Andersen, H. C. Forbemærkning til bind VII

Forbemærkning til bind VII

Forkundskaber er nyttige, fastslår H. C.Andersen i Hjertesorg. Derfor vil det her være på sin plads at skrive lidt om baggrunden for udformningen af nærværende kommentarbind og give en brugsvejledning.

Da denne udgave pga. H. C. Andersens specielle status som en af Danmarks få verdensberømte digtere er henvendt til en bredere læserskare såvel nationalt som internationalt, end det sædvanligvis er tilfældet med videnskabelige udgaver af ældre dansk litteratur, skal det her indledningsvis bemærkes, at egentlige videnskabelige tekstkritiske og kommenterede udgaver af dansk litteratur kun går tilbage til omkring år 1900. Således falder stiftelsen af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 1911 omtrent sammen med udgivelsen af Vilhelm Andersens lille metodelære Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning (1912), der kom til at danne grundlaget for dansklærernes uddannelse og arbejde i de næste årtier. Som den første fastlagde Vilhelm Andersen nogle klare principper for det filologiske arbejde med tekster, herunder også karakteren af de kommentarer, der måtte ledsage tekstudgivelsen. Således måtte det ikke alene være nødvendigt at forklare forældede ords og vendingers betydning, men også at fremhæve det præg, endnu gængse udtryk havde på tekstens oprindelige udgivelsestidspunkt. For H. C. Andersens vedkommende vil det altså sige 1835-72. Læsningen må, som det siges, gøres »præsent ved at give Læseren Samtidens Forudsætninger« (9). Udover ordforklaringer betyder det, at kommentaren skal oplyse om »alle Værkets Hentydninger til og Forbindelsen med Datidens offentlige og private Liv«, ligesom den skal oplyse om fx litterære forbilleder for større eller mindre dele af teksten.

For Vilhelm Andersen er der en skarp skelnen mellem den filologiske metode og læsemåde og de egentlig fortolkende metoder som fx den biografiske. Man kan sige, at det filologiske arbejde med teksten er det grundlæggende for al videre analyse.

Vilhelm Andersens ideer kom som sagt til at spille en altafgørende rolle langt op i tiden, specielt i Dansklærerforeningens klassikerudgaver, hvor det videnskabelige apparat undertiden fyldte mere end selve teksten, hvad der satte denne type udgaver i miskredit hos mangen en skoleelev; og man sporer også tydeligt disse ideer i de retningslinier, der blev lagt i forbindelse med udarbejdelsen af

X

kommentarbindet til nærværende udgave i begyndelsen af 1960'erne, og som i det store og hele er blevet fulgt i det endelige arbejde. Den eneste væsentlige ændring er, at Erling Nielsens afhandling om modtagelseskritikken hæftevis står samlet som et hele i bd. VI i stedet for at indgå i nærværende bind.

Kommentaren til det enkelte eventyr falder i to afsnit. Første del er bygget ens op for alle eventyr og giver indledningsvis en oplysning om eventyrets førstetryk, hvad enten dette nu er på dansk eller på et fremmedsprog (modsat noteapparatet i tekstbindene, der begrænser sig til eventyrets første danske tryk). Derefter følger et afsnit om dets tilblivelse baseret på oplysninger fra Andersen selv (Bemærkninger, Dagbøger, breve osv.), herunder også oplysninger om inspirationskilden, hvis denne skal findes i personlige oplevelser. Er den derimod af litterær karakter, hvad enten det nu er oplyst af Andersen selv eller af forskeres arbejde med teksten, følger det i et særskilt afsnit, hvor man også vil finde henvisninger til Andersens øvrige forfatterskab, for så vidt som man kan trække egentlige større linier. Således vil man her kunne finde oplysninger om, hvorvidt et eventyrmotiv fx er foregrebet i Fodreise eller Skyggebilleder.

Indledningen til de enkelte eventyr har sine klare begrænsninger, som blev fastlagt fra første færd, og afspejler ideen om, at kommentaren udelukkende er et hjælperedskab ved den egentlige fortolkning. Omend nærværende H. C. Andersen-udgave som nævnt har bredere sigte end sædvanligt ved denne type udgaver, har det aldrig været ideen, at den skulle rumme egentlige helhedstolkninger, således som det fx er tilfældet med DSL.s serie Danske Klassikere. Hermed er imidlertid ikke sagt, at kommentaren ikke indeholder materiale til tolkninger. Såvel de biografisk-genetiske som de sproglige og litterære oplysninger rummer ofte stof, der forhåbentlig leder direkte over til en fortolkning af teksten.

Af samme årsag tager indledningerne heller ikke hensyn til sekundærlitteraturen, medmindre denne rummer oplysninger af biografiskgenetisk eller litterær karakter. Jeg skal kort uddybe dette. Da H. C. Andersen i 1863 udgav andet bind af sine Eventyr, tilføjede han efter opfordring et afsnit med sine egne bemærkninger til eventyrene (jvf. VI 3-32); bemærkninger, han supplerede i 1868 og 1874, så de dækker hele hans eventyrproduktion. Bemærkningerne er af meget forskellig karakter lige fra en enkelt lille oplysning om, hvor eventyret er skrevet, til større beretninger om inspirationskilderne og arbejdet med nedskrivningen af eventyret. Andersens bemærkninger er i mange henseender særdeles værdifulde og danner også udgangspunkt for adskillige indledninger i nærværende kommentar, ligesom ikke mindst de biografiske og komparative litteraturforskere med Hans Brix og

XI

Paul V. Rubow i spidsen har grundet deres forskning på Andersens bemærkninger. Samtidig har disse forskere på baggrund af A.s (dengang utrykte) breve, dagbøger osv. samt anden litteratur påvist fejl i A.s oplysninger. Med udgivelsen af store dele af Andersens papirer - hvor der ikke mindst er grund til at mindes H. Topsøe-Jensens enestående indsats, uden hvilken dette kommentarbind var blevet langt fattigere - har det desværre vist sig, at ikke mindst Hans Brix i sin disputats H. C. Andersen og hans Eventyr (1907) både gav forkerte oplysninger og tilpassede kildematerialets ordlyd efter sine egne hypoteser. Undertiden rettedes disse i hans og Anker Jensens udgave af eventyrene (1919), men som oftest er de gået upåagtede videre i den øvrige Andersen-forskning. Ved direkte påviselige fejl gør nærværende kommentar opmærksom på disse, ligesom den påpeger modstridende oplysninger hos en og samme forsker, men da den qua hjælperedskab afholder sig fra tolkninger, er den ellers neutral og noterer blot, at fx Brix eller Rubow skriver, mener osv., og lægger det ud til læseren selv at tage stilling til påstanden. Hvad angår tolkninger i øvrigt henvises til Aage Jørgensens bibliografi over H. C. Andersen-litteraturen 1875-1968 (Aarhus 1970) og de løbende supplementer i Anderseniana (1973ff, også som særtryk).

Kommentarens anden del er en punktkommentar. Fra den allerførste begyndelse stod det klart, at kommentaren skulle være så bredt anlagt, at den også kunne dække udenlandske Andersen-læseres behov, dvs. rumme forklaringer på ord, ting og ikke mindst lokaliteter, som var selvfølgeligheder for en dansker. Når danskere i Fyrtøiet læser om hundens øjne, der er så store som Rundetårn, står billedet af tårnets højde eller diameter anskueligt for de fleste. Men for en hollænder eller japaner er billedet intetsigende. Derfor vil der forekomme meget kommentarstof, der synes umiddelbart overflødigt for en dansk læser. Alligevel er der også tænkt på danske brugere, når punktkommentaren er blevet så omfattende, som tilfældet er. I løbet af den lille menneskealder, der er gået siden udgaven planlagdes, har sproget ændret sig meget. For det første er store dele af danskernes passive ordforråd i 1960'erne, ord som måske oven i købet tilhørte Andersens aktive ordforråd, nu gået i glemmebogen og må altså kommenteres af hensyn til de unge. For det andet er Andersens eventyr fulde af faldgruber. De fleste danskere er vokset op med eventyrene og synes måske, at de er umiddelbart let forståelige rent sprogligt. Men ser man fx hvor mange gange ordet »turde« i den nu næsten forældede betydning »måtte« eller »kunne« forekommer som kommentarstof, og det fordi det umiddelbart kan forveksles med betydningen »vove«, bliver de fleste sikkert overrasket. Desuden har udviklingen i såvel folkeskolen som gymnasierne medført, at den realviden, der for 30 år siden tilhørte den

XII

såkaldte almene dannelse, nu er erstattet af paratviden inden for andre områder. Når fx navnene Holberg eller Napoleon I kommenteres, vil nogle måske tage det som et udtryk for en undervurdering af læsernes viden, men det sker i erkendelse af, at disse skikkelser ikke nødvendigvis er kendt af den potentielle brugerskare. Og endelig skal det nævnes, at kommentarniveauet også er anlagt ud fra en forventning om, at udgaven vil ligge til grund for kommende eventyrudgaver med mere eller mindre fyldige noter.

Som ovenfor nævnt er H. C. Andersen lumsk selv for en dansker, der er vokset op med hans eventyr, og det gælder måske så meget mere for den, der arbejder med forfatterskabet dagligt gennem flere år, og som desuden skal skønne over fremtidens behov for kommentar. Man bliver let blind for, hvor en kommentar er fornøden. Derfor vil jeg også gerne her til slut takke cand.phil. Kirsten Dreyer for gennemlæsning af eventyrene og mange gode påfølgende samtaler og råd under arbejdet med punktkommentaren.

FLEMMING HOVMANN