Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Nøddeknækkerne. Et satyrspil (1845)

CHOR
Talløse Kræfter maae Guderne tjene;
Alt, hvad de Himmelske Tiden forlene,
Giver dem Tiden igjen.
Aanderne fødes og svinde,
Alle de finde
Veien derhen.
Hver i den Flamme, som Verden har skaanet,
Bringer sit Offer, og takker for Laanet;
Intet kan offres, som kommer af Jord; 165
Ene hvad Guderne Livet
Selv have givet,
Tages igjen af det himmelske Chor.
Digteren bringer de tryllende Sange,
Helten Trophæer, som blodige prange,
Alle det Bedste, de fik.
Selv de letfærdige, kaade Satyrer
Modtog af Guden, som Solvognen styrer,
Tonende Lyrer,
Drag af olympiske Drik.
Lad os da bringe det Givne tilbage,
Phøbus vil tage
Satyrens Offer med smilende Blik.
Selv han os Livet har skjænket, den Mægtige,
Thi med hans Straaler formælet, de prægtige,
Vaaren i Skjødet os fandt.
Vintren er Kræfternes Dvale
Solskin en Almisse, henslængt iblandt;
Ei til Satyrer og Nattergale,
Ikke til Biernes Honning og Braad,
Kun til sin Nødtørft Naturen har Raad.
Først naar Vaarens Gudinde,
Ført af de viftende Vinde,
Møder den mægtige Solgud i Stævnet,
Vorder Natur overdaadig i Levnet,
Ødsler med Spirer og Saft,
Har til det Unødvendige Kraft.
Da mellem Blomsternes Vrimmel,
Fuglenes qviddrende Stimmel,
Ogsaa Satyrernes Chor
Vaagner til Liv paa den gjenfødte Jord.
166 Vanskeligt dog i den blomstrende Vaar
Vilde man Satyren kjende.
Let han forvexles med Faunen, sin Frænde,
Naar han ungdommelig, letfodet gaaer
Under de skyggende Bøge,
Medens Dryaderne søge
Skjelmen at holde ved flagrende Haar.
Snart man ham møder med Nympher i Dands,
Hovedet smykt med en duftende Krands;
Drømmende snart han betræder
Skovenes eensomste Steder.
Vee ham, den Satyr, som aldrig har sværmet,
Smeltet af yndige Smiil,
Hvem sig den vingede Gud med sin Piil
Aldrig har nærmet!
Vee ham, om Rosernes Duft
Gik ham forbi i den vaarlige Luft!
Vee ham, naar Tiden er svunden,
Om han dens Krav har forsømt,
Aldrig har omfavnet ømt,
Aldrig begeistret har drømt,
Aldrig beruset har tømt
Skummende Bæger til Bunden!
Men naar den stærke, den mandige Sommer,
Bringende Byger og Tordener, kommer,
Sænkende Faklen mod Jord,
Satyren dybt i Skoven sig skjuler,
Hvor i dens kjølige Grotter og Huler
Pan, den Forfærdende, boer.
Der, mens han lever i Skoven,
Voxer ham, dulgt i dens Hjem,
Bukkefodshoven, 167
Voxe ham Hornene frem.
Skindet, det laadne, ham dækker,
Skjønhedens Tid er ei meer;
Hvergang i Kilden han seer,
Over sit Billed han leer,
Mens han undseelig tilbage sig trækker,
Søger sit Ly, hvor han stille sig skammer
Mellem de tætteste Stammer.
Snart han dog glemmer sin Skam,
Høsten er kommen, den kalder og ham.
Frugten er moden, det rødmende Løv
Falder fra Træet og vorder til Støv.
Snart vil Hyader fra Skovene feie
Kronernes Rest,
Strøe dem i Blæst
Over de vildene Veie.
Hele Naturen Forgængeligheden
Aner, og venter sin dræbende Piil,
Mærker, at Skjønhed herneden
Er kun i Døden et Smiil.
Ikke fortvivler den dog i sin Kummer,
End, førend Parcen faaer Magt,
Før den gaaer ind til sin Slummer,
Klæder den sig i sin prægtigste Dragt,
Indbyder Alle til Gjæst,
Giver en glimrende Efteraarsfest.
Smykt med de sidste Farver er Salen,
Druen er krystet og staaer i Pocalen.
Nu, da det helder med Flammen,
Samler Naturen sin Kraft,
Tager i Døden sig sammen,
Skjænker sin ædleste Saft. 168
Afskedens Time forgylde den vil,
Intet skal spares, Alt skal gaae til.
Lystigt, Bacchanter! Hver sin Mænade
Krandse med Viinløvblade,
Svinge ved Fløitespil!
Nu fra sit lønlige Gjemme
Drager Satyrernes Chor,
Tager sin Plads ved det smykkede Bord,
Viser sit Aasyn og hæver sin Stemme.
Nu, da dog Alt skal visne paa Jord,
Nu er vor Skjønhed tilstrækkelig stor,
Lad os Undseelsen glemme,
Træde med Bukkefod Afskedens Dands,
Hænge paa Hornet i Panden en Krands,
Løse vor Tunge,
Lade den Hymner ved Høstgildet sjunge,
Dristig og kaad
Blandende Latter med Graad!
Phøbus, vor Fader, som Liv os har givet!
Før du gaaer ned til atlantiske Bund,
Hør dine Sønner at juble for Livet
Just i dets flygtende Stund!
NØDDEKNÆKKERNE og KJØBSTEDFOLKENE