Heiberg, Johan Ludvig Nye digte - 1841

Modtagelsen

Da Georg Brandes i 1889 skrev sin opsats om Nye Digte, konkluderede han, at Heiberg også selv havde spillet fallit. For han magtede ikke at tage det sidste skridt og gøre sig endegyldigt fri af de gamle tankeformer - sådan som Brandes i egen formening havde gjort. »Hos Heiberg svæver Tanken endnu i mystisk Dobbelthed, i romantisk Tvetydighed. Han drager ikke Følgeslutningen.

Saaledes smugles i vor Literatur den ny Tids Aand ind, forklædt i gammeldags Dragt (...)«. (Georg Brandes: Samlede Skrifter I, 1899 s. 494.)

For så vidt som den ny tids ånd for Brandes er den frie tanke, tanken emanciperet fra alle religiøse bånd, så har han ret. I Heiberg kolliderer to traditioner. På den ene side en ny, romantisk og kættersk tro på tankens almagt, der far ham til at sætte poesi og filosofi over religionen og til at afmytologisere det kristne udødelighedsdogme. På den anden side en rodfæstet kristen forestilling om menneskets to naturer, som sætter skel mellem menneskets forgængelige krop og dets udødelige sjæl, det naturgroede og det åndelige.

Hvad Brandes på et halvt århundredes distance kunne se, havde Heibergs egen samtid ikke rigtig blik for. Det hænger naturligvis sammen med den nærsynethed, man altid ser sin egen tids digtning med. Men også med at En Sjæl efter Døden selv skyggede for det egentlige med sin revyagtige polemik mod navngivne institutioner og personer: presse, teaterpolitik, borgerlige vaner og mærkesager og notabiliteter som Oehlenschlåger, Sibbern og H.C. Andersen.

Det røre, som En Sjæl efter Døden skabte i andedammen, mærkes dog kun svagt i anmeldelserne. I M. A. Goldschmidts korte anmeldelse i Corsaren No. 8, 1841, vibrerer spottelysten ganske vist i indledningen, hvor han bekender: »Ogsaa jeg, der ellers ikke anerkjender nogen Autoritet, bærer Respect for et Værk af Heiberg, førend jeg har læst det, og det var da ogsaa Tilfældet med ovennævnte nye Digte. Da jeg fik Bogen, besaae jeg først med Beundring det smukke, 162 stive Bind. Saa aabnede jeg den forsigtigt og læste først det yderste Titelblad, derpaa det inderste, og en behagelig Gysen gjennemrislede mig, da jeg saae Forfatterens fulde Navn: Johan Ludvig Heiberg«. Men bedst som man tror, at nu vil Goldschmidt støde til, så tilstår han, at hans oprindelige lyst til at finde fejl i bogen blev afløst af glæde og beundring under læsningen, og han runder af med varmt at anbefale sine læsere at få læst den, så snart som muligt.

Mere bid er der i Chr. K.F. Molbechs parodi Johan Ludvig Heiberg efter Døden, som han udgav under pseudonymet Adam Howitz i 1842. Heiberg, som er død af apopleksi og en overdosis attisk salt, søger ikke til Himmerige af frygt for at kede sig. Men da han i stedet vandrer til Elysium, afviser gratien Aglaia ham (Howitz s. 40):

Du har troet at kunne hæve
Dig til Smagens første Tolk
Paa Bekostning af et Folk
Som du lærte angst at bæve
For Satirens bittre Piil.

Selv ikke da filosofkollegaen Aristoteles tilkaldes, ændrer det ved sagen. Heiberg har været alt for optaget af den ideale verden (smst. s. 46-47):

Den som ønsker her at dvæle,
han maae ei paa Andet troe,
End at Paradisets Ro
Udaf Livet selv kan vælde (...)
Men for Dig var al Din Stræben
Kun et daarligt Surrogat
For en fjærn, en anden Skat (...)
Du har ikke det Reale
I dets Sandhed anerkjendt,
Men har bort Dig vendt
Mod det fjærne Ideale.

Og så foreslår Aristoteles i al fredsommelighed Heiberg at gå ad helvede til. Men her går det ham ikke bedre, for Mefistofeles finder at han er alt for god til helvede. I sin svare nød taler han da med vennen 163 Martensen, som beder ham om et bevis på udødeligheden, men han får blot et ubrugeligt hegelsk svar (smst. s. 64):

Jeg i en Skulienværen her kun existerer,
Som ei min Villenværen ret repræsenterer;
Min hele Tilstand her er en Sigsætten paa
Sin Ende i en Sky, som fugtig er og graa.

På Martensens råd opsøger han da omsider Skt. Peter, men heller ikke han vil have stakkels Heiberg, som i stedet sendes tilbage til jorden som genganger. Først når han har præsteret det - for ham - åbenbart umulige at skrive ti gode digte, vil han kunne komme ind i ét af de to paradiser.

Allerede i Nye Intelligensblade den 17. april 1841 havde P.L. Møller offentliggjort en lille parodi på Heibergs komedie, digtet Ogsaa en Sjæl efter Døden, hvor den afdøde sjæl må lade sig eksaminere af Skt. Peter. Et af spørgsmålene går på, om den arme sjæl har en anbefaling fra Heiberg, hvortil han svarer: »det just ei; hans nye Digte/ dog jeg har med Interesse/læst og dem studeert perfect«. Når Heiberg slap så billigt hos P.L. Møller, skyldtes det, at satirens egentlige genstand var de to teologer, stiftprovst E.C. Tryde og professor H.L. Martensen, som i deres anmeldelser havde taget Heiberg til deres præstelige hjerter.

Det var ikke tilfældigt, at Nye Digte faldt i god jord hos Martensen. Han og Heiberg havde mødt hinanden i Paris i 1836. Skønt Heiberg nærmest var gudløs, så gjorde hans position som åndslivets førerskikkelse ham til en oplagt allieret for den unge ambitiøse teolog, som tilmed delte Heibergs interesse for Hegels filosofi.

Da Heiberg året efter løb ind i sit livs største teaterfiasko med Fata Morgana, kom Martensen ham til undsætning i en stort anlagt anmeldelse, der blev trykt i Maanedsskrift for Litteratur, 1838. Her beskrev han først forfaldet i nutidens poesi og efterlyste en ny, som rettede sig mod livets sammenhæng med det uendelige eller idéen. Og Martensen havde ikke alene fundet den virkeliggjort i Fata Morgana, han gav den også et navn: den speculative poesi. Dette begreb tog Heiberg til sig, da han i 1841 optrykte sit svar til Oehlenschläger i første bind af sine prosaiske skrifter. Her ændrede han rangfølgen i genresystemet ved at sætte den spekulative komedie over det lyriske drama 164 og fik således placeret dramerne fra 30'rnes sidste halvdel og sit nyeste stykke En Sjæl efter Døden i genretræets allerhøjeste top.

I sin indgående og meget indforståede anmeldelse i Fædrelandet Nr. 398-40, januar 1841, ser Martensen da også Nye Digte som en konsekvent videreførelse af den spekulative linje fra Fata Morgana og Syvsoverdag. Værket er en frugt af »den nye Tids Aand«, som »holder Dommedag over sine Fornægtere« for at »frigjøre Tiden for dens indre Tomhed«.

Martensens anliggende er derfor ikke det æstetiske, men det filosofiske og eksistentielle, og han tager sit udgangspunkt i En Sjæl efter Døden, som kaldes »en divina commedia i Miniatur«, fordi den handler om det apokalyptiske, livet hinsides. Men i modsætning til sin katolske forgænger Dante, som med sin tragisk-bogstavelige holdning blev stående ved åndens konkrete former, dér har protestanten Heiberg med sin komiske synsvinkel hævet sig op til en metafysisk betragtning af helvede, forstået som det udialektiske, trivielle liv.

Martensens formål med denne overordentlig flatterende mandjævning er i første omgang at fa anbragt komediens fremstilling af »vort eget kjøbenhavnske Bevidsthedsliv« i det rette perspektiv. For det lokale er kun det konkrete eksempel på det almengyldige: »Trivialitetens Livsanskuelse har et stort Antal Bekjendere« og de findes overalt - også hos kunstnere og tænkere.

Men Martensen har også et videre sigte. Den protestantiske teolog glider nemlig lige så stille fra den uhyre loyale, meddigtende læsning over i en omdigtende. Martensen bruger Heibergs komedie til at redde det kristne håb om et hinsides, som hans egen moderne teologi netop var en trussel imod Og til det formål kan Martensen bruge det komiskes leg med fænomenernes verden. Menneskets eneste fornuftbegrundede håb om i det himmelske at genfinde det, som det måtte resignere på i det jordiske, er nemlig, »at det Comiske er en Categorie, som ogsaa i Himlen have sin Gyldighed De ville da som salige Aander lege med deres timelige Bevidsthedsfænomener; deres empiriske Virkelighed med dens hele Detail, med dens hele Skrøbelighed og Forgængelighed ville de faae med sig i Himlen, fordi det maa tjene dem som et poetisk Stof, hvorigjennem deres Aand bereder sig Nydelsen af sin uendelige Frihed og Salighed«. Selv om denne verden forgår, så kan mennesket dog »fastholde den i phænomenal Evighed«, for det komiske forvandler den til og opbevarer den som 165 skin. »Paa denne Maade faaer Verdens Forfængelighed sin nødvendige Plads i Guds Rige«.

Martensen kan således afslutte sit teologiske erobringstogt med på én gang at give Heiberg sin højeste anerkendelse ogsamtidig fortære ham: »det Comiske bør spille en Hovedrolle i den protestantiske Apokalypse«. For protestantisme er her brugt i kirkelig, konfessionel betydning.

Efter veludført gerning vender Martensen tilbage til En Sjæl efter Døden og giver en detaljeret parafrase over sjælens baglæns bevægelse fra den virkelige evighed hos Skt. Peter over den fænomenale evighed hos Aristophanes til den slette evighed hos Mefistofeles. Men der bliver også plads til en omtale af resten af Nye Digte. Mindst har han at sige om De Nygifte, som med »dyb pathologisk Styrke« står i modsætning til den »mentale« poesi i de to rammedigte. Uhyre præcist sammenfatter Martensen Heibergs budskab i de to naturdigte: »Thi da Protestantismens Væsen bestaaer i Frihedens Stræben mod Idealet, i en bestandig gaaen ud over den umiddelbare Virkelighed, saa maa der objectivt tillægges Naturen den samme Protestantisme, der subjectivt viser sig i Aanden, forsaavidt som den nemlig dunkelt og ubevidst stræber efter at forvandles fra sin umiddelbare Virkelighed til sit Ideal«. Men også her er den teologiske imperialist på færde. For rangfølgen i Heibergs åndelige kongerække er suspenderet Religionen er ikke længere underordnet poesien, og filosofien synes helt at være forsvundet til fordel for teologien: »ligesom Poesien først finder sin sande Forklaring ved Religionen, saaledes vil en dybere æsthetisk Betragtning ved mange Leiligheder kunne kaste et befrugtende Lys tilbage paa Theologien«.

Man forstår godt Søren Kierkegaards syrlige kommentar fra 1843 til Heibergs nye alliance: »Det kan vel nu snart være to Aar siden den vittige, spøgende, overgivne Vaudevilledigter, der dog stundom syntes lidt vildfarende i Troen, den seirrige Polemiker, den taktfaste Æsthetiker, blev Danmarks Dante, den grublende Genius, der i sit apokalyptiske Digt skuede ind i det evige Livs Hemmeligheder, blev Kirkens lydige Søn, af hvem Stiftets høiærværdige Clerus ventede alt til »Menighedens« Bedste. Hvis det ikke var skeet, hvo skulde da troe, at det kunde skee, men efterat det er skéet, hvo maa da ikke tro Prof H. istand til Alt«. (Søren Kierkegaards Papirer udg. af P.A. Heiberg og V. Kuhr bd. IV, 1912, s. 202-203).

166

Endnu tydeligere bliver omklamringen i stiftsprovst Trydes alenlange kirkelige forsøg på at gøre Martensen kunststykket efter, da han anmeldte Nye Digte i Tidsskrift for Litteratur og Kritik V, 1841. Martensens flotte indledningsfanfare er blevet til et forkølet trut: »det er den høiere og sandere Bevidsthed af hele Livet og den hele menneskelige Tilværelse, der er i Begreb med at vaagne hos den nærværende Slægt, som Digteren her med den ham eiendommelige, sikkre og træffende Tact berører og vækker, og enhver Læser af disse Digte gaaer bort fra dem med en mere udviklet Bevidsthed og et klarere Blik paa det hele ham omgivende Liv«.

Tryde kender ikke til svig. Åbent vedstår han sit ærinde, når han erklærer: »Det er det religiøse Liv, som det gjærer i den nærværende Slægt, Digteren skildrer«. Tryde gør særlig meget ud af Gudstjeneste, for her peges der hen på »Christi Menighed«. »Kun i den Aabenbarelse, som vi have i Jesu Christo og i hans Rige, træder den personlige Gud og et ikke i sig selv aandløst Uendeligt os imøde«. Med andre ord: »Den menneskelige Personlighed kan ikkun erholde et evigt Liv ved at forenes med den guddommelige, gjennem Christus som Midleren«. Ganske som hos Martensen, blot langt mere bastant, bliver den kristne kirkelighed til den egentlige løsning på tidens krise: »Det er Religionen, som midt under Endeligheden og Forgjængeligheden skal bevare Bevidstheden om det Evige, Uendelige, om Gud, og give den, som troer, det evige Liv; og det er aldrig uden vor egen Brøde, og kun derved, at vi lade den naturlige religiøse Bevidsthed udslettes, at vi geraade ind i det Trivielle«.

Tryde har kun ét forbehold, og det gælder karakteristisk nok det sted i Protestantismen i Naturen, hvor jeg'et hævder, at det som forgår i verden, får nyt liv i tanken. Hvad Tryde her stødes af er præcis det, som Brandes hyldede som moderne hos Heiberg, mens omvendt alt det, Tryde tager Heiberg til indtægt for, var det Brandes forkastede. Saaledes afspejler modtagelseshistorien på det smukkeste brydningen mellem gammelt og nyt i Nye Digte.

167