86 hvis ædle Hjærte paatog sig at skjule hendes Tids Poeters Nøgenhed med Fløjels Buxer, en Prydelse, som næppe nogen dansk Poet, af Mangel paa slig en Beskytterinde, endnu har været i Stand til at bære. Disse Folk ere altsaa nødte til at skrive; kuns med den Forskjel, at baade Æren og Maven driver den første Klasse af dem til at arbejde, men den sidste Klasse begejstres alene af Tarmene; disse staa i Forbund med Døden og Doktorerne, og naar det hænder sig, at deres Bundsforvandte blive dem utro, saa maa de ofte sige, som Graveren til sin Kone: "Hvad skal vi nu faa at spise, da vi ingen Lig har?"

✂ Kort sagt: alle Mennesker skrive; hver har sin Bevæggrund, og naar man hos en eller anden ikke kan angive nogen anden Grund, saa ligger den upaatvivleligen i Pernilles Ord, som jeg har valgt til Opskrift paa dette Nummer. De Folk, som ligge i en evig Fejde med hinanden, have ogsaa meget ofte ingen anden Grund for deres Kjeglerier end den, som Pernille angiver, skjønt man dog undertiden meget tydeligen kan skimte en anden Bevæggrund, i Folge hvilken de gjærne kunde sige med Advokaten: Splid er vor Fode.

✂ Dog, om end al Verdens Skribenteres Interesse og Bevæggrunde vare nok saa forskjellige, saa stemme de dog overens i én Ting, nemlig deri, at de vil fortjene Penge ved deres Arbejde, hvori de ligne alle andre Haandværksfolk, der ikke vil arbejde omsonst. Man tage mig det ikke ilde op, at jeg kalder Skribentere Haandværksfolk; det er ingen fornedrende Titel for dem, thi da Erfarenheden lærer, at Skribenternes Hænder have haft langt mere at bestille med de nyeste Skrifter end deres Hoveder, saa man man ikke fortænke mig, om jeg lader Hænderne vederfares Ret, og ikke opløfter Hovedet paa deres Bekostning.

✂ Er nu Skrivesygen bleven saa epidemisk og saa almindeligen udbredet, hvem kan da undres over den utrolige Mængde Titler, som vores Liter atur beriges med? Men naar den 87 store Holberg allerede i sin Tid, da Sygdommen endnu ikke var synderligen udbredet, ytrer Frygt for, at Verden en Gang maatte forgaa af bare Viser, hvilken usigelig Frygt burde da ikke vi i vores Tider svæve i? og hvor mange Gange burde ikke denne Frygt fordobles, naar vi til disse Millioner Skrifter vil lægge det uhyre Antal, som aarligen publiceres fra Banko-Kontoret! - Men dette fører mig i Erindring, at jeg er en Banko-Seddel, der skal fortælle mine Hændelser og ikke skrive Fortaler; Læseren faar altsaa skjænke mig den i Kapitelets Overskrift lovede Forklaring, eller og gjøre sig en selv.

✂

Syttende Kapitel.
Fortsættelse af Levnedsbeskrivelsen.

✂ Paa Vejen til Byen vandrede min Herre i dybe Betragtninger over sit saa højlig mislingede Tog og den mørke Udsigt til Fremtiden, som han havde for sig. Han havde, som forhen er sagt, i Begynderen af sin Næringsvej haft store og anselige Indkomster, som dog dagligdags vare formindskede, efterhaanden som han blev mere og mere bekjendt. Nu, da han mærkede, at han var kjendt af alle Mennesker, endogsaa uden for sin Cirkel og uden for Kjøbenhavn, hvor han boede; nu da han saa', at der var sat et Mærke paa ham, ligesom paa den anden Kain, nu angrede han for sildig, at han ikke havde levet lidet mere sparsomt, da han meget gjærne kunde have haft saa meget tilovers, at han kunde le ad hele Verden, i Steden for at al Verden nu vilde le ad ham og lade ham sulte. Det fejlede ikke, at der jo ogsaa nu og da opkom noget inden i ham, som han selv var saa redelig at kalde Samvittigheds Mindelser, der sagde ham, at en Formue, som var erhvervet 88 paa en uredelig Maade og ved andre Menneskers Ulykke, kunde ikke være langvarig. Han fandt vel denne Sætning bestyrket ved sit eget Exempel, men kunde dog ikke overtale sig til at antage den som en almindelig og uryggelig Sats, siden han kjendte adskillige, der havde erhvervet sig hele Tønder Guld paa en uredelig Maade og ved at ildsne Næsten, og dog havde disse Folk, ja Børnene efter dem, nydt Frugterne af denne Flid. Men en anden Sats troede han nu af egen Erfarenhed tillige med den Kundskab, han havde om Verden, at kunne anse som et Axioma, den nemlig: at det er kuns fattige Folk eller ulykkelige, der kan have Samvittigheds Mindelser; thi i hine Velstands Dage havde han aldrig følet nogen indvortes Bebrejdelser over sine Handlinger, som derimod nu i hans Ulykke begyndte at forurolige ham saa heftig, at han endog fristedes til at ville forkorte sine Dage. Men han betænkte, at han endnu havde to Rigsdaler i Lommen, og da alle Mennesker vare hans Fjender, saa kunde han umuligen overtale sig til at efterlade sine Fjender det ringeste Arvegods.

✂ Vin glæder Hjærterne; det vidste min Herre, og for at igjentage denne Kur, som han saa ofte havde brugt, gik han ind i en Kro og begjærede en Flaske Vin, som strax blev ham bragt. Han trak Rynker paa Næsen ved det forste Glas, han smagte, og spurgte Kromanden, om han havde i Sinde at dræbe ham med sin forgiftige Vin? Kromanden paastod, at Vinen var upaaklagelig, at der kom fornemmere Folk i hans Hus, end min Herre var, og at de aldrig havde vraget hans Vin; at han nylig havde faaet den fra Kjøbenhavn; at hans Vintapper var lige saa ærlig og brav en Mand som han selv; og at det overalt stod Hr. A. frit for at levne saa meget i Flasken, som han behagede, hvilket alle honette Folk plejede at gjøre i hans Hus.

✂ Hr. A., der ofte havde haft den Lykke at konfiskere Vine, vidste meget vel, hvorledes den ægte Bordeaux Vin falder paa Tungen; han forsikrede derfor, at han var en Mand, der 89 ikke saa let kunde bedrages med saadant opsmurt Tøj; at han tydelig kunde se Rottekrudt eller andet Djævelskab paa Bunden af Glasset, og at saadan Vin var den farligste Gift, fordi den dræbte langsomt. Kromanden vilde ikke indlade sig i vidtløftig Disput i denne Materie, men sagde, at han aldrig tvang nogen til at drikke i hans Hus, hvilket hans Samvittighed ikke tillod ham, men at man maatte betale alt, hvad man forlangte, enten man saa behagede at fortære det eller ej. Jeg har siden befundet, at Kromanden virkelig ikke havde opblandet sin Vin med andet end med noget uskyldig rent Vand, som han meget velmenende satte til, for at hans Gjæster, i Fald de skulde komme til en eller auden Ulykke, efter at de havde forladt hans Hus, ikke skulde have antagelige Grunde til at beskylde enten ham eller hans Vin for en saadan ulykkelig Hændelse.

✂ Min Herre, hvis Samvittighed ikke tillod ham at skjænke Kromanden noget, besluttede nu at tømme sin Flaske; og da han havde besluttet at dø, og han med rette ansaa Vinen for en Gift, saa troede han, at han tillige opfyldte sine Pligter imod sig selv, naar han valgte den behageligste Dødsmaade.

✂ Det smertede mig inderlig saaledes at erfare, hvorledes enkelte Mennesker af Gjerrighed eller andre Bevæggrunde lade sig forlede til at forgifte deres Medmenneskers Liv og lade dem drikke Døden, under det de tænke at opmuntre sig. Jeg er ikke bevandret i Stats-Regerings Systemet, og véd altsaa ikke, om der i Staten findes nogen Mand, hvis Pligt det er at have Opsigt hermed. Saa meget véd jeg, at der burde være en saadan Mand, og at denne Mand maatte være redelig, uegennyttig, menneskekjærlig og ikke magelig; det er at sige: han maatte ikke lade Vintapperne bringe Vinen hjem i hans Hus for der at prøve den. Foruden disse Sjæls-Egenskaber maatte han endnu have en og anden legemlig Egenskab, for Exempel: han maatte ingenlunde mangle Brugen af den i hans Embede saa uundværlige Sans, Smagen. Man vil vel undres over, om jeg endog foreslog, at en Mand, der ansøgte dette Embede, burde tydeligen bevise, at han havde denne 90
Sans i sin fulde Kraft. Jeg tør overhovedet paastaa, at det var meget fortræffeligt, om man ved alle Embeders Besætning lidet vilde tage Sollicitanternes Legems-Konstitution i Betragtning, da vilde Embeds-Pligterne bedre blive iagttagne. Embedet giver Forstand, siger Rabener, men et dueligt Legeme kan det ikke give. Det kan ikke give en stokblind Revisor sit Syn, og en Mand, som vejer ti Centner, kan det ikke gjøre til en duelig Kurér. Der gives Betjente i Staten, hvis Pligter medføre, at de i det mindste maa have fire Sanser i sin fulde Kraft. Naar jeg nu kan bevife, at disse Folk, om end ikke totaliter, saa dog for en meget stor Del, mangle Synet, Hørelsen, Folelsen og Lugten, saa vil man let kunne slutte sig til, hvor højligen de ere at undskylde, om de befindes at forsømme sine Pligter. De nødvendige Sjæls-Egenskaber besidde disse Folk, det er sandt, og deres Menneskekærlighed er saa stor, at den endog udarter i en overdreven Kjærlighed til Næsten Er en Mand barbarisk nok til at sætte en Hund i Fare for at forkøle sig paa Gaden, da kan han være vie paa, at de nidkjære Betjentere sorger for, at han kommer til at lide sin fortjente Straf for sin Grusomhed. Hvor var det ikke at ønske, at disse saa ædeltænkende Folk havde deres fuldkomne Syn, at de kunde se de elendige nøgne Børn, som Forældrene ere grusomme nok til at jage ud i den haardeste Frost for at sidde plat ned i Sneen paa Gader og Torve, og der, ved noget, som de kalde Sang, tilbetle sig Folks Barmhjærtighed! hvor var det ikke at ønske, at disse Betjentere havde Hørelsens Brug, paa det at de kunde høre de ynkelige Skrig, som de Børn, der bæres omkring af mere menneskelige Mødre, udstøde i den stærke Kulde! Hvor var det ikke at ønske, at de havde Folelsens Brug, paa det at de, endog i deres Frakker og Pelse, kunde fole, hvorledes disse umyndiges spæde Legemer maa svide! da vilde de vist sørge for, at Gaderne i det mindste ikke bleve oversvømmede af andre Tiggere end dem, der have Kræfter til at imodstaa Kulden. End videre maatte man af Kjærlighed til sig selv og sine Medmennesker ønske, at disse 91 Folk ikke manglede Næserne, eller i det mindste deres Brug, da vilde man være aldeles vis paa, at Natvognene ikke fik Lov at forgifte Atmosfæren for alle dem, der ikke ere forbundne til at gaa til Sengs efter Tappenstregen, og at det ikke tillodes dem at efterlade sig saadanne Spor, der især om Sommeren befænger Luften den hele følgende Dag.

✂ Alt det oven anførte kan virkelig give Anledning til megen Eftertanke, naar man vil betænke, hvor stor Indflydelse saadanne Omstændigheder, som kuns den letsindige og den nederdrægtige holder for at være ubetydelige, virkeligen have, ikke alene paa de nu levende Menneskers Liv og Helbred, men endog paa de kommende Slægter. Maa man ikke gyse ved at tænke paa, at de Vare, som alle, men især de fattige, nødvendigen maa have til Livets Ophold, ere saaledes fordærvede og forfalskede, at de blive til en virkelig Gift? - Thi det er ikke Vinen alene, som nu om Stunder forplumres, men den menneskelige Vittighed har opfundet den Kunst at fordærve og forfalske alle mulige Ting. Maa man ikke skrækkes ved at tænke paa, at det ene Menneske kan og vil, paa en næsten lovlig Maade, dræbe og omkomme det andet med to Skillings Værdi, og at man derimod ikke kan helbredes uden for enorme Summer? at man kan faa en dræbende Gift næsten for intet, og at mangen en Doktor næppe vil skrive en Recept paa en Lægedom for en Dukat? at man kan arbejde paa Folkeformerelsen og lade Børn fryse ihjel paa Gaderne? at Folk, som Monarken tiltror Menneskekærlighed, og i hvis Hænder han betror en Del af sine Undersaatters dyrebare Liv, kan være Aarsag i, at der snart ingen Plads mere er tilovers i Hospitaler, Sygehuse og paa Kirkegaardene?

✂ Her er atter en Udsvævelse, som vel ikke alle mine Læsere ere fornøjede med. "Det er en forhærdet, afskyelig Vane," hører jeg nogle strænge Dommere sige, "saaledes at søge idelige Anledninger til at forlade sin Materie for at sladre om Ting, som slet ikke høre der hen. Slige Skribentere ligne de sjællandske Bønder, naar de kjøre fra Torve; de krybe af Sted 92 som Sneglene, men maa nodvendig ind i hver Kro, som de forefinde, for at vrævle en halv Time bort og at fortære for et Par Skilling." Nu vel, svarer jeg, lad saa være; at ligne den sjællandske Bonde er dog ikke saa stor en Sknm, som mine Hr. Dommere indbilde sig; og jeg undser mig saa lidet derved, at jeg endog aabenhjærtet vil tilstaa ham, at jeg endnu i én Ting ligner Bonden, nemlig deri, at jeg lunter min Tur fort uden at bekymre mig om, hvnd han siger, da jeg véd, at han hverken er min Forvalter eller Ladefoged.

✂ Da Vinen var uddrukket, skulde min Herre betale den. Det faldt i min Lod at forlade ham, hvorved jeg kom i Kromandens Vold. Hr. A. fik nogle Smanpenge tilbage, hvorpaa han gik sin Vej og spaserede videre fort til Kjøbenhavn.

✂ Jeg har siden haft Lejlighed til at blive underrettet om denne Mands Hændelser lige til hans Død, og da jeg formoder, at det ikke vil være mine Læsere ubehageligt, at vide noget mere om ham, saa vil jeg her give et kort Udtog af hans øvrige Levneds-Historie, hvilket synes mig bedst at kunne ske i et nyt Kapitel.

✂

Attende Kapitel.
Hvori jeg hølder mig til Historien, uden sunderlig
at skeje ud.

✂ Han kom lykkelig og vel til Byen, hvor han strax begyndte at forsøge paa, om han ikke kunde drive sin forrige Profession, men han befandt snart, at det var ham umuligt selv at leve længere ved denne Haandtering, hvori han var bleven saa almindelig bekjendt, end sige dermed at føde Kone og Børn. Han havde intet Haandværk lært, var alt for magelig og stolt til at save Brænde eller agere Strandkadet, og altsaa hverken *Strandkadet, Lossesjover. 93 kunde, maatte eller vilde han arbejde sig paa en ærlig Maade igjennem Verden. Men han var, som Læserne allerede for længe siden vil have mærket, en sand Genimand, der let udfandt, at Skribent-Professionen var en af de frie Kunster, som alle og enhver kunde drive uden at være bunden ved Lavsartikler eller andre trykkende Baand. Han havde vel aldrig skrevet andet i sine Dage end en Del Breve og nogle Vexler, medens han var Kjøbmand; men han vidste, at der vare mange Skribentere, der ikke vare i Stand til at strive et Brev, ja ikke engang at bogstavere deres Modergmaal ret, og følgelig kunde han gjærne, uden for megen Stolthed, tiltro sig at blive et Lys i den lærde Verden.

✂ De skjønne Videnskaber bleve den Mark, som han besluttede at pløje; thi andre Ting turde han ikke give sig i Færd med. Han vidste, at dette var det Overdrev, hvori alle Literaturens Svin rode; at Gjærderne og Indhegningerne der omkring ere saa lave, at den største Klods kan springe derover; at ethvert Kreatur græsser der i en fuldkommen Frihed uden at frygte for at blive tøjret eller at faa en Ring i Næsen, hvorfore han ogsaa besluttede at søge sin Fode paa denne Fælled. Saa klog var han dog, at han ikke, efter andres Exempel, strax vovede sig til at gaa ind i en saa vidtløftig og vildsom Mark, men besluttede først at skaffe sig nogen Kundskab om dens Topografi og Beskaffenhed. Lykken var ham saa gunstig, at han snart fandt et Middel til at opnaa denne Hensigt uden megen Møje, og paa en Maade, hvorved han tillige kunde underholde sig. Han blev antaget som Bud for at bringe nogle Ugeblade omkring i Byen til Subskribenterne. Disse læste og studerede han, og det varede ikke længe, inden han kom efter, at den hele Kunst at skrive et Ugeblad bestaar deri, at man omhyggelig samler alle de Æventyrer og Anekdoter, som man kan faa fat paa, digter selv i Mangel af virkelige, koger gamle Sager op i en ny Sance, plyndrer gamle Bøger, indbyder andre til at hjælpe sig, og besynderlig deri, at man dygtig skjælder og smælder paa de Folk, som enten ere et Hoved 94 højere end vi, eller som vi af andre Aarsager ikke kan lide. Og naar man heri blander noget Kryderi og Smiger for de store eller dem, som vi ere bange for kunde gjøre os Skade, og naar man lader sin Pen være et Ekko af, hvad der siges i de fornemme Cirkler, saa har Ugebladet alle de Fuldkommenheder, som det efter Tidernes Tænkemaade bør have. Er man endnu dristig nok til at fylde Bladet med et godt Kvantum Egenros; anfører Forfatteren selv alt, hvad andre Folk, af en Hændelse, kunde have sagt til Berømmelse for ham; og véd man i Særdeleshed at skjule sin Nøgenhed med laante Fjere, o! da er Bladet mageløst og guddommeligt i det mindste for en Tid; thi om det endog siden vandrer til Urteboden, det skader ikke. Forfatteren har dog opnaaet sine jævnliges Udødelighed.

✂ Til ubodelig Skade for Literaturen fik Hr. A. ikkuns Tid til at studere de forste Grunde i denne Videnskab, uden at kunne komme ind i det fine af Kunsten; han blev afsat fra sin Tjeneste, fordi man erfarede, at han benyttede sig af den Lejlighed, han havde at komme i mangfoldige Huse, til at agere Spion, og drive sin forrige Næringsvej. Et andet Bud maatte anskaffes, i Fald Forfatterne af Ugebladene ikke vilde vente, at Subskriptionerne bleve dem opsagte.

✂ Nu satte han sig selv ned, aabnede et Værksted og udgav et Ugeblad. I Begyndelsen havde han meget lidet Astræk derpaa; thi dels havde han givet Bladet en alt for simpel Titel, dels var det alt for tørt og lidet morende, dels vidste han heller ikke det Kneb, at forandre Titelen paa Bladet hver ottende Dag, hvilket Kneb altid giver en Forfatter Anseelse af det største Geni i Verden. Han var altsaa nødt til at skrive Viser, hvormed han meget kummerligen nærede sig for en Tid; thi den ringe Betaling, Bogtrykkeren gav for en Vise, var ofte ikke tilstrækkelig til et Maaltid for ham og hans Familie. Efter nogen Tids Forløb fandt han paa at blande Paskiller i sine Ugeblade, og aldrig saa snart blev dette bekjendt, før end der 95 strømmede Subskribentere ind til ham fra alle Kanter. Saa længe hans Modstandere fandt for godt at svare ham, levede han i Overflødighed ved denne Skrivemaade; men det varede ikke længe, før end alle Mennesker foragtede hans Skrifter, og ingen værdigede ham et Svar. Nu var han altsaa nødt til at holde op med sine Paskiller, ligesom Hunden holder op at bjæffe, naar man ikke bryder sig om ham; men dermed faldt ogsaa hans Ugeblades Kredit; Subskribenterne forlode ham, og han var nødt til at standse midt i sit Løb.

✂ Aldrig saa snart var Ugebladet ophørt, før end der maatte tænkes paa en anden Næringsvej, og Hr. A. fandt endnu en Udflugt: han blev Recensent. Man erfarede strax, da han satte sig paa sit Dommersæde, at han havde alle dertil hørende Egenskaber. Ligesom de Ostrogothiske Journalister, der toge et Pund Majmaanedssmør og en Snes Æg, for at rose Marki Rustigraphes Afhandling om at fede Kalkuner og at kjærne Smør, saaledes roste ogsaa Hr. A. alle de Forfattere, der betalte ham. Alle andre Forfattere derimod lastede han i Flæng, uden Hensigt til andet end til private Omstændigheder, der ikke mere stode i Sammenhæng med deres Skrifter, end han selv stod i Forbindelse med Kaptajn Pascha. Ofte hændte det sig, at han, efter en Maaneds Forløb, roste det, som han før havde lastet, og saaledes tvært imod. Det traf sig for Exempel én Gang, at en uforskammet Skomager havde stævnet ham for et Par Støvler, som han blev dømt til at betale; nu havde den arme Skomager just i samme Tid skrevet en liden enfoldig theologisk Afhandling, hvilken Hr. A. ikke glemte i sit næste Blad paa det ynkeligste at hudflette. Nogen Tid efter, da vores Recensent begyndte at træde Elementerne alt for nær, forærede den samme Skomager ham et Par nye Saaler, og til Belønning derfor havde Skomageren den Glæde, at han i det næste kritiske Blad læste en Recension over en Afhandling *Kaptajn Pascha (Capidan Bassa), den torkiske Storadmiral. 96 om Kometer, hvori han fandt sit theologiske Skrift nævnet med udmærket Berommelse og sig selv sat i Klasse med Dannemarks lærdeste Mænd. Hans Recenseremaade var ellers ret compendieux og magelig. Med Bedømmelsen af en Roman, en Komedie, en Visebog, en Samling Vers og en Prædiken kunde han underholde sine Læsere i tre, fire ja flere Nummere, hvad enten han saa roste eller lastede samme. Naar derimod en betydelig Bog, eller et vidtloftigt Værk skulde anmeldes, da fulgte han viseligen det kloge Raad, som Kærlingen gav Erobreren Tamerlan: ikke at gribe for dybt i Suppeskaalen, for ikke at brænde sig. Han lod sig nøje med at anmelde dette Skrift og efter Omstændighederne at rose eller laste det, uden at anføre Grunde for nogen af Delene, og dernæst gav en Fortegnelse paa Kapitlernes Indhold eller paa Trykfejlene, saafremt Forfatteren selv havde givet det første. Nyheden gav ham god Fortjeneste ved dette Arbejde, saa længe til kloge og skarpsindige Folk indsaa Usselheden i hans Kritik Disse lastede vel ikke Bladene offentlig, thi det holdt de ikke for at være dem værdigt, men derimod bleve de desto eftertrykkeligere kagstrøgne af den Sværm Dosmere, der, ligesom Planeterne omkring Solen, bevæge sig om en klog Mand og laane Lys fra ham. Hermed var hans kritiske Rige røget i Lyset, og hans Dommer-Embede havde en Ende.

✂ Nu fandt A., at der var intet andet tilbage for ham end at blive Projektmager. Denne Vej havde han set saa mange Mennesker gaa, og af deres Exempel befundet, at den ikke aleneste plejede at føre til den simple Underholdning, men endog ofte til Ære, Velstand og Embeder Han lagde sig derfor efter at udarbejde Planer til adskillige Forslag, angaaende Fabrikkers Ophjælpning, National-Gjældens Formindskelse, Silke-Væveriers Anlægning i Finmarken og en Land-Milities Oprettelse i Grønland. Men det af hans Forslag, som han selv ansaa for sit Mesterstykke, det, hvorpaa han havde anvendt en utrolig Flid og Arbejde, var just det, der foraarsagede hans Ulykke. Han havde forsattet en Beregning over 97 Fordelene af at flytte Islænderne ned til Danmark om Vinteren, samt at gjøre Futteraler til deres Huse, som maatte blive staaende tilbage, ligesom ogsaa over Gevinsten ved en Banks Oprettelse i Island og paa flere Steder. Da Forslaget var færdigt, foreviste han det for en af sine Patroner, hvis første Spørgsmaal til ham blev: "Hvad Landsmand er De, min Ven?" - "Jeg er født i Danmark," svarede A. - "Det gjør mig sandelig ondt," sagde Patronen, "thi det bliver altsaa en Umulighed, at deres Plan kan antages. Der er allerede indleveret Forslag herom af adskillige Tyskere, og at disse bør have Fortrinet, det vil De dog vel ikke nægte, saa meget mindre, fom deres Planer ere i adskillige Dele fuldkomnere, eftersom én af dem endogsaa har forøget sin indgivne Plan med det ypperlige Forslag, at sætte Kiler i Island og kløve Landet til Sorenskriverier." Herpaa gik Patronen sin Vej og lod A. blive tilbage i den dybeste Bedrøvelse over at se sig selv nødt til at sulte ihjel paa den Landevej i hans Fødeland, hvor Udlændingerne fandt dækkede Vorde overalt.

✂ Stop lidet, kjære Læsere! her nødes jeg til at opvarte dig med nogle korte Betragtninger og en Anekdote, som egentligen efter Ordenen først burde fortælles i en senere Periode af mine Hændelser. Gider du ikke læst denne Anekdote og disse Betragtninger, saa spring det næste Kapitel over indtil Slutningen, hvor du vil forefinde Enden af vores Vens A's Levnedsbeskrivelse.

✂

Nittende Kapitel.
Hvori alt det fortælles, som staar i den sidste Mening
i det forrige Kapitel.

✂ Den danske Nation har altid været bekjendt for sin Artighed og Føjelighed imod fremmede Nationer. Naar en Dansk kommer udenlands, antager han strax den Nations Skikke og 98 Levemaade, som han er iblandt; han lærer Folkets Sprog og danner sig saaledes efter det Land, hvori han opholder sig, at det ofte hænder sig, at man holder ham for en indfødt. Nu kommer han hjem igjen, og da gjælder det, om han har rejst som en fornuftig Mand eller som en Nar. Nu bliver han da enten Dansk igjen, eller og bliver han en Udlænding i sit eget Fødeland. Lige saa artig, som han har vist sig imod den hele fremmede Nation, i Følge en Pligt, som intet i Verden kan fritage ham for, lige saa hoflig og tjenstfærdig bliver han imod ethvert fremmed Individnum, som han siden finder i sit eget Land; knns Skade, at dette virkelig gode Karaktertræk hos den danske Nation for det meste udarter i det overdrevne. Nu spørges: Viser Udlændingen samme Artighed og Høflighed imod den danske Nation her i Landet? At besvare dette Spørgsmaal med et deciderende og almindeligt Nej vilde være at fornærme nogle enkelte iblandt os boende fremmede, der unægteligen iagttage denne deres Skyldighed imod et Land, der begegner dem meget ofte endog med en Distinktion, som kan siges at fornærme Landets egne Børn. Men sætter mnn disse faa Undtagelser til Side, da kan Spørgsmaalet uden Modsigelse besvares med et Nej. Enten den Ringeagtelse, som Udlændingen næsten altid viser os, endogsaa i vores eget Land, rejser sig af vores egen Fejl eller af andre Aarsager, det vil jeg ikke her undersøge; men saa meget kan man dog nok med Vished sige, at vores egen Kjærlighed til alt, hvad fremmed er, den Tillid, som vi have berøvet vores egne Landsmænd for at ikiænke Udlændingen samme, den Understøttelse, som fremmede næsten altid have nydt her i Landet frem for Indbyggerne, vores alt for meget indbildte Trang til at se ved andres Lys og vores Lettroenhed til at tro alle de schone Raritäten, som en Landstryger lover os, har gjort meget til at sætte Landet vidaabent for alle de omløbende Bedragere, som Sult eller andre Omstændigheder jage ud af deres Fædreneland.

✂ Ved at bestemme Udlændingers Pligter imod os her i vores eget Land maa man lægge Mærke til tre forskjellige 99 Klasser af Udlændinger, som alle have ganske forskjellige Pligter imod os at iagttage, og af hvilke vi altsaa have ganske forskjellige Rettigheder at fordre. Nogle ere af den Beskaffenhed, at de slet ikke behøve at gjøre Regnskab for nogen her i Landet for deres Handlinger. Saadanne ere fremmede Ministre eller deslige akrediterede Personer, hvilke dog gemenligen ere saadanne Folk, der indse, at deres egen Ære og Agtelse beror paa at udøve, imod enhver især og det hele i Almindelighed, de Menneskeligheds og Anstændigheds Pligter, som man, i Betragtning af deres Kvalitet, ikke har fuldkommen Ret til at kræve af dem. De have dog deres Overhoveder hjemme i deres egne Lande, som ikke tillade dem ustraffet at begaa Forbrydelser iblandt fremmede, hvorfore man maa lukke Øjnene for smaa Fornærmelser, naar de iblandt kunne indløbe; og skulde saadanne Personer endog undertiden være ublu nok til at foragte den Nation, hvoriblandt de opholde sig, saa kan man troste sig dermed, at den Klasse af Mennesker, hvoraf disse Personer i Almindelighed tages, er i alle Lande anset for ikke at have saa mange Kundskaber, saa dybe Indsigter og saa stor universel Redelighed, at de nogen Sinde kunde eller vilde lade nogen enkelt Person, end sige en hel Nation, vederfares Ret.

✂ Til den anden Klasse høre de Folk, som komme her ind for at opholde sig en kort Tid i Hensigt at lære at kjende Landet, eller at se sig om, eller blot for at depensere Penge, uden at de behøve at fortjene sit Ophold her*). Disse ere vel ikke saa uindskrænkede som de af den forrige Klasse; de **) Til denne Klasse kunde man vel ogsaa regne de fremmede, som bringe en eller anden nyttig Kundskab ind i et Land; disse fortjente virkelig megen Skaansel og Overbærelse, naar ikke Landet altid saa ædelmodig belønnede dem for den Nytte, de gjøre. Man gjør ellers bedre at bede vor Herre bevare Landet fra dem og deres glimrende Løfter, der næsten altid ere viel Geschrey und wenig Wolle. Jeg skærer dem alle over én Kam, og regner dem til den tredje Klasse. 100 have flere Pligter at iagttage imod det Land, hvortil de komme, og ikke saa mange Rettigheder at fordre. Uartigheder og Fornærmelser bør man vel ikke taale af dem, men der gives dog smaa og ubetydelige Friheder, som man ikke vilde tillade en Landsmand, og som man dog kan se igjennem Fingre med hos dem, i Betragtning af deres Hensigt med Rejsen og den Nytte, de virkelig gjøre Landet ved at bringe nogle Penge her ind for lidet at kontrabalancere de enorme Summer, Som vi aarligen i den samme Hensigt udbringe, samt den Ære, det er for ethvert Land, at fremmede dog finder noget deri, som kan trække deres Opmærksomhed til sig.

✂ Men til den tredje Klasse hører den utallige Skare, der, ligesom Græshopperne i Ægypten, fores over Havet her ind for at æde Landets Grøde fra Landets Børn, for at finde det iblandt os, som de ikke kunne finde hjemme, nemlig deres Underholdning*). Enhver Uforskammenhed af dem er utaalelig; ethvert dristigt Udtryk bør revses føleligen. De bør lære at være taknemmelige, fordi man taaler dem; de bør være glade over, at man ikke engang nedsætter deres Kaar langt under Indbyggernes; de bør tugtes, naar de ikke ville lære Landets Sprog og danne sig efter Landets Sæder; med ét Ord: de bør lære at glæde sig over den Lykke, de nyde i et Land, der upaatvivleligen bærer mere end stedmoderlig Omsorg for dem, som dog var det højeste, de kunde gjøre Fordring paa. Enhver Bedrager, der paa en lumsk og underfundig Maade stjæler Brødet fra Indbyggerne; enhver Vindmagere, som lover med prægtige Ord de Ting, som han forud véd, at han ikke kan holde, bør demaskeres, og hans Nogenhed blottes. Det er enhver ærlig dansk Borgeres Pligt at gaa paa Jagt efter slige Rovdyr, ja at lade dem sulte ihjel, naar de ikke vil bekvemme sig til at nære sig redelig og at vise deres **) At denne Klage er meget gammel, ses endogsaa deraf, at Studenterne ansøgte hos Kong Frederik d. 3 Aar 1658, at ingen tyske Studentere maatte antages til det, som danske og norske kunde forvalte. Se Holberg D. R Historie III. 310. 101 Taknemmelighed, fordi det tillades dem at spise af det Fad, hvorved et af Landets egne hungrige Børn gjærne ønskede at staa.

✂ Disse Betragtninger have ofte svævet mig i Tankerne, men bleve bragte tilbage ved at høre tale om det, som Ugebladet Samleren har anført om et Plagiat, hvormed en Udlænding, en vis Magister Friderich Joseph Pallini, alias Palliafini eller Mortzini, har villet bedrage det danske Publikum, der nu i nogle Aar har været saa ædelmodig at taale ham iblandt sig. Jeg erindrer, at jeg en Gang ved en Art af Almisse kom i denne Mands Hænder, men forblev der kuns en eneste Dag, hvorudover jeg ikke fik Lejlighed til at lære at kjende denne Mand saa nøje, som jeg nu kunde ønske. En Anekdote maa jeg berette, som kan tjene til Oplysning, om han er i Stand til at bedrage Folk med Plagiater eller ikke*).

**) Hr Magister Fridench Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini har i sit Svar til Hr. N H S Blod; ikke kunnet fralægge sig den Beskyldning, at han var en Plagiarius Han siger, at han er ikke Autor men Udgivere af det omtvistede Skrift, men han maa tillade mig at forsikre, at han aldrig med denne usle Udflugt kan overbevise nogen fornuftig Mand om,, at han ikke paa en lislig Maade har villet tilvende sig en anden Mands Autor-Ære, om der ellers ved dette Skrift har været Autor-Ære at indlægge, hvilket Personen dog i det mindste maa have formodet. Sæt endogsaa, at han var kuns Udgivere, saa har han vist en Uforskammenhed imod Skriftets Forfatter, som ingen uden en Tysker af den allernedeiste Klasse var i Stand til at begaa, den nemlig, at forfuske Autors Arbejde og mutilere det ved at stikke noget ind af sit eget, forandre Stilen hist og her og fabrikere et nyt Titelblad. Nej, Hr Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzeini er en Plagiarius, som Blod) rigtig nok har bevist. Han forsvarer ellers de imod ham gjorte Beskyldninger paa en ganske artig Maade: Naar han ikke er i Stand til at gjøre sig selv ren, saa besudler han sin Antagonist. Hvor han faar det Skarn fra, som han kaster Bloch i Øjnene, det véd jeg ikke. Men, i Fald Bloch er en slet Mand, har Hr Magister Pallini alias Palliafini eller Mortzini da dermed bevist, at han selv er en brav Mand? Langt fra! han gjør sig kun dermed saa meget mere mistænkt for, at flere Omstændigheder kunde endnu opdages. For Resten hav jeg aldrig været i Hr N H. S Blochs Hænder, ihvor gjærne jeg onskede det for at kunne bestemme min Dom om dem begge to Hr Magisterens er bestemt; og at jeg siger min Dom om ham, sker, fordi det dog en Gang maatte ske i mine Hændelser, og fordi jeg, iblandt andre, hos en Bankoseddel usædvanlige Egenskaber, ogsaa besidder den, at jeg ikke vel kan taale at se en fremmed insultere den hele Nation, som foder ham aldeles uforskyldt. Var dan dansk, havde jeg tiet frille *Pallini, en tysk Æventyrer, som egentlig hed Johan Gottlieb Eichhörnl; han opholdt sig i Aarene 1786-89 under det anførte falske Navn i Kjøbenhavn, hvor hans Humbug og Bedragerier grundig afsløredes af Niels Hofman Sevel Bloch Anledning til Blochs Angreb blev et af Pallini udgivet Skrist om Frimureriet, som Bloch paaviste var Plagiat. Bloch godtgjorde senere næsten til Evidens, at P var identisk med Æventyreren Mortzini, der i Tyskland var bleven overbevist om Plagiat og adskillige andre graverende Ting. 102

✂ Strax efter, at han var ankommen til Kjøbenhavn, lod han offentlig bekjendtgjøre, at han vilde give Undervisning i mangfoldige Videnskaber og Sprog, hvoriblandt ogsaa det russiske befandtes, som han foregav sig at forstaa af Grunden, siden han i tolv Aar havde opholdt sig i Rusland. En Mand, som ønskede at lære dette Sprog, indfinder sig hos ham, begjærer hans Undervisning og tilstaar ham i Salarium alt, hvad han selv forlangede. Undervienings-Tiden kom, men Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini indfandt sig ikke. Manden begav sig til en her i Staden boende agtværdig Mand, som havde været ædelmodig nok til at forunde Hr. Magisteren megen Understøttelse i sine betrængte Omstændigheder. Denne lovede at erindre Magisteren om sin belovede Information, men forgjæves! han indfandt sig ikke. Omtrent halvandet Aar derefter fik Manden Indfald at forsøge Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini i Henseende til hans Styrke i Sproget, som han nu havde nogen Tvivl om. Han gaar til Magisteren med nogle Papirer i det russiske Sprog og beder ham forklare samme. Magisteren undskyldte sig med sine Studeringer, sigende, at han vel vilde oversætte dem, naar de maatte blive hos ham et Par Dage. Dette sker, og et Par Dage derefter fik Manden en 103 tysk Oversættelse deraf, hvori han maatte betale hvert eneste Bogstav*). Kort derefter talte Manden med en anden Person, til hvilken Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini havde været nødt til at tage sin Tilflugt for at faa det oversat, som han ikke selv forstod, uagtet han havde været dumdristig nok til at lade de offentlige Trompeter udbasune sin Duelighed deri**).

✂ Men denne Anekdote maa ikke lede mig videre bort fra min Plan. Jeg kommer altsaa tilbage til min forrige Helt, for at slutte hans Levnede Beskrivelse.

✂ Alting havde nu slaaet fejl for Hr. A., intet vilde lykkes ham mere, og det syntes, som hele Verden vendte ham Ryggen. Hvad var her nu at gribe til for Manden? Sandelig intet uden Geniernes almindelige sidste Tilflugt: Melankoli og Brændevin. Disse to Ting greb han ogsaa fat paa med begge Hænder for derved at holde sig, uden at betænke, at de kuns hæve et Menneske lidet og for en meget kort Tid, for siden desto eftertrykkeligere at kunne nedtrykke ham. Mandens naturlige Komplexion var dog saa grundstærk, at disse hans tvende Fjender snart indsaa, at de umuligen alene kunde faa Bugt med ham, hvorfore de nødtes til at tage sin Tilflugt til Lovene.

**) Det fortjener oosaa at anmærkes, at alle de fremmede Oldfuxer, som komme ind i Landet, anse sig som fornærmede, naar de ikke faa dobbelt Betaling for at forvilde de Sager, som betros dem, imod hvad en indfødt tør vove at gjøre sig Haab om for at bringe de forvildede Sager igjen i Orden. ***) Denne Historie vilde have kommet senere i mine Hændelser, dersom jeg ikke syntes, at det nu netop var Tiden; det er desuden enhvers Pligt at blotte en Bedrager, der vil betjene sig af Publikums Lettroenhed, især naar han er en Udlænding Skulde Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini ikke kunne erindre denne Tildragelse, da kan han gjærne, paa Forlangende, faa den omstandeligere beskrevet; thi jeg hav den fra en paalidelig Haand; og Hr Magisteren hav næppe formodet, at en Bankoseddel som jeg, der kan se ind i Menneskenes hemmelige Tanker og udspionere deres hele moralske Forfatning, har i nogle Timer været i haus Ejendom 104

✂ De indgik derfor en Triple-Alliance med Tallotteriet, og nu blev Magten ham saa aldeles overlegen, at det ikke varede længe, før end man fandt ham hængende død i sin sidste Halsklud.

✂ En meget bedrøvelig Hændelse! hvoraf jeg gjærne kunde overlade mine Læsere selv at uddrage nyttige Lærdomme, saafremt jeg ikke frygtede for, at man skulde forfejle Hoved-Moralen, der kortelig er denne: at vedkommende mægtige, der saa ivrigen beskytte og forfægte Tallotteriet, herefter omhyggeligen maa sørge for, at ingen faar Lov til at tage Livet af sig selv, saa længe som han endnu ikke har spillet sin sidste Halsklud bort.

✂ Ces gens, qui, par une âme à l'intérât soumise,
Font de dévotion métier et marchandise,
Et veulent acheter crédit et dignités,
A prix de faux clins d'yeux, et d'élans affectés,
Ces gens, dis je, qu'on voit, d'une ardeur non coramune,
Par le chemin du Ciel, courir a leur fortune,
Qui, brulans et prians, demandent chaque jour
Et prêchent la retraite au milieu de la cour.
Qui sçavent ajuster leur zèle avec leurs vices,
Sont prompts, vindicatifs, sans foi, pleins d'artifices.

Molière. Tartuffe.

✂

Tyvende Kapitel.
En opbyggelig Samtale.

✂ Saa snart Hr. A. var gaaet ud af Døren, bragte Kromanden, min ny Herre, mig hen til sit Chatol, hvor han lagde mig iblandt en Hoben andre Bankosedler, og stoppede dem alle sammen i sin Lomme, hvorefter han gik ud i Gaarden for at beordre sin Karl at sadle en Hest, eftersom han strax vilde ride til Herregaarden og betale Forvalteren nogle Penge for en Tiende.

✂ En Alarm med en Vogn, som kom kjørendes og holdt uden for Kroen, lokkede min Herre ind i Stuen igjen, og aldrig saa snart havde han set ud af Vinduet, hvem de fremmede vare, før end jeg hørte min Herre udstøde disse Ord: "Har vi ikke der den fordømte Karl igjen!"

*Ces gens, qui o. s v, Disse Mennesker, hvis Sjæl er betagen af Egennytte, som giør Andagt til et Haandværk og en Vare og lægger an paa at kjøbe Tillid og Æresposter ved falske Blikke og løjet Begejstring - disse Mennesker, siger jeg, som man ser med en sjælden Iver slaa ind paa Vejen til Himlen for at fange Lykken, som med glødende Bønner hver Dag raaber paa og prædiker om Ensomhed midt i Hoflivet, som forstaar at lempe deres Iver efter deres Laster, er hidsige, hævngjerrige, troløse og fulde af Rænker 106

✂ Døren aabnedes, og en Mand traadte ind i Stuen, klædt i en brun Frakke med sorte Knapper i samt en sort Fløjels Kabuse paa Hovedet; og bag efter ham kom et ungt Menneske af omtrent tyve Aars Alder.

✂ Ved at betragte Mandens ærværdige Udseende og hans Klædedragt, skulde man strax falde paa den Tanke, at han havde været en Provst, eller i det mindste en Præst, og dog var han ingen af Delene, ja han hørte ikke engang i mindste Maade til Gejstligheden, men var en der i Egnen boende Fabrikør, hvilket jeg erfarede af den efterfølgende Samtale, der forekom mig aldeles besynderlig og lærerig, hvorfore den ogsaa indprentede sig saaledes i min Hukommelse, at jeg er i Stand til at levere Læserne den saa fuldstændig, at de ikke skal tabe en Tøddel deraf.

✂

Kromanden.

Se, god Dag, min kjære Broder! velkommen tilbage fra Kjøbenhavn.

✂

Den brune Mand.

Gud velsigne dig og dit Hus! men Himlen bevare mig fra at faa endnu en saadon Forskrækkelse som den, jeg har haft i Dag! den vilde lægge mig i Graven.

✂

Kromanden.

Har du væltet? eller har Hestene løbet løbsk med dig?

✂

Den brune Mand.

Nej, det var ikke saa vel. Det kunde have været, hvad det var - vist nok farligt, men ved Forsynets Naade kunde man dog have sluppet vel af en saadan Fare.

✂

Kromanden.

Du gjør mig ganske forskrækket. Hvad er det da? for alting sig mig det snart.

✂

Den brune Mand.

Hør nu da: en halv Mil her fra ved et Led traf vi en Mand af et fælt og skummelt Udseende.

✂

Kromanden.

Dog vel ikke en Røvere? Vi plejer ellers at være fri for saadanne Personer.

✂

Den brune Mand.

Nej, meget værre; det var en Tigger, som lukkede Ledet op for os og bad os om en Almisse.

✂

Kromanden.

Naa, og saa videre.

✂

Den brune Mand.

Jeg, der sad indpakket i mine Rejseklæder, saa at jeg ikke uden megen Besværlighed kunde 107 komme til Penge, ynkedes over ham og gav ham i Guds Navn - min Velsignelse.

✂

Den unge

(afsides).

Den feder forbandet lidt i disse Tider.

✂

Kromanden.

Naa! var han fornøjet dermed?

✂

Den brune Mand.

Nej, tænk en Gang, min kjære Broder! hvor ugudelig og syndig Verden er, han svarede mig, at han hellere vilde have en Skilling end min Velsignelse.

✂

Kromanden.

Det vilde jeg, paa min Sjæl! ogsaa.

✂

Den brune Mand.

For Himlens Skyld, min kjære Broder! tal ikke saa bespotteligt, ellers maa jeg forlade dit Hus. At foragte Guds Velsignelse - kan man tænke sig noget afskyeligere?

✂

Kromanden.

Nej, min Broder! du tager fejl, det var ikke Guds Velsignelse, han foragtede, men det var din; den Velsignelse, du kunde give ham med Munden, kunde slet ikke hjælpe Manden, men med din Skilling kunde du hjælpe ham. Dog, det er altid Gnierens Udflugt: at Velsignelse er bedre end Almisse, thi den første koster ham kuns et Par Ord, som han mener lige saa lidt med, som han har i Sinde at give noget bort, fordi han tager sin Pung op af Lommen. Men, lad os tale om noget andet! Skal du ikke have noget at leve af, medens dine Heste puster?

✂

Den brune Mand.

Nej, du skal have Tak, Broder, jeg har nylig spist.

✂

Kromanden.

Det kan vel være, men jeg kan se paa din Søn, at han behøver noget Er det ikke sandt?

✂

Den unge.

Jo, jeg kan ikke nægte, at jeg jo har Appetit.

✂

Den brune Mand.

Det er forskrækkeligt; æde og drikke, det er det eneste, som unge Mennesker nu kan gjøre.

✂

Kromanden.

Ti du kun stille, thi bande du og jeg har selv været unge, og haft Appetit. Desuden er han jo intet Barn, lad ham kuns i saadanne Ting raade sig selv. Vi skal nok faa noget at leve af, uden at det skal koste dig noget, thi det er dog nok Hovedknuden.

Nu gik Kromanden ud, og skaffede Mad og en Bouteille 108 Vin ind. De satte sig til Bords, og den brune Mand spiste, saa at Taarene stode ham i Øjnene. Samtalen blev derpaa fortsat saaledes, som følger:

✂

Kromanden.

Har du ellers udrettet noget godt i Kjøbenhavn?

✂

Den brune Mand.

Mit ene Ærende blev, Gud ske Tak! vel udrettet; men det andet, - o! jeg er et syndigt Menneske og har rigtignok fortjent megen Tugtelse; men dette er dog for haardt - hvem Gud vil straffe føleligt, den giver han ulydige Børn.

✂

Den unge

(bliver ganske rød).

Min bedste Fader! hvormed har jeg dog fortjent saa ubarmhjærtig en Medfart?

✂

Den brune Mand.

Ti stille, ugudelige!

✂

Kromanden.

Men hvad har han da gjort? Det er vel lige saa slemt som med Tiggeren? Drik en Gang.

✂

Den brune Mand

(drikker).

Jeg har anvendt alt for at gjøre ham til et skikkeligt og gudfrygtigt Menneske; jeg har villet lade ham lære Theologien, som skulde lede ham til Salighedens Vej, og haabede en Gang før min Død at se ham i den gejstlige Stand som en ærværdig Gnds Ords Lærere. Men -

(drikker).

✂

Kromanden.

Knøsen vilde vel ikke som du? Det var en stor Ulykke!

✂

Den brune Mand.

Ja! maa du ikke nok sige det. Ja, det er en Bekymring, som ingen kan røle uden den, der har ulydige Børn. Nei! Knøsen vil med Djævels Magt - Gud forlade mig - være Jurist.

✂

Kromanden.

Hvad kan det skade? der ere jo brave Folk iblandt dem, ligesom iblandt andre Stænder.

✂

Den brune Mand.

For Guds Skyld! sig ikke det; nej! de ere alle Satans Børn, og ingen Jurist kan være virkelig igjenfødt. Men det, som er det værste - Moderen holder med Knægten.

✂

Kromanden.

Det gjør hun, Fanden tage mig! ret i.

✂

Den brune Mand.

Tal dog uden at bande. - Jeg har formanet ham, bedet ham, pryglet ham og sluttet ham 109 inde; men han vil sejle sin egen Sø, og Moderen - ja, hun tænker ikke paa, hvor smerteligt det maa være at se sit eget Barn løbe Helvede lige i Struben.

✂

Kromanden.

Spørgsmaal, hvem der er Helvede nærmest, enten Sønnen eller Faderen?

✂

Den brune Mand.

Ja, vi ere alle syndige Mennesker og fortjente intet bedre (drikker). Nu da, siden jeg ikke kan faa Bugt med ham, saa maa jeg da resolvere til at lade ham faa sin Vilje. Jeg lader ham da lære alt det ugudelige Tøj, som udfordres til hans Examen, og nu, da jeg kommer til Byen med ham, for at lade ham eyaminere, saa siger mon mig, at Sxamen er udsat i tre Maaneder*).

**) Herved falder mig en Anekdote ind. Ved et vist Universitet, uden Tvivl i Maanen, blev den juridiske Examen en Gang udsat, fordi en ung tysk Professor først behøvede at læse over vaa det, hvori han skulde erannnere Kandidaterne. - Nej! det maa dog ikke have varet i Maanen, thi en ung tysk Professors Korpus kan findes, og findes virkelig i alle Vinkler og Kroge paa Jordkloden, men aldrig i Maanen; hans Forstand findes der meget ofte. Herom kan man læse Ariosti Orlando furioso. Canto 34. hvor den tyske Professor Astolph fortælles at finde sin Forstand i Maanen, hvorhen han kjørte med Apostlernes fire Heste; endskjønt andre holde for, at han red paa den bekjendte Hest, Hippogryphen. Jeg, som er meget for at have min Mening for mig selv, tror, at han red paa en Logogryph. Om Forstanden hedder det:

✂ Era, come un liquor sottile e molle,
Atto a esalar, se non si tien ben chiuse;
Esi vedea raccolto in varie ampolle,
Qual piu, qual men capace, atte a quell'uso.
Stanz. 83.

*En ung tysk Professor, sigter rimeligvis til Christian Ulrich Ditlev von Eggers (født i Itzehoe 1758, død 1813 som Præsident i Kiel). Han havde studeret ved tyske Universiteter og blev 1785 Professor extraord. i Lovkyndighed ved vort Universitet, 1788 Professor i Statsret - Astolph, en af Paladinerne (Karl den stores Helte) i Ariosts Digt "Den rasende Roland. - Logogryph betyder bl. a. mørk tale, Vaas - Era. come un liquor o. s. v., Den var som en flygtig og sin Vædske, der er rede til at fuse ud, hvis den ikke holdes vel proppet; man saa' den samlet i forskjellige Flasker af forskjellig Størrelse, gjorte til det samme. 110

✂

Kromanden.

Ja! det var nok en stor Ulykke.

✂

Den brune Mand.

Er ikke en Fader ulykkelig, der har saadanne Børn?

✂

Kromanden.

Jeg havde, paa min Sjæl, nær sagt: Er ikke det Barn ulykkeligt, der har en saadan Fader? Men lad os ikke tale om det ubehagelige. Lad mig en Gang høre det gode, som du harudrettet i Byen.

✂

Den brune Mand.

Ja! jeg maa dog tilstaa, at jeg har lært at se af min egen Erfaring, at det naadige Forsyn næsten aldrig skjænker nogen Bitterhed i vores Bæger, uden tillige at give os noget til at forsøde den beske Drik med. Jeg bøjer ogsaa mit Hjærtes Knæ for Forsynet og takker, fordi jeg nyder Velsignelse langt over mine Fortjenester.

✂

Kromanden.

Ja, jeg kjender dig, du er en Satans Karl. Du takker Forsynet for hvert et syndigt Menneske, som du kan snyde. Nu har du nok faaet nogen i dine Garn igjen.

✂

Den brune Mand.

Nej! jeg gaar den lige Vej, derfore lægger ogsaa Himmelen sin Velsignelse i, hvod jeg har.

✂

Kromanden.

Hør, véd du hvad? Jeg tror paa min Sjæl ikke engang, at man kan sige det om dig, som der blev sagt om en Ærkebisp i de katolske Lande. Paven vilde have ham kanoniseret, men en af Kardinalierne sagde, at det ikke kunde gaa an, fordi man vidste om den salige Mand, at han havde været meget for at gjøre Falskeri i Kortenspil. Ja, hvad vil det sige, Deres Højvelbaarenhed! svarede Paven; Manden spillede for de fattiges Regning og vandt anseligt til dem. - Ser du nu, naar du sælger slette Vare af din Fabrik og gier dem ud for gode, og jeg blander Vand i min Vin, saa er der ingen anden Forskjel paa vores Handlemaade, end at du takker Himmelen for, hvad du fortjener, og bilder Folk ind, at det er bare Guds Velsignelse, som du bliver fed af; naar derimod jeg tier stille, og tænker ved mig selv, at saadanne smaa Kneb ere tilladelige i enhver Næringsvej og hører til det, som alle Mennesker, lige til Lommetyven, kalder Modesti*).

**) Den gode Mand vilde uden Tvivl have sagt Industri. 111

✂

Den brune Mand.

Nej, min kjære Broder! min Samvittighed frikjender mig for, at jeg ikke bruger slige Kneb.

✂

Kromanden.

Gaa, du gamle Ræv! med din Samvittighed. Du siger aldrig et, uden du har et andet bag Øret; og det gaar med dig, ligesom med Amagerkonerne, der gjøre deres Ed paa, at de ikke blande Vand i Mælken, men har den Forbeholdenhed, at de blande Mælk i Vandet. Men vi ere færdige at glemme det, du skulde fortælle mig.

✂

Den brune Mand.

Ja! jeg skal sige dig det korteligen: jeg har været saa lykkelig at sælge min Fabrik.

✂

Kromanden.

Fanden heller! og hvem har kjøbt den?

✂

Den brune Mand.

Det har Kongen.

✂

Kromanden.

Kongen?... hvad den slemme Syge skal han gjøre med den? han kan jo dog ikke være Fabrikør?

✂

Den brune Mand.

Jo, naar der bliver sat en Direktion og Betjentere til at drive den, saa vil vist vor Herre lægge sin Velsignelse deri, og det kan blive en fortræffelig og nyttig Indretning for Landet.

✂

Kromanden.

Ja, gid Fanden have den Velsiguelse, som Direktionen og Betjenterne æde op! der hænger altid noget mere ved end den blotte Velsignelse. Naa! hvad fik du for din Fabrik?

✂

Den brune Mand.

Kuns tredive Tusende Rigsdaler.

✂

Kromanden.

Ikke mere? Ih det er jo kuns en Gang saa meget, som jeg tror den er værd. Hor, véd Du hvad? Kongen er, min Snlighed! den bedste Mand i Landet, og om man aldrig vidste det af andet, saa kan man se det deraf, at han er den, der bliver allermest snydt. Det skær mig i mit Hjærte, naar jeg tænker derpaa; ja min Sjæl! gjør det saa. Han kan umulig selv se alle Ting; han maa lide paa andre, og naar nu disse enten ikke forstaa det, de burde, eller ogsaa ere Skjælmer, hvorledes maa det saa gaa?

✂

Den brune Mand.

Men det er jo ikke Tilfældet her; Fabrikken er ærlig sine Penge værd.

✂

Kromanden.

Har været, vil du sige, og jeg tror ikke 112 engang det. Du aad Floden i de gode Aar, og nu, da der ikke er saa meget at fortjene som for, saa sælger du Mælken, og giver den ud for Flode. Men i hvor stor en Strik du end er, saa er du dog ikke sno klog, som du tænker. Endnu kan jeg lære di.i, hvorledes du burde have baaret dig ad for at fortjene dobbelt saa meget derved.

✂

Den brune Mand.

Naa! hvad skulde jeg da have gjort?

✂

Kromanden.

Det skal jeg sige dig. Naar du har saa store Patroner, at du kan udvirke det, du har faaet, saa kunde du ogsaa have udvirket mere. Ser du, du skulde have inddelt din Fabrik i Aktier og faaet Kongen til at tage nogle Aktier og indgaa Interessentskab med dig. Men for en Sikkerheds Skyld skulde du lade, som om du overdrog Fabrikken til din Søn, og trak dig selv ud af alle Ting. Hvad hedder en Gang din Søn?

✂

Den brune Mand.

Han hedder Melchior.

✂

Kromanden.

Godt. Han skulde forestaa Fabrikken, eller dog have Ord derfor. Paa Kongens Vegne kunde for Ex. Birkedommer Brushahn - ja det er en god Mand - gaa ind i Kompagniet, som da maatte skrive sig: Melchior, Brushahn & Kompagni.

✂

Den brune Mand.

Naa, og saa skulde de do drive Fabrikken? Men hvorfor kunde den ikke drives under mit eget Navn?

✂

Kromanden.

Nej, deri ligger just Knuden. Saa skulde Kompagniet, under Foregivende af at indskrænke sig, sælge bort Huse og Bygninger og en stor Del Materialier og Værktøj.

✂

Den brune Mand.

Det var jo dumt. Hvem skulde vel kjøbe det?

✂

Kromanden.

Der har vi det; naar du lader, som du slet intel har med Interessentskabet at bestille, saa kan du for en Skampris kjøbe alt for din egen Solo-Regning; og saaledes vil du inden kort Tid have faaet den hele Fabrik tilbage næsten for slet intet. Imidlertid skal du laane Interessentskabet Penge, saa at du bliver en Hoved-Kreditor. Derpaa, 113 naar Kompagniet ikke længer kan bestaa, saa man det gaa fallit. Men naar Kongen er Interessent, saa kan du let begribe, at en Fallit ikke kan faa Sted, saa at Slutningen maa blive, at Kongen er nødt til enten at tilkjøbe sig, den hele Fabrik eller at udbetale den Andel af Gjælden, som hæfter paa hans Aktier; og i begge Tilfælde har du upaatvivlelig vundet. Hvad din Søn angaar, ham trækker du sagte ud af Fortrædeligheden, siden du er hans eneste Kreditor; og maa du da ingenlunde glemme at udbasune, hvad du taber ved ham, men undskylde ham med hans Ungdom og Uerfarenhed til at bestyre et saa vidtløftigt Værk. Det forstaar sig, at du af Erkjendtlighed maa lade dine Patroner tage hver sin Aktie, og at du redelig maa dele Fordelen med dem.

✂

Den brune Mand.

Det er sandt nok, du siger, men - men - - men - ser det ikke ligt ud til et Skjælmstykke?

✂

Kromanden.

Du ærlige Mand! ligesom dette var et mindre Skjælmstykke end dine andre Kneb. Véd du ikke nok, at naar man har Penge, saa kan man le ad alt, hvad Verden snakker? En rig Mand kan aldrig gjøre Kanaillerier. Det, som hos fattige Folk hedder Filoustreger, hedder hos ham bare Modesti*). Desuden, hvem siger, at saadant noget bliver bekjendt? og naar man knus har et ærligt Navn, saa kan det være lige godt, enten man er ærlig eller ikke.

✂

Den brune Mand.

Det er vel saa, men Samvittigheden - -

✂

Kromanden.

Kom du mig ikke liere med din Samvittighed. - Du kunde endelig ogsaa have betjent dig af et ondet Kneb.

✂

Den brune Mand.

Naa da; du er en Tusendkunstner.

✂

Kromanden.

Ja, nok saa snu som du. Ser du: jeg kjendte for nogle Aar siden en Fabrikør i Frankrig, der behovede fem Tusende Rigsdaler til Laans for at sætte sin Fabrik i Flor, men kunde ingen Steds faa dem. Han beslutter

*Laserne have dog vel ikke glemt, hvad dette Ord betyder? 114

✂

da at give en Ansogning ind til Kongen om dette Laan, men det blev afslaaet. Bekymret vilde han forlade Paris, men ved Lejlighed fik han en fornemme Herre i Tale, hvilken han underrettede om, hvad der havde tildraget sig "Hvod vil I give mig," sagde denne Mand - for i frankerig siger alle store Herrer I til Folk - "hvad vil I give mig, om jeg kan forsyne Eder med et godt Raad?" - "Min Erkendtlighed ligger i denne Obligation," svarede han, "som jeg herved giver Dem." - "Godt," sagde Herren, "I er en Nor, at I har begjært kuns fem Tusende Rigsdaler; hvad kan I udrette dermed, naar Douceurerne fraregnes? Nej! gjør Beregningen om, vis, at I behøver tyve Tusende Rigsdaler til at sætte Fabrikken i behørig Gang med, og da skal I se, det ikke afslaas, thi da kan vedkommende gjøre sig Facit paa, at I er i Stand til at give gode Douceurer." Fabrikøren fulgte Raadet, og hans Ansøgning blev strax bevilget, hvorpaa han indløste sin Obligation og rejste hjem. Nogle Aar efter gjorde han en klog Bankerot, hvorved Kongen tabte den hele Summa.

✂

Den brune Mand.

Ja, det var i Frankerige, men vi leve jo i Dannemark?

✂

Kromanden.

Rigtig uok, men da alle franske Modeller indføres her i Landet, hvorfore skulde da ikke denne ogsaa blive indbragt, i Fald vi ikke allerede har den?

✂

Den brune Mand.

Jeg ser, min Vogn holder for Døren. Tak for god Undervisning. Jeg mærker nok, at jeg ikke faar Lov til at betale. Gud velsigne dig! og Lykken hvile over dit Hus! (afsides, idet han gaar.) Det var en Ulykke, at jeg ikke raadførte mig med ham, før end jeg rejste til Byen.

Derpaa steg han med sin Søn paa Vognen og rullede af Sted til sit Hjem, uden Tvivl mere misfornøjet med sin Handel, end han tilforn havde været. Meget havde jeg ønsket at lære nøjere at kjende denne foregivne Helgen, men det har ikke lykkedes mig. Saa meget kunde jeg dog af denne foregaaende Samtale slutte mig til, at Manden hørte til den Klasse af Mennesker, der paatage sig en Helligheds-Maske for 115 derunder at kunne begaa alle mulige Laster; der ere i Stand til at dræbe en Broder, idet de velsigne ham; der vil indbilde Verden, at de ere gode og dydige Mennesker, men hvis gode Gjerninger høre op, saa snart som deres egen Fordel ophører, saa at deres Ædelmodighed altsaa ikke varer længere end de Næser, hvorom Butler siger i sin Hudibras:

✂ So learned Taliacotius, from
The brawny part of porter's bum,
Cut supplemental noses. which
Would last as long as parent breech;
But when the date of Nock was out,
Off dropt the sympathetic snout.

✂

En og tyvende Kapitel.
Jeg faar en ny Herre.

✂ Min Herre satte sig strax til Hest, og red til Herregaarden, hvor Forvalteren uden megen Vanskelighed imodtog hans Penge. Jeg blev altsaa overleveret til Forvalteren og fik saaledes et nyt Herskab.

✂ Hvad Kromandens Karakter angaar, da hører han til de Folk, om hvilke der ikke er meget at sige; som ere moralske Amfibier og have enten ingen fast Karakter eller og en, som er sammenblandet af adskillige. Man vil af det foregaaende se, at han for en Mand af hans Stand tænkte ganske sundt; at han just ikke gjorde synderlig enten ondt eller godt; at han vidste at passe paa sin Næringsvej og holdt for, at *Samuel Buttler (1612-80) engelsk Digter. Hans Hovedværk er det komiske Heltedigt Hudibras, der satiriserer over Independenterne og Presbyterianerne - So learned Taliacotius o. s. v. Saaledes skar den lærde Taliacotius af den kjødrige Del af Dragerens Bag Stykker til at erstatte Næser med, kunstige Næser, der holdt lige saa længe som deres Ophavsmands Bag; men naar Nocks Tid var omme, faldt den sympatetiske Næse af. 116 visse smaa Kueb deri ikke var utilladelige; men at han for øvrigt, naar han skulde vælge imellem at være en aabenbare Skjælm eller en skinhellig, aldrig vilde tage i Betænkning at vælge det første. Forvalteren bragte strax alle Pengene ind til sin Kone og leverede hende dem, hvorpaa han igien gik ud til sine Forretninger.

✂ Denne Kone var, efter mine Tanker, et Fruentimmer, som snarere var over end under sine halvtredsindstyve Aar; for Resten, som jeg siden fik Lejlighed til at erfare, et Fruentimmer af det ædleste Hjærte og de fortræffeligste Egenskaber. Hun havde tre Døtre, som alle vare gifte der i Egnen og passerede for de bedste Folk der omkring, og hvis herlige Opdragelse var Moderens eget Mesterstykke.

✂ I Stuen hos heude traf jeg en ganske ung Præstemand, som sad i en uden Tvivl meget interessant Samtale med hende, hvoraf jeg, til min Ærgrelse, kuns fik høre Slutningen. "Ja!" sagde Forvalterens Kone, da hendes Mand var gaaet ud af Stuen, "vi se da nu Opfyldelsen af Bulls Spaadom, naar han siger i sit Digt om Frihed og Ejendom:

✂ Alt vil, paa Mildheds Vink, den haanlig Lænke briste,
som Vælde gothisk Æt fik Adgang at paaliste.
En føje Tid - og end en Slægt af Frihed stor,
en anden Heltesæd, paa hine Sletter bor."

✂ "Med Tiden", svarede Præsten, "vil vi haabe, at Opfyldelsen heraf skal ses, thi saa pludselig er det ikke muligt, at Følgerne af Kongens milde Forsyn for Bonden kan spores. Imidlertid er det virkelig beklageligt, at Slaveriet ikke rent udryddes. Det Aag, som blev taget af den danske Bonde, burde enten *Bulls Digt om Frihed og Ejendom, Forfatteren Hans Bull (1739-1783) var Præst i Norge og har bl. a. skrevet et Par af "Selskabet til de skjønne og nyttige lidenskabers Forfremmelse prisbelønnede og i dets Skrifter ("Forsøg til de skjønne og nyttige Videnskaber") optagne Digte, af hvilke det ene er det her omtalte,,Om Landmandens Lyksalighed ved Friheds og Ejendoms Nydelse" (1772). - Det Aag, som blev taget af den danske Bonde hænger man paa Studenten , Stavnsbaandet blev løst den 20de 117 rent have været brudt i Stykker eller ogsaa ophængt inden dobbelte Laase, paa det at Efterkommerne kunde se deres Forfædres Skæbne; men i den Sted tager man Aaget af Bonden og hænger det paa Studenten. Jeg kan bedst tale derom, da det ikke er mere end fjorten Dage siden, at jeg ombyttede Aaget med denne Dragt." -

✂ Samtalen blev her afbrudt ved en Alarm, som hertes i Gaarden. Forvalterens Kone saa' ud af Vindnet og udbrød i disse Ord: "Herre Gud! nu igjen Spektakler!" hvorpaa hun hastig løb ud af Stuen. Præsten var ogsaa gaaet til Vinduet, og saa' der, at Forvalteren var i Færd med at prygle en Bonde, som havde begaaet en i sig selv ubetydelig Forseelse, Munden og Ridepisken vare de to Vaaben, som han brugte til denne Forretning; den første udstødte de groveste Skjældsord og Eder, som han kunde udfinde, og det fejlede aldrig, at jo den sidste efterlod sig Spor paa Bondens Ryg; thi ved lang Øvelse havde Forvalteren erhvervet sig et fortræffelig Handelag til at føre en Stok eller en Pisk.

✂ Konen kom til og stillede Alarmen, samt reddede den arme Bonde, hvilket hun meget ofte havde gjort; thi til Ære for - jeg véd ikke, enten jeg skal sige Manden eller Konen - havde hun saa megen Magt over hendes Mand, at hun altid kunde styre hans hidsige Sind. Rimeligvis bar han saa stor Ærbødighed for hendes fortræffelige Egenskaber, som han ved et langvarigt Ægteskab nødvendig maatte have lært at kjende, at han skammede sig ved ikke at følge hendes Overtalelser; og hendes utrætteligen anvendte Flid for at udstudere hendes Mands Sindelag og Tænkemaade havde ogsaa lært hende, hvad Vaaben hun maatte bruge for at bøje ham efter sin Vilje, hvilket hun ogsaa mesterligen udførte, uden at man dog kunde sige, at hun benyttede sig af sine sejerrige Vnaben til andet, end til at afholde hendes Mand fra de Fejltrin, *Juni 1788. Somme Aor udkom Universitetsfundatsen af 7de Maj; det maa formodentlig være deu, Præsten finder for stræng og betegner som et Aag 118 hvortil hans heftige Temperament og ikke ædle Tænkemaade ofte forledede ham.

✂ Nu kom Konen ind igjen. "Det glæder mig inderlig," sagde Præsten, "at se Dem ved Siden af en Mand, der saa højlig trænger til en saa god Raadgiverske." - "O!" svarede Konen, "det er jo Ægtefolks Pligt, at stræbe at afholde hinanden fra de Fejl, som deres Temperament eller andre Omstændigheder forlede dem til Saaledes afholder han mig ofte fra de Fejl, som min utidige Medlidenhed ellers vilde drive mig til; og paa den Maade kvittere vi med hinanden. Jeg maa ellers sige, at et saa fortrædeligt Embede som det, min Mand saa længe har haft, meget let kan gjøre et Menneske haardhjærtet, om han end ikke er det af Naturen; og man haver med saa mange lumpne og nedrig tænkende Folk at gjøre, at Mildhed og Eftergivenhed oftere gjør Skade end Haardhed."

✂ "De er en fortræffelig Prokurator for deres Mand," vedblev Præsten, "og jeg vilde ikke for al Verden fornærme Dem med at tro, at Haardhed er et af Hr. Forvalterens Karaktertræk." - "Nej," svarede Konen, "jeg vil ikke dølge for Dem, at jeg selv er virkelig overbevist om, at Deres Mening er rigtig. Jeg har Højagtelse for Dem, uagtet Deres Ungdom, thi jeg tror at kjende Deres gode Hjærte, og jeg formoder, at De vil arbejde med mig saa meget, som vi kan, for at formilde hans haardhjærtede Natur. Meget er han forbedret, og fornuftige Folks Omgang kan endnu gjøre ham meget Gavn, uagtet han er gammel. Vi har her paa Landet næsten ingen anden at omgnas med end med Præsten, og det er utroligt, hvor meget han kan forbedre sin Menigheds Tænkemaade, naar han kuns er, som han bør. Deres Formand i Embedet bekymrede sig slet intet om andet, end om sine Indkomster, og naar han prækede om Søndagen, saa var det saadant Guds jammerligt Tøj, at et tænkende Menneske maatte forarges derover. Havde vi haft en duelig Præst her i Kaldet for ti Aar siden eller en anden fornuftig og god Mand at omgaas med, saa vædder jeg, at min Mand skulde have været langt bedre, end han er.

119

✂ Thi hvad den daglige Omgængelse med brave Folk kan slibe og polere et Menneske, det er langt mere, end man skulde tro. Ser De nu: Min Mand har én Fejl, som jeg ikke vil dølge for Dem, at den smerter mig meget: han er haard, ja næsten ubarmhjærtig imod Kreaturene. Naar han rider, saa farer han saaledes af Sted, at Haarene maa rejse sig paa Hovedet. Betænk! en Mand paa henved tresindstyve Aor, og hvad Angest jeg idelig maa svæve i, for at han skal brække Halsen en Gang, og hvor ubehageligt det maa være for mig at høre hans Heste enten styrte eller komme til Skade under ham. Dernæst er han alt for stor en Elsker af Jagten, og denne barbariske Fornøjelse bidrager ogsaa meget til at gjøre ham haard. Jeg tror, at De, som er en fornuftig Mand, gjærne kunde bibringe ham mildere Følelser for Dyrene."

✂ "Men", sagde Præsten, "Menneskene ere os dog nærmere og fortjene mere vor Opmærksomhed end Dyrene. Jeg hader virkelig al haard Omgang med Dyrene, men jeg tror dog, at man i Almindelighed omgaas haardere med Menneskene, og at disse lide mere ondt end de ufornuftige Skabninger. Naar Medlidenhed skal indprentes et Menneske, saa er det vistnok bedst, at man begynder med at drive paa Ærbødighed for Religionen, og dernæst Kjærlighed til Næsten; i Kristendommens Lærdomme gaar altid Kjærlighed til Næsten først, og derefter følger Befalingerne om Medlidenhed og Skaansel mod Dyrene. Vænner man sig først til ikke at handle anderledes imod Mennesker, end vi ville behandles af dem, saa blive vi snart ømme over alle Skabninger - -"

✂ "Tillad mig, at jeg falder Dem i Talen," sagde Madamen; "Deres Maade, som De tror, man bør gaa frem paa, har jeg intet imod, det er desuden noget, som jeg ikke drister mig til at bedømme; men De maa tilgive mig, om jeg umuligen kan finde mig overbevist om Rigtigheden af den Sætning, som De nyligen anførte, at Dyrene ikke lide saa meget som Menneskene; jeg tror, at der er ingen Ubarmhjærtighed, som jo udøves mod de stakkels uskyldige, ufornuftige Skabninger, og at 120 Menneskenes Lidelser, i det hele betragtede, ingenlunde kan veje op imod Dyrenes."

✂ "Det er en Mening," svarede Præsten, "som gjør Deres ædle og følsomme Hjærte megen Ære, thi De mangler kuns at blive overbevist om det modsatte, saa er jeg vis paa, at De vil antage den rigtige Mening, uden derfor at tabe det ringeste af den Medlidenhed med alle ulykkelige Skabninger, enten de saa ere fornuftige eller ufornuftige, som klæder Dem saa fortræffelig. Det fornøjer mig ellers, at dette giver mig Anledning til at vise Dem en liden Afhandling, som jeg har skrevet over denne Materie; vil De læse den for Deres Mand, da tror jeg, at den kanske dog vil gjøre nogen Virkning."

✂ Herpaa tog han en skreven Afhandling frem af sin Tegnebog og leverede hende. Men nu kom Forvalteren ind; og Præsten, som skulde et andet Sted hen, tog Afsked, med Løfte at komme igjen Dagen derpaa.

✂ Da Præsten var borte, spurgte Forvalterens Kone hendes Mand, om han ikke havde Lyst til at høre noget, som Præsten havde laant hende til Gjennemlæsning. "Som du vil, mit Barn," svarede Forvalteren, hvorpaa han stoppede sig en Pibe Tobak og satte sig ned for at høre paa sin Kones Læsning.

✂

To og tyvende Kapitel.
Hvad Forvalterens Kone læste *)

✂ Da Forvalteren havde tændt Ild paa Piben, begyndte Konen saaledes: "En moralsk Afhandling om den Sætning: -"

**) Hans Velærværdighed tager mig det vel ikke ilde ov, om jeg, uden Tilladelse, gjør denne hans Afhandling bekjendt og forøger den med nogle Aumærkninger af min egen Fabrik Skulde der imidlertid findes de, som ville tro, at denne Arhandling, eller noget deraf, er taget, laant eller stjaalet ud af Professor Smiths Afhandling om Dyrenes Bestemmelse, fordi den udkommer fjorten Dage senere, da vil jeg meget udbede mig, at en saadau Tvivlere vil igjennemlæse begge Afhandlingerne for at overbevise sig om, at Forfatteven af denne ligesom lidet har kjehdt Professor Smiths Afhandling, som han har kjendt denne Hans Velærværdighed vil for øvrigt ikke i mindste Maade fortryde paa, om man, efter at have læst Hans Højærværdigheds Afhandling, tror det overflødigt at læse denne nærværende

Udg. Anm.

121

✂ "Hu!" sagde Forvalteren, "den Moral er tør som Fanden; jeg troede, det var nogle Vers, for den unge Springfyr ser mig mere lig til at være Versemager, end Moralist."

✂ "Det er ikke sagt," svarede Konen, "at al Moral er tør, eller at en Afhandling er kjedsommelig, fordi den er paa solut Stil; der ere en utrolig Hoben Vers, som kjeder, og megen Prosa, som morer; derfor hør kuns paa den: En moralsk Afhandling om den Sætning, om Dyrenes Skæbne er bedre eller værre end Menneskenes. Det er Titelen: men her kommer noget Engelsk, som jeg ikke forstaar, det vil jeg da springe over*).

**) Dette Engelske var følgende Motto:

✂ The lamb thy riot dooms to bleed to-day,
Had he thy reason, would he skip and play?
Pleas'd to the last, he crops the flowry food,
And Heks the hand just rais'd to shed his blood.
Oh blindness to the future! Kindly giv'n,
That each may fill the circle mark'd by Heav'n,
Who sees with equal eye, as God of all,
A Hero perish, or a sparrow fall,

*Professor Smiths Afhandling "Tanker om Dyrenes Natur og Bestemmelse og Menneskets Pligter imod Dyrene" stod i det i 1789 udkomne 2det Hefte af den nævnte Forfatters Tidsskrift "Samleren" Laurids Smith (1754-94), en meget frugtbar filosofisk og theologisk Forfatter, fik 1779 Prædikat af Professor, blev 1789 Doctor theologiæ ved Universitetet i Göttingen og døde som Provst og Slotspræst i Fredensborg -The lamb thy riot dooms to bleed to-day o. s. v., Vilde Lammet, som din Blodtørst dømmer til at bløde i Dag, hoppe og lege, i Fald det var i Besiddelse af Fornuft som du? Muntert til det sidste nipper det sit Blomsterfoder og slikker den Haand, der hæves for at udgyde dets Blod. O, Uvidenhed om Fremtiden, du er kjærlig skjænket os, paa det at enhver maa tilendebringe det Kiedsløb, som er ham bestemt af himlen, der som Universets Gud ser med samme Ro paa, at en Helt gaar til Grunde, og at en Spurv falder til Jorden, paa at Atomer eller Systemer hvirvles i Afgrunden, Paa at snart en Boble og mart en Herden springer - Pope, den berømte engelske psevdoklassiske Digter. Det didaktiske Digt Essay on Man (Afhandling om Mennesket) er hans Houedværk 122

✂ "Er Dyrenes Skæbne bedre eller værre end Menneskenes? - Dette er et dobbelt Spørgsmaal, som maa betragtes fra to Sider og besvares med et dobbelt Svar. Der gives utallige, som misunde Dyrene deres Skæbne; der enten ved at se adskillige umælende Dyrs Vellevned og Lyksalighed - om jeg her man bruge dette Ord - eller og ved at betragte deres egen eller deres Medmenneskers Elendighed ofte fristes til at ønske sig selv eller andre Mennesker i Klasse med Dyrene. Der gives ogsaa mange, - og jeg vil ikke nægte, at jeg tror, at denne Tanke umuligen kan opkomme uden i de ædleste og bedste Hjærter -, der formene, at Dyrene i alle Betragtninger have Aarsag til at misunde Menneskene deres Fortrin for dem; at Dyrene i Almindelighed ere udsatte for langt værre Behandling og meget tungere Lidelser end Menneskene, og at disse altsaa ere meget lykkeligere end hine.

✂ "Begge fejle uden Tvivl. Naar det skal være almindelige Sætninger, saa har næppe nogen af disse forskjellige Meningers Forfægtere betragtet Tingen fra den rette Synspunkt; saa have de sikkerligen sammenlignet ulige Omstændigheder med hinanden, og paa den Maade kan det ikke være andet, end at Resultatet af deres Betragtninger maa blive urigtigt. Det ene Parti har saaledes, for Exempel, sammenlignet den trivelige Skjødehund med Betlerens nøgne Barn; og det andet Parti betragter Lænkehunden i Parallel med Pfaltzgreven. Nej, Sagen maa betragtes i lige Forhold fra begge Sider, da først staar Vægten *

✂ Atoms or systems into ruin hurl'd,
And now a bubbie burst, and now a worid.
Pope Essay on Man.

Udg. Anm

123 i sin rette Balance; lige Omstændigheder maa lægges i Skaalerne, og da først kan man blive overbevist om at have vejet rigtig. Jeg vil her gjøre et lidet Forsøg med at afhandle denne Materie efter min ringe Evne, og følgeligen vil jeg gjøre ved den, ligesom jeg plejer at gjøre ved mine Prækener, det er at sige: jeg vil dele den i to Hoveddele og saaledes betragte:

✂ 1. Om den lykkelige Del af Menneskene i Almindelighed er lykkeligere end Dyrene under lige Omstændigheder; og

✂ 2. Om den ulykkelige Del af Menneskene overhovedet er mere ulykkelig end Dyrene i lige Forhold.

✂ I. Det er unægteligt, at Skaberen har bestemt alle sine Skabninger til Lyksalighed, og ingen af dem til Lidelser; følgelig ere de ufornuftige - eller maaske rettere, skjønt dristigere, sagt: de mindre fornuftige - Skabninger lige saa lidet undtagne fra denne Algodhedens kjærlige Bestemmelse som Menneskene eller de fornuftigere Skabninger. Men lige saa upaatvivleligt er det ogsaa paa den anden Side, at den samme vise og gode Skabere, som har udrustet Mennesken med højere Evner og Kræfter end de saa kaldede ufornuftige Dyr, ogsaa har bestemt hine til at modtage en højere Grad af Lyksalighed end disse. Ligesom nu Skaberen har bestemt alle sine Skabninger til Lyksalighed, saa har han ogsaa givet dem Evner til at kjende dette Maal og nedlagt hos dem en Attraa efter at søge det. Nu spørger man: hvori bestaar denne Lyksalighed? Hvad Dyrene angaar, er dette Spørgsmaal let besvoret: Den bestaar da i Sansernes og Begjærlighedernes Tilfredsstillelse: og da disse altid af Naturen ere maadelige og ikkun meget sjælden udskeje en liden Grad over Maalet hos Dyrene, saa er Lyksaligheden for dem ikke saa meget vanskelig at opnaa. Betragter man Menneskene, hvori deres Lyksalighed burde bestaa, da er den dobbelt: en sanselig og en fornuftig. Den første have de til fælles med Dyrene, og den sidste skulde adskille dem fra de ufornuftige Skabninger. Denne er det, der hæver 124 Menneskene over Dyrene, som sætter dem i Rang med himmelske og overjordiske Væsener og bringer dem mange Grader nærmere til deres og alle skabte Væseners Kilde og Udspring: den vise, gode og højstlyksalige Skabere. Vilde vi betragte Dyrenes Lyksalighed i Sammenligning med Menneskenes fra denne Side, da maatte jeg strax lægge Pennen og erklære, at Dyrenes Lyksalighed aldrig maa eller kan sammenlignes med Menneskenes Den himmelske Glæde, som en fornuftig Skabning føler ved at have gjort godt i Verden, virket Gavn i den Cirkel, hvori Forsynet har sat ham, den Glæde er ikke blevet Dyrenes Lod. De mangle den høje Evne i Sjælen, at drage Slutninger af deres egne og andres Handlinger; thi, uagtet jeg ikke vil nægte den trofaste Hund at føle en inderlig Glæde over at have reddet sin elskede Herre fra en eller anden Ulykke, saa kan han dog ikke, som Mennesket, lægge Planer til tusende af sine Medskabningers Lyksalighed: han kan ikke handle efter Regler for at opnaa dette Maal; og naar det er opnaaet, kan han ikke indse de velgjørende Følger, som hans Bestræbelser skal have, endogsaa paa kommende Slægter.

✂ "Det var altsaa at lægge ulige Omstændigheder i Vægtskaalen, om jeg vilde veje Dyrenes Lyksalighed imod Menneskenes paa denne Mande; men da Ersarenheden lærer, at det er kuns en overmaade liden Del af Menneskene, der foretrække deres fornuftige Lyksalighed for den sanselige; at derimod den største Del sætte deres hele Lyksalighed i Sansernes Tilfredsstillelse, saa er det fra denne Side, vi bør betragte vores Sætning, i Fald vi vil vente at komme til nogen Vished derom.

✂ "Til at opnaa og nyde den sanselige Lyksalighed have Dyrene utallige Fortrin for os. De gaa den behageligste og bekvemmeste Vej til dette Maal, naar Menneskenes Vej meget ofte falder igjennem forudsete Smerter og Lidelser. Ofte ser Hesten paa den anden Side af en Aa en sedere Græsgang end den, hvori han gaar: han svømmer der over, uagtet den ubehagelige Fornemmelse, som han véd, at det kolde Vand foraarsager ham; men denne er ogsaa den højeste Ubehagelighed, 125 som han vilde udsætte sig for; og aldrig kan noget fornuftigt Dyr bestemme sig selv til at pine sig med Medikamenter for at skaffe Rum i en fordærvet Mave til de fire og tyve Retter, som den følgende Dags Gjæstebnd lover. Det er kuns Menneskene, og aldrig Dyrene, der kan lade sine Begjærligheder lede sig mere end én Gang ind i samme Fare. Aldrig skal man se, at det Dyr, der én Gang lykkelig udviklede sig af den Snare, som Bonden opstillede for sin Kaalhave, anden Gang vover sig den samme Vej, naar derimod Menneskene ofte endnu ikke have forvundet de Lidelser, som ét eneste Øjebliks Vellyst bragte over dem, før end de ile paa ny igjen for at styrte sig i den Fordærvelse, hvorfra de, blot ved at bruge Dyrenes Forstand, let kan indse, at de ikke kan redde sig. Naar Dyrene have tilfredsstillet deres Lyster, ere de rolige, indtil Naturen igjen minder dem; men naar bleve Menneskenes Lyster tilfredsstillede? Mættelse bringer større Hunger over Mennesket; han rager og skraber sammen alt, hvad han kan faa, og sjælden tillader han, end ikke naar hans Hunger er stillet, at hans Medmenneske mætter sig ved Levningerne i hans Fod, hvilket dog Dyrene tillade; og om man undertiden ser en Hund at nedgrave et Ben, da er det en klog Tanke om Eftertiden, der driver ham dertil; men dristig tør jeg nok sige, at denne Forsynlighed aldrig skal drive ham til at røve et Ben fra en anden Hund, naar han selv er mæt; nej, denne Handling er alt for menneskelig, til at noget ufornuftigt Dyr kunde begaa den.

✂ "Maadelighed i Nydelsen af det gode er endvidere det, som udmærker Dyrene fra Menneskene og bidrager ikke lidet til, at de ufornuftige Skabninger ere lykkeligere eud de fornuftige. Naar saa' man Dyrene at blande tusende forskjellige Ting imellem hinanden? Sæt en Hund til et menneskeligt Maaltid, da skal man se ham gaa omkring og snuse og lugte til alle de mangfoldige fremsatte Retter og deraf at udvælge sig den, som han finder bedst overensstemmende med sin Natur eller siu Appetit, de øvrige lader han upaatvivleligen staa; men naar 126 handler Mennesket saaledes? Naar biede Mennesket med at spise, til Hungeren mindede ham? Naar lod han være at drikke, til Tørsten indfandt sig? Aldrig; thi en enkelt ordentlig Dag i et Menneskes Levetid gjør ham ikke til nogen Undtagelse. De ufornuftige Skabninger derimod følge Naturens Drift i alle deres Nydelser; de spise, naar Maven byder, drikke, naar de føle Tørst, og elske, naar Naturen tilsiger; da derimod Mennesket - ja, derom vil jeg lade Beaumarchais' Antonio tale: Boire sans soif, siger han, et faire Pamour en tout temps, il n'y a que ça qui nous distingue des autres bêtes. Der hersker en saadan Ufornøjelighed hos Menneskene frem for hos Dyrene, der strækker sig til alle Ting, endogsaa til de simpleste Forlystelser, der hos Dyrene ere uskyldige, men hos Menneskene næsten altid skadende eller ødelæggende, enten for andre eller for dem selv. Naar den muntre Kat kan more sig paa det fortræffeligste ved at spøge med en levende eller død Mus, saa maa man betænke, at de to Slags Dyr ere Fjender af Naturen og af en ganske forskjellig Art, og at Mennesket meget ofte leger lige saa grusomt med et svagere Medmenneske; men naar den samme Kat kan paa en mere uskyldig Maade lege med det første det bedste Baand, han kan faa fat paa, maa man da ikke le og ynkes over det Menneske, der, ofte ved det nedrigste Kryberi, eller paa sin Samvittigheds og Formues Bekostning, kjøber sig det eneste Baand, hvormed han synes, at det er værd at lege?

✂ "Man maa ingenlunde i dette hele nogen Sinde sætte ud af Sigte, at jeg ene og alene taler om den utrolig store Hob Mennesker, der sætte deres eneste Lyksalighed i de sanselige Lysters Opfyldelse; jeg har én Gang for alle undtaget fra denne min Sammenligning de usigelig faa Mennesker, der have ædlere Maal for deres Attraa og ædlere Lyster at søge opfyldte.

*Boire sans soif o. s. v. Det eneste, hvorved vi adskiller os fra de andre Dyr, er, at vi drikker uden at være tørstige, og elsker til enhver Tid (*dolgoeO* ikke til bestemte Tider af Aaret). 127

✂ Lader os nu en Gang betragte Menneskene og Dyrene i den højeste Grad af sanselig Lyksalighed Lader os se den stolte og trivelige Hest ved sin Krybbe, hvori Havren altid venter paa hans Appetit. Lader os se Skjødehunden, sovende paa den bløde Pude, eller i det magelige Skjød, saa længe, til Luften af den sukkerblandede Kaffe eller det fintskaarne Kjød vækker ham til en ny Tilfredsstillelse af en næsten umærkelig Hunger eller Tørst, hvorfra han strax igjen overgaar til Søvnens Behageligheder. Lader os derimod veje det Menneskes forlystelsesfulde Liv, der vaager for at nyde den idelige Afvexling af Vellyster, som den korte Tid imellem hans Søvn kan tillade; som hans egen sindrige Opfindelses Kraft, forenet med andres, kan optænke, og som hans Rigdom og Overflødighed kan tilvejebringe. Sig Sandheden, vellystige Menneske! føler du aldrig nogen kjedsommelig Tomhed i dette dit Liv? føler du aldrig nogen pinende Misundelse over andres Lykker som Mennesket altid er villig til at se igjennem et Forstørrelsesglas, i Sammenligning med sin egen? føler du aldrig nogen Attraa efter et eller andet, som du ikke kan opnaa, og som du dog synes at mangle i din Lyksalighed? Og vil du ikke sige Saudhed, saa lad din Doktor træde frem og sige, om du aldrig plages af en svær Fordøjelse? af Gigt eller podagriske Anstød? af Svækkelser enten i et eller andet Ledemod, som ere martrende enten for dit Legeme eller for din Sjæl? Jo! upaatvivleligen maa et eller andet heraf, ja ofte adskillige Omstændigheder paa én Gang, forbitre dig dit Liv, blande dine Vellysters Nydelse med Galde og forvolde dig Ubehageligheder, som du ønskede at undgaa. Lad Hesten staa ved Krybben og æde sig en Krop til*), det er **) Krop er en Slags Svoghed hos Heste, som kommer af for god Føde og for lidt Arbejde. Se Professor Abildgaards Heste- og Kvæglæge.

Udg Anm.

*Abildgaard (Peder Kristian), 1740-1801, Grundlæggeren af Veterinærskolen paa Kristianshavn (1770) og udmærket Forfatter i Veterinærvidenskaben Hans "Dansk Heste- og Kvæglæge til Bøndernes Brug" er hans mest udbredte Skrift. Det udkom 1770 og blev siden oplagt paa ny mange Gange. 128 slip ham løs fra Stalden, og snart skal du se ham spille omkring i Maiken og fordrive den Sygdom, som din Kjælenskab bragte ham paa Halsen. Du derimod er fri, ikke bunden med nogen Grime, og dog vil du heller, midt iblandt dine Puder, midt i dine Forlystelser, se den villige Podagra nærme sig, end forjage den ved mindre Vellyst, mindre svækkende Forlystelser og mere gavnligt Arbejde, hvorved du kan opnaa den sande og fornuftige Lyksalighed. Men hvem er nu lykkeligst, enten du eller din Hund og din Hest? - - O! snart skal Smorterne pine Tilstaaelsen ud af dig og fornedre dig i dine egne Øjne, naar du med Skamfnldhed maa erkjende: Mennesket er skabt til større Lyksalighed end Dyrene, men det er selv Skyld i, at det ikke nyder saa stor Lyksalighed som de.

✂ "II. Vi have nu saaledes betragtet den første Del af vores Afhandling, hvorfore vi vil gaa over til den anden Del, hvori vi skal undersøge: Om den ulykkelige Del af Menneskene overhovedet ere mere ulykkelige end Dyrene i lige Forhold? Her møder os nu strax den forgen omtalte og uomstødelige Sætning: at ingen Skabning, den være sig mere eller mindre fornuftig, er bestemt til Lidelser eller til at være ulykkelig. Ikke des mindre se vi utallige Skabninger af alle Arter at sukke under Lidelsers og Ulykkers tunge Byrde. Hvorfra ere nu disse Ulykker komne, og hvad er deres Oprindelse? Vores Religion siger os, at Menneskene selv bragte Ulykken ind i Verden over sig selv; og i hvor meget end Fornuften vrier sig, saa kan den dog ikke nægte, at jo Menneskene ogsaa ere de, der have bragt Lidelsernes Aag over deres uskyldige og mindre fornuftige Medskabninger. Mange ville vel strax sige: desto ulykkeligere ere Dyrene, fordi de af andre ere styrtede i de Lidelser, som de nu uden egen Brøde maa bære; men hertil kan mnn igjen svare: saa meget desto 129 ulykkeligere ere Menneskene, fordi de vide, at saa mange uskyldige Skabninger maa lide for deres Skyld. At undersøge hvem der har Ret heri, hører ikke til min Hensigt, og lønnede ikke engang Umagen, om endog Undersøgelsen hørte hid, da jeg er meget tilbøjelig til at ause en saadan Undersøgelse som en af de aldeles unødvendige Finesser i Materiens Behandling.

✂ "Der gives uden Tvivl dem, der ville slutte paa følgende Maade: Er Frihed et Gode, saa er Slaveri et Onde; nu ere Dyrene skabte til Slaveri; altsaa ere Dyrene, fra denne Side betragtede, ulykkelige. Syllogismen lader ved første Øjekast at være meget rigtig; dog vil den formodentlig tabe meget, naar man lidt nøje vil eftertænke de følgende Sætninger: det gode og onde, Lykke og Ulykke i Verden, beror ikke saa meget paa Tingenes egen Beskaffenhed som paa andre Omstændigheder. Mangfoldige fysiske, ja endog moralske gode Ting blive under visse Omstændigheder skadelige, og tvært imod. Mad og Drikke ere unægteligen gode Ting, og dog vil man vel ikke nægte, at der gives de Sygdomme, hvori en eller anden Slags Mad og Drikke vilde befordre Døden. Straf er et Onde, saa vel fysisk som moralsk, men naar dette Onde anvendes paa sit fornødne Sted, saa bliver det upaatvivleligen et moralsk Gode. Skjænk Slaven sin Frihed, da vil han kunne ernære sig ved sit Arbejde; men lad Fuglen flyve ud af sit Bur, og upaatvivleligen vil han snart enten blive et Offer for Hungeren eller for den første, den bedste Rovfugl. Ligeledes kan vi ikke kalde det et Onde, hvis modsatte vi slet ikke kjende til. En Fugl, der er opfødt i et Bur, kan ikke sørge for Frihed, det er en Ting, som han ikke kjender, og ignoti nulla est cupido. Men lad os endogsaa tilstaa Slutningen i sin fulde Omfang, saa vil jeg spørge igjen: hvor mange Mennesker gives der, som ikke ere Slaver? Næppe et eneste. Dyrenes og Menneskenes Slaveri er ikkuns deri forskjelligt, at Menneskene have, som oftest, mangfoldige Herrer over sig, *ignoti nulla est cupido. hvad man ikke kjender, attraar man ikke. 130 naar Dyrene derimod sjælden have mere end én. Saa meget bedre, som det nu er at være manges, end at være éns Slave, saa meget ere Menneskene i denne Henseende lykkeligere end Dyrene.

✂ "Jeg gaar videre. En og samme Ulykke foles ikke lige stærk af to forskjellige Væsener. Den, der enten aldeles ikke, eller dog ikke saa levende, føler sin Ulykke, som en anden, maa upaatvivieligen være lykkeligere. Aldrig kan Slaven glemme at fole sin Friheds Forlis, aldrig skal det falde ham ind at være stolt af sin Tilstand, naar man derimod ofte ser den modige Hest ligesom at foragte alle andre Skabninger og bryste sig af den Ære, at den trækker sin Herres Vogn eller og nyder den Lykke at bære sin sporede Tyran paa sin Ryg. Ser vi fra denne stolte Herskabs-Hest ned til Vognmandens Lastdragere, hvor Elendigheden ligesom er paa sin højeste Spidse, da maa jeg rent ud tilstaa, at jeg ingen anden Forskjel kjender paa Kuskens og Proprietærens Pisk end den, at den sidste er saa meget mere utaalelig og smertelig, som den bruges af Ligemænd imod Ligemænd: thi det høje Herskab maa naadigst tilgive mig, om jeg vover offentlig at sige det, som jeg tænker, nemlig: at Bonden er vores Ligemand. Naar del nu hænder sig, som des værre ikke er son usædvanligt, at Vognmandens Hest styrter under det Læs, der synes at være for stort til dobbelte Kræfter, saa beklager man det stakkels Dyr, og hvem, uden et Uhyre, kan vel undslaa sig for at fole Medynk ved dette ulykkelige Dyrs Skæbne? Men saa er dog denne Hændelse uden Folger; naar derimod mangfoldige Mennester, der ligesom Arbejdshesten, maa styrte under de Byrder, som de ikke kan bære, dør bort med den sibste Tanke, at det er først nu, at Ulykken i sin hele Omfang begynder for en halv Snes eller flere forladte Mennesker, hvis eneste Støtter de vare.

✂ "Gaa vi fra de tamme og husvante Dyr ud paa Marken, og i Skovene til de vilde Dyr, som dèr opholde sig, saa finde vi disses Tilstand for det meste at være bedre end hines, og 131 næppe vil vi finde nogen Elendigheds Scene hos dem, hvorimod vi ikke kan opvise en gyseligere hos Menneskene. Maa end de vilde Dyr ofte i strænge Vintere lide Hungers Nød, saa have de dog deres Frihed og kan søge Føde, hvor den findes. Hvert Græsstraa, hvert vissent Blad, som de træffe, er deres Ejendom og tjener til at formindske deres Hunger; hvor ofte derimod maa ikke Menneskene med hungrige Maver se Overflødigheden rundt omkring sig uden at kunne naa den, fordi de ere bundne, ikke med Lænker og Grimer, men med Lovene og Frygt for Straf; Haren i Busken og Fuglen paa Kvisten, uagtet deres naturlige Frygtagtighed, vente dog ikke Døden, før end den svæver dem over Hovedet; ja ikke sjælden hænder det sig, at de fældes af Jægerens Bly, førend de fik Tid til at frygte. Men hvor ofte maa ikke Soldaten i hele Maaneder og Aar gaa i en idelig Døds-Angest, fordi Nødvendigheden, eller, som ikke sjælden hænder sig, List og Underfundighed, tvang ham til at sælge sit Liv og at opofre det for Aarsager, som han aldeles er uvidende om?

✂ "Ofte skaaner Blyet de vilde Dyr for at sætte dem i en Tilstand, der er værre end Døden. Ofte berøves de deres Frihed for at skaffe Lediggængere og Mennesker, der ere Jordens unyttige Byrde, deres Underholdning. Ofte maa de bære et for dem byrdefuldt og smerteligt Liv, indtil endelig Døden skiller dem ved de Lænker, som deres Natur vægrer sig ved at lade dem bære. Hvem kan vel nægte slige ulykkelige Skabninger sin Medynk? Hvem maa ikke deltage i deres haarde Skæbne? Men ere Buskmændene i Afrika*) lykkeligere, naar de af deres Naboer Hottentotterne fanges, berøves deres Frihed og gjøres til andre Menneskers Slaver? Ere Negerne **) Se Sparrmanns Reisen übersetzt von Groskurd, Pag 192

Udg Anm.

*Hvor ofte maa ikke Soldaten o s v, Hvervningssystemet gav som bekjendt Anledning til megen "List og Underfundighed" for at faa Folk til at tage imod Haandpenge 132 paa den guineiske Kyst lykkeligere, naar de af Evropæerne, af kristne Mennesker, løves fra deres Fødeland og bortføres uden at have mere end to græsselige Udsigter: at dø ved den forgiftige Luft i Skibet, eller og at spares for at se sine Venner styrte ved Siden af sig og siden selv at overleveres i et fremmed Land til den allermest umenneskelige Behandling af Skabninger, der ingen andre Egenskaber besidde forud for dem, end at de ere hvide, mere stærke, listige og lumske og eje den forbandede Dyd, som Verden kalder Kultur. Dog, denne Scene er alt for gyselig, til at jeg længe kunde udholde at blive staaende ved den. Jeg drager Dækket for og ønsker kuns, at visse Folk vilde kige derigjennem for at blive selv overbeviste om det, som de nu maa være usikre paa, nemlig om de have menneskeligt Hjærte og menneskelige Følelser, eller ikke*).

✂ "Umuligen kan de snævre Grænser, som jeg har sat for min Afhandling, tillade, at jeg udbreder mig over al den menneskelige Elendighed. Saltzmann har ikke kunnet blive færdig dermed i sex Bind, og uagtet jeg ikke kan nægte, at han jo, efter mine Tanker, regner meget hen til den menneskelige Elendighed, som ikke saa egentlig horer dertil, saa tror jeg dog, al Kundskab om Verden vel er i Stand til at levere Bidrag nok til et sex Gange saa stort Værk. Men dette hører ikke til min Hensigt, hvilken jog holder for, at jeg med det foransørte allerede har opnaaet. Skulde der desuagtet findes dem, der endnu ikke vare overbeviste om den Sandhed, at den menneskelige Elendighed er storre end Dyrenes, da ville de behage endnu at lægge Mærke til følgende fem Hovedomstæn-

✂ digheder, som gjøre Dyrenes Forfatning taaleligere i Ulykker end Menneskenes.

**) For at bevise, hvor grusomt Slaver - og at de ere Mennesker, vil man dog vel ikke nægte - behandles, kunde man henvise til hundrede Bøger; jeg vil alene nøjes med at bede Laserne efterse de nylig anførte Sparrmanns Renen, Pag 612 og folgende.

Udg. Anm

*Saltzmann, se Noten S. 33 133

✂ "1) Fornuften, denne høje og ædle Egenskab, som opløfter Menneskene saa højt over de fornuftige Skabninger, gjør Mennesket kuns en meget slet Tjeneste i at vise ham den sorte Side af hans Tilstand. Fornuften gjør, at et lidende Menneske betragter sin egen Forfatning i Sammenligning med andres lykkeligere Tilstand. Det bidrager ikke lidet til vores Ulykke, at vi se andre af vores Ligemænd, ofte meget uværdige, at svømme i det Overflødigheds Hav, hvoraf vi kun ønskede os en Draabe til at læske os ved, uden at vi dog ere i Stand til at naa den. Fornuften lærer os af vores nærværende elendige Tilstand at udlede de sorteste Følger for Eftertiden, dér ikke lidet tjener til at forbitre vores galdefulde Liv. Dyrene derimod kan ikke danne sig abstrakte Begreber, ikke gjøre Slutninger. De føle deres egne Smerter, uden at have Kundskab om andres Lykke; de lide under de nærværende Byrder, uden at gjøre sig Begreber om det tilkommende, og altsaa uden at vente eller frygte for værre Lidelser. End videre: Dyrene føle deres Smerter uden at reflektere over Kilden og Oprindelsen dertil. Hesten føler ingen Forskjel i sine Lidelser, hvad enten den mishandles af sin Herre eller af hans Kusk. Mennesket derimod maa ofte taale at mishandles af en Medtjener, uagtet han véd, at det sker imod deres fælles Herres Vilje. Hvor ofte behandles ikke Soldaten som et Fæ af en Korporal, en Lieutenant eller en saadan ubetydelig Mand og maa tie stille dertil, endskjønt han véd, at deres fælles Overmand, og Regenten selv, har befalet det langt anderledes? Hvor ofte maa ikke den døende Sømaud se paa, at Folk, der i Grunden ere intet andet end lidet mere ophøjede Slaver, fraadser og svælger det bort, som den menneskekjærlige Monark har bestemt ham til Husvalelse*)? At deslige Betragtninger, som kuns fornuftige Skabninger kan anstille, maa anseligen forøge Smerterne, derom kan vel ingen tvivle, uden **)Til Ære for Menneskeligheden maa man dog ikke formode, at dette sker ofte Men at det har sket, at det endnu kan ske og virkelig sker, det lærer en sørgelig Erfarenhed.

Udg. Anm.

134 den, som ikke kan tænke sig ind i en Forfatning, hvori hvan ikke selv har været.

✂ "2) Den iblandt Menneskene indbragte fordærvelige Dverdaadighed, som de ufornuftige Skabninger ikke kjende til. Dyrene, det være sig de tamme eller de vilde, have deres bestemte Føde; hin finde den dèr, hvor deres Herrer have bestemt den for dem, og disse opsøge og finde den selv. De for Sundheden saa dræbende Afvexlinger af Mad og Drikke kjende de ikke. Deres Mad er ens alle Dage, Vand er deres Drikke*). Menneskene derimod vænne sig til utallige forskjellige, ikke sjælden unaturlige Sorter Føde, der ikke kan andet end fordærve deres Helbred og Konstitution. Hvad Skade og Ulykke Kaffe, Brændevin og Tobak har indbragt i Verden, behøver jeg vel ikke her vidtløftigen at vise, da Tingen er sno soleklar; men mon der ingen Exempler skulde gives paa, at Mennesker, der have været vante til varm og saakaldet god Spise, ere blevne et Rov for Døden eller de smerteligste Sygdomme, naar de, formedelst en eller anden Aarsag, have været nødte til at fode sig med Brod og Vand? Denne Sats tror jeg, at Mediei let kunne bevise. Her var meget god Lejlighed til at udbrede sig vidtløftigere over Overdaadighedens store og gyselige Indflydelse paa den menneskelige Elendighed; men her er ikke Stedet dertil, og mit Øjemed er kuns: summa sequi fastigia rerum.

✂ "3) Sygdomme, hvorfor Menneskene ere usigeligen mere udsatte end Dyrene. Den største Del heraf rejser sig af den menneskelige Oveidaadighed og ere altsaa blot menneskelige Svagheder, som Dyrene ere saa lykkelige ikke at kjende til. Egentlig at tale, have Dyrene og Menneskene kuns to Slags ** Nogle faa tamme Husdyr undtages, der ofte vænnes til Lækkerier og en for dem unaturlig Fode; men disse kan ikke her komme i Betragtning, thi man vil næppe kunne anføre Erempel paa, at et Dyr er omkommet, fordi det har mistet sine Lækkerbiskener *summa sequi fastigia rerum, at angive de vigtigste Hovedtræk. 135 Sygdomme til fælles, nemlig: de, som tildrages ved ulykkelige Hændelser og ved Alderdom. Hvad de første angaar, da har den vise og gode Skaber indgivet Dyrene selv Kundskaber om de fornødne Lægedomme. Hunden slikker sit Saar; andre Dyr have naturlige botaniske Kundskaber, saa at de strax kan finde Lægedom for den Gift, som de vare saa uheldige at æde iblandt deres Foder, naar de kuns ere fri og kan søge den. Menneskene derimod ere raadvilde, kan ikke hjælpe sig selv og dræbes ofte af en Doktor, som de har Fortrolighed til; ja er et Menneske meget usselt, saa sker det ikke sjælden, at han maa dø, fordi han ikke kan betale den Lægedom, der kunde hjælpe, eller den Doktor, der ikke gaar et Skridt uden Betaling. Ja, det kan vel endog hænde sig, at en Patient maa dø, fordi han bor i saa smal en Gade, at Lægens Vogn ikke kan komme der. Hvad Alderdoms Besværligheder angaa, da føles de aldrig hos Dyrene i den Grad som hos Menneskene, thi naar de end vise sig paa det lieftigste, saa er der altid en velgjørende Kugle i Beredskab, eller en Sæk med en Sten ved, som med ét gjør Ende paa det ufornuftige Dyrs Lidelser; naar derimod Mennesket maa udstaa de Pinsler, der ere haardere end Døden, og dog ikke kan opnaa Maalet for sine Ønsker, der ikke er andet end Enden paa et pinligt og byrdefuldt Liv*).

**) Det synes som Autor hev har glemt at tale noget om de smitsomme Sygdomme Hvad Ødelæggelse Kvægsygen anretter iblandt det store Hornkvæg, Skab iblandt Faarene og Sniven blandt Hestene, er noksom bekjendt; men aldrig smittes Hesten af Kvægsygen eller Faaret af Snive; ethvert Dyr har iblandt de smitsomme Sygdomme kuns en enkelt Fjende, naar Menneskene derimod maa nøje vogte sig for Pest, Smaakopper, Mæslinger, Sprinkler, Blodgang, Forraadnelses-Feber, Skarlagens-Feber, veneriske og tusende Slags anden Smitte. End videre kunde her have været Sted til at tale om andre Ødelæggelser, saa vel blandt de ufornuftige som de fornuftige Dyr Naar Dyrene have at frygte for Mennesket, saa gives der ogsaa mange Steder, hvor disse maa frygte for hine; og naar Dyrene ere udsatte for Farer af Ulve, Bjørne og andre Rovdyr, saa have Menneskene derimod Erobrere, krigerske og herskesyge Regentere, Despoter, Røvere, Vægtere og Stodderkonger, der amtsmassigen dræbe Folk, og dernæst have de Dommere og Advokater, Proprietærer, Forvaltere og Ridefogder, Aagerkarle, omskaarne og uomskaarne Blodigler, Tallotterier og mere, som langsomt piner Livet af Menneskene. Blodiglen sner Blodet af Mennesker og andre Kreature uden Forskjel; Aagerkarlen derimod sner aldrig noget ufornustigt Dyr Nej! Mennesket raser værst imod Mennesket, og saaledes har det været til alle Tider. Horatius siger:

✂ Neque hic lupis mos, nec fuit leombus
Unquam nisi in dispar genus.

Iuvenalis siger:

✂ Sed jam serpentum major concordia: parcit
Cognatis maculis similis fera; quando leoni
Fortior eripuit vitam leo? quo nemore unquam
Exspiravit aper majoris dentibus apri?
Indica tigris agit rabida cum tigride pacem
Perpetuam; sævis inter se convenit ursis
Ast homini etc.

Plinins klager over det samme: Leonum feritas inter se non dimicat, serpentium morsus non petit serpentes, nec maris qvidem belluæ ac pisces nisi in diveisa genera sæviunt: at Hercules! homim plurima ex homine sunt mala. Og Boilcan istemmer samme Sang:

✂ L'ours a-t-il dans les bois la guerre avec les ours?
Le vautour dans les airs iond-il sur les vautours?

og længer hen:

✂ L'homme seul, l'homme seul, en sa fureur extrème,
Met un brutal honneur à s'égorger soi même.

Udg Anm for at vise, at han er belæst

136 *Nequie hic lupis o. s. v., saaledes har ingen Sinde hverken Ulve eller Løver baaret sig ad undtagen over for Dyr af anden Art. - Sed jam serpentum o. s. v. Der er større Endrægtighed imellem Slangerne, grumme, som de er, skaaner de hveranore, naar Pletterne viser, at de er af samme Slægt Har man nogen Sinde set en Love røve en svagere Løve Livet? Har man nogen Sinde i Skoven set et Vildsvin dø for et større Vildsvins Tænder? Den indiske Tiger holder ubrødelig Fred med den rasende Tiger; de vilde Bjørne holder Fred med hverandre Men Menneilet - Leonum feritas o. s. v. De vilde Løver kæmper ikke indbyrdes, Slangerne bider ikke hverandre, og heller ikke blandt Havets Dyr og Fisk er der Strid undtagen imellem de forskjellige Arter, men sandelig, den meste Fortræd tilføjes Mennesket af andie Mennesker - L'ours a-t-il dans les bois o. s. v. Fører Biørnene i Skoven Krig med andre Bjørne? Slaar Gribben i Luften ned paa andre Gribbe? - L'homme seul o. s. v. Mennesket alene sætter i sit overvættes Raseri en brutal Ære i at udrydde sig selv - Faber suæ est quisque fortunæ. enhver er sin egen Lykkes Smed. 137

✂ "4) Laster og Forbrydelser, samt de deraf følgende Straffe. Man vil maaske herved indvende mig, at Laster og Farbrydelser ere Handlinger, som ere Menneskene uværdige, at Straffe ere nødvendige Følger heraf, og at fortjente Ulykker ikke bør komme i Betragtning. Denne Indvending er meget let besvaret: Her tales om den menneskelige Elendighed i Forhold til Dyrenes, uden Hensigt til, om den er fortjent eller ikke. Er Straf et Onde, saa maa den upaatvivleligen høre med til den menneskelige Elendighed; og naar Virkningen hører derhen, saa maa man jo nødvendig ogsaa regne Aarsagen dertil. Vare ingen andre ulykkelige end de, der lide uden Fortjeneste, saa gaves der ingen ulykkelige Mennesker, thi der vil næppe nogen findes, der jo paa en eller anden Maade, enten middelbar eller umiddelbar, er Aarsag i sin egen Ulykke. Faber suæ est quisque fortunæ, siger et temmelig sandt Ordsprog. I det mindste vilde de ulykkelige Menneskers Antal blive overmaade lidet. Jeg véd ikke, om jeg distinguerer aldeles rigtig, naar jeg gjør den Forskjel imellem Laster og Forbrydelser, at Laster ere slige uregelmæssige Handlinger, som ikke egentligen kan siges at henhøre under Lovene, da derimod Forbrydelser straffes af de borgerlige Love. Laster have dog nok deres Straf; i Almindelighed følger der en naturlig Straf, sildig eller tidlig, efter Lastens Udøvelse, og jeg tror ikke, at jeg fejler, om jeg endog vover at paastaa, at Laster og de derpaa naturligvis følgende Straffe bidrage meget mere til den menneskelige Elendighed end alle Forbrydelser og de Straffe, som Lovene ere nødte til at diktere derfor. Dyrene begaa ingen Forbrydelser, altsaa have vi heller ingen kriminelle Love for dem*); de udøve ingen **) Sammenligner man den svenske Lov, Misgjernings-Balken, Kap 10, § l med vores Danske Lovs 6, 13, 15, da vil man befinde, at den svenske Lov, i hvor meget den endog er yngre end den danske, efter mine Tanker meget urigtigen, dikterer Straf for et umælende Dyr for en Forbrydelse, hvori Dyret uden Tvivl maa have forholdt sig passive og ej active At noget Dyr kan begaa en saadan Synd active, det tror jeg ikke, uagtet Herodot i sin Histories anden Bog fortæller os sligt et Æventyr om en Gjedebuk.

Udg. Anm.

138 Laster, følgelig kan de heller ikke føle til deres naturlige Følger, der alene ere for de ædlere Skabninger, Menneskene**). Dyrene handle efter Naturens Drifter, som aldrig tilskynde til at gjøre ondt, før end disse Drifter ere fordærvede, hvilket ikke finder Sted hos dem. Man tillægger vel Dyrene adskillige Fejl, men de kan ikke kaldes enten Laster eller Forbrydelser, thi intet kan fortjene disse Navne, undtagen hvad man med fri Vilje og Forsæt gjør, tvært imod den Overbevisning, som man har, at det modsatte af vores Handling er godt. Adskillige Dyr kan vel bringes til Kundskab om, at en eller anden Handling er ond; men Overbevisning kan de uformiftige Dyr ikke imodtage, som dog er uomgængelig fornøden for at kunne give en Handling Navn af Dyd eller Last. Frygt for Straf er det, som determinerer Dyrene, og de Mennesker, hvis Handlinger bestemmes heraf, kunne aldrig være dydige. Hvorvidt

✂ den fri Vilje bør komme i Betragtning i Henseende til at bestemme Handlingers Moralitet, er ikke min Sag her at tale om; det vilde kanske være at indvikle mig i en Strid med Filosoferne, da jeg efter min Overbevisning ikke synes, at jeg ***) Jeg véd et Sted, hvor det hændte sig, at en Hund blev holdt for at være venerisk. Havde dette Tilfælde blevet undersøgt af en kyndig Læge, vilde han sikkert, og med god Grund, have frakjendt der stakkels Dyr en Rettighed, som det ikke selv, men andre paa dets Vegne gjorde Paastand paa. Nej! ved den store Columbi Tog har Menneskene erhvervet sig Enerettighed og Monopolium paa denne Sygdom

Udg Anm.

*Sammenligner man den svenske Lov o. s. v. De Lovsteder, hvortil der henvises, handle om Omgængelse imod Naturen. *Columbi Tog, "denne Sygdom", om hvis Oprindelse intet bestemt vides, antoges ar mange at stamme fra Amerika. 139 kunde frakjende Dyrene denne Egenskab. Nok, at det oven anførte viser, at Laster og Forbrydelser, samt de deraf følgende Straffe, bidrage ikke lidet til at gjøre Menneskenes Elendighed større end Dyrenes.

✂ "5) For det femte og sidste regner jeg hertil Sinds-Svagheder, som Dyrene ikke kjende til*). Man kunde maaske sige, at disse burde regnes iblandt andre Svagheder. Men da de udgjøre et Hoved-Argument for min Sætning, saa har jeg gjemt dem til sidst. Lad endog dem, der ville forfægte Dyrenes Ulyksolighed frem for Menneskenes, være i Stand til at kuldkaste alle mine forrige Argumenter, saa skal de dog nødes til at tilstaa mig Rigtigheden af dette. At et Dyr kan føle Sorg ved en eller anden Lejlighed, vil jeg aldrig nægte. Hvem har ikke set en Hund sørge ved en kjær Herres Død eller Bortrejse**)? Har man ikke ofte set Heste eller andre Dyr vantrives og blive magre, blot fordi de have mistet en kjær Oppassere? Men aldrig skal man kunne opvise mig et Exempel, at Sorg, Modgang eller andre Ulykker have kunnet styrte nogen ufornuftig Skabning i Fortvivlelse, drevet den til det yderste Skridt, som Fortvivlelsen kan drive nogen til, til den ulyksalige Beslutning, frivilligen at ende sine Dage. Døden kan aldrig forekomme nogen ufornuftig Skabning saa ønskelig, at den selv skulde gribe derefter. Den anser Livet, uagtet alle Smerter, for et Gode; og den besidder ikke de - her paa dette Sted umisundelsesværdige - Evner, at forestille sig en grueligere Skæbne i Fremtiden end den, hvori den befinder **) Hvad en uforskyldt Mistanke om en begaaet nedrig Handling kan drive et Menneske til, er gyseligt at tænke paa. Det ufornuftige Dyr kan ikke blive ulykkeligt ved deslige Betragtninger

Udg. Anm.

***) Jeg véd vel Exempel paa, at en Hund sørgede en Gang saa meget over sit Herskabs Bortrejse, at den ingen Føde vilde nyde, og døde nogle Dage derefter; men dels er dette kuns et enkelt Exempel, dels er jeg ikke overbevist om andet, end derom, at Hunden døde. Aarsagens Rigtighed har man megen Grund til at kalde i Tvivl.

Udg. Anm.

140 sig; og turde jeg vove en dristig Tanke, saa vilde jeg endog vove at paastaa, at Haabet, denne Himmelens bedste Datter, ofte, ak alt for ofte! forlader den fornuftige Skabning, naar det derimod aldrig viger fra de ufornuftige, men stedse forsøder deres Smerter. Saa meget tør jeg i det mindste sige, at Taalmodigheden altid viser sig i en herligere Glans hos den ufornuftige end den fornuftige lidende; hine lide med Taalmodighed, disse blive alt for ofte utaalmodige og stræbe at skille sig selv ved et byidefuldt Liv. Naar endog Raseri og Galenskab nedsætter den fornuftige Skabning langt under Bæsterne, og disse igjen saa dybt, som tænkes knn, sno ere dog de ufornuftige Dyrs Forfatning tnaleligere. Aldrig driver Dyrenes Raseri dem saa vidt, at de myrde eller prøve paa at myrde sig selv; og snart skilles de da ved et Liv, der er smerteligt for dem selv og farligt for andre, naar derimod Menneskene, de ulykkelige Mennesker, omhyggeligen bevares i lang Tid, undertiden i en liden Evighed eller halve Sekler igjennem, for at nyde et Liv, hvis gyselige Forfatning grænser saa nær til Helvedes Pinsler, at Fornuften maa standse og betænke sig, før end den er i Stand til at udfinde en Tilstand, der er mere forfærdelig for den, der ikke er vant til at anse sine Medmenneskers Lidelser med en kold Ligegyldighed *).

✂ "Læsere! jeg har fremsat nogle løse og uordentlige Tanker, ikke som om jeg holdt dem for aldeles ufejlbare; ikke fordi jeg **) Skulde nogen holde for, at denne Beskrivelse er overdreven, da vil jeg udbede mig, at de en Gang i deres leoige Timer ville mide St Hauses Hospital sin Besøgelse, og skuide de da skandse ved der første Syn, der møder dem, og ikke have Hjærte til at gaa pidere, saa ere de halv omvendte Resten kan fuldføres, naar de læser den Beskrivelse, som Kjøbenhavns Skilderi giver over de rasende i Pesthuset.

Udg. Anm.

*St. Hanses Hospital, navnlig bestemt for sindssyge, oprindelig "Pesthuset", var den Gang i den nuværende "Ladegaard" først fra 1808 af begyndte Fatningen til Bistrup Den omtalte Beskrivelse findes i 2den Aargang af Niels Diklev Riegels 1787-89 udgivne Maanedsskrift 141 med Magt vilde tvinge enten dig eller nogen anden til at antage min Mening; men fordi jeg - jeg holder dem for rigtige og tror, at de ikke vanære mig. Ja, skulde det vel være for dristigt, om jeg endogsaa vovede at smigre mig med den Tanke, at ikke saa aldeles faa Mennesker ere af samme Mening som jeg i denne Materie? Har jeg fejlet, saa kuldkast mine Grunde med stærkere Argumenter, og strax skal jeg forlade min Vildfarelse; overbevis mig, og jeg skal antage din Mening. Men Grunde, Overbevisning skal der til, ja, stærke Grunde, stærk Overbevisning, før end jeg kan bringes til at skille mig ved en Yndlings-Idé.

✂ "Og I saa ømtfølende Sjæle! - det er for det meste det smukke Kjøn, som jeg her taler til - I! hvis ædle Hjærter lide saa meget ved de ufornuftige Dyrs Lidelser; I! som deltage saa højlig i deres Skæbne! dømmer mig ikke for overilende! tror ikke, at jeg ved denne min Afhandling har villet berøve nogen lidende Skobning en eneste af de Taare, som I fælde ved deres Smerter, et eneste af de Medlidenheds Sukke, som I og ethvert tænkende og følende Menneske bør skjænke dem. Nej! havde dette været min Hensigt, da burde I afsky mig! kunde denne blive Virtningen af mit Arbejde, da vilde jeg forbande det ulykkelige Øjeblik, der indgav mig Tanken om at opsætte mine Meninger i denne Sag. Tværtimod! jeg vil ikke berøve eder denne ædle Følsomhed, der klæder eders Kjøn saa vel; jeg vil kuns vise eder, hvorledes I bør anvende den. Lader eders Medlidenhed med Kreaturene ikke blive den herskende hos eder; den er i Stand til at udrydde alle audre, endog værdigere Følelser; den kan blive, som den store Menneskekender Pope siger i hans Essay on Man:

✂ - - - one Master-Passion in the breast,
Like Aaron's Serpent, swallows up the rest.

✂ Naar I se et lidende Dyr, saa ynkes over det, hjælper det, *one Master-Passion in the breast o. s. v., én mægtig Lidenskab i Menneskets Bryst opsluger ligesom Aarons Slange de andre. 142 om I kan; men lader aldug den Tanke forlade eder: hvor mange af mine Medmennesker ere vel ikke lige saa ulykkelige, ja endnu mere, end dette Dyr? Lader aldrig eders Medlidenhed drive eder saa vidt, at I antage det ror Lidelser, som dog er Bestemmelse: vejer Byrderne efter de bærendes Kræfter, og lader det aldrig komme dertil, at I yntes over Hestene, der drage eders Vogn, imedens I med Ligegyldighed se Savskærerens Sved, der saver det Brænde, hvormed I skal varme eder om Vinteren. Laber aldrig Medlidenheden med det Lam eller den Høne, der skal slagtes til eders Føde, gaa saa vidt, at I derover glemme Soldaten, der uden Nytte maa lade sit Liv for en stolt Fyrstes Ærgerrigheds Skyld, eller Misdæderen, der man afsone den Misgjerning, hvortil han ikke sjælden har været tvungen, med sit Blod. Kort sagt: Lader aldrig eders Medlidenhed med de Smerter og Byrder, der trykke den saakaldede ufornuftige Del af Skabningen, lede eder paa saa farlig en Afvej, at I derved glemme den Deltagelse, den Medynk og den varme Medlidenhed, som I skylde den ædlere Del, eller eders Medmennesker!

✂ "Men I, mine lidende Medskabninger! I, hvis Sjæle nedtrykkes til Jorden af de Smerter og Bekymringei, som I ikke tro eder stærke nok til at udholde! Eder skylder jeg endnu nogle faa Ord, for end jeg forlader denne Materie. Ingenlunde maa I tro, at jeg vil betage eder Mod og Kraft til at bære eders Lidelser, idet jeg nedsætter eders Kaar langt under Dyrenes. Nej! jeg vil snarere styrke eder og gyde Lægedom i eders Saar. Naar I endogsaa lide mere, end I tro, at eders Kræfter kan taale; naar endogsaa Haabet synes rent at forlade eder, o! saa fortvivler ikke! Den samme gode og vise Skabere, der har fundet det tjenligt at prove eder ved Lidelser og Smerter i Verden, har ogsaa givet eder en paalidelig og tilforladelig Trøst, ikke et Ror, som let kan brækkes, men en Stav som den, Vandringsmanden udsøger, der er dygtig til at udholde alle Rejsens Vanskeligheder med ham. Det er Religionen, den guddommelige Religion, der skal give eder 143 Trøst, der skal lindre eders Smerter, der skal hjælpe eder at staa der, hvor I ellers maatte falde. Den er stærk nok dertil; og den Trøst, som det svage Menneske ved den kan bekomme, overvejer al den Trøst, som alle jordiske Ting kan give. Bruger I den retteligen; siger eders Samvittighed eder, at I ikke ved egne Laster have paadraget eder eders Lidelser; vide I, at I aldrig have handlet saaledes imod andre Mennesker eller Dyr, at I derved kunne have fortjent eders Plager; forestille I eder stedse med en fast Overbevisning, at der er et Liv efter dette Liv, der sfal holde eder skadeslose for alt, hvad I have lidt her i Verden; ere I overbeviste om, at den højeste Grad af Lyksalighed, som dèr kan opnaas, umuligen kan blive andre Skabninger til Del end dem, der have haft Evner til at være dydige, gode og retskafne*); o! da kunne I aldrig fortvivle, da ville I vist med Taalmodighed bære eders Lidelser; da kunne I midt i eders Smerter være stolte af den Lykke, I nyde frem for de ufornuftige Skabninger, at I ere Mennesker."

**) Forfatteren siger med Flid: den højeste Grad af Lyksalighed; thi at der ogsaa mulig kau være en lykelig Tilstand for Dyrene efter dette Liv, det kan med saa god Grund næppe benægtes, som paastaas. Saa meget synes særdeles rimeligt, at den vise Skabere umuligen kan have skabt saa mange virkelig forstandige Skabninger blot for Menneskene, og at han siden skulde ville lade dem blive til absolut intet..

Udg. Anm.

✂ Hvad gjøv Vildtysken ej for Penge?
Saa raabte tvende taabelige Drenge,
Da de fik se for første Gang
En Abekat.

Wessel

✂

Tre og tyvende Kapitel.
Forvalterens Historie.

✂ Konen mærkede ikke, at hendes Mand sov, før end hiui var kommen et godt Stykke ind i Afhandlingen, da hun hørte ham snorke af alle Kræfter, hvorfore hun maatte finde sig i at læse Resten sagte for sig selv. Da han vnagnede, fandt hun ikke for godt at tilbyde ham paa ny at høre en Afhandling over en Materie, der var alt for tør for en Mand, som ikke interesserede sig for andet end for sine Regnskaber.

✂ Præsten kom igjen Daden efter Madamen leverede ham sin Afhandling tilbage med megen Taksigelse; hun forsikrede, at hun havde læst den med Fornojelse og fundet adskilligt godt deri, men sagde tillige oprigtig, at hun endnu ikke var fuldkommen overbevist om Rigtigheden af Hans Velærværdigheds Sætninger, hvorimod hun fandt adskillige Ting at indvende

✂ Jeg havde vel i Sinde at levere mine Læsere den hele 145 Samtale, som nu passerede imellem Forvalterens Kone og Præsten; alle de Indvendinger og Argumenter, som hun frembragte imod ham, og Maaden, hvormed han igjendrev samme, er mig i saa frisk et Minde, at det kostede mig kuns Umagen at udskrive alt dette af min Hukommelses-Protokol; men da jeg har erfaret, at den største Del af mine Læsere ligner Forvalteren og falder i Søvn ved alvorlige Materier, saa maa jeg lade dette mit Forsæt fare, især naar jeg betænker, at en Skribent, som Fielding siger i Tom Jones, er kuns en Spisevært, der maa indrette sin Spiseseddel efter den Smag, som Mængden af hans Gjæster har, i Fald han vil vente Aftræk paa sin Mad. Denne Regel mærker jeg ogsaa, at de fleste af vores nymodens Skribentere saa nøjagtigen følge, at de endogsaa deri efterligne Spiseværten, at de overmaade ofte fremsætte for deres Gjæster noget varmt Vand med et Stykke ristet Brød i, hvilket Gjæsterne med den største Appetit fortære, siden det paa Spisesedlen findes anført med det prægtige Navn: Bouillon.

✂ Jeg kan ikke nægte, at jo Iver for at forfægte en yndet Mening undertiden drev Forvalter-Konen til at finde Sætninger i Præstens Afhandling, som andre ikke vilde kunne finde deri; enkelte Ords Bemærkelse fordrejede hun en Gang imellem, og havde paa sine Steder læst et Bogstav i Steden for et andet*), men, med alt dette, var hendes Forstand ikke uvillig **) Dette kaldes i det lærde Sprog Filologi og Kritik Ved paa denne Maade at forklare den hellige Skrift er det, at mange have erhvervet sig udmærket literarisk Agtelse og guldbringende Embeder i Kirken Naar et Sprog i Bibelen er saa haardnakket, at det ikke vil passe sig til vores System, saa behøver man kuns at læse et Bogstav for et andet, og strax finder man, hvad Mening man vil. Ikkuns for faa Maaneder siden har man hørt en ung Mand paa denne Mande at tilfægte sig en theologisk Lærestol, og at rive en - kanske endog lorden - kompetent af Pinden. Men hvor latterligt det er, saaledes filologisk og kritisk at despotisere over Bogstaver i Bibelen, maa enhver fornuftig let indse Ved at bruge den ovenmeldte unge Mands Fortolknings-Maade kan man finde de allerlysteligste Ting i Bibelen Hvor herligt f. Ex, vilde det ikke være for Drankeren, naar han kunde undskylde sin Last med en Fejl i Bibelen! Kunde han ikke sige: det Sprog: Vi blive salige ved Troen, er en Fejl. en urigtig Læsemaade. Forandre T til K, og strax skal man finde, at der staar: Vi blive salige ved Kroen Hvad der kan ske ved de græske Bogstaver, maa vel ogsoo kunne ske ved de danske Forskjellen i det græske Sprog er desuden heller ikke saa overmaade stor imellem de to Ord πίστεως og πόσεως. Men Spørgsmaal, om Drankeren ved en saadan Filologi og Kritik kunde vinde en theologisk Lærestol? Det vilde dependere af Omstændighederne. Havde hans Familie nogen Indflydelse hos de store; kunde han faa sine Themata en Tid før hans Medkompetentere eller faa andre til at udarbejde dem for sig; og, frem for alle Ting, havde hans Sprog en tysk Akcent, ja, saa lod det sig kanske gjøre, dog er det just ikke afgjort; men at den anførte Fortotkningsmaade endnu er brugelig, derom kan man overbevises ved at se de nylig udkomne Prøve-Forelæsninger for det theologiske Professorat. p. 45 *George Fielding (1707-54), berømt engelsk Humorist, Romanen Tom Jones er hans Hovedværk - Ikkuns for faa Maaneder siden o. s. v. Den unge Mand, der sigtes til, er den som lærd Theolog og Oldforsker navnkundige Frederik Münter, senere 1808 Sjællands Biskop (født 1761), som i 1788 konkurrerede til Posten som extraordinær Professor i Theologi sammen med den tre Aar ældre, ligeledes for sin theologiske og filologiske Lærdom højt ansete Andreas Birch Münter fik det ledige Professorat, men Birch fik 1792 Prædikat af Professor Theologiæ og blev 1804 Biskop i Lolland-Falsters Stist, 1805 i Aarhus - πίστεως og πόσεως Ejeform af Ordene πιστις og πόσις som henholdsvis betyde Tro og Drik - havde hans Sprog en tysk Akcent, Fr. Münter var født i Gotha. Hans Fader Balthasar Münter, der var født i Lübeck, studerede i Jena, hvor han blev Privatdocent, og uar Superintendent i Tonna ved Gotha, da han i 1765, altsaa da Fr. Münter var fire Aar gammel, blev kaldet til Præst ued Petri tyske Menighed i Kjøbenhavn. Saa godt som alle Balth. Münters Skrifter er paa Tysk, det første Skrift, Fr Münter udgav (Die Offenbahrung Johanis, metrisch übersetzt,, Kopenh 1784), og adskillige af de følgende lige saa - Prøve-Forelæsninger o. s. v., "Pvoveforelæsninger holdne for det overordentlige theologiske Professorat af F. Münter og A Birch", Kbh 1789 146
til at lade sig overbevise; og i enhver anden Strid skulde hendes Hjærte gjærne have fulgt med Forstanden, kuns ikke i 147 denne, hvori hun stred for en Idé, der saa højligen interesserede hendes ømme og medlidende Følelser.

✂ Jeg vil nu lade enhver beholde sin Mening og kun gjøre en liden Extrakt af den hele Samtale, hvilken Extrakt ikke skal indeholde andet end slige Ting, der kan more Forvaltere og andre saadanne søvnige Væsener. Skulde andre Mennesker slumpe til at læse dette Kapitel, da vil den eneste Nytte, som de deraf kan høste, blive denne, at de kan blive nøjere bekjendt med Forvalteren eller, rettere sagt, med hans Levneds Historie, som Madamen nu fortalte Præsten, og hvoraf jeg vil her gjøre et lidet Udtog.

✂ "Min Mand", sagde Madamen, "er født i en Kjøbstæd i Jylland, af skikkelige Borgerfolk. Hans Moder døde i Barselseng med ham, og et Aars Tid derefter skjænkede hans Fader ham en Stedmoder. Et Par Aar forgik, og da døde hans Fader, efterladende sig tre Børn og en Kone, der nu, som Stedmoder, havde fuldkommen Raadighed over et Barn, som hun syntes var hende slet ikke vedkommende, og som hun troede at opfylde alle sine Pligter imod, naar hun kuns ikke pryglede eller sultede det ihjel. Hun giftede sig snart igjen og bragte saaledes tre Kuld Børn sammen, til liden Fordel for min Mand, thi foruden det stedmoderlige Had, hvorunder han maatte lide, kan man let se, at der kuns kunde falde en saare liden Del af den faderlige Kjærlighed paa ham, naar den skulde paa sædvanlig Maade deles imellem dem alle.

✂ "Indtil sit tolvte Aar maatte han slide Tiden i dette Hus, hvor hans naturlige Munterhed blev kvalt ved idelige Prygl, Utak og Skjældsord, samt den kjendelige Foragt, som hans saakaldede Forældre viste imod ham, hvilket altid er det allerkraftigste Middel til at kvæle alle Spirer til det gode hos unge Mennesker. Uagtet han var den ældste, maatte han altid bie til sidst, med hvad han fik, og dette maatte han endda antage som en Naadegave. Blev ham undertiden paa fremmede Steder præsenteret Æbler eller andet saadant, saa maatte han altid tage det sletteste, for at hans yngre Søskende kunde faa det 148 bedste, saafremt han ikke vilde vente, at hans Ryg skulde betale Laget, naar han kom hjem. I Steden for man i andre Huse lader de yngre Søskende tage imod de Klæder, som de ældre voxe fra, saa gik det her tvært imod; han maatte altid tage Klæder op efter sine yngre Søskende, og disse Klæder bleve saaledes lappede sammen, at han, naar han fik dem paa, saa' ud, som om han var vanskabt; saaledes sad for Ex. Knæskallen, efter hans Buxers Figur, gemenligen et halvt Kvarter højere oppe paa ham end paa andre; Albuerne dannede en Pose tæt oppe ved Skulderen, og Lommehullerne nærmede sig saa meget til Armhullerne, at den højre Haand altid maatte tage frem, hvad der laa i den venstre Lomme, og den venstre Haand, hvad der laa i den højre. Havde hans Barndom indfaldet i disse Tider, da Moden byder, at Lommernes Situation skal være saadan, da vilde han have passeret for en usædvanlig net pyntet Dreng; nu derimod maatte han finde sig i, at han iblandt sine Søskende og Legekammerater passerede for et Spektakel, og at man ideligen i en spøgende Tone bebrejdede ham, at han stak Armene for langt igjennem Kjolen, og Benene for langt igjennem Buxerne; og Forældrene vidste altid at undskylde hans underlige Klædedragt dermed, at han voxede fra alle sine Klæder, saa at ingen kunde udholde at give ham nyt, saa til som han behøvede.

✂ "Med hans Lærdom gik det ikke meget bedre. Han lærte Pontoppidans Forklaring udenad og kunde skrive en taalelig Sammenskrut, da han var tolv Aar gammel. Hvor stærk han for Resten maatte være i sin Kristendom, kan man let slutte deras, at hans Forældre holdt en Jøde til at informere ham deri, blot fordi Jøden forrettede dette Embede for Halvdelen af, hvad man maatte betale Byens almindelige Skolemester, og fordi de mente, at hans yngre Søskende endnu vare for smaa til at begynde med den tunge Læsning, uagtet den ældste af dem dog var ti Aar gammel.

✂ "Nu beiluttede hans Forældre at sætte ham i latinsk Skole for paa en god Maade at skille sig ved ham. Han blev da 149 sendt til en anden Kjøbstæd, hvor der var en latinsk Skole, og indsat deri. Det var endnu paa de Tider, da man ikke vidste andet Middel til at bibringe Ungdommen det latinske Sprog med end Riset, da Lærerne i Skolerne vare næsten ikke at anse anderledes end Bøddeler, og enhver Skole lønnede en saakaldet Kustos, hvis fornemmeste Pligt var at forsyne alle Lærerne to Gange om Ugen eller oftere, i Fald det behøvedes, med nye Ris.

✂ "Da han nu var kommen ud af sine Forældres Hus, kan man let indse, at han havde mere Frihed end forhen; og at han ogsaa til Gavns søgte at benytte sig af samme, det vil næppe nogen tvivle paa, som véd, hvorledes Ungdommen er, naar den kommer løs af sine Baand. Mængden af til Dels ryggesløse Skolekammerater gjorde ogsaa, at adskillige Pudser bleve spillede, som en enkelt ikke kunde have udført, om han end havde opfundet det, men Udfaldet blev ogsaa dette, at deres Ryg og Hænder maatte ideligen svie for den korte Fornøjelse, som et saadant vel udført Skjælmstykke foraarsagede dem. En meget naturlig Følge af denne Pryglen var, at Skoledisciplerne bleve saa vante til Hug, at de slet ikke mere estimerede dem".

✂ Iblandt de mangfoldige Pudser og Skjælmstykker, som Madamen her fortalte om hendes Mand, vil jeg kuns anføre et Par, fordi jeg tror, at de virkelig røbe en Del Vittighed, og fordi jeg holder for, at en fornuftig Skolelærer meget mere lemfældig bør behandle slige Skjælmstykker end dem, der røbe blot Ondskab, hvilken Forskjel Forvalterens Lærere ikke forstode at gjøre, men behandlede alle Pudser lige haardt, enten Planen var mere eller mindre ond

✂ Bønderne i den Egn havde, iblandt megen anden Overtro, ogsaa denne, at de paa den første Inledag, naar de red fra Kirke, kappedes med hinanden, om hvem der kunde komme først hjem; thi den iblandt dem, som blev den første, troede de, at der forestod en besynderlig Lykke i det næste Aar. Nu hændte det sig, at det en første Juledag frøs meget haardt; Bønderne 150 havde bundet nlle deres Heste efter Sædvane i en lang Rad uden for Kirkegaarden, og imedens Bønderne vare i Kirken, havde Skoledisciplerne ost Vand paa Knuderne af Grimeskafterne, hvormed Hestene vare fastbundne. Da nu Bønderne kom fra Kirken og ilede for at begynde deres Væddeløb, saa fandt de store Istapper hængende ved Grimeskaftet, saa det var dem umuligt at opløse Knuderne. De maatte altsaa resolvere til at skære Grimeskafterne af, og denne lange Rad af afskaarne Tovstumper glædede Skoledisciplerne inderligen, uagtet de vidste, at deres Ryg og Hænder Tagen efter maatte betale Legen.

✂ I Fasten holdtes et ugentlig Hestemarked i Byen. Naar det begyndte at blive mørkt, og Markedet ophørte, forsamlede Bønderne sig i de nærmeste Kroer for at drikke det saakaldede Ligkjøb, uden hvilket ingen Handel holdes for at være ret gyldig. Af denne Tid benyttede Skoledisciplerne sig; et Par af dem sneg sig ind imellem Hestene, forsynede med en Krukke med hvid Farve, samt en dito med sort Farve, og et Par Pensler. Hvor de nu saa' en Hest med en hvid Stjærne i Panden eller med hvide Fødder, dèr oversmurte de det hvide med den sorte Farve, og derimod forsynede de dem med hvide Mærker, som ikke af Naturen havde samme. Dette foraarsagede siden løjerlige Optrin imellem Bonderne, naar de, ofte meget beiusede, kom ud fra Kroen og ikke kjendte deres egne Heste igjen; det kunde vel endog undertiden hænde sig, at nogle af Bønderne rede bort med andres Heste, hvilke de, efter Mærkerne at regne, holdte for at være deres egne. Men hvorledes endogsaa Udfaldet blev af et saadant Spøg, saa var dog den visse Følge deraf denne, at Skoledisciplerne Dagen efter fik en igjentagen Salve af Lærernes Rie, hvilket dog var saa langt fra at afholde dem fra slige smaa Pudser, at det snarere forhærdede dem i deres Lyst, saa meget mere, som deres Ryg og Hænder ofte havde maattet undgjælde fort, som andre paa deres Regning havde begaaet.

✂ Flere saadanne Historier skulde jeg ikke opregne, saafremt 151 der iblandt dem endnu ikke var en, hvis Udfald havde en saa betydelig Indflydelse paa Forvalterens øvrige Levetid, at den ikke ret vel kan forbigaas. Han havde nu været fem Aar i Skolen og kunde haabe om et Aars Tid at hove blevet Student, om ikke hans muntre og overgivne Humør havde drevet ham til det følgende Puds., Der gik en Gedebuk paa Gaden, som disse unge Drenge dreve adskillige Løjer med. Den fandt sin Regning ved at holde sig Ven med dem, eftersom de aldrig saa' den uden at give den noget Brød, Tobak eller andre Ting, som ere Delikatesser for Gedebukke. En Aften ved Juletider tager B. - saaledes hed Forvalteren - en af sine Kammerater, som han stolede paa, med sig og fører Gedebukken ind i Kirken, just da Klokkerens Karl var i Færd med at ringe ni. De vidste, at Karlen derefter skulde trække Urværket op, og imedens dette skete, binder de Gedebukken i et Klokkereb og gaar bort. Karlen gaar ogsaa og lukker Kirken efter sig, men et Par Timers Tid derefter fandt Gedebukken sig ikke fornøjet med at blive der; den forsøgte paa at slide sig løs, men derved kommer Klokken i Gang; Vægterne, som troede, det var Signal for en Ildebrand, istemmede med deres Piber, og hele Byen kom i Oprør, Da man ingen Ild kunde finde, saa spørger man Klokkeren; han forsikrede, at han ikke kunde begribe, hvem det var, der ringede, men at hans klokkerlige Mening var, at det maatte være den lede Aand, der saaledes forlystede sig, siden det er en bekjendt Sag, at den altid har meget at bestille i Kirkerne om Natten. Indtagne af denne Tanke, turde hverken Klokkeren eller nogen anden enkelt Person vove sig ind i Kirken, hvorfore Stadens velvise Magistrat fandt sig nødt til at anmode Garnisonen om at vise sin Mandhaftighed. Dette skete; en Kommando Soldater, med Bajonetten paa Geværet, blev befalet at gaa der ind, thi Magistraten sagde meget viselig, som Kerasmin i Holger Danske:

✂ Imod Satan er jeg fejg.

*Holger Danske, Baggesens tre Akts Opera, der udkom 1789. Stedet staar i 1ste Akts 2den Scene. 152

✂ Soldaterne gaa, komme ud igjen og bringe med sig som Krigsfange - en Gedebuk. Dagen efter forsamledes Raadet; alting, lige til Gedebukken, blev forhørt, men Gedebukken, som den eneste Medvidere, var tro, og intet blev opdaget. Rektor blev da anmodet om at holde Forhør, siden den almindelige Mistanke faldt paa Mulernes Sønner. Da en almindelig Exekution over hele Skolen intet vilde udrette, saa blev en Præmie af to Rigsdaler udsat for dem, som vilde angive Gjerningsmændene, og Frihed for Straf, i Fald Angiveren selv var delagtig i Skjælmstykket. Jeg vil ikke kommentere over den Læreres Moralitet, der kunde ved Præmier forføre et ungt Menneske til at blive en Forræder; kuns dette maa jeg til Skam for vedkommende anmelde, at B.s Kammerat blev forført og blev hans Angivere. Nu sendte Rektor Bud efter B., men denne lugtede Lunten og kom ikke, Det andet Bud blev sendt til ham, med Løfte om Straffens Eftergivelse, om han godvillig vilde indfinde sig. Nu fandt han det raadeligst at gaa; han kommer, og man viser ham op ad Trappen i anden Etage. Det første, han fik Øje paa, da han kom ind, var den rasende Rektor, to haandfaste Arbejdskarle, som sloge Dørene i efter ham, og en umanerlig Tamp. B., som troede at se Døden for sig, løb alt hvad han kunde ind i en anden Stue, aabnede et Vindue og sprang ned fra anden Etage i Haven. Til Lykke for B. var der just faldet en meget dyb Sne, som befriede ham fra at brække Halsen, han rejser sig hastig op, løber igjennem Haven, springer over et Stengjærde og ud paa den vilde Mark. Ikke turde han løbe tilbage til Byen, men ilede til næste Bondeby, hvor hen han næppe var

✂ ankommet, før end han af Faldet, Angsten og Mathed besvimede.

✂ En medlidende Bondekone tog l;am ind til sig og plejede ham i nogle Dage; men B., som havde en dødelig Angst for at falde i Rektors Hænder, besluttede aldrig mere at se dam. Sine Forældre turde han ikke vende tilbage til, da han vidste, at der ingen Trøst var for ham at hente. Han tænkte derfore 153 at ville forsøge sin Lykke i Verden og kom, efter et Par Dages Rejse til Fods, til et Sted, hvor fra man satte ham over til Sjælland.

✂

Fire og tyvende Kapitel.
Søm ikke er stort bedre end det forrige.

✂ Da han var ankommen til Sjælland, skrev han sine Forældre til og bad dem om Forladene for, hvad han havde gjort, men han fik intet Svar, hvilket han maatte have kunnet formode sig, om end ikke Rektor var kommet ham i Forvejen og havde fortalt Sagens Sammenhæng paa sin Maade. Han besluttede derfor at søge sig en Tjeneste, hvilket ogsaa efter megen Umage lykkedes ham, da han blev antaget som Skriverdreng hos en Forvalter paa et fornemme Herskabs Gods, hvortil den Færdighed i at skrive og regne, som han i Skolen havde erhvervet sig, var hans eneste Rekommendation.

✂ Det faldt ham vel lidt underligt, at han maatte arbejde som Skriverdreng, og desuden børste Støvler, varte op ved Bordet, staa bag paa hans Husbonds Chaise og forrette andre saadanne Ting, som han ikke troede vare ham anstændige. Det, som endnu var det værste, var, at hans Husbond havde en Pisk, at han brugte den, og at han havde vel saa godt et Haandelag til at slaa med som hans forrige Lærere. Hertil kom endnu, at den Mad, som der vankede i Huset, var enten saa knap, at han, der havde en herlig Appetit, ikke kunde finde sig fornøjet med Kvantiteten, eller og havde en Fejl i Kvaliteten, naar Kvantiteten en eller anden Gang var upaaklagelig. Dog, som et ganske forladt ungt Menneske, indsaa han snart, at han maatte holde ud. Hang eneste Glæde var, naar hans Husbond tog ham med sig paa Jagt for at bære Geværet eller Vildtet, hvilket ikke sjælden skete. Uagtet al den Haardhed, hvormed han blev begegnet, udholdt han dog i denne Tjeneste i ti Aar, indtil hans Husbond dode. Nu blev Forvalter-Tjenesten 154 betroet ham, fordi Proprietæren, der var en meget rig og karrig Mand og boede i Kjøbenhavn, troede, at han var duelig dertil, og fordi han mærkede, at han kunde afspise B. med Halvparten af den usle Lon, som hans Formand havde haft.

✂ "Her", sagde Forvalter-Konen, "blev jeg bekjendt med min Mand; vi giftede os sammen, og jeg var ikke saa lykkelig, at jeg kunde tilbringe ham andet end min blotte Person*). Det varede ikke længe, inden vores Familie forøgedes, og min Mand indsaa snart, at han ikke kunde underholde os med den usle Løn, som hans Principal gav ham. Fire eller fem Aar udholdt vi dette, men endeligen tilskrev min Mand Herskabet og bad, at han dog vilde foroge hans Lou lidet, i Betragtning af, at alle Omstændigheder syntes at vise Billigheden af et saadant Forlangende. Proprietæren havde en Ven, der var hans Konsulent og som Inspektor over hans Landgodser, en Mand, der havde beklædet og endnu beklædede kongelige Embeder, hvori han havde vist sig som en haard, uretfærdig og ubarmhjærtig Mand. Denne, som kjendte Proprietærens Hovedlidenskab at være Gjerrighed, fandt sin Regning ved at smigre denne Passion ved alle Lejligheder. Han skriver da min Mand til, uden at melde et Ord om hans Begjæring, at han til næste Termin skulde holde sine Regnskaber færdige og aflevere Godserne til en ny Forvalter. Min Mand, som troede, at den karrige Principal var blevet vred, fordi han havde forlangt Tillæg i sin Løn, skrev da et meget ydmygt Brev, saa vel til Proprietæren, som til Konsulenten, hvori han frafaldt sin Begjæring, men havde det Haab, at han derimod maatte vedblive Tjenesten. Herpaa fik han intet Svar før end en Maaned før Terminen, da han faar et Brev fra Konsulenten, hvori meldes **) Forvalterkonens hele Formue bestod i en Arv efter hendes Forældre, der var netop saa stor, at det i disse Tider vilde have kostet hende 3 Mark, om den havde været en Skilling større *det vilde have kostet hende 3 Mark , vel i Skifte- og Arveafgift. 155 ham, at han maatte holde sig den forrige Ordre efterretlig, siden hans Tjeneste var givet bort til en anden.

✂ "Dette var et Tordenslag. Men et Par Dage derefter bliver der min Mand en Forvalter-Tjeneste tilbuden i Jylland paa fordelagtige Vilkaar; han modtager den, melder Proprietæren sin Lykke og fragter et Skib, som skal bringe hans Gods over til Jylland. Nu begyndte han paa sit Regnskab, men mærker, at han kom fem Hundrede Rigsdaler til kort. Han melder Proprietæren dette og beder paa det bevægeligste, at han vilde modtage Sikkerhed for Summen hos en Præst der i Egnen, som havde tilbudt sig at være min Mands Kavtion. Proprietæren tier, og vi indpakker vores Gods; men den selv samme Dag, da vi skal begynde at indskibe det, kommer Konsulenten med Rettens Betjentere og gjør Arrest paa Godset og paa min Mands Person. Nu sad han da i Arrest et helt Aar, indtil der lykkeligvis tilfaldt ham en Arv, hvoraf Proprietæren og Konsulenten opslugede den største Del for Gjælden, Renter og Omkostninger. Dette var ikke nok, men da han kom paa fri Fod, var Forvalter-Tjenesten i Jylland for længe siden bortgivet, og det lidet, som Proprietæren og Konsulenten havde ladet ham beholde, blev opsluget ved en Proces, som Skipperen anlagde imod ham for Betaling af den akkorderede Fragt, Ophold og andre Omkostninger *).

✂ "Nu sad vi der med ganske tomme Hænder igjen. Min Mand kunde ikke begribe, hvad Aarsagen kunde være til en saa overmaade ubarmhjærtig Behandling, da han ikke vidste at have fornærmet enten Proprietæren eller hans Konsulent saa højlig, at en slig Omgangsmaade kunde være undskyldelig. Saa meget begreb han dog, at det ikke var )aa meget Proprietærens Gjerrigheds Skyld, som meget mere Konsulentens, da denne Mand var overalt bekjendt for en nedrig og ondskabsfuld **) Saa nøje stemme alle disse Omstændigheder overens med en senere Tildragelse, at man skulde sværge paa, at dette var sket for ganske faa Aar siden, dersom man ikke vidste, at Forvalterens Kone var en sandfærdig Kone. 156 Mand. Ved noget at betænke sig erindrede han, at han havde gjort sig skyldig i to Forbrydelser imod Konsulenten, som var Amtsforvalter der i Egnen, imedens min Mand tjente hos sin Formand, og disse Forbrydelser havde uden Tvivl gjort Konsulenten til min Mands uforsonligste Fjende. Den første bestod deri, at min Mand, da han en Gang vartede op ved sin Husbonds Bord, hvor Konsulenten, den Gang Amtsforvalteren, var til Gjæst, havde været saa uheldig at vælte en Sauceskaal ned over hans Klæder; og den anden var, at han havde advaret bemeldte Amtsforvalter fra at sætte et Nul paa et urigtigt Sted." *)

✂ Frygt for, at jeg allerede har faldet mine Læsere kjedsommelig med denne Fortælling, gjør, at jeg forbigaar det øvrige af Forvalterens Historie, hvoraf jeg kuns vil berette, at han efter mange Omtumlinger og idelige Uheld havde for en halv Snes Aar siden faaet den Tjeneste, som han nu havde, hvori han levede ret godt paa sin gammel Alder. Ligeledes forbigaar jeg alle de Anmærkninger, som Madamen gjorde for Præsten for at vise ham, hvorledes de mangfoldige Ulykker og nedrige Behandlingsmaader, som han lige fra Fødselen af havde udstaaet, havde forenet sig tilsammen for at gjøre en Mard haardhjærtet og næsten umenneskelig, hvis Karakter af **) Forvalteren er saaledes et levende Bevis paa Sandheden af det, som Eugenius siger til Yorick i Tristram Shandy: Trust me, Yorick, when, to gratity a private appetite, it is once resolved upon, that an innocent and helpless creature shall de sacrificed, Vis an easy matter to pick up sticks cnough from anv thicket where it has strayed, to make a fire to offer it up with. *Romanen Tristram Shandy, den engelske Forfatter Laurence Skernes (1713-68) Hovedværk - Trust me Yorick o. s. v. Tro mig, Yorick, naar man først for at tilfredsstille en personlig Lyst har besluttet, at et uskyldigt og hjælpeløst Menneske skal oires, er det en let Sag i en hvilken som helst Skov, ban har forvildet sig i, at samle Kvas nok til et Baal, man kan brænde ham paa 157 Naturen ikke var ond, og som under en bedre Skæbne kanske vilde have blevet et Mønster paa Menneskekjærlighed.

✂ Jeg kommer altsaa tilbage til min egen Historie. Det varede ikke meget længe, før end Forvalteren skulde indsende en Del Penge til sit Herskab, der var en ung Hof-Kavaler, som ved sin Faders Død var for et halvt Aar siden bleven Ejer af anselige Godser og store Midler.

✂ Jeg blev da pakket i et Brev tillige med en stor Del andre af mine Ligemænd, og saaledes sendt til Kjøbenhavn, hvor jeg kom i et nyt Herskabs Hænder.

✂ Min nye Herre kaldte sig Junker Laps. Jeg har ikke kunnet opdage, om det var hans Døbenavn, hans Tilnavn, eller om der i Dannemark gives nogen vis adelig Familie af det Navn Laps. Dersom san er, da maa den Lapsiske Familie upaatvivleligen være den allerstørste i hele Dannemark og Norge, thi man skal ikke just komme i ret mange adelige Selskaber, uden man jo finder nogle Lapser deriblandt. Skulde det ellers være en eller anden af mine Læsere meget angelegen at faa nogen Oplysning herom, da kan jeg ikke give dem bedre Raad, end at de henvende sig til det kongelige danske genealogiske og heraldiske Selskab, hvor jeg formoder, at de enten hos Forstanderen eller Kassereren vil erholde den allertilforladeligste Underretning.

✂ Jeg véd just ikke, om de adelige Lapser af Bededags-Aftens Selskabet eller noget andet Selskab ville være fornøjede med, at jeg saaledes indtrænger mig selv og indleder andre i deres genealogiske Hemmeligheder, men det faar være lige meget; man kan ikke skrive alle Mennesker til Pas, og jeg siger som Sterne: in writing what I have set about, I shall confine *Bededags-Aftens Selskabet, Store Bededags-Aften spaserede, som bekjendt, Kjøbenhavnerne, og først og fremmest da "Lapsene", paa Bolden fra Kl 6 til 7, medens Kirkeklokkerne ringede - in writing, what I have set about o. s. v., idet jeg skriver, hvad jeg har begyndt paa, agter jeg hverken at holde mig deres eller noget som helst andet Menneskes Forskrifter efterrettelig 158 myself neither to their rules, nor to any man's rules that ever lived. Dersom en af Lapserne selv vilde paa Forlangende give den nødvendige Underretning, saa behøvede jeg ikke at henvise nogen til det genealogiske Selskab; men man véd, at de sætte deres Rang og Herkomst uden for sig, hvilket skal forestille en Cherubim med et gloende Sværd, for at afholde Profanum vulgus fra at indtrænge sig til dem. Ikke des mindre, da jeg kjender denne Glans ikke at være ondet end Lygtemandens Lys, gaar jeg min Bane ligefrem, enten den saa falder forbi deres Næser, eller nogen anden Næse i Verden, og siger som Eteokles hos Æskylos:

✂ Κόσμον μὲν ἀνδρὸς οὔτιν ἂν τρέσαιμ' ἐγὼ,
Οὐδ' έλϰοποιὰ γίγνεται τὰ σήματα
Λόφοι δὲ ϰώδων τ' ὀυ δάϰνουσ' ἄvευ δορός.

✂ hvilket jeg oversætter paa Dansk, siden al Verdens Lapser ellers ikke vilde forstaa det, saaledes paa min Vis: Jeg frygter aldrig for nogen Mands Rang og Karakter; Skjolde og adelige Vaalmer rive ikke Hul paa Skindet, og Hjælme og Bjælder og alskens Kling Klang, det bider ikke, med mindre der kommer et Stykke skarpt Jærn til.

✂ Nu til min nye Herre, Junker Laps, igjen. Ved sin Faders Død var han, som sagt, bleven Herre over anselige Midler. Han havde lært alt, hvad en Adelsmand behøver at vide, det er at sige: han forstod Fransk, en halv Snes Ord Latin, han kunde danse, ride, fægte, spille Kort, pynte sig ved Hjælp af et Par Tjenere, samt bedømme Moder og Skuespil. Disse herlige Egenskaber skulde han nu til at udvide og gjøre mere glimrende ved udenldske Rejser.

✂ Jeg véd ikke, hvad for en god Aand der havde sagt ham, at en Mand, der vilde rejse med Nytte, burde først kjende sit eget Fædreneland. Saa meget er vist, at den, der havde givet *Profanum vulgus den gemene Hob. - Eteokles, Hovedpersonen i Æskylos' Tragedie "De syv mod Thebe". - Κόσμον μεν o. s. v. Jeg frygter ikke for nogen Prydelsee paa en Mand; Mærkerne ere ikke saargiorende, og Hjælmbuske og Bjælde bide ikke uden Spyd. 159 ham denne Lærdom, kunde ikke være hans Fjende. Blev denne Regel almindeligen iagttaget, saa vilde de fleste af vore Landsmænd, naar de komme udenlands, ikke være nødte til enten at gabe eller at lyve, naar man taler med dem om deres eget Fædreneland.

✂ Hvordan det nu hænger sammen eller ikke, saa er det vist, at Junker Laps besluttede at se sig lidt om i sit Fødeland. Det var Skade, at han paa denne Rejse ikke kom længere end til Odense, thi han opholdt sig temmelig længe paa ethvert Sted for at lære at kjende alting ret nøje; og da han eftersaa sin Almanak, erfarede han, at September Maaned nærmede sig, til hvilken Tid han uforbigængeligen maatte være i Kjøbenhavn, siden han i hele Parkettet holdtes for den allerpaalideligste Kunstdommer til at bedømme Danserindernes Fødder.

✂ Jeg havde den Lykke hos denne min Herre, som jeg næppe vilde have haft hos nogen anden Laps i Verden, nemlig at jeg fulgte med ham paa hans hele Rejse, og at jeg, da han kom til Kjøbenhavn igjen, endnu befandt mig i hans Ejendom, hvilket noksom beviser, at han ikke, som saa mange andre rejsende, kom i Pengetrang paa Turen.

✂ Min Herre vilde rejse med Nytte. Han vilde vise Verden, at han havde rejst med Opmærksomhed, han holdt altsaa en Dagbog, hvori han antegnede alt, hvad han saa', og alt, hvad han holdt for mærkværdigt. Men da han umulig selv kunde være alle Vegne, og meget kunde undgaa hans Agtpaagivenhed, og siden han vidste, at fire Øjne se bedre end to, saa havde han givet sin Tjener Ordre til ligeledes at optegne alle Mærkværdigheder og hver Aften at give ham en Liste paa samme: en Forsigtighed, der var ligesaa rosværdig som den, en Dramaturg brugte, der, selv overvældet af utallige Forretninger, lod *en Dramaturg, I C Tode havde i en Recension dadlet et Par af Heibergs Skuespil. Nu lader Heiberg, som om Forfatteren af denne Recension ikke var Tode selv, men hans Søn En hel Fejde udspandt sig heraf mellem Tode, Heiberg o. fl. 160 sin Søn, et ungt, haabefuldt Menneske paa 10 Aar, hver Aften gaa paa Komedie med Bogen i Haanden for at samle kritiske Subsidier.

✂ Da min Herre var kommet hjem igjen, anvendte han en Del Tid paa at bringe sine Anmærkninger i Orden, eftersom han besluttede at udgive dem til Nytte for Publikum. Som en Prøve derpaa, skal det næste Kapitel indeholde hans Rejse fra Kjøbenhavn til Roskilde, hvoraf Læserne skulle blive i Stand til at dømme om Vigtigheden af de øvrige. Skulde siden nogen Boghandler ville paatage sig Forlaget af det hele Værk, da kan han adressere sig til Forfatteren selv, som vil være meget billig i Henseende til sit Honorarium. Han vil ogsaa gjærne overlade hele Manuskriptet til Selskabet for de skjønne Videuskabers Forfremmelse, men i dette Tilfælde forbeholder han sig at omarbejde det og gjøre det paa Vers, som ikke koster ham synderlig Umage, og hvorved han da fortjener dobbelt Betaling. Kuns ønsker han at vide én Ting: da der kanske vil forekomme en Del Noter deri, saa tror han, at Selskabet ikke nægter at forhøje hans Honorarium, naar han ogsaa sætter dem paa Vers, og som en Erkendtlighed derfore lover han gratis at ville udgive Subskribent-Listen paa Poesi og i rimede Vers. Kunde Udgaven endnu blive ziret med nogle smukke Kobbere, da var det saa meget des bedre, kuns ønsker han, at de maatte blive mere passende til de Steder i Bogen, hvor de skal staa, end Kobberne i den ny Udgave af Niels Klim*).

**) Denne Anmærkning har Junker Laps af sin Tjener, som har sagt ham, at Kobberne til den ny Udgave af Niels Klim vare ganske smukke, som Kobberstykker betragtede, men at han undrede sig over, hvovfore man ikke har beholdt Holbergs egne Kobbere og de Idér, som han selv har givet dertil, hvilke virkelig ere bedre end disse "Det er saa en egen Sag", sagde Tjeneren, "at despotisere over *den nye Udgave af Niels Klim, oversat af Baggesen, udkom 1789 og var forsynet med Kobbere af Clemens efter Tegninger af Abilogaard afdøde Mænds Mesterværker. Gemenligen klæber der dog noget af Kludderens Fingre ved Forandringerne, og det fordømte Bessermachen, det har enten Fanden eller Vildtysken skabt"

✂

Fem og tyvende Kapitel.
Prøver paa Junker Lapses Udenlandsreise.
(Junkeren hedder Jeg i dette Kapitel.)

✂ Den første Juni Styli novi Aar 1788 rejste jeg fra Kjøbenhavn Klokken 6 om Morgenen, i en Karét med Jochum Larsens fire graa Heste for. Elskere af Naturhistorien maa vide, at disse Heste ere af det Slags Dyr, som Linnæus i sit Systema Naturæ regner iblandt Belluas, under Navn af Equus Caballus. De naturkyndige ville paastaa, at den hele blonde Natur er den tendreste og svageste. De blonde Fruentimmer ere svagere end de brunette, som kan ses af Hagedorn, naar han siger:

✂ Die Brunetten soll'n für allen
mir gefallen;
sie sind dauerhaft zur Lust*).

✂ Liljerne og alle hvide Blomster falme snarest, og overhovedet skal enhver Ting i Verden saa meget desto snarere være udsat for Svækkelse og Fordærvelse, som dens Farve nærmer sig mere og mere til det hvide. Jeg vil ikke lægge mig i Strid med den lærde Verden derom; kuns dette maa jeg sige, at jeg i de anførte fire graa Heste kunde finde et stærkt Bevis for den modsatte Sætning, eftersom der næsten ikke var Sved at se paa dem den hele Vej igjennem, uagtet vi dog kjørte ganske frisk.

**) Ser De, mine Herrer, at Junker Laps kan ogsaa Tysk! Men om han anfører sin Autor rigtig, derfor vil jeg ikke være ansvarlig Jeg tór mine Hænder.

Bogtr Anm

*Hagedorn, tysk Digter (1708-54). - Die Brunetten o. s. v, Brunetterne falder frem for alle andre i min Smag; dem har man varig Fornøjelse af. 162

✂ Strax uden for Porten*) - det var Vester Port, vi kjørte ud af, thi der igjennem gaar Vejen nærmest til Roskilde - mødte vi en usigelig Hoben Bøndervogne, alle vel bepakket med alle Slags Proviant, hvormed de skulde ind til Torvet**). Naar man med et filosofisk Øje betragter den utrolige Mængde Fødevare, som bringes daglig til Kjøbenhavn, saa vil man befinde, at det er en upaatvivlelig Sandhed, at - - - der fortæres meget i Hovedstaden.

✂ Det første mærkværdige Sted, som jeg passerede forbi, var Skydebanen, et Sted, hvor en Kavaler overmaade behageligen kunde sortære sine Penge, saafremt det ikke var alt for meget frekventeret af Borgere og gemene Folk. Flere Anmærkninger over dette Sted gjemmer jeg til det første Bilag til denne min Rejsebeskrivelse, som indeholder en Afhandling om Fugleskydningens Alder og Skæbne, saa vel før som efter Syndfloden.

✂ Frederiksberg ligger en halv Mil, knap Maal, fra Staden, og er et vel bekjendt kongeligt Lystslot. Critici ville, at Stedet skulde hedde Frederiksbjærg, fordi det er bygget paa et Bjærg eller en Bakke, og de Herrer Critici have heller ikke saa meget Uret. Ved Slottet er en stor Have, og et herligt nyt Anlæg i Søndermarken, hvilket sidste Sted haver denne Herlighed frem for ethvert andet Sted, at det er bleven tillukket for Pøbelen, og Adgang ikke tilladt andre end Adelen. Aarsagen hertil skal være, at der er sket Skade paa Blomster og andet. Vel mumlede man en Tid om, at en fornemme Mand skulde **) Jeg vil ikke opholde mig med at beskrive Byen videre, thi da en stor Del af mine Læsere kjender Kjøbenhavn, saa er det overflødigt ***) Enten lyver Junker Laps her, eller og har han sovet, thi den 1ste Juni 1788 faldt ind paa en Søndag, da det kuns er aandelig Torvedag Mange ville vel tro, at han her har løjet, paa Grund af, at han er en Adelsmand; men da der intet Løfte ligger i hans Ord, saa bør man ikke beskylde ham for Usandhed, især da her er Lejlighed til en mildere Forklaring. Jeg tror altsaa, at han hav sovet, og det følgende vil bestyrke Rimeligheden af min Mening. En tredje Omstændighed kunde dog endnu her finde Sted, nemlig at Damm var urigtig

Bogtr Anm

163 have der gjort sine botaniske og mineralogiske Exkursioner, og at den samme Haand skal her have fundet Konkylier, der bedre passede i hans Samling end i Grotten og det kinesiske Lysthus; men det blev ved en uomstødelig Syllogismus bevist, at det var en dobbelt pøbelagtig Streg at røbe Adelsmænds pøbelagtige Handlinger, og derfore blev Indgangen spærret for enhver, som ikke hører til de ni Klasser.

✂ Et lidet Stykke fra Frederiksberg staar en Milepæl, der med meget større Rimelighed kunde zires med en Haand, end den Milepæl, der findes afbildet ved det niende Kapitel i den nye Udgave af Niels Klim; thi i Dannemark er det dog endnu Moden at bruge Hænder, men man har ingen paalidelige Efterretninger om, at de nu om Stunder ere i Brug i Planeten Nazar, hvor Indbyggerne i gamle Dage vare Træer og maatte benytte sig af Grene i Steden for Hænder*). Ved at se en Milepæl kan jeg dog ikke andet end tænke paa en Lighed, som jeg finder imellem den og de stakkels Fuldmægtiger og Kopister i de kongelige Kollegier. Saa vel disse som Milepælene ere satte paa deres Sted for at vise Folk Vejen, men selv maa de til evig Tid blive staaende.

✂ En halv Mil derfra kommer man til Dainhnset, hvor jeg maatte betale Bompenge. Jeg vægrede mig derved, sigende, **) Denne er Junker Lapses egen Anmærkning, men om den skal være en Finte til Holberg selv eller til nogen anden, det véd jeg ikke til visse Jeg har vel hørt Junker Laps sige, at han troede, at Holberg ved det Ord: manus porrectas skulde have forstaaet slige Hænder, som man véd, at Indbyggerne paa Planeten Nazar brugte, og ikke saadanne, som ere i Brug her paa vores Jord, hvorom de potuanske Stenhnggere, der havde gjort Milepælene, næppe kunde have nogen Kundskab Ligeledes tror han, at Professorerne ved Akademierne i Potu ikke brugte Parykker, uagtet de ere forestillede paa den ottende Kobbertavle med disse Hovedprydelser

Korrekt Anm

*manus porrectas, oprakte Hænder. 164 at Bommene ikke vare oprettede for andre end for Bønder, og at Folk af fornemme Extraktion ikke kunde betale slige Afgifter. Men Bommanden var en Stud og sngde, at han ingen Forskjel gjorde paa en Adelsmand og en Bonde, og at jeg slet ikke slap igjennem, før end jeg betalte. Min Kusk sagde, at han ingen Penge havde, hvorfore jeg selv maatte betale, siden jeg ikke skjøttede om at give mig i Klammeri med en saa grov Karl, som denne var. Jeg skrev dog et NB. i min Dagbog for at erindre at indgive en Klage over denne Uorden, da jeg aldrig kan formode, at Hensigten med denne Indretning er at plage fornemme Folk, som kan le ad en saadan Bagatelle Omkostning, men kuns at skille Bonden ved sin overflodige Formue.

✂ I den store Sø, hvorved Damhuset ligger, saa' jeg en Del Svaner. Dette Dyr er Linnæi Anas Cygnus, og de, som jeg saa', vare uden Tvivl af den samme Art som de, man ser i Gravene omkring Kjøbenhavn.

✂ Nu faldt jeg i Søvn, indtil jeg igjen blev vaagnet ved en Bom, hvor jeg paa ny maatte betale Penge, og strax derpaa holdt min Kusk uden for den saakaldede Roskilde Kro.

✂ Min Tjener berettede mig, at vi havde kjørt igjennem en By, kaldet Glostrup, hvori var en Kirke, og at han rimeligvis formodede, at der maatte være en Præst til samme Kirke, men da han ikke kunde komme til sikker Kundskab herom, saa fremsatte han det kun som en Gisning, der dog havde megen Sandsynlighed.

✂ Videre fortalte han, at vi havde rejst forbi en Kro, kaldet Vejrmølle Kroen, som formodentlig havde sit Navn deraf, at der tæt ved samme stod en Vejrmølle, som var tækket med Langhalm. Hvad det første angik, tilstod jeg min Tjener, at det gjærne kunde være muligt, at han havde Ret, men at Møllen var tækket med Langhalm, det, paastaar jeg, var urigtigt, og derfore har jeg en ganske god Grund at anføre, nemlig at jeg 165 ikke kan begribe, hvorledes det var muligt at tække en Mølle med Langhalm*).

✂ I Roskilde Kro spiste jeg lidet Frokost, medens Hestene pustede. Jeg kjøbte her nogle Rariteter. Først en af Kofod Anchers Skrifter i tre Dele, som uden Tvivl er en Raritet, da jeg ikke ejer del i min Samling, hvor jeg ellers har alle hans Skrifter komplette. Skriftets Titel var: Librorum og er, som sagt, i tre Dele**). Videre kjøbte jeg for overmaade godt Kjøb en Nyresten, som Aar 1740 er skaaret ud af Livet paa en Bonde i Høje Tosterup By. Dens Størrelse var som et Hønseæg

✂ Tilfældige Hændelser ere ofte Anledning til de største og vigtigste Opdagelser. Saaledes hændte det mig med denne Nyresten kort efter; thi da jeg, som man vil se i det efter; følgende syvende Kapitel, en Nat laa i Krebshuset ved Sorø, og mit Lys ved Tjenerens Uforsigtighed gik ud, befalede jeg ham at tænde Lys igjen. Da han nu i en Hast ingen Flintesten kan finde, saa prøver han at slaa Ild med denne Nyresten, hvilket til min store Forundring lykkedes ham. Denne Opdagelse, som jeg ikke tror, at nogen for mig har gjort, er, synes mig, meget vigtig og kan tjene Læger og Anatomister til megen Eftertanke.

✂ Jeg traf ellers her en Student, som jeg blev indviklet i en Dispute med, der ikke gjør ham megen Ære; men jeg forbigaar den, for ikke at prostituere ham, da han er et ungt Menneske, hvis Lykke maaske derved kunde forspildes***)

**) Jeg gyser ved at tænke paa, at Junker Laps uden Tvivl er Fritænker Denne er netov deres Maade at slutte paa i Religionssager: Den eller den Hemmelighed begribe vi ikke, ergo er den ikke sandfærdig eller mulig

Bogtr. Anm

***) Det maa nden Tvivl være kataloget over hans Bogsamling, som er i 3 Dele, og hvis Titel begynder saaledes: Catalogi librorum etc. Pars. I. II. III.

Sætterens Anm.

****) Er ikke Junker Laps et ejegodt Menneske?

Korrekt Spørgsm

166

✂ Jeg kjørte derpaa videre. Et lidet Stykke fra Roskilde Kro løb en bred Vej af paa venstre Haand. Jeg rækkede mig ud af Vognen for at spørge min Kusk, hvad det var for en Vej, hvortil han svarede: Kjøge-Vejen. Jeg sluttede mig altsaa med megen Rimelighed til, at det maatte være den Vej, der fører til en Kjøbsted i Sjælland, som hedder Kjøge, hvilken By i forrige Tider laa kuns fire Mile fra Kjøbenhavn; men da man i de senere Tider, for Finansernes Skyld, fandt det for godt, at Sjælland skulde være nogle Mile større, end det virkelig er, saa fandt man paa en statistiko-kirurgisk Maade at udspile det arme Lund med paa adskillige Steder, ved hvilken Operation Distancen imellem Kjøbenhavn og Kjøge ogsaa blev en Mil længere, end den ellers var.

✂ Da jeg rækkede mig ud af Vognen, havde jeg den Malheur, at min ene Manschet tog fat i et Søm paa Vognen og blev revet i Stykker, hvorfore jeg nødtes til at beordre Kusken, at han skulde holde ved den første Kro, som vi kom til, paa det at jeg kunde tage en anden Manschetskjorte paa og saaledes standsmæssig komme til Roskilde.

✂ Kusken holdt ogsaa efter min Ordre uden for en Kro, som kaldes Hedehusene. Her pudsede jeg mig og gjorde mig i Stand, saaledes som jeg vilde og burde være, eftersom jeg nu saa', at jeg nærmede mig til Roskilde.

✂ Imellem Antiquarii er der en stor Strid om Oprindelsen til det Navn Hedehusene. Der ere desangaaende tre Hypotheser, hvoraf enhver har et betydeligt Antal Forfægtere. Saaledes paastaa nogle, at Navnet kommer deraf, at Kroen er bygget paa en stor Hede eller Slette; denne Hypotese kan næppe være den rigtige, thi den store Slette, hvorpaa Kroen staar, var begroet med alle Slags Korn, og ikke med Lyng eller andet Ukrudt, som ufejlbarlig fordres til at give Sletten Navn af en Hede. Den anden Hypothese statuerer, at Kroen maa have faaet Navn deraf, at den er bygget i Hundedagene, da det var meget stærk Hede. Jeg nægter ikke, at denne Mening har det største Antal Forfægtere, eftersom den synes meget 167 rimelig. Jeg har selv hældet til den, men jeg var saa lykkelig i den Stue, hvor jeg opholdt mig, at finde en Regning paa en Del Tømmermands-Arbejde, som var dateret den 24de Maj. Aarstallet og Navnet var afreven, men Regningen beviser noksom Meningens Urigtighed. Den tredje Hypothese, som jeg nu holder for at være den rigtige, er følgende. Da Kroen var opbygget, var Ejeren uvis med sig selv, hvad Navn den skulde have; han beslutrede derom at raadføre sig med sin Kone. "Moder!" sagde han, "nu ere vi da færdige; men hvad skal Husene hedde?" Konen, som var tunghør, igjentog de sidste af Mandens Ord bagvendt: "Hedehusene?" - "Vel," sagde Manden, "lad os da kalde dem Hedehusene."

✂ Læseren ser heraf, at jeg paa denne min Rejse ikke har forglemt at have Antikviteterne for Øjne, som ndgjøre en meget vigtig Beskjæftigelse for enhver, der vil rejse med Nytte. Dog skulde de i min Rejsebeskrivelse kuns være en Biting, thi jeg vil paa ingen Maade, at Læseren skal have Føje til at bebrejde mig, at jeg har fulgt de fleste nyere unge rejsendes Exempel, der, for at prale af Lærdom, rode efter Oldsager alle Vegne, endogsaa i de Kyllinger, som de fortære paa Vejen, hvor udover de aldeles glemme at se, hvad der ligger lige for deres Fødder.

✂ Jeg ankom til Roskilde og steg af i Prinsen, som skal være et meget godt Værtshus. Det gjorde mig ondt at erfare, at alle de fornemme Folk vare rejste paa Landet, hvorfore jeg ikke fandt det værd at opholde mig længere end den Dag og Nat, og opsatte derfor at bese Domkirken, Begravelserne og andre Mærkværdigheder, indtil jeg kom tilbage. Læseren vil altsaa her paa dette Sted kuns finde nogle enkelte Anmærkninger; den omstændeligere og nøjagtigere Beskrivelse forbeholder jeg mig til det hundrede og syv og halvfjerdsindstyvende Kapitel. Overalt vilde man behage én Gang for alle at anmærke, at mangfoldige vigtige Anmærkninger ikke forbigaas, fordi de ikke anføres ved min Udrejse. De gjemmes kuns til 168 min Tilbagerejse for at gjøre Historien om den mere interensant og morende.

✂ Religionen i Roskilde er luthersk, dog taales Jøderne. Alligevel frygter jeg for, at den lutherske Religion ikke staar paa saa aldeles faste Fødder her i Byen, som man burde haabe og ønske. Jeg har en hemmelig Mistanke om, at min Vært er en Krypto-Kalvinist; thi da jeg om Middagen fik en stegt Høne paa Bordet, og jeg spurgte ham, om slige Dyr i Roskilde betydede Kyllinger, svarede han mig med et bestemt Ja. Dog maa det ikke sætte Maudens Hus i Disrenomé, thi til Ære for ham maa jeg tilstaa, at hans Mad var vel lavet, og Betalingen billig.

✂ Byen har fem Kirker, som man kan se af Antallet paa Kirketaarnene*). Deres Beskrivelse opsætter jeg til et særskilt Kapitel, eftersom jeg ovenfor har lovet. Ligeledes skal jeg i et Kapitel give Læserne et nogenledes fuldstændig Begreb om Regeringsformen, samt hvor mange Kreaturer Byen kan græsse; saa meget vil jeg alene her i Korthed melde, at det er et ulige større Antal, end Markerne ved Kjøbsteden Skjelskør kan føde, i Følge Kammerherre Hennings mærkværdige Rejsebeskrivelse, som findes indrykket i Maanedsskriftet Minerva.

✂ Byen har intet offentligt Theater. Adelen har dog et lidet privat Theater for sig selv, hvilket jeg siden skal beskrive. Et offentligt Skuespilhus vilde Byen næppe kunne bekoste, og **) Hvorledes Junker Lavs vil komme ud af denne Regning, det véd jeg ikke Saa meget er vist, at han nødvendig maa have regnet Raadstue-Taarnet for et Kirketaarn.

Sætterens Anm

*Krypto-Kalvinist, hemmelig Tilhænger ar Kalvins Lære. Et Hovedvunkt i de reformertes Kirkelære i Modsætning til den lutherske er som bekjendt, af Brødet og i Vinen i Nadveren betyder, ikke er. Jesu Legeme og Blod, men dette gjælder mere Zwinglianerne end Kalvinisterne, der fastholde den virkelige Nydelse af Herrens Legeme og Blod, men kun paa aandelig Maade og for de troende. - Kammerherre Hennings mærkværdige Rejsebeskrivelse , "Jagttagelser paa en Indenlandsrejse", Minerva 1786 og 87 169 et privat vilde blive vanskeligt at oprette imellem Borgerstanden, formedelst at her er ikke saa stor Overflødighed paa Lediggangere, som dertil udfordres. Dog med megen Umage kunde Tingen blive praktikabel og saa mange Personer skrabes sammen, som vare nødvendige; men dette Selskab maatte for det første indskrænke sig til blot at give de originale danske Stykker, som altid vare gode nok til Læreklude. Tyskernes Mesterværker maatte de for det første afholde sig fra at forfuske. Til Dramaturg kunde man vælge Stads-Vrageren.

✂ En vigtig og for Kunsthistorien særdeles interessant Opdagelse gjorde jeg her i Byen. Jeg saa', om Aftenen i mit Logis nogle Personer spille L'hombre, hvilket Spil i alle Henseende blev spillet ligesom i Kjøbenhavn, kuns med en eneste Forskjel, at man brugte en saakaldet Flyve-Kulør, i Steden for at man paa andre Steder bruger fast Kulør. Denne Flyve-Kulør forandres i hvert Spil og bestemmes af det Kort, som kommer til at ligge øverst i det Spil, der ikke bruges.

✂ Min Tjener, der affekterer at være en skjøn Aand, har gjort nogle Anmærkninger her, som, ihvor enfoldige de end synes at være, dog kan give Anledning til en eller anden god og nyttig Tanke, hvorfore jeg heller ikke tager i Betænkning at meddele mine Læsere dem*).

✂ De skjønne Kunster og Videnskaber ere kuns i slet Tilstand her. Der gives meget faa Poeter, og disse skrive sjælden andet end nogle faa Viser og Lejligheds-Vers, hvorfor de ikke sjælden faa Navn af store Poeter. I at gjøre Prætensioner **) Man vil heraf se, at jeg er redeligere end en stor Del andre rejsende, der fortælle, at de have set det eller det, uagtet man lan bevise, at det er Løgn, og som stjæle Jagttagelser af andres Skrifter og ere nforskammede nok til at udgive dem for deres egne *Stads-Vrageren, en Embedsmand, der havde det Hverv at undersøge Varer, særlig Levnedsmidler, og kassere, hvad der ikke duede til Føde. (Ofte var han tillige "Vejer og Maaler") 170 ere de ellers virkelig store*). Thi de raabe ideligen paa, at dem fattes Opmuntring og Understøttelse, men de ville ikke udarbejde noget, hvorved de kunde erhverve sig Rettighed til Understøttelse. Saaledes gaar det ogsaa med Kunstnere. Der ere desuden mangfoldige Maader til at fordærve disse godt Folk paa, hvilket er saa meget mere beklageligt, som de ikke behøver Hyklere eller Anledninger til at faa store Indbildninger om sig selv. Saaledes fandtes der for et Par Aar siden en Maler, som var bekjendt af, at han kunde male ganske smukke Blomster til et Dørstykke. De syv vise Mestere**), som troede, at denne Mand var en almægtig Maler, bestillede da hos ham et Portræt til en vis Festin. Tiden kom, men de fik intet Portræt. De vare altsaa nødte til at tage et Prokurator-Ansigt, som slet ikke passede sig til Højtideligheden eller til det, som det skulde betyde. Dog vilde de endelig have Portrætet færdigt, og nogen Tid efter fik de et Fysiognomi, der **) Det gaar altsaa med Genierne i Roskilde ligesom med Skuespillerne i Regensburg, hvorom Nicolai siger i sine Rejser, 2 B., 411: Die Schanspieler schlieszen daraus, dasz sie ertragen oder wohl gar beklatscht werden, dasz sie schon Leute sind, die etwas bedeuten; ihr Eigendünkel nimmt zu, und darüber geht das wahre Studium der Schanspielkunst immer mehr verloren; wir haben eine Menge Schanspieler, welche Prätensionen machen, so viel wie irgend in einem Lande gemacht morden, und wir haben kein Schanspiel - Lige saa hos os ***) Hvad disse Folk ere for nogen, har jeg ikke kunnet faa Oplysning om, uagtet al anvendt Umage *Nicolai, den tyske Boghandler og Forfatter (1733-1811), der er bekjendt af sine Sammenstød med Goethe og adskillige andre af Datidens betydeligste Forfattere. - Die Schanspieler schlieszen daraus o s v. , Skuespillerne slutter af den Omstændighed, at man taaler dem eller maaske endogsaa klapper ad dem, at de allerede er Folk, der har noget at betude; deres Indbildskhed voxer mere og mere, og som Følge deraf gaar det sande Studium af Skuespilkunsten mere og mere til Grunde; vi har en Mængde Skuespillere, der er saa fordringsfulde som noget andet Lands, og vi har intet Skuespil 171 lignede de Billeder, som Bønderpigerne kline paa deres Kistelaage. Nu saa' de syv vise Mestere for sildig, at de med al deres Visdom vare syv Dosmere, der burde begribe, at en Mand gjærne kunde være en stor Mand i en Gren af sin Kunst, fordi han var en Fusker i en anden Gren deraf.

✂ Findes der en Gang en enkelt god Poet, saa fordærver Adelen og de fornemme ham. Fra den Tid, da de store ophørte at holde Hofnarre, toge de Poeter i deres Sted, thi noget maatte de have at more sig med. Den idelige Omgang med fornemme Folk fordærver Talentet i Bund og Grund. Det sande Geni tør og kan ikke udvikle sig, Hykleri kommer i Steden for en ædel Frihed, og Selvtillid i Steden for den Mistro til sine egne Kræfter, der, naar den ikke er overdreven, bidrager saa meget til at frembringe Mesterværker. Jeg for min Del - det er min Tjener, som her taler - holder for, at et vittig Hoveds glimrende Periode er aldeles til Ende, saa snart det bliver uundværligt i de fornemme Sirkler. Maatte dog de store og mægtige en Gang finde paa at forandre denne Art af Protektion, der er saa skadelig og fornedrende for det sande Geni, til en ærefuld og nyttig Understøttelse for dem, der fortjene samme; men ikke for dem, der gjøre store Prætensioner. Kuns faa Genier have den Sjæls Styrke, som Claudius, da en stor Mand opkastede sig til at være hans Patron og sagde: "Kjære Slaudius! giv mig et Projekt, hvorledes Deres Lykke kan befæstes for Fremtiden." "Maatte jeg", svarede Claudius, "udbede mig, at min Patron selv vilde gjøre dette Projekt, thi al Verden véd, at De gjør bedre Projekter end jeg."

✂ Den anden Juni, om Morgenen Klokken otte, forlod jeg Roskilde igjen og kjørte videre.

*Findes der en Gang en enkelt god Poet o. s v, sigter særlig til Baggesen, som strax efter sin Fremtræden som Digter blev optagen i Landets fornemme tyske Kredse, hvor han blev meget feteret - Claudius (Matthias) den tyske Forfatter, der er bekjendt under Navnet "Der Wandsbecker Bote" (1740-1815)

✂

Sex og tyvende Kapitel.
Hvori jeg hedder jeg igjen, saa længe søm Sammenhængen
vil tillade det.

✂ Min Herre beretter i det forrige Kapitel, at han i Roskilde Kro blev indviklet i en Dispute med en ung Student. Han vil ikke fortælle Indholden af samme, for at han derved ikke skulde forsvilde det unge Menneskes Lykke. En sandan Tænkemaade gjør min Herre megen Ære, uagtet jeg just ikke tror, at den hele Tvistighed saa meget vanærer Studenten; desuden naar man ikke nævner hans Navn, saa kan han jo ikke prostitueres, og denne er den Grund, som jeg har for mig, naar jeg fordrister mig til at underrette Læseren om denne Strid, hvorom de dog ikke bør være ganske uvidende, siden den dog en Gang er nævnet, da der ellers kunde hvile en Mistanke lige saa vel paa min Herre som paa den anden, og denne Mistanke, for saa vidt den kunde gravere min Herre, holder jeg det for min Pligt at afvaske.

✂ Min Herre traf en ung Student uden for Kroen, som sad og læste i en Bog. "De er en stor Elsker af Læsning, som det synes," sagde Junker Laps. - Dog, jeg tror, det er bedst at jeg dialogiserer denne Samtale; derved slipper i det mindste saa vel Læseren som jeg for de mange: svarede han. svarede jeg, o. s. v.

✂

Studenten.

Ja, jeg kan ikke nægte, at en god Bog fordriver mig mangen ellers ubehagelig Time paa det allerbehageligste.

✂

Laps.

Det er vel en tysk Bog?

✂

Studenten.

O nej! det er netop en dansk Bog. Uagtet jeg ikke er ukyndig i det tyske eller andre fremmede Sprog, saa læser jeg dog helst en god Bog i mit eget Modersmaal.

✂

Laps.

Ja, men den er vanskelig at finde.

✂

Studenten.

Maa jeg spørge, om De er Dansk, min Herre?

173

✂

Laps.

Ja jeg er; men hvad vil det Spørgsmaal betyde?

✂

Studenten.

Det vil betyde, at jeg ikke formodede at høre en slig Tanke af en dansk Mand. Jeg ærer enhver god Skribent, uden Hensigt til hans Nation; men jeg er Dansk, og dobbelt kjær er en god Bog mig, naar den er skrevet i mit Fødeland. At dette kan ske, tror ikke andre Nationer; især ere Tyskerne usigeligen ubillige imod os. Alt, hvad der er dansk, er i deres Tanker under al Kritik. Naar Zimmermann beklager sig over, at andre Nationer anse de tyske Universiteter: als Ställe, wo Minerva ihre Maulthiere füttere, saa ere de Tyske endog meget værre imod os*). Denne Bog, tror jeg nok, ellers kan være et Bevis paa, at der gives

**) Den af alle lldlændere, som jeg dog har rundet billigst imod de Danske, er den forhen citerede Sterne, uagtet der rigtignok ligger en Brod i hans Ros: Nature, siger han, was neither very lavish. nor was she very stingy in her gitts ot genius and capacity to its (Denmark's) inhabitants - but like a discreet parent, was moderately kind to them all; observing such an equal tenor in the distribution of her favours, as to bring them, in those points, pretty near to a level with each other; so that you will meet with few instances in that Kingdom of refined parts, but a great deal of good plain houshold understanding amongst all ranks of people, of which everybody has a dhare. - Which is, siger han videre, I think, very right. *Eberhard Aug Wilh. von Zimmermann (1743-1815) tysk Geograf, Naturhistoriker og Filosof - als Ställe, wo Minerva o. s. v., som Stalde, hvor Minerva fodrer sine Muldyr. - Sterne, se Noten S 156. - Nature was neither o s v, Naturen har hverken været særlig ødsel eller særlig karrig med de Gaver, den har skjænket dets (Danmarks, Indbyggere i Retning af Aand og Evne, men har som en forstandig Moder varet god til Maade imod dem alle og iagttaget en saadan Upartiskhed ved Fordelingen af sine Gunstbevisninger, at de i saa Henseende er temmelig nær ved ikke at have noget at lade hverandre høre Man træffer derfor der i Landet kun faa Exempler paa overlegne Evner, men til Gjengjæld en hel Del god sund Forstand til Husbehov i alle Samfundsklasser; hver har faaet sin Del deraf, og det, synes jeg, kan være meget godt 174

✂

virkelige Genier lige saa vel i Dannemark som i Tyskland, uagtet det er kuns et theatralsk Stykke.

✂

Laps.

Et theatralsk Stykke! altsaa i mit Fad*). Maa jeg spørge, hvad det er for et Stykke?

✂

Studenten.

Det er Baggesens Holger Danske, hvilket jeg dog maa sige, at jeg langt fra ikke holder for hans bedste Arbejde.

✂

Laps.

Ja, det er ret skjønt, det Stykke, men naar De læser Professor Eramers tyske Oversættelse deraf, saa glemmer De, at den danske er til. Har De set den? Jeg har den her i min Lomme**)

**) Det teatralske er alle Lavsers Fag. ***) Samtale imellem Bogtrykkeren og Sætteren :

✂

Sætteren.

Jed véd ikke, hvorfor De vil befatte sig, med et Skrift, der er fuldt af saa megen Løgn, som Rigsdalers-Sedlens Hændelser

✂

Bogtr.

Det tror jeg ikke; jeg i det mindste har ingen Løgn endnu sundet deri.

✂

S

Da har jeg fundet én her; og den Forfatter, der lyuer i ét, den kan man heller ikke tro i et andet. Sig mig en Gang: hvor er det muligt, at Junker Laps og Studenten kan have haft Holger Danske i Roskilde Kro, baade paa Tysk og Dansk, den første Juni 1788, da de begge først ere trykkede 1789?

✂

B.

Jo.. det kan.. Ja det er vel. Kanske..

✂

S

Ja jeg troede nok, at jeg her skulde sætte Dem i Ror legenhed.

✂

B

O, aldeles ikke. Er det ikke muligt, at de kan have haft Pjecerne i Manuskript? Lad være, det just ikke synes rimeligt, saa kan det dog vare muligt.

✂

S.

Kanske det ikke engang er muligt Jeg tror, at der ikke var tænkt paa den tyske Oversættrlse paa den Tid.

✂

B

Da tror jeg det.,Et saadant Arbejde er ikke gjort saa hastig

✂

S

Sig ikke det Tyskerne arbejde med en utrolig Lethed, og det gaar med dem, som det hedder i Komedien: Alting staar for Skolemester Og naar nu saa er, saa er jo dette hele kapitel Løgn

*Baggesens Holger Danske, se Noten S 151. - Carl Fr Cramer (1752-1807), Professor i Græsk og orientalske Sprog i Kiel. 175

✂

Studenten.

Ja, vist har jeg set den, og kjender deri et af lyskernes sædvanlige Kneb for at gjøre den danske Literatur foragtet udenlands; thi næppe tror jeg, at nogen kan læse den og udholde den til Enden.

✂

Laps.

Gud bevare mig! hvor De taler.

✂

Studenten.

Det kan ikke hjælpe, om min Tale skurrer noget i Deres Øren; men det er Sandhed. Tag De Deres tyske Dversættelse frem, jeg læser Originalen. Vælg, hvor De selv vil.

✂

Laps.

Velan; men De taber. For Exempel, hvor nydeligt klinger ikke dette?

✂ Wohl tantzte der Spuck euch zu Mitternacht
um Urian.
Wohl Schwefelflammlein flirrten blau
um Urian.
Doch hui! war's weg, und alles rings
kohlrabenschwarz!
Und jämmerlich Gewinsel scholl
im Fichtenwald.

✂

Studenten.

Nok, nok; har De nogen Sinde hørt afskyeligere Oversættelse af de nydeligste Vers, saa beklager jeg Dem. Hør nu de danske Ord:

✂ De Spøgelser dansed ved Midjenat
om Urian,
og Bjærg og Dal og Sump og Krat
stod lyst i Brand.
De Tordner rulled i Natten hen
om Urian,

*B Saa overilende maa man ikke dømme Siger ikke Professor Cramer selv: Von dem Verborgenen indesz sollte die Kirche nicht urtheilen, noch eine Schwester der andern - læs: ein Bruder dem andern - unverdienten bösen Leumund machen Jeg er vis paa, at Forfatteren selv nok kan forsvare denne Anakronismus; derfor bliv han kuns ved sit Arbejde, og agér ikke Recensent. *Von dem Verborgenen o. s. v, Hvad der er skjult, skulde Kirken ikke dømme om, og ingen Søster (Broder) bør uforskyldt bringe sin Søster (Broder) i Vanry. Forfatteren kan nok selv forsvare denne Anakronismus , se Noten S. 207. 176

✂

✂ og alting blev saa sort igjen
som slukte Brand.

Dog dette er ikke det lykkeligste i Originalen. Men nu vil jeg vælge igjen.

✂ Solen ej saa skjøn fremiler,
som vor skjønne Rezia.
Du, som blid om Tronen smiler,
sildig ile du herfra! Straal os længe Lys og Varme
salig i din Brudgoms Arme
vellystmilde Rezia!

Læs nu en Gang det tyske, og sig os saa, om det kunde behandles værre?

✂

Laps

(læser).

✂ Rezia. nicht Morgensonne,
Mondglanz nicht. erquickt, wie du!
Wo du wandelst, grünt die Wiese,
blüht der Pommeranzenwald!
Strahl noch lang' uns Licht und Wärme,
durch den Gatten selber selig,
wollustmilde Rezia!

Jeg paastaar endnu, at dette klinger smukkere end Originalen.

✂

Studenten.

Kan gjærne være. Det kommer, fordi De har hverken tysk eller dansk Øre, thi i begge Tilfælde vilde De finde Oversættelsen afskyelig. Det klinger vel ogsaa nydeligt, naar Professor Cramers Oversættelse siger:

✂ Wir kmeen hin auf Lilien
in deiner Spur, o Rezia!
Ein Gulistan
Entspriesset unter deinem Tritt.

Det kan man kalde Bessermachen. Hos Baggesen hedder det ganske simpelt og smukt:

✂ Vi styrte ned
pua Lilier i dine Fjed,
o Rezia hvor du fremgaar,
rundt om et Paradis opstaar.

177

Læs endnu videre alle Dronning Almansaris Arier i den tredje Akt, og sig mig siden, om det er muligt at tro, at denne Oversættelse er blevet til for at vise Tyskerne, at den danske Baggesen er et Geni? Og hvad mener De, at Wieland vil tænke om vores danske Literatur, naar man byder ham slige Prøver derpaa? Og h vad vil han tænke om Oversætterens Fortale? Dog - han vil tænke det samme, som jeg tænker, at den er ironisk hel igjennem. Ingen Mand, som var Baggesens Ven, kunde falde paa at sætte ham endnu ved Siden af en Wieland. Ingen af hans Venner kunde, uden at fornærme ham, som en Mand, der foragter ufortjent Ros, især paa en større Mands Bekostning, sige: dasz er für seine komische Erzählungen einen Beifall fand, wie Sie (Wieland) kaum fur den Agathon im weiten Deutschland. Dette kan umulig være andet end Ironi, især da det kommer fra en Mand, som man desuden af Fejden med Professor Hwiid erfarede, ikke at være de Danske synderlig gunstig. Ingen tør vel endnu vove at sige, at Baggesen i sine komiske Fortællinger har naaet, end sige overgaaet, vores afdøde Wessel; han kommer ham overmaade nær, det vil man ikke kunne nægte: og ingen uden Professor Cramer tør vel endnu foretrække ham for en Ewald i den alvorlige Poesi, uagtet hans Emma og flere nydelige Stykker vidner om, at han allerede er større, end han selv tør vove at formode*).

**) Lige saa lidet, som Dannemark har glemt, at det iblandt de nu levende Poeter tæller en Frimann og en Storm, lige saa lidet vil en Baggesen finde sig fornærmet ved den Rangforordning, der anviser ham sin Plads næst efter disse to Mænd *Wieland, den særlig som Humorist navnkundige tyske Digter (1733-1813). Hans lidt senere nævnte Værk "Agathon" er en kulturhistorisk Roman med Æmne fra Grækenlands Oldtid, "Oberon", en stor episk Digtning, hans Hovedværk. - dasz er für seine komische Erzählungen o s v At han vandt næsten endnu mere Bifald ved sine komiske Fortællinger, end De (Wieland) ved Deres Agathon i det store Tyskland - Fejdenmed Professor (Andr Chr) Hwiid, i Anledning af dennes 1787 udgivne "Udtog af en Dagbog 178

✂

Ingen, uden en Mand, der talte ironisk, kunde falde paa at kalde de tvende Linier:

✂ Du taller mig, udødelige Ven!
i salig Tillids Vellyst -

melodiske enten i Originalen eller i Oversættelsen, med mindre dette Ord skal have anden Bemærkelse, end man i Almindelighed forbinder dermed; og dog ere disse Linier nogle af de, som Oversætteren har været heldigst med, men de har ogsaa kostet ham mest Umage. Og overalt besidder Hr. Baggesen alt for mange Fortjenester til, at han skulde tro, at hans Holger Danske kunde i Skjønheder og Ynde sammenlignes med Wielands Oberon.

✂

Laps.

De er meget uretfærdig imod Professor Cramer, der vist mener Baggesen det ærligt. Ser De ikke, hvor han roser Baggesens fine Smag, fordi han ikke lader Holger hugge Rovedet af Langulaffer og brække Tænderne ud af Sultans Mund?

✂

Studenten.

Ja, det er en herlig Ros; netop, ligesom om jeg vilde rose Professor Cramers fine Smag, fordi han ikke gjor Drengestreger. Den, der ikke kunde se, at det anførte vilde være uudstaaeligt paa et Theater, uden at Professoren skulde sige ham det, den var et Svøbelsebarn i Dramaturgien, og at Dannemark i denne Kunst har vel saa fuldvoxne Mennesker, som Hr. Profeesoren er, det kan ingen imodsige. Kort sagt: ingen redelig Mand kan nægte Baggesen den fortjente Ros for at have frembragt et Værk, der endnu i Dannemark er det eneste; men ingen, som er hans virkelige Ven, kan nægte, at det jo skader hans Arbejde uendeligen, at der existerer et Digt, som kaldes Oberon, og at Forfatteren til samme er Wieland. Og enhver, der elsker Dannemark, maa - jeg tør sige det: unægteligen - tilstaa, at Oversættelsen og

*holden i Aarene 1777-80 paa en Rejse giennem Tyskland, Italien, Frankrig og Holland". - Klavs Frimann 1746-1829 - Edvard Storm 1749-94 179

✂

Fortalen er vanærende for det danske Geni og kan ikke tjene til andet end at bestyrke Tyskerne i den Foragt, som de have for den danske Literatur, i Fald Oversættelsen ikke, ved et for Dannemark lykkeligt Sving, giver dem Afsmag og Væmmelse for deres eget Sprog. Det hjælper ikke, at De bliver vred, min Herre! men jeg er Dansk, og som en Mand, der elsker mit Fødeland, er det min Pligt at tale paa ethvert Sted, hvor jeg ser dets Ære sat paa Spil af Udlændingen*), hvis Angreb og Insulter det alt for ofte har lidt under imod Fortjeneste; og den Udlænding, der ved en saadan Oversættelse, som Holger Danskes, eller ved slige ironiske Fortaler anden Gang forgriber sig paa et af Dannemarks enten Mesterværker eller skjønne Arbejder, den vover jeg offentlig at erklære for en Forræder imod mit Fødelands Ære, den danske Literatur, den sande og gode Smag, samt ethvert enkelt Individuum, som han saaledes formaster sig at lægge Haand paa. Og derpaa lægger jeg den tyske Holger Danske hen til Recensionerne over Tullins Majdag og Hwiids Dagbog.

✂

Laps.

Farvel, min Herre! De kunde blive ulykkelig, om jeg vilde gjøre denne Samtale bekjendt.

✂

Studenten.

Ha! ha! ha! ha!

✂ Derpaa kjørte min Herre; og jeg, som aldrig har kunnet **) Man vil kanske indvende, at Professor Cramer ikke er en Udlænding Kan gjærne være, men det tyske Sprog er dog hans Modersmaal, og Erfarenheden har lært mig, at alle de, hvis Modersmaal er Tysk, vil hellere anses for Undersaattere af det hellige romerske Rige end af Dannemark, og at de foragter det danske Sprog og alt, hvad dansk er, tvært imod al Pligt og Billighed. Nogle faa Undtagelser gives der, men at Professoren hører dertil, det hav han ikke ved dette Arbejde bevist. *at Professor Cramer ikke er en Udlænding , Cramer var født i Quedlinburg, hvor hans Fader vir Overhofprædikant, til han to Aar efter Sønnens Fodsel blev kaldet til tysk Hofprædikant i Kjøbenhavn Prof Cramer var Student fra Kjøbenhavns Universitet, men studerede i Göttingen 180 begribe et Ord af denne Samtale for end nu, forundrede mig over deres Snak og kan endelig nu indse, at saa vel Junker Laps som Studenten maa have været begavede med en profetisk Aand, der gjorde, at de talede øm Ting, som vare tilkommende, og som først om nogen Tid skulde existere, hvortil jeg skulde formene, at de havde lige saa megen Adkomst som Professor Kramer, der ogsaa giver sig af med at spaa om tilkommende Ting*), men dog af Ydmyghed kalder sig selv kuns: wie bekannt, ein Saul unter den Profeten, "dessen Lob nicht süsze thut", hvilket her er en tilforlodelig Sandhed, ligesom det oglaa er upaatvivleligt, at hans Profeti er unodvendig, siden Baggesens og Kuntzens Arbejder formodentlig ville holde sig ved deres eget Værd.

✂ Endnu kan jeg ikke forlade denne Materie, uden at jeg maa tilføje mine egne Anmærkninger over, hvad Professor Cramer siger i sin Fortale Pag. 10: Vielleicht giebt es in dem weiten Reiche der dramatischen Geschichte - det skal vel hedde Feeiey - kein zweytes Sujet, das einen so günstigen Stoff für die lyrische Schanbühne darböte. Die Welt der Feerey, des Zaubers, der Chevalerie, in der die Begebenheiten **) Se Rortalen til Oversættelsen Pag 13. *wie bekannt, ein Sanl o s v, som bekjendt en Sanl iblandt Profeterne, hvis Ros inqen Sodme har Fred Ludv Æmilius Kunden (1761-1817) komponerede Wusiken til Baggesens "Holger Danske" - Velleicht giebt es o s v Maaske gives der i den dramatiske Histories vidt strakte Rige intet andet Sujet. der frembvder at saa heldigt Æmne for den lyriske Skueplads Fe-Æventyrets, Trolddommens, Riddervæsenets herden, i hvilken Digtets Handling foregaar, de mangfoldige af allehaande Lidenskaber opfyldte Scenei, det er saa rigt paa, de Lejligheder, det frembyder til Sang og Dans, som betinges af Handlingen selv og ikke af Theatervedtægten, den Øjenslyst af alle Slags, det indeholder, maatte alt være yderst velkomment for et saa plastisk Hoved som Hr. Baggesens og begejstre ham med sit poetiske Talent til et Værk som det i sin Art enestaaende, han her har skjænket sit Folk 181 des Gedichts vorgehen; die mannigfaltigen Scenen so moncherley Leidenschnft, an denen es reich ist; die Gelegenheiten, die es für Gesang, für einen Tanz, den hier die Handlung selbst, nicht blosz die Konvention des Theaters hervorbringt; das Augenspektakel aller Gattung, das es enthält, müszte für einen so plastischen Kopf, wie Herrn Baggesens, äuszcserst willkommen seyn und, bei seinen poetischen Talenten, ihn zn einem Werke begeistern, wie dasjenige, welches er seiner Nation, einzig bis jetzt in seiner Art, geliefert hat.

✂ Du arme Sandhed og Natur! hvad bliver der af dig, i Fald alt dette skal være sandt? Nej, Hr. Professor! slige urimelige Fe-Historier fordærve Smagen; dennes Fordærvede ødelægger Moraliteten, og naar den er ødelagt, min Herre! saa misunder jeg Dem ikke den Verden, som De siden har at oversætte for. Jeg er vis paa, at Baggesens næste Arbejde vil vise, at man ikke behøver at tage sin Tilflugt til Urimeligheder for at more et dansk Publikum. Han vil vist i den danske Historie finde et Sujet, som er hans Gejst værdigt, og det vil han sikkert bearbejde med den Varsomhed, som man skylder den sande Historie; det er at sige: han vil blive Sandheden tro, og ikke lade Fiktionen tilsætte andet end smaa nødvendige Bizirater; thi Operaen Holger Danske er ren Fabel, Forfatteren og Oversætteren maa sige, hvad de ville. Baggesens Fortale viser, at han selv har indset Rigtigheden af denne Sætning, og hans Smag er os Borgen for, at han for Eftertiden lader det unaturlige være uden for sine dramatiske Arbejder. Kanske han derved vil tabe den Lykke at blive oversat af Professor Cramer; men for en dansk Digter er det aldrig noget Tab, ikke at blive oversat af en Mand, om hvem man, naar han endog skal bedømmes allermildest, i det mindste maa sige, at han ikke forstaar Dansk.

Si la finance n'était pas Tantipode de la raison et de l'humanité, l'impôt serait assis sur les arts et le luxe, tels que les équipages, les hôtels, les laquais, les jardins enclos dans la ville; et l'on ne demanderait de l'argent, qu'à. ceux qui ont de l'argent.

Merc. Tabl de Paris.

✂

Syv og tyvende Kapitel.
Hvori der skjændes paa Boghandlm.

✂ Theater-Digteren Gozzi havde en Gang mundtlig kritiseret nogle af den bekjendte Goldonis teatralske Arbejder og vist, at de havde en stor Hob Fejl. Goldoni, hvis Autor Kjærlighed var blevet saaret paa det ømmeste Sted, forsvarede sig som en fornærmet Forfatter og grundede sit sidste og vigtigste Bevis for sine Arbejders Fortræffeligheder derpaa, at *Si la finance o. s v Hvis Finansvæsenet ikke var Billighedens og den sunde Fornufts Antipode, burde Skatterne lægges paa Kunster og Luxus, saasom paa Ekvipager, Palaier, Lakajer, Haver i Byerne, og saa vilde man kun afkræve dem Penge, der har Penge Tableau de Paris, Skildring af Paris, et stort Værk i 12 Bind af Louis Sebastien Mercier (1740 - 1814) - Carlo Gozzi (1722-1804) og Carlo Goldoni (1707-1793), navnkundige italienske dramatiske Digtere, den første berømt for sine "Fiabe" (dramatiske Æventyr, den anden overmaade frodig Lystspildigter 183 sammes Opførelse altid trak en Mængde Folk til Skuepladsen. Pure tutto il mondo corre per vederie, sagde han. "Dette", svarede Gozzi, "kan jeg aldrig antage som et Bevis, thi for at faa hele Byen til at løbe efter en Komedie, behøves der ikke, at Komedien skal være besynderlig god, kuns at den er vel opfyldt med Urimeligheder, Usandsynligheder, Ammestue-Fortællinger og Fe-Historier." - "Det er at fornærme et helt respektabelt Publikum," svarede Goldoni, "at tiltro det en saa elendig Smag." - "Kan Sandhed fornærme, saa tilstaar jeg, De har Ret," sagde Gozzi. - "Men det er Usandhed." - "Top!" igjentog Gozzi, "jeg paatager mig at bevise Rigtigheden af min Paastand." Og nu skrev han Komedien om de tre Pommerantser, der er fuld af de urimeligste Ting, som den menneskelige Fantasi kan opfinde; og hele Venedig løb, som det var gal, for at se dette Stykke*).

✂ Denne Historie har Junker Laps hørt fortælle, og beklager, at hans egen Erfaring har lært ham, at det gaar saaledes til, ikke aleneste i Venedig, men endogsaa i Kjøbenhavn; og Junker Lapses egen Erfaring er heller ikke saa aldeles urigtig, som jeg strax skal overbevise Læseren om.

✂ Uagtet den højtidelige Indbydelse, som i forrige Numer skete til alle Byens Boghandlere om at paatage sig Forlaget af hans, for alle skjønne og nyttige Videnskaber saa vigtige, ja næsten uundværlige Rejsebeskrivelse, har dog endnu ingen indfundet sig eller gjort det ringeste Tilbud. Han staar dog **) Jeg har denne Historie af en mundtlig Fortælling, hvorfor jeg ikke vil have det paa mit Ansvar, om en af Personernes Navne er urigtig anført, saa meget mere, som jeg ikke har kunnet faa at se det omtalte Stykke "De tre Pommerantser", uagtet jeg véd, at det virkelig er til og er skrevet af Gozzi Det maa nu være, hvordan det være vil; naar kuns Hoved-Moralen, som jeg vil uddrage heraf, er rigtig, saa bekymrer jeg mig ikke det ringeste om Historiens Virkelighed. Muligheden af en saadan Tildragelse vil man dog vel ikke kalde i Tvivl? *Pure tutto o s v Al Verden løb alligevel hen for at se dem. 184 i den Formening, at, saa snart en Adelsmand nedlader sig til at blive Autor, alle Boghandlere burde kappes om den Lykke og Ære at blive Forlæggere. Og om ikke Æren eller den Tanke at udrette noget gavnligt kunde være Drivefjedre nok - thi for disse Bagatellers Skyld har endnu ingen Boghandlerleveret et eneste Sedez-Blad -, saa burde dog deres egen Fordel have opmuntret dem, da Værket i det ringeste vilde have blevet i tre Foliobind, og Forfatteren allerede har formaaet et Par af sine Venner til at begynde paa en tysk og fransk Oversættelse deraf, hvilken Omstændighed ene og alene burde være et Bevis paa Værkets Ypperlighed, om end Autor ikke havde nedladt sig til at levere en Prøve deraf, og om det end ikke var en afgjort Sag, at alt, hvad som skrives af Standspersoner eller udklækkes i deres Cirkler, maa, ved en absolut Nødvendighed, være Mesterstykker.

✂ Junkeren kan ingenlunde fornedre sig til selv at tale med nogen Boghandler herom. Han kjender Boghandler-Uforskammenheden paa det nøjeste. Som Menneske, som Adelsmand og som Forfatter vilde det være ham tredobbelt smerteligt at erfare, hvorledes en Boghandler turde vove at anse ham ligesom andre Forfattere som Væsener, der ere ham subordinerede, da han dog er overbevist om, at Tingen forholder sig netop tvært imod. Han kunde ikke taale, at en Boghandler, der, som oftest, ikke engang forstaar alle Titlerne paa de Bøger, som findes i hans Boghandling, turde vove paa at bedømme hans Skrift. Det vilde være ham uudstaaeligt, at en Mand, der ikke besidder andet end nogen Krambod-Erfarenhed og den Evne at kunne skrive maadelige Tal, turde understaa sig at anse sig som Geniers Understøttere, da han dog kuns er en Person, der lever af at lægge Skat paa alle Hoveder, lige fra Rother og Bastholmer indtil Lycher og *Rother og Bastholmer o s v., den bekjendte filososiske Forfatter Tyge Rothe (1731-1795) og Theologen Christian Baftholm (1740-1810); om Lyche og Werning se Noterne S 3 og 85 185 Werninger. Og med alle disse Prætensioner er Junkeren dog ikke saa ubillig, at han vilde paastaa, at en Boghandler strax skulde finde sig i, at forlægge alt, hvad al Verdens Skriftsmørere kunde faa i Sinde at byde ham, men forlanger kuns, at Bog; handleren skal undskylde sig paa en Maade, som ikke fornærmer endog den usleste Forfatter, der dog altid er Boghandlerens Overmand, og for alle Ting ikke lade sig mærke med den allerringeste Kritik og Bedømmere, der let kunde tilvejebringe ham en fortjent Dask, som, for Ex.
"Tør dit Trold og med Aviser skjæmte?"

✂ Junker Laps er ikke nær saa undselig som den hellige Aloysius, der i en Juleleg hellere vilde lade sit Pant være uindløst end kysse et Fruentimmer, hvortil han blev dømt, uagtet Dommen endog blev formildet dertil, at han kuns skulde kysse hendes Skygge. Han vilde altsaa ikke undse sig ved i en alenlang Subskriptions-Plan at prale af sit eget Arbejds Fuldkommenheder, og derved trække Kjøbere til sig. Men da han har et vidtløftigt Bekjendtskab, saa tror han, at det vilde blive anset som et honnet Tiggeri, hvilket han ikke kan fornedre sig til, saa meget mindre, som han selv altid har haft denne adelige Fordom imod Subskriptions-Planer.

✂ Endnu var der kanske et Middel til at faa Værket trykt, men da Godgjørenhed kuns er et sjældent Karaktertræk hos Lapserne, saa vil dette Middel formodentligen blive ubenyttet. Det er at skjænke Manuskriptet til et offentligt Brug. Hvor meget godt der ved saadant et tilladeligt Kunstgreb kunde udrettes, det har Erfarenhed ved andre Lejligheder lært.

✂ At benytte sig af Menneskenes Svagheder og Daarligheder for dermed at virke noget stort og godt er sandeligen overmaade rosværdigt og røber Menneskekenderen. Fejghed og Hang til Fornøjelser og Nyheder er, des værre! det, som udmærker vores Tids Mennesker, og beklageligt er det, at man maa benytte en af disse Omstændigheder, naar man i disse 186 Tider vil have udrettet noget godt. Dette har Hellig-Gejstes Menigheds Pleje-Kommission og Forfatteren af Kjøbenhavns Skilderi indset, og, dem til Ære, paa det lykkeligste anvendt til sine Medmenneskers bedste. Den første har vidst at lægge en Skat paa sine Medborgere, der ikke, som andre Paalæg, er trykkende, fordi den smigrer deres Lyster og Lidenskaber; dette fortjener alle gode Menneskers Taknemmelighed; men Omsorg for den rigtige Anvendelse af denne saa heldigen indsamlede Skat, paa det at det største mulige Gavn derved kan virkes, er dog egentligen det, der skal i Eftertiden bestemme, hvad Tak Pleje-Kommissionen har fortjent for deres lykkelige Opfindelse. Skilderiets Forfatter har lige saa heldig vidst at betjene sig af den anden Side af Menneskenes Svaghed, nemlig deres Fejghed, for at forbedre en i enhver Stat saa nødvendig Indretning som Pesthuset. Han har kjendt den bedrøvelige Sandhed, at mere end de tre Fjerdedele af denne Tids *Dette har Hellig-Gejstes Menigheds Pleje-Kommission o. s. v. Den nævnte Plejekommission lod Palmesøndag den 5te April (1789) og den 8de April afholde et Passions Oratorium i Helliggejft Kirke, som udførtes af "Hr. Kapelmester Schultz med det samtlige kgl. Kapel af Sangere og Musici" Indtægten sluide anvendes til bedste for Sognets fattige Det hedder i Bekjendtgjørelsen i Adresse-Køntorets Efterretninger (1789), Nr. 69 bl a.:,.Vi love os af det højstærede Publico ikke alene et behageligt Bifald og vor Iver for de fattiges Tarv vel antagen, men vi tro endog at turde vente, at hver af Menigheden disse tvende Dage overlade Stole og Pulpitur til Brug for denne gudelige Handling" Heibergs Indignation over denne,.Skat paa sine Medborgere", viser altsaa, at offentlige Kirkekoncerter, som de nu holdes, den Gang endnu var noget danske nyt - Forfatteren af Kjøbenhavns Skilderi , Niels Ditlev Riegels, havde i sin S. 140 omtalte Artikel om Pesthuset i Skilderiets 2den Aargang fremsat et Forslag til Tilvejebringelse af Midler til at bringe denne Anstalt i en nogenlunde ordentlig Tilstand. Dette meget omfattende Forslag gik bl. a. ud paa, at i Klubberne skulde hvert Medlem "betale en liden Kjendelse til Plejehusets Kassa Aavet efter kunde Riegels meddele, at "Pesthuset haver fundet sande Velgjørere.. de fleste Klubber have indsamlet Penge til denne Stiftelse, paa hvis Anvendelse de alene bie for at give deres aarlige Tilskud et varigt Øjemed". 187 Mennesker ere modløse Slaver, og denne Kundskab har han anvendt saa vel, at han har truet hele Selskaber til Godgjørenheds-Handlinger, som de ellers ikke vilde have udøvet, og derved givet os et uomstødeligt Bevis paa den Sandhed, at vores Klubber og store Selskaber, for det meste ikke engang besidde Skyggen af den britiske Tænke- og Handlefrihed, som de ere dristige nok til at prale af. Jeg misunder ham denne Lykke, ihvor meget det end smerter mig at tænke paa, at de nuværende Menneskers Tænkemaade er saa slavisk og saa dybt fornedret, at den største Del ikke drives til at gjøre godt af Lyst dertil, men maa enten trues dertil eller og lokkes ved Legetøj som Børnene.

✂ Skulde Junker Laps, imod Formodning, falde paa at bruge sit Arbejde til en eller anden saadan nyttig Handling, saa vilde jeg dog raade ham til først at eftertænke og redeligen overveje, om Midlet, som han vil anvende til at opnaa en saadan Hensigt, virkelig er sandant, som det bør være, og da skal han have min Velsignelse. Men da han ikke er en Person, der kan true sig noget til i Verden, og siden det ikke synderligen smigrer Menneskenes Ærgjerrighed at give en halv Snes Rigsdaler ud for at se sit Navn paa en Subskribent-Liste, saa vilde det uden Tvivl blive nødvendigt, at han selv bekostede Trykningen, og det gjør Junker Laps ikke, om jeg ellers kjender ham ret; og næppe gives der nogen Mand, der vilde være saa ræsonnabel at være Borgen for et tilstrækkeligt Antal Kjøbere. Jeg frygter oltsaa for, at det først vil blive et af de kommende Aarhundredes Arbejder at rive Junkerens Navn ud af den Forglemmelse, hvori det inden kort Tid vil nedsynke.

✂ For dog at redde saa meget, som muligt, fra Tidens og Bogormens Tand, maa jeg i næste Kapitel opvarte Læseren med Oversættelsen af et russisk Manuskript, som Junkeren fandt omkring en Flæskekage i Nyborg*). Det var bestemt til **) Det kommer kuns an paa, om Læserne ikke allerede ere lige saa kjede af Junker Lavs, som de maa være kjede af S. Bloch, Pallini og af hele Mortziniaden? 188 at indrykkes i Rejsebeskrivelsen, som det tre Hundrede og femtende Bilag dertil og er oversat, dog ikke af Junkeren selv, hvilket jeg finder fornødent, for visse Aarsagers Skyld, at erklære, med dette Tillæg, at Junkeren ikke har sin største Styrke i Sprogene, da han næppe engang vilde være i Stand til at oversætte os Kjøbmager-Gade paa Latin, og følgeligen i Sprogkundskab staar overordentlig langt efter den mægtige Hr. Georgius Johannes Thomsenius Sacro-Sancti Ministerii Candidatus, in platea mercatoria parva habitans, der i et overordentlig sprænglærd Avertissement, udi Adresse-Avisen Nr. 74 for dette Aar, lover os lin manuductionem accuratissimam doctissimamque udi alskens Tungemaal, i en saadan opblæst Tone, at den allertoleranteste Læser nødvendig maa fristes til at tro, enten at Hr. Georgius Johannes Thomsenius har været med iblandt Apostlerne pan første Pinsedag, eller og at han er en Tysker.

✂ Skulde imidlertid den sidste Formodning, der er den rimeligste, ogsaa være den rigtige, da har man Aarsag til at gratulere Hr. Georgius Johannes Thomsenius som en Mand, hvis Lykke er gjort. I Fald han kuns er af tysk Extraction, *Mortziniaden, den langvarige Fejde imellem S Bloch og Pallini (se Noten S 101). - Georgius Johannes Thomsenius o. s v. Jørgen Hans Thomsen, Cand. theol., boende paa lille Kjøbmagergade. Det latinske Avertissement lyder i Oversættelse, som følger: "Hvis nogen af de studerende ved vor kongelige Højskole skulde ønske den grundigste og lærdeste Vejledning i Latin, Græsk, Hebraisk, Fransk, Engelsk og Italiensk, hvori Undervisning tilbydes saa vel privat som privatissime (tam privatis quam privatissimis lectionibusi, maa Anmeldelse derom gløres i min Bolig inden otte Dage, efter at denne Bekjendtgjørelse er udgaaet; efter den Tid vil det være aldeles forgjaves at søge mm Hjælp og Vejledning, da ieg saa rejser til Tyskland For øvrigt gjøres herved - for at ingen skal lade sig afholde af Frygt for Honoraret - vitterligt for alle og enhver, at dette vil komme til at rette sig efter Disciplenes Omstændigheder og Evne 189 kan det aldrig slaa fejl, at han jo, med den Lærdom, som han gjor Vind afr maa være overmaade meget berettiget til et Professorat ved det kjøbenhavnske Akademi, hvor man med saadan Iver arbejder paa, at faa blot tyske Professorer. Jeg vil endogsaa vise ham den nærmeste og bedste Vej hertil. Rygtet siger, at der arbejdes stærkt paa, at germanisere hele Universitetet, og derfore at skille det ved den eneste danske Mand, som endnu er tilbage i det theologiske Fakultet, hvortil man tror sig saa meget mere forpligtet, som denne Mand skal have gjort sig skyldig i tvende utilgivelige Forbrydelser, først, at han har ladet sig føde af danske Forældre, og for det ondet, at han har fundet det billigt, at en Professor burde aflægge Regnskab for sin Forvaltning over den ham anbetroede Del af Statens Midler, hvorimod alle hans andre Kolleger højtideligen skal have protesteret. Skulde dette Rygte være sandt, og, som man videre siger, at han allerede utvunget har aflagt dette Regnskab*), da skal dette Blad, saa længe det er til, opfordre enhver ærlig dansk Mand til at vise højagtelse for Hr. Professor Horneman, fordi han, i det mindste i denne Post, har som en ærlig Mand godvilligen opfyldt en Pligt, som hans Kolleger dog nok uden Tvivl, sig selv til Spot og Banære, ville blive tvungne til; og hans Samvittighed vil trøste ham for den Skæbne, at han kanske vil blive nødt til at give Plads for en eller anden listig Tysker, der aldrig kan forvildes saa meget udi Livets Irregange, at han jo finder Vej til et eller andet fedt dansk Embede. Her er altsaa Plads for Dem, kjære Hr. Georgius Johannes Thomsenius!

**) Man maa ikke kalde dette i Tvivl; thi man kan altid tro Rygtet, naar det er almindeligt og siger noget godt om Folk Det er ingen Kunst at faa smurt Pletter paa en brav Mand; der ere Folk nok, som lade sig bruge dertil; men at faa bragt en god Anekdote i Cirkulation, det er næsten umuligt, thi det gode vil ingen tro. Naar derimod Rygtet - sandt eller usandt - liar berettet noget ondt om denne eller andre Mænd - thi det elags Rygte skaaner ingen -, saa er der ingen Tvivl om, at man jo strax tror det 190

✂ Men lad ikke disse Betragtninger lede mig for langt bort fra mit russiske Manuskript! Altsaa, stop for denne Gang!*).

✂

Otte og tyvende Kapitel.
Det russiske Manuskript.

✂ Udi Wolotschok, en By i det russiske Rige, omtrent to Hundrede Werster fra Moskov, boede imod Slutningen af det tolvte Aarhundrede en Greve, ved Navn Cosma Bestschasnoi, som var Herre over et ikke ubetydeligt Grevskab, der bestod af trende anselige Sædegaarde, og som i nogle Hundrede Aar bestandig havde gaaet i Arv fra Fader til Søn, indtil det endelig var kommen i Cosmas Hænder. Hans Farfaders Fader havde haft en kostbar og til Dels ulykkelig Proces med en Nabo-Herremand; Ildebranden havde ødelagt en stor Del af hans Ejendomme; andre Ulykker havde forfulgt ham, og dog efterlod han Grevskabet i god Stand, da han døde, til sin Søn, uden at det var bebyrdet med nogen Gjæld, ja han havde endogsaa desuden mere end tredive Tusende Rubler i rede Penge og Obligationer udi sit Chatol.

✂ Den nye Herre, Cosmas Farfader, imodtog nu Grevskabet; han giftede sig med en stolt Frøken, der syntes, at det var hende uanstændigt at bo i den gammeldags Bygning, som hendes Mands Forfædre havde saa længe beboet; hun overtalte Greven, hendes Mand, til at bygge dem et andet Hus, hvilket ogsaa skete, og inden faa Aar prunkede Wolotschok med et greveligt Hotel, hvis Mage man ikke tilforn havde set. og **) At skrive om Tyskhed i Dannemark, er en saa frugtbar Materie, at man, med meget maadelige Skrive-Evner, er i Stand til at fylde Folianter. *Det rusiske Manuskript er, som man let vil se, en skarp, med en genial Blanding af "Dichtung und Wahrheit" gjennemført Satire over Forholdene i Danmark i forrige Aarhundrede, særlig i Heibergs egen Tid 191 over Porten havde Greven ladet sætte den prægtige Inskription, at Gaarden var opbygget paa hans egen Bekostning, uden at nogen af hans Bønder eller andre underhavende havde, enten ved Hoveri eller paa anden Maade, bidraget noget til Gaardens Bygning.

✂ Dette var vel i sig selv sandt, men imidlertid vare dog de tredive Tusende Rubler ganske bortsmeltede, og ikke nok dermed, men Grevskabet var ogsaa fordybet i Gjæld, og en Del af samme pantsat til fremmede Kreditorer. I hans Tid var Gejstligheden i og omkring Wolotschok i saa stor Anseelse, som den aldrig enten før eller siden har været, thi som Greven selv enten var, eller vilde passere for at være en meget gudfrygtig Mand, saa kunde Præsterne udrette alle Ting hos ham, og at dette ikke lider bidrog til at forarme Grevskabet, det kan enhver let forestille sig, som kjender Gejstligheden.

✂ Han døde, og hans Søn, en Herre af det ædleste Hjærte og de fortræffeligste Egenskaber, arvede nu Grevskabet. Hans ordentlige Husholdning og eget Tilsyn alle Vegne gjorde, at han aarlig sparede en god Summa, uden at han dog kunde siges at være karrig. Disse Besparelser anvendte han til at betale Grevskabets Gjæld med, og inden de tre første Aar vare forbi, var den hele Gjæld næsten betalt. Grevens Forvaltere og Betjentere indsaa, at det var mere fordelagtigt for dem, om de kunde afholde Greven fra selv at bestyre sit Grevskab; de forsøgte derfor paa alle Maader at forføre ham, og det lykkedes dem; thi de ædleste Mennesker ere allerlettest forførte, især naar de falde i listige Gavtyves Hænder, der véd at tilvende sig deres Fortrolighed.

✂ Nu forfaldt Greven til slige Udsvævelser, som gjorde ham uduelig til selv at have Opsigt med sine Ting, og alting gik hulter til bulter. Ober-Inspectøren over Godset skrabede sammen til sig selv alt, hvad han kunde, og sendte én Summa Penge ud af Grevskabet efter den anden for at sætte den i Sikkerhed paa fremmede Steder, hvorimod han laante Penge paa alle sine Ejendele og pantsatte dem, for at han kunde 192 passere for at være fattig. Forvalteren og de andre Betjentere fulgte hans Exempel, hvorved Grevskabets Indkomster fortærcdes, og Gjælden blev bundløs. Ingen Grænser sattes for Ødselhedcn og Overdaadighedcn, og dn Greven ikke kunde komme ud med den sædvanlige Landgilde og Tiende, som hans Bønder ydede, saa maatte han paalægge dem overordentlige Afgifter. Ved deslige Lejligheder magede de rige og formuende Bønder det altid saaledes hos Ober-Inspektøren og Forvalteren, at Afgiften ikke skulde bhve trykkende for dem. Saaledes blev iblandt andet paalagt, at ethvert Menneske paa Grevskabet, uden Hensigt til Alder eller Kjøn eller Formue, skulde hver Maaned levere otte Æg til Grevens Køkken, for at Ober-Inspektøren og de andre Betjentere skulde have noget at styrke sig paa. De Folk, som holdt mange Høns, var dette ikke til Byrde, men for Tjenestefolk og den fattige var Paalægget overordentlig trykkende, saa meget mere, som det under Straf af hundrede Knut, hvilket er Livsstraf, var forbudet at gjøre Æggene selv*).

✂ Det Gods, der hørte til den Sædegaard, som laa længst borte paa Grænserne af Grevskabet, begyndte efter nogen Tid at murre derover. Tingen blev alvorlig, og Almuen gjorde en ordentlig Opstand. Man fandt det nødvendigt at eftergive dette Gods Afgiften og lade det beholde sine Æg; men til Straf for denne Opsætsighed blev det fastsat, at Godset ingen Skole maatte faa, hvorom det længe havde søgt, og at aldrig nogen Mand, som var født paa dette Gods, maatte blive **) Mereirer fortæller, at de fattiae i Indien betale deres Skatte med Lus. De give, siger han, hvad de har. Dans Unde les pauvres payent le tribut avec des poux; ils donnent ce qu'ils ont. Les infortunés, dont je parle, s'acquitteraient beaucoup plus lacilement selon la méthode indienne. Tableau de Paris. I. 98.

Overs. Anm

*Dans Tinde les pauvres o s v I Indien betale de fattige deres Skatter med Lus. De give, hvad de har De ulykkelige, jeg taler om, vilde klare sig meget lettere ved at følge den indiske Fremgangsmaade 193 Ladefoged, Røgtere eller faa nogen anden Betjening paa Hovedgaarden. Hvad de vigtigste Betjeninger angik, da havde det allerede i en Tid været Skik og Brug, at de skulde besættes med fremmede, og især vare Tyskerne de Folk, der havde Adgang til de fedeste Tjenester, ligesom ogsaa Kortpengene bestandig bleve delte imellem de tyske Tjenere. Ræveskindene og Hareskindene tilfaldt ogsaa den tyske Jæger, og de russiske maatte se derpaa og end videre desaarsag taale, at de tyske Betjentere foragtede dem i deres eget Land, saa at de ikke engang vilde lære at tale det russiske Sprog, uagtet man upaatvivleligen i ethvert andet Land vilde have anset den Mand for en Landsforræder, der vovede at foragte det Lands Sprog, som fødede ham.

✂ Efter hans Død tilfaldt Grevskabet vores Cosma. Han var en meget ung Herre af ypperlige Naturgaver. Af hans Hofmester var han i sin Faders levende Live bleven behandlet meget strængt og barbarisk; al Frihed, endogsaa den uskyldigste, var bleven ham betaget; man kunde derfor med Grund have ventet, at han nu, da han ikke aleneste slap løs fra sine Baand, men endog fik et helt Grevskab at raade over, vilde til Gavns have benyttet sig af sin Frihed. De listige Skjælmer, som han var omgivet med, vilde ogsaa gjærne have forført ham til alle Slags Udsvævelser, paa det at de derved kunde sætte ham ud af Stand til selv at have Opsigt med Grevskabets Bestyrelse. Det første lykkedes dem just ikke, men under Redeligheds Maske vidste de saaledes at insinuere sig hos Greven, at han saa meget hellere overlod Grevskabets Bestyrelse til sine Betjentere, som han holdt sig forvisset om, at det vilde være til Godsets Vel. Betjenterne, som nu vare sikre, styrede da ogsaa saaledes, at Ødselheden forøgedes, og Gjælden tiltog. Kassen og hele Godset blev kuns administreret til Fordel for Inspektoren og Betjenterne, og til sidst standsede endog Krediten, saa at intet mere kunde faas til Laans uden for Grevskabet, hvorved endog de nødvendige Fødevare til Grevens 194 egen Husholdning bleve vanskelige at bekomme, og en stor Hungersnød befrygtedes.

✂ Her maatte tænkes paa Udveje; og da man af Æggeskatten havde lært at se, hvor farligt et almindeligt Paalæg kunde blive, saa fandt man paa en djævelsk Opfindelse, hvis Lige i Ugudelighed næppe nogen har hørt, og hvorimod det ugudelige Paalæg med Æggene var en Retfærdighed. Man ophængte paa en stor Plads paa Hovedgaarden en Gnavpose, hvori vare ni og halvfemsindstyve Gnavbrikker, besatte med Narrefigurer, og én, hvorpaa stod en Gjøg. Derpaa lod man udraabe overalt paa Grevskabet, at det tillodes enhver at bringe til Gaarden Smør, Flæskeskinker, Kornvare, Staldoxer, Lam, Kyllinger og alle Slags Fødevare, hvorom de kunde spille med Greven paa denne Maade: Greven lod sin Forvalter trække én Brikke ud af Gnavposen, og dersom det befandtes, at det var den Brikke, som var bemalet med en Gjøg, da betalte Greven Bønderne deres Indsats hundrededobbelt, men hvis den udtrukne Brikke var en af Narrefigurerne, da tog Greven Bøndernes Indsats, og disse gik bort som Narre. Paa det at Tjenestefolk og Betlerne selv ikke skulde være udelukkede fra denne djævelske Indretning, saa tillodes det dem at sætte deres Frokost, Middagsmad eller Klæder, og hvad de vilde, paa Spil imod samme Gevinst, naar de vare lykkelige. Lyst til at forbedre sine Vilkaar er overmaade naturlig hos Menneskene, og den enfoldige enten kan ikke eller giver sig ikke Tid til at eftertænke, hvorledes de Midler ere, som han anvender til at opnaa denne Hensigt. Alle Mennesker strømmede nu til Hovedgaarden, og der blev Overflødighed paa Fødevare, thi enhver fornuftig kan let forestille sig, at de ni og halvfemsindstyve Narre hoppede meget lettere ud af Posen end den ene Gjøg. Historien forsikrer, at Gjøgen aldrig Lod sig se, men Forvalteren var dog i paakommende Tilfælde belavet paa et Krigspuds: Han havde ladet male paa en stor *en djævelsk Opfindelse, det i 1771 oprettede Tallotteri. 195 Hoben Papirer enten Smørfjerdinger eller Flæskeskinker eller Oxer eller overhovedet alt, hvad han vidste, at der blev spillet om, og dermed vilde han afspise Bønderne, i Tilfælde af at de skulde vinde. Nu blev da Hungersnøden almindelig paa det hele Grevskab, thi næsten enhver Mand og Kone, Karl og Pige, bragte sin Forraad, sine Klæder og al Provianten til Herregaarden. Naar nu de fattigste iblandt dem til sidst havde spillet bort endogsaa den sidste Mundfuld Mad, saa bleve de ofte fundne at ligge døde af Sult i Grøfterne og paa Marken, og der gik næppe nogen Dag forbi, uden at der blev trukket ét eller flere døde Mennesker op af Grevens Fiskepark, undtagen om Vinteren, naar Parken var tilfrossen *).

✂ Havde Greven selv vidst alt dette, saa er der ingen Tvivl om, at jo Gnavposen havde blevet opbrændt, thi hans menneskekjærlige Hjærte vilde vist ikke, at hans Bønder skulde blive ulykkelige. Men de lumske Betjentere vidste paa det behændigste at skjule alle slige Ting for Greven; ja, de havde endog ved en djævelsk Listighed udvirket en Ordre fra Greven, at ingen maatte understaa sig til at klage over Gnavposen eller gjøre Forslag om at opbrænde samme.

✂ Greven havde gjort den priselige Indretning, at ingen uden Grevskabets egne Folk maatte faa nogen Betjening ved Godset, med mindre der formedelst overordentlige Fortjenesters Skyld kunde gjøres Undtagelse med en eller anden. Det kunde ikke andet end smerte alle de fremmede, som vare paa Godset, saaledes at se deres Landsmænd berøvede et af de herligste Privilegier; men det varede ikke længe, før end man fandt paa, at der ikke burde udfordres andet til at erhverve sig lige Rettigheder med Grevskabets egne Folk end blot at kunne staa paa Hovedet eller vende Mølle, og nu havde Tyskerne Spillet vunden.

**) Om Vinteren maatte de vel fryse ihjel; thi saaledes bærer man sig ad paa andre Steder.

Overs Anm

*ingen uden Grevskabets egne Folk maatte faa nogen Betjening , Forordningen om Indfødsretten (15de Januar 1776). 196

✂ Da Ødselheden tog til iblandt alle Betjenterne, saa befandt disse snart, at de burde have mere at leve af, end de havde. De bragte det derfor saa vidt, at to eller tre Betjeninger bleve slumpede sammen og bestyrede af én Person, som derfor trak Lønnen for alle Tjenesterne. Derimod mantte mangfoldige Mennesker gaa ledige og sulte, fordi de ikke kunde komme til nogen Betjening. Saaledes var Grevens Kammertjener tillige Røgter, Vinkyperen Birkedommer, og Portneren var tillige Taarnvægter, hvoraf man kan se, hvor godt slige forskjellige Forretninger passede sig, naar de vare forenede i én og samme Person. Mange erhvervede sig ogsaa Titel af en anden Betjening end den, han selv forestod; saaledes blev Kusken kaldet Hr. Kammertjener, og Staldkarlene fik Tilladelse at bære en Skobørste paa Brystet for at indbilde Folk, at de vare Lakejer. En stor Del dovne Betjentere vidste ogsaa at faa Greven til at betale dem for, at de intet skulde bestille, hvilket, endskjønt det højligen skadede Grevens Kasse, var dog en Velgjerning imod andre, som fik de Pladser, der ved deres Dovenskab vare blevne ledige.

✂ For at skaffe nogle af de Folk, som gik ledige uden at hove nogen Bestilling, noget at leve af, fandt man paa at gjøre nye Indretninger paa Grevskabet, hvorved de kunde faa Betjeninger. Saaledes indbildte man Greven, at det vilde være mere fordelagtigt for ham, om han, i Steden for at saa Korn i sine Hovmarker, lod dem beplante med Morbærtræer, for at drive Silkeavlen. Det skete, Hovmarkerne bleve forvand; lede til en Skov, store Huse bleve opbyggede til at bevare Silkeormene i, og betydelige Omkostninger gjorie for at faa alle Ting i Stand, og da Anlægget var fuldkommen færdigt, befandt man, at Silkeormene ikke vilde leve i dette Klima, og Træerne ikke voxe. Nu skulde da alle Ting sættes i sin forrige Stand igjen, og til den Ende forordnede Greven en Kommission, og enhver vil let begribe, at han umulig kunde *lod dem beplante med Morbærtræer, sigter til Datidens kunstige Ophjælpning af Fabriksdrift 197 leve at se Enden paa samme, især da Folk ikke lever længere i Rusland end i andre Lande.

✂ Adskillige af Grevens Betjentere havde selv smaa Ejendomsgaarde, hvorpaa de gjorde mange fortræffelige Anlæg. Iblandt andet vare der herlige Skove ved nogle af disfe Gaarde. Her anlagde Ejerne Savmøller og ødelagde Skovene for med ét at berige sig ved det solgte Tømmer og Bræder. Naar da endelig Skoven var rent ødelagt, vidste Ejerne saa herlig at anprise Nytten af disse Savmøller, at de fik Greven overtalt til at kjøbe dem, hvilket ikke var vanskeligt, da Greven, der selv ikke kunde se alle Ting, forlod sig paa sine uredelige Betjentere, der altid fandt deres Regning ved, at Greven blev bedraget. Naar nu Kjøbet var sluttet, saa havde Greven rigtignok herlige Savmøller, men det værste var, at han havde slet intet at bruge dem til. De rige Bønder vidste ogsaa herlig at opbryde store Stykker gammel, udhvilet Jord paa et stort Overdrev, hvilket i de første Aar rigeligen betalte dem deres Umage, men naar Jorden var udpisket, fik de Greven til at kjøbe den, hvilket ikke var dem meget vanskeligt, eftersom de havde Formue nok til at holde Venskab med Forvalteren og Inspektøren. Fattige Bønder, som manglede denne Evne, bleve derfor ogsaa bestandig fattige, imod at nogle ganske faa Bønder paa Grevskabet og Betjenterne bleve hovedrige Folk og opslugede alle de andre.

✂ Det store Anlæg med Morbærplantagen og adskillige andre lige saa urimelige Indretninger foraarsagede saa meget, at Grevskabet inden kort Tid kom i stor og yderlig Hungersnød. Nabogodserne benyttede sig Paa bedste Maade af Grevskabets ravgale Bestyrelse til at udsne det og gjøre Nøden større. Især grænsede der en liden Selvejergaard tæt til Grevskabet, som havde indrettet sin Husholdning saa viseligen, at den prositerede utrolig ved Grevskabet. Naar Greven behøvede en Tønde Korn, maatte han betale den med fem eller sex af de største Træer, som han havde i sin Skov; og et Par Kyllinger kostede gjærne tre Gange saa meget, som de ellers vare værd.

198

✂ Saaledes stod Forfatningen i lang Tid, indtil endelig Grevens Søn, en ung og rask Herre, var voxet op og kommet til nogenledes mandig Alder. Man havde hidindtil omhyggeligen skjult Grevskabets Bestyrelse og alle Uordener for hans Øjne, da man ikke uden Grund havde Aarsag til at frygte for, at Betjenterne en Gang vilde blive kaldede til Regnskab for deres Bestyrelse. Med ét river den unge Greve sig løs fra det Baand, hvormed han hidindtil havde været bundet, og tilintetgjorde tillige det Formynderskab, som man havde været dristig nok til at sætte over hans ejegode og alt for taalmodige Fader. En Del af de forlige Betjentere afskedigedes, hvor; iblandt vel ogsaa en og anden blev indbefattet, hvis slette Husholdning just ikke rejste sig af Lyst til at ødelægge Greven eller at berige sig, men snarere af Ukyndighed i Husholdnings-Sager. Andre Betjentere bleve antagne, hvoriblandt virkelig nogle faa redelige Folk; men da Skjælmernes Antal altid er større end de godes, saa kan man let indse, at der iblandt de nye ogsaa maatte findes en Hoben Skjælmer, hvilke bleve saa meget mere farlige, som de havde tilvendt sig en ung, uerfaren Herres Fortrolighed, af hvilken man vilde fordre Mirakler, i Fald man paastod, at han skulde kunde indse alle mulige Rænker og listige Anlæg.

✂ Den unge Greves første Opmærksomhed vendte sig til Jagtvæsenet, som under den forrige Bestyrelse var bleven meget forsømt, uagtet Grevskabets Vel for en stor Del beroede paa at holde samme i Orden, da Nabogodsernes Skove husede en stor Mængde Rovdyr, der let kunde anrette store Ødelæggelser i Grevskabet, naar Jagtvæsenet forsømtes. Med en forundringsværdig Iver arbejdede han paa at forbedre det, og inden kort Tid lykkedes det ham.

✂ Da Tarvelighed var en Hoveddyd, som karakteriserede denne unge Herre, saa kan man let forestille sig, at han ikke *Grevens Søn, Kronprins Frederik (VI). - det Formynderskab o s. v., det Guldbergske Ministerium, som styrtedes den Ude April 1784 199 kunde blive ligegyldig ved Trangen til Forbedringer i Grevskabets Husholdning. Men dels var Jagtindretningen for det første hans Hovedbeskjæftigelse, dels tiltroede han sig ikke selv Kundskaber nok til at overse alt, hvad der udfordres til at befordre Økonomien. Han maatte derfor overlade disse Forbedringer til sine Betjentere, hvilke heller ikke manglede at gjøre Projekter og at afmale dem med slige Farver, at en ung, uerfaren Greves Øjne let kunde forblindes ved de herligste Udsigter, man malede for ham, af hans Godses tilkommende Lyksalighed, som var det eneste, han attraaede. Alt for sildig fik han endelig at erfare, at det kuns var en Dunst, man havde malet for hans Øjne, der forsvandt, saa snart som Solen kom til at virke og viste ham hans Gods i en endnu slettere Forfatning, end det tilforn havde været.

✂ Det skammelige Slaveri, hvormed Tjenestefolkene hidtil vare belagte paa Grevskabet, afskaffede han, og gjorde Tjeneren lige saa fri som Husbonden; ligeledes standsede han det forhen indførte Misbrug, at faa Titel af det, man ikke var. Ingen Kusk fik for Eftertiden Lov til at lade sig kalde Hr. Kammertjener, og ingen Staldkarl fik Tilladelse at bære en Skobørste paa Brystet for at indbilde Folk, at han var Lakej. Ingen, som kunde forrette noget, fik Betaling for at forrette intet, Kuns Skade, at han ikke rent udryddede den for hans Grevskab saa fornærmelige forudfattede Mening, at al fremmed Glans var Guld; thi endnu i denne Tid, siger Historien, at fremmede, især Tyskerne, havde Adgang til Ære og Værdighed og Betjeninger ved Grevskabet, ofte endog fremfor mere fortjente Mænd af Grevskabets egne Børn.

✂ Den gamle Greve, som saa', at alting bestyredes saa vel under hans Søns Hænder, glædede sig, og fandt, at han ikke behøvede at rive sig ud af den Rolighed, hvortil han nu i nogen Tid var bleven vant. Den unge Greve foretog sig ikke noget uden sin Faders Tilladelse, men denne gav villig sit *Det skammelige Slaveri... afskaffede han. Stavnsbaandets Løsning den 20de Juni 1788. 200 Minde til alle Ting, da han havde Aarsag til at være fuldkommen overbevist om, at alt, hvad hans Søn foretog sig, sigtede blot til hans og Godsets bedste. Men nu kommer en mærkværdig Epoke, da Greverne, i en for Godset virkelig trykkende Nød, fandt sig tvungne til at gjøre et Skridt, som vistnok maatte gjøres, men dog sikkerligen var bleven gjort paa en anden Maade, naar ikke mægtige og interesserede Betjentere og Forvaltere havde sat den almindelige Billighed rent til Side for kuns at sørge for sig selv, og naar disse ikke havde sørget for sig selv paa en Maade, som viste, at de aldeles ikke brød sig om Retfærdighed, Billighed og Moralitet.

✂ Tæt til Grevskabet grænsede en stor adelig Sædegaard, hvis store Skove vare, som forhen er meldt, fulde af Rovdyr. Paa den anden Side af denne Sædegaards Ejendomme laa et overmaade stort Baroni, hvis Hovmarker ogsaa stode i Fare for Oversvømmelser af disse Rovdyr. Baronessen, som ejede dette Baroni, havde indgaaet en Akkord med Greven, at de begge skulde hjælpe hinanden med deres Bønder for at holde Klappejagt, saa snart som en af Parterne mærkede Spor til noget Overfald. Nu traf det sig, at Rovdyrene en Gang begyndte at strejfe ind paa Baroniets Hovmarker, hvorfore Greven efter sin Forbindelse skulde hjælpe Baronessen med en Del Bønder til Klappejagten. Den unge Greve, der, ligesom hans Fader, var meget øm over sine Bønder, gik selv med dem paa Jagten, ikke just fordi han selv fandt nogen Fornøjelse deri, men for at se til, at hans Bønder ikke skulde lide noget ondt, især da Baronessen havde Ord for, ikke at være meget

✂ god imod sine underhavende.

✂ Bønderne vare borte i fjorten Dage, og i den Tid skulde de have Underholdning, thi det havde været ubilligt at fordre, *Tæt til Grevskabet o. s v, den adelige Sædegaard er Sverige, Baroniet Rusland; det hele sigter til Ruslands Krig med Sverige i 1788, i hvilken Danmark i Henhold til Traktaten af 1773 optraadte som Ruslands Forbundsfælle, og som Kronprins Frederik personlig deltog i. 201 at de skulde føde sig selv, naar de gjorde Hoveri*). Der var næsten Hungersnød paa Grevskabet, og intet Proviant i Forraad i Grevens Pakhuse; alting var, som ovenmeldt, mere end dobbelt dyrt, og den eneste Aarsag hertil var Betjenternes uredelige Husholdning og de idelige ødelæggende Forslag, hvorved de havde melet deres egen Kage og paa den skammeligste Maade ført Greven bag Lyset. Man vil maaske undre sig over, at den unge Greve, der var saa opmærksom, ikke indsaa dette. Jeg maa hertil svare: han indsaa det virkelig og var meget bekymret derover, men han begreb ikke Aarsagerne dertil; thi da han selv var god, og da han dog havde den Lykke, at der iblandt hans Betjentere, ja selv endog iblandt Tyskerne, vare nogle faa ærlige Folk, om hvis Redelighed han var overbevist, saa kunde han ikke overtale sig til at tro ondt om nogen uden Grund, hvorfore han meget mere ansaa Grevskabets ulykkelige Forfatning som en uheldig Skæbne; og de redelige Betientere passede alene deres egne Ting med den Omhyggelighed, som forhindrede dem fra at holde Bog over de andres Husholdning eller at være Kontrollører imod dem, hvortil de heller ikke vare beskikkede.

✂ Den unge Greve beklagede sig for nogle af sine Betjentere, at han ikke vidste, hvorfra han skulde tage Føde til sine Folk; og Betjenterne, der gjærne vilde gribe en Lejlighed, hvorved de kunde anses at være uegennyttige, raadede ham strax, at han skulde paabyde et almindeligt Paalæg. "Gud véd, hvor nødig jeg griber hertil," sagde Greven, inderlig bedrøvet, "men jeg ser ingen andre Udveje." Virkelig var ogsaa, efter Tingenes da værende Forfatning, et saadant Paalæg nødvendigt; dog havde det ikke skadet, om man havde gjort Begyndelsen med at aabne de Betjenteres Pakhuse, der havde haft med Grevskabets Administration at bestille, saa vel i **) Den russiske Bonde var altsaa lykkeligere end den danske; thi denne maa føde sig selv, endog naar han gjøv Hoveri.

Overs. Anm.

202 denne, som i den forrige Greves Tid, og man deraf havde ladet udtage den utrolige Mængde Proviant, som man, ved at efterse deres Regnskaber, kunde befinde at være praktiseret ud af Grevens Pakhuse, samt lade dem erstatte det, som de paa den uforsvarligste Maade havde ødslet bort til deres Tilhængere og Venner. Der er Grund til at tro, at Greven ved en saadan Operation, der ingen Uretfærdighed indeholdt, vilde have faaet i det ringeste saa stor en Mængde Proviant, at det almindelige Paalæg siden vilde have blevet meget taaleligere*).

✂ At bestemme Maaden, hvorpaa dette Paalæg skulde hæves, maatte Greven overlade til sine indsigtsfulde Betjenteres Redelighed, og disse vidste ogsaa at give Planen en saadan Vending, at de selv, ved første Øjekast, og for dem, der ikke vare skarpsindige nok, havde Anseelse af at være aldeles uegennyttige. Greven skrev da, i Følge denne Plan, et Brev til alle Mennesker paa Grevskabet, hvori han bestemmer Paalæggets Størrelse for enhver og beklager sig over, at han nødes til én Gang for alle at gribe til dette Middel. De Ord: én Gang for alle, vil man sige, at en af Betjenterne skal paa en behændig Maade have udstrøget af Brevet, paa det at Paalægget kunde faa desto større Varighed, hvilket ikke kunde skade ham, da han vidste Midler nok til at befri sig selv fra denne Byrde**).

**) I hvor slet end Grevskabets Tilstand var paa denne Tid, gaves der dog dem, der vovede at foreslaa, at man skulde bygge et nyt Operahus paa Gaarden; men den unge Greve afviste de lumpne Projektmagere paa en Maade, som deskæmmer dem og gjør ham evig Ære i Ruslands Aarbøger.

Forf Anm

***) En Anmærkning, som findes neden under i Originalen, oplyser dette noget bedre Der fortælles, at alle de Betjentere, som Greven lønnede, havde, i Følge et temmelig gammelt Paalæg, aarlig maattet betale en vis Afgift af deres Løn Denne Afgift havde de fornemmeste Betjentere, som mindst trykkedes deraf, været snedige nok til at skaffe sig Befrielse fra, saa at den ikke var andre til Byrde end de ringeste Betjentere og dem, som havde mindst Løn.

Overs. Anm.

203

✂ I Følge dette Brev skulde alle Grevens Betjentere afgive til det store Proviant-Magasin en vis Del af deres Frokost, Middagsmad og Aftensmad. Det var virkelig meget billigt, at disse Betjentere, som Greven fødede, saa vel som ogsaa alle de, der ved Grevens Godhed vare satte i Stand til at underholde sig paa Godset, skulde bidrage til denne Proviantering; ikke heller hørte man nogen fornuftige Folk at knurre derover; kuns Proportionen var det, som man fandt at være trykkende for en Del. Naar for Exempel Staldkarlen eller Hønsedrengen, der kuns fik et Stykke Smørrebrød hver til Frokost, hvormed de næppe kunde mættes til yderste Nødtørftighed, maatte se paa, at der blev afskaaret et stort Stykke, saa saa' de forud, at de nødvendig maatte sulte, og dette smertede dem. Derimod kunde Ober-Inspektoren, der fik et Hundrede Stykker Smørrebrød til Frokost, hvilke han umulig selv kunde fortære, meget gjærne have mistet ti Stykker deraf, i Steden for et eneste, som man askortede i hans Ration, uden at han skulde. kunne fole dertil, hvorved Staldkarlen og Hønsedrengen havde blevet fri. Nu derimod blev Følgen, at disse stjal, hvor de kunde se Lejlighed, thi Livet skulde de dog opholde, og saaledes var denne uproportionerte Afgift Aarsag til, at Moraliteten paa Grevskabet blev meget fordærvet. Og naar den Mand, hvis Pligt det var at kjøre Gødningen ud, blev krævet for sin Afgift af et Stykke Smørrebrød, som var hans Ration, saa ærgrede han sig og afbrød i Ærgrelsen med sine urene Fingre et Stykke, hvorved altid nødvendigen maatte følge en Lugt, som var besværlig for fine Næser.

✂ Det var ikke alene Grevens egne Betjentere, der maatte bidrage til denne Proviantering; Paalægget strakte sig endogsaa til alle Tjenestefolk, som tjente hos Bønderne paa Godset. Disse syntes, at det var ubilligt, at de skulde yde noget, da de aldrig havde nydt anden Velgjerning af Greven end den, at han tillod dem at opholde sig paa hans Gods, hvor de vare fødte, hvilket dog vel var hans Pligt; hvorimod de igjen ved deres Arbejde bidroge til hans Bønders Nytte og 204 Fordel, hvilket de ansaa for at være Grevens Nytte og Fordel, og hvormed de troede, at de fuldkommen betalte ham for hans Velgjerning. Dog vare end ikke disse uvillige til at bidrage en Del med, men at de skulde betale lige saa meget i Proportion som de, der havde deres Underholdning umiddelbar af Grevens Haand, hvorved de vare satte i Sikkerhed for at sulte ihjel, det fortrød dem, især da Bøndernes Tjenestefolk i Sygdoms og Alderdoms Tilfælde saa' sig i Fare for at sulte ihjel eller at blive til Betlere, dersom de ikke i deres sunde og unge Dage kunde spare noget tilsammen, siden de ikke kunde have HaaO om i slige Tilsælde at nyde Underholdning af Grevens Haand*).

✂ Det var en Ynk at se, hvorledes de umyndige græd og jamrede sig, uaar man rev deres Smørrebrød af Haanden paa dem og brød et Stykke deraf. Enken sukkede og skjulte sine Taare, og Krøblingen paa sit Leje anraabte Himmelen om at give ham mindre Hunger, siden man formindskede hans Fode. Den rige glædede sig midt i sin Overflødighed over, at han var sluppet saa let, og stoppede sine Øren for sine hungrige Medmenneskers jammerlige Skrig.

✂ Daglønnere, Haandværksfolk og andre, som af Greven havde faaet Tilladelse til at bo paa Godset og der at ernære sig med deres Hænders Arbejde, uden at nyde deres Underholdning umiddelbar af Grevens Haand, fandt det meget billigt, at de burde bidrage deres Andel til Provianteringen: men det fandt de ubilligt, at de skulde betale ikke alene, hvad de selv **) Der Verfasser hat wohl nicht bedacht, was es bedeute, wenn ein Mädchen von eier Besoldung von etwa vier und zwanzig Guiden zehn pro Cento abgeben soll, und røelcher miedriger Detail dagu gehöre, diese Abgabe einzufordern; siger Nicolai i sine Rejser. 3. B. Pag 227

Overs. Anm

*Der Verfasser o. s v., Forfatteren har vel ikke betænkt, hvad det har at betyde, naar en Pige skal afgive ti Procent af en Løn paa 24 Gylden, og hvilken modbydelig Smaalighed der skal til for at opkræve denne Afgift 205 havde spist, men endogsaa af alt det, som deres Svende, Drenge og Tjenestefolk spiste. "Vi vil meget gjærne", sagde de, "afgive en Del af vores eget, i samme Proportion som andre, men vi betale ulige mere end andre, dersom vi skal yde af alle vores Fødevare, før end vores Svende, Drenge, Haandlangere og Tjenestefolk have spist sig mætte, thi før kan vi ikke sige, at vi nyde en eneste Mundfuld Mad, som tilhører os selv."

✂ Endnu en Ubehagelighed var der for denne Klasse af Folk: da de ikke, som Grevens egne Betjentere, havde deres visse Ration daglig, men deres Fødevare indkom uvist efter deres Fortjeneste og Afsætningen paa deres Arbejde, saa vare de befalede, paa deres Ære og Samvittighed, at angive, hvad og hvor meget de havde spist i de sidste fjorten Dage, og derefter skulde deres Afgift bestemmes. Nu kunde det hænde sig, at de i de forrige fjorten Dage havde haft god Fortjeneste, og altsaa kunnet spise Steg og Kage, men at de i de næste fjorten Dage maatte nøjes med Grød og Ærter; naar de nu opgav Spiseseddelen efter Ære og Samvittighed, saa nødtes de ofte til at sulte for at tilvejebringe den Portion Steg og Kage, som de i Følge deres Angivelse havde at erlægge. Mange vare der ogsaa, som ikke gjemte sine Køkkensedler og altsaa ikke kunde sige, hvad eller hvor meget de havde spist; de nødtes derfor til at gjøre deres Angivelse paa en Slump, thi de fandt, at det var bedre at lade Æren og Samvittigheden ryge i Lyset end at overlade det til Grevens Betjentere at bestemme deres Afgift, da de, ikke uden Grund, frygtede for, at de paa denne Maade vilde komme til at betale Afgift af det, som de aldrig havde spist. Enhver vil let begribe, at disse Angivelser snarere bleve til Fordel end til Skade for Angiveren, og saa meget er upaatvivleligt, at Moraliteten paa Grevskabet led anselig derunder.

✂ Det var en unægtelig Billighed, at alle de Bønder og andre Folk paa Grevskabet, der havde Fæavling eller noget Forraad af Provisioner, burde deraf betale noget til en Anstalt, som sigtede til at beskytte deres Ejendomme fra Rovdyrenes 206 Indfald. Man fandt det uretfærdigt at opbryde deres Lofter og Forraadskamre, men overlod det til dem selv at tælle, veje og maale Forraaden og da at gjøre deres Angivelse og betale, hvad dem kunde tilkomme. Der blev bestemt, hvor stor Afgiften skulde være af en Tønde Smør, af et Husbagerbrød, af en Otting Gryn, af en Side Flæsk og af alle andre Proviant-Sorter, og man fordrede Angivelsen af dem, saaledes som de med deres Ed vilde bekræfte dens Rigtighed. At Gjerrighed eller andre Aarsager forledede en overmaade stor Del af Bønderne til at gjøre falske Angivelser, kan man let forestille sig.

✂ Afgifterne bleve betalte uden Modstand, skjønt utallige Mennesker sukkede. En utrolig Mængde falske Eder bleve aflagte, hvilket var saa meget mere skadeligt for Moraliteten og de gode Sæder, som der allerede tilforn vare adskillige andre Indretninger paa Grevskabet, hvis bedrøvelige Følger var Mened og en Ringeagtelse for Religion og Edens Højtidelighed*). Nogle Hundrede Mennesker bleve ved denne Afgift saa meget des snarere ruinerede, ja det kostede endogsaa nogle Mennesker Livet. Langt om længe trængte Almuens Klager ind for Grevens Øren; Godsets Forfald, og Bøndernes slette Forfatning, Dydens og Moralitetens fuldkomne Landflygtighed, hvortil dette ogsaa havde bidraget ikke saa lidet, kort sagt, alt dette og tusende andre Ulykker maledes saa levende for Grevens Øjne, at han nu indsaa, hvor skammelig han var bleven ført bag Lyset af de Folk, paa hvis Redelighed han havde stolet. Kjærlighed til sit Grevskab og det Folk, som han saa inderlig elskede, gjorde, at han alvorlig stræbte efter at oprette alle de Fornærmelser, som det i saa lang Tid, aldeles imod hane Vilje, havde lidt. Men før end dette med **) I Dannemark er det næsten lige saadan; især er Toldbod-Ed blevet til et Ordsprog Hvor ubekostelig den er, kan ses deraf, at et Dusin trykte Eder koster kuns fire Skilling Enhver, som har noget paa Toldboden at bestille, er næsten nødt til at gaa med Blanketter i sin Lomme

Overs. Anm.

207 Iver kunde begyndes, maatte han bede sin Fader om at afskedige alle de uredelige Betjentere, som havde været Aarsag i Ulykkerne. Det skete, og disse Folk bleve med Spot og Skjændsel forjagede, til en evig Advarsel for alle ligesindede utro Husfogder. Gid det saaledes maa gaa over hele Verden!!!*).

✂ P. S.
Sætteren formelder sin Kompliment til Læseren; han er bleven overbevist om, at i det mindste den tyske Oversættelse af Holger Danske har existeret den første Juni 1788, eftersom der paa det blaa Omslag af samme staar: Januar 1788. Herom er han bleven underrettet i et Brev fra sin Fætter, som studerer ved Universitetet i Kiel, der tillige melder, at den Frygt, som adskillige have ytret for, at den østerlandske Literatur skulde forfalde der ved Universitetet, formedelst Hr. Professor Cramers lange Fraværelse derfra, er aldeles ugrundet; og at man endog har det Haab, at disse Sprog ville vinde anseligt derved, da man tror, at Hr. Professoren, for ar kunne oversætte Holger Danske des bedre, har fundet det fornødent at lægge sig efter det babyloniske og tunesiske samt Silfesproget, og at altsaa hans lange Fraværelse fra Universitetet vil geraade det til sand Nytte og Fordel.

**) Var det ikke vel fortjent, om slige ondskabsfulde Mennesker fik samme Skæbne, som den Syndere, hvorom Nicolai har ladet sig fortælle i Wien: Es ist ein Loch, durch welches 1348 ein Mensch, der in einem Tage siebenmal kommunicirt hatte, von dem Teufel geholt roorden, nachdem derselbe ihn an den Beinen so lange geschüttelt habe, bis er alle sieben Rostien von sich geben müssen. Se Nicolai Reisebeschreibung 2. B. Pag. 607.

Overs. Anm.

* Es ist ein Loch o. s. v Der er et Hul, igjennem hvilket i Aaret 1348 et Menneske blev hentet af Djævelen efter at have været til Alters syv Gange paa én Dag. Djævelen tog ham i Benene og rystede ham saa længe, til han havde givet alle 7 Oblater fra sig.
Ende paa det første Bind.

✂

Subskriptiøns-Plan.

✂ Dersom nogen ønsker at faa de herefter udkommende Nummere af Rigsdalers-Sedlens Hændelser, hvoraf det første Bind er sluttet, tilbragte, da vilde de behage at lade deres Navne og Bopæl tegne hos Bogtrykker Holm, i store Fiolstrædet Nr. 218, hvor endnu nogle Exempiarer af det første Bind ere at bekomme for l Rdlr. Enkelte Nummere overlades ogsaa. Dog skulle Subskribenterne ikke være forbundne til at tage ethvert Nummer, thi da det let kunde hænde sig, at et enkelt Nummer kunde indeholde Sandheder, som vare ubehagelige for en eller anden, saa vilde det være ubilligt at tvinge nogen, til at kjøbe Fortrædeligheder. Det skal altsaa staa ehhver frit for, at afvise Budet, saa ofte som han bringer dem et saadant ubehageligt Nummer; men naar Budet tre Gange paa et Sted er bleven afvist, da maa vedkommende finde sig i, at det ikke kommer oftere, og at man anser dem for Folk, om hvilke det hedder: difficile est satyram non scribere. Prisen bliver, som hidtil, 4 Sk for Arket, og enhver, som holder mere af sine 4 Sk., end af Forfatterens Arbejde, behøver ikke at genere sig For Resten maa Forfatteren, i Henseende til et Rygte, der har taget sig den Frihed at fortælle, at den første Note i Nr 7, skulde være tilsat af en anden Haand, herved igjen tage sig den Frihed at fortælle saadanne Rygtesmedde, at Forfatteren aldrig endnu hav ladet eller vil lade, sine Hænder bruge til at rage andres Kastanier ud af Ilden med, og at han hverken kan eller vil forbyde andre at skrive Noter til hans Text, naar han kuns selv maa forskaanes for at udgive dem, ligesom han hidindtil ikke har udgivet en eneste Linie for sit eget, som ikke ogsaa var hans eget, saa at han slet ingen Frygt bærer for, at nogen Fugl i herden skal plukke en eneste laant Fjer af ham Til Slutning finder Forfatteren fornødent at melde, at han lige saa lidet selv vil generes, som han vil genere nogen anden, og at han altsaa ikke forbinder sig enten til nogen vis Størrelse for ethvert Nummer, eller til nogen vis Tid, naar han skal levere samme, hvilket alt sammen skal bestemmes efter Omstændighederne og Forfatterens Kapricer - thi han har ogsaa Kapricer; hvoraf læres, at disse ogiaa kan findes hos Folk, der aldeles ikke ere Virtuoser.

*difficile est o s v, det er vanskeligt at undgaa at skrive Satirer.

✂ E si folta la ciurmaglia, e spessa
Per tutto il mondo dei ministri indegni,
Ch' angol profano, o pur religioso
Non v'ha, dove qualcun non siane ascoso.

Vincenzo Rota.

✂

Ri og tyvende Kapitel.
Indledning til det andet Bind.

✂ Naar et Menneske første Gang stikker Pennen bag Øret for at gjøre sin Indtrædelse i den lærde Verden som Forfatter, gaar det ham næsten ligesom Herkules, om hvilken Xenofon*) fortæller efter Prodikus, at han en Gang, efter at han var kommen til Skjels Alder, satte sig ved en Korsvej, tvivlraadig om, hvad Vej han skulde gaa, og at tvende Fruentimmer hver raadede ham til at gaa sin sorskjellige Vej. Den Forskjel er der dog, at en Skribent finder vel hundrede Veje **) Memorab. Socrat. L. 2. Cap. 1., hvilken Fortælling uden Tvivl er efterlignet udi Lukians Drøm *E si folta o s v. Og Hoben af uværdige Tjenere bliver tættere og tættere i hele Verden, thi der gives ingen profan, ikke engang en hellig Krog, hvor ikke en af den Slags er skjult - Rota, 1509-75, italiensk Digter. 210 for sig, og vel hundrede Muser, som hver for sig indbyde ham til at betræde disse Veje.

✂ Dersom denne unge Skribent kjender sig selv og er upartisk nok til at undersøge sine Kundskaber og sin Bekvemhed, da vil det ikke falde ham vanskeligt at bestemme, hvad Vej han bør følge, og Tvivlraadighed vil ikke let finde Sted. Ved saaledes at følge sit Genis Kald og ingenlunde at vove sig uden for de Skranker, som Naturen eller Opdragelsen har sat for hans Evner, vil det næppe kunne fejle, at jo Skribenten maa, i det mindste noget, overskride Middelmaadigheds Grænser. Har derimod en ung Forsatter samme stolte Tanker og Indbildning om sig selv, som Verden i Almindelighed liar om Prinser, Fyrster og store Mænd, at de nemlig besidde Duelighed til alle de Ting i Verden, som et dødeligt Menneske kan give sig af med, saa vil denne daarlige Stolthed lede ham til saa mange Foretagender, der alle overgaa hans Kræfter, at han til sidst endog maa tjene til Latter for Pøbelen. En saadan Person vil, naar han blot besidder Evner til i det højeste at jaske Recensioner ud i Hast, med disse Indbildninger om sig selv upaatvivleligen i Morgen med en tysk Fripostighed*)

**) Uagtet det vel ikke er muligt at forebygge Mistydning, saa vil jeg dog én Gang for alle erklære mig over de Ord: Tyskhed, tysk Uforskammethed, tysk Dumdristighed, o. s v, som jeg hidindtil undertiden har brugt og herefter vil komme til at bruge Disse Talemaader kan vel næppe fornærme nogen af de enkelte ngtbave Tyskere, som bo iblandt os, der blot ved deres Kundskaber og Duelighed, uden Vindmageri, have banet sig Vej til den Ære og Underholdning, som de her nyde, og som gavne i den Virkekreds, hvori de ere satte, uden at fovagte Landets Børn eller at tro, at alene de selv og deres Landsmænd ere de, der have antændt det ringe Lys, som brænder i Dannemark Men Talemaaderne angaa deslige Landstrygere og Vindbeutler, der arm en tysk Sjæl for Lærdoms og Kundskabers eneste Vehikel; der kuns vil binde Blaar for en hel Nations Øjne med deres fünfzig Collegia tam privata quam privatissima, som dog kuns tjene til at vise, hvor lidet de selv vide; og slige Mennesker, der ere dristige nok og blot ved Hiælp af Hykleri og en sleben Tunge lykkelige nok til at snige sig til Embeder og Æresposter i et fremmed Land og gjøre Miner til at ville undervise alle dets Indbyggere i Ting, hvori de selv ikke engang kjende de første Grunde, ret som om Dannemark var nedsunken i det dybeste Barbari, eller som det ægyptiske Mørke, hvilket den ubenævnte Autor af Ausrufungen veranlaszt durch Holger Danske und Holger Tyske synes at paastaa, blot ved dem var fordrevet, da dog Storm for længe siden meget rigtigt har sagt:

✂ O Landsmand! se dig om; højt brænder her
det Lys, som du paa fjærne Steder søger;
stolt nok Udlænding allerede er,
se til, du hans Foragt for Norden ej forøger.

Det er ellers et Spørgsmaal, som vilde blive for vidtløftigt at ashandle i en Note, om Dannemark virkelig trænger til at laane Lys fra andre Gationer. Saa meget maa jeg aleneste anmærke, at naar dette udi enkelte sjældne Tilfælde bør ske ved at hente fremmede ind i Landet, da maa det være slige fremmede, der virkelig have været et Lys i deres eget Fødeland; men det er en Skam, at man tør befale den danske Nation at tro, at en Praas fra Tyskland kan være et Lys i Dannemark. En sand stor Mand er heller ikke saa let at faa til at forlade det Land, hvori han nyder fortjent Ære Kongen af Preussen kunde ikke formaa vores Callisen til at forlade Dannemark; af Gr og Mr. kunde han have faaet nok Den sande Virtuos maa drages med al mulig Styrke; Fuskerne og Bønhaserne løbe af sig selv i Flokkevis og tilbyde deres Tjeneste. Mon en Heyne vil forlade Göttingen for at gaa til Dannemark? Næppe Nej! for hver Heyne, nogen ved Avktion paatager sig at bringe ind i Landet, lader jeg mig ved Licitation tilslaa Leverancen af et Dusin Eggerser og Cramere. Endnu vilde man tillade mig at tilføje en Anmærkning, der vel ved første Øjekast kan synes at være noget besynderlig, men dog ikke des mindre ikke er saa aldeles urigtig. Man holder det for en afgjort Sag, at alle moralske Forborydelser føre en Slags moralsk Straf med sig. Mon det ikke skulde forholde sig ligeledes med de politiske, eller Statens Forbrydelser? Dannemark hav i utallige Aar gjort sig skyldig i den Forbrydere, at udelukke sine Brødre Nordmændene næsten fra alle betydelige Embeder Straffen følger i Hælene; og nu maa Dannemark taalmodig se sine egne Børn tilsidesatte for Udlandingen, og især for Tyskerne; og naar Holberg i sit Brev til Burmann kunde sige om det lykkelige Dannemark: Balatrones. mimi, histriones, circumforanei, si qui sint, omnes fere advenae sunt et temporarii cives, saa ere vi nu nødte til at gjøre denne lille Forandring, omnes equidem anvende sunt. sed statim civitate donantur. *funfzig Collegia o. s. v. Se Noten S. 188 211

✂ give Undervisning i det hele Omfang af Stats-Videnskaberne, og næste Uge forklarer han Mathematik og Mekanik i sin *Ausrufungen veranlaszt durch Holger Danske o. s v af Fru Friederike Brun, et af de mange Skrifter i Fejden i Anledning af Baggesens Opera "Holger Danske" ("Holgerfejden") - Heinrich Callisen (1740-1799), berømt Læge, fra 1773 af Professor i Kirurgi ved Kjøbenhavns Universitet - Christian Gottlob Heyne (1729-1812), en ar Tysklands berømteste klassiske Filologer, fra 1763 til sin Død Professor i Göttingen - Eggerser og Cramere, se Noterne S. 109 og 174. 212 Skole; hvorved det vil gaa ham, lige som det gik hin Prins, der i Dag kommanderer en Flaade, og i Morgen en Landarmé: han vil udføre begge Dele usigelig slet. Intet er mere skadeligt for en ung Forfatter end en stærk Tillid til sine Talenters uindskrænkede Omfang, thi, som Holberg siger: Man bliver aldrig stærk i nogen Ting, naar man vil være stærk i alt; og man har fuldkommen Grund til, lige saa vel her paa Jorden som i Potu, at anse Polyhistori som Bevis paa et flygtigt og ustadigt Hoved. Og aldrig kan man nok indprente vores Tids Skribentere Rigtigheden af de to gyldne Regler: Nosce te ipsum. og Ne Sutor ultra crepidas!

✂ Jagttager en Forfatter disse Regler; tager han sig i Agt for at bove sig uden for de Skranker, som ere satte for hans Evner; besidder han først de almindelige Kundskaber, som enhver Skribent maa besidde, og dernæst de særdeles, som udfordres i det Fag, hvori han indtræder; bestræber han sig alt mere *Balatrones, mimi, histriones o. s. v. Bajadser, Komedianter, Gjøglere, Markskrigere ere næsten alle sammen Tremmede og opholde sig kun for en Tid her i Landet. - omnes equidem o s. v, ere ganske vist alle sammen fremmede, men saa strax Borgerret - Nosce te ipsum, kjend dig selv - Ne Sutor ultra crepidas, Skomager, bliv ved din Læst 213 og mere at befri sig fra Fordomme, at tænke selv uden at sværge in verba magistri og at udvide og berige sin Sjæls Evner med de nødvendige og nyttige Kundskaber, og kan han frem for alle Ting beholde Sjæls Styrke nok til at foragte alle de Hyklere, der alt for ofte i Bund og Grund ødelægge det mest blomstrende Geni, da vil han lettelig arbejde sig frem over Middelmaadigheds Grænser, da vil hans Arbejder ikke læses og bortkastes, men læses og gjemmes og læses igjen, saa længe som de ere til; thi endogsaa da, naar Tidernes og Smagens totale Forandring vender op og ned i Biblioteker og i Literaturens Rige, vil man befinde, at det virkeligen sande og skjønne er ens til alle Tider og ikke Tidens Despotisme underkastet.

✂ Men iblandt alle Arter af Skribentere er ingen mere uheldig end den satyriske, ingen kan lettere tildrage sig Uvenskab, ingen er mere udsat for vrange Udtydninger og urigtige Fortolkninger end han. Hans Pen, siger man, er dyppet i Galde; hvert Træk af den anser man for et gloende Sting; og hans alleralmindeligste og naturligste Anmærkninger blive næsten altid fordrejede, forvendte og hentydede til enkelte Personer, Individuer og Omstændigheder, som Forfatteren meget ofte ikke engang har været i Stand til at kjende. Det er vanskeligt, siger et gammelt Ordsprog, at undgaa at skrive Satire; man maa anføre saa almindelige Sætninger, som man vil, saa gives der altid nogen, som har syndet imod dem og finder sig truffen; og hvor findes vel det Menneske i Verden, der ikke fra en eller anden Side kan være Maal for Satiren? Use every man after his desert, and who shall 'scape whipping? siger Hamlet. Det er altsaa meget naturligt, at disse, som finde sig trufne, maa, om just ikke skrige, saa dog føle Smerte efter Satyrens Ris, og alt for ofte bliver Følgen den, at en *in verba magistri, paa Lærerens Ord. - Use every man after his desert o s v Faar enhver, hvad der tilkommer ham, hvem slipper saa ror Pisk? 214 Satyrikus hades af dem, som han aldrig engang har tænkt paa at fornærme.

✂ De, som føle ved sig selv, at de ogsaa kunne have fortjent et Snært, eller, som Baden siger, quibus intactis quoque cura est super conditione coinmuni, og som tænke med Poeten:

✂ Tune tua res agitur, paries cum proximus ardet,

✂ de ere ogsaa ofte ubillige nok til at hade den alleruskyldigste Satyrikus; ja deres Ubillighed gaar endogsaa saa vidt, at de blande ham med Paskillanten, og maale begge med én og samme Maalestok. Hvor ubilligt dette er, vil man dog ved første Øjekast indse, saafremt man kuns kan betragte Sagen med upartiske Øjne. En Satyrikus angriber almindelige Fejl og Uordener, fordi han ivrig ønsker, at deres alt for skadelige Følger maa blive afvendte; og naar han en og anden Gang nødes til at straffe enkelte Personer, da sker det ikke for at skade noget enkelt Individuum, men fordi han ser, at denne enkelte Persons Fejl medfører Følger, der ere skadelige enten for den hele Stat, eller dog for en stor Sirkel af samme. Paskillanten derimod er altid sa a dum, at han ikke kan se almindelige Fejl; men hvor han øjner en Plet paa et Menneske, der slaar han strax til Lyd for at gjøre alle andre opmærksomme derpaa; og hvor han ingen Pletter kan finde, der digter han og lyver med Tillid til den menneskelige Lettroenhed, der kuns viser sig i at tro det onde. En Satyrikus straffer for at forbedre, Paskillanten derimod kuns for at saare. Hin anmærker het gode og glæder sig derover; denne opholder sig blot ved at laste: man sætte ham i en Verden, hvor Menneskene ere lige saa tilbøjelige til at tro det gode, som de her ere villige til at tro det onde, og han vil sulte ihjel. En *quibus intactis o. s v, som, selv naar man ikke rører dem, ogsaa ere ilde til Mode over den almindelige Tilstand. - Tune tua res agitur o s. v., snart kommer Turen til dig, naar først det hos Naboen brænder 215 Satyrikus opdager ofte en Ræv i sin Hule og forjager ham derfra, om han kan, ikke af Had til Dyret, men af Kjærlighed og Frygt for de mange uskyldige smaa Kreature, som han ser, at Ræven lurer paa. Paskillantens Handlinger derimod ligne den Mands, der tændte Ild i en hel By, fordi han inkommoderedes af Væggelus i det Værtshus, hvori han logerede. En Satyrikus maa sige den rene Sandhed, intet laste uden efter Overbevisning, ikke rose af Frygt og aldrig laste af Had; og naar han overbevises om et eller andet Sted at have fejlet, da bør han være lige saa villig til at erkjende sine Fejl, som han er haard til at forekaste andre deres. Men Paskillanten siger aldrig Sandhed, og om han end en eller anden Gang slumper til at sige noget rigtigt eller godt, da tros han ikke; hans Ord agtes ikke; hans Navn er brændemærket med Skjændsel; hans Person er en Vederstyggelighed for al Verden; og hans Flik tighed vil mangle en ærlig Flittigheds Velsignelse, den vil bringe ham til Bettelstaven.

✂ Man tillægger en Satyrikus et ondt Hjærte, men meget ubilligt. Jeg turde næsten paastaa, at det er en Umulighed, naar han besidder alle de Sgenskaber, som jeg her foran har fordret hos ham, og adskillige andre, som jeg ikke her behøver at opregne, da jeg dog ikke finder fornødent at gjøre højere Paastand end denne, at det er meget muligt, at en skarp Satyrikus kan have et ædelt og godt Hjærte, hvilket man vel ikke vil nægte mig, naar jeg igjen indrømmer, at en ond Mand ogsaa gjærne kan være en god Satyrikus, saafremt han kuns har Forstand nok til at skjule Hjærtets Ondskab. Men lad os endog sætte, at en satyrisk Forfatter, naar han kuns vogter sig for Paskiller, er en ond Mand, saa tør jeg nok spørge: mon han dog ikke udretter mere godt end Hykleren og Lovtaleren, der strør Roser i den lastefuldes Fjed og ofrer Virak paa den mægtige Dosmers og Tyrannens Alter? Sandelig! det kan man vel næppe kalde i Tvivl. Hvem vover vel at opstaa og offentligen at undersøge, om Hyklerens Lovtaler ere 216 sandfærdige eller ikke*)? Derimod gives der tusende for én, der holde den satyriske Forfatter Kniven paa Struben, hindre ham fra at skrive andet end den rene Sandhed og straffe ham paa det føleligste, om han vover sig et Haarbred der uden for. Tjener ikke Hykleren til at skjule Skalken hos den nedrige, give hans sorte Handlinger et glinsende Anstrøg og forhærde ham til at drive sin Ondskab videre, naar derimod Sandheden med Satirens Ris tugter Forbryderen, tager Masken af Bedrageren, og advarer andre ved den straffedes Exempel? Denne viser os vores Mangler og fremstiller os Menneskene saaledes, som de ere, naar hin derimod sætter Sminke paa alle Fejl, gjør det afskyeligste Menneske indtagende og frembringer ofte det samme Bedrageri, som Kunsten skal have frembragt paa en ung Brud i Amerika, der, som Archenholtz fortæller, var det dejligste Fruentimmer af Verden, da hun stod for Brudeskammelen, men blev siden af den besnærede Brudgom befundet at være den allergrimmeste Trold, som man kunde tænke, skjæv, krum, halt, enøjet, og hvis udvortes Skjønhed var fabrikeret af Puder, Krølhaar, Kork, alle Slags Udstopninger, Sminke og et Glasøje, som hun hver Aften maatte aflægge, for at den længselfulde Brudgom ubehindret kunde komme til at nyde hendes fortryllende Yndigheder.

**) Hele Kjøbenhavn erindrer nok endnu den Mand, hvis Administration var det samme for et vist Kloster og dets Midler, som en uafbrudt Tørke om Sommeren er for Markens Væxter. Enhver der gjemmer Adresse Aviserne, vil uden Vanskelighed finde denne Mand efter sin Død afmalet som et Mønster paa Redelighed, Embeds-Iver og Velgjørenyed imod de fattige Hvem har vel opstaaet og vist, at disse Hykleres uforskammede Lovtaler vare den bevisligste Løgn? og hvad for et Skarn skjøtter vel om at være en brav Mand, naar han kan efterlade sig et saa herligt Rygte? Dette og meget mere kan imidlertid dog tjene til at vise, hvorledes Hykleren med en behagelig Løgn anretter usigelig større kade end den satyriske Skribent med den allerubehageligste Sandhed *Archenholtz (1745-1812), tysk Historieskriver og Journalist. 217

✂ At gjennemhegle Uordener i Staten; at skrive imod dens Tjeneres Fejl; at vise, hvorledes Embedsmænds Nedrighed, Lunkenhed eller og Umuligheden for en enkelt Mand at overse en Plan, der er alt for vidtløftig for hans Synskreds, tilvejebringer skadelige Føløer af de allerbedste Indretninger og forvandler Lægedommen til Gift i Statens Aarer, dette fører endnu en anden Ubehagelighed med sig for Forfatteren, om han end er i Stand til at foragte og sætte sig over det Uvenskab, det Had, som denne Skrivemaade ofte tilvejebringer ham. Denne Ubehagelighed er, at de, som kunde afhjælpe Manglerne, ikke agte paa, hvad han skriver; at man ofte stiltiende erkjender Rigtigheden af de opdagede Mangler, Brøstfældigheder og Uordener, uden dog at tænke det allerringeste paa at afhjælpe, forbedre og rette dem. Det hænder meget ofte, ja som oftest, at de, der helst vilde gjøre gavnlige Forandringer, have ikke Styrke eller Myndighed dertil, og de, som kunde, og hvis Pligt det var at gjøre eller foreslaa samme, ere enten alt for magelige dertil eller alt for meget indtagne af den gamle Slendrian eller og, hvilket endnu er det allerværste og heller ikke det allersjældneste, drage Fordel af de offentlige Mangler og berige sig ved Landets Brøstfældighed og totale Undergang, ligesom Anholts Ejere og Beboere ved de søfarendes Ulykker. En saadan Forfatter maa da prædike for døve Øren og se, at alle hans velmente Raad og Advarsler blæses bort i Vinden, ja vel endog undertiden høre den Anmærkning: Hvad kommer det Forfatteren ved, og hvem berettiger ham til at tale om offentlige Mangler? Spørgsmaale, som dog letteligen kunde besvares saaledes: den selv samme Attraa efter at redde sig selv i en almindelig Undergang eller Fare, som berettiger en Passagerer, naar han øjner en Orkansky, til at advare Skipperen eller Styrmanden derom og at bede dem stryge deres Sejl, Stænger og Ræer. Saa længe som Forfatteren er Undersaat i en Stat, hvori Fejl og Uordener herske, saa længe kan Raden lige saa let forestaa ham som nogen anden, til at lide ved disse Uordener; og bør 218 ikke den Mand raabe Brand! som ser Naboens Hus i lys Lue?

✂ Undertiden har dog en Forfatter den Glæde at se en eller anden af sine Advarsler benyttede, at mærke, hvorledes denne eller hin redelige og værdige Mand iblandt Statens Tjenere glæde sig over Opdageren af de Mangler og Uordener, som ere inden for hans Cirkel; hvorledes disse Mænd følge den Overbevisning, som de kunne erhverve sig, og ivrigen stræbe at afhjælpe de Fejl, som de saaledes ere blevne gjorte opmærksomme paa, og som ellers kanske vilde evig have blevne skjulte for dem*); og mon ikke denne sande Glæde fuldkommen kan holde Forfatteren skadesløs for det ufortjente Had og Uvenskab, som han tildrager sig hos den nederdrægtige, lastefulde og utro Tjenere? Naar han hertil lægger den Agtelse, han upaatvivleligen for sin Frimodighed og Sandheds-Kjærlighed maa erhverve sig hos alle sine redelige, frit og ædelt tænkende Medborgere, samt den beroligende Overbevisning, at han med sin Pen har virket, eller dog stræbt at virke alt det gode, som stod i hans Magt; at han aldrig har brugt den til at nedtrykke den uskyldige Dyd eller til at sætte Sminke paa Laster; men **) Forfatteren af disse Blade har selv nydt denne Lykke Da det ikke er ham tilladt, tør han ikke vove her at nævne den værdige Mand, der har ytret sin Fornøielse over at finde adskillige, hans Embede vedkommende, Anmærkninger over Mangler og Uordener, som til Dels Tingenes egen Natur endnu havde gjort det umuligt for ham at afhjælpe og rette Denne Mand har endog givet et uimodsigeligt Bevis paa sin Redelighed og Embeds-Iver ved at glæde sig over de oven meldte Anmærrnmger, uagtet Forfatteren, som han ikke vil nægte, undertiden har ladet sin Patriotisme og Gavnelyst forlede sig til at fremsætte dem i temmelig skarpe Udtryk Forfatteren skylder denne værdige Mand sin varmeste Højagtelse og Erkendtlighed derfor, og Tonen, samt Maaden, hvorpaa han herefter skal fremsætte de Anmærkninger, som han videre kunde finde fornødent at indstrø udi sine Blade, angaaende de denne Mand vedkommende Indretninger, skal være et umiskendeligt Vidne om den Tillid, Forfatteren har til en saa nidkjær Mands Iver og Redelighed i at tjene Staten 219 at han bestandig har talet Sandhedens Sag, blot af Lyst til at gavne, uden ringeste Hensigt til at skade andre end dem, hvis lumske og alting ødelæggende Træskhed gjør dem til Rovdyr og Statens Fjender, som med Ild og Sværd bør forfølges og udryddes; saa tør jeg nok spørge: Hvad for en Art af Skribentere gives der vel, der har saa synderlig større Belønning og Fyldesigjørelse for deres Flid end just denne saa meget miskjendte og frygtede satiriske Forfatter?

✂

Tredivte Kapitel.
De fire Species i hele og brudne Tal.

✂ Den første, som indfandt sig hos Junker Laps, efter at han var kommen til Byen igjen, var en ung Forfatter, som bragte ham et nyt Skrift. hvorpaa han sagde, at Junkeren havde subskriberet.

✂ "Jeg har den Ære," sagde Forfatteren, "herved underdanigst at bringe Deres Velbaarenhed et Skrift, der er det vigtigste og for Menneskeligheden mest interesserende, som Verden i nogle Aarhundrede har frembragt."

✂ "Ja", svarede Junkeren, "siden min Rejsebeskrivelse endnu ikke er kommen for Lyset, saa vil jeg ikke imodsige Dem. Hvorom handler det?"

✂ "Jeg har", svarede Forfatteren, "paa det nøjeste gjennemgaaet alle de ældre øg nyere Filosofers Meninger, og med Resultatet deraf, samt Aarhundredes Erfaringer, understøttede med splinterny Grunde, tagne af Trigonometrien, Arithmetiken, Geografien, Hydrofobien*), Anatomien, Optiken og Musiken, beviser jeg uomstødeligen, at Mennesket er skabt til at tænke."

**) Enten har Forfatteren her konsunderet Hydrofobien, der betyder Vandskræk, med Hydrauliken eller noget andet Ord, eller og vil han bevise, at det er et Kjendetegn paa et tænkende Menneske, at han, blot af en paniko-medicinsk Skræk, lader dræbe alle stakkels uskyldige Hunde, blot fordi nogle Læger raabe til dem, som Figaro og Kompagni til Bartholo i Barberen af Semlla: "Han er gal, han er gal" Hvordan det end hænger sammen, saa er min Forratters Galskab ikke farlig; alt, hvad man behøver at gjøre ved ham, er at anmelde ham som en Kandidat til et ar Politikammerets Halsbaand 220

✂

Laps.

Har De da nogen Sinde tvivler derpaa?

✂

Forfatteren.

Nej, men det er en Lærdom, som aldrig kan grundes paa alt for faste Beviser; thi nedriver man denne Grundlærdom, hvad bliver da Mennesket?

✂

Laps.

Et Fæ, det forstaar sig, og mange Mennesker vilde vist befinde, at det er ingen Degradation for dem. Har De da selv tænkt noget ved Udarbejdelsen af dette Skrift, om jeg maa spørge?

✂

Forfatt.

Upaatvivleligen. Et saadant Skrift kan ikke udarbejdes uden største Anspændelse af Tankerne. Jeg har desuden tænkt ved dette Skrift at eihverve mig en her i Byen vakant værende Kantor-Tjeneste paa Grund af mine Kundskaber i næsten alle Videnskaber, men især i Musiken, som hele Skriftet skal vidne om, paa det jeg derved kunde blive i Stand til at konkurrere med en vis tysk Professor, der, som man siger, skal ansættes ved det theologiske Fakultet som Professor i Kirkemusiken. Dette har jeg ogsaa paa en apokryfisk Maade tilkjendegivet i Dedikationen.

✂ "Dedikationen!" raabte Junkeren og snappede Bogen meget hastig af Forfatterens Haand, aabnede den, men lukkede den lige saa snart til igjen, da han, i Stedet for sit eget lille Navn, som han dèr havde formodet at finde, fandt et helt Kollegium. Hvad dette var for et Kollegium, skal jeg ikke kunne sige med Vished, da hverken Junkeren eller Forfatteren nævnede det, og at bedrage mine Læsere med Gisninger, dertil kan jeg ikke overtale mig, thi hvor Meningen af en Ting er uvis, er der altid lige saa megen Rimelighed til, at man kan gætte fejl som træffe rigtig.

221

✂ "Hvorfore", spurgte Junkeren, "har De just dediceret Skriftet til et Kollegium, om hvilket man har den Tro, at det aldrig tænker?"

✂ "Det har jeg netop gjort", svarede Forfatteren, "for at bevise det modsatte og at redde dette Kollegii Ære. I disse sidste Tider er der opstaaet en Art af Sværmere, eller arithmetiske Kættere, som af dette Kollegii Handlemaade eller Mangel paa Handlemaade vil paastaa, at der gives Tilfælde, hvori Produkten af noget, multipliceret med noget, bliver intet. De ræsonnere saaledes: Kollegiet bestaar af omtrent atten Medlemmer; tager man herfra i det højeste den ene Tredjedel eller sex, hvis Forstand og Tænke-Evne maaske er ækval med Nul, saa bliver der dog tolv Medlemmer tilovers, hvis Forstand hver for sig er noget; og naar al deres Forstand blev multipliceret med hinanden, hvilket dog vel er Hensigten med store Kollegiers Indretning, saa burde Produkten blive meget, i Steden for at Erfarenheden, til Trods for alle arithmetiske Regler, beviser, at Produkten bliver intet. Ligeledes vise de, ved Exemplet af et andet Kollegium, at det er muligt, at ideligen adderede Summer kan give intet til Facit. Men i begge Tilfælde betjene disse Kættere sig af et aabenbare Sofisma; thi hvad det første Kollegium angaar, da bliver Produkten af alles tilsammen multiplicerede Forstand et Kaos af Uordener og uafhjulpne Mangler; og i Henseende til det sidste, da bliver Facit af de adskillige adderede Summer rigtignok intet, men, vel at mærke: i Kongens, men ikke i Betjenternes Kasse. Hvorledes disse Kætteres Mening, i Henseende til Subtraktions- og Divisions-Exemplerne, forholder sig, har jeg end videre vist i Bogen selv, hvor man tillige vil finde en theoretisk Afhandling om de brudne Tals Nytte i Praxis; og Anvendelsen af alt dette tjener blot, eller dog fornemmeligen, til at vise, hvorledes dette Kollegium ikke mere er berøvet For stand og Tænke-Evne end noget andet Kollegium i Verden, men at man i det højeste man sige, at det hermed forholder sig som med Lyset under Skjæppen."

222

✂ "Det er herligt," svarede Junker Laps, "men med alt dette maa jeg tilstaa Dem, at jeg ikke begriber andet af alt, hvad De har behaget at fortælle mig om Deres Bog, end dette, at De formoder at fortjene Dem et Kantor-Embede ved denne Bog, eller, rettere sagt, ved Dedikationen; og jeg ønsker Dem til Lykke. Endnu en Ting begriber jeg, nemlig at jeg intet vil begribe af Deres Bog, i Fald jeg skulde faa i Sinde at læse den, hvilket dog vel næppe vil ske saa snart. Og en Ting, maa jeg fortælle Dem, at jeg med al min Forstand - og jeg tør dog nok sige: et me dixere poetam - ikke kan begribe, det er: hvorledes jeg er kommen til den Lykke at staa paa Deres Subskriptions-Liste?"

✂ "Det er gaaet meget naturligt til," svarede Forfatteren, "thi -"

✂ "Ja," faldt Junkeren ham ind i Talen, "med overnaturlige Midler kan jeg nok tænke, at det ikke er tilgaaet, uagtet jeg véd vist, at jeg ikke selv har tegnet mit Navn."

✂ Forfatteren blev rød og greb i Lommen, hvoraf han trak en Hoben Subskriptions-Lister frem. Efter at han noget havde bladet iblandt dem, trak han endeligen én ud, hvorpaa han, med Glæden tindrende i Øjnene, berettede Junkeren, at han vilde have den Fornøjelse at finde sit adelige Navn.

✂ Da Junkeren noget havde besigtiget denne Liste, sagde han: "Rigtignok finder jeg mit Navn paa denne Liste, men hvem der har skrevet det, skal jeg ikke sige; kuns forekommer det mig noget mistænkeligt, at alle de tredive Navne, som findes paa denne Liste, se ud, som om de vare skrevne med samme Blæk, samme Pen, ja med summe Haand. Jeg vil ikke undersøge, hvorledes dette kan være tilgaaet; ikke heller vil jeg paastan, at De har fulgt andre Forfatteres Fodspor, der, naar de frygte for, at deres Navn eller Skrift maatte mangle noget af den fornødne Bærd til at skaffe dem Subskribentere, bruge det meget uskyldige Kunstgreb at antegne en stor Hob bekjendte *et me dixere poetam. ogsaa mig har man kaldt Digter 223 formuende eller godhjertede Mænds Navne, i den faste Tillid, som ogsaa sjælden slaar dem fejl, at disse Mænd ikke ville vægre sig, ved at betale deres Exemplar, ihvor uventet end Forfatteren maatte være bleven deres Kreditor. Dette er vel ogsaa en Aarsag, hvorfore man i disse Tider ikke bryder sig saa meget om Prænumeration, som Subskription; thi dels ere Folk ikke saa lette at lokke til det første, dels kan ikke heller lettelig nogen komme til at staa paa en Prænumerations-Liste, uden de, der ved at give Penge ud for Vare, som de endnu ikke have set, vise, at det er dem om at gjøre at eje det lovede Værk."

✂ "Jeg kan forsikre Deres Velbaarenhed," svarede Forfatteren, "at Deres Navn ikke vanæres ved det Selskab, det staar iblandt, paa hvad Maade det endogsaa maatte være kommen paa Subskriptions-Listen; hvad for Resten Deres sidste Anmærkning angaar, da vil jeg gjærne tilstaa, at den kan være rigtig; jeg vil endogsaa tro, at det er dette Kunstgreb, der har vinket ad og smilet til Professor Kramer, og indgivet ham den lykkelige og hidindtil, saa vidt som jeg tror, uhørte Opfindelse, at lade Stridsskrifter udgaa paa Subskription, hvorved han har fundet et Middel til at erhverve sig et saadant Antal Subskribentere, som han formodentlig ellers mistvivlede om at opnaa."

✂ "Hr. Forfatter!" sagde Junker Laps, "De taler fornærmelig om en Mand, som jeg ærer; hvis Lys Dannemark vel kan forbyde at brænde hos sig, men dog sent eller tidlig vil komme til at savne. De fortjente, at jeg skulde hævne min Ven; men jeg foragter Hævn, naar den ikke kan ske med Kaarden i Haanden og imod en Ligemand. Der er Penge for Deres Bog, som jeg ganske imod mit Vidende og Vilje er bleven tegnet for, men jeg udbeder mig, at De herefter vil udslette mit Navn, om De af en Hændelse nogen Sinde skulde finde det paa Deres Subskriptions Lister."

*Stridsskrifter paa Subskription, Fr. Cramers Skrift "Baggesen" ender med en Bebudelse af, at det vil blive fortsat. 224

✂ Vred vendte ml Junkeren Ryggen, gik ud i et andet Værelse, slog Døren i efter sig, og efterlod Forfatteren i Forgemakket, hvorfra han, glad over sit ikke mislingede Kapertog, styrede Kurs hjemad med det erobrede Bytte.

✂

Et og tredivte Kapitel.
Hvad er Oplysning?

✂ Det var mig, som maatte betale Skriftet og vandre ned i Forfatterens Lomme, hvor jeg i min Enlighed, omgiven af bare Fnug, fandt mig lige saa vel fornøjet som iblandt mine Kammerater i Junkerens broderede Brevtaske. Min Lyst til at lære at kjende Verden og Menneskenes forskjellige Tænkemaade har altid givet mig Længsel efter ny Herskaber og gjort mig begjærlig efter ny Optrin, saa at jeg lige saa glad har forladt de Conincks og Reiersens Blikdaase som Bondens Skindpung, og at jeg, for min egen Del, ikke har været gladere i en Suhms og Rothes Hænder end i en Cramers og Pallinis.

✂ Min ny Herre, som kaldte sig Magister, gik hiem med mig og satte sig til at udarbejde en Subskriptions-Plan, som endnu samme Dag skulde vandre til Bogtrykkeren for at blive til et nyt og kraftigt Argument for ham til at nyde den Tjeneste, som han søgte. Han anbiagte nogle saa heldige Træk i denne Plan, at han af bare Sjæle-Glæde nær var bleven rasende. Han læste den saa ofte igiennem, at han kunde erindre hver Tøddel deraf, og fødede sin Gejst med denne lækre Ret saaledes, at han vilde have fundet sig aldeles fornøjet med sin daværende Tilstand, havde ikke Tarmenes Knurren paamindet ham om, at han havde et Legeme, der ikke lod sig tilfredsstille med en saa let og ulegemlig Fode *De Coninck og Reiersen, formodentlig Grosserer De Coninck og Deputeret i det kgl. kancelli Konferensraad I Fr. Reiersen 225 Han gik altsaa først til Bogtrykkeren, og rekommanderede sit Arbejde til den hastigste Expedition; og derpaa maatte jeg følge ham paa et Spisekvarter.

✂ Min nye Herre trandte ind i Spisestuen, som han forefandt fuld af Gjæster; med nogen Vanskelighed fandt han en Stol, hvorpaa han satte sig, rækkede efter Spiseseddelen og ordinerede den Mad, som han troede mest vilde kildre hans Gane.

✂ En ung, nysselig Herre med Støvler og Sporer paa samt stift friseret Haar sad ved den ene Side af ham og havde givet sine Tænder et saa strængt Arbejde med en Portion Oxesteg, at Virkningen af deres anstrængede Kræfter tydeligen sporedes i alle Aarerne i hans Hoved, der vare opsvulmede til en saadan Grad, at den Barberer, der skulde have aareladt ham i Panden for Galenskab, ikkuns vilde have fortjent halv Salarium.

✂ "Det er beklageligt," udbrød denne unge Herre, "at se, hvorledes den tykkeste Uvidenhed er udbredet over alle Fag, at næsten intet Menneske besidder de Kundskaber, som ere fornødne for ham til vel at bestyre sig selv og de Ting, som ere ham anbetroede."

✂ "De har upaatvivleligen Ret," svarede min Herre, "thi ingen Ting i disse Tider staar paa saa svage Fødder som Oplysningen."

✂ "Desto værre!" sagde en Mand med rund Paryk og sorte Knapper i Kjolen, som jeg formodede og siden kom efter var en ung gejstlig Mand; "det forholder sig rigtig nok, som De siger Men for ret at bestemme Oplysningens Beskaffenhed hos os bliver det nødvendigt at forudsætte et rigtigt Begreb om, hvad man kalder Oplysning. Jeg definerer den med Saxtorf og Pontoppidan - jeg skulde sige Pontoppidan og Saxtorf - saaledes, at Oplysningen er en levende Kundskab og kraftig Overbevisning om de guddommelige Sandheder og *Præsten Peder Saxtorf udgav 1771 et "Udtog af Pontoppidans Forklaring. 226 skilles fra den menneskelige Kundskab derved, at denne erlanges ved menneskelig Flid af Guds Ord og er en blot historisk Kundskab, ved hvilken Mennesket bliver i sin Ondskab; den guddommelige Oplysning derimod virkes af den Hellig Aand ved Ordet, hvis Kraft erfares i Hjærtet, og begynder at borttage Viljens Gjenstridighed. Og at Oplysningen i denne Forstand virkelig staar paa slette Fødder, det har jeg sandelig alt for tidlig faaet at erfare i min ny Menighed."

✂ "Deres ny Menighed", afbrød den sporede Mand, "maa da formodentligen ligge enten paa venstre Haand strax naar mon kommer over Stenbroen paa Christianshavn, eller og paa Farimagsvejen imellem Vester og Nørre Port?"

✂ "Om saa var", svarede den gejstlige, "saa forudser jeg, at det ikke vilde vare længe, før end jeg vilde blive nødt til at arbejde paa Deres Oplysning."

✂ Alle saa' paa den sporede Mand, men han, som vidste, at det stred aldeles imod Velanstændighed og Moden at blive rød, i hvad for en Forfatning man end mantte sættes, tog Ordet ganske rolig: "Naar jeg skal sige mine Tanker om Oplysningen, saa tror jeg, at den er saa god, som man kan ønske sig den, undtagen i Køkkenet. Men ved mange Lejligheder maatte mon ønske, at der kunde tilvejebringes lidet mere Mørke. Ser det for Exempel ikke afskyeligt ud i Komedien Ringen, hvor Preisler og Gjelstrup maa lade, som de ikke kan se hinnnden, uagtet ethvert Menneske paa Parterret kan se dem begge to? Ligeledes gaar det i Figaros Gistermaal; men aldrig skal man nævne mig nogen Komedie, hvor jo Theatret har været lyst nok; derimod mørkt nok, det er Sagen."

✂ Her tav han, og saa sig om, men ingen vilde le.

✂ Min Herre vendte sig nu til den gejstlige med disse Ord: "De maa forlade mig, det var ikke i den Forstand, jeg tog Ordet Oplysning, da jeg for kort siden nævnede det. Jeg *paa venstr e Haand o s v. laa henholdsvis Tugtenet og Pest huset Daarekisten) 227 forstod derved ikke den theologiske, men den almindelige videnskabelige Oplysning, som udbredes ved lærde og dybsindige Skrifter. Hvor lidet denne Tids Mennesker bekymre sig om at udvide sine Kundskaber ved slige Skrifters Læsning, derpaa har jeg de tydeligste Prøver i mine egne Skrifter, der, til min og Oplysningens ubodelige Skade, maa raadne paa mit Loft, siden man nu om Stunder foretrækker Dukketøj for det solide og grundige og Morskabslæsning for den sunde og dybsindige Filosofi, hvis Fakkel dog nok upaatvivlelig er det, der skal udbrede Lys over Menneskeligheden."

✂ Her blev min Herre afbrudt af en Mand med uvasket Ansigt og ukæmmet Haar, et fjorten Dages langt Skjæg og skident Lintøj paa, som sad ved Siden af den gejstlige. Fnysende fo'r han op, og som en Torden rullede de følgende Ord ud af hans Mund: "De gode Filosofer indbilde sig altid, at hele Verdens Oplysning ligger i deres Hjærneskal, og dog ere der ingen Mennesker, der mere end de ligne det Slags Folk, om hvilke Fædrus siger:

✂ Est ardelionum quaedam Romae natio,
Trepide concursans, occupata in otio,
Gratis anhelans, multa agendo nihil agens,
Sibi molesta, et aliis odiosissima.

✂ Nej, naar Oplysning skal udbredes udi Verden, da maa det ske ved os Poeter. Jeg maatte vel spørge, hvem har bidraget mest til Oplysningen, Homerr.s eller Plato? Hvem har haft de bedste Overtalelses-Gaver, Anakreon eller Demosthenes? Ved Hjælp af Poesien kan man altid faa de tørreste Sandheder til at glide ned, naar de derimod, indklædte i Filosofi, ere væmmelige."

✂ "De er da altsaa Poet?" spurgte min Herre.

*Fædrus, romersk Fabeldigter. - Est ardelionum o s v Der er i Rom et vist stundesløst Folkefærd, Folk, der altid har Bisselæder i Skoene, som har travlt, naar de burde lade Hvile falde paa sig, som puster og stønner til ingen herdens Nytte, som ingen Ting faar gjort, blot fordi de tager sig saa meget for, som er sig selv til Byrde og andre i højeste Grad ubehagelige. 228

✂ "Jeg troede," svarede Poeten, "at min Person var lige saa bekjendt, som mit Navn; dersom De ellers ikke har en rent forbandet Smag, saa maa De dog have læst en Del af mine Arbejder med Fornøjelse. Dog, hvad jeg hidtil har skrevet, er kuns Bagateller imod de to Arbejder, som jeg nu har under Hænderne. Det første er et Heltedigt om Kvægsygens Inokulation".....

✂ "Et Heltedigt om Kvægsygens Inokulation!" raabte den sporede Mand.

✂ "Ja vist, min Fa'r!" svarede Poeten, "og dersom De vil lade Dem inokulere, saa skal jeg indføre Dem deri i en ganske brillant Ewsode. Ved et saadant Løfte maa jeg dog vel lige saa let kunne lokke Dem, som man med en Gehejmeraadindes Titel en Gang lokkede en Dame til at lade sig operere for Kræft? Hvad Heltedigtet for Resten angaar, saa er Materiens Valg mig Borgen for, at jeg vinder de tusende Rigsdaler, som er udsat til Præmie for et episk Digt. Jeg har lige saa stor Overflødighed baade paa firbenede og tobenede Helte og Heltinder, som Homerus havde paa Guder og Gudinder. Det andet Arbejde, som jeg har under Hænder, og som ikke vil indbringe mig mindre Ære og Fordel, er en Opera om Kartoffelavlen, hvori jeg bringer Trylleriet, Fevæsenet og Trolddoms-Kunsterne til en langt højere Spidse, end nogen af mine Forgængere, jn end ogsaa Baggesen selv, har bragt det. Tænk en Gang, hvor vidt det gaar; jeg lader et Kor synges af bare Kartofler, og Skuepladsen forvandles tre Gange i hver Scene. Tror De, mine Herrer! at noget Stykke har vundet mere Applaus, end dette vil vinde? Sagen er kuns at faa sat en god Musik hertil. Jeg har vel tænkt paa Kapelmester Schultz, men hans Musik er alt for simpel og naturlig; den ajør ingen Stoj, og derfor kan jeg ikke bruge den. Det allermest douce Nummer i den hele Opera bliver en Adagio, *ja, endogsaa Baggesen selv, sigter til den ofte omtalte Opera "Holger Danske" 229 som dog maa akkompagneres med Pavker og Trompeter. Dog, jeg finder vel en anden, som sætter mig en Musik, der i Støj og Larm ikke har haft Mage. Naar saa denne Opera er færdig, saa vil jeg applicere mig til et mere alvorligt Arbejde og begynde paa en bibelsk Tragedie, som kommer til at hedde: Jonas i Hvalfiskens Bug."

✂ "Disse Arbejder", sagde min Herre, "ville sikkert bidrage meget til at forjage Mørket fra vores kjære Fædreneland".

✂ "Upaatvivlelig," svarede Poeten: "og hvad vil ikke Udlændingen sige, naar de faa slige Værker oversatte udi deres Landes Sprog? Og vil de ikke glæde sig over at erfare, at et Land, som de troede var saa dybt nedsjunket i Barbari og Mørke, har bragt det saa overmaade vidt i Oplysning?"

✂ "Det kan være meget godt, alt, hvad I gode Herrer der snakker om Oplysning," sagde en Borgermand, som rejste sig, tog sin Hat og lavede sig til at gaa; "men den sande og bedste Oplysning er, minSjæl! dog den, at Gaderne holdes lyse om Aftenen, enten saa Maanen skinner eller ikke, for at Folk ikke i Mørket skal rende paa noget af alt det forbandede Kram, som man lader ligge paa Fortovene, og saaledes brække Arme og Ben. De fordømte Vægtere, de stjæle Trannen af Lygterne, som vi Borgerfolk maa betale, og saa lade de Folk gaa i Mørket, saa godt som de kan. Vi har desuden her i Dannemark den priselige Vane at være ødsle med det store og sparsom med det smaa. Man holder Regning med Maanen, og naar Almanakken lover os, at den skal lyse, saa lader man være at tænde Lygterne, uagtet Maanen mange Gange gjør Almanakken til Løgner. Burde derimod ikke Lygterne brænde bestandig om Aftenen og Natten, enten saa Maanen skinner eller ikke? Brandkassen betaler, min salighed! nok til Lygterne om Aaret; men jeg kan tænke, vedkommende har sagte ingen Ro, før end de kan faa den stakkels Kasse til at gaa samme Vej som alle de andre. Derimod skulde De se, hvor lyst der er paa Gaderne i Engelland, enten saa Maanen skinner eller ikke."

230

✂ "Har De været i Engelland, min Herre?" raabte en Skibskaptejn, som sod ved Enden af Bordet. Men Borgeren var allerede ude af Stuen, uden at han havde hørt Kaptejnens Spørgsmaal. Denne vendte sig altsaa til de øvrige af Selskabet og fortællede dem alt det, som han havde i Sinde ar opvarte Borgeren med, hvilket han udforte omtrent med følgende Ord: -

✂ Dog før end jeg anfører Kaptejnens Tale, maa jeg bede mine Læsere om Taalmodighed, og at de enten vil forbigaa det næste Kapitel, eller, i Fald de endelig vil læse det, da tilgive mig, at jeg deri indrykker et Brev, som i dette Øjeblik er indløbet mig*), og som jeg for denne Gang ikke har villet nægte Sted i disse Blade, uagtet sommes Forfatter, og enhver anden, vilde undskylde mig, om jeg for Estertiden frabeder mig slige Kommissioner, eftersom jeg nødig vilde se mit Skrift forvandlet til en Avis.

✂

To og tredivte Kapitel.
Korrepsondancen.

✂ P. M. Den gode Herre, som bestyrer Adresse-Kontorets Efterretninger, har nægtet at indrykke i bemeldte Blade det hosfølgende Avertissement, uagtet det kuns indeholdt en Prænumerations-Plan paa et Skrift, som jeg havde i Sinde at udgive, og uagtet det ikke vil være vanskeligt at bevise, at den gode Mand ofte har averteret Skrifter, der ere intet mere **) Nogle Læsere kunde maaske tro at finde en Tvetydighed i det dobbelte jeg og mig, som undertiden forekommer i disse Blade For at rorklare dette maa jeg underrette Læseren, at næsten hele Texten og en Del af Noterne tilhøre den ene jeg, det er at sige: Rigsdalers-Sedlen selv; det øvrige tilhorer den anden jeg, det er at sige: Forfatteren, hvilket Ord igjen betyder saa meget som den Mand, der opskriver og besørger til Trykken, hvad Rigsdalers-Sedlens Genius dikterer. 231 end tydelige Paskiller, hvortil han dog vel ikke vil understaa sig at henregne et Skrift, som han endnu ikke har set en Tøddel af. Hvad Aarsag han hertil kan have, er jeg ikke i Stand til med Sikkerhed at bestemme. Saa meget tror jeg dog med Rimelighed at kunne formode, at han, da han selv er en Tysker, har besluttet med sine ringe Kræfter at tage sin ædle Landsmand Cramers og den, desto værre!!! germaniserede Baggesens og Kompagnis Parti, og derfore, af egen Myndighed, ansat sig selv som Strandrider i Literaturens Rige for at forhindre Indførselen af alle de Vare, som han og hans Tilhængere anse for Kontrabande, hvilket jeg saa meget mere fristes til at tro, som Frygt for at tildrage sig Ubehageligheder fra Cramers og Komplots Side ikke kan have bestemmet ham til denne Vægring, da for det første Bekjendtgjørelsen intet indeholdt, som kunde forvolde ham Ubehageligheder, og Bogtrykkeren for det andet tilbød sig at indestaa for alle Følger af det averteredes Indrykkelse i Aviserne.

✂ Det vilde være for vidtløftigt her at bevise, hvorledes man vel kunde tvinge den gode Mand til for Betaling at indrykke alle de Bekjendtgjørelser, der ikke indeholde Kalumnier og Nedrigheder, i et Blad, der sandelig ikke er kongelig allernaadigst priviligeret for hans Fordel eller Kapricer, men for det hele Publikums Bekvemmelighed. Man kunde endvidere i al Ydmyghed tage sig den Frihed at nedrive ham fra den kritiske Trone, hvortil han, som en literarisk Pisistratus, har vovet at opsnige sig; man kunde undervise ham om en eller enden Mine og Ansigtstræk, der vilde klæde ham usigelig bedre end den, hvormed han sædvanligvis affærdiger Folk, og som synes at give til Kjende, hvorledes han glemmer, at han, uagtet sin lille Karakter, dog, saa længe som han opholder sig i Kontoret, er den allerringeste Tjenestepiges Tjener. Dog, dette kan ikke vel ske i et Brev. I Kjøbenhavns Skilderi *den desto værre germaniserede Baggesen , se Noten S. 171. - Strandrider, Toldbetjent. - Maanedsskriftet Kjøbenhavns Skilderi udgaves af Niels Ditlev Riegels. 232 skulde man vel ønske at se noget derom, thi dette Skrifts Forfatter, som en habil Regnemester, vilde upaatvivleligen med det samme meddele os en Beregning over, hvad Adresse-Kontors Efterretningerne aarlig kunne indbringe, hvilken Beregning ikke er vanskelig at gjøre; oy med det samme vilde han formodentligen vise, at Betalingen for Bekjendtgjørelser med Billighed burde nedsættes til Halvparten, da Hensigten med Bladets Avtorisation upaatvivleligen, som forhen er meldt, er Publikums Bekvemmelighed, men ikke at berige enkelte Personer; ligeledes vilde han erindre vedkommende Øvrighed om at standse det utilgivelige Snyderi, at bedrage en hel stor By med Blade, hvis Indhold den allermest øvede Læsere ofte ikke er i Stand til at udpunktere, da de ere trykkede med det allerlumpneste Udskud af Skrifter og Papir, som man kan forestille sig, uagtet Kontorets store Indkomster, saa længe som Prisen bliver, som den nu er, kunde berettige det kjøbenhavnske Publikum til det allereleganteste Blad, som noget Sted i Verden kunde fremvise.