Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Dramatik i udvalg

Momentet af litteraturkomedie i Julespøg var egnet til at ophidse gemytterne blandt samtidens digtere, momentet af spex til at så tvivl om forfatterens seriøsitet. Begge dele skete. »»Julespøg og Nytaarsløier« vakte (...) en (...) mageløs Forbittrelse« (Pros. Skr. VI, 1861, p. 281), skrev Heiberg selv tilbageskuende i en senere artikel, »Folk og Publicum« (1842; i artiklen bestemmes det første begreb som en organisk organisation, det andet som et planløst sammenrend). Forfatterkollegaen Poul Martin Møller afgiver foråret 1817 i et brev til kritikeren Peder Hjort denne bagatelliserende vurdering af vennens værk: »Heibergs Nytaarsløjer er visselig noget ret nydelig Dukketøi [dvs.: nips, legetøj]; men ligner da ikke mere St. Hans Aftens Spillet end en Tinsoldat ligner Orlando furioso [Ariostos helteepos Den rasende Roland fra 1516].« (Morten Borup (udg.): Poul Møller og hans Familie i Breve I, 1976, nr. 18, p. 33). Det primære offer for Heibergs travesterende komedie, B.S. Ingemann, valgte at forholde sig tavs i situationen, men kommenterede den - ikke uden bitterhed - i sine sene erindringer (Ingemann: Levnetsbog og Tilbageblik, udg. af Jens Keld, DSL, 1998, p. 291, 302, 322). Derimod buldrede N. F. S. Grundtvig frem til sin vens undsætning med et langt, knortet og stedvis uklart digt, »Første Rimbrev, til Bernhard Ingemann« (udg. marts 1817 i Grundtvigs eget tidsskrift Danevirke II og optrykt i N. F. S. Grundtvigs Poetiske Skrifter IV, 1882, p. 369-83), hvis hovedidé ligger i skildringen af Heiberg og hans fæller som uartige skoledrenge og af 539 Julespøg som en ligegyldig drengestreg. Heiberg, der var sin modstander klart overlegen i vid og elegance (aldrig Grundtvigs forcer), svarede igen med publikationen Ny A-B-C-Bog i en Times Underviisning til Ære, Nytte og Fornøielse for den unge Grundtvig. Et pædagogisk Forsøg af Johan Ludvig Heiberg (1817, optrykt i Pros. Skr. X, 1861, p. 3-30). Nu skulle Grundtvig lære at læse! Skriftet var, helt ud i typografien, en efterligning af datidens rimede ABC'er, og flere af rimene indeholder ganske grove hib til Grundtvig og hans aktuelle, problematiske situation. Fejden fortsattes med indlæg fra begge parter og kommentarer fra udenforstående (herom i F. Lundgreen-Nielsen: Det handlende ord: N. F. S. Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik II, 1980, p. 712f), men afsluttedes forsonligt.