Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

"Til at opnaa og nyde den sanselige Lyksalighed have Dyrene utallige Fortrin for os. De gaa den behageligste og bekvemmeste Vej til dette Maal, naar Menneskenes Vej meget ofte falder igjennem forudsete Smerter og Lidelser. Ofte ser Hesten paa den anden Side af en Aa en sedere Græsgang end den, hvori han gaar: han svømmer der over, uagtet den ubehagelige Fornemmelse, som han véd, at det kolde Vand foraarsager ham; men denne er ogsaa den højeste Ubehagelighed, 125 som han vilde udsætte sig for; og aldrig kan noget fornuftigt Dyr bestemme sig selv til at pine sig med Medikamenter for at skaffe Rum i en fordærvet Mave til de fire og tyve Retter, som den følgende Dags Gjæstebnd lover. Det er kuns Menneskene, og aldrig Dyrene, der kan lade sine Begjærligheder lede sig mere end én Gang ind i samme Fare. Aldrig skal man se, at det Dyr, der én Gang lykkelig udviklede sig af den Snare, som Bonden opstillede for sin Kaalhave, anden Gang vover sig den samme Vej, naar derimod Menneskene ofte endnu ikke have forvundet de Lidelser, som ét eneste Øjebliks Vellyst bragte over dem, før end de ile paa ny igjen for at styrte sig i den Fordærvelse, hvorfra de, blot ved at bruge Dyrenes Forstand, let kan indse, at de ikke kan redde sig. Naar Dyrene have tilfredsstillet deres Lyster, ere de rolige, indtil Naturen igjen minder dem; men naar bleve Menneskenes Lyster tilfredsstillede? Mættelse bringer større Hunger over Mennesket; han rager og skraber sammen alt, hvad han kan faa, og sjælden tillader han, end ikke naar hans Hunger er stillet, at hans Medmenneske mætter sig ved Levningerne i hans Fod, hvilket dog Dyrene tillade; og om man undertiden ser en Hund at nedgrave et Ben, da er det en klog Tanke om Eftertiden, der driver ham dertil; men dristig tør jeg nok sige, at denne Forsynlighed aldrig skal drive ham til at røve et Ben fra en anden Hund, naar han selv er mæt; nej, denne Handling er alt for menneskelig, til at noget ufornuftigt Dyr kunde begaa den.