Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Nøddeknækkerne. Et satyrspil (1845)

FØRSTE NØDDEKNÆKKER
Det maa komme, som det sig bedst kan falde,
Bestemte Løfter jeg nødig giver,
Thi Upartiskhed er al vor Iver.
Og her er mange Nødder iaar,
Som Enhver, der sig paa Nødder forstaaer,
Umuligt kan Andet end vrage.
Desuden have vi Grund til Klage;
Jeg skal sige Dem, men i Fortrolighed,
Især ifald De det ikke veed:
Her boer i Skoven en Slags Gudinde,
Forresten en smuk og anseelig Qvinde,
Saa at sige, Frugtens Forfatterinde.
Hendes Navn er Pomona, vi Knækkere maae 160
Under hendes Scepter desværre staae,
Og i Meget, som ei er saa rart, os finde.
Vort lille Laug - jeg kalder det saa,
Fordi vi selv jo kun ere smaa,
Thi af Antal ere vi ikke faa -
Har villet udvide sin Bedrift,
Men fik et Afslag, og det var stift.
Vi gav en ydmyg Ansøgning ind,
At det maatte behage hendes høie Sind,
At hver en Knækker, som Lauget tæller,
Fik ogsaa Bevilling som Æbleskræller.
Men gjætter De, hvad hun svarte, monstro?
At Nødder var Eet, men Æbler var To,
- Iøvrigt en høist besynderlig Sætning,
Hvis Mening undflyer den dristigste Gjetning, -
Men, føied hun til, - og det kan man forstaae -
Desuden maatte hun sige som saa,
- De vil mærke, Konen er ikke fim -
At hun kastede nødigt Æbler for Sviin.
De begriber vel, efter saadan en Skose
Er man ikke genegen til at rose,
Og følgelig vil det Dem ei frappere,
Om vi temmelig mange Nødder cassere.