Boghveden
✂ Boghveden tryktes første gang i EB 6-42, der udkom 20.12.1841.
✂ Ligesom de øvrige eventyr i hæftet er Boghveden af ældre dato og oprindelig beregnet for offentliggørelse andetsteds. Ved årsskiftet 1837/38 havde A foreslået Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug at udgive en folkekalender for 1839. Planen strandede i første omgang. Først 25.2.1839 blev det besluttet at realisere ideen, men med matematikeren og astronomen professor G.F. Ursin samt overlærer ved Metropolitanskolen F.C.Olsen som udgivere. Skønt vraget som udgiver blev A alligevel opfordret til »at skrive et Par Ark«, som han udtrykker det i et brev til Theodor Collin 23.6.1839 (BJC I 135). A accepterede, og 23.9.1839 sendte han F.C.Olsen et brev, hvori det bl.a. hedder: »Her sender jeg Dem lidt at begynde med; to Digte, et Sagn og en Parabel« (ib. III 60). I et brev til Henriette Hanck 25.9.1839 hedder det mere detaljeret: »For »Folkebogen« der muligviis udkommer til Nytaar, har jeg allerede skrevet to Digte: (Historie om Konerne og en Paaskesang) Een Parabel: Boghveden, samt et Eventyr: den onde Konge« (BHH 375). A.s tvivl om udgivelsen slog til, så at kalenderen først udkom det 64 flg. år, og - uvist hvorfor - uden hans bidrag, som blev gemt til senere brug. Efter at han iflg. Alm 17.11.1841 havde aftalt udgivelsen af EB 6-42 med Reitzel, har A tilsyneladende fundet, at Boghveden måtte skrives igennem endnu en gang, for 22.11. noterer han sammesteds »Skrevet: Boghveden.«
✂ Det har været diskuteret, hvorvidt dette »Skrevet« skal forstås som renskrevet eller omskrevet. Brix 136, der trods henvisning til brevet 25.9.1839 anvender ordet »nedskrevet«, tolker således eventyret som A.s private indlæg i striden med det heibergske hus efter fru Heibergs afvisning af titelrollen i Maurerpigen 1840 og Heibergs snært til A i En Sjæl efter Døden, hævnet af A i EDB. Tre forhold taler imidlertid mod Brix' tolkning: (1) A kalder i 1839 eventyret en parabel - en genre der var meget yndet i tiden - dvs. ideen kan ikke være ændret ved gennemskrivningen. (2) Da F.C.Olsen modtog eventyret i 1839 var A.s forhold til det heibergske hus uden mislyde. (3) Dedikationen til fru Heiberg i EB 5-39 gentages uændret, da EB 4-6 samles til ét bind (se I 114), en gestus, der som bemærket i Buket 69 ikke er normal, hvis bogen havde indeholdt et angreb på modtageren (jvf. også VI 6). Iøvrigt kan der heller ikke i m findes støtte for Brix' teori.
✂ I Bemærkninger hedder det, at »»Boghveden« grunder sig paa Folketroen, at Lynilden svier Boghveden sort« (6), en almindelig antagelse i tiden (jvf. fx. G.Begtrup: Agerdyrkningens Tilstand i Nørre-Jylland I.1808.97 og J.W.Hornemann: Forsøg til en dansk oeconomisk Plantelære. 3.udg. 1821.445). Om A herudover har faet litterære inspirationer er diskutabelt. Rubow, der henregner eventyret til gruppen af A.s fabler, hævder på en og samme tid, »at hans Historier af denne Gruppe alle er selvopfundne« (140) og at det litterære forbillede er den lignelse, hvormed Grimm indleder fortalen til Kinder- und Haus-Märchen (1819) (Rubow 147). En mulig inspiration kunne dog også være Axene. En Fortælling (Efter Helmuth) i Chr. Molbech: Julegave for Børn 1835-39.27, hvor moralen er, at »hvo sig selv ophøier skal fornedres«.
✂ 187.2Ager] mark. - 6Jeg] det eneste egentlige eventyr i jeg-form, sml. slutn. af Tommelise (I 63.10). - 9-13et ærværdigt stort Piletræ ... Haar] sml. »Alt paa sin rette Plads!« (II 250) og DtB 272.
✂ 188.8-15 de tre advarsler: folketroens og -eventyrets tretal. - 17 i Lynet ... Himmel] alm. folketro.