Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

Der var saa lidet menneskeligt hos mig, at jeg aldeles ikke havde misundet adskillige af mine Medbrødre, som jeg saa', uden større Fortjenester end dem, jeg havde, med ét at stige fem, ti, halvtredsindstyve, ja hundrede Grader højere i Rangforordningen i min ny Bolig, hvilket jeg ikke anfører for at rose mig selv, men kuns for, om muligt, at lære Hr. Justitsraaden, at han ikke bør misunde Gehejmeraaden sit Baand, sin Stjærne og sine toppede Heste; ja jeg havde ikke engang saa megen Følelse af det, Menneskene kalde honnet Ambition, at jeg skulde ærgre mig over at blive overgivet som en Slave til en ussel Murmester. Min Herre førte mig strax hen i et Værtshus. Jeg har siden efter ofte haft Lejlighed til at gjøre den Anmærkning, at det er meget lettere paa saadant et Sted, og i den lavere Stand, at lære kjende Mennesker end i den højere og finere Verden, hvor det næsten er umuligt. Jeg bruger udtrykkelig det Ord Værtshus, fordi man iblandt Almuen endnu ikke den Gang var kommen saa vidt, at man havde antaget de af den slebne Verden opfundne anstændigere Benævnelser paa et Drikke- og Svirelag. Sagen bliver den samme, om end Navnet forandres; thi hvad Forskjel er der vel, egentlig at tale, paa at drikke sig fuld i rød Vin og Champagne, eller i Finkel og godt Øl? i en Klub*) eller paa en *

* 7 Kro? undtagen at det sidste er ikke saa hæderligt, fordi det ikke koster saa meget. Men i Henseende til Lejligheden at kjende Mennesker (hvilket ogsaa til en Del kan ske ved Ølkruset og Punschebollen) er Forskjellen himmelhøj. Klubberne, eller hvad andet Navn de fornemme Selskaber kunne have, have allerede antaget alt for meget af den fine Levemaade, som Beaumarchais nu anser for uadskillelig fra Politiken. Saa uigjennemtrængelig, som denne i de senere Tider er blevet, saa ugranskelig er ogsaa den fine Del af Verden nu om Stunder. At lære dèr at kjende Mennesker, udfordrer intet mindre end alle Argi hundrede Øjne, og dersom man alene til ét as dem behøver Glas, saa bliver Opdagelserne urigtige, siden al Verdens Glasslibere ikke kan frembringe ét uden Fejl. At drive Høfligheden endog uden for Anstændighedens Grænser; at sige ét og mene et andet; at se en Vens Fejl og lade, som man ikke bliver dem va'r, og om man endog derved skulde give ham til Pris for Spottere; at gjøre sig Umage for at se de Ting, man ikke burde, ja vel endog undertiden at benytte sig af slige Opdagelser for at bygge sin egen Ære paa andres Beskæmmelse; at se sine Undermænd over Hovedet og misunde og se skjævt til sine Overmænd; disse og utallige i den polerede Verden hævdede Vedtægter gjøre Menneskene saa undgranskelige, deres Sjæle saa skeløjede, og det til saa utallige forskjellige * 8 Sider, at ikke Argus og Euler med forenede Kræfter skulde være i Stand til at bestemme deres Objekter.