Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Nøddeknækkerne. Et satyrspil (1845)

HANS
Eders Naade! Kun som Talsmand for en stor Majoritet,
Der paa Grund af min Erfaring mig til Fører ud har seet,
Som desuden, i Betragtning af min Værdighed, min Rang,
Følger mig med barnlig Tillid ad den ubekjendte Gang,
Kort og godt, ei i mit eget Navn og ei som Krigsraad Hans,
Men i Navn af alle Disse, som med ædel, dannet Sands
Vide rigtigt at vurdere Skovens Frugter, og i Sum
Kun som første Deputeret for et agtbart Publicum,
Forebringer jeg en Klage over Det, som er os hændt.
Eders Naade var det sagtens alt fra Arilds Tid bekjendt,
At man, efter gammel Vedtægt, drager hid hvert Efteraar,
For at plukke Hasselnødder, som man altid gratis faaer.
Æbler tør man ikke røre, det er strax et Tyveri,
Men paa Nøddebusken pleier Plukningen at være fri. 181
Men tillad mig nu at spørge: Er det billigt, er det ret,
At fordi man ei betaler, skal man strax behandles slet?
Og desuden, skjøndt vi have, som det hedder, fri Entrée,
Koster den dog svære Penge, som De nu skal faae at see.
Otte Vogne her i Følge, det er ikke Lidt, Madam!
Tænk Dem Hyrekudskens Regning! men De kjender ikke ham.
Otte Kjøresvende maa man give Drikkepenge til,
Og en Daler er det Mindste, hvormed Nogen nøies vil.
Og ved hver af Veiens Bomme - jeg forbittres i mit Sind -
Maa man sexten Gange skatte, naar jeg regner ud og ind;
Og nu er der fire Bomme, det gjør altsaa, som De seer,
Fiir' og tredsindstyve Gange, hverken Mindre eller Meer.
Dernæst hvert et Klædningsstykke faaer man ganske ruineert
Af den stærke Regn og Snavset, hvormed her man er geneert.
De kan altsaa let beregne, paa hvad Viis det holder Stik,
Naar det hedder, at i Skoven Nødderne man gratis fik.
Tvertimod, i dyre Domme de, min Tro, betales maae,
Men desmere maae vi klage, naar vi slette Nødder faae.
182