↩ Under saadanne Forhold virkede Fremkomsten af »Recensenten og Dyret« som en Gnist i Krudttønden. Alene ved sin Handling, der er henlagt til Dyrehaven og fører Bakkens brogede Gøglerliv ind paa det kgl. Teaters Scene, ramte denne Vaudeville Rahbek paa hans allerømmeste Sted, og hans Censur kom, mod Sædvane, til ganske kort at lyde: »Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for sige videre om det.« Dette var dog kun den ene Side af Sagen. Endnu inden den endelige Antagelse, der atter skyldtes Collins kraftige Vilje, vidstes det over hele Byen, at Heiberg denne Gang havde valgt Pressens Mænd til Skive for sine XI Morsomheder, og at hans velkendte Tilbøjelighed for personlig Satire her havde naaet Toppunktet af Frækhed, idet han i Hovedfiguren havde fremstillet en litterær Modstander, »Conversationsbladets« Redaktør og Teaterrecensent Hr. H. C. G. Proft, paa en saa utvetydig Maade, at endog hans Navn var benyttet, blot med en Omsætning af Bogstaverne. Der var da her den gunstigst mulige Lejlighed til Hævn, som ogsaa blev taget; Tæppet gik ned over en veritabel Fjasko, og i sin Anmældelse af »den raadne Flynder«, som han kaldte Stykket, kunde Proft hoverende skrive, at »det lader til at være paa Heldingen med Vaudevillemageren, der (for at tale i det moderne Vaudevillesprog) efter Forestillingen gik af Veien som en vaad Hund, da Gadeproduktet blev almindeligen udhysset og det saa stærkt, at de faa. Klappere strax bleve overdøvede, uden at Piberne engang behøvede at lade sig høre.«