Andersen, H. C. H.C. Andersens Eventyr bd. VII kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen blev trykt første gang i NEH 7-65, der udkom 17.11.1865.

Efter sin sædvanlige sommerrejse sydpå i 1857 kom A 12.9. til København, hvor han blev opskræmt ved rygtet om flere tilfælde af kolera, hvorfor han straks forlod hovedstaden og efter ophold i Roskilde og hos Ingemann i Sorø kom til Basnæs 26.9., hvor han blev til 18.10. Her kom han atter i balance, »og da udviklede sig Planen til en ny Eventyr-Komedie: »Lygtemanden«. Ingemann syntes godt om Ideen, men den kom dog kun i løst Udkast paa Papiret, og flere Aar efter blev den givet i ganske forandret Form og Skikkelse som Eventyret: »Lygtemændene ere i Byen«« (MLE II 201).

Ideen havde A faet under arbejdet med At være i slutningen af 1856, hvor det som optakt til en skildring af hr. Svanes melankoli med reference til to af A.s skuespil hedder: »Ved Eventyrdigtningen ere to Begreber af den danske Folketro særlig blevne personificerede bragte paa Scenen: Søvnen med sine Drømme i Skikkelse af Ole Lukøie, og Erindringen med sin Styrke som Hyldemoer, Dryaden i Havens gamle Hyld; men Illusionerne have ogsaa deres Personification, som Digteren vil kunne vise os i Folketroen, og det er Lygtemanden. Medens Ole Lukøie flyede den stakkels Hr. Svane, og Hyldemoer bredte sit hyldeblomstrede Skjørt over ham, var Hovedfiguren dog Lygtemanden, Illusionernes Herre, Dæmonen med de glimrende Laternamagica-Billeder. Han havde elverskudt ham; han, der lokker os ud i Mosen, den røde Mand med Lygten paa Hovedet, han, der som Flammen er bøielig, altødelæggende, havde lokket den stakkels Hr. Svane fra Embedsveien ud paa Opfindelsernes Vei [...] Hr. Svane havde troet paa Menneskene i Glands af Lygtemanden [...] den [...] satte sig der som Mare, paa hans Bryst, knugede, saa han vaandede sig i den bittreste Sjæle-Smerte« (210f).

Planen til et skuespil er dog hurtigt blevet opgivet, for i et brev til Adolph Drewsen, Dresden 12.8.1858, skriver han: »Glæd Viggo [Drewsen] med at jeg rimeligviis kommer i Stemning til at skrive 280 Eventyret: Løgtemanden, som jeg i Foraaret begyndte paa« (BJC II 188).

Heller ikke nu blev ideen realiseret, men den blev ved at spøge i A.s fantasi. I den alfabetiske liste over »Eventyr, som kunne skrives« (april eller maj 1859) anføres »Lygtemanden« (ovf. s. XIII); desuden under F: »Familieliv paa Flasker«, der minder en om »Poesi paa Flasker« i Lygtemændene ere i Byen (188.30).

Endnu engang blev planen skrinlagt, og A skrev istedet eventyrene i NEH 5-61 og 6-62. Krisen op til og krigen 1864 påvirkede A meget stærkt. I MLE hedder det under 1865: »I meer end Aar og Dag havde jeg intet Eventyr skrevet, mit Sind var saa overvældet. Nu, saasnart jeg kom ud paa Landet, til det venlige Basnæs, til den friske Skov ved den aabne Strand, skrev jeg »Lygtemændene ere i Byen«, hvori fortælles, hvorfor Eventyrene saalænge ikke havde banket paa: »thi udenfor var Krig og indenfor Sorg og Nød, som Krigen fører med«. Sceneriet for dette Eventyr er Basnæs; Enhver, som har været her, vil erindre de store Alleer, den gamle Gravs teen, som engang har ligget i Skjelskør over en Raadmand og hans sex Fruer« (II 284; jvf. Bemærkninger 21).

Gennem Dagbøger og breve kan vi følge tilblivelsen. 24.5.1865 kom A til Basnæs, og 3.6. noterer han i Dagbøger: »Skrevet hele Dagen paa: »Poesien og Mosekonen«« (VI 233); 7.6.: »Igjen taget frem og skrevet paa Eventyret om Mosekonen« (ib. 234); 8.6.: »Skrevet paa Eventyret om Mosekonen« (ib.). Samme dag skriver han til Edvard Collin: »Jeg var saa deiligt kommet i Ro herude, hvor jeg er ganske alene [...] jeg begyndte at leve ind i en ny lille Digtning, havde skrevet det Halve af et nyt Eventyr, men nu ligger det, og jeg staaer paa Skilleveien« (BEC III 188). Men allerede 9.6. noteres: »Skrevet paa Eventyret« (Dagbøger VI 234). 10.6.: »Læst [...] mit nye Eventyr: »Lygtemændene ere i Byen sagde Mosekonen«« (ib.) og 11.6.: »Jeg satte mig til at reenskrive paa det sidste Eventyr, jeg gjorte det heldigt, men fik Hovedpine« (ib. 235).

12.6. rejste A til Frijsenborg og skriver 14.6. til fru Therese Henriques: »Paa Basnæs skrev jeg endelig første Gang, efter Aar og Dag, et nyt Eventyr: »Løgtemæendene ere i Byen! sagde Mosekonen«. -Jeg reenskriver det nu og troer at det er ganske digterisk, friskt og levende« (BHenriques 65). 17.6. må renskrivningen have været afsluttet, idet han iflg. Dagbøger (VI 238) var med familien Frijs på Søbygård, hvor han først læste Pigen, som traadte paa Brødet og derefter det nye eventyr - iøvrigt en oplæsning, hvor man ser en plan, eftersom der refereres til det førstnævnte eventyr i Lygtemændene (188.36). 19.6. læste han det atter højt (Dagbøger VI 239) og 20.6. fortæller han Henriette Collin, at »det er her blevet omskrevet og mere beaandet« (BEC III 193).

Alligevel blev hele hæftet genstand for en renskrivning, se brev til 281 Edvard Collin, Søllerød 14.8.1865: »Den største Deel af Dagen anvender jeg til at reenskrive de nye Eventyr for at Reitzels Møller kan læse en tydelig Afskrift, da jeg jo ikke kommer til at læse Correctur uden at Himlen vil at jeg kommer tilbage før Julen« (BEC III 215, jvf. oplysning 182.5-7). Den sidste bemærkning hentyder iøvrigt til A.s Sverigesrejse, der dog kun varede fra 14.9. til 13.10.1865.

183.4slupne] sluppet op. - 4-5Eventyret ... Visit] jvf. Hyldemoer (II 172.6f). - 7 i Aar og Dag] et helt år. - 13Ledet af Lave] allusion til 1. strofe af Laurids Koks (1634-91) vise Om Tyra Danebod (Danmark deiligst vang og vænge): »En ting mangler for dend have, / Ledet er af lave.«

184.1Bissekræmmer] omvandrende småhandler, der sælger pynt, legetøj o.l. - 17de rigtige gamle Eventyr] folkeeventyrene. - 20Straahalm] halmstrå. - 24-26en af de allernyeste ... Holger Danske] Pauline Worm: Et Foredrag om Holger Danske Sagnet. Randers 1865 (jvf. Dagbøger 27.5.1865: »Læst Pouline Worms Foredrag om Holger Danske Sagnet« (VI 229)). Pauline Worms (1825-83) syn på Holger Danske-skikkelsen var ikke nyt. Siden historikeren P.F.Suhm (1728-98) havde historikerne vidst, at folkebogens Ogier le Danois intet havde med Danmark at gøre; et synspunkt som også Chr.Molbech havde udtrykt i indledningen til Nis Hansens gendigtning af Chr.Pedersens udgave af folkebogen (1842). Se iøvrigt De Vises Steen (IV 87 m. noter). - 31Vilhelm Tell] se n.t. IV 134.23. Historikeren Frederik Schiern (1816-82) havde i Et nordisk Sagns Vandringer, fornemmelig med Hensyn til Sagnet om Wilhelm Tell i: Historiske Studier.I. 1856.40-109 fremstillet fortællingen om Tell som et nordisk vandresagn og forkastet tanken om hans historiske eksistens. Jvf. iøvrigt brev til Henriette Collin, Le Locle 3.8.1860: »Professor Schjern maa tilgive mig at jeg med Schweitzerne troer paa at der har været en Tell« (BEC II 343). Om A.s tidligere syn på Tell-skikkelsen se Fodreise 24. - 34-35der groer ... har traadt] iflg. Stampe 79 sandsynligvis ordsprog lavet af A.L.Drewsen; jvf. iøvrigt KES 231.

185.4fornummet] fornemmet. - 7hvo] hvem. - 17en gammel Herregaard] Basnæs, 6 km øst for Skælskør, jvf. indledningen. Basnæs i den skikkelse, A kendte (se Dagbøger III 291), stammer fra 1842-46. - 24Ved Juletid synge de vilde Svaner fra det aabne Vand] jvf. Dagbøger 31.12.1864, Basnæs: »paa Bugten laae 16 vilde Svaner saae jeg« (VI 174). Måske også en reminiscens af Efteraar og Vinter (1835; Samlede Værker. II.1867.432) af Carl Bagger, A.s ungdomsven og gift med Thora Fiedler, datter af Basnæs' daværende ejer:

282

Og er ei smuk den danske Vinter,
Og smukkest paa din Herregaard?
[...]
Der, hvor sig mørkblaae Bølger vælted,
Der blier vel lis istedet sat,
Men Du vil høre Klang fra Bæltet:
Der synge Svanerne ved Nat.

30Valdemar Daa og hans Døttre] se III 103-12. - Dryaden] i gr. mytologi skovnymfe, hvis liv tænktes knyttet til et træ, jvf. Hyldemoer (II 177) og Dryaden (V 69ff). - 31det gamle Egetræes Drøm] se III 51-55.

186.1-2et lille sexkantet Huus ... Andegaard] sml. Dagbøger 21.6.1848, Basnæs: »Det nydeligste Hønsehuus, Væ[relse] for Hønsepigen, som for en Familie uden for Bondestanden« (III 291). - 8-12en gammel Gravsteen ... Stenen] Poul Hansen (død 1617), rådmand i Skælskør. Der er imidlertid ikke tale om hans hustru og fem døtre, men om 6 hustruer. Stenen havde til slutn. af 18.årh. haft sin plads i Skælskør Kirke, hvor den skal være blevet købt af en ejer af Basnæs (H. G. Olrik: Carl Baggers Basnæs-Digte.1920.73). Jvf. Dagbøger 27.12.1864, Basnæs: »nede i Haven er den gamle Gravsteen fra 17.. over Povel Hanssøn Raadmand i Skjelskjør, tre Qvinder staae paa hver Side af ham med foldede Hænder og Psalmebog« (VI 172). - 19-21en Fiirkløver ... i Lommen] jvf. Thiele2: »Den, som finder en »Fiirkløver«, hans eller hendes Ønske gaaer i Opfyldelse« (III 35); »Den, som bærer en »Fireblads-Kløver« hos sig, ham kan hverken Giøglere eller Taskenspillere »hverre« eller blænde« (ib. 130); jvf. også A-iana III 34. - 29-30en stor Sø ... Sagn herom] et sådant er ikke fundet. - 38-39Vinduet sprang op afsig selv] sml. Dagbøger 5.1.1865, Basnæs: »I Nat som jeg laae og det stormede kom et Vindkast og rev mit Vindue op, jeg maatte med bare Fødder ud paa det vaade Gulv i Regnen og lukke, strax efter sprang det op igjen, jeg maatte igjen ud og fik det nu vel lukket« (VI 177).

187.4Mosekonen, som brygger] iflg. folketroen var tågen efter varme sommerdage udtryk for at mosekonen bryggede eller kogte, jvf. Pigen som traadte paa Brødet (III 114). - 19Tip] ordspil på Tap, men uden egl. betydning. - 27Crinoline] se n.t. IV 73.16. Om A.s syn på krinolinen se iøvrigt I Spanien 182f. - 32Lygtemændene] egl. iflg. folketroen ånder af uretfærdige mennesker, som ved et falsk skin forsøger at lokke vejfarende på afveje og at lokke dem ud i moser o.l. Her bruger A det om alle, også digtere, der søger at føre menneskene bort fra det gode, det skønne og det sande.

188.11Fremtids-Poesien] sml. Det nye Aarhundredes Musa (IV 113.1ff m. note). - 15Madam for det Hele] den der sætter det hele igang. - 16gaaer ... for] går for at være. - 30Poesi paa Flasker] dvs. epigonprodukter. Jvf. 283 Optegnelsesbog II,2 (Bl 22v), hvor udtrykket dog anvendes i en anden og mere positiv betydning: »Man har nogle Mavedraaber, der kaldes Roberans Draaber og der staar skrevet paa Flasken at de varmer Maven og giver godt Humeur, man kan tage dem i Vin og Brændeviin. Der er nogle Draaber der kaldes Poesie, de ere endnu mere styrkende, det vil sige naar man ikke er rent opgivet, rent Kadaver; det er en Livs Elixir man har der, denne har Livsens Draaber, de kaldes Poesi paa Flasker. Boghandleren er Apotheker træd ind hos ham, see paa Hylderne - - -« (FoF X 138). Jvf. også Fodreise 54, 92 og ovf. s. XIII under F. - 37-38Pigen ... Skoe] se III 113-30.

189.3Postament] billedstøtte, statue; jvf. III 115. - 10Elletrunte] gammel hul ellestub. - 16Geisten] ånden, essensen. - 17-18Med stort Instinkt ... Geni] sml. A.s referat af kritikken over KES i MLE: »Critiken indrømmede kun, at jeg tidt blev forunderlig heldig ledet af Instinctet, - man valgte det Udtryk, man bruger for Dyret, men som i Menneskeverdenen, i Poesiens Verden ellers kaldes Genialiteten; hos mig skulde den stemples som Instinct« (I 203). I noten hertil (MLE I 440) oplyser Topsøe-Jensen, at den pågældende anmeldelse ikke er fundet. Jvf. iøvrigt Lykkens Kalosker (I 227.26) hvor samme ironiske finte til en eller anden kritiker findes første gang. - 17recenseret] anmeldt. - 32Duft-Komedie] virkelighedsfjern, følsom komedie, jvf. udtrykket duftvaudeville om Johanne Luise Heibergs vaudeviller (ODS III 1083). - 38Lod] gammel vægtenhed = ca. 16 g; afskaffet 1861. - Gran] gammel vægtenhed = ca. 2.5 g. - 39Spidsrod] tynd kæp brugt som prygleredskab; blev lagt i saltlage for såvel bøjelighedens som for smertens skyld ved afstraffelsen.

190.10Hverdagshistorier] Om A.s kritiske holdning til Hverdagshistorierne se I 156.38-157.14, 184.35, 217.34; II 47.17; IV 116.27 samt E.Hude i A-iana 2 rk. VI 321ff. - 16-17engelsk Gouvernante-Suppe] se II 122.11-12 m. note. - 17Potage á la Kock] Paul de Kock (1793-1871), fr. forfatter af trivialromaner om pariserlivet, jvf. DtB 164. - 21Tragedien paa Champagneflaske] sml. Dagbøger 17.4.1865: »I Aarhuus Avis et Angreb paa det kjøbenhavnske Publicums Smag efter Knald-Stykker - Gyngehøvding &c medens det Poetiske ikke vurderedes, og saaledes var det gaaet mit Stykke [: Paa Langebro]« (VI 214). - 27Hun er sprøitefuld] sml. Dagbøger 21.5.1865: »I Nissen [: Folkets Nisse] staaer et Stykke: Han er ikke fuld, original Tragedie i to Acter, jeg bliver personlig haanet og viist frem: det ender med at en Dame i anden Etage siger »Der staaer han nede i Parquettet, han er dog det Bedste af det Hele, det gamle Skind!« - Stykket omtales ikke at have nogen Ende, en Pølse har dog to« (VI 63). - 35gaaer mig over] overgår mig. - 35det er sat mig i Qværken] det er noget, jeg har fået galt i halsen.

191.25-26Lygtemanden ... Qvinde] sml. Dagbøger 9.2.1864 om krigen: 284 »Var hos Eduard Collin til Middag [...] der var stor Desput om Danevirkes Opgivelse. Fruentimmerne fanatiske som overalt i Byen« (VI 13) og 21.2: »Her hjemme megen Misstemning og Meget med Partier, det er især Fruentimmerne som ere fanatiske« (ib. 17). - 27Yderlighed] udvortes, ydre udseende.

192.13Menneskene ... draine] dræning påbegyndtes i 1850'erne og tog fart efter krigen 1864. - 15Vi ville flamme mig] ordspil på eden: »Fanden gale mig«. - 30Kong Valdemars vilde Jagt] jvf. Thiele2: »Til Straf fordi Kong Valdemar [Atterdag (1320-(1340-)75)], medens han levede her paa Jorden, pleiede at sige, at Vorherre maatte for ham gierne beholde sit Himmerige, naar han blot maatte jage ved Gurre, er han nu fordømt til hver Nat at jage fra »Burre til Gurre«. Han kommer da sædvanligst farende med sit Jagttog giennem Luften. Først hører man, naar han nærmer sig, en Huien, Støien og Pidskeskrald; strax efter kommer Toget; foran farer de kulsorte Hunde, som løbe hist og her tilside, snuse mod Jorden, og lange gloende Tunger hænge dem ud af Halsen. Derefter kommer »Volmer« ansættende paa sin hvide Hest, og undertiden holder han sit eget Hoved under venstre Arm« (II 113f). - 33Marer] iflg. folketroen væsener, forheksede kvinder, der om natten menes at komme ind gennem nøglehullet for at »ride« på en sovende og forårsage åndenød, onde drømme o.l. (jvf. Thiele1 I 133 og O.T. 55). Iøvrigt figurerer under M titlen »Marer« på listen over »Eventyr, som kunne skrives«. Eventyret blev dog aldrig skrevet (ovf. s. XIII).

193.5Veirtraad] iflg. ODS XXVI 915 måske en sime, bånd af hestehår eller hamp, der blev trukket gennem huden og bindevævet, normalt for at fremkalde en afledende betændelse eller holde et sår åbent, men her for at reagere ved vejrforandring og fungere som vejrprofet. ODS' usikkerhed omkring ordet, der er et »kometord« (dvs. yderst sjældent), synes at føre til en fejltolkning, idet det snarere må opfattes billedligt som en slags telegraftråd, der rapporterer til hende om lygtemændenes ulykker, når de sker, men ikke når de skal til at ske (jvf. BEC III 169). - 37Valgdag] 30.5.1865 var der valg til Rigsrådets Folketing; om A.s ubehag herved se BEC III 184ff. - 39-40saa er Potten ude] egl. udtryk i spil for at spillet er forbi, når koppen med indsatserne er tømt, men her som udtryk for at sagen er afgjort; tillige et ordspil på »Farvepotten« og »Theaterpotten«.