Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

II

Endnu før »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« var indleveret til Teatret, paa det blotte Rygte om, hvad der forestod, søgte Skuespiller N. P. Nielsen, der følte sig krænket over, at hans Udførelse af en Rolle i Heibergs Skuespil »Nina« (Marts 1824) ikke var blevet tilstrækkeligt paaskønnet af Forfatteren, at rejse Kunstens og Smagens Venner til Protest mod en saadan Profanation af den nationale Skueplads. Der opstod saa livligt et Røre, næret ved Bysnak og Sladder, hvortil Nielsen selv bidrog med grove Udfald mod Heibergs Personlighed, at allerede inden Stykket naaede frem til Opførelse, havde der dannet sig en Opinion mod det og den Genre, det tilhørte. Det skulde heller ikke virke afdæmpende paa Gemytterne, at der, hvad Gud og Hvermand vidste, paa autoritativt Sted, indenfor Teatrets høje Direktion herskede meget delte Meninger om det heibergske Forehavende.

VII

Af det kgl. Teaters Direktører var den alderstegne Rahbek nu som altid - efter hans egen Ytring i Anledning af »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« - paa Post overfor »hvert Skridt vi rykke Fjæleboden nærmere, hvortil jeg er bange, disse Vaudevilleskuespil saare let kunne lede«. Alligevel afviste han ikke dette Stykke, men nøjedes med at foreslaa en Række Forandringer, af hvilke den vigtigste var, at Navnet paa Hovedpersonen ændredes fra Rothschild til Goldkalb for ikke at fornærme dets virkelige Indehaver! Ved »Aprilsnarrene« derimod fralagde han sig ethvert Ansvar, da især Slutningen deraf forekom ham for dybt under Lystspillets og et kongeligt Nationalteaters Værdighed. Det var Scenen med de to Personer i Kurven, som i Moralens Navn faldt ham for Brystet. »Jeg erindrer mig (skriver han til Collin), at der i Guldborgs Tid var en lignende Scene i et Stykke af Sigvart Lyche, som derudover blev confiskeret, eller supprimeret, og at jeg ugierne maa ville, at jeg skulde have givet mit Minde til noget lignende, kan du ikke fortænke mig.« Overhovedet følte han det som sin Pligt »at vedgaae, at dette aldeles ikke kan taales paa Theatret, og at, om Stykket endog, som var muligt, desuagtet, om ikke derved, gjorde Lykke første Aften, kunde det dog den følgende være vis paa en gruelig Fløiteconcert, anført af dem, hvem Kong Salomon har giort formegen Lykke.«

At »Aprilsnarrene« var et frivolt Stykke, hvis Opførelse en Fader ikke godt kunde lade sin unge Datter overvære, kom Rahbek aldrig bort fra. Ogsaa hans Meddirektør, Etatsraad G. H. Olsen, der forøvrigt stemte for Antagelse, fandt »paa mange VIII Steder Indfaldene vel plumpe for ei at sige med den svenske Dandsemester mycke oanständige« og anfører - uden nærmere Begrundelse, hvad der i dette Tilfælde næppe kunde siges at have været overflødigt - som Exempler Vendinger som »Jeg er bange mine gode Beenklæder tage Skade« og »hele Klatten«, tilføjende et »etc.«! Af en noget anden Art var Teaterchefen, Kammerherre Holsteins Udsættelser. Det syntes ham saaledes, »at Bager Simon peger vel stærkt paa en Mand der er benaadet med Hæderstegnet ligesom Dandsemesteren har altformeget til fælles med en skikkelig Figurant ved Theatret der er Svensk født, og som med Grund vil saares ved at kome frem paa en Scene hvor ved han har tient i mange Aar; hvorfor skal hiin være Bager og denne Svensk?« Som det ses, maatte Bageren dele Skæbne med Baron Rothschild; i det trykte Stykke er Simon en tysk Avanturier, medens Tennemann stadig er svensk Dansemester!

Et Skin af Berettigelse fik Rahbeks Frygt for Fjælleboden og Holsteins for personlig Model, naar henses til Maaden, hvorpaa nogle af Skuespillerne slog sig løs i de to første Vaudeviller. Ved Premièren paa »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« lod Ryge, der spillede Salomon Goldkalb og gjorde det fortrinligt, denne stjæle en Sølvske; ved en af de følgende Forestillinger indflettede han i den satiriske Vise ved Punchebollen et selvlavet, yderst flovt og stødende Vers i Stedet for et af Forfatterens, og ved alle skreg han efter Skaalen »Hep! Hep! Hep!«, det fra Jødeforfølgelserne i 1819-20 velkendte Smæderaab. Nogle Eder havde Heiberg lagt i Munden paa IX de korsørianske Smaaborgere og den gamle Sømand i »Den otte og tyvende Januar«; de blev af Skuespillerne forøgede med et dobbelt Antal grovere, og i det sidst nævnte Stykke fremstilledes i tre af Birollerne veltrufne Portrætter af kendte Personer i Hovedstaden; den ene, en Justitsraad og Arkivar i Danske Kancelli, blev saa livagtigt efterlignet, at Publikum, som Werlauff fortæller Vedel Simonsen i et Brev, virkelig troede, at Manden havde staaet i Kulissen og ved en Forseelse var kommet ind paa Scenen!

Det siger sig selv, at Teaterdirektionen strax nedlagde Forbud mod slige Utilbørligheder, og de blev heller ikke gentagne; men af Vaudevillens Modstandere grebes de med Begærlighed; det hed sig, at Skuespillerne blot handlede i Overensstemmelse med Forfatteren og efter hans Anvisninger. Særlig Forargelse vakte den megen Banden. En Anmælder udtalte i den Anledning sin Frygt for, »at Theatret skulde ved slige Stykker vorde en Planteskole for nyemodens Eeder«, og Blicher, der nærede et glødende Had til Heiberg siden dennes afvisende Anmældelse af hans Tragedie »Johanna Gray« (1825), gjorde i sin Novelle »Røverstuen« Læserne en ironisk Undskyldning for, at hans enfoldige Muse »endnu ikke har været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen«; ellers havde han her, i Scenen mellem Sorte Mads og Skytten, haft den ønskeligste Lejlighed til at udpynte sin Fortælling »med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl.« Som et lille, men meget betegnende Vidnesbyrd om den X Opfattelse, der i det hele taget raadede i Modpartiets Lejr, stod en Dag i Adresseavisen en Notits, hvori der »faldbødes, blandt adskillige Urtekramvare, ogsaa Vaudeviller«, og det var ganske i Overensstemmelse med denne Betragtning, naar en Teaterrecensent i en som Brev formet Maanedsoversigt udtalte Haabet om, »at Du billiger min Taushed i Henseende til Vaudevillerne. Deres rette Domstol bør aldrig være den, for hvilken en god, ufordærvet Smags Producter fremtræde«. Med en Hentydning, hvis personlige Adresse ingen godt kunde tage Fejl af, tilføjede han i en Note: »Det gaaer med Vaudevillerne, som med Barberen, der ved allehaande Kunster pousserer sig, bliver kaldt »Doctor«, og gaaer som saadan hos sit Publikum for en lærd Mand. Om disse Doctores vil i Tiden gavne den Videnskab, de, Skam at tale om, henregne sig til, er ikke vanskeligere at besvare, end det Spørgsmaal, om Farcevæsenet vil gavne den dramatiske Kunst og det derhen hørende.«

Under saadanne Forhold virkede Fremkomsten af »Recensenten og Dyret« som en Gnist i Krudttønden. Alene ved sin Handling, der er henlagt til Dyrehaven og fører Bakkens brogede Gøglerliv ind paa det kgl. Teaters Scene, ramte denne Vaudeville Rahbek paa hans allerømmeste Sted, og hans Censur kom, mod Sædvane, til ganske kort at lyde: »Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for sige videre om det.« Dette var dog kun den ene Side af Sagen. Endnu inden den endelige Antagelse, der atter skyldtes Collins kraftige Vilje, vidstes det over hele Byen, at Heiberg denne Gang havde valgt Pressens Mænd til Skive for sine XI Morsomheder, og at hans velkendte Tilbøjelighed for personlig Satire her havde naaet Toppunktet af Frækhed, idet han i Hovedfiguren havde fremstillet en litterær Modstander, »Conversationsbladets« Redaktør og Teaterrecensent Hr. H. C. G. Proft, paa en saa utvetydig Maade, at endog hans Navn var benyttet, blot med en Omsætning af Bogstaverne. Der var da her den gunstigst mulige Lejlighed til Hævn, som ogsaa blev taget; Tæppet gik ned over en veritabel Fjasko, og i sin Anmældelse af »den raadne Flynder«, som han kaldte Stykket, kunde Proft hoverende skrive, at »det lader til at være paa Heldingen med Vaudevillemageren, der (for at tale i det moderne Vaudevillesprog) efter Forestillingen gik af Veien som en vaad Hund, da Gadeproduktet blev almindeligen udhysset og det saa stærkt, at de faa. Klappere strax bleve overdøvede, uden at Piberne engang behøvede at lade sig høre.«

Vaudevillens Modstandere jublede; men de gjorde Regning uden Heiberg, der viste sig Situationen fuldkommen voxen. Efter Aftale med Collin forsvandt samtlige Vaudeviller med ét Slag fra Teatret, og i tre Maaneder holdtes Publikum i Karantæne. Imens skrev han sit Forsvarsskrift »Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads«, der udkom i December 1826 og er hans første æstetisk-kritiske Arbejde.