Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

Hurtigløberne

Hurtigløberne tryktes første gang i NEH 2-58, der udkom 15.5.1858.

I et utrykt brev til Ingemann 10.2.1858 (Collinske Brevsamling XVII KB) fortæller A om sin oplæsning af et par af sine nye eventyr i Studenterforeningen 31.1.1858, hvorefter det hedder: »senere har jeg fuldendt et Eventyr »Hurtigløberne««. 23.2. skriver han så til Henriette Scavenius på Basnæs om sin store produktivitet i denne periode og meddeler samtidig, at udover eventyrene til NEH 1-58 har han desuden henlagt to til et nyt hæfte: Hurtigløberne og Dynd-Kongens Datter (BfA II 393, se ovf. s. 183f).

Om baggrunden for og inspirationen til Hurtigløberne, som Rubow 140 henregner til gruppen af A. s fabler (hvor titlen ovenikøbet har 191 efterhængt artikel som i de gamle fabler), vides intet, men muligvis bygger det på A.s egne erfaringer, jvf. Dagbøger 30.5.1857, hvor han deltog i etjurymøde.

Eventyrets prøvemotiv er kendt fra folkeeventyret og iøvrigt hyppigt benyttet af A i fx Reisekammeraten, Springfyrene og Klods-Hans.

95.9Ledpælen] stolpe som et led hænger på eller lukkes imod. - 12-14Sneglen ... for ham] sml. optegnelse fra Fyn i Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder II.1857.140: »Fi'e Arbejd er ski'e Arbejd, sagde Sneglen, han var syv Aar om at løbe over en Dørtærskel; saa faldt han endda ned og brækkede sit ene Laar.« - 21-23De føiter ... Feedrelands-Kjærlighed] selvbiografisk træk, sml. Ole Lukøie (I 174.35) og Under Piletræet (II 272.33-35). - 25-26 Sml. Svalen i Tommelise (I 59).

96.13Lem] medlem. - 16-25 Jeg har ... R til anden] sml. kommunens måde at navngive fattighusbørnene i alfabetisk rækkefølge i Dickens' Oliver Twist (1837-38).

97.1ff. En moderniseret variant af Æsops fabel Fluen og vognen: »En flue havde sat sig på en vogn, der af et par raske heste blev trukket i stor fart hen ad vejen; en vældig støvsky rejste sig om og bagved vognen. Med selvtilfredshed råbte fluen: »Sikken støv jeg kan lave!«« (Byskov III 173).