Heiberg, Johan Ludvig

        

b

        

c

JOHAN LUDVIG HEIBERG

📖 POETISKE SKRIFTER III

UDGIVNE AF CARL S. PETERSEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1932

d

J. JØRGENSEN & CO.
KØBENHAVN

e

INDHOLD

  • Side
  • Indledning .......................................... I
  • Universitetscantate .................................. 1
  • Nye Digte .......................................... 11
  • Gudstjeneste ...................................... 13
  • En Sjæl efter Døden .............................. 26
  • De Nygifte ....................................... 93
  • Protestantismen i Naturen ........................ 129
  • Nøddeknækkerne .................................... 133
  • Valgerda ............................................ 187
  • Mindre Digte ....................................... 309
  • Uranienborg ....................................... 311
  • Vaaren og Freden ................................. 314
  • Tycho Brahes Farvel .............................. 317
  • Barcarole ......................................... 318
  • Barcarole ......................................... 319
  • Stjernehimlen ..................................... 319
  • Weyse ............................................ 321
  • Gadeviser ......................................... 325
  • FREDRIK
  • og Clara ................................ 325
  • Claras Eensomhed .............................. 327
  • Clara og hendes Søster .......................... 328
  • Den Frivillige i Indqvartering .................... 330
  • Den yngre Digterskole ............................ 332
  • Adelaide Grevinde de Bombelles .................. 334
  • Textrettelser ........................................ 376
f

        

I

INDLEDNING

Da Julirevolutionen udbrød 1830 i Paris, skrev Heiberg til sin Fader og udtrykte sin Glæde over en Begivenhed, der, som han havde erfaret fra anden Side, "har gjort Dig 20 Aar yngre. Gid dit Ønske maa gaae i Opfyldelse, at Du maa leve mange Aar endnu, for at see dens heldige Frugter; thi ihvad Form den nye Organisation end vil antage, ihvad for Intriguer der end ville opstaae, ihvad for slette Lidenskaber der endog ville gjøre sig gjældende, saa kan det dog aldrig feile, at det Nye vil blive langt trøsteligere end det Gamle, thi ved denne Revolution har Civilisationen gjort et uhyre Skridt fremad, ikke blot i Frankrig, men i Verden."

Som Følge heraf gav Heiberg samme Aar i sit Blad "Kjøbenhavns Flyvende Post" Plads for en Række "Breve til en Politicus paa Landet", skrevne af Professor C. N. David, der fremstillede de nyeste Avisefterretninger under Formen af et liberaltsindet Ræsonnement; sete med Nutidsøjne er disse Artikler naturligvis spagfærdige nok i Tonen, men de var de første i denne Branche herhjemme. Da et Par Aar efter hans Kollega ved den militære Højskole, II Artillerikaptajn A. F. Tscherning, det demokratiske Princips altid ufortrødne Forkynder, efter højere Ordre maatte gaa i frivillig Landflygtighed paa ubestemt Tid, holdt han og hans unge Frue en hjærtelig Afskedsfest for ham; ogsaa senere var denne ualmindelig rigt begavede Mand trods al indtraadt Meningsforskel en kærkommen Gæst i det exklusive heibergske Hjem.

Den velvillige Indstilling fra Heibergs Side overfor den liberale Bevægelse, der mere og mere greb om sig, blev dog ikke af lang Varighed. Det var ganske vist stadig hans Opfattelse, at en konstitutionel Forfatningsform maatte foretrækkes for en souveræn, da Statens Idé ved Folkets Delagtiggørelse i Styrelsen blev mere levende i Bevidstheden. Men fordi han havde denne Erkendelse, anerkendte han, Aandsaristokrat som han var, aldeles ikke, at heraf fulgte en Berettigelse for hvem som helst til i Skriverier og paa Møder at give sin uforgribelige Mening til Kende om et hvilket som helst offentligt Anliggende. Det var derfor velegnet til at fremkalde hans ironiske Smil, naar et Selskab for Trykkefrihedens rette Brug blandt sine Repræsentanter optog en Bager og en Traktør - sikkerlig, skrev han til sin Fader, "saare honnette Folk i deres Fag, men som dog ikke vil kunne bestride Brødets og Vinens Sakrament paa Aandens Omraade".

Under disse Omstændigheder gjorde Heiberg, da han ved Midten af Trediverne genoptog Redaktørvirksomheden, sit nye Bladforetagende, "Kjøbenhavns Flyvende Posts Interimsblade", til Organ for en Kontraopposition, der hurtigt bragte ham paa Kant med den liberale Presse. Der var forskellige III af de politiske Dogmer, hvis teoretiske Begrundelse han underkastede et kritisk Eftersyn, og da der hævede sig stærke Røster for en Reform af den højere Undervisning i mere praktisk Retning, tog han Del i Debatten med en Afvejen af de "reale" og de "ideale" Fags Betydning som Grundlag for almindelig Dannelse. Sit Resultat sammenfattede han i de Ord, at uagtet det er galt hverken at kunne orientere sig paa Himlen eller paa Jorden, ikke at kende Forskel paa Planeter og Fixstjerner, ikke at vide, at Maanen er Jordens Drabant, at de højeste Bjærge findes i Asien, at en Hvalfisk ikke er en Fisk, at en Flue har to og en Gedehams fire Vinger, saa fortjener det dog at erindres, hvad enhver uden Tvivl i sit Bekendtskab med Mennesker vil finde stadfæstet: at man forholdsvis kan besidde virkelig Dannelse, uagtet man er temmelig ukyndig om alt dette, medens man til Trods for al Verdens Kundskaber er og forbliver absolut udannet, saa længe ikke Sansen for det ideale, hvis højeste Udtryksformer er Filosofi, Religion og Poesi, er vaagnet til Liv. Men en Forudsætning for det ideale er det klassiske, og da dette aldrig har været realiseret uden i den antikke Kultur, er denne følgelig et aldeles nødvendige Moment i vor Udvikling, som maa tilegnes af alle i ideal Henseende dannede Mennesker.

Det er i fortsat Modsætningsforhold til den sejrende Retning i Tiden, at Heiberg i Fyrrerne skrev de Digterværker, der er hans ubetinget ypperste, og som den Dag i Dag har deres Plads blandt vor Litteraturs betydeligste: "En Sjæl efter Døden" og "Nøddeknækkerne".

IV

I

Da Frederik den Sjette i Begyndelsen af December 1839 afgik ved Døden, lukkedes det kongelige Teater i to Maaneder, og i disse, siger Fru Heiberg i sine Erindringer, "vare vi henviste til Familielivet. En Aften, da vor kjære Ven Andræ sad hos os, overraskede Heiberg os med at spørge: "Om vi havde Lyst, da vilde han læse et nyt større Digt for os, som han just i disse Dage var bleven færdig med." Med Glæde og Forventning leirede vi os om det runde Bord i Dagligstuen, vi Damer med vort Haandarbeide; og han læste nu "De Nygifte" for os. Enhver maa kunne fatte min Glæde over at høre dette yndige Digt, sammensat halvt af Sandhed og halvt af Digtning; thi at det var en Gjenklang af vor egen Reise som Nygifte, maa vel enhver Læser, der har fulgt mig i mit Livs Optegnelser og som har læst Digtet, kunne se. Rørt omfavnede jeg ham, da vi vare blevne ene hin Aften, for denne Gave, der foruden de nævnte Erindringer tillige kommer ind paa de dybsindige Anelser om en Sjælevandring, som dengang saa ofte sysselsatte Heiberg, medens de endnu kun laa dunkelt i min Phantasi."

Den lille Romancecyldus, hvis to Grundmotiver Fru Heiberg angiver, er det ene Hovedstykke i Heibergs "Nye Digte", der i stateligt Udstyr udkom ved Juletid 1840; det andet er "En Sjæl efter Døden", i sin Undertitel betegnet som en apokalyptisk Komedie, hvilket vil sige, at Handlingen er henlagt til den anden Verden.

Stykkets Hovedperson, Sjælen, er det fra Heibergs tidligere Digtninge, Vaudevillerne og "Syvsoverdag", velkendte Hverdagsmenneske, her en V honnet og velmenende Borger af den københavnske Overklasse, med et Anstrøg af Tredivernes politiske Liberalisme og stærkt begejstret for den reale Dannelse, af hvilken han selv er et, i sin Forfatters Øjne fuldgyldigt Produkt. Da han som Følge heraf savner enhver Antydning af Sans for og Forstaaelse af de ideale Aandsværdier, bliver han, efter behørigt at være examineret foran Himmeriges og Elysiums Porte af de dertil beskikkede Autoriteter, henvist til i det hinsides at søge sig sin Plads i det Trivialitetens Helvede, hvor han efter sine Forudsætninger rettelig hører hjemme, og hvor han ogsaa meget hurtigt finder sig saare vel tilpas, fordi det til de mindste Detaljer er en tro Gentagelse af det idésløse og aandsforladte Liv, som han og hans ærede Samtidige uden at vide af det førte og fører i deres Tilværelse paa Jorden.

Ved Siden af at være en apokalyptisk Komedie er "En Sjæl efter Døden" paa sin Vis ogsaa en aristophanisk. Det er ikke blot for at faa Lejlighed til et vittigt og fra det valgte Stade ingenlunde uberettiget Udfald mod Oehlenschlägers Tragedie "Sokrates", at Aristophanes optræder; ganske vist er det ikke under hans Navn, men des mere i hans Aand, at Kampen mod Tiden med de talrige Allusioner føres i det følgende Afsnit af Digtet. Som den gamle Græker, i sin Tids Athen en altid uforfærdet Stridsmand for Konservatismens Idéer, satte politiske og litterære Modstandere lyslevende ind i sine Komedier, saaledes gør Heiberg for sit Vedkommende det samme, idet han med et Vid, der staar Maal med Forbilledets, anbringer ikke Personerne selv, men deres Værker tillige med hele

        

VI Datidens København i Trivialitetens Helvede. Et særligt godt Øje har han til den som Videnskabsmand af ham ringeagtede Sibbern, der et Par Aar før i "Maanedsskrift for Litteratur", Datidens litterære Højesteret, havde leveret et Generalangreb paa den hegelske Filosofi og herunder paa forskellig Maade søgt at komme Heiberg, dens danske Talsmand, hvem han betegnede som Dilettant i Filosofien, til Livs. Men ikke mindre gaar det ud over den københavnske Dagspresse, der uden smaaligt Hensyn til Partifarve faar sin Plads i Aandløshedens Helvede; med en enkelt Undtagelse som "Fædrelandet", i hvilket han selv skrev, hvorfor det ogsaa efter Sjælens Mening bliver saa forbandet aristokratisk i lærd Forstand, at ingen Djævel kan læse det, var Aviserne i Heibergs Øjne lige idéforladte, hvad enten de tjente liberale eller konservative Formaal. Naar endelig ogsaa H. C. Andersen maa holde for, er det hverken i Egenskab af politisk eller filosofisk Modstander. Det skyldes foruden Heibergs egen ringe Mening om ham som Dramatiker en noget ubehersket Optræden fra Andersens Side overfor Fru Heiberg i Anledning af, at hun havde nægtet at spille Hovedrollen i hans Tragedie "Maurerpigen"; iøvrigt er han først kommet med i sidste Øjeblik, saa at sige under Korrekturen.

Som Prolog og Epilog til Bogens to Hovedstykker staar de mindre Digte "Gudstjeneste" og "Protestantismen i Naturen". Det tør vistnok formodes, at paa Tankegangen i dem har Martensen i nogen Grad øvet Indflydelse. Med ham var Heiberg og Frue truffet sammen 1836 under deres Ophold i Paris, og der udviklede sig efter Hjemkomsten et

        

VII Venskab mellem dem, som trofast varede, til Døden skilte. De to Mænd mødtes i Begejstring for den hegelske Filosofi, og det kan vel være, at Martensen, der ogsaa da stod paa kristelig Grund, har draget Heiberg over til et i denne Henseende mere positivt Stade, end han efter alt at dømme tidligere havde indtaget.

Af de to Digte er "Protestantismen i Naturen" det poetisk langt værdifuldeste og i Forening med Universitetskantaten fra 1839, hvis Klange det kalder i Erindring, et saa vel med Hensyn til Form som Indhold lige klassisk Udtryk for den spekulative Side af Heibergs Digtning.

II

Af "Nye Digte" skrev Martensen en Anmældelse, som strakte sig gennem tre Numre af "Fædrelandet", helt udfyldende det ene, delvis de to andre. Medens han gik let hen over Tidsallusionerne, dvælede han til Gengæld saa meget des udførligere ved Idéindholdet, men naar han med Hensyn til dette udtalte, at hvad Filosofien alt længe havde hvisket sine Disciple i Øret, det begyndte Poesien nu at prædike paa Tagene, saa fulgte der i hvert Fald ikke nogen Fortsættelse. Som den fødte Polemiker Heiberg var, med dyb personlig Tilfredsstillelse ved Udøvelsen af Angrebets Kunst, om hvilket Ungdomsdigtet "Vaaren og Freden" i festlige Rytmer aflægger Vidnesbyrd, tog han derimod et Par Aar efter igen sin Samtid for sig til kritisk Vurdering. Det sker i Satyrspillet "Nøddeknækkerne", der udkom i Slutningen af Aaret 1844, og den Baggrund, mod hvilken Tiden denne Gang ses, viser ligesom i det beslægtede VIII Digt "Stjernehimlen" fra 1842 hen til andre Egne af Aandens Rige end den hegelske Filosofi.

Allerede som ganske ung, endnu før han blev Student, havde Heiberg beskæftiget sig med Astronomi; det var ad denne Vej, han ledtes til at gøre Bekendtskab med Tyge Brahe, der blev Genstand for hans tidligste poetiske Forsøg, af hvilke Digtet "Uranienborg" gik over i Litteraturen. Efter at disse Interesser i mange Aar havde hvilet, havde han, som han skrev i 1846 i et Brev til Molbech, i de sidste tre til fire Aar igen optaget dem og følte sig "paany hendragen dertil med en Magt, som jeg ikke kunde modstaae, maaske ikke engang forklare. Men jeg har gjort det, sans comparaison, ligesom en Hund spiser Græs: det har bekommet mig vel, fordi jeg har følt Trang til det. Der gives af og til Perioder, hvori man føler sig i Strid med den omgivende Verden, hvor man ækles over de fleste Stemmer, som man hører, og ikke kan finde nogen Ledetraad gjennem de skrigende Meningers Labyrinth, eller see Maalet for de urolige Gjæringer. I saadanne Perioder er det velgjørende for Sindet at tye til Regioner, som ligge udenfor al denne Snadren og Uro, og hvori Alt gaaer sin Gang, uanfægtet af menneskelig Lune og Vilkaarlighed. Saaledes er jeg kommen ind i Astronomien. Det er skeet for min Sundheds Skyld, ligesom Andre af samme Aarsag gjøre Badereiser, eller tage paa Landet og bruge Grøncuur."

Lignende Betragtninger som de, der her i Brevet til Vennen er holdt i en mere personlig, halvt spøgefuld Tone, havde Heiberg alment og for fuldt Alvor fremsat paa Tryk i en Afhandling, der under Titlen IX "Det astronomiske Aar" offentliggjordes i hans Aarbog "Urania" for 1844, og i hvilken han lejlighedsvis kommer ind paa Tidens Brøst samt Lægemidlerne derimod. Det er, siger han, "en Kjendsgjerning, at Religionen ikke længere udøver sin beroligende Magt over Lidenskaberne, og at Poesien og den skjønne Kunst, uagtet de høilig prises af Tidsalderen, og udgjøre dens eneste virkelige Fester i Hverdagenes private og politiske Travlhed, dog ingenlunde mægte at bortjage den almindelige Misfornøielses Dæmon og skjænke Gemytterne et Indhold, som kan bringe den moralske Ligevægt under de ydre Omskiftelser tilveie. Det er under saadanne Forhold, at et inderligere Samliv med Naturen især maa anbefales, idetmindste som et beroligende, et dulmende, et Ligevægt bringende Palliativ. Man vil, som jeg haaber, ikke gjøre den Indvending, at Samliv med Naturen kun er mulig for Den, som lever paa Landet, og at de store Stæders Beboere ere udelukkede derfra; thi det er dog aabenbart, at Naturen er i Staden ligesaavel som paa Landet, eftersom der ikke gives nogen Stilling, hvori Mennesket kan adskille sig fra den. Det vilde være en meget indskrænket Betragtning, om man ved Naturen ikke forstod Andet end den grønne Skov; ligesaavel kunde da Kjøbenhavnerne indskrænke Begrebet endnu mere, og sige, at Naturen kun er i Charlottenlund og i Dyrehaven. De himmelske Phænomener ere tilgængelige for Alle, men det er netop disse, paa hvilke det især kommer an i et Samliv med Naturen, fordi det er i dem, at Naturen udøver sine store cosmiske, generelle, aldeles lovbestemte, fra alle Tilfældigheder befriede Virkninger, og derfor

        

X ad den sandselige Vei vækker Forestillingen om det Evige og det Uforgængelige. Jeg vil ikke sige, at Tidsalderen er vanvittig; jeg mener kun, at den er tungsindig, tiltrods for al sin deels virkelige, deels tilsyneladende Letsindighed. Men al Tungsind grændser til Svagsind; og det er min Mening, at der herimod findes Forebyggelse og Helbredelse i det samme Bad, hvori den antike Verden hentede sin beundringsværdige Sindsro og Ligevægt."

Det er disse Tanker, der iført Poesiens Klædebon gaar igen som Grundakkorder i "Nøddeknækkerne", og aldrig er Heiberg vel som Lyriker naaet højere end i dette Værk med dets Høst- og Efteraarsstemning, Vexelsangen mellem Nattens og Mørkets Aander og Satyrernes Hymne til Solguden, det mest storladne Digt, han, selv staaende i Livets Efteraar, har skrevet. Satiren over Samtiden, der udgør Stykkets andet Formaal, er ligesom de tilsvarende Partier af "En Sjæl efter Døden" aristophanisk i Tonen men denne Gang uden bestemte Allusioner; Angrebet holdes ganske abstrakt og symbolsk, men gennemføres med ikke mindre Livfuldhed og Energi. Skoven, til hvilken en Flok Københavnere drager paa Nøddetur, skal forstaas billedligt som Litteratur og Kunst, hvis Frugter Publikum ikke formaar at tilegne sig uden ved Hjælp af Nøddeknækkerne, det vil sige Journalisterne, der giver dem Skallerne i Stedet for Kærnen. Efter at være stedt for de to Gudinder, den himmelske og den jordiske Idé, jages den hele vulgære Hob ud af Skoven, og først da funkler paa ny de evige Stjerner, mens Nattens Tanker raader.

XI

III

Medens Heiberg som Følge af sin hele Livsanskuelse manglede Sympati for sin Tidsalders politiske Bevægelser, var det modsatte Tilfældet, naar Talen gjaldt de nationale. Da ved P. Hiort Lorenzens Optræden i den slesvigske Stænderforsamling Novb. 1842 Kampen for det danske Sprogs Ret i Sønderjylland slog ud i lys Lue, skrev han en Artikkel om Dansk og Tysk, der 1843 tryktes i "Intelligensblade", det tredje af hans aldrig meget langvarige periodiske Foretagender; han udtalte her, at i Sprogsagen var alle Danske enige, og viste med en Klarhed, der endnu fortjener Beundring, hvad der var det centrale i Sagen. Med Vilje understregede han samme Aar i Mindedigtet over Weyse dennes Danskhed, og da der et Par Aar senere indtraf en Episode, som nationalt havde en ganske egen Karakter, fandt han deri Stof til et nyt dramatisk Arbejde.

Den gamle Professor Ernst Moritz Arndt i Bonn, en af Veteranerne fra den tyske Frihedsbevægelse i Aarhundredets Begyndelse, havde 1845 offentliggjort et ham tilstillet Brev fra en Holstener, i hvilket det hævdedes, at det danske Element i Sønderjylland var ved at uddø; for egen Regning tilføjede Professoren, at Tyskerne let kunde kaste de sølle Danskere i Vandet, hvis de tyrannisk vilde anvende Vaabenmagt, og at det skulde aldrig ske, at den cimbriske Halvø afsnøredes fra Tyskland. Som Svar paa dette Angreb fremkom i "Fædrelandet" for 17. Marts samme Aar et aabent Brev til Professor Arndt, skrevet "paa en Herregaard i Sjælland" og undertegnet "Valgerda", i hvilket hans Fornærmelser mod XII det danske Folk paa en smuk og rolig Maade tilbagevistes, ligesom det statistisk, med uforkastelige Tal godtgjordes, at Opfattelsen af det danske Elements Faatallighed i Slesvig var ganske urigtig.

Valgerdas Brev vakte stor Opsigt, til Dels Forargelse. Det konservative "Berlingske Tidende" kappedes med det radikaltkosmopolitiske "Corsaren" om at behandle hende som en smagløs og latterlig Blaastrømpe, et "forrykt Fruentimmer eller et forklædt Mandfolk", medens omvendt "Fædrelandet" og andre nationale Blade varmt priste hende for hendes heroiske Optræden. Det samme gjorde Laurids Skau i den Tale, han holdt ved Skamlingsbankefesten i Juli samme Aar. Jeg ser, sagde han, at den danske Kvinde sørger i sit Hjærte over Modersmaalets Fornedrelse; men træder Kvinden saaledes med os i Kampen for den nationale Sag, da er det min inderste Overbevisning, at den vil blive kæmpet sejrrig til Ende, og Modersmaalets Dronningetrone rejst paa ny.

Det mystiske, der var ved Situationen (thi hvem Valgerda i Virkeligheden var, vidste ingen), tiltrak Heiberg og sysselsatte i længere Tid hans Tanker, indtil det hele en skønne Dag formede sig for ham til Lystspillet "Valgerda". Det indeholder adskillige satiriske Udfald mod Samtiden, men samler sig ellers væsentligst om Skildringen af de to unge Piger, der er Stykkets Hovedpersoner. Af dem er Frk. Vilhelmine fremstillet som "emanciperet", en Kvindetype, som da var ved at antage Skikkelse; hun er stærkt politisk interesseret og viger, som Valgerda i Brevet til Professor Arndt, end ikke tilbage for at operere med statistisk Materiale, rigtignok XIII i langt mere outreret Grad. Forøvrigt behandles hun med al Ridderlighed af Forfatteren, selvom det er ganske klart, at hans Hjærte er ved Judita, der (ligesom Heibergs Moder Fru Gyllembourg) om sig selv siger, at hun er "ubetydelig", skønt hun ikke er det, og som har udviklet sin rige Menneskelighed under et inderligt Samliv med Naturen.

Stykket blev indleveret anonymt til Teatret og opført anonymt, første Gang den 5te Februar 1847, med Fru Heiberg som Judita, en Rolle, hun havde meget kær, og som hun spillede aldeles fortræffeligt. Det har sikkert moret Heiberg af Bladenes Anmældelser at faa sin Mening om deres kritiske Skarpsindighed bekræftet. Hvad skrev ikke "Københavnsposten"? "Forfatteren af "Valgerda" er talentfuld, - et Ord, vi næsten ansee for nedsættende for en Digter - han er sleben, men uden æstetisk Dannelse, uden høiere poetisk Sands"!

IV

Da Krigen kom i 1848, og det kgl. Teater efter Tilskyndelse af Skuespiller N. P. Nielsen paatænkte Opførelsen af Sanders gamle Sørgespil "Niels Ebbesen", nedlagde Heiberg overfor Direktionen en bestemt Protest derimod. Det var i hans Øjne "en Udfordring og dobbelt anstødelig i dette vigtige Øieblik, da det store Spørgsmaal svæver paa Sværdodden, og man fra Time til Time venter Efterretning om det endnu uvisse Udfald. Jeg maa ogsaa betragte den reglementerede Afsyngen af Nationalsange i Theatret som forkastelig, og - naar den kommer i Stedet for Ouverture - tillige som smagløs. Theatret kan i denne Tid gavne og styrke Nationaliteten XIV ved at give Publicum opmuntrende, recreerende Forestillinger, hvorved det Politiske kan glemmes, hvorved der kan udhviles efter de Tanker, hvorfra man ellers ikke kan løsrive sig. Dette vil for Øieblikket være dets nyttigste, ædleste, værdigste Bestemmelse."

Det var ud fra denne Opfattelse, at Heiberg i 1849 gav sit Bidrag til Tidens Krigspoesi med sine "Gadeviser". Han forstod ved dette Ord "Viser, der behandle saadanne Emner, som ere i Folkemunde". Der er, siger han i Forerindringen til dem, "hos ethvert livligt Folk en Trang til ligesom at befrie sig fra sine egne øieblikkelige Interessers Tryk, ved at lade Kunsten bemægtige sig dem og lette deres Byrde. De mere plastiske Digtarter, og fornemmelig den dramatiske, hvori den rene Nydelse meget beroer paa, at man som Tilskuer ikke selv er afficeret af det behandlede Stof, ere ganske uskikkede dertil. Men i den lyriske Strøm synker det Tunge tilbunds, og Stoffet taber sin stofagtige Natur. Derfor tør den lette og flygtige Sang give sig i Kast med det Stof, der gjærer og bruser om os, thi for den er der idetmindste Mulighed for at gjøre et Greb deri, som ikke nødvendigt maa være et Misgreb.

Saaledes forstaaet behøver Gadevisen ikke at indeholde det pøbelagtige Element, som ved hiin Benævnelse gjerne fremtræder for Tanken, thi ogsaa den er en Digtart, der har sit Ideal, som nok kan fortjene, at man gjør Forsøg paa at fremstille det i en Form, der svarer til National-Characteren, og som følgelig udelukker bramarbaserende Udgydelser, der minde om Jacob von Tybo, og snarere XV characterisere tydske Pralere end beskedne og besindige Danske."

Disse Krav tør de heibergske Gadeviser siges at have gjort Fyldest -

Da Oehlenschläger i Slutningen af 1849 fejrede sin 70-aarige Fødselsdag, bragte Heiberg ham i Digtet "Den yngre Digterskole" sin oprigtige og hjertelige Hyldest. De følgende syv Aar, da han som Direktør styrede det kgl. Teater, en Periode, der blev den mest stormfulde i dets Historie, og som endte med hans Nederlag, levnedes der ham hverken Tid eller Lyst til poetisk Virksomhed. Ogsaa efterat være traadt tilbage forholdt han sig tavs, og kun Efterretningen om, at Adelaide de Bombelles, hans Ungdomselskede, var død, fremkaldte endnu et Digt fra hans Haand, Sørgedigtet, der tryktes 1857 i "Adresseavisen".

Selv døde Heiberg d. 25. August 1860, 70 Aar gammel. Da Efterretningen om Dødsfaldet naaede H. C. Andersen, som var i Udlandet, skrev han til Fru Henriette Collin: "Min første Tanke var Erindring gen om al den Venlighed - især i tidligere Tid, dog ogsaa i den allersidste -, han var kommen mig imøde med, og jeg huskede paa hans Ord til mig engang, da jeg beklagede mig for ham, at han var for streng mod mig offentligt; han sagde venligt: "De er dog en stor Digter; vi gaae forskjellige Veie, men vi gaae til det samme Maal!", og de Ord vare Meget, sagte af ham den Gang; Verden vil maaskee dømme anderledes."

Det gør Verden næppe. Eftertiden har tilkendt Andersen Prisen, men den vil ogsaa værdsætte Klarheden og Mandigheden i Heibergs Digtning.

XVI

        

1

CANTATE VED UNIVERSITETETS FEST I ANLEDNING AF REFORMATIONENS INDFØRELSE SAMT RECTORSKIFTET (1859)

2

        

3

I.

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,
Som har i trende Secler funklet,
Som aldrig vorde skal fordunklet,
Men sprede Klarhed, Liv og Held!
Du strømmed ind i Verdens Øie,
Og Tanken for sig selv blev klar,
Og Gud for Tanken aabenbar;
De monne sig til Eenhed føie,
Lig Bækken med sit Udsprings Elv,
Thi Tanken opsteg til det Høie,
Dengang den nedsteg i sig selv.

Stjernen stod paa Nattens Himmel,
Og fordunkled alle dem,
Som til Krands om Bethlehem
Slynged sig i talløs Vrimmel.
Vise Mænd ved Stjernens Magt
Droges hen ad fjerne Veie,
Knælte ved det ringe Leie,
Hvorpaa Frelseren var lagt.

4

Stjernen svandt; paany e den glimter
Efter femten hundred Aar;
Dog paa Himlen ei den staaer,
Mennesket i sig den skimter;
Og den leder vise Mænd
Did, hvor over alle Throner
End den himmelske Forsoner
Sees i Lysningen af den.

Men hiin hellige Stjerne,
Som nu flammer i Menneskets Bryst,
Skal den ei i det Ydre, det Fjerne
Lyse til Menneskets Trøst?

Jo! det Lys, der flammer i det Indre,
Skal med ydre, stærke Straaler tindre.
See, det blusser, tændt af Luthers Hænder!
Lyset har forvandlet sig til Ild;
Baalet flammer, Pavens Bulle brænder,
Røgen slaaer mod Himlen vred og vild.
Det er Tegnet, som til Kamp er givet,
Tegn til Kamp for Troen og for Livet.

Ras kun, Flamme! Graadig du dig slynge
Om det Aag, som tør paa Kirken tynge!
Vredens Element, som ei betænker,
Hvad du griber med dit røde Blus,
Viis, du kan fortære Troens Lænker,
Du, som har fortæret Johan Huss!
See! din Straale slynges af en Svane;
Romas Ørn dig tabte paa sin Bane.

5

Det Helliges Forkynder skal ei længer
Sig sondre fra den Verden, Gud har kjær;
Man Klostrets Døre sprænger,
Og Munk med Nonne sig til Altret trænger,
At knytte Pagten, som for Gud har Værd.

Som første Par, der Troskabs-Eden bringer,
Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand,
Og Kirkeklokken ringer,
Og Præsten vier dem, og Sangen klinger,
Og Pagten signet er af Herrens Aand.

Og Stat og Kirke sig foreente finde
Ved Kjærlighedens elskelige Bud.
Det Baand, som Hjerter binde,
Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde,
Familien er helliget for Gud.

Men hiin hellige Stjerne,
Som nu flammer i Menneskets Bryst,
Skal den ei til det Ydre, det Fjerne
Tale med flammende Røst?

Jo, Lyset vorde skal til Ord,
Som Ordet forhen Lys er blevet;
Man læse skal paa viden Jord,
Hvad Aanden har med Flammer skrevet.
Og lyste Stjernen fordum hen
Til Evangeliet i Vugge,
Saa skal den lyse nu igjen
For Dem, som efter Ordet sukke.

6

I Saxernes Land en mægtig,
Skovgroet Klippe staaer,
Derpaa en fordum prægtig,
Stor og fyrstelig Gaard.
Som ringe Fuglerede
Den hænger i Klippens Favn;
Wartburg monne den hedde,
Wartburg er Slottets Navn.

Fra liden Celle derinde,
Vendt mod en Afgrund brat,
Saae man et Lys at skinne
Gjennem den mørke Nat.
Der sad den Troens Opliver,
Med Lampen paa sit Bord,
Og tolked med hellig Iver
Herrens hellige Ord.

Saa vidt i Dalene trænger
Lyset fra Vinduets Baal,
Men Ordet flyver dog længer,
Baaret af Folkets Maal.
Det lyder for hvert et Øre,
Det toner i hvert et Bryst,
Det lader sin Fylde høre
Med fyldig, levende Røst.

For Evangeliets Fugle,
Wartburg, en Rede du var,
Hvori du mod Ravn og Ugle
De Fjerløse vogtet har. 7

Da voxte den spæde Vinge,
Den folded sig ud paa Stand,
Da monne sig Fuglene svinge
Over det ganske Land.

Ha! men Kampens Torden ruller,
Vaabenbulder
Ryster Kirkens faste Grund.
Ikke nok, at Pen og Mund
Vundne Frihed vil forsvare;
Friheds Fare
Samler Verdens Folk i blodig Stund.

Hil Dem, som kæmped, som med Ord og Vaaben
Iilte til Strid!
Freden er vunden, Himlen er nu aaben,
Luften er blid.
Stjernen paanye i stille, klare Nætter
Kaster paa Kirken uformørket Glands,
Menigheden fletter
Frihedens Krands.

Fædreland, hil dig! Stjernen dine Strande
Hilste med Lyst,
Speilte sit Billed i de sølvblaae Vande
Trindt om din Kyst.
Sletternes Kirke Spiret mod den vendte,
Snart som en Sol den funkled over Strand;
Sandhed du erkjendte,
Fædreneland!

8

Lyset i Sjælen voved ud at stræbe,
Skranken blev sprængt,
Ordet nu toned paa den danske Læbe,
Længe fortrængt.
Tanken med egen Frihed sig forkyndte,
Mægtig den voxer paa den danske Vang.
Morgenen begyndte,
Dagen er lang.

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld,
Som har i trende Secler funklet,
Som aldrig vorde skal fordunklet,
Men sprede Klarhed, Liv og Held!
Din stærke Straale gjennembryder
Hver Skal om Livets Lyst og Sorg,
Og i din rige Glands det lyder:
"Vor Gud han er saa fast en Borg."

II

Videnskabens Tempel! I din Hal
Takkesangen høit sig hæve skal,
Mindet dvæle ved den gode Stund,
Da Friheds ædle Ceder
Blev plantet dybt i Kirkens Grund,
Hvori den voxte til en Lund,
Som nu om Skolen freder.

Hæv dit ranke Spiir mod høien Sky,
Lad dit indre Liv sig frit fornye 9
Fra den Slægt som gik, til den som kom,
Og ført paa Troens Vinge,
Din Viden vorde dyb og from,
At Tanken fra din Helligdom
Sig kan mod Himlen svinge.

III.

Hellige Flamme,
Styrk i din Glands
Alle, som kæmpe for Musernes Krands!
Kundskab, din Stamme
Blomstrende staae,
Evig, mens Tiderne vexlende gaae!

10

        

11

NYE DIGTE (1841)

12

        

13

GUDSTJENESTE EN FORAARS-PHANTASIE

DIGTEREN
Pindsemorgen! o hvor skjøn!
Skoven vinker lysegrøn
Bort fra Staden, i hvis Gader
Pene Folk af begge Kjøn
Vandre stadseligt i Rader.
Stadens Kirkeklokkers Klang
End mig følger paa min Gang;
Men til Skoven gaaer min Vei,
Der jeg meer dem hører ei;
Der mit Blik kun hviler paa
Tusind stumme Klokker smaa,
Nogle hvide, andre blaae,
Som i Ly for Solens Flammer
I det friske Skovgræs staae
Hos de mosbegroede Stammer.
Hist, hvor Skoven breder ud
Majestætisk sine Kroner,
Der er Templet for min Gud,
Der har Fuglen Orgeltoner
Paa Naturens Pindsefest,
Og der præker bedre Præst
End i hine skumle Haller,
14 Hvor prosaisk Dagslys falder
Gjennem matte Ruder ind,
Medens her ved sagte Vind
Under Løvet Lyset spiller
I et gjennemsigtigt Grønt,
Tusind Gange mere skjønt
End blandt hvide Kirkepiller.
Her, Natur, er Tabernaklet,
Hvor din Helligaand jo boer,
Som gjør Pindsedags-Miraklet,
Hvorom hist kun føres Ord;
Thi det Sprog, som dine Tunger
Tale med en evig Røst,
Over hele Verden runger,
Og forstaaes af hvert et Bryst.
PAN
Vær velkommen til min Bo,
Til min tause, dybe Ro!
Her er tyst og her er stille;
Vil du dig fra Mængden skille,
Kom, o Digter, da herud!
DIGTEREN
Ha! hvo taler her?
PAN
Din Gud.
DIGTEREN
Min?
PAN
Ja, din.
15
DIGTEREN
Jeg seer ham ikke.
PAN
Nei, thi selv om du er kjæk,
Du betoges dog af Skræk,
Hvis han stod for dine Blikke.
Men min hemmelige Stemme
Til dit Digter-Øre naaer,
Og mit Ord skal du fornemme,
Mens du for mit Alter staaer.
DIGTEREN
Mere jeg forlanger ikke;
Det er Nok, naar kun jeg veed,
At jeg i min Eensomhed
Sees af dine Guddomsblikke;
Det er Nok, naar paa min Gang,
Hvergang jeg til dig tør tale,
Du med Svar mig vil husvale
Og begeistre mig til Sang.
PAN
Husk dog: kun paa eensom Vei
Kan og vil din Bøn jeg høre;
Har du Selskab, da mit Øre
Lukkes, og jeg svarer ei.
DIGTEREN
Just saaledes er det Ret:
Vil jeg mig med Gud forene,
Søger jeg en eensom Plet,
Hvor med Gud jeg er allene.
16 Der min Andagt ei forhindres
Af en dum og døsig Flok;
Der jeg i mit eget Indres
Tanker finder Selskab nok;
Der min Gang til Gud er lettet,
Ikke mig besværlig gjort;
Uden Agt paa Klokkeslettet
Gaaer jeg ind ad Templets Port;
Disse hvalte Søilegange,
Mere dybe, mere lange,
Aabne staae ved Nat og Dag.
Ja, hvis i vor Stad derhenne
Kirken aaben stod, som denne,
O, det var en anden Sag!
Ofte, snart ved Dagens Lue,
Snart ved Nattens laante Skin,
Gik jeg da med Lyst derind,
For til Alteret at skue,
For, med Blik til Kupplens Bue,
Fromt at hæve der mit Sind.
Helst jeg valgte da den Stund,
Naar ei Sværmen var derinde,
Og naar ikke Præstens Mund
Fik min Andagt til at svinde;
Kun hvor eensom Taushed boer,
Kan min Barm af Fromhed gløde.
PAN
Ogsaa der jeg skulde møde,
For at svare paa dit Ord.
DIGTEREN
Du i Kirken?
17
PAN
Selv i den,
Naar den kun er tom og øde,
Er jeg villig til at møde
Den, som drages til mig hen.
Overalt, hvor Een tør bygge,
Skjult af Dunkelhed og Skygge,
Uden Selskab af en Ven,
I det Eenlige, det Tomme,
I det Tause vil jeg komme.
Hvor kun paa den fælles Vei
Een sig skiller fra de Andre
I mit Navn, for taus at vandre,
Er tilstede hos ham jeg.
EN STEMME FRA SKOVEN
Din Hu du bort fra Eensomheden vende!
Thi hvor To eller Trende
I Navn af mig foreente sammentræde,
Der er jeg selv imellem dem tilstede.
DIGTEREN
Ha! hvilken Stemme toner
Fra Bøgeskovens Kroner,
Og taler modsat Mening,
Og raader eenlig Vandrer til Forening?
SAMME STEMME
En Engels Røst du høre!
Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre.
DIGTEREN
O Fugl med stærke Vinger,
Som nu fra Træet dig til Jorden svinger,
18 Imens din hulde Sang i Luften klinger!
Jeg under Løvets Buer
Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.
ENGELEN
Digter! hvorfor vil du søge
Paa en eensom Vei din Gud?
Kun i Skoven, mellem Bøge
Vil du lytte til hans Bud?
Du vil stedes for ham ene,
Da først hører du hans Ord,
Og dig nærmere tør mene,
End i samlet Broderchor.
Troer du da, Gud i sin Himmel
Fører Liv som Eremit,
Siden du i Brødres Vrimmel
Ei kan tale til ham frit?
Troer du, han sig aabenbarer
Heller for en eenlig Aand,
End han sine Sønner svarer,
Samlede ved fælles Baand?
Altsaa kalder du din egen
Frelser til dig i din Bøn,
Ikke ham, som ned er stegen
Til det hele faldne Kjøn,
Ham, som vilde jordisk fødes,
For, som Menneske, skjøndt reen,
Med den hele Slægt at mødes,
Og ei skille sig fra Een? -
Gjør som han, udøv herneden
Kjærlighed som første Bud,
Slut dig selv til Menigheden,
Og igjennem den til Gud.
19
DIGTEREN
Til Sandhed du mig hæver,
Men vanskeligt er Offret, som du kræver.
Ak! skamfuld jeg bekjender:
Poeten let mod Hedenskab sig vender;
Selv naar for Gud han knæler,
Den gamle Adam ikke reent han qvæler.
Vel kan man sig husvale
I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale;
Vel er det skjønt at virke
Til fælles Øiemed i Stat og Kirke,
Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene,
Sin egen Kraft med Manges at forene.
O! men et Blink af Solen
Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen,
En sagte kruset Vove,
En kjølig Luftning i de tætte Skove,
En flygtig Sky, som svæver
Paa Himlen og for Maanens Straale bæver,
Og dybt i Skov og Dale
Den høitidsfulde Sang af Nattergale, -
Alt Dette taler med saa stærk en Stemme,
At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. -
Ak! jeg bør ikke nægte,
Min Christendom er vistnok langt fra ægte,
Thi Livet, som Naturen mig bebuder,
Er helst i Samqvem med de gamle Guder.
Jeg taler med Dryader
I Træets Løv, i Bækken med Najader;
Ved Dagens hede Lue
Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue,
Og seent i Aftenstunden
Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden,
20 I Kreds af hendes Terner,
Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner.
Mod alle Skikkelser min Tanke haster,
Og hvad den nylig greb, den atter kaster,
Indtil den Hvile finder
Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder,
Ham, som fra Skabningstiden
Stod det helleniske Parnas ved Siden,
En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger,
Og som gjør alle Guderne til Skygger,
Thi naar de alle drage
Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage,
Som den Uendelige,
Der bliver, naar de Endelige vige.
Jeg fatter meer og mere,
At, vil man om sin Gud philosophere,
Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel
Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel,
Men kommer til Bramanen, som i Ørken,
Paa hede Sand, i Tørken,
Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler,
I eensom Selvbetragtning Himlen maaler.
Som Sphinx for alle Tider,
Han slumrer i Egyptens Pyramider.
Og i det Skjønheds-Rige,
Hvor Hellas satte de Udødelige,
Hvor Digteren har hjemme,
Som i Naturen hører deres Stemme,
Der hvisker han i Løvet,
I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet,
I Nattevindens Susen,
I Kildens Tonefald, i Havets Brusen,
I Dyrets qvalte Toner,
21 I Fuglens Qviddren under Skovens Kraner.
Thi naar Naturen nødes
Til, skilt fra Guderne, som i den bygge,
I eensom Majestæt sig selv at smykke,
Med ham tilsidst vi mødes,
Der hersker, naar de Andre maae forstødes.
For Socrates de mange Guder svinde,
Han troer kun paa sin Genius derinde;
Og dennes indre Seen
Hos Plato hæves panisk til Ideen.
Endogsaa Mosaismen,
Som fra Naturen skiller
Sin Gud, og fjernt ham stiller,
Har jo Spinoza endt i Pantheismen. -
Jeg veed, kun Christi Lære
Kan sikkert Hjem for Tankens Grubl en være;
Kun den har Skov og Huler
Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler.
Men ogsaa der er Gjærdet
Ei allevegne lukket;
Man troer, at protestantisk man har bukket
For Gud, - men det var Pan! man staaer forfærdet.
Thi Gud man atter fjerner
Fra Verden, fra Naturen,
Forskandser sig mod ham ved Prosamuren,
Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner.
Men dog for ham at ære,
Man samles, for maaskee ham at behage,
Paa visse Timer og paa visse Dage;
Hans Tjeneste skal en Forretning være. -
Nei! kald ham hid tilbage,
Og sæt hans Naades dyrebare Mærker
22 Iblandt Naturens ubevidste Værker:
Lad Korset plantes mellem vilde Bøge,
At Skovens Sanger til dets Gren kan søge,
Gjør hver en Bakke til et Golgatha;
Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden,
Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden,
Mens Andagt kalder Sjælene herfra;
Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter,
Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest,
Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter,
Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst!
Da vil og Digteren til Festen komme,
Med hellig Andagt og med Tanker fromme,
O Alles Gud, i dine Helligdomme,
Hvor selv Naturen føres
Til dig, og helliggjøres,
Og det Profane stoler
Paa Stemplet af de hellige Symboler.
Men her, hvor ei man vil Catholicisme,
Hvor hvert et ydre Holdningspunkt kun svigter,
Her kan en stakkels Digter
Ei undgaae Pantheisme.
Hos ham ei Feilen stikker,
Det Seden er, som skranter;
I Himlen er vist alle Catholiker.
ENGELEN
Nei, vi er Protestanter.
Du, som om Naturen sjunger
Med begeistret Røst, og troer
At forstaae dens tusind Tunger
Som et eneste Guds Ord, 23
Klares lad dit Sind, dit Øie,
See den Stræben i hvert Blad
Imod Korset sig at bøie,
Sole sig i Naadens Bad.
Hvorfor plante Kors i Skoven?
Er ei Korset overalt,
Her paa Jorden og foroven,
I hver levende Gestalt?
See det, som sig bør en Sanger,
I din stille Tankes Læ;
Neppe du da meer forlanger
Her at skue det af Træ.
Du, som fører Ord paa Læben,
Veed du ei om Det Besked,
Hvorom i sin tause Stræben
Ubevidst Naturen veed?
Troer du ei, den dunkelt mærker,
Fra den Tid, da Christus her
Gjorde sine Underværker,
Har den faaet et større Værd?
Troer du ei, den dunkelt længes
Efter den Forløsningsstund,
Da, naar Alt for Thronen trænges,
Ogsaa den af Herrens Mund
Høre skal det Ord, som lyder:
"Gjør min Villie! følg mit Bud!
"Jeg din tunge Lænke bryder,
"Løser dig af Fængslet ud." -
Digter! see med Digter-Øie,
Og med Digter-Øre hør,
Og Naturen vil sig bøie
Mod dit Blik, med kastet Slør,
Den vil klinge for dit Øre, 24
Med Sordinen taget bort,
Og et Spil dig lade høre,
I hvis Klang du kjender vort.
See dig om! Naturen sørger
I sin Ro, sin Eensomhed:
Aabnes Blomsten, dig den spørger,
Om du ei dens Frelse veed;
Aftenrøden, naar den skriver
Sit Godnat i Skyers Lag,
Spørger, om ei snart den bliver
Forbud for en salig Dag.
Sine halvt forstaaede Tanker,
Dunkel Smerte, dunkel Lyst
Vil Naturen for et Bryst
Skrifte, hvori Hjertet banker;
Sine hemmeligste Skatte
Den med Uskyld peger paa;
Kunde Mennesket kun fatte!
Kunde Mennesket forstaae!
O! da hørte han i Løvet
Og paa Lufts og Bølgers Vei
Kun en Stemme, som bedrøvet
Klager, at den høres ei.
Hør den, Digter! lyt derefter!
Det er dig, den taler til,
For at du de dunkle Kræfter
Klare skal ved Strængespil.
Al Naturen dine Blikke
Søger og din Kjærlighed;
Elsker du din Broder ikke,
O saa fly Naturen med!
25
CHOR FRA SKOVEN
Hele Naturen har Trang til Forening,
Stræber mod Mennesket, før end mod Gud;
Digteren fatter dens lønlige Mening,
Synger ved Lyren dens Længseler ud.
Alt i Naturen vil skues og høres
Af det forstaaende, kjærlige Bryst,
Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres
Frelsen imøde, til Frihedens Lyst.
26

EN SJÆL EFTER DØDEN EN APOCALYPTISK COMEDIE

FØRSTE ACT

CHOR AF DE EFTERLEVENDE
En værdig Mand er død! I kraftig Alder
Han gik fra Børn og Hustru, Kjødets Gang.
Vor tunge Taare paa hans Aske falder,
Imens vi synger en fiirstemmig Sang.
En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader,
En ærlig Ven, en Borger som kun Faa,
Er tabt for os og Landet; han forlader
Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae.
Nu har han Himlens Salighed i Eie,
Det siger Præsten, og det er bekjendt.
Fred med hans Støv! Vi bringe skal tilveie
Ved Subscription et kostbart Monument.
SJÆLEN
Hvad plager dog mig Stakkel
For Lirumlarum! Fanden til Spektakel!
Hei, Kone! heida, Mille!
Siig Børnene, de smukt skal være stille;
Og er det Liremanden,
Saa bed ham om at spille 27
I Gaarden hos en Anden,
Der ei er syg og daarlig
Som jeg, og søvnbegjærlig og alvorlig. -
Men hillemænd! jeg seer, jeg ikke ligger
I min Mahogniseng, men som en Tigger
Paa Jorden, paa den bare!
Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? -
Lad see, om jeg kan reise mig .... Med Møie
Det lykkedes! - Men hvad har jeg for Øie?
Af Undren fast forgaaer jeg!
Paa Kirkegaarden staaer jeg,
Og ved et pragtfuldt Monument! .... Bevares!
Paa denne Luxus kunde Meget spares.
Hvad staaer derpaa? Lad see! .... "Herunder hviler" ....
Men er det muligt? Jeg mit Navn jo læser!
Hvad er det for Fadaiser?
Mens Øiet op jeg spiler,
Jeg til den sikkre Mening har mig stavet,
At det er mig, som ligger her begravet! ....
Saa maa jeg være død! .... Hvad skal man sige!
Den Vei skal jeg og alle mine Lige.
Men jeg vil ikke mere,
Da Tingen ei kan ændres, raisonnere,
Men see at liste mig til Himmerige.
Jer seer det alt derhenne,
Jeg feiler ikke, det er let at kjende;
Og som jeg seer og mærker,
Der staaer en Portner ved dets Udenværker;
Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende,
At ikke jeg forgjæves ind skal rende. -
Hei, Faer! vil Han mig sige,
Om ikke dette Slot er Himmerige.
28
SANCT PEDER
Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder.
SJÆLEN
Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder;
For første Gang jeg er paa disse Steder;
Jeg har mig hid begivet
Som Fremmed, var her aldrig før i Livet;
Og lettelig da hænder,
Man Stedets Mandskab ei saa nøie kjender.
Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig,
Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig:
Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder,
Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder.
SANCT PEDER
Først lad mig see Beviset
For, at du virkelig skal ind i Paradiset.
SJÆLEN
Det er jo klart som Dagen:
Jeg er jo død.
SANCT PEDER
Det seer jeg nok, men Sagen
Ei dermed afgjort er.
SJÆLEN
Man er forvisset
Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset.
SANCT PEDER
Vel sandt, men andre Steder
Der gives, end det Sted, du nu betræder. 29
Hvorledes kan du være da saa sikker
Paa, at det just er her?
SJÆLEN
Naar man sig skikker,
Som det sig bør, mod sig og sine Lige,
Saa veed jeg, man har Ret til Himmerige.
SANCT PEDER
Har du det gjort?
SJÆLEN
Jeg er, saavidt jeg skjønner,
Nok værdig til, at Herren mig belønner.
Jeg har mig ærlig næret,
Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret,
Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrøden,
Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden,
Men tvertimod Formue,
Saaledes, at min Frue,
Naar hun vil leve tarveligt som Enke,
- Og det jeg tiltroer Konen -
Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen
Til de forarmede Finanser skjænke.
SANCT PEDER
Alt saare godt! Dog Mere der behøves.
SJÆLEN
Hvad da?
SANCT PEDER
Du først maa prøves.
30
SJÆLEN
Ak Herregud! Skal jeg nu prøves mere?
SANCT PEDER
Vær uden Frygt! Det gaaer kun dig som Flere.
SJÆLEN
Men er jeg da paa Jorden
Ei noksom prøvet vorden?
Hos os man troer: hvergang et Dødsfald hænder,
Er Pinens Tid forbi og Prøven ender.
SANCT PEDER
Man heri, som i Andet
Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet.
Kun saare Faa kan lige
Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige;
De Allerfleste, før herind de drage,
Et Værk maae overtage,
Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke
Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke.
Den Ene faaer det ene,
Den Anden andet Hverv, alt som vi mene,
Han til at prøves trænger.
Altsaa, for ei at spilde Tiden længer,
Giv Agt, saa skal du høre,
Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjøre.
Du skal til Palæstina dig forføie;
(Den lange Vei dig koster liden Møie,
Thi lettet efter Døden
Dig Foden blev, gak derfor ufortrøden).
Fra Nazareth din Vandring skal begynde, 31
Hvor Englen monne Frelseren forkynde.
Derfra du dig til Bethlehem begiver,
Hans Fødeby, og følger nu med Iver
Hvert Spor, som, mens han leved
Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet,
Alt i den samme Orden,
Hvori han selv betraadte det paa Jorden,
Alt som til Herrens Glorie
Det skildres i den hellige Historie;
Og paa hvert Sted du nøie,
Hvad der sig tildrog, have maa for Øie.
Du med din Frelser til Egypten drage,
Du vende til Jerusalem tilbage,
Til Templet, hvor han offrer Turtelduer,
Og hvor du Simeon og Anna skuer.
Fra Nazareth, som du paanye besøgte,
Du snart igjen ledsage
Til Templet ham tilbage,
Hvor han begynder alt sit Kald at røgte.
Til Jordan du ham følge,
Og tænke paa hans Daab i Flodens Bølge;
Til Ørknen du dig driste,
Hvor Djævlen ham forgjæves maatte friste;
Og naar saa i Capernaum han fæster
Sin Bo, du følger ham og der ham gjæster,
Ledsager ham i hele Galilæa,
Samaria, Judæa,
Paa Markens Veie, som paa Havets Vover,
Til Bjerget, hvor han præker, og henover
Den Sø Tiberias til Gergesener,
Saa og til Cana, Nain, Bethania,
Sichem, Genesareth og Cæsaria,
Hvor mig med Himlens Nøgler han forlener. 32
Paa Toget til Jerusalem du følge
Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grændser,
Naar Jericho, naar Betfage sig dølger.
Træd ind i Templets Hal, som Herren renser,
Og gak hver Aften over Kedrons Bølger
Til Oliebjerget, hvor du overnatter.
Palladset, som af Caiphas beboedes,
Du søger, og forfølger Sporet atter,
Som leder til Pilatus fra Herodes.
Gak saa til Golgatha, betragt bedrøvet
Det store Gravsted, som har Gud dig røvet;
Men see ham saa tilbagevendt til Livet,
Naar du til Emaus dig har begivet.
Vend om igjen til Staden, for at høre
Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Døre,
Paany e sig aabenbarer;
Og lad dig saa til Galilæa føre,
For ham at see, naar han til Himlen farer. -
Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret,
Da er dit Sind i Meget vist forandret,
Da har du styrket dig i fromme Tanker.
Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker,
Jeg kommer ud, og venter,
At Intet meer vil hindre,
At jeg til Himmerigets Fryd dig henter.
SJÆLEN
Ak! kan jeg ikke gjøre det med Mindre?
SANCT PEDER
Umuligt!
33
SJÆLEN
Jeg er træt i Fod og Tanke,
Og glæded mig til Hvile,
Men skal nu atter ile,
Skal fra det Ene til det Andet vanke.
Dog, hvis det ei kan anderledes være,
Ifald jeg end skal reise for at lære,
- Og selv jeg Reiser ynder,
Ved dem sig ofte danner en Begynder -
Da send mig idetmindste til en Stjerne,
En anden Klode hisset i det Fjerne,
Paa det jeg maa erfare,
Om hist og er af Mennesker en Skare.
Hvad heller, hvis jeg skal nødvendig blive
Paa samme Klode, hvor jeg var ilive,
Saa lad mig (o jeg beder!)
Helst reise til America, Herr Peder!
Jeg altid længtes efter
At see det Land, som har saa store Kræfter,
Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner,
Og Alt udrette kan med Dampmaskiner.
Kort før jeg døde, havde jeg isinde
Tilsidst mig at forbinde
Med Stolemager Dessau, for at drage
Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage
Fra dette Vovestykke,
Og sagtens til min Lykke.
Men nu - thi Reisen mig bestandig frister -
Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte
For Skibets Læk og Plyndring af Carlister,
Nu var det godt, om Stedet jeg besøgte.
O lad derhen mig drage! 34
Jeg mere dannet komme skal tilbage,
Saa man mig vist i Himlen op vil tage.
SANCT PEDER
Jeg kan dig ikke føie,
Du maa dig efter Himlens Villie bøie,
Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie.
SJÆLEN
Men bliv ei vred, Herr Peder,
I nævnte mig en mægtig Hoben Steder;
Jeg neppe dem beholder
I min Erindring, hvilket let forvolder,
At Et og Andet glemmes,
Som ei saa rigtigt nemmes,
At Meget overspringes,
Og Intet ordenligt tilendebringes.
Hvor let kan det sig hænde,
At jeg begynder der, hvor jeg skal ende?
SANCT PEDER
Da veed jeg dog, at du den Vei maa kjende,
Hvis Gang jeg har beskrevet?
SJÆLEN
Jeg kjender den, men ikke just saa nøie.
SANCT PEDER
Saa du har ei i Tanken gjennemlevet
Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for Øie
I Rummet og i Tiden?
35
SJÆLEN
Det er saa længe siden
At jeg blev confirmeret,
Og jeg har ei min Lærdom repeteret
I moden Manddoms-Alder.
Desuden maa jeg sige: tyndt det falder
Hos os med Underviisning
I Christendom. Man aandelig Bespiisning
Nu faaer i det Reale,
Som os alene redder
Fra alt det meget Øvrige, Fatale.
Herr Peder! hør, jeg vædder,
Den bedste Confirmand kan ei fuldføre
Det Værk, som I forlanger, jeg skal gjøre.
SANCT PEDER
Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre.
SJÆLEN
Men er det da saa vigtigt,
Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt?
Om hvert et Navn man mindes,
Og til en chronologisk Orden bindes?
Detaillen og det Mindre
- Saa synes mig - kan glemmes efterhaanden,
Naar blot man kan erindre
Det Større, mens man holder sig til Aanden.
SANCT PEDER
Vel muligt, lad saa være!
Siig da, hvad Aanden er i Christi Lære.
36
SJÆLEN
Det kan jeg just saa lige
Jer ei, Herr Peder, sige,
Thi Aanden lader ei i Ord sig fange.
SANCT PEDER
Og dog var Ordet Gud.
SJÆLEN
Ak! tusind Gange
Jeg om Undskyldning beder;
Jeg husked ikke mine Bibelsteder.
Men sagtens allegorisk
Det Sted forklares maa. Det er notorisk,
At Aanden blot kan føles, men ei siges,
Thi Aand og Bogstav uophørlig kriges.
SANCT PEDER
Det skeer hos jer, desværre,
Men ei i Paradiset hos vor Herre.
Jo meer sig Aanden klarer,
Desmindre vistnok den paa Ordet sparer.
Hvo ei med Ord kan sige
Sin Tanke, kommer ei i Himmerige.
SJÆLEN
Det var da sært! Hvem kunde Sligt vel gjætte?
SANCT PEDER
Imidlertid, for Sagen dig at lette:
Du veed dog Christi Bud til alle Sjæle?
37
SJÆLEN
Jeg veed, Herr Peder, man bør ikke stjæle.
SANCT PEDER
Et Bud af Loven du paa Læben fører,
Men Evangeliet jeg ikke hører.
SJÆLEN
Ih nu! jeg veed forresten,
Man Pligter har mod Gud, sig selv og Næsten.
SANCT PEDER
Men du tilsidesatte
Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte.
SJÆLEN
Han er ufattelig; saadan man lærer
Enhver, som Videnskab om ham begjærer.
SANCT PEDER
Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer
Du dig da Veien ikke
Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer?
SJÆLEN
Det er just heri, Sagens Knuder stikke.
Paa Jorden kun iblinde
Vi gaae, men hist, i Himmelen derinde
Begynder vor Begriben;
Saadan hos os man hjelper sig af Kniben.
Maaskee og paa en anden Verdensklode
Vi blive mere kloge, mere gode,
Og fatte Gud ad Aare.
38
SANCT PEDER
Hvorfor ei i America, du Daare? -
Har end i Jordelivet
Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet,
Du har dog Gud formenet
Din Skat af Det, som han dig har forlenet.
Gak bort fra disse Steder!
En Sjæl, som du, ei Himmerig betræder.
SJÆLEN
Og jeg, som troede, jeg bestod med Hæder,
Skal gaae reject?
SANCT PEDER
Vær rolig!
Dit Sind dig fører til en anden Bolig.
SJÆLEN
Gud hjelpe mig for den!
SANCT PEDER
Du skal ei frygte.
Du finder hvad du søgte,
Naar denne Vei du følger,
Som fører til en Skov ved Strandens Bølger;
Der boe de Gode, som før Christi Tider
I Verden leved, Hedningskarer fromme;
Til dem du vist kan komme,
Saa tænker jeg, og faae en Plads omsider.
Vel finder du hos dem ei Saligheden,
Men dog et jordisk Eden,
Hvor kjølig Søluft gjennem Skoven vifter,
Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter, 39
Hvor Løvets Buegange
Gjenlyde høit af skjønne græske Sange,
Hvor man til glade Fester
Forsamler sig, mens for de muntre Gjæsler,
Som sig med Viinløv krandse,
Ved Strængespil de lette Piger dandse.
SJÆLEN
Fortræffeligt, Herr Peder!
For den Anviisning ret jeg takker eder.
Jeg har ei vidst, at her var slige Steder;
Jeg ellers ikke havde jer besværet,
Og ikke til Uleilighed jer været,
Thi bedre synes mig - det maa jeg sige -
Det Sted, som I beskrev, end Himmerige.
SANCT PEDER
Hver taler, som han føler,
Forskjellig er jo Smagen.
Men skynd dig nu, thi Dagen
Alt helder, og det hjelper ei, du nøler.
SJÆLEN
Ja, I har Ret; jeg vil mig
Paa Veien strax begive.
Men I, som her kom til mig,
Og monne mig mit Paradiis beskrive,
See, ædle Mand, see Taaren i mit Øie,
Mit rørte Hjertes varme Tak du tage!
Farvel! Nu vil jeg mig afsted forføie.
SANCT PEDER
Farvel, min Ven! Gid Lykken dig ledsage!
40

ANDEN ACT

ARISTOPHANES
Det er lystigt nok at staae
Ved Elysium som Vægter,
Og besee de mange Slægter,
Som ad Landeveien gaae;
Mangen christelig Fornægter
Kommer hid og banker paa.
Hver af os har her sin Uge,
Hvori han maa gjøre Vagt;
Touren er til mig; min Magt
Jeg med Fynd og Klem skal bruge,
Skal nok tage mig iagt,
Før jeg aabner Lem og Luge.
Og idag en Rector alt
Har jeg havt den Fryd at drille;
Alle Philologer ville
Hid til os, og for Gevalt
Have Noget at bestille
Med at grave attisk Salt.
Men jeg skal dem expedere
Til et Sted, hvor de kan staae
Paa det Tørre, naar de maae
Mine Skyer commentere. -
Men der seer jeg En at gaae
Henad Veien og spadsere.
Hvis ei Synet mig bedrog,
Vistnok herhen styrer Manden.
Ja, der er han. Som den Anden
Er han sagtens Philolog. -
Heida, Landsmand!
41
SJÆLEN
Saa for Fanden!
Eders Brøl med Skræk betog
Mig paa disse tause Steder.
ARISTOPHANES
Siig, hvad søger du?
SJÆLEN
Min Ven!
Til en rolig Havn jeg hen
Mig begiver, og hos eder
Haaber jeg at finde den.
Hid jeg sendes af Sanct Peder;
Han har viist mig til et Sted,
Hvor de gode Hedningsjæle,
Som ei lyve, som ei stjæle,
Boe saa godt ved Søens Bred,
Og ved glade Fester dvæle,
Hvor man kan i salig Fred
Synge, drikke, sig bekrandse,
More sig saa godt man vil,
Mens til muntert Strængespil
Mange vakkre Piger dandse;
Kort, er Stedet bare til,
Har det, saavidt jeg kan sandse,
Megen Lighed med vor Jord,
Dog af Plager sagtens færre.
ARISTOPHANES
Kan du Græsk?
SJÆLEN
Nei, strenge Herre!
42
ARISTOPHANES
Men Latin da?
SJÆLEN
Knap et Ord.
ARISTOPHANES
Det er godt.
SJÆLEN
Ak nei, desværre!
ARISTOPHANES
Som jeg siger.
SJÆLEN
Hvad? I troer? ....
ARISTOPHANES
Jeg er meget glad ved Dette,
Thi saa veed jeg heraf strax,
At der ei paa din Syntax
Er Uendeligt at rette,
Ei Udtalen af den Slags,
Som vi kalde her den slette.
Uden alt grammatisk Spind,
Uden Vaner maa du være;
Saadan er det godt, min Kjære,
Thi naar først du kommer ind,
Kan du paa vort Sprog at lære
Siden altid lægge Vind.
43
SJÆLEN
Gud skee Lov! det var jo prægtigt!
Saa luk op, jeg er parat.
ARISTOPHANES
Giv lidt Tid, vær moderat!
SJÆLEN
Undskyld, men jeg længes mægtigt.
ARISTOPHANES
Dette Hastværk, Herr Krabat,
Forekommer mig fordægtigt.
Giv dog Tid, og tal. Velan,
Lad mig høre dine Grunde,
Hvorfor du til os vil stunde;
Thi at ikke Græsk du kan,
Er en Grund, som ingenlunde
Kan forslaae, min gode Mand!
SJÆLEN
Ak! I gjør mig heel urolig!
Nys I sagde, godt det var.
ARISTOPHANES
Ja, saafremt du ellers har
Anden Adkomst til vor Bolig.
Er dig Oldtids Tanke klar?
Er med Hellas du fortrolig?
SJÆLEN
Herre! jeg har ei studeert,
Jeg blev, som saa mangen Anden,
Strax bestemt for Handelstanden.
44
ARISTOPHANES
Meget pudsigt og forkeert
Svarer du.
SJÆLEN
Jeg troer, at Manden
Blot vil have mig fixeert.
ARISTOPHANES
Hvorfor troer du her at passe?
Classisk Kunst du søger da,
Classisk Viisdom?
SJÆLEN
Classisk? Ja,
Jeg har gaaet i Handelsclasse.
ARISTOPHANES
Det gjør Intet til og fra.
Nævn kun i den hele Masse,
Knyttet til Athen og Rom,
Eet, som fængsler dine Tanker,
Eet, hvorfor dit Hjerte banker,
For hvis Skyld du til os kom.
SJÆLEN
Atter en Examen vanker
Her ved denne Helligdom.
ARISTOPHANES
Er det maaskee Længsel efter
Alle hine store Mænd,
Som dig drager til os hen?
Siig, hvorved din Tanke hæfter,
45 Om Homer tiltrækker den
Med de mageløse Kræfter,
Eller Platos Aand dig har
Draget efter ham i Døden?
SJÆLEN
Saadan er det. Ufortrøden
I Historien jeg var,
Og har altid skummet Fløden
Af Begivenhedens Kar.
Og endskjøndt jeg lytter heller
Til det Nyt, som min Avis
Mig fra London og Paris
Paa den sidste Postdag melder,
Sætter jeg dog ogsaa Priis
Paa hvad Oldtid os fortæller.
Jeg har Intet imod den,
Uden Det, den er saa gammel;
Derved blev den mig lidt vammel;
Men jeg agter den igjen,
Naar jeg husker, den en Skammel
Var for os med sine Mænd.
Dem at see jeg har isinde;
Og især jeg gjerne fik
Mig af Socrates et Blik.
ARISTOPHANES
Socrates? Han er herinde.
SJÆLEN
Ham jeg kjender paa en Prik!
Han gaaer aldrig mig af Minde,
Stakkels Mand! Han Giften drak, 46
Som en Flok Athenienser,
Skurkepak, som Lov ei ændser,
Tylded i ham.
ARISTOPHANES
Mange Tak,
At du ei din Dom begrændser,
Kalder mine Landsmænd Pak!
SJÆLEN
Nu .... jeg troede ....
ARISTOPHANES
Hvad?
SJÆLEN
Jeg mindes,
At der var en Gjøgler med,
Som ham gjorde stor Fortræd,
Og sig lod af Pøblen vindes;
Aristophanes han hed.
Men bestukken af en Qvindes
Deilighed, han snart blev from.
ARISTOPHANES
Er det muligt? Hvad er Dette?
Hvo har kunnet dig berette
Saadan en løgnagtig Dom?
SJÆLEN
Saadan lyder just den rette
Kundskab, hvortil sidst vi kom.
47
ARISTOPHANES
Tal da! Lad mig høre Mere
Om hvad Gjøgleren har gjort!
SJÆLEN
I er altfor god, men stort
Vil det ei interessere.
ARISTOPHANES
Jo tilvisse! far kun fort!
SJÆLEN
Jeg vil nødig jer genere,
Men saafremt I vil ....
ARISTOPHANES
Velan!
SJÆLEN
Nu, saa lyder jeg paa Pletten. -
Viid, Begyndelsen til Trætten
Denne var: Den onde Mand
Skrev Artikler i Raketten
Imod Socrates ....
ARISTOPHANES
Hvordan?
SJÆLEN
Undskyld, om jeg gjør Fadaiser,
Men jeg mener kun et Blad,
Som er fuldt af Ondt og Had,
Og som altid giver Næser; 48
Hvad det kaldes i jer' Stad,
Veed jeg ikke, thi jeg læser
Ikke Græsk. Nu da, som sagt,
Denne kaade Ven af Latter
Seer just Socratesses Datter,
Og forknyt ved Elskovs Magt,
Gaaer han til den gamle Fatter,
Som han har i Bladet bragt,
Og ham siger: "Du betænke,
Avind har kun ført min Pen;
Men jeg agter dig igjen,
Og du Agtelse mig skjænke;
Jeg forsørge skal som Ven
Dine Børn som og din Enke.
Du er stor, og jeg er stor,
Vi kan Begge være store,
Du kan gavne, jeg kan more;
Jeg erkjender dig, og troer,
At du vil til Gjengjæld spore,
At i mig Genie der boer."
Kort og godt, i et Par Timer
Var det Hele bragt i Stand;
Til sit Bryst den store Mand
Trykker kjærligt ham, som rimer,
Og som selv er stor som han.
ARISTOPHANES
Ha ved Styx! jeg troer, du primer!
Handled jeg paa saadan Viis?
SJÆLEN
I?
49
ARISTOPHANES
Just jeg, med hvem du taler,
Og hvis Billed saa du maler,
At du værdig blev til Riis!
SJÆLEN
Herregud! I selv jo haler
Ud mig paa saa glat en lis.
Men jeg har just eders Billed
Saadan seet i Kjøbenhavn
Paa en Orlogs-Digter-Stavn,
Dengang Socrates blev spillet.
ARISTOPHANES
Tys .... du nævner der et Navn,
For min Tanke selsomt stillet.
Jeg har hørt om denne By,
Hvor en Kunstner har tilbage
Kaldet Hellas gyldne Dage,
For dets Hæder at fornye,
Hvor en Digter uden Mage
Snart i Storm og Tordensky
Nordens Guders Vogn tør kjøre,
Snart, med sagte Vind i Seil
Gyngende paa Bækkens Speil,
Strængelegen blidt kan røre, -
Stor i Fortrin, stor i Feil.
Siig mig altsaa, lad mig høre,
Er du fra hiin Stad i Nord,
Hvor Antikens ædle Stamme,
Pleiet ved Geniets Flamme,
I barbarisk Jordbund groer, 50
Og hvor stolte Værker bramme
Med et Navn, som kom fra Thor?
SJÆLEN
Jeg din Mening, skjøndt forblummet,
Fatter, og har Ja til Svar.
ARISTOPHANES
Altsaa nu Antiken har,
Da den længe var forstummet,
Al sin Fylde, dyb og klar,
I dit Folks Begeistring rummet,
Og du selv nu kommer hen,
Greben af det Ord, den taler,
For at see dens Idealer?
Er det saadan? Siig, min Ven!
SJÆLEN
Jeg har givet sex Rigsdaler
Til Musæet
ARISTOPHANES
Hillemænd!
SJÆLEN
Det var sagtens ei saa farligt,
Mangen En dog Mindre gav.
ARISTOPHANES
Flyt nu kun din Vandringsstav
Andre Steder hen, thi klarligt
Seer jeg, at du ei har Krav
Paa vor Bolig.
51
SJÆLEN
Uforsvarligt
Handles med mig! Siig, hvorhen
Skal jeg mig da nu begive?
ARISTOPHANES
Lad mig høre, hvad ilive
Du har virket ved din Pen
Eller Tunge. Kan du skrive,
Kan du tale for os Mænd?
SJÆLEN
Om jeg kan? Ved mangt et Gilde,
I en Kreds dog fremfor Alt,
Trykkefriheds-Selskab kaldt,
Sprudlede min Tales Kilde;
Og i Folkebladet alt
Anonymt jeg skrev; - dog ilde
Var, om røbet blev mit Spil;
Redacteuren kun og eder
Har jeg det betroet. Jeg beder,
At I nu mig sige vil,
Hvor jeg mig et Sted bereder.
ARISTOPHANES
Sjæl, gaa du ad Helved til!

TREDIE ACT

SJÆLEN
Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet
I Livets byrdefulde Hurlumhei, 52
At Supplicanten faaet sin Taalmod øvet,
Naar han begiver sig paa Naadens Vei.
Det hjelper ikke, paa sin Ret han pukker,
Nei, trygles maa der, krybes, gjøres Cour,
Indtil man Døren for hans Næse lukker,
Og siger: "Denne Gang var ei din Tour."
Paa Jorden idetmindste dog man skjænker,
Naar Afslag gives os, et hørligt Svar;
Men her en Grobian endogsaa krænker
Al høflig Form, og holder Folk for Nar.
Han simpel er, hans Ord det selv forraade,
Han siger, man kan gaae ad Helved til;
Hos os er Sligt en Pøbel-Talemaade,
Som ingen Dannet sig tillade vil.
Jeg mærker nok, Culturen er tilbage
Her i den anden Verden fremfor hist;
Jeg frygter, at man her om Aar og Dage
Gaaer Krebsgang i sin Dannelse tilsidst.
Man hylder her en tom Idealisme,
Og det Reale knap man kjender til.
Gud veed, om ei tillige Nepotisme
Hos Embedsmanden driver smudsigt Spil,
Om ei, for Salighed at faae til Aanden,
Man maa bestikke med en god Douceur,
Og hvis man Intet give vil paa Haanden,
Det nytter ei til Noget, at man døer.
Men efter de betydelige Summer,
Som knap til god Begravelse forslaae,
Det dybt maa fylde Borgeren med Kummer,
Om han i Himlen Meer betale maa.
Dog har jeg læst, dengang jeg var ilive,
At, for at naae sin Plads, naar man var død,
Man maatte Penge til en Baadsmand give 53
Og fore et Slags Toldbodhund med Brød.
Der gives Misbrug her, som allevegne,
Det har jeg lært, og det er mig til Gavn.
Men sagtens er her andre Himmelegne,
Jeg tænker nok, jeg finde skal min Havn.
Seer jeg ret? Nu belønnes jeg stort!
Hvilken ganske fortræffelig Port!
I dens Form hvilken skjøn Symmetrie!
Der er Smag, der er Kunstsands deri!
Hvilken Vei! den saa bred er som tre!
Ganske vist en mac'adamsk Chaussee!
Hvor man mageligt vandrer derpaa! ....
Ind ad Porten jeg vover at gaae, -
Hvis kun her ingen Portner igjen,
Lig en Hund fra sit Huus, farer hen,
Viser Tænder og gjøer sit "Gaa væk!" ....
- Nei, det gik; uden Grund var min Skræk;
Her er Ingen, som spørger om Pas,
Udentvivl man til Alle har Plads;
Det er smukt! Man er her liberal. -
Men endnu jeg den skjønne Portal,
Før jeg videre gaaer, maa besee,
Thi en Indskrift den bærer maaskee,
Som mig nævner det Sted, hvor jeg kom.
Nu velan! jeg da blot vender om,
I et Spring jeg derudenfor staaer ....
MEPHISTOPHELES
Man kun ind her, men ud ikke gaaer.
SJÆLEN
Serviteur!
54
MEPHISTOPHELES
Vær saa artig, min Ven,
At gaae, hvor det behager dig, hen
I det hele vidtløftige Land;
Du maa tage din Plads, hvor du kan.
Denne Port bliver ei lukket til,
Her kan komme saa Mange, som vil.
SJÆLEN
Nu, saa bliver jeg her ei til Nar;
Jeg et Sted dog erhvervet mig har.
MEPHISTOPHELES
Og et Sted, hvor den høflige Vert
Til at tjene sin Gjæst er alert,
Og til Hver, som vil vise sin Hæl,
Siger venligt: Bliv her, kjære Sjæl!
SJÆLEN
I er gjæstfrie, saa synes det, her?
MEPHISTOPHELES
Vi er rørende stemt mod Enhver.
SJÆLEN
Og her spørges om Forkundskab ei?
MEPHISTOPHELES
Nei, Enhver kan betræde vor Vei.
SJÆLEN
Ei med Prøver man frister vort Sind?
55
MEPHISTOPHELES
Nei, Enhver løber lige herind.
SJÆLEN
Det er ypperligt, ganske charmant!
MEPHISTOPHELES
Det er mageligt nok, ikke sandt?
Vær du glad, om du Intet forstaaer
Af hvad Verden har kjendt før igaar,
Thi da passer du godt mellem os,
Hvor man byder Betingelsen Trods.
Her forkaster man Alt, som har Grund,
Her er Flader, men aldrig en Bund;
Her er Alt selvstændigt og frit,
Ingen Forskjel paa Kul eller Kridt,
Her er Frihed og Lighed parat,
Her er Alt en begyndende Stat,
Som, hvor meget den skynder sig fort,
Kommer ei fra Begyndelsen bort,
Thi det enkelte, korte Moment,
For at være tilgavns præsent,
Fra det forrige skiller sig brat,
Lig den første Lysning fra Nat,
Og begynder sit Evigheds A,
Som dog ei noget B kommer fra.
SJÆLEN
Jeg forstaaer dig ei ganske.
MEPHISTOPHELES
Lad gaae! Du har godt af at høre derpaa. 56
Her er alt kun sig selv og discret,
Og i Alt dog Continuitet;
Her er Næring af Ørkenens Brød,
Her er Alting saa jevnt som en Grød,
Og dog kantet og stivnet dernæst,
Som en stakaandet, haard Anapæst.
SJÆLEN
Anapæst? hvad er Det?
MEPHISTOPHELES
Kjære Ven, Det er Det, du nu taler igjen.
SJÆLEN
Det er stygt! ....
Jeg ændre vil min Tale.
MEPHISTOPHELES
Ja gjør det, du har at befale.
SJÆLEN
vad du har sagt mig, er jo godt;
Dog er der Eet, et Eneste blot,
Som synes mig underligt at være:
Hvorfor er det forbudt at gaae ud?
MEPHISTOPHELES
Det skal jeg sige dig, min Kjære:
Det er nu saadant et gammelt Bud,
Hvis Nødvendighed er som Dagen klar.
Det ligger i, hvad jeg sagt dig har,
At her er Begyndelsens evige Land, 57
Som ingen Baggrund fordrage kan.
Derfor ei Nogen tilbage skrider,
Thi Begyndelsen har jo ingen Bag;
Man maa blive her til evige Tider.
SJÆLEN
Ja saa! det er en anden Sag.
MEPHISTOPHELES
Ifald du forstod Philosophie,
Jeg skulde Sagen dig let forklare:
Vort Rige er det Umiddelbare,
Som ingen Evighed kan befrie,
Fordi der er ingen Grund deri,
Fordi, da det intet Prius har,
Det evig kun bliver hvad det var ....
Med opspiilt Øie du mig betragter,
Og gjør til min Tale sære Fagter ....
Min Ven, du skal ikke gruble derpaa,
Det er Noget, som Ingen dog kan forstaae.
Kun lad mig sige dig til din Trøst:
Næsten Alle blive her med Lyst,
Næsten Ingen, som først har været herinde,
At forlade Stedet har faaet isinde.
SJÆLEN
Til Gunst for Stedet det taler meget,
Min Forventning er alt betydelig steget.
Behag at sige mig, kjære Mand,
Paa hvad Maade man lever i dette Land.
Hvad har man egenlig at bestille?
Kan man paa Børsen og i Klubben gaae,
Kan man spise, drikke, sin L'Hombre spille, 58
Og kan man Aviser at læse faae?
Har Stedet ingen Mærkværdigheder,
Som af den Reisende bør besees?
Er her ogsaa Theater? .... Undskyld, jeg beder,
Mine mange Spørgsmaal!
MEPHISTOPHELES
Og var det en Snees,
Jeg skulde besvare dem accurat.
Man lever egenlig i vor Stat
Paa samme Viis som hos jer dernede;
Man finder igjen sin gamle Rede,
Og var man med Hverdagslivet tilfreds,
Man bliver det atter i denne Kreds,
Thi her er som hos jer.
SJÆLEN
Min bedste Herre,
Vel glæder det mig, her er ikke værre,
Men egenlig havde jeg Næsen spidset
Paa at faae det lidt bedre her end hisset.
Man siger hos os, at til bedre Kaar
Vi skal forfremmes, naar Livet ender.
MEPHISTOPHELES
Man siger saa Meget! Du selv nu staaer
Ved det Maal, hvor man Sandhed tilsidst erkjender;
Du dømme nu selv, men rimelig vær.
Du bør ikke vente for Meget her,
Thi kommer du med for stor Forventning,
Saa bringer dit Haab kun slet Forrentning,
Men stemmer du lidt din Fordring ned,
Saa vil du finde dig vel derved. 59
Du her kan spise din bedste Ret,
Og spise dig i den ganske mæt,
Men at her den just er bedre lavet,
End du fik den, inden du blev begravet,
Jeg ikke bestemt dig love kan,
Det er ogsaa for Meget forlangt, kjære Mand!
Du faaer den Viin, som du gjerne drak,
Du faaer din forrige Røgtobak,
Men at Varen er bedre her end paa Jord,
Det maa jeg sige, jeg ikke troer. -
Vistnok er her Børs og Klubber i Mængde,
Og Aviser af hver en Brede og Længde;
Kjøbenhavnsposten ligger og paa vort Bord,
Men du feiler, om her du den bedre troer,
Det er ganske den samme som hist paa Jord,
Den taler ganske paa samme Viis.
Du her og finder din Adresavis,
Dog først for nylig man her den fik;
Tilforn, jeg veed ei, hvordan det gik,
Men paa Veien hertil den blev til Intet,
Og dens Indholds Flesk, behørigen tintet
Med Asylprospecter
Og Vandprojecter
I Bedemandsstiil af Contorets Vægter,
Underveis var slettet aldeles ud,
Og den kom som en reent ulæselig Klud.
Men nu, da Papiret er mere fast,
Og Trykkersværten er uden Last,
Og især da Sibbern skriver deri,
Er der god Forslag i dens Maskepi.
Desuden holde vi Sibbern her,
Vi besidde hans Bøger, een og hver,
Hans Kjærlighed mellem Mand og Qvinde, 60
Hans Værker om Hegels Philosophie,
Hans Contemplation og Ironie;
Kort sagt, det Hele fandtes herinde,
Ved Adresavisen det blev complet.
SJÆLEN
Det kalder jeg Orden, det er net.
Men "Dagen" mangler vel?
MEPHISTOPHELES
Ingenlunde;
Den holde vi med, og af trende Grunde:
For det Første som Mønster paa slet Redaction,
For det Andet af Godhed for Rostocks Person,
Som den nidske Skjæbne, kun lidet blid,
Nu har i syv Redacteurers Tid
Forfulgt som et mærkeligt Exemplar
Af Syndebuk, der ei Mage har.
Og endelig for det Tredie, min Ven,
Til Ære for Sibbern holdes den,
Fordi den har Bidrag af hans Elev,
Som af Mesteren overhalet blev
I Philosophie og Politik,
I Theologie og Æsthetik,
Og dyppet i selvbehagelig Salvelse,
Som smøres tykt over Tankernes Halvelse.
SJÆLEN
Men siig mig, er ei Den Frisindede her?
Thi fremfor Alle var den mig kjær.
Den gaaer saa fortrinligt i det Smaa,
Og holder saa godt sig fra det Store,
Fra Det, som ei Alle strax kan forstaae.
61
MEPHISTOPHELES
Ja, i hver Lyd, som den lader gaae,
Er slet ingen Reflexion at spore;
Saa er den tillige saa deilig bar
Paa Kundskab om Alt, hvad som er og var.
SJÆLEN
Jeg sætter den høit over Fædrelandet,
Som ofte bliver mig saa forbandet
Aristocratisk i lærd Forstand,
At ingen Djævel det læse kan.
Jeg Sandheden den Erklæring skylder,
At Rosenhoff jeg for Alle hylder,
Thi ved ham jeg blev hvad jeg blive kan,
Og dernæst ved Siesby, den brave Mand.
MEPHISTOPHELES
Min gode Ven, du kan være rolig,
Thi du finder her i din nye Bolig,
Saavist som jeg staaer her hos dig og taler,
Fleertallet af de danske Journaler,
Fast hver Avis, hvert politisk Blad,
Lærde Tidsskrifter, Morskabslecture
Enten med frisk eller opkogt Mad,
Enten af originale Fyre
Eller af et Oversætter-Uhyre.
Men hør nu noget Interessant,
Et Punkt, hvori du ved Flytning vandt:
Du veed jo nok, at i mangen Gade,
Som ligger paa Strøget, man faaer sine Blade
Vel hele Timer før andre Steder;
Nu vel, paa det Sted, du idag betræder,
Man skyder en saa mærkelig Fart, 62
For at fange det Nye ret hurtigt og snart,
At man anticiperer det kommende Bud,
Og faaer sine Blade længe forud,
Saa man her dem læser en Tidlang før
Manuscriptet er færdigt og Skriften tør.
SJÆLEN
Det gefaller mig godt.
MEPHISTOPHELES
Jeg selv det lider,
Det er ei uvigtigt i vore Tider.
Hvad Nyhedsposten derved maa vinde,
Du selv ved Eftertanke vil finde,
Som og, at vi her os tage det let,
Med Bladenes Postforsendelses-Ret. -
Men vi tale for meget om Journaler,
Og mod min Villie jeg forhaler
Svarene, som jeg give kan
Paa hvad du forresten spurgte. Velan,
Her er ogsaa Theater; og Det er det Bedste,
Man slipper for at høre, man seer sig mæt:
Der spille kun Dandserinder og Heste,
Det kommer af Det, der er Hofparket.
Man viser ogsaa dresseerte Lopper,
Men uden Lænke, som Dyret stopper.
SJÆLEN
Saa man giver ei rigtige Skuespil?
MEPHISTOPHELES
Jo, engang imellem, naar Folk det vil.
Men det samme Princip dog stedse gjælder: 63
I Skuespillet man hører ei heller,
Thi uagtet der tales af alle Kræfter,
Saa er der dog Intet at høre efter.
SJÆLEN
Hvad spilles iaften?
MEPHISTOPHELES
Det er Mulatten Og Maurerpigen.
SJÆLEN
Hvordan? dem begge?
MEPHISTOPHELES
Ja, sagtens gaaer det lidt ud paa Natten,
Men siden kan man sig ogsaa lægge
Med desto bedre Samvittighed.
SJÆLEN
I Sandhed, jeg glædes ved den Besked,
Thi heraf slutte jeg tør omtrent,
At Andersen her nu bliver erkjendt.
MEPHISTOPHELES
Hvorfor ikke her som andre Steder?
Alt længe skinner hans Berømmelses Maane
Over hele det store Kongerige Skaane,
Og i Tydskland nyder han alt en Hæder,
Som nedenfor Hundsrück mon begynde,
Og ender ovenfor Swinemünde.
I Constantinopel han snart vil trykke
Midt i Seraillet et Mesterstykke; 64
Da staaer han i Litteraturens Hegn
Som det orientalske Spørgsmaals Tegn,
Og mens Stor-Eunuchen hans Isse kroner,
Og dybt af Inferieurerne knæles,
Læser han Mulatten for Sultans Koner,
Og Maurerpigen for Dem, som skal qvæles.
SJÆLEN
Jeg seer, man kjender ham her; og hvordan
Man end bedømmer den sjeldne Mand,
Det alt vil glæde ham, kjendt at være.
Og sandelig, det er og en Ære,
I er saa dannede, litterære.
MEPHISTOPHELES
Det er intet Under; du vilde røres,
Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjøres.
Her er et stort Universitet,
Hvor man bliver til Livet forberedt
Ved at lære Det, som er bestemt
Til just i Livet at vorde glemt,
Og hvor der sørges for alle Klasser,
Saa Hver kan finde det Sted, han passer,
Thi af Hovedløse man gjør Pedeller,
Direction af Aandløse.
SJÆLEN
Fanden heller!
MEPHISTOPHELES
Her findes og lærde Societeter,
Hvor JENS
og MADS
og Poul og Peter,
Naar han ikke længer kan producere, 65
Sig lader paa Livstid balsamere,
Og her er Livstiden evig lang.
SJÆLEN
Til Intet af Dette jeg føler Trang;
Det interesserer mig mere for Tiden,
Hvad der gjøres for den reale Viden.
Er her nu for Exempel et Sted,
Hvor man kan sætte sin Søn i Skole?
MEPHISTOPHELES
Mangfoldige; derpaa kan du stole.
Og Bøger her er i Overflødighed,
Vort Bibliothek er uhyre stort,
Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort;
Dog de bedste Bøger, det maa jeg sige,
Til Bibliotheket i Himmerige
Forsendes og gaae forbi vor Næse;
Men ligemeget, vi Mængden faae;
Her er ei heller Tid til at læse
For Den, som vil Øieblikket forstaae.
De bedste Poeter, for Exempel,
De gaae til Himlen og faae et Stempel, -
At sige: de Værker, de have skrevet,
Thi Poeten selv, som han gik og leved,
Han faaer gemeenlig hos os sin Plads.
SJÆLEN
Ih nu! det kommer mig vel tilpas,
Thi jeg bekymrer mig ikke stort
Om Værket, som en Poet har gjort,
Men tidt jeg føler mit Hjerte brænde
Af Begjærlighed efter ham selv at kjende, 66
At vide, hvordan han spiser og drikker,
Hvordan han nyser, hvordan han hikker,
Kort sagt, at kjende ham ret privat.
MEPHISTOPHELES
Nu vel, den Lykke dig er parat.
Og jeg fortænker dig ei deri,
At du søger Personen, gaaer Værket forbi,
Thi paa de fleste Poeter man mærker,
At de er bedre end deres Værker.
Men anderledes det sig forholder
Med de faa, som spille de store Roller,
Som øse dybt af Musernes Elv:
Deres Værker er bedre end de selv;
De gode Værker tager vor Herre,
Personen sender han os desværre.
Kun naar Poeten saaledes bliver,
At i evige Værker sig selv han giver,
Saa Værk og Person i Samklang staae,
Han selv i Himmelen ind tør gaae, -
Om forresten det hændes nogensinde;
Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde.
SJÆLEN
Men er det billigt? er det retfærdigt?
MEPHISTOPHELES
Min gode Ven, det er Forsynet værdigt
At lede det Slette til idel Godt,
Og jeg vil sige dig, hvis du blot
Mig ei beskylder for fræk Cynisme,
At det er Forsynets Jesuitisme
At bruge det slette Middel til Godt. 67
Hvad skal man forstaae ved den store Mand,
Det være Poeter, hvorom man taler,
Philosopher, Ministere, Generaler,
Etcetera, hvad man nævne kan?
Jeg troer, at den store Mand er han,
Som blev et Redskab i Herrens Hænder;
Men den Ild, som i hans Begeistring brænder,
Er ei hans egen; kun inspireert
Han lyder en Magt, han ikke kjender;
Og derfor, naar han har fremmet Maalet
Som Middel, bliver han selv casseert;
Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet,
Den bliver i Himlen registreert.
Og heri maa jeg vor Herre berømme,
Thi kommer hans Aand i et usselt Kar,
Hvi skulde han Karret ikke tømme,
Naar til hans Plan det ham nyttet har?
Og heri vil Alle som jeg nok dømme:
Af Person er Geniet gemeenlig Nar,
Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud,
Til det Gode sædvanlig ei capabelt,
Og, sletter man Inspirationen ud,
Som Menneske sjelden respectabelt
Og sandelig - dog, det er selsomt, Kjære,
At det just er mig, som forkynder den Lære -
Kun det Gode skjænker Personlighed,
Men Geniets øvrige hele Sphære,
Hvad en Kunstner skaber, en Tænker veed,
Det Skjønne, det Sande, hvad man det kalder,
Er fremmed Stræben, hvorved man falder
I Pantheisme til Halsen ned.
Den eneste Trøst for de arme Stakler,
For hvilke man Livet her forqvakler, 68
Idet de skilles fra deres Værker,
Deres Hjertes eneste Mindesmærker,
Er, som de sige, den visse Haaben,
At for dem en Udgang tilsidst er aaben,
Naar, efter Personens Luttring i Flammer,
Hans Værk sig ei meer ved Mesteren skammer.
Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae,
Hvorledes Nogen kan haabe derpaa;
Saameget er vist, det er Hjernespind,
Ifald man vil ud, hvor man kom ind,
Thi som jeg sagde dig, Porten her
Er rigtignok Indgang for Enhver,
Men Ud- og Tilbagegang for Ingen.
Og gaaer man de Folk med Spørgsmaal paa Klingen,
Saa væve de om en anden Vei, -
Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen;
Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. -
Der kommer en Digter! .... Han os ikke saae; ...
Han gjør Mine til at synge; hør nu efter,
Hvad hans Sang bekjender. Jeg tør bande paa,
At i Eet og Alt den mit Ord bekræfter.
DIGTEREN
Hvis jeg var god, jeg digted slet,
Men jeg er slet, og digter godt,
Den Lod har mig min Musa givet;
Hun vil, at jeg især af Det
Skal røres, som i Stort og Smaat
Mig selv just manglet har i Livet.
Om ei mig selv jeg havde lukt
Fra Godhed og fra Fromhed ud,
Da toned ei mit Qvad af Længsel, 69
Da sang jeg ikke nær saa smukt
Om Sjælens Higen efter Gud,
Med Røst som Fuglens i dens Fængsel.
Om ei min Vantro var saa stærk,
At den mig rev fra Kirkens Bryst
Og kastede mig ud fra Reden,
Da gjenlød ei mit Digterværk
Af Længselstonen i min Røst,
Af Sukket efter Menigheden.
Var ei mit Hjerte koldt og haardt,
Saa lukket til, at mangengang
Jeg dybt bedrøvede de Fromme,
Da gav jeg Følelsen jo bort,
Som nu, bevaret for min Sang,
Skal til forstærket Udbrud komme.
Den Mening er vist uden Grund,
At hist i Herrens Paradiis
Et Chor af Salige man hører;
Nei, Saligheden har ei Mund;
I Tanken blot, paa stille Viis,
Den i sin egen Kreds sig rører.
Men han, som udenfor maa staae,
Med Anelser om Himlens Fryd,
Kun han om Paradiis kan sjunge;
Hvad ei han har, men seer kun paa,
Det tolker han ved Strængens Lyd,
Og Savnet bæver paa hans Tunge.
70 For Engle digtes ikke let,
Men for de faldne Slægter blot
Med selvforskyldte Savn i Livet;
Og var jeg god, jeg digted slet,
Men jeg er slet, og digter godt,
Den Lod har mig min Musa givet.
MEPHISTOPHELES
Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae,
Det Vaas er ei værdi at høre paa.
At han selv er slet, er det Visse i Sagen,
Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen.
Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae,
Uagtet han udenfor selv maa staae.
Ja, han selv har Lyst at komme derind,
Men han veed det ei i sit dumme Sind;
Der gaaer igjennem hans hele Sang
Efter Saligheden en Længselsklang,
Paa samme Tid som han selv bekjender,
At kun udenfor den hans Gnist sig tænder.
Det kalder jeg mærkelig Inconsequens.
SJÆLEN
Det taler ei for hans Intelligens.
MEPHISTOPHELES
Det hører nu med til det Taabelige,
Til gammel Fordom, at ville hige
Saa ubændig stærkt efter Himmerige;
Man har det jo meget bedre her.
Jeg priser lykkelig dig og Hver,
Som Skjæbnen ikke præget har
Med Stemplet af Genie og Nar, 71
Thi om eder man haaber, om ikke veed,
At I blive her kan i Evighed;
Og her er det bedre, det skal du kjende,
End hvor man sidder med blottet Ende
Paa en Sky, saa vaad og saa kold som Vand,
Og blæser Trompet det bedste man kan.
SJÆLEN
Jeg finder, at du har ganske Ret,
Jeg har store Tanker om denne Plet.
Men siig mig, om jeg da her vil møde
Mine gamle Venner, som alt er døde.
MEPHISTOPHELES
Ja, det kan du ganske stole paa,
Og de levende vil du med Tiden faae.
SJÆLEN
Det glæder mig meget! Men troer du, min Kone
Vil ogsaa komme til denne Zone?
Vel skjændtes vi tidt og mangengang,
Naar vi gjorde hinanden Tiden lang,
Dog savner jeg nødig min Millemoer, -
At sige, naar hendes Tid er omme,
Det har ingen Hast. Hvad troer du?
MEPHISTOPHELES
Jeg troer,
At jeg tør love dig, hun skal komme.
SJÆLEN
Og mine Børn da?
72
MEPHISTOPHELES
Det veed man ikke,
Det kommer an paa, hvordan de sig skikke.
SJÆLEN
Saa gid de maae sig værdige gjøre,
Til det samme lyksalige Liv at føre!
MEPHISTOPHELES
Dit Ønske kan let opfyldes maaskee. -
Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see,
At du faaer her det samme Liv omtrent,
Som det, der fra Jorden dig er bekjendt.
Da jeg afskyer at lyve, hader at prale,
Saa har du erfaret af min Tale,
At du faaer det ei bedre her end hist,
Men heller ei værre; det er altid Noget,
Ei sandt, min Gode?
SJÆLEN
Jo, ganske vist!
Jeg tidt har tænkt, naar mit Liv blev broget:
Hvem veed, hvordan det i Døden gaaer!
Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer.
MEPHISTOPHELES
Du seer, du vidste dog hvad du fik.
SJÆLEN
Ja, det er mærkeligt! paa en Prik!
73
MEPHISTOPHELES
Forresten maa jeg endnu dig sige,
Hvad af min Beskrivelse kjendes kan,
At her er Kjedsommeligheds Rige,
Man gaber meget i dette Land.
SJÆLEN
Saa man kjeder sig her? Men det er slemt!
MEPHISTOPHELES
Nei tvertimod, det er høist beqvemt.
I Paradiset, saavidt jeg kan spore,
Skal man just heller ikke sig more.
Men Rigdom af Morskab have vi,
Dog skjuler sig Kjedsomheden deri;
Og naar du vil betænke det blot,
Saa vil du finde det saare godt.
Jeg nægter ikke, hos jer histneden
Den kunde mistes foruden Tab;
Men her, hvor man udfylder Evigheden,
Hvad kaster man vel i sligt et Gab?
Og selv hos jer Enhver jo veed,
At Intet er sundt som Kjedsomhed;
Den er maaskee den eneste Føde,
Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde;
Det er tvertimod den, som Livet forlænger,
Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger,
Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav,
Paa Jorden den alt jer Evighed gav.
SJÆLEN
Nu vel, jeg er vant til mig at kjede.
74
MEPHISTOPHELES
Saa er du som skabt for denne Plads.
I det Hele vil Alt, hvad du lærte dernede,
Meget komme dig her tilpas.
SJÆLEN
Det tænkte jeg nok; man siger medrette:
Det jordiske Liv er en Skole for dette.
MEPHISTOPHELES
Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist,
Som aabner jer Adgang her tilsidst.
SJÆLEN
Men Eet endnu: Maa jeg spørge dig om,
Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom.
MEPHISTOPHELES
Paa dit Spørgsmaal kan jeg dig lettelig svare,
Men hvad nytter det dig et Navn at erfare;
Et Navn er en Lyd, paa Mening tom.
SJÆLEN
Det er dog naturligt, man vide vil,
Hvad Stedet hedder, man kommer til.
MEPHISTOPHELES
Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn,
Om strax du erfarer Stedets Navn.
See først at blive hos os lidt hjemme,
Jeg er bange for, Navnet vil dig skræmme.
75
SJÆLEN
Du skræmmer mig alt! Hvad kan det være?
Nu maa du det endelig sige.
MEPHISTOPHELES
Kjære,
Jeg skal det sige, men vær nu Mand!
Helvede kaldes dette Land.
SJÆLEN
Helvede!
MEPHISTOPHELES
Sa' jeg det ikke nok?
Du staaer jo forvandlet til en Blok!
Der seer man, hvad Fordom virke kan,
Endog paa en ellers oplyst Mand.
SJÆLEN
Men Gud bevares! hvordan gaaer det til?
I Helved jeg ikke være vil;
Jeg vist af Vanvare kom derhen.
Jeg har altid været en skikkelig Mand,
Og agtet som Borger i mit Land.
MEPHISTOPHELES
Just derfor kommer du der, min Ven!
SJÆLEN
Skal man da straffes for sine Dyder?
MEPHISTOPHELES
Du straffes ikke.
76
SJÆLEN
Det er jo bekjendt,
At i Helvede bliver man stegt og brændt.
MEPHISTOPHELES
Det er Kjellingesnak, som Intet betyder;
Man vrøvler hos jer om de tusinde Ting,
Hvoraf Ingen kjender det rette Sving.
Vel sandt, her findes adskillige Gryder
For Dem, som leved med store Lyder;
For Mordere, Tyve, samt andre Skjelmer
Der brænder en Ild, som aldrig helmer.
Men Pluraliteten er de Honnette,
Og de behandles honnet medrette.
Saaledes gaaer det nu dig og Dine;
For jer beredes der ingen Pine;
I finde, som sagt, det samme Liv,
Den samme Travlhed og Tidsfordriv,
Som forhen i det jordiske Rige;
Det kommer deraf, maa jeg dig sige,
At du, min Ven, og dine Lige
Alt, mens I leved, i Helvede vare;
Og deraf kan du dig selv forklare,
At eders Tilstand forandres ei,
Men er samme Virken ad samme Vei.
SJÆLEN
Var jeg i Helved?
MEPHISTOPHELES
Som næsten Alle;
Kun pleier man ei saadan at kalde
Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord, 77
Hvori man paa det Reale troer,
Og faaer ei det mindste Glimt at see
Af den magre Beenrad, man kalder Idee.
Men det er netop det bedste Levnet,
Hvori man det Magre stolt foragter,
Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter,
I Realitet, til man er revnet.
Og er man nu let at ærgre tillige,
Og Verdens Gang giver vrantne Tanker,
Saa man skjændes med Konen og Barnet banker,
Og smidsker til sin Tjenestepige,
Og tages af hende ved Næsen fat,
Mens man skjuler for Konen Dit og Dat,
Da er man i Fuldendelsen moden,
Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden.
Du fatter da nu i din Lykkes Havn,
At du ikke bør skræmmes ved et Navn.
Du finder jo kun det Gamle, Vante,
Og sagtens var du den største Fjante,
Om ei du villig gik paa din Sti.
SJÆLEN
Nu vel, jeg vil see at finde mig deri.
MEPHISTOPHELES
Og for at bevise til Tydelighed,
At Helved sig strækker over Jorden ned,
Saa lad os gjøre til Jorden en Tour;
Deraf du seer, til vort Rige den hører,
Thi udenfor denne Boligs Muur,
Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig fører.
SJÆLEN
Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen?
78
MEPHISTOPHELES
For et Øieblik vil vi gaae derhen,
At sige, hvis du har Lyst, min Ven.
En Skuespiller idag vi vente,
Som Døden just er ifærd med at hente.
Ved vort Theater han savnedes længe;
De sige, de høilig til ham trænge,
Og at mangt et Stykke kan ikke gaae,
Førend de ham engageret faae.
Da nu selv du nylig døde derhjemme,
Saa tænker jeg, det dig muntre kan
At see en Anden i samme Klemme.
SJÆLEN
Ja, mange Tak skal du have.
MEPHISTOPHELES
Velan,
Jeg breder ud min sorte Kappe,
Som Doctor Faust har seilet paa;
Igjennem Luften gaae vi rappe,
Og flux vi skal paa Jorden staae.

FJERDE ACT

SKUESPILLEREN
Det banker paa Døren. Kom ind!
DØDEN
God Dag!
79
SKUESPILLEREN
Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ....
Ih fy for Pokker! den stygge Maske!
DØDEN
Du tager feil, du stakkels Aske!
Jeg har saamænd ikke Costume paa.
SKUESPILLEREN
Hvad vil du da?
DØDEN
Det er let at forstaae,
Jeg kommer herind for dig at hente.
SKUESPILLEREN
Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente,
Du maa vide, min Sygdom er ikke sand;
Du kjender vel ikke til vort Theater,
Du blev nok narret af de røde Placater.
DØDEN
Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand!
Selv de Sunde jo Døden hente kan,
Og dig har den just idag fundet værdig,
Derfor maa jeg bede dig: gjør dig færdig.
SKUESPILLEREN
Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod;
Jeg haaber, Directionen vil være saa god,
Med en Sørgefest at hædre mit Minde,
Og om min Buste lade Krandse vinde,
Og at Mange vil ærgre sig, naar de see 80
Mit Portrait ophænges i vor Foyer.
Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder;
Jeg er vant til at døe: I Helteroller
Over hundrede Gange døde jeg alt;
Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt,
Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og Tak
Belønned mig for den Hals, jeg brak.
Jeg rigtignok gjerne vide vil,
Om det her paa samme Maade gaaer til,
Om samme Belønning os bliver givet,
Naar Teppet falder for Jordelivet.
DØDEN
Derom jeg ikke kan sige Stort;
Med Dommen jeg Intet har at bestille,
Jeg bringer de Døde til Himlens Port,
Der pleier man Buk fra Faar at skille,
Og de, som ikke for gode tages,
Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages.
Du maa vide, jeg er kun et simpelt Bud
I det store Collegium hos Gud;
Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver,
Vide, hvad Resolutionen bliver.
Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe;
Det kommer jo meget an paa din Tro.
SKUESPILLEREN
Min Tro er af høist forskjellig Art:
Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart,
Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer,
Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor.
Men derfor vil Fanden mig ikke spise,
Thi jeg har lært af Nathan den Vise, 81
At man kan i hver en Religion
Dannes til en agtværdig Person.
DØDEN
O ja! jeg tænker, hvis du er god,
Kan du gjerne være ved freidigt Mod.
SKUESPILLEREN
Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret,
Om jeg bør kaldes god eller slet.
Det gjør mig lidt underlig tilmode,
At, skjøndt jeg begeistres for det Gode,
Er min Begeistring, saavidt jeg troer,
For det Onde dog ikke mindre stor.
Paa den ene Aften jeg lover forvist,
At Dyden skal evig seire tilsidst,
Jeg tordner med min brølende Stemme
Mod Verdens Tyranner, som Pligten glemme,
Mod lumske Munke, mod Præsidenter,
Som snyde den Fattige for hans Renter,
Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud,
Og seer imidlertid saa rørende ud, -
Men den næste Aften jeg gaaer omkring
Med skulende Blik og gjør fæle Ting,
Jeg piner og plager skikkelige Folk,
Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk,
Jeg maner Helvedes Aander frem,
Og glæder mig ret til at omgaaes dem,
Og føler mig stolt og en rigtig Ka'l,
Idet jeg trodser den evige Qval.
DØDEN
Jeg kan tænke, du taler om dine Roller,
Men derpaa kommer det her ei an; 82
Kun Det, som du selv for Sandhed holder,
Til Gud eller Djævlen dig føre kan.
SKUESPILLEREN
Min bedste Død! hvor kan du dog troe,
At man ved Theatret har Tid og Ro
Til selv at tænke, til selv at mene?
Man siger, hvad Digteren har befalt,
(Hvis man lærer sin Rolle, notabene),
Men veed ei, om det er sandt eller galt.
DØDEN
Men hvad ei man seer af de enkelte Dele,
Det seer man lettelig af det Hele.
En Digter lader til Orde komme
Gode som Onde, Frække som Fromme;
Men den Mening, han selv om Begge har,
Af hele Værket maa blive klar.
SKUESPILLEREN
Min bedste Død! hvor kan du dog troe,
At man ved Theatret har Tid og Ro
Til at sætte sig ind i det hele Værk?
Den Fordring er sandelig altfor stærk.
Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget;
At kjende de Andres er altfor Meget.
Desuden vil du fordetmeste see,
At Poeten har ingen bestemt Idee;
De fleste veed ikke selv hvad de vil;
De erfare det først, naar de see vort Spil.
DØDEN
Det gjælder vel om de slette, men ei om de gode
83
SKUESPILLEREN
Men det er de slette, jeg holder mig til;
Ved de andre føler jeg mig fremmed tilmode,
Men af de daarlige just jeg holder,
Thi af dem faaer man netop de bedste Roller.
DØDEN
Ja, naar man er daarlig Skuespiller.
SKUESPILLEREN
Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller!
Min Kunst har for længe siden mig adlet,
Jeg har Hævd paa, aldrig at blive dadlet.
For de Andre kan en Visker være fornøden,
Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt.
Jeg hader Recensenter som Døden,
Og hader ogsaa Døden som Recensent.
DØDEN
Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er,
Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord.
SKUESPILLEREN
Og hvilken Skrupel?
DØDEN
Jeg tænkte paa,
Du vil sagtens nødig til Helvede gaae;
Men efter hvad du har yttret her,
Ligger den Tanke mig temmelig nær,
At du er som Kunstner et daarligt Subject,
Men isaafald gaaer du i Himlen reject, 84
Thi Enhver, som røgter sit jordiske Kald
Paa daarlig Maade, staaer hist for Fald.
Jeg selv har ofte Sanct Peder hørt,
Naar de Døde jeg har til Himmerig ført,
At sige til En og Anden: "Gaa bort!
"Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort,
"Var daarlig Poet, var daarlig Dreier,
"Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier,"
Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar:
"Jeg veed, at min Villie dog ærlig var,
"Og at Feilen kun i min Evne stak,"
Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak!
"Med den gode Villie man finder en Plads,
"Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas,
"Men Forfængeligheden maa tidt forskylde,
"At man ikke kommer paa sin rette Hylde."
Saaledes talte han, den Guds Mand.
SKUESPILLEREN
Men det er jo forskrækkeligt! Siig, hvordan
Skal jeg da gjøre, for mig at frie?
Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie,
Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ....
Men sæt, man i Himlen har en anden Smag?
DØDEN
Derfor jeg netop spurgte dig om,
Til hvad Mening du selv i Livet kom,
Thi hvis du blot er et Instrument,
Hvorpaa snart en Fusker og snart en Mester
Sin Vise spiller ved alskens Fester,
Da er det med din Salighed slet bevendt.
85
SKUESPILLEREN
Nei, hvad det betræffer, har det ingen Nød.
Jeg var ei som et Instrument passiv,
Jeg gav min Spiller active Stød.
Jeg kan sværge dig til: i mit hele Liv
Blev aldrig noget Skuespil prøvet,
Hvorpaa jeg som Criticus ei mig øved,
Og viste de Andre paa en Prik,
At det var usselt, at det var daarligt,
Og især den Rolle, som selv jeg fik,
Jeg gjennemheglede ret alvorligt.
Men Stridighed var dog ei min Sag,
Thi naar Stykket vandt Publicums Behag,
Og jeg selv til Applaus i Rollen kom,
Forandrede jeg ret gjerne min Dom.
DØDEN
Jeg er bange for, det vil ikke forslaae
Til at lade dig ind i Himlen gaae;
Jeg vil derfor bede dig tænke paa,
Om du ei, foruden din Kunstnersphære,
I en anden Kreds har virket med Ære.
Var der Intet, som lokkede dig til Hæder,
Undtagen at staae paa de vante Bræder?
SKUESPILLEREN
Jeg har Færdighed i at cabalere,
Jeg føler Evne til at regjere,
Jeg finder Lydighed triviel;
Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen,
Ifald jeg som Medlem af Directionen
Kunde raade for Kunstens Vee og Vel.
86
DØDEN
Jo mere jeg hører, jo mere du snakker,
Desmere jeg frygter, at Petrus vil
Betragte dig som en daarlig Makker,
Og sende dig glat ad Helvede til.
SKUESPILLEREN
Saa er jo den gamle Mening sand,
At Skuespilleren ikke kan
I Himlen komme, men bliver sendt
Til Helvedes Ild og evig brændt?
Er det Retfærdighed? svar!
DØDEN
Ih nu!
Ifald den hele Stand er som du,
Har Sagen jo nogen Rimelighed.
Men saadan er det dog ikke. Jeg veed,
At Scenens i Sandhed glimrende Navne
Faae Tilladelse til i Himlen at havne.
Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port,
Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind!
"Her samler sig Alt, som er ædelt og stort,
"Men ingen Forfængelighed og Vind." -
Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa;
Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae!
Bed dit Fadervor, forinden du døer.
SKUESPILLEREN
Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur.
DØDEN
Du klingende Bjelde, du lydende Malm,
Bered dig paa Helvedes hede Qvalm!
87

FEMTE ACT

MEPHISTOPHELES
See saa! Nu er vi her tilbage.
Paa min Befordring troer jeg vist,
At du vil ikke kunne klage.
SJÆLEN
Men siig mig engang: Jeg hørte hist
En Yttring, som gjorde mig angst og bange.
MEPHISTOPHELES
Hvad var det for en? Jeg hørte saa mange.
SJÆLEN
Et Skrækkebilled mig Døden malte,
Da om Helvedes hede Qvalm han talte.
Jeg tænkte som saa: det bliver ei Spøg,
Thi hvis der er Ild, hvor der er Røg,
Saa findes den og, hvor der er Hede;
Saa brænder det i Grunden dernede,
Og engang, naar Flammen en Udgang faaer,
Fortærer den os med Hud og Haar.
MEPHISTOPHELES
Hvad er det nu værdt at bryde sig om
Hvad Døden siger? Han aldrig kom
Her indenfor Porten, han ikke veed
Om vor Indretning mindste Besked;
Paa Jorden han lærte den dumme Snak,
Som lugter af borgerlig Thee og Tobak.
Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum, 88
Jeg bryder aldrig det givne Pactum;
Vær du kun rolig, det har ingen Nød. -
Men da Forord ingen Trætte brød,
Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys:
Du faaer nu Kost og Logis og Lys
Og Brændsel og Vask og alskens Journaler
Og Plads i Theatret engang om Ugen
Og Andet, hvorpaa man er forslugen,
Og for det Hele du Intet betaler.
Til Erstatning derfor man kun begjærer,
At du skal Arbeid gjøre paa Tour.
SJÆLEN
Hvordan? Med Arbeid man os besværer?
MEPHISTOPHELES
O! Møien skal ei dig blive suur.
Den gode Borger desuden tærer
Ei som en Klinte paa Statens Korn,
Han forsmaaer Overflødighedens Horn,
Han vil ikke fødes og klædes frit
Og gaae gratis paa Comedie tidt,
Men han offrer sit Arbeid og sin Sved
For at bøde paa Statens Elendighed.
SJÆLEN
Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer,
Det stod i Kjøbenhavnsposten for ifjor.
MEPHISTOPHELES
Det gjorde det vistnok, og det staaer
Endog i den for næste Aar.
89
SJÆLEN
Nu vel, jeg er villig; saa lad mig høre,
Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjøre.
Her er vel almindelig Værnepligt
Og nogen Brandskat?
MEPHISTOPHELES
Nei, intet Sligt;
Men vor Stat har et eneste fælles Med,
Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed:
Jeg tvivler ei paa, at hørt du har
Om Danaidernes store Kar;
Det er et Vaskerkar, frygtelig stort,
Som i Verdens første Tider blev gjort;
Men den Bødker har været en rigtig Hund,
Thi han maged, at Karret blev uden Bund.
Nu er vor hele Stræben, med Vand
At fylde det til den øverste Rand;
Men engang har et kløgtigt Hoved beregnet,
At kun ved uendelig Manges Flid
Kan det fyldes i en uendelig Tid.
Dermed er vort hele Formaal betegnet,
Og derfor maa hver Qvind eller Mand
Paa Omgang helde deri sin Spand.
SJÆLEN
Det er Sjouer-Arbeid.
MEPHISTOPHELES
Hvor vil du hen!
Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven,
Om de halvhundred Prindsessehænder
(Endog multipliceerte med To, 90
For at tale correct), som vort Arbeid hylde,
Og i Aartusinder Karret fylde;
Men du vil finde her Professores,
Magistre, Licentiater, Doctores,
I hvert et Fag de fleste Skribenter,
Poeter i Tusindtal, Recensenter
Og Belletrister, en Masse Studenter,
Som endog har ført op ved fine Baller
Og spilt Comedie taalelig godt,
Kort sagt, Personer af hver en Alder,
Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blot
Hvad pene Folk man sædvanlig kalder.
Det er et Selskab, der sandelig ham,
Der slutter sig til det, ei gjør Skam.
Og tys! .... hør efter! .... Du hører en Sang,
Som lyder høit over Stad og Vang.
Det er fra Stedet, hvor Karret staaer,
At Lyden hen til dit Øre naaer;
Danaider det er, som hisset synge,
Til dem sig slutter den øvrige Klynge.
Du mærker, dem Arbeidet ei gjør ondt,
Da ved Sang de forrette deres Dont.
CHOR AF DANAIDER
Evig Hast!
Ingen Rast!
Hurtig, hurtig, Møer og Svende!
Aldrig faaer vort Arbeid Ende,
Tidens Hjul staaer aldrig fast.
Timen gaaer,
Tusind Aar
Ud i bundløs Afgrund ile, 91
Her er ingen Ro og Hvile,
Mens den store Klokke slaaer.
Stræb og taal!
Intet Maal
Opnaaes kan i Evigheden.
Vent ei Nydelsen og Freden,
Vent ei Lønnens fyldte Skaal.
Haab ei Sligt!
Stolt og rigt
Er dit Værk fra Formens Side,
Naar du kun til evig Tide
Uden Nytte gjør din Pligt.
Ingen Grund!
Ingen Bund!
Hid med Spanden, hid med Øsen!
Travlhed, Travlhed er vort Løsen
Indtil Verdens sidste Stund.
SJÆLEN
Hvad jeg hørte, har alt forandret min Tanke,
Jeg føler mit Hjerte høiere banke;
Det vil mig meget interessere,
Til det fælleds Maal at concurrere.
Jeg agter desuden Foreningsaanden,
Ved den, saa troer jeg, er Staten stærk,
Og det er herligt at række Haanden
Til sligt uendeligt Kæmpeværk.
MEPHISTOPHELES
Velan, min Ven, saa siger jeg Top.
Og gaa nu kun ad Gaden op, 92
Saa vil sig de mange Gjenstande vise,
Som nylig du hørte mig at prise.
En liden Stund maa du ene dvæle,
Jeg kan ikke saa godt blive her længer,
Jeg maa hen og hilse paa andre Sjæle,
Hvis tætte Flok sig mod Porten trænger.
Jeg har saa travlt med saa mange Ting.
Farvel! nu gaa kun og see dig omkring;
Jeg haaber, dig Alt skal være tilpas.
SJÆLEN
Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads!
CHOR AF DE EFTERLEVENDE
Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangen
Høithædret Mand blev omtalt ved en Skaal,
Ei glemme vi den Ven, som forudgangen
Os vinker til sig fra sin Banes Maal.
Nu er han salig i sin Himmels Glæde,
Han skuer ned fra Frihedslandet hist,
Og skjænker os, som her ved Glasset græde,
Den blide Trøst: vi samles nok tilsidst.
93

DE NYGIFTE EN ROMANCE-CYCLUS

I. ANKOMSTEN

VILHELM
Vær uden Frygt, min unge Viv!
Paa Hjulet din Fod du sætte!
Jeg holder Armen om dit Liv,
Skal ned fra Vognen dig lette.
See saa! nu hurtigt i Huset ind,
Som med gjæstfrit Herberg os trøster!
Lad saa kun Regnen og Nattens Vind
Rase saa meget dem lyster!
MARIE
Men tør vi og mod Nattetid
Fremmede Folk besvære,
Med vaade Kapper komme hid,
Og maaskee til Byrde være?
GERTRUD
Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei,
De mit Navn ei heller kan vide, 94
Men gjennem Skoven den mørke Vei
Er farlig ved Nattetide.
Naar ude buldrer en Tordensky,
Har man det bedre herinde;
I det fattige Huus dog finder Ly
Veifarende Mand og Qvinde.
Her er et Gjæstekammer, træd ind,
Min Leilighed er kun ringe,
Dog kan De her med nøisomt Sind
Natten tilendebringe.
Jeg henter Qviste, jeg henter Ved,
I Ovnen et Baal jeg tænder;
Saa kan De varmes og tørres derved,
Mens Ilden gnistrende brænder.
Imidlertid et tarveligt Bord
Jeg i Stuen herude bereder,
Og kalder saa paa Dem, ifald De troer,
At kun ei vort Selskab Dem kjeder.
Jeg venter min Søn hvert Øieblik,
Han agter ei Nattens Fare,
Han jager i Skoven, og vist han fik
Til Køknet en Fugl eller Hare.
Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt,
Og skal ikke forstyrre Dem, førend
Mit Bord er dækket og stegt mit Vildt,
Saa banker jeg sagte paa Døren.
95

II. I GJÆSTEKAMMERET

MARIE
Hvor er hun alt mit Hjerte kjær,
Den gamle venlige Qvinde!
Saa mildt hun pusler om os her,
Saa hyggeligt er herinde.
Naar Livets Olie brænder saa klar,
Er Aarenes Tal et Gode,
Og Alderdommen en Skjønhed har,
Som ei man skulde formode.
O maatte jeg selv i sildig Tid,
Ifald jeg lever saa længe,
Naar Panden fures, naar Lokken er hvid,
Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, -
O maatte jeg da med rystende Haand
Saa milde Toner bevæge!
O maatte jeg med saa venlig Aand
Ungdommen vederqvæge!
VILHELM
Min unge Hustru, min Rosenbrud!
Jeg kan ei gammel dig tænke;
Jeg seer dig i Ungdoms friske Skrud,
Utvungen af Tidens Lænke.
Hvor selsomt! gjennem et Tordenbrag
Vor Fremtid sig forkynder, 96
Og vort Samliv paa sin første Dag
Med et Eventyr begynder.
Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod.
Vi reiste, mens Himlen smiilte,
Men iaften blev den en Styrteflod,
Og i natligt Mørke den hviilte.
Og mellem de røde, knittrende Lyn,
Som skræmmede Kudsk og Heste,
Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn,
Fra Huset, som nu vi gjæste.
Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly,
Da kom den venlige Qvinde,
Saa mildt hun bød os hid at tye;
Saa hyggeligt er herinde.
MARIE
Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk,
At idag vort Bryllup mon stande.
VILHELM
Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets Tolk
Paa din rødmende Kind og Pande.
Jeg vil sige, det alt iforgaars var,
At vi tændte Hymens Flammer;
Vist Ingen da gjætter, at her man har
Beredet vort Brudekammer.
97
MARIE
Ti stille! .... Din Randsel er lukket til,
Jeg en anden Krave maa søge.
VILHELM
Der har du Kraverne; jeg dem vil
Med Strømper og Skoe forøge.
MARIE
Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu!
Dit Blik mig ganske forvirrer,
Jeg kan ei klæde mig om, naar du
Her staaer ved Siden og stirrer.
VILHELM
Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm,
Med mit Hoved over dig bøiet!
Kun et bævende Kys paa din blottede Barm!
See saa! nu lukker jeg Øiet.
MARIE
Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert,
I Speilet du seer!
VILHELM
Paa min Ære,
Nu vender jeg Ryggen til.
MARIE
Hvor geneert, I et fælles Kammer at være!
98
VILHELM
Jeg seer ikke meer.
MARIE
Det er ret en Skam!
Jeg havde saa fast besluttet ....
Det banker paa Døren!
VILHELM
Tak, Madam!
Nu komme vi paa Minutet.

III. AFTENSMAALTIDET

VILHELM
Ved dette muntre, gjæstfrie Bord
Er Kredsen saa fortrolig;
En venlig Skov-Alf har, jeg troer,
Lokket os til sin Bolig.
Jeg tømmer Glasset med en Bøn
For vor gamle, brave Vertinde,
Og for vort Vert, hendes unge Søn,
Saa alvorsfuld i Sinde.
En Vildbrad har han fra Skoven bragt,
Saa kostelig har han os madet,
Men selv han sidder som halv forsagt,
Og langer neppe til Fadet.
99 Skjænk i, tøm Glasset, min unge Ven!
I Vinen drukner man Griller;
Hvo veed, om atter vi sees igjen,
Naar imorgen Skjæbnen os skiller.
FREDRIK
Vel sandt, jeg tier den hele Tid,
Mig nægtedes Talens Gaver.
GERTRUD
Her komme saa sjeldent Fremmede hid,
Af Undren han falder i Staver.
FREDRIK
Af Undren? O ja! den qvæler min Røst,
Men af Øiet den levner mig Brugen.
MARIE
Vil De klinke med mig?
FREDRIK
Med største Lyst!
GERTRUD
Min Søn, du spildte paa Dugen.
Jeg kalder min FREDRIK
Søn, thi jeg veed,
Som en Søn jeg den Kjære betragter;
Dog er han det ei, og sand Besked
Til Dem at sige jeg agter.
De ere saa venlige begge To,
Saa mildt De tage tiltakke; 100
Hvi skulde jeg gode Folk ei troe,
Og af Hjertet med Dem snakke?
Desuden har De vel Krav, jeg troer,
Paa at kjende Vert og Vertinde;
Nu vel, om os selv et lidet Ord
At sige Dem, har jeg isinde.
Paa Jyllands Heder min Mand var Præst,
Ved Døden jeg tidligt ham tabte;
En eneste Søn var min Lykkes Rest,
Men ak! kun Sorg han mig skabte.
HANS vilde, hans uregjerlige Sind
Forvoldte mig stadig Kummer;
O Gud! naar hans Skjæbne falder mig ind,
Mit Hjerte sin Sorg ei rummer.
Da han fyldte sit tre og tyvende Aar,
Da misted jeg ham, - han døde! ....
O Gud! jeg føler det gamle Saar
Ved Mindet derom at bløde.
Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til
At ikke man døer af Sorgen,
At Hjertet ikke briste vil,
Men haaber end paa imorgen.
Og dog, til at haabe havde jeg Grund,
Thi blev mit Haab ikke lønnet?
En anden Søn har min Aftenstund
Med sønlig Ømhed forskjønnet.
101 Han bragtes mig som forældreløs,
Da hiin jeg nys havde mistet;
Jeg veed ei, hvordan den liden Knøs
Blev ind i min Stue listet.
Han laae i et Svøb, men intet Spor
Mig Kundskab gav om den Spæde.
Nu. er han voxen, nu er han stor,
Nu er han min sidste Glæde.
Han skikker sig vel, han er Forst-Elev,
Snart tager han Forst-Examen;
Af Jægermesteren rost han blev, ....
Men jeg kjeder vist Herren og Damen.
VILHELM
Nei ingenlunde!
MARIE
Hvor kan De troe ....
VILHELM
Endnu maa De berette,
Hvorlunde De her kom til at boe
Paa Sjællands blomstrende Slette.
GERTRUD
Hvad skulde jeg meer paa Heden hist,
Da min Mand og min Søn vare døde?
Erindring gjorde mit Hjerte trist,
Og Egnen var mørk og øde.
Et Huus jeg havde, det solgte jeg da
For otte hundrede Daler, 102
Og drog med lettet Sind derfra,
Som fra Mindet om fordums Qvaler.
Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord,
Thi jeg er født her paa Øen;
Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boer
I Skoven herinde ved Søen.
VILHELM
I Deres Fortælling tage vi Deel,
Og Gjengjæld vil vi gjøre;
Fortroligheden skal vorde heel,
Naar De min Beretning vil høre.
De sagde nylig, vi havde Krav
Paa at kjende Vert og Vertinde;
Saa bør og Disse, som Huus os gav,
Til Oprigtighed os forbinde.
Thi lad mig sige Dem, hvad jeg har
Ei hidtil villet fortælle:
At det er et lykkeligt Brudepar,
Som sidder hos Dem i Qvelde.
Iforgaars var det, vort Bryllup stod
I Sognekirken derhenne;
Os Brudeskaren i Hast forlod,
Da Vielsen var til Ende.
Med Glæde vi saae, at Papa og Mama
Og Slægt og Venner saa kjære
Sagde Farvel og kjørte derfra,
Og lod ene sammen os være.
103 For Kirkeporten en Vogn der holdt,
Den monne vi To bestige;
Al Verden vendte vi Ryggen koldt,
Kun fremad monne vi hige.
Thi rundt om Søens fortryllende Bred
Langsomt vilde vi drage,
For at nyde landlig Eensomhed
I de første Hvedebrødsdage.
Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg,
Naar det stolper omkring og tramper,
Nysgjerrige Blik, upassende Spøg
Og Chocolade-Slampamper.
Saa har man dog Fred, saa har man Ro
For de Paatrængendes Miner,
Som vil see, hvordan de Nygifte boe,
Og hvad de har for Gardiner.
I det skjønneste Veir omkring vi drog
Og beundred saa Meget i Egnen,
Indtil iaften vor Skræk os jog
I Ly for Tordenregnen.
Imorgen tidlig vi drage bort,
Thi lad os da nu forføie
Til vort Kammer os hen; Natten er kort,
Og Søvn behøver vort Øie.
MARIE
Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast.
104
VILHELM
Men Hvilen kan ikke skade.
FREDRIK
Er den Beslutning da saa fast,
Os imorgen at forlade?
Egnen er skjøn, det siger De jo,
Saa skulde De blive her længer;
Naar jeg er Fører, det kan De troe,
Til ingen anden De trænger.
Saa let det hændes, De gaaer forbi
Alle de smukkeste Steder,
Men jeg skal vise den skjulte Sti,
Som kun sjelden en Fod betræder.
I Haven voxe de Blomster smaa,
Som min Moder pleier dernede;
Naar den unge Frue til dem vil gaae,
Da skal hun neppe sig kjede.
Og De, min Herre, paa Jagt maaskee
Har De Lyst en Riffel at prøve;
Saa følges vi ad, saa skal De see,
Jeg skal i Kunsten Dem øve.
Vi finde jo nok paa Tidsfordriv
For en Dag, for to, for trende.
De vil ikke fortryde det; derfor bliv,
Bliv kun imorgen til Ende!
105
GERTRUD
See saa! nu fik du Tungen paa Gang,
Min Søn, det godt mig hover.
Men Tiden vil falde de Fremmede lang,
Tiltrods for Alt, hvad du lover.
Et eensomt Levnet fører jeg,
Vort Tilbud er overflødigt,
Fremmede Folk blive her ei
Længer, end de har nødigt.
MARIE
Saa beskeden Venlighed røre maa;
Hvordan skal vi takke Dem Begge?
VILHELM
Nu vel, saa lad os sove derpaa,
Og imorgen det overlægge.
Vi vil ei reise saa tidligt bort,
Saa faae vi Tid til at tale.
Men nu lad os gaae; Natten er kort,
Og Øiet trænger til Dvale.
GERTRUD
God Nat! Gid Søvnen maa være blid!
MARIE
Men skal vi dog lidt ei bie?
VILHELM
God Nat! Jeg troer, det er Sengetid.
Nu kom, min elskte Marie!
106

IV. NATTETANKER

FREDRIK
Nu hviler den tause, dæmrende Nat
Over de sorte Skove;
Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat?
Hvorfor kan jeg ikke sove?
Hvi drages min Tanke stedse hen
Til den unge deilige Qvinde?
Nu hviler hun hos en lyksalig Ven
I Gjæstekamret derinde.
Mon engang den Lykke vil vorde min,
En elsket Viv at eie,
At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin,
Og ei paa et eenligt Leie?
Men hende, hende bliver det ei,
Som staaer for de drømmende Blikke;
Og hvor jeg søger paa Livets Vei,
Hendes Lige finder jeg ikke.
Der ulmer i hendes Blik en Glød,
Som til Flamme sig let forstærker;
Men Undseelse farver Kinden rød,
Naar sit Øies Virkning hun mærker.
Der gynger paa Barmens Tvillingepar
En Amor, som saligt bæver;
Men hun rødmer bly, naar hun mærket har,
At et Suk ham høiere hæver,
107 Snart seer hun forelsket og snart igjen
Med Frygt paa sin Ægtemage;
Snart lader det til, at hun drages hen,
Snart, at hun stødes tilbage.
Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hed
Som min egen .... Hvad er det, jeg siger? ....
Plagende Tanker! lader mig i Fred,
Fra mit natlige Leie viger! -
Vide jeg gad, om Andre det gaaer
Som mig, og paa samme Maade:
Saa Meget skeer, som for Tanken staaer
Lig en mørk, uløselig Gaade.
Meget, som hændes mig første Gang,
Synes mig et dunkelt Minde,
Det klinger for Øret som en gammel Sang,
Hvis Ord man ikke kan finde.
Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom,
Og en Lysning faldt gjennem Løvet,
Var det, som jeg maatte huske mig om!
Og altid blev jeg bedrøvet.
Og traf min Kugle den flygtende Raa,
Min Samvittighed følte sig bebyrdet,
Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa,
Ifald jeg en Ven havde myrdet.
Aldrig tilforn jeg sværmet har,
Som idag, for en deilig Q vinde; 108
Og dog, dog er det, som Hjertet var
Fuldt af et gammelt Minde.
Jeg er vaagen, dog stige Syner herned
Fra Drømmenes hemmelige Riger ....
Plagende Tanker! lader mig i Fred,
Fra mit natlige Leie viger! -
Bestandig mit Øie stirre maa
Paa den Lysning paa Bøgen derude.
Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae,
Seer jeg den gjennem min Rude.
Det er Lyset hos det reisende Par; et Skin
Falder paa de mørke Skove.
Nu blev det slukket! .... Lettet er mit Sind,
Maaskee jeg nu kan sove.

V. PROMENADEN

VILHELM
Seer De nu? De har vundet Deres Sag:
De fik os til at blive;
Vi er her alt paa tredie Dag,
Og kan neppe løs os rive.
FREDRIK
Men den unge Frue kjeder sig vist,
Desværre, det seer jeg af Minen.
109
MARIE
Det er Træthed kun, og Deres Moder hist
Venter os ved Theemaskinen.
VILHELM
Det er intet Under, om hun er træt,
Kun sjeldent hun Foden rører.
Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet,
Tak være vor gode Fører.
FREDRIK
Imorgen Fruen sig hvile maa,
Mens vi Andre paa Jagten drage.
MARIE
Men vil De paa Jagt virkelig gaae?
VILHELM
Er det nu Grund til Klage?
En Mand har en Attraa i sit Bryst
Til tusinde Ting at prøve,
Og Jagten er just en mandig Lyst,
Som det sømmer sig ham at øve.
FREDRIK
Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae,
Jeg skyder en Gjenvei herneden;
Iaften jeg Kugler støbe maa,
Thi jeg brugte den sidste forleden.
Men De maae vandre her ligefrem
Mellem de tvende Høie;
Stien fører til min Moders Hjem.
110
MARIE
O ja! vi kjende den nøie.
FREDRIK
Farvel! Vi mødes om en liden Stund. -
MARIE
O Vilhelm! nu er vi alene,
Skrækken binder ei meer min Mund.
VILHELM
Hvad er det? hvad kan du mene?
MARIE
O tjen mig deri! gaa ikke paa Jagt!
Lad os reise herfra itide!
VILHELM
Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt?
MARIE
O Gud! .... man kan ikke vide ....
Man hører om uforsigtige Skud, ....
Hvor let kan et Uheld sig føie! ....
Og den unge Mand .... o! han seer ud ....
Saa forvildet er hans Øie!
VILHELM
Min bedste Marie! jeg troer, du seer
Spøgelser midt om Dagen.
MARIE
O Vilhelm! skal jeg bede dig meer?
111
VILHELM
Du bliver saa hvid som et Lagen!
Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned,
Her en Træstub Rødderne strækker;
Og siig mig nu i Fortrolighed:
Hvad er der skeet, som dig skrækker?
MARIE
O spørg mig ikke! der er Intet skeet,
Du maa ingen Forklaring forlange,
Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet,
Kun en Anelse gjør mig bange.
Den Tordenluft, hvori vi kom,
Er endnu bestandig den samme,
Der drager et Uveir paa Himlen om,
Og jeg frygter, et Lyn vil ramme.
Maaskee det kun er Indbildningens Spil,
Maaskee kun Frygt mig forleder,
Men den første Bøn ei nægte du vil,
Hvorom din Hustru dig beder.
VILHELM
Min elskte Marie, nei visselig, nei!
Mod dit Ønske jeg ikke strider,
Endskjøndt jeg troer - jeg det nægter ei -
At af sygelig Frygt du lider.
Men ligemeget! For at lette dit Sind,
Lad os reise tidligt imorgen. 112
Nu vender Rødmen tilbage til din Kind;
Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.
Saa vil vi til Staden, til vort Hjem
Rundt om Søen drage.
Men de Andre? .... Intet vi sige dem,
Naar nu vi vende tilbage.
Der vanker ellers saa mangen Bøn
Om imorgen over at tøve,
Og baade Konen og hendes Søn
Vort Afslag vil bedrøve.
Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt
- Og det lover os Aftenrøden -
Saa lade vi Vognen komme blot,
Og Undskyldning er ei fornøden.
Men nu lad os gaae, thi du er varm,
Og Aftenens Taager begynde.
Støt dig paa mig, giv mig din Arm,
Nu vil vi os hjemad skynde.

VI. MODER OG SØN

FREDRIK
For silde jeg seer det, jeg kom tilkort,
Jeg føler, hun mig foragter;
Hun vender med Afsky Hovedet bort,
Hvergang jeg hende betragter.
113 Alt er stille, det er atter Nat,
I Huset slumre nu Alle,
Jeg vaager atter, eensom, forladt,
Og lader Modet falde.
Dog nei! I Mismods dunkle Sky
Jeg vil mig inat ei svøbe.
Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly!
Kuglerne vil jeg støbe.
Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud!
Hvor synes den ussel og ringe!
Og dog, hvor findes Mage til Bud,
Naar det gjælder Budskab at bringe?
Og lige villig og med samme Lyst
Den lader sig lydig sende
Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst,
Og til mig, som spottes af hende.
Til mig? .... O ja! det var besørget snart,
Og maaskee det just var paa Tide,
Maaskee der blev for os Alle spart
Megen kommende Qvide.
Men tys! .... det pusler jo ved min Dør;
Jeg skimter et Lys, der flammer ....
Min Moder? .... Hvordan? Du sagde jo før
Godnat, og gik til dit Kammer.
GERTRUD
Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt,
Det var som om Luften brændte, 114
Og jeg følte mig saa ængstelig stemt,
Som om en Ulykke hændte.
Med stærke Skridt jeg hørte dig gaae
Her i Natten, den stille,
Og ei Ro jeg havde, før jeg saae,
Hvad du monne bestille.
FREDRIK
Kjær Moder min, vær uden Frygt!
Imorgen skal jeg jage,
Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt,
Da jeg fleer ei havde tilbage.
GERTRUD
Lad imorgen fare den vilde Færd,
Den bliver os ei til Baade.
Saa længe de fremmede Folk er her,
Lad mildere Glæder raade.
FREDRIK
Men lovet har jeg den fremmede Mand
At jage med ham i Skove.
GERTRUD
Saa siig, at uvant med Jagten er han,
Og du tør ikke det vove.
FREDRIK
Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer?
Troer du, jeg vil ham skyde?
115
GERTRUD
O ti dog! Hvilket afskyligt Ord!
Nei, det vil Gud forbyde.
FREDRIK
Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund,
Naar for hans Liv jeg vil svare?
GERTRUD
O jeg veed ikke selv! men denne Stund
Ligesom truer med Fare.
O FREDRIK! lad ei min Bøn være spildt!
Du er saa selsomt forvirret,
Aldrig dit Øie har seet saa vildt,
Aldrig det saa har stirret.
FREDRIK
Indbildning, Moder!
GERTRUD
Nei, altfor klar
Er Aarsagen til min Smerte:
Et Tidsrum af trende Dage har
Forvandlet dit Sind og dit Hjerte.
Du tier, du fælder Taarer i Løn,
Jeg seer dem paa Kinden trille.
Min stakkels FREDRIK, min gode Søn,
Lad kun Graad din Smerte formilde!
Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord,
Hvor den natlige Lampe brænder, 116
Lad os tale sammen et fortroligt Ord,
Som gamle, prøvede Venner.
O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst,
Og inat er mit Sind ei modigt;
Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst,
Til mit Blik et Syn, som var blodigt.
Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned,
Mens de natlige Timer ile,
Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred,
Det blodige Syn min Hvile.
Og inat, tiltrods for min Aftenbøn,
Plaged de mit Blik og mit Øre.
Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn,
Men nu, nu skal du det høre.
Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro,
Naar til dig om min Skjæbne jeg taler;
Maaskee det lettes, naar vi er To
Om at bære de hemmelige Qvaler.
Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, -
O, du veed ei, hvordan han døde! ....
Bødlen hugged hans Hoved af,
Paa Skafottet maatte han bløde.
Forskudt af en ung og deilig Mø,
Som var døv for hans Beilen og Tragten,
Lod han en lykkelig Elsker døe
For en Morderkugle paa Jagten.
117 Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom, -
Endnu var det neppe daget, -
Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom!
"Klokken er nu paa Slaget."
Da sank han for sidste Gang til mit Bryst,
Og udbrød! "Et Ord du mig give,
"Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst
"Paa min sidste Gang ilive!"
Og jeg sagde ....
Men FREDRIK! du skræmmer mig! Siig ....
Du reiser dig .... hvad har du isinde?
Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ....
FREDRIK
O Moder! Moder! hold inde!
Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer,
"Da siig: Min Gud og min Broder!
"Tilgiv mig for dine Martyrsaar,
"For min Anger og for min Moder!"
GERTRUD
Ha! hvoraf veed du det?
FREDRIK
Mig det var!
Først nu mig selv jeg fatter:
Det er din virkelige Søn, du har,
Og nu lever han Livet atter.
118
GERTRUD
O FREDRIK! har Vanvid grebet dit Sind?
FREDRIK
Nei, Moder, vær ikke bange!
Men hidtil gik jeg som en Blind
Igjennem Aarene lange.
Min Bevidsthed vaktes i denne Stund,
Nu mig selv jeg gjennemskuer,
Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund,
Og paa eengang haaber og gruer.
Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk,
Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde,
Men af min Tanke dog ei gik væk
Det Trøstens Ord, du sagde.
Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik,
Men jeg vaagned paa fremmede Steder,
Og paa min Vandring Øie jeg fik
Paa en Mand i hvide Klæder.
Jeg veed ei .... maaskee det min Frelser var,
Men ak! jeg kjendte ham ikke,
Og min Bøn for ham ei frem jeg bar,
Skjøndt Mildhed var i hans Blikke.
Han langsomt mig imøde kom,
Og nu saae jeg hans Haar at skinne;
Han strakte sin Haand, og sagde: "Vend om
"Din Plads er ikke herinde.
119 "Paa Jorden Forbryderens Død du led,
"Her ingen Straf er tilbage,
"Saa gak da til Jorden atter ned,
"Lev om igjen dine Dage."
Da vendte jeg om paa frygtsom Fod,
Da vandrede jeg saa længe;
Min Kraft var mattet, tabt mit Mod,
Til Hvile monne jeg trænge.
Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard,
Og Intet veed jeg, som hændte,
Men da jeg vaagned i Barndoms Aar,
Jeg som en Anden mig kjendte. -
O Moder! skjænk mig et Øiekast!
Din Trøst kan jeg nu behøve;
Ei anden Gang, det lover jeg fast,
Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.
Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lød
Dog tilforn, for Sønnen at raade ....
Hun drager saa tungt et Suk .... Hun er død!
Nu see Gud til mig i Naade!

VII. MORGENEN

FREDRIK
Undskyld, om jeg Dem vækker for brat,
Om for tidligt min Røst De fornemmer, 120
Men min gamle Moder er død inat,
Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer.
VILHELM
Hvad siger De! Død!
MARIE
Forbarmende Gud!
BYFOGDEN
Ak ja! det er Verdensløbet.
FREDRIK
Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud.
BYFOGDE N
Og her er Fattigdom ovenikjøbet.
VILHELM
O hvilket Budskab!
MARIE
Jeg skjælver af Skræk!
BYFOGDEN
De er Slægtninge, kan jeg formode;
Jeg troer at bemærke Familietræk.
VILHELM
O nei!
BYFOGDEN
Ikke det? Jeg troede.
Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god,
Naar man kjendte den Afdøde nøie.
121
VILHELM
For fire Dage siden hun stod
Den første Gang for vort Øie.
BYFOGDEN
Men saa skal De ikke tage Dem det nær,
Saa behøves ikke den Jammer.
Undskyld forresten, om jeg gjør Dem Besvær
Med at undersøge Deres Kammer.
Det er ei stort Andet end en Formalitet,
Thi her er kun Lidt at skrive.
Af Testamentet har jeg seet,
At Sønnen skal Arving blive.
Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog,
Før han Alt i Besiddelse tager,
Og derfor man forsegler eller fører til Bog
Hvad her findes af rørlige Sager.
Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom;
Jeg er færdig strax paa Minutet ....
I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom.
Her er nu Forretningen sluttet.
Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer.
MARIE
Jeg staaer, som af Skrækken knuset!
Husker du, jeg sporede Tordenen igaar?
Nu har Lynet slaaet ned her i Huset!
122
VILHELM
Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa brat
Kommer, for uventet at dræbe.
Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat,
Min Læbe søgte hendes Læbe;
Saa lyksalig var mig hos min Hjertenskjær
Natten i den fredelige Hytte;
Men imidlertid kom os Døden saa nær,
Og greb sit uventede Bytte.
FREDRIK
Jeg kommer igjen, for et Ord endnu
At sige mine Gjæstevenner:
Ifald til at reise staaer Deres Hu,
Jeg strax Deres Vogn Dem sender.
Men vil De tøve hos mig her
I de første sørgelige Dage,
Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjær
For ham, som er ene tilbage.
VILHELM
Jeg nødigt forlader en bedrøvet Ven;
Hvad er din Mening, Marie?
MARIE
Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end,
Og Begravelsen oppebie.
Mildt hun qvæged os paa vor Vei,
Den gamle venlige Qvinde; 123
Saa forlade vi Huset heller ei,
Saalænge hun er herinde.
Før mig til det kolde Leie, hvorpaa
Den Døde nu slumrer rolig;
Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maae
Gjøre med Døden fortrolig.
FREDRIK
Ja kom! jeg fører Dem Begge derhen,
Og lover ved min Moders Minde:
At betragte Dem som en broderlig Ven,
Og Dem .... som en søsterlig Veninde.

VIII. I STORSTUEN

VILHELM
Marie, nu kom! hvad venter du paa?
Alt Uhret Midnat viste.
MARIE
Men gjennem Storstuen skal vi gaae,
Og der staaer den sorte Kiste.
VILHELM
Gjennem Mørket skal jeg lede dit Fjed ....
Træd ikke paa Buxbom-Planten ....
Nu er vi ved Kisten, lige derved,
Stød dig ikke paa Kanten.
124 Fat Mod! Her er vor Kammerdør,
Du Lyset derinde kan skue.
Med andre Følelser gik vi før
Dertil gjennem denne Stue.
See, her er vor første, fortrolige Bo,
Vor Omfavnelses hellige Vugge;
Men udenfor har en dybere Ro
Lønnet dybere Sukke.

IX. PAA KIRKEGAARDEN

ILHELM
I denne Kirke din Haand du mig gav,
Vort Baand vi her monne knytte.
MARIE
Vi staae her igjen, men en aaben Grav
Gaber efter sit Bytte.
VILHELM
I Alt, som forkynder vor Sjæletrang,
Til den mægtige Kirke vi træde.
Klokkerne ringe med samme Klang
Til Ligfærd og Bryllupsglæde.
MARIE
Som Klokkernes Klang er Blomsternes Pragt,
De smykke Liget som Bruden. 125
Her lægger jeg Krandsen, min Haand har bragt,
Hos den Døde paa Hovedpuden.
FREDRIK
Før Laaget mig røver dit sidste Spor,
Et Kys paa din fromme Pande!
PRÆSTEN
Af Jord er du kommen, du bliver til Jord,
Men af Jorden op skal du stande.
CHORDRENGENE
See, Tiden saa meget hastigt gaaer;
Hvo veed, hvor nær er min Ende?
At bort herfra jeg at vandre faaer,
Hvor let, hvor snart kan det hænde!
FREDRIK
Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem,
Og Deres Vogn bestilles.
Et Øieblik jeg da taler med Dem,
Og saa for stedse vi skilles.

X. AFREISEN

FREDRIK
Sadl op min Hest og træk den frem!
Jeg vil ud i Verden ride;
Ei meer jeg bliver i mit Hjem,
For at savne, længes og lide.
126 Af sted! af sted! Min Hu staaer til
De vilde, fremmede Lande;
Ved høie Bjerge skilles jeg vil
Fra mit Hjem og ved dybe Vande.
Du Stork, som gjennem Luften gaaer,
Laan mig din brede Vinge!
Du Lærke, som under Skyen slaaer,
Lad din Sang i mit Hjerte klinge!
Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem,
Nu reiser jeg bort, naar De kjører;
Øde bliver mit Ungdomshjem,
Og fra mig vist aldrig De hører.
Men naar Jorden er kastet over os tilsidst,
Som idag over min stakkels Moder,
Da skal vi hos Ham mødes forvist,
Som er vor Gud og vor Broder.
Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ....
Marie! Deres Haand De mig række!
Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ....
Lad Kysset Dem ei forskrække!
O lad mig holde den en liden Stund!
Tilgiv mig denne Dvælen!
Lad mig fæste den til min brændende Mund!
O kunde jeg udaande Sjælen!
Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod;
Betragt mig ikke saa bange! 127
O var der dog en dræbende Braad
Hos denne skinnende Slange!
Marie! see, jeg giver Dem den
Tilbage, med Taarer vædet! -
Og nu afsted! i det Fjerne hen!
Lad mig flye fra Dem og fra Stedet!
Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop,
Og jeg til Hest for at ride.
Farvel, farvel! - Galop, Galop!
Ud i Verden den vide!
VILHELM
Beklag, Marie, den unge Mand!
Til dig har han sat sit Hjerte.
Jeg længe mærket har, at han
Led af forelsket Smerte.
Men hidtil har jeg det ikke sagt,
Du skulde det først erfare,
Naar Veien var tilbagelagt,
Naar i vort Hjem vi vare.
MARIE
Saa du troer, du lærer mig noget Nyt?
Jeg selv ei skulde det mærke?
Har du glemt forleden vor Dispyt
Og mine Anelser stærke?
VILHELM
Hvordan? du meente? ....
128
MARIE
Tal ei derom!
Jeg drømmer endnu, skjøndt vaagen;
Jeg har drømt fra den Stund, jeg hertil kom,
Og nu først spreder sig Taagen.
VILHELM
Drømmen er glemt, Solen herned
Skinner gjennem Bøgetoppen.
MARIE
End seer jeg Støvet i Rytterens Fjed,
End hører jeg fjernt Galoppen.
VILHELM
Vær uden Frygt, min unge Viv!
Paa Hjulet din Fod du sætte!
Jeg holder Armen om dit Liv,
Skal op i Vognen dig lette.
Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie;
Vil du taale min Haand under Kaaben? -
Kjør, Postillon! blæs din Melodie!
Fremad! Verden er os aaben.
129

PROTESTANTISMEN I NATUREN EN MYSTERIE

I.

Det gjælder Kamp paa Liv og Død,
Imod det Ydre ruster sig det Indre,
Thi Hiint os længe Trældom bød,
Men Dette - Tanken - har begyndt at tindre;
Den trodser hvad den forhen lød,
Og har den bragt det første Stød,
Den lader sig ei meer forhindre,
Den vil erobre Verden, ikke Mindre.
Den tegner Banen
Med stærke Træk,
Snart Seiersfanen
Den planter kjæk.

II.

O men fornem de sorrigfulde Sukkes
Klagende Strøm!
See, hvor de skjønne Phantasier vugges
Bort, lig en Drøm! 130
Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner,
Sandsernes Verdens gyldne Trylleri
Flygter og forsvinder;
Alt er forbi!
Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver,
Tillidsfuld, stærk;
Kun som en Tanke han usynlig svæver
Bag ved sit Værk.
Ak! og Naturen ikke længer smiler
Huldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom;
Skilt fra Gud den hviler
Aandløs og tom.
Frelseren vil sit Billed ei besjæle.
Tegnet er dødt;
Fromhed ei længer for ham selv tør knæle,
Sværmende sødt.
Markernes Krands til Korset ei man bringer,
Helgenens Alter kun forladt man seer,
Ei til Messe ringer
Skovklokken meer.
Verden af tusind glade Phantasier!
Ak, du forgaaer!
Luften forstummer, Kildevældet tier,
Eensom jeg staaer.
Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel?
Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst?
Hvor i dette Fængsel
Toner min Trøst?
131

III.

Vend mod dit Indre dit Blik!
Hvad i din Verden forgik,
Vil i din Tanke du finde.
Alt det Forsvundne derinde
Liv og Tilværelse fik.

IV.

Den Gud, du søger, er din egen Gud;
Hvad vil du mere?
Han træder ikke som en Gjenstand ud
Blandt andre, flere.
Du føler ham, hvergang dit Hjerte banker
Af hellig Lyst;
Du hører ham i dine bedste Tanker
Som evig Røst.
Idet du søger, du ham alt har fundet,
Idet du spørger, er alt Svaret vundet.
Naturen, smykket i sin hele Pragt,
Er altfor ringe
Til ved sin stille Flid en værdig Dragt
For ham at bringe.
Men tom og aandløs er den derfor ikke,
Og ei forladt:
Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke
Fra Støvets Nat,
Med tusind Tunger tolker den sin Stræben,
Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.
132

V.

Aandens Lys i Sjælens Kammer
Glimter med stærke Lyn,
Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,
I det samme Syn.
Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,
Opgik i Menneskets Bryst,
Skal Naturen til det yderste Fjerne
Vorde klar og løfte sin Røst,
Og skal Mennesket besvare,
Som forgjæves spurgte den nys,
Og sit Liv aabenbare
Som en Stræben mod Frihedens Lys.
133

NØDDEKNÆKKERNE ET SATYRSPIL (1845)

134

        

135

HANDLINGEN FOREGAAER I EN SKOV

ASTRÆA og POMONA

POMONA
Velkommen paa dit aarlige Besøg,
Du Guders Dronning!
ASTRÆA
Som sædvanlig, kommer
Jeg henimod den Tid, da Frugten modnes,
Thi skinner høstlig Sol paa dine Æbler,
Da drømmer jeg om Fortids gyldne Frugt,
Og troer at see Guldaldren vendt tilbage.
POMONA
Maaskee den er det; see min Æbleskov!
Er ikke hver en Frugt i Solens Straaler
Et gyldent Pant?
ASTRÆA
Men Pantet kan bedrage.
Du veed, Pomona, dengang alle Guder 136
Fra Jorden flygted ved Jernaldrens Komme,
Var jeg den Sidste, som forlod vort Hjem,
Thi nødig opgav jeg den kjære Jord;
Og først da Menneskenes Slethed tiltog,
Drog ogsaa jeg fra Jorden op til Himlen,
For der at samles med de andre Guder,
Som forud vare gaaet. Der boe vi nu,
Vi selv usynlige for Jordens Øie,
Men sendende den Bud i klare Nætter
Ved Stjerners Lys, der synligt stiller frem
Vel ei os selv, men vor Bedrift, vor Vandel,
Og minder Jorden om, at end vi leve,
Og tause skue den, og holde Bog
Med al dens Færd, og dømme den omsider.
Til Tegn derpaa har jeg min gyldne Vægt
Paa Himlen sat. Hvert Aar, i Høstens Tid,
Naar Himlens Jomfru, sendt af Ceres ud,
I Haanden holdende sit Ax af Guld,
Unddrager sig det Favnetag, hvori
Den stærke Solgud holder Møen fangen,
Da stiller sig min Vægt paa hendes Plads,
Usynlig vel i Solens Flammehav,
Men virksom just. Som synligt Tegn du seer
Andromeda ved Midnatstid at hvile
Sit Hoved paa den dunkle Hvælvings Toppunkt,
Og hende følger Jasons gyldne Vædder,
Og lavt paa Himlen Hvalen, hendes Fiende,
Men høit Befrieren, den kjække Perseus,
Imens Europas skuffende Forfører
Dem følger baglænds, med sit Øie fæstet
Paa Jagtens Drot, den truende Orion,
Som hæver just af Oceanets Bad
Sin Midie, sluttet ind af tre Saphirer. 137
Da skiftes lige mellem Dag og Nat,
Og i det Øieblik, da begge mødes,
Nedstiger jeg til Jorden, for at see,
Om jeg kan kaare den til stadig Bolig
Og lokke Guderne paanye tilbage.
Thi sandelig, vi Guder elske Jorden
End meer end Himlen. Hellere vi færdes
Blandt Jordens kjække Sønner, skjønne Døttre,
End blandt de funklende, de kolde Stjerner;
Paa Grønsvær og paa Blomsterleier hvile
Vi heller end i Himlen, der, lig Havet,
Ufrugtbart ruller sine sølvblaae Bølger;
Og gjerne bytted vi det rene Lys
For Lysets Brydning i en jordisk Luft,
Hvor Skyer sænke sig mod Horizonten
Og staae i Morgen- eller Aftenrøde.
Her er dog Frugter, her er Fuglesang,
Og Tiden har et Indhold. Ak! i Himlen
Er Tiden tom, og hviler, skjøndt ustandset.
Hvad Stilling hver en Stjerne har om tusind,
Om Millioner Aar, det veed jeg alt,
Selv fjernest Tid er her nærværende,
Saa godt som Øieblikket i sin Flugt,
Og Døden er i dette Rige Hersker,
Fordi man ikke lever i Momentet
Meer end i Det, som svandt, og Det, som kommer.
Men her hos eder veed ei selv en Gud,
Hvad næste Time bringer, thi paa Jorden
Er Tiden ei den indholdsløse Afstand,
Som Stjerner maale paa uhørlig Gang,
Men den er fuld af Spirer, som vi Guder
Vel have lagt deri, men for hvis Fremvæxt
Kun Mennesket tør raade.
138
POMONA
Du har Ret,
Og jeg forstaaer dig, skjøndt jeg selv kun fører
Et jordisk Liv, hvorvel jeg er Gudinde.
Jeg kommer aldrig op til Guders Bolig;
Og fæster stundom sig mit Blik paa Himlen,
Da speider jeg kun der de strenge Magter,
Som bringe Nat og Dag og Aarets Tider.
Paa Riimfrost agter jeg, paa Hagl og Solskin,
Paa Veirliget, som Solens Nedgang lover
For næste Dag; og seer jeg op til Maanen,
Da tænker jeg kun paa, at ogsaa dette
Saa stille Lys kan fremme mine Spirer
I Væxt og Modning mellem Ny og Næ.
ASTRÆA
Og du er lykkelig, fordi du fylder
Den tomme Tidsbetragtning med et Indhold -
Og med et jordisk, - ogsaa Det er godt.
Paa Frugten kommer Alt dog an tilsidst,
Og af dens Frugter skal man kjende Tiden.
Velan, jeg kommer for at see din Rigdom.
POMONA
Men nu gik Solen ned; og kommer Natten,
Da lukker sig hvert Blad paa mine Træer,
Og alle Frugter hænge mat paa Grenen.
Men kom imorgen ved det klare Solskin,
Da skal jeg vise dig en Skov af Æbler,
Der titte frem bag Høstens røde Løv,
Lig Hoveder af skjulte Amoriner
Med Alabasterhud og Purpurkinder.
Jeg viser dig mit Viinbjerg med dets Druer, 139
Og mine Blommer, Ferskner, Abricoser,
Og Nøddeskoven, som er stor og rig.
ASTRÆA
Nu vel, jeg møder dig i Solens Glands.
POMONA
I Solens Glands jeg aabner dig mit Hegn.
(De gaae.) Vexelsang mellem Nattens og Mørkets Aander.
NATTENS AANDER
Nu tabte Dagen sit sidste Skjær,
Og Natten løfter sin Vinge,
Nu falder Duggen paa Blomster og Træer,
Og vil dem Kjølighed bringe.
Sit Liv Naturen har indad vendt,
Den hviler i Drømmenes Taage,
Til Alt den qvægende Søvn er sendt,
Nattens Tanker kun vaage.
MØRKETS AANDER
Nu bliver det mørkt, nu bliver det godt,
Nu snige sig Tudser og Snoge
Med Flaggermusen fra Hexens Slot
Ud af de dybeste Kroge.
Paa Rov alt Ulven og Ræven gaaer,
De speide med List, de lytte;
Med den hvæssede Kniv Morderen staaer,
Og Vandreren er hans Bytte.
140
NATTENS AANDER
Inat Astræa paa Jorden gaaer,
Og om Retfærdighed freder;
Med Stjernekrandsen omkring sit Haar
Det rugende Mulm hun spreder;
Thi Natten er kun en mildnet Dag,
Som Larm og Lidenskab fjerner,
Hvor Sjælen prøver sit Vingeslag
Ved Glimt af evige Stjerner.
MØRKETS AANDER
Hvi falder Mørket ei rigtigt paa?
Ha! bort, I lysende Stjerner!
De sorte Skyer vi kalde maae:
Kommer hid, vore hjelpende Terner!
Ei Andet fortjener Navn af Nat,
End Ravnemørket det sorte;
Da tage vi paa vor Gjerning fat,
Naar Himlen har lukt sine Porte.
NATTENS AANDER
Hvad er vel skjønt som en Efteraarsnat,
Naar talløse Stjerner funkle,
Naar Himlen aabner sin rige Skat,
For Jordens Pragt at fordunkle?
Har Rosen sænket det sidste Blad
Og Skoven de høieste Toppe
I Forgængelighed, som splitter dem ad,
Da fødes Vaaren deroppe.
MØRKETS AANDER
Den forventede Nat ei frem vil gaae
Under Himlens Hvælving heroppe. 141
Tre Favne dybt vi den søge maae
Mellem de døde Kroppe.
Ei plages vi der af Stjerneskin,
For Lyset vor Dont sig skjuler.
Afsted! vi os bore med Vellyst ind
I Dødens lukkede Huler.
NATTENS AANDER
Her aandes Æther ved Stjerneskin,
Her møde de himmelske Muser,
Og tale til Sjælen i Nattens Vind,
Som sagte vifter og suser.
Om Dagen drømmer du Verdens Drøm,
Men først naar Stjernerne tindre,
Naar Natten favner dig kold, men øm,
Vaagner af Søvn dit Indre.
MORGENSTJERNEN
Med Diademet paa min Pande
Jeg vandrer ud,
Og stiger over Verdens Lande
Som Lysets Bud.
I Morgenrøden hvid jeg funkler,
Som Lilien i en Rosenkrands.
Betragt mig nu, thi snart fordunkler
Mig Solens Glands.
Jeg hilser jer med venligt Øie,
I Brødre smaa,
I Blomster, som paa Mark og Høie
Lig Stjerner staae!
Jeg selv er Himlens, men jeg kjender
I eder dog min Slægt paa Jord, 142
Og Vexler med jer, som med Venner,
Saa mangt et Ord.
EN ASTER
O! seer du mig, som staaer saa ene
I ukjendt Vraa,
Hvor Tidsler kun og Neldegrene
Omkring mig staae?
Jeg voxer i en Skovfogds Have,
Som ingen kjærlig Pleie fik;
Paa mine Farvers rige Gave
Seer intet Blik.
MORGENSTJERNEN
Jeg seer den, naar jeg Blikket kaster
I Krogen hen;
En Stjerne seer jo let en Aster
Og sees af den.
Men du, som deler med mig Navnet,
Hvorledes falder Skjæbnen paa,
Dig her, blandt ædle Blomster savnet,
At lade staae?
ASTEREN
Vel sandt, jeg fører Navn af Stjerne,
Men til hvad Gavn?
Ak! jeg er ikke meer moderne
Med samt mit Navn.
Enhver, som har en Kjendermine,
Mig siger, jeg er ikke Stort,
Men hed jeg bare Georgine,
Var Lykken gjort.
143
MORGENSTJERNEN
Hvem er da hiin Udødelige,
Som har saa kjæk
Faaet selv en Stjerne til at vige
Fra Pladsen væk?
ASTEREN
Jeg veed ei, om en Fyrstekrone
Var trindt om hendes Lokker slængt,
Hvad eller, om en simpel Kone
Har mig fortrængt.
MORGENSTJERNEN
Dog er der Nogen vel, som Tingen
at tyde veed?
ASTEREN
Vel er det haardt, dog veed nok Ingen
Derom Besked.
Jeg, som var Efteraarets Hæder,
Dets Stolthed og dets bedste Glands,
Maa see, at man med Fødder træder
Min ædle Krands.
Mig, som paa Jorden er en Stjerne
I Høstens Løv,
Mig vil man for en Anden fjerne,
Hvis Navn er Støv!
MORGENSTJERNEN
Du Stakkel! du er ilde faren:
Et Navn, som Intet sige vil, 144
Fortrænger dig, hvem Stjerneskaren
Stod Fadder til.
I Tidens Retning tydes Meget
Ved dette Træk,
Thi fra dens Nydelser er veget
Hver Stjerne væk.
Den hænger ei ved en Gudindes,
Ei ved en Stjernedronnings Favn,
Men ved den første bedste Qvindes
Private Navn.
Men trøst dig, Broder! Du maa heller
Som Stjerne staae,
Ja mellem Tidsler selv og Nelder
Tilsidst forgaae,
End med en flau Betegning prale
I fine Blomsters Compagnie,
Og lade Moden dig befale,
Du som er fri.
Farvel! Jeg tør ei længer tøve,
Thi Solens Glands
Er nær, og vil min Isse røve
Dens Morgenkrands.
ASTEREN
Han drager bort og Faklen slukker,
Men Solen stiger mægtig op,
Og allerede Fuglen klukker
I Redens Top.
145 Men hvilken Larmen, hvilken Tummel!
Den stille Skov
Gjenlyder alt af Vognes Rummel
Og Hestes Hov;
De grove Stemmer huje, skrige,
Alt hører jeg dem nær herved.
Farvel, mit stille Drømmerige!
Farvel, min Fred!
EN SKARE KJØBSTEDFOLK
HANS
Nu troer jeg, at vi ved Maalet staae,
Og Løn for Møien vi snart vil faae.
Det er en gammel, agtværdig Skik,
Som holder endnu bestandig Stik,
At drage til Skoven om Efteraaret,
Og plukke hvad Nøddebusken har baaret.
Jeg haaber, Kone, du har ei glemt
Syposen hjemme, thi det var slemt.
METTE
Nei, lille Mand! Og see, den er stor,
Den rummer adskillige Pund, jeg troer.
HANS
Du, Jens, min Søn, du husked vel nok
At tage med dig din krogede Stok,
Som er ved Plukningen saa beqvem?
146
JENS
Her er den, Papa, den er meget nem,
Og min Kone, Maren, din Svigerdatter,
Har ogsaa medbragt sin største Pose.
MAREN
Ja to for een.
JENS
Og seer du, Fatter,
Vor Søn, af hvem jeg mig ikke vil rose,
Er en Pokkers Dreng: vor lille Mads
Kryber op i Træet, han er tilpas
Til at bane sig Vei til den øverste Top,
Hvortil selv Stokken ei rækker op.
HANS
Den Tolvaars-Dreng er saa rask som kjøn,
Jeg mærker, han er min Sønnesøn.
METTE
Ja, det er en prægtig lille Pog.
PEER
Hr. Hans! jeg ogsaa har Kjep med Krog.
POUL
Jeg ligeledes.
METTE
Vor Datter Gine
Er forsynet med mageløse Lommer.
147
GINE
Og Peer har en Datter, som hedder Line,
Og Poul har en Søster, som hedder Bine,
Hver af dem, med Pose bevæbnet, kommer.
HANS
Saaledes er Alting da parat.
Saa kryb nu op, du lille Krabat!
I Toppen kommer kun du allene,
Vi Andre vil staae paa de lavere Grene.
MAREN
Men fald ei ned, min søde Mads!
MADS
Og om saa var, jeg er ikke af Glas.
HANS
Det er Pokker til Hoved, den Dreng han har!
METTE
Det mangler ham aldrig paa kløgtigt Svar.
JENS
Han skabtes til noget Stort at være.
MAREN
Han bliver engang Familiens Ære.
PEER
(til Poul). De tale vel meget i høie Toner.
148
HANS
Det er mærkeligt nok: tre Generationer
Ere samlede her for at plukke Nødder.
Velan, saa bruger nu Hænder og Fødder
Og krogede Kjeppe, gode Mænd,
Mens Damerne brede Forklæder hen,
Hvori de sanke med Ivrighed,
Hvad vi Andre kaste fra Træet ned.
CHOR
Nu pluk!
Pluk, pluk!
Alt falde de vægtige Nødder
I Pigernes Skjød fra den gyngende Top.
Nu buk,
Buk, buk
Dig ned ved de knudrede Rødder
Og sank dem i Forklædet op.
Jeg svimler heroppe ved ned at see,
Over alle de Skjønheder bøiet.
Nu luk,
Luk, luk
De smilende Læber, som mod mig lee,
Og luk for Skjelmen i Øiet.
Hr. Nabo! jeg tørster, saavidt jeg kan mærke,
Thi sluk,
Sluk, sluk
Min Tørst, lad mig laane din Lærke.
Tilgiv, at tilbunds jeg den stikker!
Kluk kluk,
Kluk kluk,
Det er Damernes Skaal, som jeg drikker, 149
Mens Fuglen lig, der forlod sit Buur,
Jeg skuer fra Høiden en rank Figur,
Saa smuk,
Smuk, smuk,
At et Nedblik maatte mig friste.
Ja suk,
Suk, suk,
Mit Hjerte, kun ikke du briste!
Nu pluk,
Pluk. pluk!
Her kaster jeg Grenen, den sidste.
HANS
Min Tro! vi fik en rigelig Høst.
Men efter Arbeid forlanges Lyst.
Nu, mener jeg, er der kun Eet tilbage:
At i Mag og Ro vi paa Nødderne smage.
MADS
Min Bedstefa'er taler som en Philosoph.
HANS
Den Dreng er dog af et eget Stof,
Han kjender endog Philosophie.
JENS
Ja, det er et mageløst Genie.
HANS
I Græsset her vi os leire vil,
Mens ugeneert Enhver sig strækker,
Og vi prøve, hvad Nødderne due til.
Men, Kone, hvor er vor Nøddeknækker?
150
METTE
Ak I Noget skal man dog altid glemme;
Vor Nøddeknækker er bleven hjemme.
HANS
Hvorledes! Nu har jeg hørt saa galt!
METTE
Ja, bedste Mand, det er ret fatalt.
Men, Jens, maaskee har du din i Lommen?
JENS
Desværre, min egen er forkommen;
Jeg stolede paa, her var en anden.
MAREN
Vor lille Mads har slaaet den for Panden,
Han legede med den som Soldat,
Og slog den istykker reent placat.
HANS
Saa maae vi laane hos fremmede Mænd,
Og love dem, de skal faaer. den igjen.
Mon ikke der findes en hos Jeppe.
Eller ogsaa hos Christen?
GINE
Jeg troer det neppe.
HANS
Hr. Peer! tillad mig eder at spørge,
Om I kan med Nøddeknækker forsørge.
151
PEER
Nei, det er dog mærkeligt! den har jeg glemt.
Men Poul maaskee?
POUL
Ak nei! For Fanden!
Jeg Tosse den glemte.
HANS
Det var da slemt!
Men saa maa her være nogen Anden ....
I gode Herrer og Damer her!
Behager at høre mit Ord: Enhver,
Som er forsynet med Nøddeknækker,
Og vil være saa god at lægge den til,
Den høire Haand iveiret rækker,
(Eller ogsaa den venstre, hvad helst han vil);
Men Alle, som ingen Knækker bære,
Have den Godhed at lade det være.
CHOR
O Vee! o Nød!
Ei Nogen vover sin Haand at række.
Vi maae Hænderne lægge
Med Flauhed i Skjød!
O haarde Stød!
Hvordan skal vi Nødderne knække?
HANS
Det eneste Raad, som nu jeg kjænder,
Er at knække dem da med egne Tænder.
Jeg selv mig ikke dermed befatter,
Men jeg tænker, min Kone, min Søn og min Datter
Ere villige til ....
152
METTE
Men, kjære Mand!
Du veed, jeg har en forloren Tand,
Og den har kostet dig fem Rigsdaler;
At spendere de Penge, det gaaer ei an.
HANS
Du har Ret; men maaskee da vor Gine kan.
GINE
Nei Tak! dertil mig Ingen befaler.
HANS
Min Søn, min Støtte! har du Mod dertil?
JENS
Nei, Fader, jeg nødigt prale vil.
Men jeg tænker, min Mads, min unge Pode,
Maa have Tænder, som ere gode.
Hvor er han dog? Jeg vil strax ham kalde.
MAREN
Nei nei! han har ikke skiftet dem alle.
HANS
I gode Herrer og Damer her!
Behager at høre mit Ord: Enhver,
Som er forsynet med stærke Tænder,
Og vil være saa god at lægge dem til,
Iveiret maa løfte begge Hænder,
(Eller ogsaa den ene, hvad helst han vil);
Men Alle, som svage Tænder bære,
Have den Godhed at lade det være.
153
CHOR
O traurige Kaar!
Ei Nogen vover sin Tand at byde;
Man saa let kan den bryde
Paa Skallen haard.
Det bedrøveligt gaaer!
Hvordan skal vi Nødderne nyde?
ET EGERN
(i Trætoppen.) Knik knak!
Knik knak!
Saadan gaaer det til.
Det lurvede Pak
Bestjæle mig vil,
Mig skille ved Nøddernes Føde,
Og kan ikke formaae
Gjennem Skallen at naae
Til Kjernen, den liflige, søde.
Mig smager den ret,
Mig er det saa let,
Hvormed Disse sig Hovedet brøde.
Vil I see, hvori Knuden den stak?
Vil I see, om jeg rigtig forstod 'et?
Her spiser jeg Nødden, da Skallen brak,
Hvorpaa jeg, til Tak,
Knik, knak,
Knik, knak,
Jer Skallerne kaster i Ho'det.
CHOR
Uforskammede Kræ!
Umælende Fæ!
Kaste Skallerne paa Dyrenes Herre!
154
EGERNET
I kan glæde jer ved,
At jeg ikke derned
Lod falde Det, som er værre.
CHOR
Nu gaaer det for vidt! Du skal komme tilkort!
Lad os stene den Tølper af Træet bort!
HANS
I gode Herrer og Damer! Et Ord!
Vi til den dannede Classe høre,
Og vil os ikke gemene gjøre
Med den Pøbel, som her i Skoven boer.
Jeg selv er Krigsraad, min Kone Frue,
Og her er Flere, som er af Stand.
JENS
Men Knægten er fim; velklædt er han;
Har du seet hans Pels, hans Slæb og hans Hue?
HANS
I vore Tider det gjælder ei meer,
I alle Dragter man Pøbel seer.
CHOR
Hvad skal vi Stakler da finde paa?
Hvordan skal vi Kjernen af Skallen faae?
HANS
At knuse Skallen med tvende Stene
Er det eneste Middel, skulde jeg mene.
155
CHOR
Hvilken taabelig Sladder! Saa gaaer Kjernen i Smadder.
HANS
Om mit Raad ei Bifald vinder, jeg veed,
I kunde dog svare med Høflighed.
CHOR
Nei, nei, Kammerat!
Nu er Massen desp'rat.
Naar den Hunger skal lide,
Det maa du vide,
Gaaer det galt i en Stat.
Du dig troer noget Stort,
Til vor Fører du selv dig har gjort,
Blev ei valgt ved vor Stemme,
Og nu du os gjækker!
Hvi lod du din Knækker
Blive derhjemme?
Hvorfor lod din Søn
Sin Mads, som han holder for vittig og skjøn,
Og trækker omkring med som Bjørnetrækker,
Være Knækkerens Knækker?
Alt længe vi følte den tunge Vægt
Af dig og din Slægt;
Og var du end Krigsraad hundrede Gange,
Det gjør os ei bange,
Vi dog hænge dig op ved de lange Been
I Træets Green.
HANS
Forbarmende Himmel!
156
JENS og GINE
Min Fader!
METTE
Min Mand!
MAREN
Min Svigerpapa!
CHOR
Til Værket! Velan!
Kom, Krigsraad! Og var du endog Baron ....
MADS
Ha hvilken frygtelig Revolution!
HANS
Er der Ingen tilstede bag disse Træer?
Er der Ingen til Hjelp?
CHOR BAG SKOVEN
Hjelpen er nær.
CHOR PAA SCENEN
Tys! tys! Hvad var Det?
Hørte jeg ret?
Hvad er Det for en Skare,
Som vil Skurken forsvare?
GINE
Papa! knap troer jeg mit eget Øie,
Og dog er det saa, jeg seer det jo nøie:
Smaabitte Mænder mylre frem,
Med Nisser kunde man ligne dem, 157
De har tykke Hoveder, korte Been
Og svære Maver. Nei, sikken Een,
Som gaaer i Spidsen og fører dem an!
Hans Ansigt er fast en eneste Tand,
Rød er hans Trøie, besat med Snore,
Han har Sabel ved Siden, paa Støvlen Spore.
Ifald han kun mere velskabt var,
Saa vilde jeg troe, han var Husar.
Min Gud! det er Nøddeknækkere, Fatter,
Accurat som man seer dem i Isenboden,
Men med levende Lemmer, rappe paa Foden!
HANS
Tilforladelig, du har Ret, min Datter!
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
I Skoven hørte vi Larm og Støi,
Og hurtigt frem af vort Skjul vi fløi.
Naar jeg siger, vi fløi, er det Metaphor,
Thi vi kravlede frem af den dybe Jord,
Af en Kjelder, hvor Muldvarpen hos os boer.
Et Egern just havde bragt Besked
Om et æret Selskabs Forlegenhed,
Som og om sit eget uvorne Styr.
Med Riis vi tugted det uartige Dyr;
Saa skyndte vi os, for Hjelp at yde;
Det er just vort Fag. Vil De Nødder nyde,
Vor Mund har en Qværn, som Stene maler,
Vi knække saamange, som De befaler,
Naar et svagt Abonnement De betaler.
Hermed, jeg tænker, er Enhver tilfreds,
Og Freden stiftet i Deres Kreds.
Lad det ærede Selskab faaer. Nødder knækket,
Men ikke Halsen paa hinanden brækket.
158
CHOR
Herligt! Hurra!
Hvad Nød har vi da?
Alle nu ville vi Venner være,
Og de piinligt ventede Nødder fortære.
METTE
(til Første Nøddeknækker). Modtag en rørt Families Tak!
Vor Støtte, vor Værge, vor Ven, vor Fader
Af truende Farer ud De trak.
HANS
Ædle Velgjører! De mig tillader,
At jeg spørger om Deres ærede Navn,
Thi tilvisse, mit Hjerte føler et Savn,
Indtil jeg faaer tolket til Deres Priis
Min Erkjendtlighed i vor Adresse-Avis.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Meget forbunden, kjære Mand!
Men at sige mit Navn, det gaaer ei an.
De maa vide, jeg og min hele Flok
Er anonyme; De begriber nok,
At det kan have gyldige Grunde
For hvem der har saa enorme Munde.
Thi, seer De, det Arbeid var dog omsonst
At knække Skallen, hvis ei vor Kunst
Bestod i, Kjernens Værd at bedømme,
At dadle den eller og den berømme.
Derom maa jeg forud Dem underrette,
(Thi Forord bryder ingen Trætte), 159
Mine Herrer og Damer: Naar Skallen vi knække,
Kan vi Nødden ei strax til Spise række,
Ei før De har hørt en grundig Dom
Og en lille Forelæsning derom.
CHOR
Fortræffeligt!
Det er lærerigt;
Utile dulci kalder man Sligt.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Og hænder det sig, at vi Kjernen laste,
Saa maae De den strax paa Jorden kaste,
For Himlens Skyld ikke spise den.
HANS
Men ikke sandt, høistærede Ven,
De vil dog vel ikke laste dem alle?
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Det maa komme, som det sig bedst kan falde,
Bestemte Løfter jeg nødig giver,
Thi Upartiskhed er al vor Iver.
Og her er mange Nødder iaar,
Som Enhver, der sig paa Nødder forstaaer,
Umuligt kan Andet end vrage.
Desuden have vi Grund til Klage;
Jeg skal sige Dem, men i Fortrolighed,
Især ifald De det ikke veed:
Her boer i Skoven en Slags Gudinde,
Forresten en smuk og anseelig Qvinde,
Saa at sige, Frugtens Forfatterinde.
Hendes Navn er Pomona, vi Knækkere maae 160
Under hendes Scepter desværre staae,
Og i Meget, som ei er saa rart, os finde.
Vort lille Laug - jeg kalder det saa,
Fordi vi selv jo kun ere smaa,
Thi af Antal ere vi ikke faa -
Har villet udvide sin Bedrift,
Men fik et Afslag, og det var stift.
Vi gav en ydmyg Ansøgning ind,
At det maatte behage hendes høie Sind,
At hver en Knækker, som Lauget tæller,
Fik ogsaa Bevilling som Æbleskræller.
Men gjætter De, hvad hun svarte, monstro?
At Nødder var Eet, men Æbler var To,
- Iøvrigt en høist besynderlig Sætning,
Hvis Mening undflyer den dristigste Gjetning, -
Men, føied hun til, - og det kan man forstaae -
Desuden maatte hun sige som saa,
- De vil mærke, Konen er ikke fim -
At hun kastede nødigt Æbler for Sviin.
De begriber vel, efter saadan en Skose
Er man ikke genegen til at rose,
Og følgelig vil det Dem ei frappere,
Om vi temmelig mange Nødder cassere.
HANS
Jeg seer, De har skammelig Uret liidt,
Men Saadant hændes desværre tidt.
Jeg indseer sandelig ikke heller,
Hvorfor ei Den, som med Nødder faaer Bugt,
Skulde være capabel som Æbleskræller;
Baade Nødder og Æbler ere dog Frugt.
Vi have hos os, og det midt i en By,
Hvor Privilegier ellers er strenge, 161
En Corporation, som er langtfra ny,
Men tvertimod subsisterer længe:
Jeg mener Frugt- og Vildthandler-Faget,
Hvorover hidtil Ingen har klaget,
Skjøndt Vildtet dog ikke voxer paa Træer,
Og Frugten skydes ei med Gevær.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Jeg takker! Deeltagelse gjør saa godt;
Fik vi dog Ønsket bevilget blot!
CHOR
Men nu til Sagen!
Lad os Tiden ei trække.
Det lider med Dagen,
Begynder at knække,
Begynder jer' Vragen!
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Giver hid eders Poser!
Giver hid, giver hid!
CHOR
Mon han dadler? mon han roser?
Naar faaer man en Bid?
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Lutter Politik
I den Pose jeg fik.
Her er Æsthetik,
Og her er Poesie,
Og her Dramaturgie, 162
Og her hviler mit Blik
Paa Philosophie.
Brødre! kommer hid
For at dele min Slid!
Hver har sit Fag,
Hver af jer nu tag
En passende Part,
Saa faaer Arbeidet Art
Og gaaer i en Fart.
CHOR
Men det regner, det regner!
Under Møien man segner.
Paa en frygtelig Maade
Vore Damer blive vaade.
Skrækkelige Dag!
Bedst man troer sig i Mag,
Møder der med Eet
Ny Difficultet.
NØDDEKNÆKKERNE
Kommer ind her i Læ,
Hvor sig hvælver et Træ,
Ved dets Fod er en Hule,
Hvori Værkstedet ligger;
Der kan man skjule
Sig godt og være sikker.
Lad saa Regnen fortrække,
Mens vi Nødderne knække.
(Alle ile bort.) 163 EN FLOK SATYRER.
CHOR
Lad regne, lad regne!
Det plasker allevegne.
Det er Latterens Graad,
Hvormed Himlen gjør vaad,
Naar den seer med sit Øie
Paa Philisternes Møie.
For Satyrer, som svinge
Sig dristigt og springe,
Er Øieblikket godt.
Her, hvor Græsset er vaadt,
De sig boltre, sig bade
Under dryppende Blade.
FØRSTE SATYR
Vil I see den Caravane,
Som i Ly af vaade Træer
Stolper frem, og vil paa Tæer
Sig en Vei til Hulen bane!
See, hvor net hun løfter op,
Hun, som sine Strømper hytter!
Over Tuer, over Pytter
Gjør hun mangt fortvivlet Hop.
Nu de tæt ved Hulen staae,
Men først nu begynder Qviden:
Hulens Indgang er for liden,
Den er gravet for de Smaa.
Medens Nøddeknækker-Skaren
Vimser lystig ud og ind,
Staae de Andre, mod i Sind, 164
Udenfor i Uveirsfaren.
Nu de sig paa Maven lægge,
Og paa alle Fire krybe
Ind i Hulen, i den dybe,
Hvor man Nødder lader knække.
Dog de Stakler kunde sparet
Hele den Besværlighed,
Thi nu skinner Solen ned,
Himlen har igjen sig klaret,
Al Naturen er i Ro,
Efter Badet den sig smykker,
Mellem Jord og Himmel bygger
Iris en syvfarvet Bro,
Solen er sin Nedgang nær,
Aftenrøden alt sig melder,
Og sit Purpurbæger helder
Over Skyer, over Træer.
Ført paa slig en Times Vinge
Føler man en Gud tilstede;
Lad os Offer ham berede,
Lad de gyldne Lyrer klinge.
CHOR
Talløse Kræfter maae Guderne tjene;
Alt, hvad de Himmelske Tiden forlene,
Giver dem Tiden igjen.
Aanderne fødes og svinde,
Alle de finde
Veien derhen.
Hver i den Flamme, som Verden har skaanet,
Bringer sit Offer, og takker for Laanet;
Intet kan offres, som kommer af Jord; 165
Ene hvad Guderne Livet
Selv have givet,
Tages igjen af det himmelske Chor.
Digteren bringer de tryllende Sange,
Helten Trophæer, som blodige prange,
Alle det Bedste, de fik.
Selv de letfærdige, kaade Satyrer
Modtog af Guden, som Solvognen styrer,
Tonende Lyrer,
Drag af olympiske Drik.
Lad os da bringe det Givne tilbage,
Phøbus vil tage
Satyrens Offer med smilende Blik.
Selv han os Livet har skjænket, den Mægtige,
Thi med hans Straaler formælet, de prægtige,
Vaaren i Skjødet os fandt.
Vintren er Kræfternes Dvale
Solskin en Almisse, henslængt iblandt;
Ei til Satyrer og Nattergale,
Ikke til Biernes Honning og Braad,
Kun til sin Nødtørft Naturen har Raad.
Først naar Vaarens Gudinde,
Ført af de viftende Vinde,
Møder den mægtige Solgud i Stævnet,
Vorder Natur overdaadig i Levnet,
Ødsler med Spirer og Saft,
Har til det Unødvendige Kraft.
Da mellem Blomsternes Vrimmel,
Fuglenes qviddrende Stimmel,
Ogsaa Satyrernes Chor
Vaagner til Liv paa den gjenfødte Jord.
166 Vanskeligt dog i den blomstrende Vaar
Vilde man Satyren kjende.
Let han forvexles med Faunen, sin Frænde,
Naar han ungdommelig, letfodet gaaer
Under de skyggende Bøge,
Medens Dryaderne søge
Skjelmen at holde ved flagrende Haar.
Snart man ham møder med Nympher i Dands,
Hovedet smykt med en duftende Krands;
Drømmende snart han betræder
Skovenes eensomste Steder.
Vee ham, den Satyr, som aldrig har sværmet,
Smeltet af yndige Smiil,
Hvem sig den vingede Gud med sin Piil
Aldrig har nærmet!
Vee ham, om Rosernes Duft
Gik ham forbi i den vaarlige Luft!
Vee ham, naar Tiden er svunden,
Om han dens Krav har forsømt,
Aldrig har omfavnet ømt,
Aldrig begeistret har drømt,
Aldrig beruset har tømt
Skummende Bæger til Bunden!
Men naar den stærke, den mandige Sommer,
Bringende Byger og Tordener, kommer,
Sænkende Faklen mod Jord,
Satyren dybt i Skoven sig skjuler,
Hvor i dens kjølige Grotter og Huler
Pan, den Forfærdende, boer.
Der, mens han lever i Skoven,
Voxer ham, dulgt i dens Hjem,
Bukkefodshoven, 167
Voxe ham Hornene frem.
Skindet, det laadne, ham dækker,
Skjønhedens Tid er ei meer;
Hvergang i Kilden han seer,
Over sit Billed han leer,
Mens han undseelig tilbage sig trækker,
Søger sit Ly, hvor han stille sig skammer
Mellem de tætteste Stammer.
Snart han dog glemmer sin Skam,
Høsten er kommen, den kalder og ham.
Frugten er moden, det rødmende Løv
Falder fra Træet og vorder til Støv.
Snart vil Hyader fra Skovene feie
Kronernes Rest,
Strøe dem i Blæst
Over de vildene Veie.
Hele Naturen Forgængeligheden
Aner, og venter sin dræbende Piil,
Mærker, at Skjønhed herneden
Er kun i Døden et Smiil.
Ikke fortvivler den dog i sin Kummer,
End, førend Parcen faaer Magt,
Før den gaaer ind til sin Slummer,
Klæder den sig i sin prægtigste Dragt,
Indbyder Alle til Gjæst,
Giver en glimrende Efteraarsfest.
Smykt med de sidste Farver er Salen,
Druen er krystet og staaer i Pocalen.
Nu, da det helder med Flammen,
Samler Naturen sin Kraft,
Tager i Døden sig sammen,
Skjænker sin ædleste Saft. 168
Afskedens Time forgylde den vil,
Intet skal spares, Alt skal gaae til.
Lystigt, Bacchanter! Hver sin Mænade
Krandse med Viinløvblade,
Svinge ved Fløitespil!
Nu fra sit lønlige Gjemme
Drager Satyrernes Chor,
Tager sin Plads ved det smykkede Bord,
Viser sit Aasyn og hæver sin Stemme.
Nu, da dog Alt skal visne paa Jord,
Nu er vor Skjønhed tilstrækkelig stor,
Lad os Undseelsen glemme,
Træde med Bukkefod Afskedens Dands,
Hænge paa Hornet i Panden en Krands,
Løse vor Tunge,
Lade den Hymner ved Høstgildet sjunge,
Dristig og kaad
Blandende Latter med Graad!
Phøbus, vor Fader, som Liv os har givet!
Før du gaaer ned til atlantiske Bund,
Hør dine Sønner at juble for Livet
Just i dets flygtende Stund!
NØDDEKNÆKKERNE og KJØBSTEDFOLKENE
HANS
Men det er dog en fortvivlet Ting!
Den hele Dag man trasker omkring,
Man udstaaer Plage, Møie, Besvær,
Og er bestandig dog lige nær.
169
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Høistærede! min er Skylden ei,
Og mine Brødres ei heller.
HANS
Nei!
Jeg tilstaaer, naar alle Nødder var slette,
Saa maatte de vrages, det var det Rette.
Men sørgeligt er det dog, min Tro,
For Den, der stod op, før Hanen fik Sko,
Og drog til Skoven, for sig at fornøie,
Og plukkede Nødder med største Møie,
Og blev i Regnen saa vaad som en Hund,
Og fik spoleret i Bund og Grund
Sit eget og sine Damers Tøi,
Hvis Indkjøbspriis er forbandet høi, -
Jeg siger, sørgeligt er det for ham,
Og maa næsten betragtes som en Skam,
At komme, ved Enden af slig en Dag,
Tilbage med uforrettet Sag,
Begive sig hjem med smudsket Dragt,
Og ikke den mindste Nød have smagt.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Jeg nægter ei, det er ubehageligt,
Og jeg beder Dem være forsikkret om,
At vi finde det Alle meget beklageligt
At maatte fælde saa streng en Dom.
Men, ærede Selskab, ifald De vil
- Hvad visselig De har Aarsag til -
Beklage Dem over hvad her er hændt,
Og især det daarlige Tractement,
Da ville De gunstigen behage 170
At rette Deres grundede Klage,
Ikke til os uskyldige Smaa,
Men til Den, som maa tage sig Alting paa,
Og som, naar vi Nødderne slette finde,
Allene bør til Ansvar staae,
Jeg mener den før omtalte Gudinde,
Pomona, som raader for denne Skov.
HANS
Men hun skal jo være saa frygtelig grov?
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Det kan ikke nægtes, men hun faaer vel Lov
Til at høre paa hvad De forebringer.
Deres Kreds, saavidt jeg kjender til den,
Bestaaer af frie, selvstændige Mænd,
Der ikke staae under hendes Vinger,
Saaledes som vi, der maae tie tidt,
Fordi vi boe her i Skoven frit.
Hun giver os nemlig Bolig her,
Men ingen Kost, som er noget værd,
Thi Nødder og andre Frugter spise
Vi nødigt, vi æde hellere Kjød,
Og maae os ret lykkelige prise,
Naar vi bare hver Søndag en Skovmuus nød.
Men vil De klage, saa gjør det snart,
Thi, seer De, det træffer sig just saa rart,
At en anden, meget fornem Gudinde
Er paa Besøg hos vor Herskerinde,
Og flittigt omkring med hende spadserer;
Jeg troer, at hun Skoven inspicerer,
Thi paa denne Tid kommer hun aarlig,
For at see, om ikke Frugten er daarlig. 171
Hvem veed? maaskee hun giver Dem Ret,
Ifald Pomona begegner Dem slet
Det kan altid forsøges. Om ei til Gavn,
Til Skade bliver det ei. Hendes Navn
Er Astræa.
HANS
Jeg kjender ikke den Slægt.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Det er en Dame, som har en Vægt.
HANS
Ja saa? Den kunde man vel behøve.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Og ved samme Leilighed vil De prøve
- Ei sandt? De gav os et Haab derom -
At formilde Pomonas haarde Dom,
Hvorved hun vort usle Laug vil røve
Dets Ret til Æbleskrælleri?
HANS
Om muligt, tjener jeg Dem deri.
MAREN
Men Lige for Lige! De veed, Hr. Knækker,
At min Mads, som har et stort Genie,
Og gjerne vil være for Skolen fri,
Ønsker en Plads i Deres Rækker.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Forsaavidt som Tingen paa os beroer,
Er intet til Hinder, Æren er stor, 172
Vi skal ham gjerne recommandere,
Men Pomona raader for Det, som for Mere.
JENS
Men min Dreng, har du ogsaa betænkt det vel?
HANS
Og troer du, den Bane vil bringe dig Held?
MADS
Ja, jeg føler, at Nøddeknækkerstanden
Er min Bestemmelse fremfor en anden.
At spise Nødder er en simpel Smag,
Men knække dem, det er en anden Sag.
HANS
Men troer De, hans Tænder forslaae dertil?
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Med Tiden det vistnok komme vil.
Nogle nye har han vel og ivente
Foruden de hidtil os bekjendte.
METTE
Men har du betænkt, at dit Christennavn
Du mister, og du skal navnløs være?
MADS
For Den, som paa Navn af Mads maa bære,
Er Tab af Navnet et ringe Savn,
Og Navnløsheden næsten en Ære.
Herefter, saa tidt jeg bedømmer en Kjerne,
Vil jeg betegne mig selv med en Stjerne.
173
PEER
(til Poul). Fra Mads til Stjerne, det Spring er stort.
MADS
Ei meer end hvad Mangen før mig har gjort.
HANS
Jeg mærker, han er bestemt derpaa,
Lad ham faae sin Villie da, lad gaae!
JENS
At sætte sig mod, nytter ei.
METTE
Saa er han dog altid i en Vei.
MAREN
Forsørget alt i saa ung en Alder!
Det skulde jeg troe, man Lykke kalder.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Men jeg har alt sagt Dem, at Kosten er daarlig
Og Fortjenesten liden.
JENS
Jeg giver ham aarlig
Nogle hundrede Daler i Soutien.
MAREN
Og Mad skal du faae fra mig, min Dreng!
174
HANS
Men hvorledes erholder man Audiens?
Hvor er den Naadiges Residens?
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Derhenne seer jeg en Satyrflok,
Lad os spørge dem ad, de vide det nok,
De staae hos Gudinden i Gunst og Ære,
Og kan os til megen Nytte være.
De nærme sig alt, saavidt jeg seer.
Lad os gaae dem imøde, det vil dem flattere;
Jeg kjender dem lidt, og med god Maneer
Skal jeg Selskabet for dem præsentere.
FØRSTE SATYR
Som jeg seer, o Nøddeknækker, du med os nok tale vil.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Ja, saafremt ei ubeleiligt Øieblikket er dertil,
Vil jeg tage mig den Frihed under Skovens grønne Ly
Eder her at forestille disse Folk fra næste By.
HANS
Mine Herrer! Et Bekjendtskab, hvorved Æren vist er min!
FØRSTE SATYR
Siig mig, siig mig, Nøddeknækker, hvad er det for en Flok Sviin,
Som du driver her i Skoven?
175
HANS
Bedste Herre! hvilket Ord!
Vi har, gjennemblødt af Regnen, kravlet paa den sorte Jord,
Og der findes her i Skoven ingen Børster, ingen Dug,
Ellers er vi, maa De vide, propre Folk til daglig Brug.
FØRSTE SATYR
Men til Sagen! Eders Ønske?
HANS
Kun en Audiens at faae
Hos Pomona, blot en Time.
FØRSTE SATYR
Men hvad tænker du dog paa?
For Gudinden vil du træde, saadan som du staaer og gaaer?
HANS
Nok hun veed, som dannet Kone, ei man skuer Hund paa Haar.
FØRSTE SATYR
Ja, men hun er ikke dannet.
HANS
Det kan være. Nogle Træk,
Man fortæller, tyde paa det. Tiden vilde dog gaae væk,
Om jeg skulde først til Byen, for at pynte mig. Derfor 176
Vil jeg Alting strax risquere. Denne Mening er nu vor,
At hvis De, min bedste Herre, vil os hjelpe til at faae
Audiensen, Alt vil lykkes, Alt paa bedste Maade gaae.
FØRSTE SATYR
Lad mig høre din Begjering hos Gudinden.
HANS
Først jeg vil
Over disse Nødder klage, som herude lægges til;
Hver een af dem har en Feiler.
FØRSTE SATYR
Er det muligt?
HANS
Vist og sandt!
Disse Herrer kan bevidne, ingen spiselig vi fandt.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Ja desværre! Det mig smerter, men saaledes er vor Dom,
Hvortil etter megen Gransken vi med Upartiskhed kom.
HANS
Dernæst vil jeg ydmyg gjøre Fruen en Proposition,
Og, hvis hun bevilger denne, (saadan er min Condition),
Lade Nøddeklagen falde, hvori dog, hvis ei Forlig
Hun vil indgaae, let hun trækker kortest Straa.
177
FØRSTE SATYR
Lad høre, siig
Conditionen, som du fordrer.
HANS
Denne Nøddeknækkerflok,
Brave Folk med store Hov'der, har ei her Fortæring nok,
Professionen er kun liden og ernærer ei sin Mand,
Derfor skal hun dem bevilge, hvad hun let bevilge kan,
At, foruden Nøddeknækken, de sig og befatte maae
Med lidt Æbleskrællen; derved vil de bedre Vilkaar faae.
Æbler attraaes meer end Nødder, og det fordrer meer Critik
Der at skjelne blandt de mange Sorter i enhver Boutik,
At bestemme blot ved Synet, om en ringe bruunlig Plet
Er et Tegn paa gode Safter, eller gjør et Æble slet,
Om det er en Gravenstener, værdig til U. G. med Plus,
En Pigeon, Rainet, Borstorffer, eller en Paspommerus.
FØRSTE SATYR
Har du flere Conditioner?
HANS
Een endnu.
FØRSTE SATYR
Dog ikke fleer?
178
HANS
Mads! kom hid og buk for Herren. Denne Yngling, som De seer,
Er min Sønnesøn, begavet med et ikke ringe Pund,
Som han ønsker at benytte værdigt i Pomonas Lund.
Han har ingen Lyst til Nødder, han fortærer ingen Frugt,
Men desbedre vil hans Evne faae med Skal og Skrælling Bugt.
Kort og godt, han vil som Medlem paa det lille Værksted ind,
Han vil Nøddeknækker være, dertil staaer hans hele Sind.
Disse brave Folk af Lauget have givet deres Ord,
De vil tage ham i Lære, de vil lede ham paa Spor.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Vi vil gjerne, paa Pomonas Villie nu beroer det blot.
FØRSTE SATYR
Kan han binde sine Buxer?
MAREN
Gud bevares! meget godt.
HANS
Det er vore Conditioner. Troer De, hun bevilger dem?
FØRSTE SATYR
Derom har jeg ingen Mening.
179
HANS
Tør vi stole lidt paa Dem,
At De vil os producere? Tør vi?
FØRSTE SATYR
Det behøves ei,
Thi der kommer selv Gudinden.
HANS
Hvor dog? hvor?
FØRSTE SATYR
Ad denne Vei.
HANS
Der er To; hvem er den Rette?
FØRSTE SATYR
Hun med Æblegreen i Haar
Er Pomona; men den Anden, som med Stjernekrandsen gaaer,
Er Astræa.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Det er hende, som jeg talte til Dem om.
HANS
Naa! det kan man kalde Lykke, at paa eengang Begge kom.
180 ASTRÆA og POMONA komme.
FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Herskerinde! Denne Skare vil en Klage føre frem
Samt et Par beskedne Bønner.
POMONA
Godt! saa lad mig høre dem.
HANS
Eders Naade! Kun som Talsmand for en stor Majoritet,
Der paa Grund af min Erfaring mig til Fører ud har seet,
Som desuden, i Betragtning af min Værdighed, min Rang,
Følger mig med barnlig Tillid ad den ubekjendte Gang,
Kort og godt, ei i mit eget Navn og ei som Krigsraad Hans,
Men i Navn af alle Disse, som med ædel, dannet Sands
Vide rigtigt at vurdere Skovens Frugter, og i Sum
Kun som første Deputeret for et agtbart Publicum,
Forebringer jeg en Klage over Det, som er os hændt.
Eders Naade var det sagtens alt fra Arilds Tid bekjendt,
At man, efter gammel Vedtægt, drager hid hvert Efteraar,
For at plukke Hasselnødder, som man altid gratis faaer.
Æbler tør man ikke røre, det er strax et Tyveri,
Men paa Nøddebusken pleier Plukningen at være fri. 181
Men tillad mig nu at spørge: Er det billigt, er det ret,
At fordi man ei betaler, skal man strax behandles slet?
Og desuden, skjøndt vi have, som det hedder, fri Entrée,
Koster den dog svære Penge, som De nu skal faae at see.
Otte Vogne her i Følge, det er ikke Lidt, Madam!
Tænk Dem Hyrekudskens Regning! men De kjender ikke ham.
Otte Kjøresvende maa man give Drikkepenge til,
Og en Daler er det Mindste, hvormed Nogen nøies vil.
Og ved hver af Veiens Bomme - jeg forbittres i mit Sind -
Maa man sexten Gange skatte, naar jeg regner ud og ind;
Og nu er der fire Bomme, det gjør altsaa, som De seer,
Fiir' og tredsindstyve Gange, hverken Mindre eller Meer.
Dernæst hvert et Klædningsstykke faaer man ganske ruineert
Af den stærke Regn og Snavset, hvormed her man er geneert.
De kan altsaa let beregne, paa hvad Viis det holder Stik,
Naar det hedder, at i Skoven Nødderne man gratis fik.
Tvertimod, i dyre Domme de, min Tro, betales maae,
Men desmere maae vi klage, naar vi slette Nødder faae.
182
CHOR AF KJØBSTEDFOLKENE
Bravo! Bravo! See den Gamle, hvor han ride kan tilvands!
Hvilken Djervhed i hans Tale! Bravo! Bravo! Leve Hans!
POMONA
Lad de vilde Skraal forstumme! Stilhed i Pomonas Lund!
CHOR
Vi har Lov til os at yttre.
FØRSTE SATYR
Vil I holde jeres Mund!
Bifaldsyttring er forbuden, Mishagsyttring ligesaa.
POMONA
Mine Nødder ere gode; selv jeg maa det bedst forstaae.
HANS
Tvertimod, om De tillader! De, som Frugtens Producent,
Er til Frugten at bedømme netop meest incompetent.
POMONA
Jeg, som Frugternes Gudinde, jeg har ingen Dom om Frugt?
HANS
Den, som selv er Part i Sagen, bliver ei til Dommer brugt. 183
Vil De Sandhed høre, spørg da Hver af disse Folk derom,
Alle have samme Mening, Peer og Poul har samme Dom.
POMONA
Peer og Poul mig ei bekymre. Har du smagt paa Kjernen?
HANS
Nei,
Smagt den har jeg ikke.
POMONA
Hvoraf veed du da, den duer ei?
HANS
Dette Nøddekneekkersamfund har mig sagt, at den er slet.
POMONA
Men nu siger jeg dig, Daare, den er god, og jeg har Ret.
HANS
Dermed er ei Sagen afgjort; Fruens Mening er ei min.
Ene Skallen er anseelig, Kjernen er forbandet fim.
End af uforsøgte Nødder jeg i Lommen har en Skok,
Thi til een og hver at prøve var ei Tiden udstrakt nok;
Hvis man disse blot vil veie, er jeg overtydet om, 184
Det paa Vægten alt skal kjendes, at hver anden fast er tom.
Denne Dame, Fru Astræa, som nok er af Deres Slægt,
Vil jeg bede om at veie disse Nødder paa sin Vægt.
CHOR
Ogsaa mine skal hun veie.
FØRSTE SATYR
Vil I holde jer i Skind,
Og især dog ikke storme paa Gudinden saadan ind!
ASTRÆA
(til Pomona). Jeg, som ned til Jord var steget, kun for Tidens Frugt at see,
Ikke vented jeg, at Tiden sig saa selsomt vilde tee.
Hvad kan alle Frugter hjelpe for en Slægt, som ei formaaer
Dem at nyde? som med Sløvhed gjennem Skov og Have gaaer?
Vel jeg vidste det, Bedrifter give denne Tid ei Glands,
Men jeg troede dog, den smykte sig med Nydelsernes Krands.
Men hvad her jeg seer, mig viser Tidens Yngel slap og tung
Som en alt udlevet Olding, skjøndt den roser sig som ung.
Alle Sandser har den svækket; den kun hører, den kun seer 185
Gjennem Hørerør og Briller; den har ingen Tænder meer,
Den maa lade Skallen knækkes af et dødt Maskineri,
Og erfare ved dets Viser, om der Kjerne var deri.
Før mig hen til andre Steder, hvor der ogsaa voxer Frugt;
Seer jeg der den samme Slaphed, da til Himlen gaaer min Flugt.
(Hun gaaer.)
POMONA
Gak, du Nøddeknækkerskare, hjem til dine Skallers Rest;
Husk, du taales kun i Skoven som en gammel Snyltegjæst.
Eder, hurtige Satyrer, giver jeg det muntre Bud,*
At I flux af Skoven drive disse Kjøbstedrotter ud.
Lad dem Bukkefoden føle, naar I jage dem paa Flugt.
CHOR AF SATYRERNE
Det skal have gode Veie, vi skal snart med dem faae Bugt.
(Pomona gaaer.)
CHOR AF KJØBSTEDFOLKENE
Lad være! lad være!
Jeg skal gaae med det Gode.
Hvilken mageløs Affaire!
Jeg er skrækkelig tilmode!
Som Orkaner de blæse,
De fremad mig støde, 186
Jeg falder paa min Næse,
Jeg slaaer mig tildøde.
Jeg føler mod min Ende
Bukkefoden spænde,
Lad være! lad være!
Jeg føler i min Nakke
Hornene hakke,
Lad være! lad være!
I Ryggen det mig kilder,
I Panden det mig hviner,
Min Tanke sig forvilder,
Og det Hele mig piner.
Hvilken mageløs Affaire!
Jeg er skrækkelig tilmode!
Lad være! lad være!
Jeg skal gaae med det Gode!
CHOR AF SATYRERNE
Lykke paa Reisen, I Q vinder og Mænd!
I komme nok ikke saa snart igjen.
Nu tier den hele Hverdagslarm,
I Skoven er atter stille,
Paa Nattens hvælvede, sorte Barm
Atter Stjernerne spille,
Og alle Naturens Børn paa Jord
Lukke deres Øienlaage;
Til Hvile gaaer og Satyrernes Chor.
CHOR AF NATTENS AANDER
Nattens Tanker kun vaage.
187

VALGERDA LYSTSPIL I TO ACTER

Første Gang opført paa det Kongelige Theater d. 5te Februar 1847.

188

PERSONERNE

  • General-Krigscommissair Fogel, Godseier.
  • Vilhelmine, hans Datter.
  • Conrad og Judita, Halvsøskende, hans Søsterbørn.
  • Jomfru Blak, hans Huusholderske.
  • Bertelsen, hans Huuslærer.
  • Julius Hermansen, Cancellist.
  • Mule, Gartnersvend.

Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Sjælland, i Sommeren 1845.

Skuepladsen forestiller en Have. Paa den ene Side, i Forgrunden, et Lysthuus, hvori en Bænk og et Bord, paa hvilket findes Skrivertøi, Papiir, Bøger og qvindelige Haandarbeider. I Baggrunden en Hængemaatte, ophængt lidt over Mandshøide, under nogle Træer, som skjule en Deel af den. I Forgrunden, paa Siden, en Trappestige, opstillet under et Træ. Midt paa Scenen et rundt Bord med Haves stole omkring.

189

FØRSTE ACT

FØRSTE SCENE

FOGEL, VILHELMINE, JFR. BLAK. BERTELSEN, Alle sovende, sidde omkring det runde Bord, hvorpaa der staaer et Kaffe-Service. TO BØRN paa 10 til 8 Aar (en Dreng og en Pige) ligge paa Jorden og sove, Hver paa sin Side af Bertelsens Fødder. Fogel og Vilhelmine have Hver en Avis i Haanden; ved Bertelsens Fod ligger en Bog, som man kan see, at han har tabt ud af Haanden. MULE, med en Havesax i Haanden, ligger henstrakt paa det Øverste af Trappestigen, ligeledes sop vende. Efter en Pause hører man CONRADS Stemme bag Scenen raabe: "Her! Her! denne Vei!" Strax efter træder han ind i Baggrunden, fulgt af JULIUS. Conrad er i en Jagtdragt, han bærer sin Bøsse og en skudt Hare; Julius er reiseklædt, med en lille Randsel om Skulderen.

CONRAD
(idet han træder ind med Julius).

Rigtig! Her er hele Selskabet. Kom du kun, og lad som du var hjemme. (Fører Julius frem i Forgrunden, idet han henvender sig til Fogel, medens Julius bukker) . Tillad, kjære Onkel, at jeg bringer en god Ven, Herr .... (Standser i sin Tale, og lader sine Øine glide over alle de Sovende). Ja, det er en anden Sag! Saa tager jeg mine Ord tilbage.

190
JULIUS

Conrad! Vi komme vist til Uleilighed.

CONRAD

Det troer jeg ikke; det lader ikke til, at vor Ankomst forstyrrer dem. For Pokker! jeg burde have vidst det. Denne Situation er ikke ualmindelig her paa Gaarden. Naar det er hedt, som idag, og man har spiist til Middag, hænder det ikke saa sjeldent, at man faaer sig en lille Luur ved Kaffen.

JULIUS

Lad os liste os ganske sagte bort.

CONRAD

Sniksnak! Hvorfor skulde vi gjøre det?

JULIUS

Idetmindste jeg, som er ganske fremmed for Selskabet. Det er ikke passende, at jeg er tilstede her. Farvel! jeg gaaer.

CONRAD

Nei nei! jeg slipper dig ikke. For et Øieblik siden møder jeg dig i Skoven som en beskeden Fodvandrer med din Randsel paa Nakken. Det var et uventet, men behageligt Møde. Hvad var rimeligere, end at jeg førte dig ind her paa Gaarden, især da du sagde mig, at du drog fra den ene Herregaard til den anden, at du gjorde et Studium af de danske Herregaarde?

JULIUS

Men saa modereer dog din Stemme, tal ikke saa høit!

191
CONRAD

Du er bange, jeg skal vække dem? Det har ingen Nød, jeg kjender deres Sovehjerte. Og seer du, min Ven, da jeg i dette Øieblik ikke kan præsentere dig for Selskabet, saa lad mig da præsentere Selskabet for dig; det er altid Saameget fra Haanden.

JULIUS

Naar du blot vilde tale sagtere ....

CONRAD
(fører Julius hen mod Fogel).

Maa jeg gjøre dig bekjendt med Hr. General-Krigscommissair Fogel, min Onkel paa mødrene Side, Eier af denne Herregaard. For Kortheds Skyld kalder man ham blot Hr. General. Naa, hvorfor bukker du ikke? Det er da det Mindste, du kan gjøre, naar du bliver forestillet for en General.

JULIUS

Stille dog! jeg beder dig.

CONRAD

Vær uden Frygt! han vaagner ikke af saa Lidt. Naa, kan du da ikke bukke? (Julius bukker tvungent) . Saaledes, det er godt! Denne Gaard har han eiet i fire Aar; han kjøbte den efter en gammel rig Knark af en Søcapitain, som trak sig fra det Vaade tilbage paa det Tørre, og levede og døde her som Pebersvend. Gaardens Omfang og Størrelse og øvrige Beskaffenheder vil han selv fortælle dig, naar han vaagner. Imidlertid fører jeg dig hen til hans 192 smukke, elskværdige Datter, Frøken Vilhelmine, som jeg er stolt af at benævne min Cousine.

JULIUS

Tilforladelig, en høist indtagende Skabning!

CONRAD

Nu, saa buk da for hende.

JULIUS
(efter et tvunget Buk).

Hvad er det hun læser? Det er "Fædrelandet."

CONRAD

Ganske rigtigt! Og Onkel læser "Berlings Tidende." Det er at sige, du seer, hvorledes de læse dem. Men ligemeget, du er her kommen paa et meget politisk Terrain. Onkel er conservativ med Liv og Sjæl, hans Datter er ivrig liberal, det giver evindelige Disputer imellem dem. Vilhelmine kan ikke fordrage Berling, Onkel ikke Fædrelandet, Vilhelmine maa holde det for sine egne Penge, og endda til stor Ærgrelse for Onkel.

JULIUS

Det er ualmindeligt og høist interessant, at en ung Pige, og saa smuk som hun, føler en saa levende Deeltagelse for de offentlige Anliggender.

CONRAD

Ja, saa levende som du seer. Her, min Ven, seer du min Onkels to yngste Børn; de ere endnu kun smaa, du finder dem henstrakte paa den nøgne, 193 moderlige Jord, ganske som det passer sig for deres uskyldige Alder, blidt indslumrede, som det synes, under et Examinatorium af Huuslæreren Hr. Bertelsen, som jeg herved har den Ære at gjøre dig bekjendt med. (Tager Bogen op fra Jorden, og læser Titelen) : "Munthes Danmarks Historie." (Lægger den ned igjen) . Samme Hr. Berthelsen er Candidatus theologiæ, et grundærligt og respectabelt Menneske, men han er saa døv, at man ikke kan tale med ham.

JULIUS

Jeg vilde ønske, at de Alle vare døve, thi du ender dog med at vække dem, og saa staaer jeg her i en flau Stilling.

CONRAD

Her seer du Onkels Huusholderske, Jomfru Blak, et udmærket fermt Fruentimmer i Kjøkkenet og Huusholdningen, et fortræffeligt Huus-Inventarium, som han maatte anskaffe sig, da hans Kone døde. Hun har før været i samme Function paa en anden Herregaard, hos en Greve, og der har hun havt et Tilfælde.

JULIUS

Et Tilfælde? hvad vil det sige?

CONRAD

En besynderlig, en mærkværdig Hændelse, som udgjør Epochen for hendes Tidsregning. Naar vi Andre sige: "Anno 1845," saa siger hun: "det tiende, tolvte, eller hvad det nu kan være for et Aar, efter at jeg havde det Tilfælde hos Greven."

194
JULIUS

Hvori bestaaer det da?

CONRAD

Ja, det veed jeg, paa min Sjæl ikke, og jeg troer ikke, at der er Nogen paa Gaarden, som veed det, thi det skal være en meget vidtløftig Historie, og Enhver, som hun begynder at fortælle den, redder sig ved Flugt. Og nu troer jeg, at jeg har gjort dig bekjendt med hele Personalet her paa Gaarden. Dog nei! jeg maa skamme mig, jeg glemmer Judita, min egen Søster.

JULIUS

Saa du har en Søster, som hedder Judita? Det er et smukt, bibelsk Navn.

CONRAD

Men (idet han seer sig om) hun er her ikke, hun flakker altid omkring i Egnen, hun botaniserer, og giver Politiken en god Dag. .... Men derimod seer jeg en anden Figur ....

JULIUS

Hvor?

CONRAD

Oppe paa Trappestigen. Det er Gartneren, Hr. Mule; han har nok været ifærd med at klippe Træerne, og er falden i Søvn med Saxen i Haanden.

JULIUS

Hvad er det for en Indretning der henne under Træerne?

195
CONRAD

Den? O det er en Hængemaatte, en Reliquie fra Sø-Capitainens Tid. Onkel har ikke nænnet at tage den bort; han sover selv undertiden Middagssøvn i den. - Men veed du hvad? Nu er det paa Tiden at vække dem Alle, de ere ellers istand til at sove til imorgen.

JULIUS

Vent et Øieblik, lad mig først komme bort.

CONRAD

Det skal være gjort i en Fart; pas paa!

(Han skyder sit Gevær af i Luffen, alle de Sovende springe op med et Skrig, undtagen Bertelsen, som vaagner, men bliver siddende og seer sig om. Mule falder ned fra Trappestigen, Børnene give sig til at græde).
FOGEL
(gnidende sine Øine).

Men hvad var dog det?

VILHELMINE
(ligeledes).

Det var et Skud.

JOMFRU BLAK
(ligeledes).

Ih! Gud forbarme sig!

MULE
(liggende paa Jorden).

Det var mig, som blev truffen.

196
BERTELSEN
(reiser sig, og siger til Fogel).

Gud velsigne Dem, Hr. General!

FOGEL
(raabende ind i Øret til ham).

Hvorfor siger De "Gud velsigne Dem"?

BERTELSEN

Det forekom mig, at De nøs.

FOGEL
(som før).

Nei, det var et Skud.

BERTELSEN

Var det et Skud?

FOGEL
(opdagende Conrad med Geværet).

Aha! min Herr Neveu! det var altsaa en af dine Lapsestreger.

CONRAD
(skamfuld).

Ja Onkel, det var en Lapsestreg; jeg maa bede Dem om Tilgivelse. Det faldt mig saadan ind.

VILHELMINE

Men Conrad, hvor kunde det dog falde dig ind?

JOMFRU BLAK

Et pænt Indfald at skræmme Livet af Folk!

197
FOGEL
(til Børnene, som græde).

Aa hold jeres Mund! Der er jo ikke Noget at græde over. (Raaber til Bertelsen) . Hr. Bertelsen! Lad de Unger komme bort, og see at stille dem tilrette!

BERTELSEN

Gjerne, Hr. General!

(Gaaer med Børnene).
JOMFRU BLAK

Men er der da Ingen kommen til Skade?

MULE
(paa Jorden).

Jo! jeg!

CONRAD

Ih Snak! det er jo en Umulighed, jeg skjød op i Luften.

MULE

Jeg drømte, jeg var bleven forvandlet til en Hare, og saa kom der en Jæger og skjød mig.

CONRAD

Ja, her er Haren, Drømmen er opfyldt. (Leverer sin Hare til Jfr. Blak) . Tag den til Kjøkkenet, Jomfru Blak!

MULE

Ja, da føler jeg godt, at jeg har faaet et Skud Hagl i Livet.

FOGEL

Sludder! Reis sig og gaa til sit Arbeide. Hvorfor falder Han i Søvn og drømmer?

(Mule reiser sig og gaaer). 198
JFR. BLAK
(som imidlertid har undersøgt Haren).

Den er saa mager, der er ikke Fugleføde paa den.

FOGEL
(til Conrad).

Det er jo ogsaa Lapsestreger at skyde Harer paa denne Aarstid; det er at ruinere Vildbanen.

CONRAD

Nød bryder alle Love. Jeg har ikke faaet Noget at spise til Middag.

FOGEL

Ja, det er din egen Skyld; hvorfor gaaer du paa Jagt i Spisetiden?

CONRAD

Saa skjød jeg denne Hare, for at faae Noget til Aften, uden at uleilige Jomfru Blak.

JFR. BLAK

Da skal De ikke blive fed af den.

(Lægger Haren paa Bordet).
CONRAD

Desuden er jeg ikke ene, jeg bringer en Ven med, som ogsaa trænger til at styrke sig. Hvor blev han dog af?

FOGEL

Er der En med dig?

VILHELMINE

Hvem er det?

199
CONRAD
(trækker Julius frem, som har staaet undseelig i en Krog).

Ikke sandt, kjære Onkel, De har ikke Noget imod, at jeg bringer Dem en Ven, som jeg efter flere Aars Adskillelse idag traf her i Skoven. Det er Hr. Julius Hermansen; vi læste til juridisk Examen hos samme Manuducteur. Nu er han Cancellist og følgelig paa Veien til at gjøre en glimrende Lykke.

JULIUS

Hr. General! jeg haaber, at De ikke anseer mig for paatrængende. Deres Søstersøn vilde paa ingen Maade slippe mig.

FOGEL

Min Herre, De er mig hjertelig velkommen, og det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtskab. Det er forresten en egen Maade, hvorpaa De er bleven introduceret.

JFR. BLAK

Ja, ved et Skud!

VILHELMINE

Og al denne Tummel og Forstyrrelse har De været Vidne til!

JULIUS

De maa dog endelig ikke troe, at jeg har mindste Deel i denne Ubesindighed.

CONRAD

Nei, det kan De være rolig for; han er altfor alvorlig og retskaffen dertil.

200
FOGEL
(vred).

Og du halvgal nok til at besørge det selv.

VILHELMINE

Men kjære Fader! lad os nu ikke skjændes mere; den fremmede Herre har allerede hørt Spektakel nok her i Huset.

JULIUS

O jeg beder Dem, Frøken! For mig er det Hele et originalt Eventyr; deraf kan en Tourist aldrig faae for Meget.

CONRAD

De maa vide, Onkel, at min Ven benytter sin Sommerferie til at gjøre en Fodtour gjennem Sjælland. Han gaaer fra Herregaard til Herregaard; han arbeider paa et Værk over danske Herregaarde.

FOGEL

Det glæder mig at høre, thi saa skal jeg ....

JULIUS

Undskyld, Hr. General, at jeg først maa berigtige min Ven Conrads Udsigende. Han gjør mig for megen Ære ved at sige, at jeg arbeider paa et Værk. Det er vel sandt, at jeg drager omkring paa Herregaardene i Sjælland, for at erhverve mig en og anden Local-Kundskab, som maaskee kan komme mig til Nytte engang i Tiden.

FOGEL

Nu, ligemeget. Conrad har da ialfald gjort vel i at bringe Dem til mig, thi ogsaa denne Gaard fortjener at besees.

201
JULIUS

Derom tvivler jeg ikke, og jeg glæder mig meget til at gjøre nærmere Bekjendtskab med den.

FOGEL

Det skal være mig en sand Fornøielse at vise Dem omkring, og give Dem alle de Oplysninger, De ønsker. Jeg har gjort Meget for denne Eiendom, og uagtet jeg kun har havt den i fire Aar, saa tør jeg sige, at jeg har indført ganske overordenlige Forbedringer. Heri maa jeg ogsaa give min Søstersøn den Ære, han fortjener: han har gaaet mig tilhaande som en flink Forvalter.

VILHELMINE

Hør, Fader! Jeg synes, du skulde ikke iforveien rose dine Indretninger; derved spændes Forventningen, og ifald den saa skuffes ....

JULIUS

Jeg beder Dem, Frøken, det har vist ingen Fare.

FOGEL

Nei, det mener jeg med. Behold du dine Raad for dig selv.

VILHELMINE

Jeg giver ingen Raad, jeg siger kun min Mening. Dersom De interesserer Dem for Agerbruget, Hr. Hermansen, saa vil De see, at det virkelig er sat paa en ypperlig Fod; De vil ogsaa finde Velstand mellem Bønderne; men dersom De stiller Deres Fordringer høiere, dersom De venter at see betydelige Skridt til Bondestandens Emancipation, saa vil Deres Forventning slaae feil.

202
FOGEL

Bliv mig fra Livet med din Emancipationssnak! Du selv er kun altfor emanciperet.

VILHELMINE

Ja ja, Fader, men det er dog sandt, hvad jeg siger. Hoveriet er endnu ikke afløst.

FOGEL

Fordi Bønderne selv ikke ønske det. Sligt er ikke saa hurtigt gjort som at smøre en Artikel op i et Blad.

VILHELMINE

Det Udtryk passer underligt for Den, der selv staaer med en Smørblomst i Haanden.

FOGEL

Smørblomst? Hvad skal det sige? Jeg har Berlings Tidende i Haanden.

VILHELMINE

Ja, det er jo en Smørblomst, det er bekjendt.

FOGEL

Nu vil jeg ikke høre et Ord mere. Den Smør-Vittighed har nu tjent saa længe, at den gjerne kan gaae af paa Vartpenge, det Smør er k jernet saa tidt, at det nu ikke er Andet end Valle. Men hvad er det, du holder i Haanden? Du maatte ønske, det var en Smørblomst, men det er en Nelde, en ufrugtbar Tidsel, som blot stikker og brænder. Og saadan er det hele Parti. Brænde og stikke, det kan de Allesammen prægtigt. Rive ned og ødelægge, den 203 Kunst forstaae de, men grunde Noget og bygge det op, det befatte de dem ikke med, og af gyldige Aarsager, for det kan de ikke.

VILHELMINE

Det er let sagt om de Undertrykte, om Dem, der ikke have Magten.

FOGEL

Hvad kunde Magten hjelpe dem, naar de ikke have Evnen? Jeg vil ikke høre et Ord mere, det er til at blive gal over!

(Gaaer bort i den hæftigste Vrede).
JFR. BLAK

Men Gud bevares, Frøken Vilhelmine! Kan De dog ikke have Tand for Tunge! Nu har De gjort Generalen saa fnysende gal.

VILHELMINE

Hvad jeg har sagt, er Sandhed, og at sige den, anseer jeg for min Pligt.

JFR. BLAK

Ja, men De skal dog ikke ærgre Deres Fader, det kan aldrig være Pligt.

VILHELMINE

Hvorfor ærgrer han sig? Hvorfor bliver han hidsig? Jeg har været koldblodig under den hele Dispute.

JFR. BLAK

Jeg maa gaae efter ham og see at stille ham tilrette.

(gaaer). 204

ANDEN SCENE

VILHELMINE. CONRAD. JULIUS

CONRAD

Hu! det summer mig om Ørene! Hvad mener du, Julius? Du har havt en stormfuld Entree her i Huset.

JULIUS

Jeg tilstaaer, jeg er ligesom desorienteret, og maa besinde mig. Det Hele forekommer mig saa nyt og fremmed.

VILHELMINE

Jeg maatte skamme mig over, at De, Hr. Hermansen, har været Vidne til en saadan Scene, dersom jeg ikke holdt mig for overbeviist om, at De i Grunden er paa mit Parti.

JULIUS

Enhver, som seer Dem, Frøken, er vistnok tilbøielig til at være paa Deres Parti.

CONRAD

Complimenter? Dem kan du spare dig, min Cousine bryder sig ikke om dem.

JULIUS

Deri gjør Frøkenen vel, men jeg haaber, at hun ikke anseer mine Ord for Complimenter.

VILHELMINE

Med alt det var min Mening dog ikke den, som De synes at antage. Naar jeg forudsætter, at De er paa mit Parti, saa er det, fordi De er ung, og Ungdommen pleier at hylde de liberale 205 Grundsætninger. Det er ogsaa kun fra Ungdommen, at al politisk Frelse kan ventes. Dertil kommer, at De er Student, Studenterne ere liberale, Studenterne ere Landets Fremtid.

JULIUS

Jeg beder om Forladelse, Frøken, jeg er Candidat, det er en Forskjel.

CONRAD

Og dertil Cancellist, altsaa i kongeligt Embede. Hvorledes troer du, Vilhelmine, at hans Cancellie-Samvittighed kan taale at høre paa din oprørske Tale?

JULIUS

O! hvad det angaaer, skal Frøkenen ikke genere sig. Min Samvittighed er i den Henseende svarende til min Stilling: begge ere lige ubetydelige. Men oprigtigt talt, Frøken, jeg er egenlig grumme lidt Politicus. Jeg vilde ønske, at et Parti kunde vække min Begeistring, at jeg af Sjæl og Hjerte kunde sværge til en eller anden Fane; men til hvilken af Siderne jeg seer, er der Noget, som skræmmer mig bort, min Indifferentisme befæstes, og kort sagt, jeg er uden politisk Farve.

CONRAD

Accurat ligesom jeg. Vilhelmine skjænder tidt nok paa mig derfor.

VILHELMINE

Og det vil jeg vedblive at gjøre. Jeg kan ikke forstaae, hvorledes unge Mænd kunne være 206 ligegyldige for Landets Anliggender. Ere de unge Mænd da Qvinder, og er jeg en Mand? Falder da aldrig den Tanke Dem ind: hvad skal Danmarks Fremtid vorde? - De vil sagtens lee, naar jeg siger Dem, at jeg i Nat ikke har havt Søvn i mine Øine, og veed De, hvorfor? Over at tænke paa det sidste Finansregnskab. Har De læst det?

JULIUS

Jeg tilstaaer, nei.

VILHELMINE

Det er det for 1843; det kommer over to Aar for sildigt, men det er endnu det Mindste. Aaret har været et velsignet Aar, velsignet for Landmanden og i alle Henseender. Indtægterne have været 842000 Rbdlr. mere, end de i Budgettet vare anslaaede til, og det Bedste er, at disse forhøiede Indtægter hidrøre fra Told- og Consumtions-Intraderne samt fra Øresunds Told, ikke fra nogen smudsig Kilde, thi Tallotteriet har i de danske Provindser endog indbragt 280000 Rbdlr. mindre end det Normerede, hvorimod det rigtignok har givet Overskud i Hertugdømmerne. Men hvortil hjelper Dette? Udgifterne voxe med Indtægterne. Pensionslisten har været 38000 større end den Sum, der ikke maa overstiges. Kommer der et ulykkeligt Aar - og hvorfor skulde det ikke komme - ja sæt, at der komme to, tre eller flere ovenpaa hinanden, hvad saa? Det seer sort ud i Fremtiden!

JULIUS

Jeg staaer som falden fra Skyerne! De, en Dame, en ung Pige, er i Besiddelse af al denne forbausende Kundskab!

207
CONRAD

Ja, der kan du høre! Saaledes er hun; der er ikke Mange, som kan rose sig af en saadan Cousine.

JULIUS

Ved Himlen! De er ingen almindelig Pige, De er et overnaturligt Væsen. Og for dog ikke reent at knuses af Deres Overlegenhed, for at De dog ikke skal ansee mig for Stok og Steen, saa lad mig sige Dem, at om end Politiken ikke har tiltrukket mig, idetmindste ikke hidtil, saa har jeg saa varm en Følelse som Nogen for det Nationale. Og lad mig end mere sige Dem, at det Blad, som De nylig holdt i Haanden, og hvoraf jeg - jeg bekjender det til min Skam - sjelden læser Halvparten, har for faa Maaneder siden henrevet mig til en Begeistring, opflammet mig til en Enthusiasme, hvortil jeg neppe troede mig istand.

VILHELMINE

Det glæder mig at høre. Og hvad var Anledningen?

JULIUS

Hiin fortræffelige Artikel, hiin Perle af hele dets Indhold.

VILHELMINE

De mener den Artikel om Bank-Actierne?

JULIUS

Nei, paa ingen Maade.

VILHELMINE

Den om Valget af Kjøbenhavns Borger-Repræsentanter?

208
JULIUS

Nei, heller ikke.

VILHELMINE

Saa var det Noget i Amtsraadets Forhandlinger?

JULIUS

Nei, nei! Hvor er det dog muligt, at De ikke strax gjætter det? Dog, De lader kun saa, De veed godt hvad jeg mener.

VILHELMINE

Nei, jeg forsikkrer Dem.

JULIUS

Husk dog paa Deres eget Kjøn!

VILHELMINE

Jeg forstaaer Dem ikke.

JULIUS

Jeg mener naturligviis det henrivende Brev fra Valgerda.

VILHELMINE

Valgerda! Ja, det er sandt; men det er saa længe siden.

CONRAD

Og om det var hundrede Aar siden, saa vilde Danmark erindre det. Hvilken poetisk, ja endog malerisk Contrast: Denne unge Pige, denne danske Skjoldmø, som jomfruelig, med nedslaaet Visir, med Ynde og Anstand i alle Bevægelser, stiller sig ligeoverfor den gamle tungfodede tydske Professor, og udfordrer ham til Kamp! Og denne saakaldte 209 "Franzosenfresser," som dog aldrig har spiist nogen Franskmand, trækker sig paa den ynkeligste Maade tilbage, da han møder en dansk Pige, og siger, at nu er han ikke i Humeur til at være "Dänenfresser." Valgerda er en Valkyrie. Dersom jeg kunde træffe hende, vilde jeg dybt knæle for hendes Fod, og tilbede hendes Deilighed.

VILHELMINE

Min Gud! hvilken Enthusiasme! Men hvoraf veed De, at hun er deilig? Kjender De hende da?

JULIUS

Ja og Nei! (Med et Blik paa Vilhelmine) . Jeg seer hende staae for mine Øine.

VILHELMINE

Det maa da være i Deres Phantasie.

CONRAD

Ja, min Ven, det er en Phantasie-Kjærlighed.

JULIUS

Kald den, hvad du vil, men det veed jeg, at jeg aldrig vil føle nogen anden.

VILHELMINE

Er det muligt? Og om De nu aldrig finder hende i Livet?

JULIUS

Selv om saa var, skulde hun dog være min sidste Kjærlighed.

CONRAD

Den sidste, lad gaae! Men den første?

210
JULIUS

Du gjør mig Samvittigheds-Spørgsmaal; men Saameget vil jeg bekjende, at den første er hun ikke.

VILHELMINE

Men tag Dem da iagt, at De ikke kommer til at sige, ligesom Baggesen om sin Idealia:

"Denne Uforlignelige
Er desværre ikke til."
JULIUS

Hvad mener De? Hun skulde ikke være til?

VILHELMINE

Valgerda er naturligviis en fingeret Person; Brevet var sikkert skrevet af en Mand.

JULIUS

Umuligt!

VILHELMINE

Tvertimodl De unge danske Piger bekymre sig sandelig ikke om de politiske Spørgsmaal; de have kun deres Balkjoler i Tanke.

JULIUS

Men De selv, Frøken, er jo et Beviis paa det Modsatte.

VILHELMINE

Maaskee; men een Svale gjør ingen Sommer.

JULIUS

Ganske rigtigt, men Een udgjør en Valgerda, der behøves ikke Flere.

211
VILHELMINE

Da vil De dog vel ikke sige, at det er mig?

JULIUS

Det være langt fra mig at trænge mig ind i Andres Hemmeligheder!

CONRAD

Nei, Julius, det indestaaer jeg Dig for, min Cousine er det ikke.

VILHELMINE

Tak skal du have, Conrad, fordi du vil gaae i Caution for mig, men det skal du dog ikke gjøre, for du kan egenlig ikke vide det.

CONRAD
(flau).

Da synes mig dog ....

VILHELMINE

Ifald det var mig, vilde jeg naturligviis holde det hemmeligt.

CONRAD

Jeg troede dog, at jeg ....

VILHELMINE

Ja, man troer saa Meget! Men jeg beder Dem Begge, see dog ikke heri nogen Indrømmelse af Forfatterskabet. Deres Yttring, Hr. Hermansen, var naturligviis Spøg, og mit Svar ligesaa. Jeg vil oprigtig sige Dem min Mening: Ogsaa jeg læste Valgerdas Brev med Henrykkelse; jeg fandt, at det var et Ord i rette Tid. Men intet Øieblik satte jeg i 212 Tvivl, at Forfatteren jo var en maskeret Mand. Og sandt at sige, dersom jeg ikke havde havt denne Tanke derved, vilde Brevet have behaget mig mindre.

JULIUS

Det forstaaer jeg ikke. Saa mister Brevet jo sin Ynde, ja endog sin største Kraft; den rette Pointe gaaer tabt.

VILHELMINE

O nei! En Mand har dog det kraftige Udtryk langt mere i sin Magt, end et Fruentimmer. Jeg føler det med mig selv, de samme Tanker kunde jeg vel have havt, men jeg kunde ikke have fundet de samme Ord til dem. Og jeg synes, at naar det ikke er mig, saa kan det endnu mindre være nogen anden Dame. Ja, nu leer De, De finder vist, at jeg taler ubeskedent. Men jeg forsikkrer Dem, at dersom jeg troede, at Valgerda var til, saa blev jeg jaloux paa hende; det vilde crepere mig, at jeg i denne Retning ikke havde det samme Talent som hun.

JULIUS

Bedste Frøken! I denne Sag er det nok rigtigst, at Enhver .....

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. JOMFRU BLAK, fulgt af en TJENER, som tager Kaffe-Servicet fra Bordet, og gaaer bort med det.

JFR. BLAK

Her har De mig igjen. Jeg kommer for at anvise den fremmede Herre et Værelse, som jeg imidlertid 213 har sat istand til ham. (Til Julius) . De trænger vist til Hvile efter Deres Fodtour.

JULIUS

Jeg er Dem meget forbunden. Til Hvile trænger jeg ikke, men vel til at ryste Støvet af mig og klæde mig om.

JFR. BLAK

Som De behager. Alt er parat. Skal jeg vise Dem Veien?

JULIUS

Jeg modtager Deres Tilbud med Taknemmelighed.

JFR. BLAK

Nu, saa kom da!

VILHELMINE

O Jomfru Blak! inden De gaaer, siig mig, hvorledes min Fader nu har det.

JFR. BLAK

Ja, det maa De nok spørge om! Jo, Gud skee Lov! nu er det bedre, Generalens Hidsighed har lagt sig. Lad mig nu see. De ikke saa snart gjør ham vred igjen! Det var forfærdeligt, hvad han var opbragt! Jeg var bange for, at det skulde gaaet ligesom hos Grevens, hvor jeg havde det Tilfælde, som De nok veed ....

CONRAD

Ja, det veed vi godt.

JFR. BLAK

Det bliver til October femten Aar siden ...

214
CONRAD

Ja, vi kjende det Hele.

JFR. BLAK

Da kjender den fremmede Herre det dog ikke.

CONRAD

Saa kan De fortælle ham det paa Veien.

JFR. BLAK
(til Julius).

Ja, ifald De ønsker det.

JULIUS

Det vil interessere mig meget

(Bukker for Vilhelmine, og gaaer med Jfr. Blak).
CONRAD

A revoir og god Fornøielse!

JFR. BLAK
(idet hun gaaer med Julius).

Seer De, det var hos en Greve, hvor jeg var i Condition. De maa nu vide, at Greven var en Mand, som var i høi Grad ....

(De ere imidlertid komne udenfor, og man hører ikke mere).

FJERDE SCENE

VILHELMINE. CONRAD

CONRAD
(med et Blik efter Julius).

Vel bekomme!

215
VILHELMINE

Din Ven gjør dig Ære; jeg finder, det er en elskværdig ung Mand.

CONRAD

Jeg troer at have bemærket, at du finder det.

VILHELMINE

Og det har du vel Intet imod, siden han er din Ven.

CONRAD

Men du veed nok, at Venskab gjælder ikke i Kortspil, og heller ikke i et andet Capitel.

VILHELMINE

Er det virkelig lykkedes mig at gjøre dig jaloux?

CONRAD

Lykkedes dig? Har du da havt det isinde?

VILHELMINE

Det kunde være ret morsomt.

CONRAD

Men den Leg, som er morsom for Katten, er ikke morsom for Musen.

VILHELMINE

Hvilken Lignelse! Er jeg en Kat? er du en Muus? Men veed du vel, at det klæder dig godt at være jaloux? Og dersom jeg med min gode Villie skulde opvække din Jalousie, saa var det for at holde endnu mere af dig.

216
CONRAD

Vilhelmine, du henrykker mig! Du veed kun alt-for godt, hvorledes du skal tage mig, derfor kan du ogsaa faae det med mig, som du vil. Jeg vilde jo ogsaa være langt roligere, naar ikke den fordømte Omstændighed var, at vi maae holde vor Forstaaelse hemmelig. Thi dersom din Fader vidste det, saa blev han rasende, og satte mig udentvivl øieblikkelig paa Døren. Siden han har faaet den ulykkelige Idee at arbeide underhaanden paa at blive Kammerherre og faae sit Gods hævet til et Baronie, er ingen Svigersøn ham fornem nok.

VILHELMINE

Men det er jo en Galskab, en Prostitution, som man maa see at faae ham fra.

CONRAD

Han er ikke let at faae fra Det, han har sat sig i Hovedet. Den, som han skal give din Haand, maa selv være idetmindste Kammerjunker.

VILHELMINE

Ha ha ha! En Kammerjunker, og jeg med mine Principer! Det vilde blive et rart Ægteskab!

CONRAD

Imidlertid, da vor Forlovelse ikke er bekjendt og vitterlig, er jeg altid udsat for den Frygt, at Enhver, som finder Behag i dig, kan blive Frier.

VILHELMINE

Og endda fører du selv en Herre til mig?

217
CONRAD

Dersom jeg havde troet, at du vilde behage ham saa meget, saa havde jeg heller ikke gjort det.

VILHELMINE

Saa det kunde du ikke forudsee?

CONRAD

Nei.

VILHELMINE

Det er oprigtigt.

CONRAD

Og af to Grunde, som jeg skal sige dig. For det Første troede jeg, at han, formedelst sin Stilling som Cancellist, ikke vilde harmonere med dine liberale Anskuelser; og dernæst vidste jeg, eller troede at vide, at han var hæftig forelsket i en ung Pige, eller idetmindste nylig havde været det. Derfor spurgte jeg ham paa Skrømt, om Valgerda ogsaa var hans første Kjærlighed.

VILHELMINE

Nei virkelig? Og hvem er denne unge Pige?

CONRAD

Kan det ikke være det Samme?

VILHELMINE

Nei, Conrad, du maa endelig sige mig det.

CONRAD

Jeg veed det saamænd ikke.

218
VILHELMINE

Det er ikke sandt, du veed det godt.

CONRAD

Nei, tilforladelig, jeg forsikkrer dig. Det er en ung Pige i Kjøbenhavn, det er Alt, hvad jeg veed.

VILHELMINE

Kan du sværge paa, at du ikke veed det?

CONRAD

Ved Alt, hvad helligt er, paa Ære og Samvittighed, jeg veed ikke, hvem hun er. Jeg har aldrig villet spørge derom, og han havde vist heller ikke sagt mig det. Men hvor kan det nu interessere dig?

VILHELMINE

Saadant Noget interesserer altid et Fruentimmer.

CONRAD

Ja, et Fruentimmer! Men du er ikke et sædvanligt Fruentimmer, du har en mandig Characteer. Kan Interessen for de offentlige Anliggender forenes med den private Nysgjerrighed?

VILHELMINE

Ja, udmærket godt; det Ene udelukker ikke det Andet.

CONRAD

Du er et forunderligt Væsen. Jeg føler kun altfor godt, hvor høit du staaer over mig, og det er maaskee derfor, du har bundet mig saa fast til dig.

219
VILHELMINE

Siig ikke det, Conrad! der er jo slet ingen Afstand imellem os.

CONRAD

Jo, tilvisse, men jeg finder Behag i din Overlegenhed. Jeg veed med mig selv, at jeg er et godmodigt og velvilligt Menneske, at jeg er ærlig og trofast; men i Forstand, i Aandrighed, i Kundskaber og Talenter kan jeg ingenlunde maale mig med dig. Saadan som du kan tale om Finanser, om Budgetter, om Communalraad og Amtsraad, - o! det lærer jeg aldrig.

VILHELMINE
(rækker ham Haanden).

Nu vel, saa kan jo Enhver af os være god for sig.

CONRAD

Du vil trøste mig og hæve mit Mod; o! det er elskværdigt. Men naar jeg nu seer, hvorledes din Overlegenhed gjør Indtryk paa Alle, hvorledes du ved din Tale vækker Beundring og Tilbedelse, maa da ikke den Frygt vaagne hos mig, at en Anden, bedre begavet end jeg, kunde stikke mig ud?

VILHELMINE

Hvilken Idee!

CONRAD

Dersom jeg blot havde en Fortrolig, En, til hvem jeg turde sige: "Jeg elsker Vilhelmine, og hun elsker mig igjen!" Jeg er ikke som du, jeg kan ikke indeslutte mine Tanker; jeg er et Menneske, som trænger til Meddelelse.

220
VILHELMINE

For Himlens Skyld! tænk ikke derpaa! Hvem skulde det være? dog ikke din Ven Hermansen?

CONRAD

Nei, ham nu aldeles ikke! Jeg har tænkt paa Judita, hun er dog min Søster.

VILHELMINE

Det vil sige, din Halvsøster.

CONRAD

Det kan jeg aldrig vænne mig til at huske. Hvergang Nogen nævner hende ved hendes Efternavn, og kalder hende Jomfru Ahrends, saa griber jeg mig selv i Forundring over, at hun ikke hedder Poulsen, ligesom jeg.

VILHELMINE

Ialfald vilde det være ubesindigt at betroe Judita denne Hemmelighed. Hun er en god Pige, men en meget ubetydelig Pige.

CONRAD

Det er hun ogsaa, ubetydelig er hun. Men, som du selv siger, hun er god, og jeg holder oprigtigt af hende.

VILHELMINE

Men for at en Hemmelighed skal være i gode Hænder, maa den ogsaa være i kløgtige Hænder, og jeg maa derfor paa det Indstændigste bede dig, at du ikke gjør hende til din Fortrolige.

221
CONRAD

Vær rolig, hun skal ikke faae et Ord at vide. Det er forresten besynderligt, at hun ikke er kommen hjem endnu.

VILHELMINE

O, hun streifer jo idelig omkring i Mark og Skov. Det er en god lille Landsbypige, hun lever med Naturen, hun plukker Blomster og hører paa Fuglesang; for de sociale Forhold har hun ingen Sands.

CONRAD

Det er mærkværdigt, hvad du har for et skarpt Blik, hvad din Dom altid er sikker og rigtig.

VILHELMINE

Nu vel, min Ven, saa tro da, at jeg ogsaa i andre Henseender har et skarpt Blik og en sikker og rigtig Dom, og at jeg derfor stedse vil foretrække dig for enhver Anden.

CONRAD

O Vilhelmine! du gjør mig lykkelig.

(De omfavne hinanden).
VILHELMINE

Jeg kjender dig, jeg veed, hvad jeg har i dig, og jeg veed, hvad jeg faaer i dig: en god, en kjærlig, en føielig Mand.

CONRAD

Ja, ved Himlen! det skal blive Sandhed.

222
VILHELMINE
(rivende sig løs).

Der kommer Nogen!

CONRAD

Det er Julius.

FEMTE SCENE

DE FORRIGE. JULIUS (omklædt).

JULIUS

Jeg har skyndt mig for at komme tilbage og fortsætte vore interessante Samtaler.

CONRAD

Allerede omklædt! Det er paa Tiden, at jeg gjør ligesaa. Farvel! jeg følger dit Exempel og skal see at efterligne din Hurtighed. (Vil gaae) . Naa! nu har Jomfru Blak dog ladet vor Hare ligge; hun skal tilforladelig lade den stege til os. Jeg vil tage den med. A propos, fik du saa hendes Tilfælde at vide?

JULIUS

Nei. Ligesom hun havde begyndt at fortælle, saa kom der en Pige og forstyrrede hende med en meget ivrig Beretning om Noget, som var passeret i Hønsegaarden. Men hun lovede, jeg skulde faae Historien en anden Gang.

VILHELMINE

Stakkels Jomfru Blak! Hun bliver altid forhindret i at fortælle sin Historie. Det er ligesom en Skjæbne, der forfølger hende.

223
CONRAD
(til Julius).

Nu kan du imidlertid holde min Cousine med Selskab; jeg er her strax igjen. Disputeer med hende om Politik, det holder hun meest af.

(Løber ud og tager Haren med sig).

SJETTE SCENE

VILHELMINE. JULIUS

JULIUS

Conrads Opfordring er nær ved at gjøre mig undseelig. Jeg har allerede sagt Dem det, Frøken, at jeg er langt fra at være Politicus, men saa meget hellere vil jeg da gaae i Skole hos Dem, ifald De vil værdiges at antage mig som Elev.

VILHELMINE

Det behøves ikke. De gjør Dem selv Uret ved at sige, at De ikke bekymrer Dem om de offentlige Anliggender. Det Modsatte er jo tydeligt at mærke. Den Begeistring, hvormed De omtalte Valgerda og hendes Brev ....

JULIUS

Det er en anden Sag! Dette Brev henhører ikke under Politiken, men under Nationaliteten. Valgerda er en national Figur, en Typus for den danske Qvindelighed, saaledes som netop den kan være Repræsentant for det Heroiske. Frankrig har havt sin Jeanne d'Arc; og i Juli-Revolutionen var der en ung Pariserinde, som erobrede en Kanon. Men i vore Tider, da man ikke gaaer med Spyd og Skjold, og 224