↩ Tryde har kun ét forbehold, og det gælder karakteristisk nok det sted i Protestantismen i Naturen, hvor jeg'et hævder, at det som forgår i verden, får nyt liv i tanken. Hvad Tryde her stødes af er præcis det, som Brandes hyldede som moderne hos Heiberg, mens omvendt alt det, Tryde tager Heiberg til indtægt for, var det Brandes forkastede. Saaledes afspejler modtagelseshistorien på det smukkeste brydningen mellem gammelt og nyt i Nye Digte.