✂
Det forekommer desuden, at Heiberg i kommentarer til sine
vaudeviller omtaler disses sujet, deres
- mere eller mindre socialt bestemte - stof, og
dermed fremsætter erklæringer om stykkernes hensigt, de være
oprigtige eller ej. Fx. betegnes Aprilsnarrene som »et Maleri af en af Tidsalderens Hovedfeil,
det falske Opdragelsessystem, saa at dette Stykke har en moralsk
Tendens.« (Pros. Skr. VI, p. 74). Skolernes
elementarundervisning, særlig de private pigeinstitutters, var
allerede genstand for offentlig kritik og debat (jvf. Jul. Clausen:
Kulturhistoriske studier over Heibergs
vaudeviller, 1891, p. 63-67). Muligheden af denne
vaudevilles moralske tendens i form af satire mod sider af samtidens
sociale liv genoptager Heiberg senere på fornøjelig vis i samme
skrift (Om Vaudevillen):
Man siger, at
det er skadeligt for Børn at see et Stykke, som raillerer [bemærk
Holbergglosen til angivelse af Holberg'sk hensigt!] med Opdragere og
Opdragerinder, der skulde være dem hellige. Ifald saa er (og det kan
saamænd gjerne være, thi det er en Ting, jeg aldrig har tænkt paa),
saa er det jo kun Noget, som dette Stykke har tilfælleds med mange
andre gode Skuespil og Bøger, som det ikke er tjenligt at gjøre
Ungdommen bekjendt med. Jeg har ikke skrevet mine Vaudeviller for
Børn, men for fornuftige Mennesker, og har heller ikke troet, at
Børn her i Byen gik alene paa Comedie; jeg troede, at deres Forældre
og Foresatte valgte de Stykker, som kunde være tjenlige for dem. Men
hvis derimod visse Forældre her i Byen sende deres Børn paa Comedie,
af samme Aarsag som de sende dem i Skole, nemlig for at være dem
qvit i nogle Timer, saa er 543 jo min Satire [!] i Aprilsnarrene saa
meget mere grundet, og følgelig saa meget mere moralsk [!].
(Pros. Skr. VI, p. 83f)