Indhold
- CANTATE VED UNIVERSITETETS FEST I ANLEDNING AF REFORMATIONENS INDFØRELSE SAMT RECTORSKIFTET (1859)
- NYE DIGTE (1841)
- NØDDEKNÆKKERNE ET SATYRSPIL (1845)
- VALGERDA LYSTSPIL I TO ACTER
- MINDRE DIGTE
Alle forekomster
-
↩
- MEPHISTOPHELES
- Som næsten Alle;
Kun pleier man ei saadan at kalde
Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord, 77
Hvori man paa det Reale troer,
Og faaer ei det mindste Glimt at see
Af den magre Beenrad, man kalder Idee.
Men det er netop det bedste Levnet,
Hvori man det Magre stolt foragter,
Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter,
I Realitet, til man er revnet.
Og er man nu let at ærgre tillige,
Og Verdens Gang giver vrantne Tanker,
Saa man skjændes med Konen og Barnet banker,
Og smidsker til sin Tjenestepige,
Og tages af hende ved Næsen fat,
Mens man skjuler for Konen Dit og Dat,
Da er man i Fuldendelsen moden,
Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden.
Du fatter da nu i din Lykkes Havn,
At du ikke bør skræmmes ved et Navn.
Du finder jo kun det Gamle, Vante,
Og sagtens var du den største Fjante,
Om ei du villig gik paa din Sti.