Andersen, H. C. Eventyr, fortalte for Børn Første Samling. Andet Hefte. 1835 EB 2-35

Eventyr, fortalte for Børn Første Samling. Andet Hefte. 1835 EB 2-35

Tommelise

Tommelise tryktes første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

I et brev til Henriette Wulff 29.4.1835 fortæller A, at han foruden Imp også har skrevet to bind eventyr i løbet af vinteren 1834-35. Efter at EB 1-35 var udkommet 8.5.1835, klager han 14.5. til Jonas Collin over sin økonomiske situation og skriver bl.a.: »Reitzel har ingen Penge og vil derfor ikke for det første forlægge det næste Hefte af Eventyrene, som jeg har gjort færdig« (BJC I 121). Hele hæftet må altså have ligget trykklart senest denne dato, kun 6 dage efter at første hæfte var udkommet.

Hvornår præcis Tommelise er blevet til vides ikke, men slutningen, hvor fortælleren selvbevidst præsenterer sig som »Manden [... ] som kan fortælle Eventyr«, tyder dog på, at eventyret ikke er et af A.s ældste.

Iflg. Bemærkninger er Tommelise »aldeles egen Opfindelse« (5), hvad der dog ikke har forhindret A i visse lån. Selve navnet og figuren har rod i folkeventyrenes Tommeliden eller Svend Tomling, en tommelang lille dreng. Desuden har Oehlenschläger benyttet navnet og figuren i romancen Tommeliden var sig en Mand saa spæd i lystspillet Ludlams Hule (1813). Handlingen i Tommelise er dog ikke beslægtet med Oehlenschlägers historie om den tapre lille kriger, hvis motiv er hentet fra Perraults Ma Mere l´Oye A gør figuren til en pige, ligesom han digter et ganske andet handlingsforløb i forhold til folkeeventyret om Tommeliden. Iøvrigt fremgår det af de bevarede manuskriptfragmenter, at A først valgte at kalde titelpersonen Tommelangelise men opgav det til fordel for det mere velklingende Tommelise.

Konstellationen det lillebitte menneske kontra kæmperne, som A kendte fra Swifts satiriske Gullivers Rejser og Voltaires Micromegas, havde A allerede benyttet i Fodreise. Her henviser han netop til Voltaire, idet han lader en indbygger fra planeten Sirius lande på Amager. Skønt han er lidt højere end Rundetårn (dvs. 36 m), er han i forhold til det normalt otte mil høje Siriusfolk »meget mindre end vor Tommeliden er hos os« (40). Senere, i nytårsnattens litteraturrevy, 31 optræder der en Tommeliden, som »red paa en deilig Græshoppe, der gjorde mange Gaprioler med ham; han holdt sig til Pygmæerne, der alle saae ret drabelige ud med deres Fingerbøl-Rustning, og lange Knappenaals Landse« (53).

Indledningsmotivet med konen, der ønsker sig et lille barn og på overnaturlig vis får det, er et almindeligt træk i folkeeventyret, jvf. fx Mons tro og Grimms Tommeliden og Svend Tomlings Vandring. Billedet med den lille pige, der sover i en blomst, findes dels i E.T.A.Hoffmanns Prinzessin Brambilla, hvor en stor lotusblomst med et yndigt slumrende barn skyder op, dels i sammes Meister Floh, hvor Dörtje Elverkind alias prinsesse Gamaheh kommer til syne sovende midt i en tulipan i Samarkand.

53.19 Tulipan]jvf. Hoffmanns Meister Floh, hvor tulipanen er lilla og gul (Hoffmann X 137). - 23 Valnødskal] jvf. Meister Floh, negerdrengen, der er så lille, at han kan bo i en nøddeskal (Hoffmann X 189). - 24 Matrasser] madrasser.

54.4 Tulipanblad... sejle og 54.30 Aakandebladet] jvf. Oehlenschlägers Aladdin, hvor Lympha, »en lille Pige, blaat klædt, kommer seilende ned ad Bækken paa et Skræppeblad, med en Sivblomst i Haanden« (Oehi I 238). - 19 koax, koax, brekke-ke-kex] imitation af frøernes kvækken; et lån fra Aristofanes´ Frøerne, jvf. Fodreise 55 og 60. - 39 Aaknappe] gul åkande.

55.31 Livbaand] bælte. - 36 i Øieblikket] øjeblikkelig, straks.

56.5-6 brød... noget om] var oldenborren ligeglad med. - 20 Gaaseurt] bellis, tusindfryd. - 26 hang] hængte; også på A.s tid urigtigt. - 37 Skuffe] skovl.

57.22 inden Vægge] sidde godt i det, være velstående.- 33 Oldenborre, flyv, flyv] alm. børnetale, jvf. KristBRL 468. - 33-34 Munken... Enge] gammel sangleg, jvf. KristBRL 294.

58.5 Trøske] trøske, råddent træ, kan ofte virke selvlysende pga. svampeangreb.

59.4 laae i Dvale] jvf. »Om adskillige Fuglearter har man berettet, at de om Vinteren skulle ligge i Dvale i Moser og Sumpe, iblandt andre om Vagtelen og Storken, men især om Svalerne. Det er unægteligt, at man har om Vinteren fundet frosne Svaler, men om de ere bragte til Live ved at bringes ind i varme Værelser, derom har man ingen troværdige Vidnesbyrd« (F.C.Nielsen: Naturhistorie for hver Mand. 1809.31f).

60.15 at sidde og ligge paa] talemåde for velstand. - 36 obsternasig] genstridig, opsætsig. - 39 har baade i Kjøkken og Kælder] er velstående. Kælder: forrådskælder.

61.36 Grøfter] diger.

32

62.22 Blomstens Engel] blomsteralfen, dryaden.

63.6 Maja] måske en allusion til fru Gyllembourgs En Hverdagshistorie (1828), hvor den åndfulde og kærlige pige hedder Maja (i modsætning til den åndløse Jette, hvis navn da heller ikke passede til Henriette Wulff); jvf. O.T. hvor en af Marens affekterede københavnske veninder døber hende om til Maja »ligesom i Hverdagshistorien« (133).

Den uartige Dreng

Den uartige Dreng blev trykt første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

Eventyret er skrevet i løbet af vinteren 1834-35, se indledning til Tommelise ovf. s. 30.

I Bemærkninger skriver A, at han har fundet fabelen til eventyret i den gr. lyriker Anakreons (f. ca. 572 f. Kr.) digte. I Fra Boghylde gør Estrid og Erik Dal opmærksom på, at A ejede Anacreonte novissimo del commendatore Alberto Thorwaldsen in XXX. Bassorilievi anacreontici tradotti del cavaliere Angelo Maria Ricci, Roma 1832, hvori findes digtet Anacreonti ed amore, der har samme motiv som Den uartige Dreng (43). Imidlertid kan A allerede i sin skoletid have stiftet bekendtskab med Anakreons tredie ode. I 1826 havde A.s rektor, Simon Meisling (1787-1856) nemlig udsendt Anakreons digte i såvel den gr. grundtekst som da. oversættelse i et indbydelsesskrift til Helsingør Latinskoles eksamina. Som påvist af Hans Brix (Fagre Ord2. 1963.106ff) er det imidlertid dog mest sandsynligt, at Christen Prams (1756-1821) oversættelse fra slutningen af 1700tallet: Efter Anacreons tredie Ode har dannet udgangspunkt for eventyret. Der er en række iøjnefaldende ligheder mellem Prams oversættelse (Udvalgte digteriske Arbeider samlede og udgivne af K.L.Rahbek. IV. 1827.59 f) og A.s eventyr. Medens Meisling således ikke nævner uvejret, skriver Pram: »Voldsom Regn nedskylte«, jvf. A.s »Regnen skyllede ned«. Og medens Meisling blot fortæller, at digteren satte den lille dreng ved kaminen, sætter han ham på skødet hos Pram. Hos A bliver det til: »Den gamle Digter [...] tog den lille Dreng paa sit Skjød.«

Amorfiguren forekommer adskillige gange i den unge A.s produktion, således i Mosters Skjærmbræt (1830; SS XII 50), hvor et nyforelsket par pludselig opdager ham blandt diverse bibelske figurer og silhouetter af familiemedlemmer på et skærmbræt. Og i Hjortetyven (1831; SS XII 19) tales om Amor, »det slemme Skarn«, der i alle 33 mulige menneskelige forklædninger driver sit spil. I Skyggebilleder skildres en tiårig bondedreng, der er fører ved en bestigning af Bastey: »Den lille Dreng løb med bare Fødder, loe og snakkede i et væk, og det forekom mig næsten, som han havde en Skjelm bag Øret, som det var den lebendige Amor, der var bleven vor Fører, bliver han kun ikke vor Forfører, tænkte jeg, og der randt mig mange af hans slemme Streger i Tanker. »Den lille snottede, der løber om med Pile«, kalder Wessel ham [i Kiærlighed uden Strømper], og ærgerligt er det i Sandhed, at saadan en lille Hvalp skal have Ret til at spidde store, voxne Folk. De som faae hinanden, siger man rigtignok, strax hjælpe hinanden Pilene ud igjen, og saa gaaer al Kjærligheden over, men de andre beholde Pilen i Hjertet, og da er det ofte dødeligt« (100 f). Lidt efter følger digtet Amor som Fører (101 f).

Den personlige baggrund for A.s interesse for Amorskikkelsen i disse år kan måske skyldes dels forelskelsen i Riborg Voigt (jvf. Digteren og Amor (1830; SS XII 230)) dels hans ulykkelige kærlighed til Louise Collin.

Titlen har i m først været Den slemme Amor, men det har været for personligt tydeligt, og A har derfor rettet til Den uartige Dreng.

64.6 snurrede] stegte (kakkelovnene havde ofte en slags varmeskabe, hvori man kunne varme vand o.l.). - 24 fordærvet] ødelagt.

65.32 sort Kjole] sort frakke, som akademikere bar som standsdragt. - 32ff. Amors forklædninger er en slags prosagengivelse af Hjortetyven (jvf. ovf). - 35 fra Præsten] fra konfirmationsforberedelse. - 39 Kongens Have] park i København. - 39 Volden] voldene, der indtil 1857 omgav København, var et yndet spadserested.

Reisekammeraten

Reisekammeraten tryktes første gang i EB 2-35, der udkom 16.12.1835.

En tidligere version var med titlen Dødningen (I 189ff) trykt i Digte 1830 med flg. kommentar: »Som Barn var det min største Glæde at høre Eventyr, en stor Deel staae endnu ret levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyklus af danske Folke-Eventyr« (I 189). Det er vistnok første gang, A på tryk har talt om sit forsæt om at skrive eventyr. Pga. den ret negative kritik blev planerne opgivet indtil videre 34 (se VI 141ff). Sammenligner man de to versioner, er forskellen i fortællemåde og stil den tydeligste illustration til A.s udvikling som eventyrdigter. Se iøvrigt kommentar til Dødningen ndf. s. 65ff.

Om nedskrivningstidspunktet vides intet udover at eventyret forelå trykklart 14.5.1835 (se indledning til Tommelise s. 30).

Reisekammeraten hører som nævnt til den gruppe folkeeventyr, A havde hørt som barn. Hovedmotivet, det fortjenstfulde i at værne om de dødes fred, er almindeligt i folkedigtningen. Historien om den taknemmelige døde, der kendes fra Tobits bog i G.T.s apokryfe skrifter, findes i talrige indbyrdes forskellige optegnelser, men trods ligheden mht. titel på adskillige punkter anderledes end A.s gendigtning (se L.Bødker: Danske Folkeventyr 1960.127ff og Else Marie Kofod 38ff).

Motivet med prinsessen, der kun vil gifte sig med den mand, der kan gætte hendes tanker, kendes fra historien om prinsesse Turandot i 1001 Nats Eventyr, som A har kendt fra Carlo Gozzis eventyrspil Turandotte, oversat af Simon Meisling 1825.

67.2 Johannes] heltens meget individualiserede navn stemmer ikke med folkeeventyrets navneskik, hvor gængse navne som Hans eller Per anvendes. Navnet, som A også anvender i Dødningen, er sandsynligvis et lån fra Grimms Den tro Johannes. BrixAP VI 235 formoder imidlertid, at det er en oversættelse af det ital. Giovanni, lånt fra N.T.Bruuns skuespil Avisfrierierne eller det forseglede Brev (1815); se iøvrigt n.t. 73.2ff. - 14 Sengefjæl] sidestykke på en seng. - 15ff. Jvf. Josefs 2. drøm i 1.Mos.37.9. A var stærkt personligt optaget af motivet med Josefs drøm, jvf. brev til Henriette Hanck 3.4.1839 i forbindelse med teatervrøvlet om Mulatten: »Forurettelse vække min hele Selvbevidsthed, jeg skal dog blive en Digter, Danmark skal føle sig hædret ved, jeg har Gud for mig, de skulle neie sig, som Sol og Maane maatte det i Josephs Drøm« (BBH 341); jvf. også KES 156, DtB 251 og Stampe 24. - 18 En deilig Pige] A.s tilskud til folkeeventyret består i at motivere heltens handlinger, medens folkeeventyret blot holder sig til handlingen uden sværmeriske følelser. Drømmen giver her den psykologiske baggrund for Johannes' senere forelskelse i prinsessen. - 24 Ugen] ugedagen; 69.33 fremgår det, at både begravelses- og dødsdagen er en fredag, hvilket også er ugedagen for A.s egen faders død 26.4.1816, medens han blev begravet tirsdag 30.4., en ugedag A naturligt nok mindre har hæftet sig ved.

68.33 50 Rdlr.] iflg. Olrik 184 samme beløb som A.s arv fra farfaderen; se også Dødningen.

69.7 Kirke-Nissen] iflg. folketroen nisse som holder til i kirker. Udover Dødningen den eneste forekomst af denne nissetype i 35 eventyrene; jvf. iøvrigt Agnete og Havmanden (1833; SS XI 479f) og Ahasverus (1847; SS XI 614). - 29 Gardinerne] skyerne.

70.1-2 lagde... Sted] A var fra barndommen fortrolig med tanken om at værne de dødes fred. Sml. A.s besøg på kirkegården i Lohmen i Skyggebilleder 99.

71.10f. Sml. også alfeskildringen i Dødningen (I 196.7ff). I begge versioner er det bemærkelsesværdigt, at Johannes' forbindelse med alfeverdenen først kommer i stand, da han har værnet den dødes fred, men i begge tilfælde er det pagten med den døde, der åbner hans blik for det overnaturlige, jvf. »det er kun onde Folk, der ikke maae faae Alferne at see«. Baggrunden for A.s alfer er primært Tiecks Die Elten (oversat i Oehl Eventyr II 199-227), jvf. Levnedsbogen 228. Sekundært E.Lytton Bulwers The Pilgrims of the Rhine (1834), jvf. O.T: »Bulwer har i sin Roman: Pilgrimen ved Rhinen med uendelig megen Ynde og Fiinhed fremmanet en Alfeverden. De aandige Smaa bølge der, som Luftningen om den materielle Virkelighed, man nødes til at troe paa deres Tilværelse« (127). Udtalelsen om Bulwer og Reisekammeraten afspejler hans optagethed og stadige arbejde med at beskrive alfeverdenen. Dette ses specielt i linie 16-17, idet opbygningen af dette konkret-sanselige billede kan følges fra Dødningen, hvor det konventionelt og uanskueligt siges, at alferne »morede sig med at sejle i de store Blomsterblade, der gyngede paa Duggen i det høie Græs« (I 196.12-13). I Skyggebilleder individualiseres alferne og deres utrolige lethed anskueliggøres: »mange Digtere fortælle, at Alferne bade sig i Duggen; men hvor kan det lette Væsen, der dandser paa Tidslens Fnug, uden at bevæge det, trænge igjennem den haarde Vandmasse; nei, de stode op paa den runde Draabe, og naar denne saa trillede rundt under deres Fødder og det lette Gevandt flagrede i Luften, saae de ud, som det nydeligste Miniatur-Billede af Fortuna paa sin rullende Kugle« (32). I Reisekammeraten slettes Fortuna så som uvedkommende litterær association, medens A til gengæld inspireret af Bulwer fortæller, at alferne optræder to og to, jvf. »Og nu fremkom af Jordens grønne Barm et Feoptog; langsomt, to og to Haand i Haand, svævede de frem af en lille Aabning, beskygget af de frodige Straae, og stillede sig i en Kreds« (Pillegrimmene ved Rhinen, oversat af J.K. Reiersen. 1834.174). - 36 Ja nok] folkeeventyrets formel.

72.6 Bregner] iflg. folketroen stod bregnen i forbindelse med overnaturlige magter, fordi den kunne formere sig uden almindelige blomster og frø (jvf. Folk og Flora I 47). - 11ff. Såvel den underfulde salve som de tre remedier er alm. eventyrtræk, jvf. Stærke Hans, hvor en heks er usårlig for prygl, fordi hun har salven skjult under sit forklæde (Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder 1.1854.38), samt Grevinge Hex, der med en salve kunne omskabe sig til en usårlig hare 36 (Thiele1 I.37) og Den forvandlede Bondedreng, hvor en tryllesalve kan forvandle mennesker til dyr (Winther 49 f). - 11 Randsel] rygsæk. - 15-16 de tre Riis] folkeeventyrets tretal benyttes gennem hele historien; de tre ris er det ene af rejsekammeratens tre hjælperedskaber sammen med sablen og Svanevingerne, og han følger prinsessen tre gange til trolden. Johannes må gennemgå tre prøver, og prinsessen må neddyppes tre gange før hun forvandles. - 26 Urtekoste] buketter. - 35ff. Ikke i Dødningen, men rejseerindring, jvf. Dagbøger 20.8.1833, Geneve: »Gik ganske ene ud til Bjerget... [Mt. Salève] Det syntes nærved men var særdeles langt borte« (I 164; sml. MLE I 143).

73.8 Bulbider] bidsk hund. - 10ff. Se n.t. I 198.38.

74.4 Drabanterne] livvagterne. - 20 Ildskuffen] skovl til at fjerne gløder og aske med. - 20 Ildklemmen] jerntang til at tage noget ud af ilden med eller til at rage op i ilden med. - 25-26 De kom... Grønne] sml. udsigten fra slotsterrassen på Blankenburg i Skyggebilleder, »hvor Byen Blankenburg med sine røde Tage, laae nede mellem Skoven og de grønne Haver, som Kirsebær paa et Kaalblad« (61). - 33 Du gode Vorherre!] sml. Levnedsbogen, hvor A under sit ophold hos Wulffs på Amalienborg i julen 1825, borte fra griseriet og forhånelserne hos Meisling, udbryder: »O Gud, det er jo ligesom Aladdin, jeg sidder ogsaa paa Slottet og seer ned. Du gode Gud! nei Du vil ikke forlade mig. Jeg kunde kysse Dig!« (135; jvf. Oehl I 359f).

75.34 komme ud af det] finde ud af det. - 35 varet] advaret.

76.3 spytte røde Grise] se n.t. I 36.2. - 33-35 se n.t. I 202.40-203.3. - 36 Bi] vent. - 40 tørre Øinene i sin Slaaprok] sml. løgneeventyret i Skyggebilleder: »[kongen blev] tilsidst ganske melankolsk, græd og tørrede Øinene i sin kongelige Kaabe« (34).

77.3 Oppe i hvert Træ] jvf. Turandot, hvor prinsessen har sine frieres afhuggede hoveder stående på muren. Haven med skeletterne kan også have reminiscenser af Ludvig XI.s have i Walter Scotts Quentin Durward (1823, da. 1825). - 22 præsenterede] serverede.

78.13 Flor] sørgeslør. - 17 Bolle] bowle.

79.4ff. Sml. arkivar Lindhorsts have i E.T.A.Hoffmanns Der Goldne Topf (Hoffmann VII 224ff). - 31 Kosteskafter med Kaalhoveder paa] se n.t. I 205.4.

82.21 Rygstykker] spøgende: rygge.

83.27-32 Her er'... faldera] motto til En splinterny Dandse-Vise (Ved Indvielsen af et nyt Huus 1832) (1833; SS XII 473); jvf.O.T., hvor strofen benævnes »Dansk Almuesang« (64).

84.5-13 Den makabre forløsningsscene alm. eventyrtræk; sml. fx Kong Lindorm (Olrik: Danske Sagn og Æventyr. 1929. 68-70) og Vildering kongesøn og Misseri Mø (Byskov I 227ff). - 23 Du gav... eiede] sml. Markus 12.44, fremhævelsen af den fattige enkes offergave.