Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ Efter hende traadte en Pige ind i Stuen med en Bylt under Armen. "Hr. Kollektør!" sagde hun, "jeg skulde have en Seddel, som sædvanlig, men Penge har jeg ikke, De maa tage imod Pant, saa længe til Trækningen er forbi." - "Hvad har I da?" spurgte Kollektøren. - "Se her to dejlige Damaskes-Servietter og en Manchetskjorte." - "Men mit Barn! her staar jo Jeres Herskabs Navn paa, jeg kjender det; tror I, at jeg vil være Jer behjælpelig i at bestjæle Jeres Husbonde?" - "Bevare os Gud!" sagde Pigen, "jeg er alt for ærlig dertil, og De alt for brav en Mand til at være Hæler. Jeg stjæler jo ikke Tojet fra Herskabet, fordi jeg sætter det i Pant her i nogle faa Dage! Jeg laaner det jo kun! Naar Lotteriet er trukket, saa løser jeg det ind igjen, og i den korte Tid kan det ikke savnes." - "Men hvor vil I saa Penge fra til at løse det ind igjen? Det er jo ikke sagt, at I vinder?" - "Jo, ser De, Hr. Kollektør, De véd nu selv, at jeg saa længe har spillet paa fire Tal, at det er umuligt andet, end at de nu maa komme ud; i det mindste maa det første og sidste komme, og saa har jeg jo en Ambe. At jeg faar den, derpaa er jeg ganske vis, og naar det sker, saa er jo Sagen forbi, og De kan være vis paa en god Dusør." - "Vel, min Pige! Naar saa er, saa kan jeg med god Samvittighed lade Jer faa en Seddel og toge mod Pantet for de fire Mark, thi mere er det sandelig ikke heller værd, naar Renterne komme til, men husk paa at løse det Dagen efter Postens Ankomst, ellers - forstaar I mig?" - "Det skal ingen Nød have," svarede Pigen; "at jeg vinder, det er jeg vis paa, men om endogsaa alting skulde glivpe, saa kan en rask Pige, som jeg, i det menneskekjærlige 17 Kjøbenhavn aldrig være forlegen for at faa en Rigsdalers Penge, naar hun behøver dem." Nu var Lotterisedlen færdig, og hun hoppede glad ud af Døren.