Andersen, H. C. Eventyr, fortalte for Børn Første Samling. Første Hæfte. 1835 EB 1-35

Eventyr, fortalte for Børn Første Samling. Første Hæfte. 1835 EB 1-35

Fyrtøiet

Fyrtøiet tryktes første gang i EB 1-35, der udkom 8.5.1835. Bortset fra romantikkens interesse for folkeeventyret og kunsteventyret, som A allerede havde eksperimenteret med i Dødningen (se s. 65f), i hvilken forbindelse han bebudede »en Cyclus af Folke-Eventyr«, såfremt det blev optaget med bifald (I 189), ved vi ikke meget om baggrunden for A.s første eventyrdigtning. Hvornår og i hvilken rækkefølge de ialt 7 eventyr i de to første hæfter er blevet til, står hen i det uvisse. 5.11.1834 blev han færdig med kladden til Imp, og da der forelå et stort arbejde med renskrivning og korrekturlæsning, inden romanen kom til trykning i februar 1835, har han næppe kunnet afse tid til eventyrdigtning før dette tidspunkt. Dette synes også at bekræftes af de ialt syv brevsteder, der foreligger om de første eventyrs tilblivelse.

Første gang de omtales, er nytårsdag 1835 i et brev til veninden Henriette Hanck, hvor A erklærer: »Nu begynder jeg paa nogle »Børne-Eventyr«, jeg vil see at vinde de kommende Slægter skal De vide!« (BHH 104). På dette tidspunkt har han altså kun arbejdet med ideerne i tankerne, men i løbet af den næste månedstid må arbejdet for alvor været kommet igang, for 10.2.1835 fortæller han Ingemann, der iøvrigt selv dyrkede kunsteventyret, at han er »begyndt paa nogle »Eventyr, fortalte for Børn«, og jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem« (BfA I 292).

Den næste måned må arbejdet være skredet rask fremad, idet han 16.3.1835 meddeler en anden nær veninde, Henriette Wulff, at han har skrevet »nogle Eventyr for Børn« (BHW I 211). Sandsynligvis har han været færdig med første hæfte på dette tidspunkt, for kun ti dage senere, 26.3., får Henriette Hanck flg. besked: »»Eventyr fortalte for 20 Børn« [...] komme ud i Aprilmaaned og man vil sige: det er mit udødeligheds Værk!« Her nævnes også for første gang titlerne på de fire eventyr i den rækkefølge, hvori de forekommer i første hæfte, idet A samtidig lidt letfærdigt karakteriserer dem som »originale« (BHH 108 f). Engang i april fortæller han også den tyske digter Chamisso (1781-1838) om bogen: »Jeg har skrevet Eventyr for Børn, der for Øieblikket ere hos Bogtrykkeren. Jeg troer i disse ret eiendommeligt at have udtalt det Barnlige« (BfA I 296). Og sluttelig meddeler han 24.4. Henriette Wulff, at »to Bind Eventyr [...] er fra Haanden« (BHW I 219).

Som det fremgår såvel ovenfor som af forordet fra 1837 (I 19f) og af Bemærkninger (4), er Fyrtøiet en gendigtning af et af de eventyr, A havde hørt som barn »i Spindestuen og ved Humleplukning«, men eventyret bærer desuden præg af A.s vidtspændende læsning. Historien, som Georg Christensen 162 henfører til nr. 6 i Sv. Grundtvigs eventyrregistrant, Anden i lyset, findes i talrige opskrifter, men hovedtrækket er, at en soldat vinder mange penge ved at hente et lys hos en sovende trold til en gammel person. Af varierende grunde beholder han selv lyset, hvorefter han lever flot i byen. Da han ved et tilfælde tænder lyset, står der en jernmand eller stålkæmpe foran ham og hjælper ham til at få den smukke prinsesse at se. Kongen benytter list for at finde ud af, hvor datteren er om natten, og soldaten arresteres og dømmes til at brændes på bålet. På bålet far han lov til at tænde sin pibe ved sit lys, hjælpeånden kommer til stede og kaster kongen og hans råd højt op i luften (jvf. iøvrigt Else Marie Kofod 29ff).

Såvel Anden i lyset som Grimms Det blå lys, med hvilket Fyrtøiet stemmer ret nøje overens efter soldatens ankomst til byen, er imidlertid alle varianter af eventyret om Aladdin i 1001 Nat, et værk A allerede fra barn af var fortrolig med i den første danske oversættelse fra 1757-58 efter Antoine Gallands franske udgave 1704-12 (Levnedsbogen 27, MLE I 28), og som A tydeligvis har benyttet (se ndf.; om A og 1001 Nat se iøvrigt Poul Høybye i A-iana 3 rk. I 361ff). I samme forbindelse kan endelig nævnes påvirkning helt ud i det verbale fra Oehlenschlägers Aladdin (1805), hvad allerede Carsten Hauch var inde på i et brev 6.11.1835, da han bebrejdede A, at eventyret var »en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladins Lampe« (BtA 190).

23.1 en Soldat] alm. træk i folkeeventyret at helten er anonym. - 5 ækel... Brystet] sml. Sindbad Søfarerens tredie rejse i 1001 Nat, hvor fortælleren møder en Polyfemos-lignende kæmpe, om hvem det siges, at »Underlæben hængde ham mit ned paa Brystet« (1.1757.374). - 19-20 en stor Gang... hundrede Lamper] sml. Noureddins beskrivelse af den underjordiske hule i Aladdin (Oehl I 102):

21

Grottens klare Frugter,
Som Stierner spillende i alle Farver,
Snart lyser atter med langt mere Skiønhed,
End denne lumre, svoveltændte Sol.

21 tre Døre] A har overtaget folkeeventyrets og -troens magiske 3-tal og bruger det gennem hele kompositionen: tre hunde, tre slags mønt, tre natlige besøg af prinsessen osv. - 21-24.12 Sml. Noureddins beskrivelse af de underjordiske grotter: »Først kommer du igiennem trende Grotter, / Hvor Guld og Sølv, ret som i store Tønder, / Er sluttet ind udi Granitens Kløfter.« I samme moment omtaler han også grotterne som »trende Kamre« (Oehl I 102f). - 23 en Hund] hundene findes ikke i (nogen af de kendte danske) folkelige opskrifter, men er almindelige i sagn om skattegravere, hvor de vogter skatten, iøvrigt uden at gøre noget, når man roligt flytter dem (jvf. Feilberg: Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål. I.75).

24.4 et Møllehjul] i m til 29.11 har A skrevet »Karethjul«, hvorfor det snarere er vandhjulet i en vandmølle end tandhjulet i en hollandsk vindmølle, han har tænkt på. Billedet kan evt. have sin baggrund i de vandmøllehjul, han kendte fra sin barndoms Odense å, men mere sandsynlig er påvirkning fra Cervantes' Don Quijote, som han ihvertfald siden 1824-25 havde været fortrolig med i Charlotte Dorothea Biehls oversættelse (1777), da han omdigtede og indlagde en scene herfra i sin ufuldførte historiske roman (se A-iana III 29 f). Såvel Biehl (III.46) som Schaldemose (III.1830.65) oversætter, at en vandrende ridder ikke må frygte at møde ti kæmper, om »hvert Øie [er] saa stort som et Møllehjul«, iøvrigt en forkert oversættelse af rueda de molino, møllesten. - 9 Rundetaarn] astronomisk observationstårn i København; det konkret anskuelige billede stemmer ikke med folkeeventyrets stedløshed, men appellerer til det velkendte. A kan også være påvirket af Cervantes, idet kæmpernes ben sammenlignes med tårne (III.1777.46). - 12 tag Du... Du vil] sml. Noureddin til Aladdin: »Paa Veien, naar du gaaer tilbage, maa / Du gierne plukke Dig saa mange Frugter, / Som du kan bære« (Oehl I 103).

25.6 Kagekonernes] koner, som solgte kager og konfekturevarer på gaden eller fra særlige boder. - 9 ja, alle Lommerne... fyldte] Iflg. Dagbøger 5.1.1834 læste A Thomasine Gyllembourgs eventyr Kong Hjort (1830) i Rom, og skønt han ellers ikke yndede hendes fortællinger (se E. Hude i A-iana 2 rk. VI 321ff), er han muligvis påvirket i dette tilfælde, idet hovedpersonen Christian af en nisse føres gennem en trylleskov, hvor bladene på en kæmpeeg er lutter hundrededalersedler. Han far lov til at plukke så mange han vil: »Christian lod sig det ikke sige to Gange, men fyldte sine Lommer saaledes med Egeblade, at han var saa bepakket som et Æsel, og neppe kunde gaae af Stedet; og 22 da Lommerne ikke kunde rumme flere, fyldte han endnu sin Hat og sine Støvler med saa mange, som der kunde faae Plads« (Samlede Skrifter2 I. 1866.306). A bytter imidlertid om på rækkefølgen: først fyldes alt, dernæst bliver han, så han knap kan gå. - 14-15 Har Du... reent glemt] sml. Aladdin: »Men stop! ha det er sandt, / Jeg havde jo nær glemt den rare Lampe« (Oehl I 111). - 22 »Snik snak sagde Soldaten] sml. Noureddins svar, da Aladdin forlanger at komme op, inden han giver ham lampen: »Snik, Snak! giv mig først Lampen!« (Oehl I 112).

26.2-6 Alm. eventyrtræk, at prinsesser indespærres for at undgå en eller anden skæbne, og at forebyggelse mod spådom mislykkes, se fx fortællingen om kong Agib i 1001 Nat (Byskov I 147 f) og Perraults Tornerose (ib. 23 f). - 9-20 Kilden er beskrivelsen af Ab u Hassans fester i Historien om de opvakte sovere i 1001 Nat (II.1757.760, se ogs. A-iana 3 rk. I 362). Samme motiv findes i Musäus' Den stumme Kjærlighed, hvor sønnen lever lystigt på fædrenearven, men pludselig ikke har flere penge tilbage: »Han flyttede nu hen i en afsides Gade [...] Snyltegæsterne vare forsvundne med hans Velstand; af sine forrige Venner havde han ingen mere« (Oehl Eventyr I 4). Også det træk, at vennerne dukker op igen, da soldaten atter kommer til penge, findes hos Musäus. - 9 tog paa Comedie] gik i teatret. - Kongens Have] park i København; se iøvrigt n.t. 24.9.

27.13 virkelig] rigtig, ægtefødt. - 20 pæn] ironisk: køn; nydelig. - 26 Vandstøvler] vandtætte støvler, brugt af fiskere og jægere, altså ikke blot af mænd, men af arbejdende mænd; derfor grotesk, at ikke alene en kvinde, men ovenikøbet en hofdame ifører sig dem. Jvf. Poul Møller, der finder det ligeså uskønt, at en kvinde er professionel digter som at se hende »gaae med Vandstøvler« (Skrifter i Udvalg. II.1930.83) - 33 Kors paa alle Portene] sml. Ali Baba og de fyrretyve røvere i 1001 Nat, hvor slavinden Morgiane mærker alle husene med kridt for at forvirre røverne, der har sat et mærke på Ali Babas dør (så de kunne genkende hans hus). Også Boccaccio anvender motivet i Kong Agiluffs staldknægt i Decameron (3.dag.2.historie).

28.6-7 der kunde mere, end at kjøre i Kareth] der ikke var så dum, jvf. »at kunne mere end sit fadervor«. - 7-12 Hun tog... Prindsessen kom] sml. Grimms Det blå lys, hvor kongen råder prinsessen til at fylde lommerne med ærter og klippe hul i dem, så de kan forfølge sporet til soldaten. A kan yderligere være inspireret til selve den konkrete udformning af billedet af Oehlenschlägers Øen i Sydhavet, hvor Albert finder på råd, da hunden Beautiful har fundet en skjult ferskvandskilde: »Nu fyldte jeg en lille Pose med hvidt Sand, giorde et Hul deri, og bandt næste Gang Hunden Posen paa Ryggen, saa at den, imens den løb, bestandig maatte tabe noget Sand ud deraf. Paa den Maade viste 23 en hvid Stribe mig Veien« (1824-25; Oehl XXVIII 108). - 9 Boghvedegryn] et fynsk islæt; boghvedegrød er en traditionel fynsk egnsret. - 16 Cachotten] arresten. - 28 Skomagerdreng] skomagerlærling. - 29 Skjødskind] læderforklæde.

29.14 Favne] 1 favn = ca. 189 cm. - 18 alle folkene raabte] sml. Aladdin, der også løslades pga. folkemængdens højlydte krav (Oehl I 254).

Lille Claus og Store Claus

Lille Claus og Store Claus tryktes første gang i EB 1-35, der udkom 8.5.1835.

Om nedskrivningen af eventyret se ovf. u. Fyrtøiet (s. 19f).

Lille Claus og Store Claus tilhører rækken af gendigtninger af folkeeventyr, som A havde hørt som barn på Fyn (se I 19f, VI 4). Motivet til dette skæmteeventyr - at den kloge far den dumme til at foretage sig samme handlinger som han selv, idet en vigtig faktor glemmes, så at det der blev til lykke for den første, bliver til ulykke for den anden - kendes fra en lang række folkeeventyr over hele verden. Det svarer således ret nøje til Store Bror og lille Bror i Sv. Grundtvigs eventyrregistrant (nr. 112), der foreligger i tre opskrifter, hvoraf den ene Stor Peer og Lild Peer (1855) også nævnes i Thiele1 I III. Nærmere A's genfortælling end det danske folkeeventyr står en italiensk parallel List over list fra novellesamlingen Le piacevoli notti af Giovanni Straparola (1550-55), der blev oversat til dansk af J. Chr. Riise (1818; optrykt i Bødker 232-38). Af øvrige behandlinger kan nævnes Grimms Bondeknolden samt Soldaten som blev Troldmand i den anonyme Historier II.1774.36-45, der dog kun bygger på motivet om hustruen, der beværter elskeren i mandens fraværelse, skjuler ham og narres af en gæst (se iøvrigt Else Marie Kofod 42ff).

30.2 Claus] normalt forekommer navnet Claus ikke i folkeeventyrets navneskik, og det kan være A.s opfindelse; dog findes det i en folkebog: Historie om Fattig Klaus fra Molboernes Land Dumsnudestrup, hvor han ved sit snilde Hoved fra den dybeste Forarmelse blev til en riig Bonde.

Skønt først udgivet i 1858 er den imidlertid så forskellig fra A.s eventyr, at der ikke kan være tale om påvirkning fra A. Den folkelige tradition bag bogen kan derfor være A.s kilde (se Arthur Christensen: Molboernes vise Gerninger. 1939.233-44).

24

31.32 en levende Stork] måske refererer det overflødige adjektiv levende til A.s sommerrejse i 1832, hvor han kørte sammen med to madammer, »den ene havde en lille Dreng med, der et par Dage forud, første Gang var kommet til Kjøbenhavn, havde her udbrudt da han saae en Soldat: »Gud Moder, der er en levende Soldat! (han havde altid seet dem malede)« (Dagbøger I 117f); jvf. også Februar i Aarets tolv Maaneder (1833; SS XII 149). - 38 Degnen] rettelsen fra Præsten i m samt at degnen formelt kommer for at sige goddag, betyder en neddæmpning fra det folkelige forlæg, hvor præsten går i seng med konen. Brix 183 mener A måske også har haft Nille og degnen i Holbergs Jeppe paa Bierget i tankerne.

32.1 stak paa] begyndte at spise; jvf samtidskridkkens reaktion på udtrykket (VI 124). - 15 Kiste] at bruge dragkisten som gemmested for elskeren er et gammelt motiv, jvf. Historien om den dyrekjøbte Isabelle, hvis Deilighed var uudsigelig, hvis Kydskhed ubeskrivelig, og hvis Oprigtighed uforanderlig imod hendes Hosbonde (1730). Som titlen siger, er hun modsat bondekonen trofast, og da hun forfølges af tre rige købmænd, medens hendes mand er på rejse, lokker hun dem i en dragkiste, som hun bringer på torvet (Rasmus Nyerup: Almindelig Morskabslæsning. 1816.169ff). - 18 gesvindt] hurtigt.

33.30 Courage] mod.

34.9-10 en heel Skjeppe] tønde på 17.39 l. - 38 Haand] m har (bedre) Kisten i den ene Hank.

35.16-21 Motivet med at låne et mål til at tælle penge med og indsmøre det, så udlåneren kan se, hvad det har været brugt til, også i 1001 Nats Ali Baba og de fyrretyve røvere (III.1758.530; jvf. A-iana 3 rk. I 364). - 39 Spandremme] remme til at holde læsten med skoen fast til knæet. - Skjødskind] læderforklæde.

36.2 spytte røde Grise] bløde. - 7ff. A neddæmper scenen i forhold til folkeeventyret ved at lade bedstemoderen være død og gør Lille Claus mere menneskelig ved at motivere sengeombytningen med, at hun skal ligge i en varm seng for at komme til live igen, hvorimod han i folkeeventyret bevidst bytter seng, da han venter Store Claus' overfald. - 23 f. Det manglende motiv til Lille Claus' handlemåde er enkeltstående i eventyret, hvor alle situationer er motiverede, hvorimod folkeeventyrets helt selv fremkalder situationerne.

37.1 hendes] folkelig dialektal tiltale.

38.15ff. Sml. Grimms Bondeknolden. - 29 Drift] flok.

39.19ff. Omend motivet med Lille Claus, der fortæller, at han har faet dyrene på havets bund, findes hos Grimm, kan A dog også være påvirket af folketroen, jvf. Thiele2 II 255, der fortæller, at man på Assens-egnen »har seet Havkøer og Havtyre stige op paa Markerne, for at søge Samqvem med andet Qvæg«. Jvf. også sagnet om Kong 25 Frodes Høi ved Værebro, hvor en troldkvinde »omskabte sig til en Havkoe og sin Søn til en Havkalv og gik da og græssede ved Værebro« (Thiele1 I 20). BrixAP II 312 formoder imidlertid, at havkvæget har sin forudsætning i Carsten Hauchs litterære og filosofiske satire Phantasiens Magt i Contrasterne (1816), men her græsser søkøer og havfruer dog kun på havbunden. - 27 grøn Krands] sml. ellepigen hos Thiele1 I 109: »en grønklædt Pige med Siv flættede over Hovedet [kom] fra den nære Mose.« - 36 Grøfter] diger, jordvolde.

40.1 polidsk] snedigt, fiffigt. - 36 drev] ledte kvæget afsted (ved hjælp af råb, pisk o.l.).

Prindsessen paa Ærten

Prindsessen paa Ærten blev trykt første gang i EB 1-35, der udkom 8.5.1835.

Om eventyrets tilblivelse se ovf. u. Fyrtøiet (s. 19f).

Ligesom i tilfældet med de to første eventyr i hæftet hævder A, at Prindsessen paa Ærten er en gendigtning af et af barndommens fynske folkeventyr (I 20; VI 4), og da han ellers er særlig øm om at fremhæve sine originale eventyr, må hans ord stå til troende. Alligevel er eventyret et af A.s mest problematiske og omdiskuterede, fordi det ikke kendes i dansk folketradition. Georg Christensen 169 fremhæver imidlertid, at det kan være et udenlandsk eventyr, som den belæste fader har fortalt, og at det ville være for meget at forlange, at barnet skulle have haft nogen klar forståelse af forskellen på de eventyr, faderen fortalte ham, og dem, han hørte hos de gamle koner.

Men skønt motivet med sengeprøven foruden i en række syd- og østeuropæiske samt orientalske folkeeventyr også kendes i flere varianter i svensk tradition fra før A, er pointen en anden. I samtlige svenske versioner er der tale om et bedrageri, idet helten/heltinden har en hjælper (ske), som røber, hvad der skal svares om morgenen, ligesom det snarere drejer sig om nøjsomhed, flid og sparsommelighed end om sarthed, når der spørges efter prinsessens kvaliteter. Hertil kommer yderligere en mærkværdighed, idet Prindsessen paa Ærten mindre virker som et eventyr end som en anekdote, en episode af en større sammenhæng, hvad der måske er baggrunden for at Brix 183 nok hævder, at A har hørt eventyret som barn, men samtidig også udpeger en litterær kilde: Tiecks Der gestiefelte Kater (1797). Denne teori modificeres betydeligt i Brix og Jensen I 391, hvor det med henvisning 26 til Georg Christensen konkluderes, at det svenske folkeeventyr må have været i folkemunde på Fyn i en nærstående form.

Alle disse teorier kompliceres dog af en udtalelse af A selv til Jonas Collin i et brev 26.7.1844 foranlediget af hans besøg hos Jacob Grimm i Berlin, idet denne paradoksalt nok og til A.s ærgrelse overhovedet ikke kendte den allerede da berømte danske digter. A finder det manglende kendskab »naragtigt [...] da han i sin nye Samling af ægte Folke-Eventyr, skal have optaget eet af mine originale, rigtig nok i den Tro at det tilhørte kun de Danske« (BJC I 247). Eventyret, der er tale om, er Die Erbsenprobe, som Wilhelm Grimm efter sønnen Hermanns mundtlige fortælling havde optaget som nr. 182 i 5. udg. af Kinderund Hausmärchen (1843). I næste udgave (1850) blev det iøvrigt fjernet, »weil sie wahrscheinlich aus Andersens Märchen »Prindsessen paa Ærten« stammt« (Johannes Bolte und Georg Polívka: Anmerkungen zu den Kinder- u. Hausmärchen der Brüder Grimm. III. Leipzig 1918. 331). Spørgsmålet er så, hvorledes A.s brug af ordet original skal forstås!

41.1 Der var engang] folkeeventyrets indledningsform el. - en Prinds] i overensstemmelse med folkeeventyret er helt og heltinde anonyme. - 2 rigtig] ægtefødt; jvf. også virkelig i lin. 9.

42.11 Ærten...at see] alm. slutning på folkesagn, se fx. Thiele1 I 4 og 6, hvor der fortælles om et drikkehorn og en hjort, der begge er at se på Kunstkammeret. Rubow 38 mener imidlertid, at slutningen er inspireret af Clemens Brentanos Geschichte vom braven Kasperlund der schönen Annerl (1817): »Die Schürze der schönen Annerl, in welche ihr der Kopf des Jägers Jürge bei seiner Enthauptung gebissen, ist aut der herzoglichen Kunstkammer bewahrt worden« (Werke. II. München 1963.806). - Kunstkammer] museum med diverse kunstgenstande, mønter, oldsager og andre rariteter; Det kongelige danske Kunstkammer lå indtil 1821 i det daværende Kongelige Biblioteks bygning, nu Rigsarkivet, ved Christiansborg Slot i Kbh. og rummede en broget samling genstande, der siden hovedsagelig er indgået i Nationalmuseets samlinger.

Den lille Idas Blomster

Den lille Idas Blomster blev første gang trykt i EB 1-35, der udkom 8.5.1835.

Omend vi ikke umiddelbart har flere oplysninger angående 27 eventyrets tilblivelse end citeret ovenf. u. Fyrtøiet (s. 19f), kan nedskrivningstidspunktet alligevel diskuteres, hvilket hænger sammen med eventyrets motiv.

I Bemærkninger sætter A Den lille Idas Blomster op mod de tre første eventyr i hæftet, der alle er gendigtninger af folkeeventyr, og fortæller, at det blev til, da han en dag fortalte Ida Thiele, datter af A.s ven, forfatteren og bibliotekaren Just Matthias Thiele (1795-1874), om blomsterne i Botanisk Have (4). Hvornår dette besøg fandt sted kan diskuteres. I et brev til Henriette Hanck nytårsdag 1835 fortæller A om selskabeligheden i forbindelse med julen og skriver: »moersomst var det hos Professor Thieles, hvor der ere smukke Kobbere og Kunstsager til at see paa« (BHH 102 f). Da det netop er i samme brev, A for første gang nævner, at han nu begynder at skrive eventyr, kunne det tages som et argument for, at eventyret er det først nedskrevne.

Imod denne teori taler imidlertid et brev til Ingemann 10.2.1835, hvor A tilsyneladende endnu kun har skrevet et par gendigtninger af folkeeventyr (BfA I 292).

Olrik 189, der fremhæver, at A i Bemærkninger kalder Thiele »Digteren«, mener, at A kan være påvirket af Thieles digt Til min lille Ida. Med en Vandkande i: H.P. Holsts Nytaarsgave fra danske Digtere. Første Aargang 1835 (udkom ved juletid 1834). Digtet er blevet til efter at Ida (f. 22.8.1830) havde været syg (»hun bøjede sin Blomsterstængel og blegnede, som Rosen i sin Død«) og er formet som en opfordring til den lille pige om at gå ud at vande de tørstende blomster:

Tag Din Kande! Bring i Leeg forborgen
Og ubevidst din Tak til Blomstens Gud,
Da skal Du see, at Blomsten staar imorgen
Forfrisket som Du selv med nye Skud!

Jvf. A.s indledning om de visne blomster!

Det er også sygdom, der er udgangspunktet for Finn Hauberg Mortensens datering og tolkning af eventyret (Slægten og familierne, »den dumme Phantasie« og døden i: DaStu 1986.72-94). Men her er det Thieles hustru Sophie Thieles sygdom og død 15.4.1835. På baggrund af Thieles egne oplysninger om, at hustruen blev syg 10.4. (hvor Ida iøvrigt også var syg), og eventyrets tematisering omkring døden mener Hauberg Mortensen, at A har fortalt det for Ida under et besøg i disse aprildage for at foregribe hendes angst for døden. Dateringen og tolkningen har dog en afgørende svaghed, som Hauberg Mortensen overser trods en redegørelse for de hidtidige forsøg på en datering af eventyret. 26.3.1835 nævner A eventyret i et brev til Henriette Hanck (se ovf s. 20). Eftersom man overhovedet ikke kunne forudse Sophie Thieles nære død på dette tidspunkt, kan eventyret 28 altså ikke dateres eller læses, således som Hauberg Mortensen forsøger det.

Heller ikke eventyrets eget univers giver mulighed for en exakt datering. For synspunktet, at det er A.s allerførste eventyr, taler Olriks henvisning til Idas sygdom samt bemærkningen 44.4-5 om besøget i Frederiksberg Have, der kunne tyde på sent efterår. For en datering til perioden mellem 10.2. og 26.3.1835 taler omtalen af fastelavnsriset 47.31, idet det iøvrigt kan tilføjes, at fastelavnen i 1835 først faldt 1.3. I så tilfælde skulle eventyret altså være skrevet efter dette tidspunkt.

Bortset fra den direkte inspiration A har fået gennem besøget hos Thiele, kommenterer han selv i MLE eventyrets originalitet med en bemærkning om, af »det dog er temmelig beslægtet med Hoffmann, og har allerede ogsaa sin Rod i »Fodreisen«« (I 289). Hvad Hoffmann angår, drejer det sig om eventyret Nussknacker und Mausekönig (1819), medens det er sværere at udpege et sted i Fodreise. Topsøe-Jensen mener (MLE I 473), at det kun kan dreje sig om flg. passus i 11. kap.: »Alle Træerne i Slotshaven stode i fulde Blomster; det var nydelige sødtduftende Complimenter. Smigrerne stode i gyldenstykkes Kjoler, som store Solsikker, og saae de lavere Blomster over Hovedet. Der var hele lange Bede af Koketter, der straalede som de skjønneste Haarlemmer-Tulipaner« (78).

Endelig kan nævnes, at A i digtet Den rædselsfulde Time (1827; SS XII 83) har udnyttet motivet med ting, der bliver levende ved nattetide, i dette tilfælde bøgerne på Universitetsbiblioteket, der springer ned fra hylderne og holder bal.

43.1 Ida] A navngiver her for første gang en eventyrfigur efter en i sin omgangskreds. Bortset fra nogle replikker fra Ida Thiele (1830-63) har eventyrets Ida dog kun navnet fælles med denne. - 3ff. Studenten] et portræt af A selv. - 19 Gaaseurter] bellis, tusindfryd. - 22 Porten] Vesterport i Kbh. - Det store Slot] Frederiksberg Slot. - 23 Kongen] Frederik VI (1768 -(1808-)1839).

44.10 de røde Hanekamme] Corydalis cava. - 12 Kammerjunkere] hofembedsmænd med rang i 4.klasse nr.2. - 16 pænt] korrekt, anstændigt. - 32 den botaniske Have] Universitetets botaniske have lå 1777-1874 bagved Charlottenborg, hvor Thiele iøvrigt havde sin bolig. - 35-45.1 Har Du... Vinger] sammenligningen mellem sommerfuglen og blomsten har sin filosofiske oprindelse hos Henrich Steffens, der i Indledning til philosophiske Forelæsninger (1803) om insekterne siger, at »de ere frieladte Blomster, som svæve fra en Plante til en anden« (1968.60), en sammenligning romantikkens digtere tog til sig og hyppigt benyttede (jvf. Vilh. Andersen: Den heibergske Skoles Naturopfattelse i hans bog Danske Studier. 1893.102).

29

45.6 den botaniske Professor,] professor J. W. Hornemann (1770-1841), broder til fru Henriette Collin d.æ., var direktør for Botanisk Have og boede i Nyhavn 272 i et nu nedrevet hus, hvor Udstillingsbygningen ligger (se Bo Bramsen og Palle Fogtdal (red.): København før og nu - og aldrig. 2. 1987.64ff). - 12-17 Men hvor... de talte] sml. Skyggebilleder: »Blomsterne [nikkede] rundt om med deres store Hoveder, og saae ret saa dumme og stolte ud derved, ligesom de vilde sige: »ja Du har Ret! ville vi tale, da skulle vi fortælle!«« (63) og Aarets tolv Maaneder. August (SS XII 31), hvor pigerne efter høstarbejdet skal over en stente:

Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.

See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,

Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget Rart.

12 hvor] hvorledes. - 28 Cancellieraad] titel med rang i 6.klasse nr.l. - 29 gnavede] give sin mening tilkende på en gnaven måde, knurre. - 35 den dumme Phantasie] sml. Dagbøger 15.3.1834, hvor A under en udflugt omtaler teologen F.L.B. Zeuthen (1805-74), hvis væsen og opførsel irriterede ham: »Zeuthen fandt Fornøielse i at stikke sin Stok ind i et Barns Mund. Da jeg virkelig var bange for Barnet, sagde jeg: vær dog forsigtig. »O,« svarede han. »Det er den dumme Phantasie!« vi loe af ham« (I 357).

46.11 imorgen] næste dag. - 19-20 vidste nok, hvad hun vidste] var sikker i sin sag.

47.23 Røgmand] m har oprindelig »Nøddeknækker« (vel under påvirkning af Hoffmann). Rettelsen skyldes sandsynligvis, at røgmanden, en lille figur med hul i munden til en lille røgelsespind, skal høre til legetøjet (jvf. Johs. Brøndum Nielsen: Røgmanden i »Den lille Idas Blomster« i: Berlingske Tidende 2.7.1944). - 34 Masurka] polskdans i 3/4 takt. - 36-48.3 I drømmen gives mulighed for at blive større eller mindre (jvf. Fodreise 32; Ole Lukøie (I 172); Lille Tuk (II 128)).

48.27 nydelige] venlige. - 40-41 saa kyssede hun Blomsterne] et selvoplevet træk, jvf. Lille Viggo: »Hver en Blomst Du kysser, som en Broder, / Taler med den paa din egen Viis« (1832; SS XII 191).

49.6 Pioner] pæoner, bonderoser. - 8 Sommergjække] vintergækker; jvf. iøvrigt Sommergjækken (IV 250 f). - 16 gesvindt] hurtigt. - 27 de norske Fætere] Adolf Jonas Boye (1823-91), søn af forfatteren og præsten Caspar Johs. Boye (1791-1853), der var født i Kongsberg i Norge, men 1826 blev sognepræst i Søllerød, og Adolf Johs. Boye, søn af rektor Mathias A. Boye (1796-1872), broder til C.J. Boye og beslægtede med Henriette Collin d.æ. Sml. Dovregubbens sønner i Elverhøi (II 79ff). - 30-39 Omtalen af de norske fætre betyder, at handlingen sandsynligvis er henlagt til den collinske gård i Bredgade og bringer fuglebegravelsen i O.T. (57) og Gaaseurten (I 120) i erindring.