Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

"De er en fortræffelig Prokurator for deres Mand," vedblev Præsten, "og jeg vilde ikke for al Verden fornærme Dem med at tro, at Haardhed er et af Hr. Forvalterens Karaktertræk." - "Nej," svarede Konen, "jeg vil ikke dølge for Dem, at jeg selv er virkelig overbevist om, at Deres Mening er rigtig. Jeg har Højagtelse for Dem, uagtet Deres Ungdom, thi jeg tror at kjende Deres gode Hjærte, og jeg formoder, at De vil arbejde med mig saa meget, som vi kan, for at formilde hans haardhjærtede Natur. Meget er han forbedret, og fornuftige Folks Omgang kan endnu gjøre ham meget Gavn, uagtet han er gammel. Vi har her paa Landet næsten ingen anden at omgnas med end med Præsten, og det er utroligt, hvor meget han kan forbedre sin Menigheds Tænkemaade, naar han kuns er, som han bør. Deres Formand i Embedet bekymrede sig slet intet om andet, end om sine Indkomster, og naar han prækede om Søndagen, saa var det saadant Guds jammerligt Tøj, at et tænkende Menneske maatte forarges derover. Havde vi haft en duelig Præst her i Kaldet for ti Aar siden eller en anden fornuftig og god Mand at omgaas med, saa vædder jeg, at min Mand skulde have været langt bedre, end han er.