Heiberg, Johan Ludvig Uddrag fra Nøddeknækkerne. Et satyrspil (1845)

ASTRÆA
(til Pomona). Jeg, som ned til Jord var steget, kun for Tidens Frugt at see,
Ikke vented jeg, at Tiden sig saa selsomt vilde tee.
Hvad kan alle Frugter hjelpe for en Slægt, som ei formaaer
Dem at nyde? som med Sløvhed gjennem Skov og Have gaaer?
Vel jeg vidste det, Bedrifter give denne Tid ei Glands,
Men jeg troede dog, den smykte sig med Nydelsernes Krands.
Men hvad her jeg seer, mig viser Tidens Yngel slap og tung
Som en alt udlevet Olding, skjøndt den roser sig som ung.
Alle Sandser har den svækket; den kun hører, den kun seer 185
Gjennem Hørerør og Briller; den har ingen Tænder meer,
Den maa lade Skallen knækkes af et dødt Maskineri,
Og erfare ved dets Viser, om der Kjerne var deri.
Før mig hen til andre Steder, hvor der ogsaa voxer Frugt;
Seer jeg der den samme Slaphed, da til Himlen gaaer min Flugt.
(Hun gaaer.)