Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

Thi hvad den daglige Omgængelse med brave Folk kan slibe og polere et Menneske, det er langt mere, end man skulde tro. Ser De nu: Min Mand har én Fejl, som jeg ikke vil dølge for Dem, at den smerter mig meget: han er haard, ja næsten ubarmhjærtig imod Kreaturene. Naar han rider, saa farer han saaledes af Sted, at Haarene maa rejse sig paa Hovedet. Betænk! en Mand paa henved tresindstyve Aor, og hvad Angest jeg idelig maa svæve i, for at han skal brække Halsen en Gang, og hvor ubehageligt det maa være for mig at høre hans Heste enten styrte eller komme til Skade under ham. Dernæst er han alt for stor en Elsker af Jagten, og denne barbariske Fornøjelse bidrager ogsaa meget til at gjøre ham haard. Jeg tror, at De, som er en fornuftig Mand, gjærne kunde bibringe ham mildere Følelser for Dyrene."