Heiberg, Johan Ludvig IV

IV

Da Krigen kom i 1848, og det kgl. Teater efter Tilskyndelse af Skuespiller N. P. Nielsen paatænkte Opførelsen af Sanders gamle Sørgespil "Niels Ebbesen", nedlagde Heiberg overfor Direktionen en bestemt Protest derimod. Det var i hans Øjne "en Udfordring og dobbelt anstødelig i dette vigtige Øieblik, da det store Spørgsmaal svæver paa Sværdodden, og man fra Time til Time venter Efterretning om det endnu uvisse Udfald. Jeg maa ogsaa betragte den reglementerede Afsyngen af Nationalsange i Theatret som forkastelig, og - naar den kommer i Stedet for Ouverture - tillige som smagløs. Theatret kan i denne Tid gavne og styrke Nationaliteten XIV ved at give Publicum opmuntrende, recreerende Forestillinger, hvorved det Politiske kan glemmes, hvorved der kan udhviles efter de Tanker, hvorfra man ellers ikke kan løsrive sig. Dette vil for Øieblikket være dets nyttigste, ædleste, værdigste Bestemmelse."

Det var ud fra denne Opfattelse, at Heiberg i 1849 gav sit Bidrag til Tidens Krigspoesi med sine "Gadeviser". Han forstod ved dette Ord "Viser, der behandle saadanne Emner, som ere i Folkemunde". Der er, siger han i Forerindringen til dem, "hos ethvert livligt Folk en Trang til ligesom at befrie sig fra sine egne øieblikkelige Interessers Tryk, ved at lade Kunsten bemægtige sig dem og lette deres Byrde. De mere plastiske Digtarter, og fornemmelig den dramatiske, hvori den rene Nydelse meget beroer paa, at man som Tilskuer ikke selv er afficeret af det behandlede Stof, ere ganske uskikkede dertil. Men i den lyriske Strøm synker det Tunge tilbunds, og Stoffet taber sin stofagtige Natur. Derfor tør den lette og flygtige Sang give sig i Kast med det Stof, der gjærer og bruser om os, thi for den er der idetmindste Mulighed for at gjøre et Greb deri, som ikke nødvendigt maa være et Misgreb.

Saaledes forstaaet behøver Gadevisen ikke at indeholde det pøbelagtige Element, som ved hiin Benævnelse gjerne fremtræder for Tanken, thi ogsaa den er en Digtart, der har sit Ideal, som nok kan fortjene, at man gjør Forsøg paa at fremstille det i en Form, der svarer til National-Characteren, og som følgelig udelukker bramarbaserende Udgydelser, der minde om Jacob von Tybo, og snarere XV characterisere tydske Pralere end beskedne og besindige Danske."

Disse Krav tør de heibergske Gadeviser siges at have gjort Fyldest -

Da Oehlenschläger i Slutningen af 1849 fejrede sin 70-aarige Fødselsdag, bragte Heiberg ham i Digtet "Den yngre Digterskole" sin oprigtige og hjertelige Hyldest. De følgende syv Aar, da han som Direktør styrede det kgl. Teater, en Periode, der blev den mest stormfulde i dets Historie, og som endte med hans Nederlag, levnedes der ham hverken Tid eller Lyst til poetisk Virksomhed. Ogsaa efterat være traadt tilbage forholdt han sig tavs, og kun Efterretningen om, at Adelaide de Bombelles, hans Ungdomselskede, var død, fremkaldte endnu et Digt fra hans Haand, Sørgedigtet, der tryktes 1857 i "Adresseavisen".

Selv døde Heiberg d. 25. August 1860, 70 Aar gammel. Da Efterretningen om Dødsfaldet naaede H. C. Andersen, som var i Udlandet, skrev han til Fru Henriette Collin: "Min første Tanke var Erindring gen om al den Venlighed - især i tidligere Tid, dog ogsaa i den allersidste -, han var kommen mig imøde med, og jeg huskede paa hans Ord til mig engang, da jeg beklagede mig for ham, at han var for streng mod mig offentligt; han sagde venligt: "De er dog en stor Digter; vi gaae forskjellige Veie, men vi gaae til det samme Maal!", og de Ord vare Meget, sagte af ham den Gang; Verden vil maaskee dømme anderledes."

Det gør Verden næppe. Eftertiden har tilkendt Andersen Prisen, men den vil ogsaa værdsætte Klarheden og Mandigheden i Heibergs Digtning.

XVI

        

1