Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

Imellem Antiquarii er der en stor Strid om Oprindelsen til det Navn Hedehusene. Der ere desangaaende tre Hypotheser, hvoraf enhver har et betydeligt Antal Forfægtere. Saaledes paastaa nogle, at Navnet kommer deraf, at Kroen er bygget paa en stor Hede eller Slette; denne Hypotese kan næppe være den rigtige, thi den store Slette, hvorpaa Kroen staar, var begroet med alle Slags Korn, og ikke med Lyng eller andet Ukrudt, som ufejlbarlig fordres til at give Sletten Navn af en Hede. Den anden Hypothese statuerer, at Kroen maa have faaet Navn deraf, at den er bygget i Hundedagene, da det var meget stærk Hede. Jeg nægter ikke, at denne Mening har det største Antal Forfægtere, eftersom den synes meget 167 rimelig. Jeg har selv hældet til den, men jeg var saa lykkelig i den Stue, hvor jeg opholdt mig, at finde en Regning paa en Del Tømmermands-Arbejde, som var dateret den 24de Maj. Aarstallet og Navnet var afreven, men Regningen beviser noksom Meningens Urigtighed. Den tredje Hypothese, som jeg nu holder for at være den rigtige, er følgende. Da Kroen var opbygget, var Ejeren uvis med sig selv, hvad Navn den skulde have; han beslutrede derom at raadføre sig med sin Kone. "Moder!" sagde han, "nu ere vi da færdige; men hvad skal Husene hedde?" Konen, som var tunghør, igjentog de sidste af Mandens Ord bagvendt: "Hedehusene?" - "Vel," sagde Manden, "lad os da kalde dem Hedehusene."