↩ Det var imidlertid langtfra hans Tanke at ville nøjes med en Virksomhed som blot og bar Oversætter eller Bearbejder; tværtimod var det hans Hensigt at give Vaudevillen et dansk Særpræg, der kunde genskabe det nationale Lystspil og sætte dette i Stand til at tage Kampen op med, om muligt besejre den oehlenschlägerske Tragedie, Tidens ypperste og saa godt som eneste originale Frembringelse paa den dramatiske Kunsts Omraade. Han var sig klart bevidst, at han til Løsningen af en saadan Opgave raadede over medfødt Lune, sikker Smag og udpræget musikalsk Sans, og det har utvivlsomt ikke just været som ydmyg Supplikant, at han henvendte sig til Jonas Collin, den mægtigste Mand indenfor Teatrets Direktion, og forelagde ham sine Planer. Disse vandt Collins absolutte Bifald, og den 28de November gik under spændt Forventning den første danske Vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« over Brædderne. Den gjorde trods alle onde Forudsigelser stormende Lykke og fortrængte i Følge J. P. Mynsters maliciøse Udsagn Grundtvigs »Kirkens Genmæle«, der var udkommet et Par Maaneder i Forvejen, som Dagens Samtaleemne Mand og Mand imellem. Ogsaa ved Hove vandt den Bifald. Frederik den Sjette overværede i egen Person Premièren, og i Arveprins Ferdinands Palæ opførtes den som Dilettantkomedie af den fornemme Verden, ved hvilken Lejlighed det behagede Hans kgl. Højhed selv at udføre Tobaksspinder og Major i Borgerskabet Brandts Rolle!