Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ Recensenten - og dertil horer nu om Stnnder Folk af alle Professioner, lige fra den lærde af og indtil Hosekræmmeren - skriver, fordi et fatum inevitabile, eller en uundgaaelig Skæbne, har skrevet i Stjærnerne, at han skal berige Verden med sine lærde Arbejder: og da han véd, at den, der enten ikke kan eller ikke gider udarbejde noget nyt, dog altid er i Stand til og slipper lettest fra at opsøge andres Fejl, saa holder han sig ved dette Arbejde som det mogeligste. Disse Folk kan man med megen Rigtighed ligne ved en Flok Børn, som man paa Landet sætter omkring et Bord for at rense gule Ærter; de pille alle de sorte og ormstukne bort, og naar de kan komme til dermed, og ingen ser efter dem, saa luske de sig ofte til at tage nogle af de gode Ærter med, eftersom de véd, at alt det udpillede tilhører dem og er deres Legetøj. Ikke sjælden hænder det sig dog siden efter, at de blive uenige i Legen og slænge hinanden Ærterne i Øjnene, hvorved Forældrene kommer efter deres Bedrageri. Besynderligt er det ellers, at disse Folk aldrig kjedes ved deres Profession, skjønt den ikke indrenter dem andet end Had og Forfølgelse. Naar de en Gang ophøre med dette Arbejde, kan de næsten altid sige med Bødkerdrengen, der, i den Tid han gik til Konfirmation, bragte Præsten en Ballie; Præsten spurgte ham: "Hvad har din Fader fortjent med denne Ballie?" hvorpaa Drengen andægtig foldede sine Hænder og svarede: "Guds Vrede og Unaade, timelig Død og evig Fordømmelse."