Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Nøddeknækkerne. Et satyrspil (1845)

ASTRÆA
Men Pantet kan bedrage.
Du veed, Pomona, dengang alle Guder 136
Fra Jorden flygted ved Jernaldrens Komme,
Var jeg den Sidste, som forlod vort Hjem,
Thi nødig opgav jeg den kjære Jord;
Og først da Menneskenes Slethed tiltog,
Drog ogsaa jeg fra Jorden op til Himlen,
For der at samles med de andre Guder,
Som forud vare gaaet. Der boe vi nu,
Vi selv usynlige for Jordens Øie,
Men sendende den Bud i klare Nætter
Ved Stjerners Lys, der synligt stiller frem
Vel ei os selv, men vor Bedrift, vor Vandel,
Og minder Jorden om, at end vi leve,
Og tause skue den, og holde Bog
Med al dens Færd, og dømme den omsider.
Til Tegn derpaa har jeg min gyldne Vægt
Paa Himlen sat. Hvert Aar, i Høstens Tid,
Naar Himlens Jomfru, sendt af Ceres ud,
I Haanden holdende sit Ax af Guld,
Unddrager sig det Favnetag, hvori
Den stærke Solgud holder Møen fangen,
Da stiller sig min Vægt paa hendes Plads,
Usynlig vel i Solens Flammehav,
Men virksom just. Som synligt Tegn du seer
Andromeda ved Midnatstid at hvile
Sit Hoved paa den dunkle Hvælvings Toppunkt,
Og hende følger Jasons gyldne Vædder,
Og lavt paa Himlen Hvalen, hendes Fiende,
Men høit Befrieren, den kjække Perseus,
Imens Europas skuffende Forfører
Dem følger baglænds, med sit Øie fæstet
Paa Jagtens Drot, den truende Orion,
Som hæver just af Oceanets Bad
Sin Midie, sluttet ind af tre Saphirer. 137
Da skiftes lige mellem Dag og Nat,
Og i det Øieblik, da begge mødes,
Nedstiger jeg til Jorden, for at see,
Om jeg kan kaare den til stadig Bolig
Og lokke Guderne paanye tilbage.
Thi sandelig, vi Guder elske Jorden
End meer end Himlen. Hellere vi færdes
Blandt Jordens kjække Sønner, skjønne Døttre,
End blandt de funklende, de kolde Stjerner;
Paa Grønsvær og paa Blomsterleier hvile
Vi heller end i Himlen, der, lig Havet,
Ufrugtbart ruller sine sølvblaae Bølger;
Og gjerne bytted vi det rene Lys
For Lysets Brydning i en jordisk Luft,
Hvor Skyer sænke sig mod Horizonten
Og staae i Morgen- eller Aftenrøde.
Her er dog Frugter, her er Fuglesang,
Og Tiden har et Indhold. Ak! i Himlen
Er Tiden tom, og hviler, skjøndt ustandset.
Hvad Stilling hver en Stjerne har om tusind,
Om Millioner Aar, det veed jeg alt,
Selv fjernest Tid er her nærværende,
Saa godt som Øieblikket i sin Flugt,
Og Døden er i dette Rige Hersker,
Fordi man ikke lever i Momentet
Meer end i Det, som svandt, og Det, som kommer.
Men her hos eder veed ei selv en Gud,
Hvad næste Time bringer, thi paa Jorden
Er Tiden ei den indholdsløse Afstand,
Som Stjerner maale paa uhørlig Gang,
Men den er fuld af Spirer, som vi Guder
Vel have lagt deri, men for hvis Fremvæxt
Kun Mennesket tør raade.
138