Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Nye digte - 1841

Nye Digte udkom kun én gang i J.L. Heibergs levetid, skønt de enkelte digte blev genoptrykt i Poetiske Skrifter 1848-49. Bemærkningen »paany samlede og ordnede« på titelbladet hentyder nemlig til, at Nye Digte er skilt ad - uden at der er rørt ved selve indholdet. Således er En Sjæl efter Døden placeret i bind II, mens resten kan findes i bind VII, hvor De Nygifte står som et selvstændigt værk, mens Gudstjeneste og Protestantismen i Naturen optræder under kapitlet »Smaa poetiske Compositioner«. Nye Digte udgjorde muligvis en syntese for Heiberg i 1841, men ikke 7-8 år senere.