Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

"Det er endda kun den mindste Fare, man er underkastet med disse Papirspenge," sagde Værten; "ingen staar større Fare end jeg og mine Lige for at miste vores Velfærd af Mangel paa smaa Mønt. Enhver brav Mand ufortalt, som søger mit Hus, saa véd jeg bedst selv, hvor stor Skade jeg lider ved dem. Naar en Mand en Aften har fortæret en ti til tolv Skilling hos mig, og jeg ikke strax kan vexle en Seddel, saa maa jeg skrive det paa Bjælken; derved glemmes meget, og jeg er ikke af den Tænkemaade, at jeg kan tage min Oprejsning en anden Gang; jeg er alt for ærlig imod mine Gjæster, saa det svier endog til min egen Pung, og om det, imod min Vilje, en eller anden Gang kunde hænde sig, at jeg skrev en Slreg for meget, da er det sandelig ikke min Skyld, naar det sker ved Folk, som kan betale strax. At jeg derimod iblandt skriver en Streg mere paa en fattig, det tror jeg er meget billigt og tilladeligt, thi først ere de fattige saa nøjeleende *

10 med mig, at de vil have rigtigt Maal, naar derimod honnette Folk ikke ser mig saa nøje paa Fingrene, og derved lider jeg stor Skade; for det andet vover jeg jo meget ved at betro dem; og for det tredje kan jeg af mange brave Folk faa fire Skilling for at bytte en Seddel, og det har jeg aldrig kunnet bære over mit Hjærte at tage af en fattig. Se, saaledes gaar det mig formedelst Mangel paa Mønt, og jeg tvivler ikke, at jo enhver i sin Haandtering faar en Rem af Huden med, skjønt det vel næppe gaar saa galt i nogen anden som i vores Næringsvej. - Men kan vi da aldrig vente os bedre Tider, og igjen at faa noget Guld og Sølv at se, som nu er gaaet rent ud af Landet?"