Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

De skjønne Kunster og Videnskaber ere kuns i slet Tilstand her. Der gives meget faa Poeter, og disse skrive sjælden andet end nogle faa Viser og Lejligheds-Vers, hvorfor de ikke sjælden faa Navn af store Poeter. I at gjøre Prætensioner * * 170 ere de ellers virkelig store*). Thi de raabe ideligen paa, at dem fattes Opmuntring og Understøttelse, men de ville ikke udarbejde noget, hvorved de kunde erhverve sig Rettighed til Understøttelse. Saaledes gaar det ogsaa med Kunstnere. Der ere desuden mangfoldige Maader til at fordærve disse godt Folk paa, hvilket er saa meget mere beklageligt, som de ikke behøver Hyklere eller Anledninger til at faa store Indbildninger om sig selv. Saaledes fandtes der for et Par Aar siden en Maler, som var bekjendt af, at han kunde male ganske smukke Blomster til et Dørstykke. De syv vise Mestere**), som troede, at denne Mand var en almægtig Maler, bestillede da hos ham et Portræt til en vis Festin. Tiden kom, men de fik intet Portræt. De vare altsaa nødte til at tage et Prokurator-Ansigt, som slet ikke passede sig til Højtideligheden eller til det, som det skulde betyde. Dog vilde de endelig have Portrætet færdigt, og nogen Tid efter fik de et Fysiognomi, der * * * 171 lignede de Billeder, som Bønderpigerne kline paa deres Kistelaage. Nu saa' de syv vise Mestere for sildig, at de med al deres Visdom vare syv Dosmere, der burde begribe, at en Mand gjærne kunde være en stor Mand i en Gren af sin Kunst, fordi han var en Fusker i en anden Gren deraf.