Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ Under disse og flere saadanne lærerige Samtaler hengled uformærket Tiden, og med den et anseligt Antal Sopkener, uden at forglemme Øllet, hvoraf et Krus efter det andet blev hentet fra Kjælderen. Værten paamindede, skjønt imod sin Vilje, sine Gjæster om at gaa bort, for at han ikke skulde lægge sig i Uvenskab med Politiet, hvorfor han ellers ikke var bange, siden der hørte et Par Politibetjente med til Lavet, men disse vare i Aften, Gud véd af hvad Aarsag, udeblevne. Enhver betalte derpaa sin Fortæring og ravede efterhaanden ud af Døren, men Toldbetjenten, som drak frit, var den sidste. Min Herre tog mig frem og vilde her have skilt sig ved mig, men Værten, som ingen smaa Penge havde og vidste, at min *Det vestindiske Kompagni, som var oprettet under Kristian den fjerde, havde i Bund og Grund ødelagt Handelen paa Vestindien, som først kom paa Fode, da den blev given fri i 1754 12 Herre var en redelig Betaler, tællede over paa Fingrene og greb til Kridtet, hvorpaa jeg vandrede ned i Lommen igjen, og min Herie til Døren. De politiske Diskurser, Brændevinen, Øllet og Luften havde gjort saadan en Virkning paa min Herres Hoved, at det rent havde taget Overbalancen fra Fødderne. Han hældede, som Taarnet i Pisa, men stod ikke nær saa fast. Han slingrede til alle Sider i Gaderne, og hvem, som havde modt ham, og ikke vidst, at en Murmesters Pande var lige saa brækkelig som nogen anden Mands, maatte sikkert have troet, at han til sin og sine Lavsbrødres Fordel førte Krig med alle forekommende Huse. Omsider naaede han dog sit Hjem og kom ind uden videre Skade end den at have mistet en gammel Hat i Rendestenen.