Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ Naar I se et lidende Dyr, saa ynkes over det, hjælper det, *one Master-Passion in the breast o. s. v., én mægtig Lidenskab i Menneskets Bryst opsluger ligesom Aarons Slange de andre. 142 om I kan; men lader aldug den Tanke forlade eder: hvor mange af mine Medmennesker ere vel ikke lige saa ulykkelige, ja endnu mere, end dette Dyr? Lader aldrig eders Medlidenhed drive eder saa vidt, at I antage det ror Lidelser, som dog er Bestemmelse: vejer Byrderne efter de bærendes Kræfter, og lader det aldrig komme dertil, at I yntes over Hestene, der drage eders Vogn, imedens I med Ligegyldighed se Savskærerens Sved, der saver det Brænde, hvormed I skal varme eder om Vinteren. Laber aldrig Medlidenheden med det Lam eller den Høne, der skal slagtes til eders Føde, gaa saa vidt, at I derover glemme Soldaten, der uden Nytte maa lade sit Liv for en stolt Fyrstes Ærgerrigheds Skyld, eller Misdæderen, der man afsone den Misgjerning, hvortil han ikke sjælden har været tvungen, med sit Blod. Kort sagt: Lader aldrig eders Medlidenhed med de Smerter og Byrder, der trykke den saakaldede ufornuftige Del af Skabningen, lede eder paa saa farlig en Afvej, at I derved glemme den Deltagelse, den Medynk og den varme Medlidenhed, som I skylde den ædlere Del, eller eders Medmennesker!