Heiberg, Johan Ludvig

Derimod behøver man ingen litteraturhistoriske inspirationsanekdoter for at se, at sc. 13 (p. 417) i Nei, hvor titelordet gentages med vekslende affektiv ladning, så at det i virkeligheden får betydningen: »Ja!« (faktisk lod Heiberg 1839 en dramatisk bagatel rned denne titel opføre som »Fortsættelse af Nei«), må være forfattet med henblik på fremførelse af en dreven aktrice. Men fruens betydning for denne vaudeville behøver ikke at være begrænset hertil, eftersom hun selv i Et Liv (4. udg. v. Aage Friis I, p. 200) hævder, at det var hende, der gav sin mand ideen og impulsen til stykket. Vilh. Andersen har derimod i konkurrence hermed peget på en mulig litterær kilde (skødesløst, men dog verificérbart angivet i Illustreret dansk Litteraturhistorie III, 1924, p. 419), nemlig von Elsholtz: Komm hier!, oversat til dansk af Borggaard under titlen Kom! og opført 10 gange på Det kgl. Teater mellem (netop:) 1833 og 1836. Desuden har hispanisten E. Gigas i en tidsskriftsartikel fra 1888 gjort opmærksom på et muligt forlæg for Heibergs Nei, af 545 den spanske forfatter Don Ramon de la Cruz (pseudonym: Saintes) fra midten af det 18. årh., nemlig enaktskomedien El No, hvori titelordet benyttes på samme måde som hos Heiberg - der jo læste spansk (se Jul. Clausen: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller, 1891, p. 154-57). En sandsynligere kilde er imidlertid den tyske forfatter G. Barnekows énakter Nein, hvor titelordet ligeledes fungerer som i Heibergs dialog. Dette stykke opførtes med sikkerhed i Dresden i 1825 og kan have fundet vej til teatrene i Hamborg og Kiel endnu inden Heibergs hjemrejse (se Clausen, op. cit., p. 157-59).

Eftertiden har vurderet Heibergs vaudeviller forskelligt, vi fremdrager som talsmænd en håndfuld litteratur- og teaterhistorikere.

Georg Brandes' holdning til Heiberg var i det hele tvetydig: Han skatter ham som forstandsklar intellektualist, men er kritisk over for hans »romantiske« idealisme. Når Brandes vil ytre sig anerkendende om Heibergs vaudeviller, fremhæver han deres aspekt af samtidssatirer, ikke uden hjemmel hos Heiberg selv, som vi netop har set: Aprilsnarrene betegnes »i Almindelighed« som »en Satire over Opdragelsesvæsenet«, og i Recensenten og Dyret udpeges det afgørende aspekt som »Satiren over Datidens literære Tilstande.« (Samlede Skrifter. Danmark, 2. udg. 1919, I, p. 406). I modsætning til digteren selv, der »maatte tage meget feil, om ikke Recensenten og Dyret indeholdt den vittigste Dialog, og var i musikalsk Henseende den bedste.« (Pros. Skr. IV, p. 43), er Brandes' yndling blandt vaudevillerne De Uadskillelige (der desværre ikke har kunnet rummes i nærværende udvalg), på grund af dette stykkes strenge komposition og konsekvente konstruktion. Men for Brandes, der ville inkarnere en ny æra, hørte Heibergs dramatik til det, der måtte ryddes af vejen. I sin seneste behandling af digteren, dateret 1903, mønstres alle dennes mangler og fejlskøn (bl.a. afvisningen af Ibsen og Bjørnson, jvf. ovenfor, p. 532), og det hedder: »Det er netop efter sin Død, at han - altfor længe - har behersket det kongelige Teater i Kjøbenhavn og virket som en Hindring for ny og bedre Kunst.« (Samlede Skrifter. Danmark, 2. udg. 1919, I, p. 443).

Vilh. Andersen, i behandlingen af vaudevillerne generelt mere deskriptiv og mindre vurderende end fx. sin professorkollega H. 546 Brix (Danmarks Digtere, 1925, p. 229f), deler til en vis grad sin antipode Brandes' interesse for deres sociale »stof«:

Spidsborgerpublikummet, der i »Julespøg« var en blot litterær Figur, udfolder sig i Vaudevillerne i sin sociale Bredde og angribes paa sine ædleste Dele: Familielivet (De Uadskillelige), Opdragelsen (Aprilsnarrene) og Pressen (Recensenten og Dyret). Ved dette lokale Præg og denne sociale Satire tilhører Vaudevillen Tyvernes poetiske Realisme.

(Illustreret dansk Litteraturhistorie III, 1924, p. 420)