Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ "Gaa vi fra de tamme og husvante Dyr ud paa Marken, og i Skovene til de vilde Dyr, som dèr opholde sig, saa finde vi disses Tilstand for det meste at være bedre end hines, og 131 næppe vil vi finde nogen Elendigheds Scene hos dem, hvorimod vi ikke kan opvise en gyseligere hos Menneskene. Maa end de vilde Dyr ofte i strænge Vintere lide Hungers Nød, saa have de dog deres Frihed og kan søge Føde, hvor den findes. Hvert Græsstraa, hvert vissent Blad, som de træffe, er deres Ejendom og tjener til at formindske deres Hunger; hvor ofte derimod maa ikke Menneskene med hungrige Maver se Overflødigheden rundt omkring sig uden at kunne naa den, fordi de ere bundne, ikke med Lænker og Grimer, men med Lovene og Frygt for Straf; Haren i Busken og Fuglen paa Kvisten, uagtet deres naturlige Frygtagtighed, vente dog ikke Døden, før end den svæver dem over Hovedet; ja ikke sjælden hænder det sig, at de fældes af Jægerens Bly, førend de fik Tid til at frygte. Men hvor ofte maa ikke Soldaten i hele Maaneder og Aar gaa i en idelig Døds-Angest, fordi Nødvendigheden, eller, som ikke sjælden hænder sig, List og Underfundighed, tvang ham til at sælge sit Liv og at opofre det for Aarsager, som han aldeles er uvidende om?