↩ Saaledes som Heiberg i sit Skrift definerer Vaudevillen, er den et Situationsstykke med løseligt antydede Karakterer, i hvilket Sangen træder i Dialogens Sted, overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter. Vaudevillen skyer det tragiske, opholder sig fortrinsvis i den komiske Sfære og gennemløber her alle Nuancer og Forbindelser, ligefra det burleske til det rørende, gennem mellemliggende Led af det naive, det gratiøse, det fine o. s. v. Stoffet hentes fra Hverdagslivet, saaledes som dette udfolder sig for alles Øjne, og i de tre Vaudeviller, der maa betragtes som hans ypperste, har Heiberg givet et ironisk opfattet Billede af Frederik den Sjettes København, som i XVII Naturtroskab tør maale sig med det tilsvarende, Holberg hundrede Aar tidligere gav af Frederik den Fjerdes; ved Siden af deres digteriske Værdi faar disse Stykker saaledes tillige en kulturhistorisk og vil altid bevare den.