Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

Antonius havde det Uheld i sit syttende Aar at miste sine Forældre, uden at de efterlode ham andet Arvegods end en god *

27 Opdragelse eller anden Tilflugt end sin egen Konduite og en rig Slægtnings Naade og Barmhjærtighed. Denne, enten det saa rejste sig af Stolthed, eller fordi han virkelig troede at skylde sine afdøde Slægtninger noget, erklærede sig ogsaa strax for den unge Antonii Fader og Velgjører, antog ham som sin egen Søn i sit Hus, for at holde et vaagent Øje over hans Handlinger, nu da han ikke længere var et Barn, men skulde overlades nogenlunde til sin egen Styrelse paa Verdens slibrige Bane. Her nød nu Antonius alt, hvad han behøvede, og manglede intet uden alene Fornøjelse. Født med en ædel Stolthed, blev det ham snart utaaleligt at modtage Velgjerninger af en Mands Haand, der ikke vidste anderledes at bevise Velgjerninger, end ved at lade den modtagende føle hele Vægten deraf. Det Udtryk, som han ofte hørte: "Naar kuns saadant et ungt Menneske vilde skjønne paa, at man gjor vel imod ham, og at han ellers var ulykkelig;" var ham aldeles uudstaaeligt af en Mands Mund, som han foragtede, jo nøjere han lærte at kjende hans Tænkemaade; især da Antonius troede ved sin Flid, Stræbsomhed og erhvervede Indsigter meget vel at kunne undvære disse ubehagelige Velgjerninger. Ofte havde Antonius tænkt at rive sig løs derfra, men man havde vist ham hans nærværende Forfatning i et saa glimrende Lys, at han troede, den hele Verden vilde dømme enhver fattig Karl i hans Forfatning rasende, naar han modvillig vilde støde en saa anselig Lykke fra sig. Det er altsaa meget rimeligt, at det Ønske ofte opkom i Antonii Hjærte: "Gid jeg dog en Gang kunde være saa lykkelig at blive min egen Herre! at min Armod ikke længere kunde blive et Paaskud for en foragtet Velgjører til at læsse Forbindtligheder paa mig, der nedtrykker min Sjæls Fyrighed til Jorden!" Ungdom og Uerfarenhed indbildte ham snart, at Tallotteriet var den Vej, som Himmelen selv havde aabnet for ham til at naa dette saa inderlig attraaede Maal. Han spillede, men var uheldig. Hver Trækningsdag formindskede hans Finanser, hver Post tilintetgjorde hans Haab. Hans Indkomster og

        

28 Lommepenge vare aldeles ubetydelige og strækkede ikke længe til, men han havde god Kredit. Hans Beskytteres Navn gav ham Anseelse nok til at finde tjenstfærdige Venner, der gjærne vilde fortjene hundrede pCt. for af Kristen-Kjærlighed at hjælpe et ungt Menneske, som de troede ikke at vove noget ved. Tiden gik, og Pengene med den. Uheldet var lige stort, og Lykken lige ubøjelig. Nye Subsidie-Penge maatte tilvejebringes, og da de gamle Kreditorer indfandt sig, saa maatte Antonius, som Hofraad Reinhard siger, gjøre to Huller for at stoppe ét med; to nye Klædninger maatte borges for at indløse én, og alt dette samlede sig som en Tordensky over den unge Antonius og brød til sidst løs over hans Hoved. Hans Velgjører, hvis Stolthed og Ærgjerrighed allerede var tilfredsstillet, og hvis Ædelmodighed altsaa for længe siden havde udopereret, ventede kun paa dette Øjeblik for paa en god Maade at kunne skille sig ved en Person, der, som han foregav, var befængt med alle Laster, der ikke kunde finde sig i at nyde det gode, og altsaa maatte sejle sin egen Sø. Han blev overladt til sine Kreditorers Diskretion, og disse, som fandt deres Haab til Patronen skuffet, lode den arme Antonius uden Medynk slæbe i Slutteriet. Her sad han længe i en elendig Forfatning, thi saasom han ikke engang havde Penge til at bestikke Arrestforvareren med, saa er det let at indse, at han manglede endogsaa det nødvendige. Omsider førte Sorg, Græmmelse og Mangel ham en Sygdom paa Halsen, og da først var det, at han kom paa fri Fod. Hans Fattigdom var Skyld i, at ingen Doktor dræbte ham, og hans Ungdom hjalp ham efter nogen Tid til sin Sundhed igjen. Men hvad skulde han nu foretage sig? Sjælden indfaldt en ubetydelig Fortjeneste, og Lotteri-Lysten havde nu saa meget formeret sig hos ham, at han heller sultede end lod nogen Lejlighed gaa forbi til at overrrygle Lykken: og da han mærkede, at ikke tyve Aars exemplariske Levned var i Stand til at udslette Mistanken om de mange Laster, som hans forrige Velgjører havde paadigtet ham, saa blev han inden kort Tid netop det, som han

        

29 altid saa omhyggelig havde vogtet sig for at være, bestyrkede saaledes selv den om ham fattede Mistanke, og i et uheldigt Øjeblik drev Mangel og en kvalt Ambition ham til at forgribe sig paa en Maade, hvorfor han sin øvrige Levetid maatte gjøre Pønitense i Rasphuset. -